Hjemme igen fra Fanø og sidste strikkefestival

Igen i år har vi været to uger på Fanø sammen med Annett og til vores udelte fornøjelse også tre af hendes katte. Vi har hygget, strikket, spist godt, nydt naturen og nydt at være sammen alle seks.

Selvfølgelig var vi også til årets strikkefestival, både i Nordby og i Sønderho. Man kunne godt mærke, at der ikke var så mange standholdere, især i teltet i Nordby var der god plads, og der var slet ikke noget i den gamle skole i Sønderho. Var det på grund af coronaen, eller fordi arrangementet er ved at løbe lidt træt?

Næsten som sædvanligt syntes vi, det var sjovest i Sønderho. I Nordby var standene meget ens, jeg var lige ved at få kvababbelse af håndfarvet merino. Bevares, meget flot garn i alle regnbuens farver, og der var da også diverse andre fibre end merino, men helhedindtrykket var altså, at det var meget ens og dermed noget kedeligt.

Jeg overvejede noget af det håndfarvede, fordi der var noget hør i, men var ikke helt overvældet af farverne, så jeg holdt mig på måtten. Derimod købte jeg lidt angora. Håndfarvet selvfølgelig, i grønlige og stærkt pink nuancer, men ellers ikke noget.

Vi begyndte og sluttede i Sønderho. Der var både det håndfarvede og en masse andet forskelligt, og minsandten om jeg ikke på den sidste dag fandt noget håndfarvet merino/hør i en farve, jeg synes er spændende.

Så der kom alligevel håndfarvet garn med hjem. Hvad det skal bruges til, har jeg ingen anelse om.

Det blev den sidste strikkefestival i det sædvanlige regi, og det er nok egentlig meget godt. Nu vil hovedarrangør Christel Seyfarth i stedet lave eksklusive arangementer med få deltagere og førende (BVADR! - vi er altså i 2021!) garnproducenter og designere. 

Det lyder for snobbet for os, så vi har ikke tænkt os at blive nogle af de udvalgte, men mon ikke Sønderho er på banen igen næste år? Vi hyggede os i hvert fald gevaldigt til søndagens strikkebanko i teltet ved forsamlingshuset. Den må de - også - gerne gentage.

P.S. Vi overhørte i Nordby en morsom beskrivelse af alle strikkedamerne og deres eksponering af egne værker. Blandt andet havde der til et strikkearrangement på bryggeriet kun været én eneste deltager, der ikke bar farvestrålende hjemmestrik. Annett og Dorthe har med fuldt overlæg aldrig gået i deres egne kreationer til festivalen, jeg har gjort det nogle få gange, men vil måske ikke gøre det i fremtiden. Man skulle jo nødigt bare blive én af flokken ;)

Grønkloder

 

Da jeg var barn boede jeg fem år i en lille landsby på Fyn. Vi havde en - forekommer det mig i hvert fald nu - pænt stor have.

Bagerst i haven stod seks blommetræer. Det vil sige, det ene var et mirabelletræ, og mirabeller regnes vist ikke helt til blommerne. Men ellers var der så vidt jeg husker to træer med victoriablommer, et med kirkes, et med sveskeblommer og et med grønkloder.

Grønkloder? Jamen, det er en anden betegnelse for Reine Claude. Min mor kendte ikke noget videre til fransk, måske har hun slet ikke opfattet, hvad blommerne hed, måske har hun med overlæg lavet det om til et navn, hun kunne håndtere, eller måske har Reine Claude aldrig heddet andet i hendes familie. Siden da er min mors betegnelse blevet standard for mig i en grad, så jeg godt kan komme til at sige grønkloder også til uindviede. I hvert fald når det drejer sig om de grøngule sorter af Reine Claude.

Jeg er meget glad for blommer i marmelade og chutney, men ellers synes jeg tit, at blommerne er sure enten ved stenen eller ved skindet.

Jeg har to gange i år købt grønkloder på torvet. Første gang til chutney, men vi kom til at gnaske et par stykker i os, og de var så gode, at der blev en noget mindre portion chutney end planlagt. Anden gang var de ikke helt så gode, men vi spiste alligevel dem allesammen. Blommemarmeladen må vente til en anden gang, men faktisk er det alligevel ufattelig lidt marmelade, vi spiser.

Vendsysselferie

Ifølge kalenderen er det efterår, men vejret er skønt sensommervejr. Det var det også, da vi for en uges tid siden tilbragte en uge i sommerhus i Vendsyssel, nærmere betegnet ved Nørlev Strand.

Det er en egn, vi efterhånden kender temmelig godt, så vi ved, hvad vi gerne vil foretage os. Noget nyt var der dog kommet til. Siden vi sidst var i området, er Kornets Hus nær Hjørring åbnet.

Vi fik en udmærket brunch der (men hvor var grøden eller øllebrøden?), samtidig med at vi naturligvis så udstillingerne, der ikke var helt så store, som jeg havde regnet med. Men afgjort udmærkede.

Selve bygningen er i den for tiden fremherskende stil, når det gælder museer, oplevelsescentre og deslignendes. I dette tilfælde lidt som en stor lade, hvilket jo passer fint til emnet, men der er altså en lille djævel i mig, der spørger, om der ikke snart er en arkitekt, der tør prøve noget helt andet.

Udenfor var der dyrket en masse gamle og mere smagfulde - måske også sundere - kornsorter, og det var næsten det sjoveste at se. Årstiden var også helt rigtig, kornet var modent, men endnu ikke høstet.

Vi gik i lang tid og gættede på, hvad vi så. Heldigvis var der nogle diskrete skilte, så vi kunne konstatere, om vores gæt var rigtige. Forresten kendte vi overhovedet ikke alle sorterne. Kolben var i hvert fald ny for mig.

Det er nu ikke den, der er på billedet. Det er dalar hvede, og man kan godt se, at udbyttet er noget mindre end for de mere forædlede kornsorter. 

Når vi er på de kanter, er det oplagt med ture i naturen, både til fods og i bil. Til vores store fornøjelse er der masser af dyr i naturområderne. Billedet nedenfor er taget i området mellem Nørlev Strand og Kærsgård Strand. Det skulle også være et fugleområde, men vi så ikke så mange fugle igen. Til gengæld kunne vi hele tiden se Lien, altså stenalderkystskrænten. Der er ligesom noget historiens vingesus over det, når man færdes i sådan et område.

Hver aften, når vi kom hjem, kunne vi fra sommerhuset se op på Lien, og der stod næsten altid nogle heste. Billedet er taget på lang afstand. Med det blotte øje skulle man faktisk se godt efter for at se, at det var heste, men når de slog med halerne, var der ingen tvivl.

Og så er der jo Vesterhavet. Jeg er meget glad for Vesterhavet, både i stille - som det var de fleste dage i vores sommerhusuge -

Retning: Aberdeen - sådan cirka

- og når der er mere drøn på. Når der var lidt større bølger, kunne vi også høre havets brusen fra sommerhuset, men rigtig vildt var det ikke i denne uge.

Vi er også altid mindst et par gange i Hirtshals. For at hænge ud ved havnen og for at spise fisk. Det er helt forunderligt at se havnen med så stille vand.

Som altid var vi forbi fyret, som bestemt må være et af de smukkeste i Danmark.

Vi havde frokost med og spiste den med udsigt til både hav, fyrtårn og Hirtshals.

Rubjerg Knude Fyr herunder må så til gengæld være et af de mest interessante. Det er altså en imponerende dynge sand, det fyr står i. Nu fik vi også med egne øjne konstateret, at flytningen var vellykket. 

Jeg tog billedet fra klinten, hvor Mårup Kirke engang lå. Vejret var blevet lidt dårligere, men det var på vores hjemrejsedag, så det var vi nærmest tilfredse med - og i øvrigt klarede det op senere på dagen. 

Ildopalsjal

Jeg kan godt lide at strikke sjaler, men der er altså en grænse for, hvor mange sjaler, jeg selv kan bruge. Det nyeste sjal, jeg har strikket, er heldigvis med en bestemt modtager i tankerne.

Mønsteret hedder Shaelyn, designeren Leila Raven, og det kan findes på Ravelry. Jeg har før strikket efter det samme mønster, og det er en fornøjelse at følge.

Garnet er et håndfarvet lacegarn, der har ligget meget lang tid i mit lager. Sandalha hedder det, farven hedder meget passende Fire Opal, og det er fra Fleece Artist. Jeg købte det i Fandango her i byen, dengang butikken var ejet af Sys Fredens.

Lige så meget som jeg holder af at strikke sjaler, hader jeg at blogge dem. Det er dog en absolut nødvendighed med denne slags sjaler, og det er da også en fornøjelse at se, hvor pænt det bliver efter udspændingen.

Der er stadig en masse af garnet tilbage, og jeg er startet på endnu et sjal, men i et andet mønster. 

Hvor høj er spanden?

Det er måske ikke så let at sige helt præcist, og her er vist én, der har skønnet forkert.

I tehuset på Mols

 

For nogle år siden var der på Åboulevarden her i byen en skøn tesalon med navnet Simply Tea. 

Der skulle udføres et større vejarbejde og nybyggeri på og omkring Åboulevarden. Simply Tea lukkede. Det var et savn for os, men endnu mere for vores veninde Bodil. Så vidt vi ved, findes der ikke nogen ordentlig tesalon i Århus nu. Jo, Perch har da en salon, men det er overhovedet ikke det samme.

Derfor var det med stor tilfredshed at jeg opdagede, at ejeren af Simply Tea, Alexis Kaae (som jeg ikke er i nær familie med på trods af navnet), har åbnet et tehus på Mols.

Der var basis for en udflugt. Bodil ville gerne med, men vi beholdt det som en overraskelse, hvor vi skulle hen.

Vi tog af sted i perfekt vejr i onsdags, og Bodil reagerede helt rigtigt, da vi nåede målet - meget overrasket og meget glad. Vi indtog med stor nydelse vores te, sandwich og scones og følte os meget forkælede. Jeg kan godt lide at prøve noget nyt, så jeg havde valgt en Puerh-te, som jeg aldrig har smagt før. Den var ret anderledes end andre teer, men jeg kunne godt lide den, selv om den ikke lige på minuttet blev min yndlingste.

Puerh-tekager i mængder i butikken

Vi fik også en lille snak med Alexis, som fortalte, at hun vil prøve at dyrke te på en skråning ved huset. Snakken blev dog brat afbrudt, da der pludselig lugtede af brændte scones. Spændende om projekt tedyrkning lykkes. Hun havde også nået at fortælle, at hun nok ikke vil åbne sit tehus for servering for evigt, men mon ikke vi kan nå endnu et besøg. Bodil har allerede planlagt sin næste gang.

Butikken med fristende teer og teudstyr i tilknytning til tesalonen blev selvfølgelig også besøgt, og et par teer blev købt med hjem til senere nydelse.

Et kig ind i den æstetiske butik

Kirker i Thy

Vi har genoptaget vores gamle interesse, kirkearkitektur og -kunst. Yrsa og Annett er med på det, og i løbet af vores uge i Thy i juni fik vi kigget nærmere på nogle af egnens kirker.

Fra den største:

Vestervig Kirke, der er Nordens største landsbykirke, til den mindste:

Lodbjerg Kirke, der er en af Danmarks mindste landsbykirker. Den allermindste skulle være Venø. Kirkerne i Vestervig og Lodbjerg ligger ikke så langt fra hinanden, og fra Lodbjerg kunne vi sagtens se den store Vestervig fylde godt op i landskabet.

Lodbjerg Kirke er en af de efterhånden mange, som Maja Lise Engelhardt har sat sit præg på. Hun har udsmykket den gamle altertavle og prædikestolen og farvesat kirkens øvrige inventar. Det fungerede godt, syntes jeg.

Lige det tog jeg ikke nogen fotos af, men ellers kommer her en billedkavalkade fra nogle af Thys kirker:

Denne billedkvader fra Vestervig Kirke er fra romansk tid og viser to mænd og to djævle, den ene med en meget lang, splittet tunge. Den er blevet opfattet som en advarsel mod at udbrede løgn og sladder, og den kaldes Vestervigs vartegn.

Lige da jeg så denne kvader på Thisted Kirke, syntes jeg, det lignede en mand med en fugl i snor, men det er selvfølgelig en løve med halen hen over ryggen. Motivet var spejlvendt på en anden sten, og der var det meget tydeligere.

Vi er stadig i Thisted Kirke. Detalje fra den smukke sengotiske altertavle fra omkring 1520. Det er Maria Magdalene med salvekrukken, iklædt en moderigtig dragt fra det tidlige 1500tal. Hun er bare så smuk, synes jeg.

Det er hende her sådan set også, hun er bare et par hundrede år ældre og fra unggotikken. Hun kan ses i Snedsted Kirke, som Yrsa kender fra sin barndom, og er fra en korbuekrucifiksgruppe, så det må være Jesus' mor, Maria. Det passer også med den blå klædning.

Her er hele korsfæstelsesscenen fra et billedfelt på Snedsted Kirkes altertavle. Et ret naivt maleri, men også temmelig charmerende. Hele altertavlen er fra omkring 1670, og det er maleriet nok også. Jeg synes, Maria her ligner en velhavende borgerfrue eller adelskvinde.

Ham (eller hende?) her ser heller ikke ud til at have manglet det daglige brød. Det er en ret morsom putto fra et epitafium i Vestervig. Puttier er som regel temmelig velnærede, men de plejer ikke at se så aldrende ud som ham her.

Kirkegårde er heller ikke uinteressante. Rundt om Thisted Kirke var der en del store gravsten, og på en af dem så jeg denne fine blæksprutte:

Den mest stemningsfulde kirkegård var dog Vorupør Gamle Kirkegård, hvor gravstenene i den grad fortalte historier, især om mænd, der var omkommet på havet, men der var også sten over rigtig mange børn og unge. For de unges vedkommende var det som regel deres venner og veninder, der havde opsat gravstenen.

Ferie ved havet

Hvorfor har vi dog aldrig været i Nørre Vorupør før? At det er et sted efter vores hoveder, fandt vi ud af, da vi omkring Sankt Hans tilbragte en uge i sommerhus netop der.

Vorupør bagfyr Sankt Hans aften

Billedet viser Vorupørs vartegn, Vorupør Bagfyr. Ikke et egentligt fyrtårn, men et ledetårn fra 1894, som sammen med et forfyr skulle hjælpe bådene på havet med at navigere ind over revlerne.

Vi kunne også navigere efter bagfyret, for vi kunne se det fra vores sommerhus. Fem minutters gang så var vi ved fyret, og hvis vi fortsatte 1-2 minutter, var vi ved vandet med fiskebutikker, restauranter, caféer og liv. Lige noget for os.

Desuden er Vorupør en usædvanlig sød by. Mange af husene er hvide. Ikke usædvanligt for kystbyerne i Thy. Og pænt, synes jeg - mon det er en særlig vestkyststil? Det er også en by, der er befolket året rundt - ikke bare et feriested, selv om der meget forståeligt er store sommerhusområder i nærheden.

Det rød/hvide tårn i billedets højre side er altså ikke bagfyret.
Jeg tror, strandens livreddere måske holder til der.

Bålet var aflyst Sankt Hans aften, men solnedgangen var til gengæld en af de flotteste, vi nogensinde har set. Da solen forsvandt kom månen, og den var lige så flot. Fuldmåne minus én dag, stor, lysende og med vildt mange detaljer. 

Der har tidligere været landingsplads i Vorupør. Det er der ikke mere, men der er en forening, der forsøger at bevare og restaurere nogle af havbådene, så de kan bruges til fritidssejlads. Foreløbig ligger nogle stykker nok så dekorativt på stranden, og det så fantastisk ud i solnedgangen. En af de restaurerede havbåde er for resten placeret i museet.

Kombinationen af at være ude i naturen, men samtidig i gåafstand fra bylivet er ikke til stede i flertallet af de sommerhuse, vi kan leje gennem vores forhenværende arbejdsplads, så Vorupør er kommet højt op på listen over steder, vi vil tilbage til.

Genåbning

Hvor har der dog været snakket meget om "lys for enden af tunnelen" under corona-krisen. I et læserbrev i vores avis var der en, der skrev, at han var træt af at høre om lyset for enden af tunnelen. Hvorfor kunne man ikke se noget andet - en pingvin for eksempel? Dorthe mente, at hun kunne se en kop cafékaffe.

Det har man jo kunnet få i et stykke tid nu, hvis man ville indtage den udendørs, og det har vi da også gjort nogle gange. Desværre ser det ud til, at kvaliteten på nogle af vores favoritsteder er faldet i løbet af krisen.

Et af vores faste steder er Emmerys her i Åbyhøj. Kaffen og betjeningen er vist på samme niveau, men den morgentallerken, vi fik for et par uger siden, havde ikke vanlig standard. Ægget var hårdkogt, osten vendte hjørnerne opad, der var mindre skyr uden rabarberkompot, og det lækre flagesalt var skiftet ud med ordinært fint salt. Der var simpelthen ikke på nogen måde kælet for detaljerne - mon det er helt slut nu?

Endnu værre var det på RS28 i midtbyen. Den var ved sidste besøg bemandet med en ung pige, der ikke var særlig interesseret i sit arbejde, og hun får måske heller ikke ret meget for det. Men letmælken var sur, hun kom til at lave en latte i stedet for den ønskede cappuccino, toiletterne var lettere uhumske. Kaffen var dog stadig god.

I går forsøgte vi os så med Street Coffee i Jægergårdsgade, som måske er vores favoritsted af alle, og det var heldigvis helt, som det plejer.

De andre yndlingssteder skal have en chance til, men ellers skal vi nok til at frekventere nogle andre steder. Ud over Street Coffee, altså.

Jeg har bestemt ikke noget imod at komme i Jægergårdsgade. Gaden er under stadig forandring, butikker går og nye kommer til. Jydsk Skum har været i gaden lige så længe, som vi har boet i byen, og det er altså snart 40 år, men nu er det åbenbart slut

Det er lidt trist, når de ikoniske butikker forsvinder. På den anden side har vi ikke handlet der i umindelige tider, men da vi flyttede til byen, var det da der, vi købte vores skumgummimadrasser. Jeg havde min på mit sengeleje bygget af ølkasser, indtil jeg for 5-10 år siden syntes, at nu var den blevet for flad, og jeg investerede i ny seng.

Og i morgen falder maskerne så. Jeg har ikke følt mig synderlig plaget af påbuddet og vil nok stadig anvende mundbind i en del situationer. Smitten er jo ikke forsvundet, bare fordi der ikke er mundbindspåbud mere, snarere tværtimod. Jeg kan dog udmærket forstå, at det bliver dejligt for dem, der på grund af deres arbejde har været tvunget til at gå med beskyttelsen i mange timer ad gangen. 

Det, jeg glæder mig mest til i den forbindelse, er at slippe for al den brok, der har været fra mange, bare fordi de skulle tage mundbind på for eksempel i forbindelse med indkøb. Så på sin vis bliver det en glad dag for mig også.

Årets pinsecamping

...blev en temmelig våd omgang.

Vi var på Sandersvig Camping ikke så langt fra Christiansfeld. Det blev noget klaustrofobisk at opholde sig i hytten hele tiden, så vi kørte nogle ture, men landskaberne er unægtelig også kønnere, når det udendørs brusebad ikke er i gang.

Der var en del dyr i tilknytning til pladsen. Jeg var gået hen for at se på dem på et tidspunkt, hvor der var et stop i regnvejret. Det begyndte imidlertid at sile igen, men det gad gederne (eller var det i virkeligheden får?) ikke, så de skyndte sig ind i deres hus.

Svanegæssene havde vist ikke noget mod regnen, og de havde heller ikke noget mod det mudder, det efterlod.

De havde ellers flotte orange fødder.

Det regnede dog ikke hele tiden. Lørdag morgen gik jeg ned til stranden forbi en lille skov med nogle imponerende høje bøgetræer.

Mit billede yder ikke de ranke og meget høje stammer fuld retfærdighed, men man kan da se fordelen ved det våde vejr, der har været - der er simpelthen så grønt overalt. Søndag eftermiddag og aften fik vi endda solen at se.

Nyt logi

Denne lille fyr, som ikke er meget større end en valnød, er vores helt egen gærdesmutte. Det vil sige, han er nu også vores nabos, og på billedet sidder han på plankeværket mellem vores haver.

Når jeg mener, det er en han, er det, fordi jeg har set ham samle redemateriale, og jeg har læst, at hos gærdesmutterne er det hannen, der bygger reden. Eller faktisk så bygger han flere, så hunnen kan vælge den fineste af dem.

En af dem byggede han oven på og bag lampen ved vores indgangsdør, men der var nok for livlig trafik for hunnen. I hvert fald tror jeg ikke, det er der, hun ruger.

Jeg er meget glad for gærdesmutten og dens sang, og den må gerne bygge rede i vores have, så nu har vi også købt et færdigt logi til den. Det er en solid sag i lærketræ (selvfølgelig FSC-mærket):

Jeg håber, at gærdesmutten bliver glad for den, når vi engang får den sat op. I hvert fald kan den sikkert bruges som vinterhi.

Faktisk har jeg lidt planer om at købe et par stykker til af en anden type, for det gælder jo om dels at have noget forskelligt at tilbyde gærdesmutten, dels at få brugt nogle af sine penge. Som mange andre er jeg dybt irriteret over, at banken kræver renter af de penge, jeg har stående til brug i dårlige tider. 

De foregiver, at de har placeret hele baduljen i Nationalbanken, hvor de så skal betale renter af indestående, og selvfølgelig skal de have noget stående der, men jeg troede ærlig talt, at de investerede størsteparten og på den måde tjente nogle af de overordentlig mange millioner, de har i overskud. Enten er det noget, jeg har misforstået, eller også er de ikke dygtige nok til investeringerne. Eller også - og det tror jeg indtil videre mest på - så er de bare overordentlig grådige.

Så mine penge - så mange er der altså heller ikke, men alligevel - kunne godt bruge et nyt logi. Det bliver dog ikke under madrassen ;)

Fakta er imidlertid, at min indstilling til egne penge har ændret sig på det sidste. Jeg har måttet indse, at det ikke er nogen dyd at have en reserve stående. Tværtimod er det en dyd at bruge løs. Når der er et eller andet, jeg godt kunne tænke mig, gider jeg næsten ikke finde et godt tilbud. Jeg har aldrig været den ivrigste tilbudsjæger, men nu er det da helt omsonst. Problemet er bare, at der ikke er så meget, jeg har brug for eller kunne tænke mig, men gærdesmutten kan forhåbentlig.

De første gæslinger

 ...så vi i Doktorparken i Randers på aprils sidste dag.

Vi troede først, at der ikke var kommet nogen endnu, fordi der ikke var nogen på vandet, men da vi var kommet næsten hele vejen rundt om søen, var der alligevel noget dunet i græsset ved vandkanten.

Først et gåseægtepar med tre afkom, derefter endnu et par, hvor der var noget, der bevægede sig under gåsemors vinger. Jo, der var da i hvert fald to gæslinger, så fik vi øje på nummer tre, og var der egentlig ikke fire? Først da gåsemor rejste sig, så vi, at der var hele fem små, der havde puttet sig i mors lune dun i det lidt kølige og fugtige vejr.

Vi glæder os allerede til næste gæslingebesøg om et par uger.

April gøremål

Fredag fik jeg mit første prik. Jeg fik en tid til restvaccine, bare 3 dage før den tid, jeg ellers havde fået booket. Det var jo meget fint, men desværre blev min tid til andet prik slettet sammen med den til første. Der var ikke nogen tider før ret langt ud i fremtiden, så nu tager det længere tid, inden jeg er færdigvaccineret. Jeg har dog tænkt mig igen at skrive mig op til restvacciner, måske er jeg heldig endnu en gang.

Jeg havde forestillet mig, at der ville blive rig lejlighed til at snuppe et billede af en lang kø, men der var ikke nogen kø af betydning, og det var jo rart.

Heller ikke i de 15 minutter efter vaccinationen var der overbefolket i venterummet.

I ugens løb har vi besøgt en planteskole på Djursland, hvor jeg havde bestilt nogle nye storkenæb. 

Egentlig åbner planteskolen først til maj, men man kunne både få planterne sendt med posten eller selv hente dem. Jeg ville helst det sidste, jeg kan ikke rigtig forestille mig, at de små planter har godt af en tur med PostNord.

Planterne både til mig og til et par andre stod lige så fint i kasser på et bord. Jeg har ikke fået dem plantet endnu, og ærlig talt er jeg lidt spændt på, om jeg kan finde plads til dem alle i vores minihave.

Vi benyttede lejligheden til at køre en tur på Djursland, hvor vi for efterhånden en del år siden tilbragte mange somre i mine forældres sommerhus i Fjellerup. 

Vi kørte først til Bønnerup, hvor vi fik frokost - et par fiskefrikadeller af god kvalitet med rugbrød til - på havnen. Indtaget inde i bilen, for der var en strid blæst. Så kørte vi lidt rundt, ekstra meget i Fjellerup, hvor vi genså sommerhuset, der ligger i et skovområde tæt på stranden. Til vores tilfredshed var det stadig skovområde, vi havde frygtet for, at træerne var blevet fældet. De fleste synes jo, det er ganske forfærdeligt, hvis den store cancergrill ikke kan skinne uhindret på dem hele tiden. Men sandsynligvis ligger der en vedtagelse om, at området skal vedblive at være skov.

Bitsjka i skovbunden 
ved sommerhuset

Der var masser af anemoner. Vi har nogle få af deres slægtninge i vores egen have. Bitsjkas anemoner kalder vi dem, opkaldt efter vores første kat. Hun var tit med i sommerhus og var meget glad for at gå tur (i sele) i skovbunden med anemonerne.

Vi kom forbi fem herregårde på turen og oplevede flere steder et ret usædvanligt fænomen, nemlig sandstorm. Et enkelt sted føg sandet så tæt, at vi måtte sætte hastigheden ned til 10-20 km i timen. Synd for landmændene, for deres udsæd må vel også blæse rundt.

Vi har også været på en uges ferie i sommerhus i Ålbæk. Af diverse grunde blev det ikke den bedste ferie, vi har haft. Det vender jeg måske tilbage til.

Delikate dadler

På vores lokale torvemarked kan man få flere slags dadler, blandt andet dem, jeg allerbedst kan lide. De hedder asal dadler.



Da jeg var barn, var dadler noget klistret stads, som man fik fra en oval æske. Meget praktisk var der også en lille plasticgaffel i æsken, så man med lidt held kunne undgå at grise sig alt for meget til. Klistret eller ej, jeg kunne godt lide dadler.

Senere kom så de såkaldt friske dadler - meget mindre klistrede. Og så kom der minsandten forskellige sorter af dadler. Pludselig kunne man alle vegne få medjool dadler, kæmpestore og flotte, men dem er faktisk ikke så glad for.

Asal dadlerne er meget mindre, og de er ikke så søde. De er lækre, synes jeg.

Engang var der i torvehallerne et stade med dadler, og der var nok mindst 10 forskellige slags. Der lærte jeg, at de lyseste dadler er de sødeste. Jo mørkere de bliver, jo mindre søde er det. Helt modsat det, jeg intuitivt troede.

Det er nu ikke, fordi jeg spiser oceaner af dadler, men det sker, at jeg bruger dem i madlavningen, især hvis jeg laver marokkansk inspireret mad. 

Påskehilsen

 

Jeg har fået den sødeste påskehilsen. Det er selvfølgelig killingerne, der nu er teenagere og næsten voksne, der har vidst, at jeg er vild med mørk chokolade og påskeæg. Tusind tak teenager-katte (og Annett)!

Der er nu noget særligt over at få sådan en fin pyntet æske. Der er lidt mere forkælelse i det end i bare at købe sine påskeæg selv.

God påske til alle der læser med her

Nu kommer det - foråret

Det har unægtelig været et køligt forår, men nu er der endelig lovet højere temperaturer. Jeg håber, det kommer til at passe, vi trænger til det.

For nogle dage siden var vi i Randers, og da var det ganske vist køligt, men ellers kunne vi nu ikke klage over vejret. Vi gik tur i Doktorparken for at se, om gæssene var kommet, og det var de.

Jeg havde glemt mit kamera, så jeg måtte nøjes med telefonen, hvilket forhindrede specielt gode billeder af gæssene.

Som en ekstra attraktion var der også en kat i parken den dag. En nydelig rød hankat, og han var overhovedet ikke bange for mennesker, så ham kunne jeg komme passende tæt på med min telefon.

Han var ikke uinteresseret i gæssene, som vist nærmest var større end ham.

Kan jeg nå den, hvis jeg springer rigtig hurtigt?

Tror han ikke, at en gås er et lidt for voldsomt bytte? En af vores solgte killinger tog engang en fasan, men en grågås er altså noget større. Det lykkedes for Rødemis at jage gåsen på det øverste billede i vandet, men det var det hele.

Vi må snart i Doktorparken igen medbringende et bedre kamera, og vi vil meget gerne også hilse på Rødemissen igen.

Er der slet ikke nogen stopklods?

...når "nogen" får fremstillet og opstillet et skilt som nedenstående: 

 
??? Hvad menes der mon med de datoer??? Mit gæt er 26/3 - 6/4, men det kunne selvfølgelig også være 26.4.2021 - 6.4.2022. 

Den ansvarlige hører da vist til sidste kategori på skiltet. Under forudsætning af, at der menes "handicappede", forstås. Vedkommende må nødvendigvis være sprogligt handicappet. Det er der principielt ikke noget i vejen med, men der burde i så fald være nogen, der læste korrektur.

Jeg har tænkt mig at holde øje med, om skiltet - der var forresten flere enslydende - bliver udskiftet.

1. april 2021
Skiltet er ikke blevet udskiftet, men det første 4-tal er blevet erstattet af et sandsynligvis håndmalet 3-tal, noget mindre end de øvrige cifre. De store bogstaver, den ubehjælpsomme sproglige formulering og den dårlige placering af hele meddelelsen på skiltet har overlevet.

Skrumpehoved

Jeg er for et stykke tid siden blevet færdig med den balaclava, jeg købte opskrift til hos PetiteKnit. Den blev rigtig sød, synes jeg. 

Jeg har også fået den fotograferet. I mangel af et barnehoved bruger jeg somme tider en ballon for at få vist mine strikkede huer ordentligt. Denne gang tabte ballonen hurtigt luften igen, og i dag mindede den mest om et skrumpehoved:

Men man kan da stadig nogenlunde se, hvordan balaclavaen ser ud. Den blev strikket i en blanding af merino og alpaka, Lana Naturale Inca fra Mondial - superlækkert! Der et par bedre billeder på Ravelry, hvor luften endnu ikke er gået af ballonen.

Ud over balaclavaen, som ikke tog meget mere end en aften, har jeg bl.a. strikket nogle babyveste. Nogle af dem med asymmetrisk lukning, de blev nærmest improviseret. Måske laver jeg også en opskrift til, det har jeg ikke helt bestemt endnu. Den første i Eco Denim - genbrugsbomuld fra Mondial - kom til at se sådan ud:

For at det hele ikke skal være i de gråbrune nuancer er her et billede af en lille kængurutrøje:

Jeg kan godt lide modellen. Det kan godt ske, jeg vil strikke den igen. Garnet er Vikings Eco-Alpaca, og det vil jeg til gengæld ikke bruge igen.

I føljetonen om min terapeutcardigan mangler jeg nu kun at montere, hvilket ud over at sy sidesømme og i øvrigt sy tråde ind indbefatter at få lavet en icord-kant hele vejen rundt. Der skal tages over 400 masker op - det hader jeg! Så hellere hæfte ender. Men det skal nok blive gjort, når jeg nu er næsten færdig.