Mit livs solformørkelser

Den partielle solformørkelse for knap en uge siden oplevede jeg i Ebeltoft. Vi havde i god tid fået fingre i solformørkelsesbriller, og det var heldigt, for køen til brillerne var meget lang ved arrangementet ved Ebeltoft lystbådehavn, og på et tidspunkt slap de da også op.

Vi så formørkelsen rigtig fint gennem vores formørkelsesbriller. Jeg prøvede også at give telefonen brillerne på og tage billeder - det havde jeg læst, men skulle gøre - men jeg var alt andet end imponeret af resultatet, så her kommer i stedet et billede af solnedgangen over Ebeltoft Marina efter formørkelsen

Vi sad og drak kaffe på LøCroc, som næsten er et stamsted for os, efter formørkelsen. Deres flammkuchen, som vi havde nydt, inden vi skulle have de mørke briller på, er rigtig gode, og det er udsigten altså også.

Jeg kan huske i alt fire solformørkelser i mit liv, ingen af dem totale. Den første må have været den i 1954, helt præcist den 30. juni. Faktisk kan jeg ikke huske solformørkelsen, der i øvrigt var næsten total, men jeg kan huske, at der blev sværtet glas i flammerne fra stearinlys, som man så skulle kigge igennem. Jeg kan også huske, at man skulle passe på de skarpe kanter på glassene, som sikkert var rester fra vinduer.

Jeg kan ikke huske præcis, hvornår den næste af mine solformørkelser skete, men jeg har rekonstrueret, at det må have været den, der fandt sted den 31. maj 2003. Solen blev formørket tidligt om morgenen, og Moesgaard havde lavet et arrangement, hvor der skete noget hele aftenen før og måske også om natten. Det var en dejlig forårsaften og -nat. Vi så blandt andet Tintin og Soltemplet i det fri, og vi hørte en masse frøer kvække i en dam i området. Så vidt jeg husker sov vi hjemme og kørte så derud om morgenen igen, men det var faktisk blevet temmelig skyet, og vi kunne først se noget til allersidst, hvor skylaget lettede. 

Faktisk kan jeg heller ikke huske, hvornår "min" forrige solformørkelse fandt sted, men mon ikke det var den 20. marts 2015. Vi vidste, den ville komme, og vejrudsigten sagde, at det ville blive helt overskyet, men på vej til en forelæsning på universitetet kunne vi tydeligt gennem skylaget se, at solen manglede en lille bid. Det var lige ved, vi ikke kunne koncentrere os om forelæsningen, og vi drønede ud i pausen for at se, om vi stadig kunne se formørkelsen, og det kunne vi klart og tydeligt. Det skylag var lige så godt som formørkelsesbriller.