Juleanden i hus

For et par dage siden kørte vi til Gothenborg i Them og købte vores juleand. Vi ved, at ænderne på Gothenborg har haft så godt et liv, som det er muligt, når de ikke lever i det fri. De er også blevet slagtet på en ordentlig måde. Vi kan altså spise dem med næsten ren samvittighed. Billedet er fra nogle år siden:

Når man kører til Them herfra, kommer man gennem Silkeborg, og hvad ville så være mere naturligt end at standse der, gå en tur i byen og få sin frokost? Der er adskillige gode spisesteder i Silkeborg. Vi valgte Café Evald ved Papirfabrikken, og der var bare styr på coronaforholdsreglerne. Flot! 

Desuden fik vi en glimrende frokost, men desværre var der ikke plads til de ellers fristende desserter. Vi må tilbage en anden gang og så kun få dessert. Og måske kaffe.

På vej derfra var det ved at mørkne, og der så bare så idyllisk ud nede ved Hjejlen og de andre turbåde. Vi opdagede nogle dykkende fugle på vandet. Troede først, det var lappedykkere, men med det næb må det have været skarver. 

Vi stod lidt og så dem dykke, og det nåede at blive så mørkt, at turbådene blev illuminerede. Gad vidst, om de egentlig sejler juleture? Nej, det bliver nu nok for koldt, men det ville sikkert ellers være malerisk.

Batteriopladning i Bogense

Vi har næsten lige været på en miniferie med to overnatninger på Hotel Bogense i - nå, ja, Bogense på Nordfyn.

Bogense viste sig at være en uventet charmerende by. Vi nød at gå rundt i gaderne, hvor der var masser af gamle huse, både større med afgjort flest små. Blandt andet ligger rigets mindste hus på torvet:

Jeg synes ikke, det ser så lille ud endda, men det må jo være rigtigt nok, når det blev bekendtgjort på et skilt på pladsen.

Der var selvfølgelig allerede blevet juleudsmykket, og det passede godt til byen, der ellers var oplyst af gammeldags gadelamper som den på billedet herunder.

Ud over selve byen tog vi ud til Gyldensteen Strand, hvor vi var så heldige at se både bramgæs og grågæs. Og ikke mindst høre. Der var også et udstillingscenter, hvor man blandt andet kunne høre en del fuglestemmer, og måske kan jeg nu kende forskel på lyden af bram- og grågås.

Det er - selvfølgelig havde jeg nær sagt - Aage V. Jensen Naturfonden, der har været ind over. 

Endelig var vi i et par kirker. Selvfølgelig Bogense Kirke, hvor vi morede os over prædikestolens gengivelse af syndefaldet:

Denne Adam har da helt sikkert sin del af skylden for faldet. Hvis Tommy Steele i sidste halvdel af 1950erne havde troet, at han havde en moderne frisure, kunne han godt tro om igen. Prædikestolen er fra 1604. Hele arkadefaget med Adams kokette kropsholdning kan ses her.

De andre kirker. vi så, var Søndersø Kirke med meget interessante kalkmalerier fra middelalderen. Og Asperup Kirke, hvor der også er kalkmalerier, men også en meget fin krucifiksgruppe af Claus Berg - eller i hvert fald fra hans værksted. Og så også den søde lille Anna selvtredje fra sengotisk tid, som ses på mit foto.

Der er flere kirker i området, der er værd at kigge nærmere på, så måske skulle man vende tilbage til foråret, når fugletrækket sætter ind.

Byens garnforretning, der var af den helt normale slags, lå bare et par numre fra hotellet, så der var vi selvfølgelig inde, men på hjemvejen kørte vi også ind til Middelfart, hvor der er en spændende, men også dyr garnforretning, der hedder Knit Sister's Studio. Spændende, fordi de har nogle garner, man ikke ser ret mange steder. 

Jeg forkælede mig selv med et bundt Nurturing Fibres Supertwist Sock. Det kommer fra Sydafrika, er økotex-mærket, og i det hele taget forsvarligt fremstillet. Jeg havde svært ved at beslutte mig for, hvilken farve, jeg ville have, men endte med den, der hedder Driftwood, ikke mindst på grund af navnet - og jeg ved godt, at det er mere end fjollet, men jeg har altså en svaghed for drivtømmer.

Der er for resten også en anderledes kage- og chokoladebutik i Middelfart. Kring Chokolade hedder den. Vi havde selvfølgelig fået en større morgenservering på hotellet, så vi nøjedes med te og en bolle med ost, men en anden gang kunne man da godt fristes af kagerne.

Fugle på Fanø

 

Jeg elsker septembers mange stære på Fanø. Man kan altid høre deres livlige kvidren, når man går rundt i Nordby. Men i det hele taget er der mange forskellige fugle på Fanø.

Annetts forældre havde været der i weekenden, inden vi kom, og de havde lavet en liste over alle de forskellige arter, de havde set. Jeg tror, der var mellem 25 og 30 på listen. De foreslog, at vi skulle fortsætte den. Vi syntes, det kunne være fint, hvis vi fik én ny om dagen, og selv om de mest oplagte var "taget", så nåede vi så rigeligt målet med blandt andet de fantastiske isfugle på vores liste.

En dag kørte vi ud til Halen. Undervejs så vi adskillige rovfugle, hvoraf en senere blev identificeret som en steppehøg, som ikke er så almindelig, og ingen af os havde set den før. En anden var en duehøg.

På stranden så vi blandt andet ryler:

I Nordby havde vi set flokke af små fugle, der fløj meget lavt og meget hurtigt over vandet mellem Nordby og Esbjerg. Jeg gættede på, at det var ryler, enten den almindelige eller de islandske, og rylerne ved Halen fløj på samme måde, så det var nok rigtigt.

Vi så også store flokke af stære. 

Nogle af dem forsøgte sammen med nogle krager at genere en rovfugl på jagt.

På engene ved vejen mellem Nordby og Sønderho så vi adskillige gange en tårnfalk, og ved Hønen ved Sønderho så vi hejrer, traner og kæmpestore flokke af strandskader. De sad helt tæt sammen, og jeg tror, der var flere tusinde.

Jeg fik selv kun billeder af de helt almindelige arter som krager, måger og deslignende. 

Hættemågen på billedet sad på sin pæl, hver gang vi hang ud på havnen med strikketøj og kaffe fra slagter Christiansen. Jeg tror i hvert fald, det var den samme.

På Rindby Strand lå en død sæl - en af tre døde sæler, vi så. En dag var en svartbag godt i gang med at fouragere fra den:

Til slut lige et billede af et par af vores "egne" ænder. De er jo heller ikke nogen sjældenhed, til gengæld var de der det meste af tiden.

Ny strikkeopskrift

Selv om vi hverken går til koncerter, foredrag eller i biografen og har begrænset samværet med andre mennesker til ikke ret meget, så bliver tiden overhovedet ikke for lang. 

Det minder om dengang, jeg gik på efterløn. Lynhurtigt blev alle de 37 arbejdstimer plus transporten absorberet i hverdagen.

Sådan er det også nu. Faktisk når jeg ikke altid det, jeg gerne vil. For eksempel har denne strikkeopskrift været på vej meget lang tid, men nu har jeg altså udgivet den - forhåbentlig helt uden fejl denne gang.

Igen drejer det sig om et par pulsvarmere eller nok mere præcist et par fingerløse handsker. Det første par strikkede næsten sig selv, og så syntes jeg, jeg lige så godt lige kunne finpudse lidt og få en opskrift ud af det. Det er over ½ år siden!

Jeg har kaldt handskerne Ujiji efter en af Sarantoyas killinger. Her er de i to forskellige garner:

Disse er i ren merino

Og de her i uld/cashmere. De er vildt bløde!

Opskriften ligger til fri afbenyttelse på Ravelry.

En lidt anderledes Fanøferie

Strikkefestivalen var fornuftigvis aflyst i år, men det betød nu ikke så meget for os. De seneste år har det alligevel været begrænset tid, vi har opholdt os på festivalen, for meget af det er det samme hver gang.

Den vigtigste grund til, at ferien blev anderledes, var, at Annett havde Tifany og hendes tre 9-10 uger gamle killinger med. Annett har ganske vist før haft Tifany med, dengang med to lidt yngre killinger, men dengang boede kattene kun i Annetts værelse. Denne gang kunne de også være i stuen sammen med os.

Jeg tror, at netop 9-10 ugers alderen er den allersjoveste alder for killinger. De leger, slås, kæler og de her tre havde allerede udviklet hver deres personlighed.

På billedet er mor Tifany øverst til højre. Ved siden af hende er det Dino, hankillingen i kuldet. Alle killingerne har navne efter Fiat-modeller.

Dino er godt nok den yngste, men det lader han sig ikke effektuere af. Han er allerede en selvbevidst lille hankat, der forstår at anbringe sig på de mest flatterende måder. Sådan noget med at smække forpoterne langt ud, eventuelt lægge dem over kors. 

Jeg tror, han er en intelligent lille kat. Skrap til at undersøge, finde ud af og finde på. Selv om han havde travlt det meste af tiden, så nød han at blive taget op, så han kunne få en kæletur. 

Under Dino er det Gamine. Hun er bare så bedårende, blød og myg og ekstremt let at håndtere. Hvis der ikke var andre, der havde tid til at blive taget op, så kunne man altid give Gamine en kæletur. Selv om hun virkede så føjelig, gik hun alligevel ind i slåskampene med sine søskende med stor ildhu.

Endelig er det Samantha under Tifany. Hun var helt anderledes. Jeg syntes, hun hvilede meget i sig selv på en fornem måde, og hun var den, der havde mindst tid til kæl. Netop derfor blev hun taget ekstra meget op, for hun skulle jo socialiseres, og når hun først lå i armen, var hun såmænd meget tilfreds, men først til allersidst lykkedes det mig at tage hende op, uden at hun gav et hyl fra sig. I det hele taget var der meget lyd i hende. Under slagsmålene var det næsten altid hende, der hylede først og mest.

I begyndelsen af ferien. Lille Dino undersøger, hvad man kan bruge en skammel til.

Vi har aldrig sat større pris på brændeovne,
men Samantha og Dino viser, hvordan man fornuftigt kan bruge sådan et monstrum.
Især når solen spiller med.

Gamine kan også se fræk ud. Som mange kvinder elsker hun sko.

Dino på mit strikkepindeetui.
Jeg synes, man godt kan se, han er vokset, siden det første billede blev taget.

Jeg har selvfølgelig mange flere billeder af killingerne. Flest af Dino og Gamine, Det er meget sværere at få gode fotos af en sort/hvid kat som Samantha.

Vi har lige besøgt Annett og kattene igen. Tifany kunne helt sikkert huske os, men killingerne skulle lige komme i tanke om, hvem vi nu var. De voksede meget, mens vi var på Fanø, og nu er de selvfølgelig vokset endnu mere. Dino er snart lige så stor som sin mor. 

Fanø i september

Som sædvanligt var vi sammen med Annett på Fanø i september, men en del var anderledes i år.

Blandt andet var vi af sted i længere tid, og vi boede i et andet hus, i år i Rindby Strand. Det var et ret lille, men godt indrettet hus, der lå lige ved en lille sø, som vi nok delte med nogle andre sommerhusbeboere.

Solen er ved at brænde den sidste morgendis over søen væk

Det gav nogle gode oplevelser. Der var selvfølgelig kaniner ved huset, og flere gange spadserede rådyr rundt om huset og ned til søen. En dag var der er mor med to store kid, en anden dag en ung buk.

Det er altså noget ganske særligt at kunne sidde i sin egen stue og kigge lige ud på dyrene. Og fotografere dem gennem ruden :)

Der var også ænder i søen, op til ni ad gangen. Vi fodrede dem lidt - ikke for meget, for der er jo ikke megen næring i gammelt brød, men de vænnede sig alligevel hurtigt til det og kom, når vi nærmede os søen. Måske har de forrige lejere af huset også fodret dem.

I et nabohus kunne vi se, at der var en næsten tam fasan, der kom hver eneste dag og fik noget korn, tror jeg. 

Men det allerbedste, der slog både ænder, fasaner og rådyr, var, at vi en dag så en isfugl. 

Det var endda mig, der opdagede den, hvilket jeg er meget stolt af. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme til at se en isfugl, fordi de er så hurtige, men da den var der, var jeg ikke i tvivl. Den skinner helt vildt turkis, fremhævet flot af det orange-rustrøde. Den fløj først lidt rundt, så satte den sig i buskadset på den anden side af søen, og jeg så den også fange noget i søen. Vi kiggede, indtil den ikke var der mere.

Men senere samme dag så vi den igen, det vil sige, da så vi faktisk to, så der har nok været et par ved søen. De var der så længe, at Annett kunne tage nogle billeder af dem med sin store zoom. Jeg forsøgte ikke engang, for mit hukommelseskort sad netop på det tidspunkt i computeren, hvor jeg var ved at kigge igennem de billeder, jeg havde taget. Det er altså Annett, der er fotografen bag fotoet af den ene af "vores" isfugle.  

Krager var der mange af omkring huset, både gråkrager, som vi kender dem her omkring, og sortkrager. Der sad altid en eller flere på naboens antenne, hvor de så meget maleriske ud.

En aften, vi kom hjem efter at have været til solnedgang på stranden, sad der en hel flok med nymånen som nabo:

Der var også andet på Fanø, der var anderledes, end det plejer at være, men det vender jeg tilbage til.

Fordele ved at bære mundbind

1. De skjuler dobbelthagen.
2. De skjuler også alle de irriterende skæghår på hagen, man får som moden kvinde.
3. Det er unødvendigt at bære makeup, i hvert fald når man som jeg også bruger solbriller.
4. De varmer. Dejligt, når man er ude at køre i åben traktorbus for at se på krondyr, som jeg var i weekenden.
5. Nå ja, så skulle de vel også have en vis virkning mod coronavirus.
   
   
   
   
   
   Ad punkt 3: Da jeg var ung, og vi havde kolde vintre, strikkede jeg faktisk en næsebeskytter til mig selv. Den er for længst forsvundet, men den ville nok ellers være bedre i vådt vejr.

Havens oprydningshold

På grund af rottefaren fodrer vi ikke fugle mere, men badet bliver fuglene trods alt ikke snydt for.

Især skovspurvene er glade for badet, men også musvitter og solsorte benytter det.

Forleden var der invasion i haven af skovspurve. Der var nok mellem 30 og 50. De badede ikke den dag, det var vores lille lavendelhæk, der var afblomstret for et stykke tid siden, der var attraktionen. 

Vi kiggede i lang tid på spurvene, men forstyrrede dem ikke. Bagefter kiggede vi på lavendlerne, og de var stort set støvsuget for frø: 

En del af frøene plejer at spire mellem fliserne, og de små planter er ikke altid lige nemme at få hevet op, men det bliver vist ikke noget større problem næste år. Tak for hjælpen, spurve!

Knitting on the dock of the bay

I går var ifølge kalenderen den sidste sommerdag, og den viste sig fra sin bedste side.

Vi kørte en tur til Juelsminde, og hvorfor så lige Juelsminde? Jo, Politiken har i løbet af sommeren i deres rejsetillæg haft en serie, hvor de har præsenteret forskellige egne i Danmark.

Jeg syntes, de fik præsenteret det nordlige og det sydlige Jylland, områder, jeg selv kender rigtig godt, på en god måde. Men da de kom til trekantområdet, slap inspirationen vist op. De fik ikke bevæget sig ret langt væk fra Horsens Fjord, og trekantsområdet er en del mere end det. 

Men Juelsminde ligger i trekantområdet, og den blev fremhævet i artiklen. Jeg har ikke været i Juelsminde i over 50 år, så det kunne jo være interessant at finde ud af, hvad der var så specielt ved den by.

Det fandt jeg nu ikke rigtig ud af. Der skulle være nogle gode, børnevenlige badestrande, og så er der en fin havn, mest til lystbåde. Selve byen er altså ikke noget at skrive hjem om, og der var heller ikke meget liv i den, men det er selvfølgelig heller ikke højsæson mere.

Der var livligere ved havnen, så der slog vi os ned med en kop kaffe og vores strikketøjer. 

Jeg spurgte engang, da vi skulle til Bornholm, hvad Dorthe gerne ville derovre. "Hænge ud på en havn", svarede hun. Juelsminde er absolut ikke Bornholm, men havnen er rigtig god at hænge ud på.

Vi fik set Juelsminde, men det er nu nok ikke et sted, vi vender tilbage til. Vi kørte også en del omveje i landskabet, og det blev næsten mørkt, inden vi kom hjem. Heldigvis kiggede jeg ud ad vinduet oppe på mit værelse - det gør jeg nu tit, for jeg har en ret god udsigt, og i går var månen bare helt fantastisk. 

Den havde absolut ikke den farve, måner skal have, og jeg mener ikke, farverne i mit billede er ret meget ved siden af. Flot så den ud over Århus-bugten.

I dag - den første efterårsdag - er vejret lige så dejligt her, og måske gentager månen også successen i aften.

August-udflugter

Vi havde ikke rigtig fået nok af vadehavet, så en kaffeaftale med Bodil blev lavet om til en udflugt. Bodil havde aldrig været i Ribe før, så der måtte vi til.

Vi havde bestilt bord til frokost på et af Ribes udmærkede spisesteder, men inden kunne vi nå at besøge Sankt Catharinæ med dens fine klostergård.

Vi var i Ribe på en af de meget varme dage,
men i klostergården kan man altid finde skygge et eller andet sted

Efter frokosten ville vi selvfølgelig se domkirken, både indvendig og udvendig. Der er jo meget at kigge, udvendigt blandt andet de fine bronzedøre af Anne Marie Carl Nielsen. Jeg har vist ikke før bidt mærke i de søde dørhåndtag på norddøren i facon som snegle, men det gjorde jeg denne gang:

Efter nogle timer med Ribe Domkirke kørte vi til Rømø, som Bodil heller ikke kendte, for at få vores kaffe på - ja, gæt selv. Bodil er også kageentusiast, så hun skulle da præsenteres for Hattesgaards kagedisk.

På vejen hjem ville vi købe daglige fornødenheder i Ribe for at undgå de århusianske supermarkeder, men vi tog lige en omvej omkring Kammerslusen. Der var så fint og fredeligt, og der var en masse svaler til at stå for underholdningen. Indkøbet bagefter foregik som forventet uden de store menneskemængder, ret smart af os, syntes vi selv.

En uges tid efter var Ringkøbing Fjord målet for vores udflugt. Jeg ville gerne se de mange svaner, der holder til der, mens de fælder svingfjerene og ikke er i stand til at flyve.

Jeg fik set svaner, men godt nok mest ved Skjern Enge, hvor vi så store eskadrer sejle af sted. På billedet er kun et lille udsnit.

Inden vi kiggede svaner, havde vi været forbi Stauning Havn, hvor vi ikke før har været. Det viste sig at være en meget idyllisk plet med en masse små, meget velholdte huse nærmest på størrelse med kolonihavehuse. Vi tror ikke, det kun var redskabshuse, men at de nok fungerede som en slags sommerhuse. 

 
Der var også en restaurant, hvor vi valgte at få vores frokost, og det blev sommerens bedste stjerneskud. Indtil nu i hvert fald.

Vi gentog successen med at købe ind uden for Århus. Denne gang i Ringkøbing, hvor der heller ikke var overfyldt. Der var dog et enkelt par foran os i betalingskøen, og tænk, det var nogle af vores naboer. Fuld enighed om, at Kvickly i Ringkøbing var bedre end Kvickly i Åbyhøj. Men bortset fra Kvickly fik vi ikke set meget til Ringkøbing, så måske tager vi på endnu en udflugt.

Landmændene var overalt i gang til langt ud på aftenen med at høste de sidste marker. 

De ellers så store landbrugsmaskiner så så små 
og legoklodsagtige ud på toppen af bakken.

Tre dage i marsken

De tre sidste dage i juli var vi på miniferie ved vadehavet. Vi tog af sted på min fødselsdag, som må have været sommerens køligste dag, men allerede dagen efter var der god brug for bilens aircondition.

Vi havde booket to overnatninger på Hotel Ballumhus, der viste sig at være ok, men ikke på nogen måde luksus. Men beliggenheden i Husum Ballum - en af mindst syv Ballummer - midt i vadehavsområdet er uforlignelig.

Vi startede med at køre til Rømø til Hattesgård Café, som, mener jeg helt seriøst, har landets bedste udvalg af kager. Og kage skal man da have på sin fødselsdag.

Jeg tror, der var mellem 40 og 50 forskellige, og de så allesammen lækre ud. Jeg valgte en mokka-karamel kage og var helt tilfreds med mit valg. Ikke noget med lagkage med flødeskum til mig. Oven i købet kan man få koffeinfri kaffe, sikkert fordi mange tyskere normalt lægger vejen forbi caféen. 

Dagen efter tog vi først til Tønder, for vanen tro havde kunstmuseet en udstilling, vi gerne ville se. Medgang & Modgang - Udvekslinger mellem dansk og tysk kunst hedder udstillingen, der er med til at markere genforeningsjubilæet.

Det er i øvrigt kun halvdelen af udstillingen, der er i Tønder. Udstillingen er delt tidsmæssigt op, så tiden fra 1820 til et stykke op i det tyvende århundrede er i Tønder, og tiden derefter er på Brundlund i Åbenrå. Den ville vi have set dagen efter, men vi nåede det ikke.

Tønder-delen var vi vældig glade for, især syntes vi, den udstillede kunst var af virkelig høj kvalitet. De ledsagende tekster var mest oplysende, hvilket vi var glade for, men ind imellem blev de lidt postulerende og manipulerende. Kuratorer nu om dage skal åbenbart flashe sig selv og deres uforgribelige mening om dette og hint. 

Billedet viser Rotunden på kunstmuseet i Tønder. Det er det første rum, man kommer ind i, og så er stemningen ligesom slået an.

Senere på dagen kørte vi til Trøjborg Slotsruin. Det er først for nylig, vi er blevet opmærksomme på dens eksistens, men den er rigtig spændende og malerisk.

Slottet kendes helt tilbage til middelalderen, men renæssanceslottet, som nu er ruin, blev bygget i 1585 af Peter Rantzau. Det blev stort set nedrevet så sent som i 1800tallet, men der er altså nogle ruiner tilbage

Om aftenen tog vi til Ballum Sluse og så solen gå ned over Rømø. Vi så også en sæl og så og især hørte gæs og en masse andre fugle.

Jeg tror, at Ballum Sluse måske er min yndlingssluse, hvis man kan have sådan en.

Den sidste dag startede vi med at kigge på vadehavets byggestil. Vadehavsgårde, kirker og slusehuse. 

Denne er bare en af sikkert mange gårde med navnet Marskgården. Den ligger i Østerende Ballum og er lidt usædvanlig, fordi der er så mange træer rundt om den.

Ballum Kirke, der er en af de store marskkirker, ligger i Vesterende Ballum. Man kan godt se, at det har været et rigt område. Tårnet er karakteristisk for området. Også indvendig var der noget at se på. Blandt andet en romansk døbefont og nogle fine, bemalede træpaneler.

Et yndlingspumpehus kan man i hvert fald godt have! Mit står ved Højer og ser så fint ud i det flade landskab. Man får ikke det rigtige indtryk på mit billede, for jeg fik  fotograferet det fra den forkerte side, men her er det alligevel:

Vi kørte over grænsen i den vestlige del af landet til Citti Park i Flensborg, hvor vi købte fornødenheder - koffeinfri kaffe, de gode mandler og en del andet - og havde stor fornøjelse af at se på alle de fantasifulde mundbind. Og tilbage samme vej, da vi havde set de helt stillestående køer på vejene mod Danmark i øst.

Så kunne vi også få afsluttet vores lille vadehavsferie med kaffe i Ribe, som lignede sig selv og gav smag på mere.

Dagens skønhed

 

Når sandheden skal frem, var det i går jeg mødte denne helt bedårende skildpaddefarvede kat. Det lyder bare ikke så godt at skrive "gårsdagens skønhed", der kommer et anstrøg af afdankethed ind i det, og skildpaddekatten var bestemt ikke afdanket.

Hun ville oven i købet godt snakke med mig, og hun var bare så lækker og blød; rigtig kattet.

Indlægget burde have været bragt for to dage siden, for da var det nemlig Verdens Kattedag, men da havde jeg jo endnu ikke mødt skønheden. Jeg var ærlig talt ikke klar over, at der fandtes en Verdens Kattedag, men fik et hint i min kalender, hvor der i sidste uge stod, at der ville være en god lejlighed til at fejre kattens frihedstrang og elegance på Verdens Kattedag netop den 8. august.

Feriens dyr

Alle årets sommerhusdeltagere er glade for dyr, så da vi opdagede, at der fandtes en dyrepark i nærheden, kom den på vores program. Hjortdal Dyrefarm hedder den.

Jeg er noget ambivalent med hensyn til dyreparker og zoologiske haver, for det er unægtelig tit, at dyrene har for sølle forhold, synes jeg. På den anden side tror jeg, at parkerne kan være med til at skabe en interesse for naturen, og det er vigtigt. De store steder indgår i avlsprogrammer og hjælper til bevarelsen af truede dyrearter, men det gælder ikke de små dyreparker som for eksempel Hjortdal Dyrefarm.

Det var nu ikke det ringeste sted, jeg har set, blandt andet fordi en stor del af farmens dyr er husdyr. Får, geder, grise, heste og æsler blandt andet. De havde alle god plads.

Vædderen her var meget snakkesalig. Den er en repræsentant for verdens mindste fårerace, Quessant fåret, der stammer fra den lille ø Quessant ud for Bretagnes kyst. Det er ikke en fårerace, man ser på hver og hver anden mark.

Der var også mere eksotiske dyr som kænguruer. Både almindeligt farvede og albinoer. En af albinoerne havde er stor unge. Det var sjovt at se, hvordan den på forunderlig vis kunne folde sig helt ned i pungen. 

De allersødeste var polarrævene, som havde ikke mindre end fire små bedårende hvalpe. 

De voksne var tydeligvis vant til at blive kigget på, men de små var mere på vagt og forsvandt hurtigt ned i en af deres huler, hvis man bevægede sig for meget. Så det forsøgte vi at lade være med.

Både polarræve og kænguruer ville sikkert gerne have haft et større areal at færdes på, men de så ikke ud til at vantrives.

Men ellers så vi masser af dyr på enge og marker. Mest kvæg og heste, men også nogle får. Jeg tog et enkelt billede af nogle nysgerrige kvier, der kom stormende hen imod os, da vi havde været til solnedgang på Kollerup Strand. En enkelt af dem syntes dog ikke, at vi var interessante, så den blev bare stående og gumlede videre.

Det er ikke let at fotografere sort/hvidt kvæg med solnedgangen i ryggen. Egentlig burde billedet være endnu mørkere, men for at få et minimum af detaljer med, har jeg lysnet det lidt. 

En enkelt kat var så tæt på, at jeg kunne tage et billede. Jeg mødte den på Thorupstrand, hvor den søgte skygge under en bil.

Flere feriebilleder

Strandene i Han Herred og Thy er hele tiden tæt på, og landingspladserne er maleriske. Her er det fra den nok mest kendte, Thorupstrand:

På Thorupstrand har de også nogle af de redskabsskure, jeg har en svaghed for. Måske ligger det i redskabsskures natur, at de ikke er specielt velholdte, men jeg har nu set dem mere kultiverede end disse:

Hanstholm Fyr ser så legetøjsagtigt ud på mit billede, men det er det ikke. Det har på et tidspunkt været verdens stærkest lysende fyr, og det er stadig i brug.

Byen Hanstholm var en stor overraskelse for os, for bortset fra den store fiskerihavn - den næststørste i Danmark efter Skagen - er der næsten ingen by. Vi havde troet, at den lignede Hirtshals, som er så hyggelig, men sådan var det slet ikke.

Der var en del villaer, hvor fiskerne nok bor, et lille indkøbscenter og så altså fyret, men overhovedet ikke noget bymiljø.
Ja, og så er der Bunkermuseet, som er et godt og spændende museum, og der fik vi også forklaringen på, hvorfor Hanstholm er, som den er.

Vi så hele det store bunkermuseum, men ellers var vi på grund af coronakrisen ikke inde nogen steder. Vi nøjedes med at se fyrtårnene udefra, og det samme gjaldt herregården Bratskov i Brovst:

Den er en fin renæssancegård fra 1500tallet, der nu bliver brugt som kulturcenter.

På hjemvejen kørte vi gennem Thy. Vi var forbi Lodbjerg Fyr, der ligger ret isoleret i Nationalpark Thy, men var ikke oppe i det.

Inden da havde vi fået brunch i Thisted. Det er ved at blive en tradition, at vi på afrejsedagen springer morgenmaden over. Vi pakker bare vores habengut, og så finder vi et sted, hvor vi kan få sulten og ikke mindst kaffetørsten stillet.

Vi var også forbi Stenbjerg Landingsplads, der gør sig bemærket med sine hvide huse, men vi blev slet ikke færdige med Thy, så der er basis for endnu en ferie.