På vores lokale torvemarked kan man få flere slags dadler, blandt andet dem, jeg allerbedst kan lide. De hedder asal dadler.
Da jeg var barn, var dadler noget klistret stads, som man fik fra en oval æske. Meget praktisk var der også en lille plasticgaffel i æsken, så man med lidt held kunne undgå at grise sig alt for meget til. Klistret eller ej, jeg kunne godt lide dadler.
Senere kom så de såkaldt friske dadler - meget mindre klistrede. Og så kom der minsandten forskellige sorter af dadler. Pludselig kunne man alle vegne få medjool dadler, kæmpestore og flotte, men dem er faktisk ikke så glad for.
Asal dadlerne er meget mindre, og de er ikke så søde. De er lækre, synes jeg.
Engang var der i torvehallerne et stade med dadler, og der var nok mindst 10 forskellige slags. Der lærte jeg, at de lyseste dadler er de sødeste. Jo mørkere de bliver, jo mindre søde er det. Helt modsat det, jeg intuitivt troede.
Det er nu ikke, fordi jeg spiser oceaner af dadler, men det sker, at jeg bruger dem i madlavningen, især hvis jeg laver marokkansk inspireret mad.
2 kommentarer:
Jeg har aldrig været vild med barndommens klistrede stads, så derfor er jeg ikke gået så meget ind i, at der nu kan fås mange forskellige slags dadler. Jeg har dog en gang lavet Devils on a Horseback har du prøvet det? Det var faktisk rigtig godt som en snack.https://www.thespruceeats.com/devils-on-horseback-478714
Jeg kender godt devils on a horseback, men jeg vidste ikke før nu, at de hedder sådan.
Send en kommentar