Glorien pudses

"Strik i Todbjerg" løb af stabelen i går.

Todbjerg ligger bare 16 km nord for Århus. I Todbjerg bor strikkeguruen Annette Danielsen, og det var hende, der havde arrangeret dagen med workshops, udstillinger og fristelser.

Bl.a. Araucania-garner, som jeg har en svaghed for, til gode priser.

Jeg holdt mig i skindet! Jeg skal have strikket noget mere af lageret inden nye indkøb.

Det sjoveste var at se modellerne fra flere nye strikkebøger, der blev udgivet på dagen. Jeg strikker sjældent en hel model fra en strikkebog, men jeg kan godt snuppe en detalje her og der, og netop detaljerne ses meget bedre på de færdigstrikkede modeller.

Nogle af modellerne blev vist i den nydeligt pyntede kirke. På "den hemmelige udstilling" i sognegården ved siden af kirken blev der endda vist modeller fra endnu ikke udkomne bøger, og der er gode ting i vente.

Jeg nøjedes med at købe en strikkepind og to knapper. Og en kop kaffe og kage.

Det lykkedes Dorthe at få en kage, der matchede hendes påklædning.

Bagefter var det hjem til 5 timers herlig atletik. Hurra for smart-TV, så vi ikke behøver gå glip af en strikkedag næsten i baghaven.

For resten så vi på vejen en havremark. Sjældent syn i Danmark. Jeg fotograferede den ikke, men her er et billede, som jeg tog i Nordjylland for nogle år siden, af moden havre:

En ekstra udflugt

For en uge siden havde vi planlagt en udflugt til Viborg, fordi der er en udstilling, vi vil se. Vi ville også lidt rundt i byen og på kirkegården, hvor mine forældres gravsted er.

Besøg på alle mulige vejrudsigtssider mente, at det var en dårlig valgt dag. Hvis vi ville undgå massivt regnvejr skulle vi tage til Djursland. Ergo blev Ebeltoft vores destination i stedet.

Da vi kom til byen øsregnede det! Vi slog paraplyerne op og fandt en café for at få formiddagskaffe, og mens vi drak den, holdt det op med at regne. Vi gik på shopping og spiste en sen (udendørs!) frokost.

Mon også han er ved at kigge efter glemte
paraplyer? I hvert fald var det denne butik
"Kunsthåndværket", der havde givet min paraply
husly i et par dage.

Da vi gik fra frokosten, konstaterede jeg, at min paraply ikke mere var med på turen, men butikkerne havde lukket. Det er en stormparaply, som jeg er temmelig glad for, så der var ikke andet at gøre end at sætte endnu en Ebeltoft-udflugt på programmet.

Når vi nu alligevel skulle af sted en gang til, kunne vi lige så godt tage en tur i Ebeltoft Zoo også, så i onsdags var vi tidligt oppe. Først hentede vi paraplyen, som i mellemtiden var blevet lokaliseret, og så var det ud til dyrene i det skønneste sommervejr.

Der var masser af dyrebørn i parken, og vi så de fleste. Mandela, et lille næsehorn på ½ år, alle girafføllene, en bongokalv, de tre tigerunger, en strudsekylling og en maraunge. Har jeg glemt nogen? Jo, der var i hvert fald også tre gepardkillinger på 2 måneder. Og en elgkalv.

Jeg havde mit zoom-kamera med, men det er lang tid siden, jeg har brugt det, så det kneb med at huske indstillingerne.

Det betød, at alle mine billeder af polarulveungerne (dem havde jeg lige glemt, og der var for resten også unger hos sortbjørnene) blev uskarpe, for jeg havde glemt, at autofocusen var slået fra. I det hele taget gik det ikke så godt med fotograferingen, men nogle få anvendelige blev det dog til.

Parkens huskat var det eneste dyr, der ligefrem ville snakke med os. Til vores store fornøjelse satte den sig til rette i en af jeeperne. Så var det om at være hurtig med kameraet, og billedet blev da heller ikke 100% skarpt.

Vi kigger altid efter både fiskekatten og sandkatten adskillige gange, når vi er i Ebeltoft Zoo. Det er ikke altid, vi ser dem, og fiskekatten så vi heller ikke denne gang, men sandkatten så vi flere gange.

Først lå den på en hylde og så nuttet ud. Der er altså ikke mange dyr, der er så bedårende. Senere så vi den gå omkring i sit territorium. Jeg håber, den har det godt nok og bliver stimuleret tilstrækkeligt. Umiddelbart ser det heldigvis ikke ud til, at den keder sig.

Det er første gang, det lykkedes for mig at få fotos af sandkatten.
Så gjorde det ikke så meget, at de fleste andre billeder blev mislykkede.

Vi var meget tilfredse med dyrene, men vi synes, det var noget tidligt, at parken var gået i udenfor-sæsonen tilstand. Safariturene bliver heldigvis stadig kørt, men det var meget begrænset, hvor mange fodringer, der er. De gulstrubede mårer bliver overhovedet ikke fodret uden for højsæsonen. Det kan jo ikke passe, og så kunne man da lige så godt programsætte det. Vi så nu alligevel én af dem. Den troede vist, at vi kom med mad til den, for den var meget interesseret i os.

Der er også kun et enkelt af spisestederne åbent, og der kunne man kun få fastfood af kedeligste skuffe. Det vil sige, man kunne også få buffet, men det var lidt voldsomt igen, syntes vi. Heldigvis havde jeg undersøgt sagen i forvejen, så vi havde selv medbragt mad, men det burde ikke være nødvendigt. De mange udenlandske turister kan da heller ikke være tjent med at blive spist af med en pølse og nogle fritter.

Apropos de udenlandske turister så synes jeg, at omtalen ved fodringerne også godt kunne være på i hvert fald engelsk. I betragtning af hvor godt alle vores unge mennesker formodes at kunne begå sig på det sprog, skulle det vel ikke være så svært at indføre.

Men ellers havde vi en skøn dag i parken, og som sædvanlig var vi nogle af de sidste, der kørte fra parkeringspladsen. Det regnvejr for en uge siden var ikke så ringe endda.

Nok er nok!

Og der er mere end NOK garn i mit lager. Jeg er kommet over 150 forskellige registreret på Ravelry, og så er der endda en lille smule, jeg ikke har registreret.

Noget må gøres. Jeg vil jo gerne med god samvittighed kunne tage på flere garnudflugter. Derfor har jeg givet mig selv en udfordring: For hver meter garn, jeg strikker, må jeg max. købe 25 cm nyt. Ikke mere.

Nogle har måske bemærket, at der er kommet et strikkometer på min blog. Jeg startede med at anvende det den dag, jeg tog beslutningen. Det der med "this year" passer selvfølgelig ikke, men jeg kunne ikke finde en bedre tekst. Foreløbigt er et par sokker blevet færdige, så nu har jeg tilladelse til at købe godt 50 m nyt ;)

Men ikke nok med det. Jeg skal også se at få brugt noget af det garn, der har været længst i lageret. På Ravelry kan man få sorteret sit garn efter den dato, det er blevet tilføjet, og der skal jeg vælge noget fra de to nederste rækker mindst hveranden gang, jeg starter et nyt projekt. Måske bliver den begrænsning for snærende, men foreløbig synes jeg, det er sjovt at prøve.

Faktisk bliver flere af de ting, jeg lige nu er i gang med, strikket af ældre garner. Et sjal strikker jeg af Rowan Purelife Revive, købt i juni 2013. Nå ja, det er måske ikke så lang tid siden endda, jeg synes bare, det har stået i en af garnkasserne så lang tid.

Sjalsmønsteret er Ann Thomsens Yokohama, som jeg har hentet på Ravelry - ganske gratis. I Revive bliver det et ret rustikt sjal

Så strikker jeg nogle baby/børnetoppe af bomuldsflammé, og det har jeg i hvert fald haft i årevis. Det blev købt i min forrige strikkeperiode, hvilket vil sige, jeg har haft det i mindst 25 år. Det er for resten vældig behageligt at strikke med.

Nr. 1 er færdig. Den blev mindre, end jeg gerne ville have den - muligvis krøb den i vask, men der er garn til flere.

Også dette mønster, som er af Imke von Nathusius, fandt jeg på Ravelry.

"Spisebordstrøjen", som jeg før har omtalt, bliver strikket af garn, jeg købte på Fanø i 2011, og endelig strikker jeg babystøvler af rester af sokkegarn, som jeg godt nok har købt i år - men det er så også snart strikket op.

Sjalet, den første babytop og spisebordstrøjen blev alle startet, inden jeg fik mit strikkometer, så de kommer ikke til at tælle med.

Hvor er det dog fantastisk ikke at skulle på arbejde - især når vejret er så vidunderligt som i disse dage. I dag har jeg udover at være til træning og at lægge nyvaskede underhylere sammen ikke foretaget mig en disse. Jeg har siddet i haven og strikket på Yokohama. Jeg er kommet til hulmønsterkanten, så det er ikke fjernsynsstrik mere, men det er absolut havestrik.

Flere af den slags dage, tak.

På udflugt efter garn

I betragtning af det antal garnforretninger, der er her i Århus, skulle man ikke tro, at det er nødvendigt at køre til andre byer for at se på garn. Det er heller ikke nødvendigt, men Garnudsalg i Ålborg har deres egne garner, som bliver vældig rost af mange, og dem ville både Annett og vi gerne gramse på, så vi tog en tur nordpå i går.

Vi blev budt velkommen af søde får på vinduerne. Butikken er stor og indbydende, og så er det jo altid sjovt at futte rundt sammen med en masse andre garnaholiker.

Efter første rundgang var jeg lidt skuffet. Jeg havde udkigget forskellige garner hjemmefra, og dem skulle jeg i hvert fald ikke have.

Jeg tror, der var strikket prøver af alle garnerne - stor ros for det - men efter gramsning var jeg ikke begejstret for de på forhånd udkiggede garner.

Jeg havde taget 500,- kr. med, så jeg gik endnu en rundgang, og pludselig fandt jeg meget, jeg godt kunne lide. Også mere end budgettet kunne rumme, så der skulle vælges.

Det er en flot service, at man kan få en kop kaffe, frugt og småkager, mens man kigger i bøgerne eller overvejer farver. Det benyttede vi os af. På bordet ligger nogle af mine overvejelser.

Den ene dame i butikken var lidt stresset og kort for hovedet og var ved at kræve overpris af Dorthe, men ellers synes jeg, det er en dejlig butik. Hjemme igen har jeg kontrolvejet indkøbene, og der er flere, hvor vægten er i underkanten. Også på andre end den, hvor der var gjort opmærksom på det, og hvor der derfor var rabat på prisen. Det er irriterende, men vil nok ikke forhindre mig i flere udflugter til Gug, hvor Garnudsalg ligger.

På en strikkecafé, hvor vi havde snakket om, at vi skulle til Ålborg, anbefalede en af deltagerne os også at tage til Vejgård til P&P Tekstilhuset, så det var næste stop. En oplevelse, men på en helt anden måde, for magen til rodebutik og meget lave priser skal man vist lede længe efter. Garnet var nu ikke så spændende og vist heller ikke specielt billigt, men lidt kom der alligevel med hjem. Både Annett og Dorthe fik også suppleret garderoben.

Klokken nærmede sig 15, og vi kørte ind til Ålborg centrum for at få en sen frokost. Jeg havde igen forberedt mig på nettet, og vi fandt frem til tapascaféen Pingvin, som jeg syntes lød spændende. Det var der ingen grund til at fortryde. Fin betjening og meget lækre tapas, som heldigvis ikke bare var spanske. Dem er jeg ikke så vild med.

Det var vist den allerbedste sommerdag, vi har haft endnu i år, så vi slentrede lidt rundt bagefter, og Ålborg er jo faktisk en hyggelig by. Tidligere har jeg vist kun bevæget mig på gågaden, som - så vidt jeg husker - ligner alle andre gågader.



Vi kiggede bl.a. på klosteret fra 1400-tallet. Nu fungerer det som seniorboliger.

Se, hvor skævt, det er. Jeg kan ikke forstå, at det kan lade sig gøre.



Det var Annett, der kørte, og jeg nød at være passager. Så kunne jeg også sidde og lege med kameraet.

På vej ud havde jeg glemt, at jeg havde fotoapparat med
og fik kun taget en enkelt billede ud ad sideruden.

På vej hjem.
Der er ikke mange marker, der er høstet. Det er godt nok sent i år.

Jeg har læst...

For en gangs skyld har jeg læst en bog, som jeg synes fortjener et indlæg. Ellers er jeg blevet noget blasert med årene, når det drejer sig om bøger.

Det er Mette Fugls erindringsbog Fra koncepterne.

Når jeg godt kan lide den, er en af grundene, at den ikke er for privat. Det er ikke Mette Fugls person, der er det vigtigste, men derimod nogle af de vigtige begivenheder i hendes journalistliv, hun har dækket. Selvfølgelig set gennem hendes briller, som i parantes bemærket har været vidne til meget.

Man ved det jo godt, men det står rædsom klart, når man læser bogen, at det er en grum verden, vi lever i. En ting er de katastrofer, der er forårsaget af naturen. En anden er de utallige menneskeskabte krige og konflikter. Selv i områder - Europa - som man ellers opfatter som civiliserede. Civilisationen er et tyndt lag fernis, der let kan slides af.

Jeg blev også slået af, hvor meget udviklingen af journalistikken ligner udviklingen i mit eget fag . I TV-journalistik er det nu meget journalisten, der er stjernen og det vigtige - ikke det, der rapporteres om. Det er ærlig talt ret uudholdeligt, og det var åbenbart også årsagen til, at Mette Fugl forlod DR. Hun fik simpelthen ikke lov til at være den dygtige journalist.

Jeg genkender udviklingen fra min egen arbejdsplads, hvor faglig dygtighed blev i den grad nedprioriteret. Der skulle hele tiden ske nyt, for man skulle da endelig ikke gro fast, og for resten skulle lederne jo også have noget at lave. Ærgerligt at de ikke var dygtigere og klogere, når det nu er dem, der bestemmer. Det samme gælder nok DRs ledere.

Mette Fugl og jeg er begge født i Horsens samme år, men ellers har vi nok ikke så meget til fælles. Jeg har i hvert fald slet ikke Mette Fugls mod og udlængsel - hun har godt nok været med til meget.

Hvad mon hun laver i dag? Jeg tror i hvert fald ikke, hun egner sig til lediggang. For min skyld må hun gerne skrive flere bøger, for det kan hun også.

Så sørgeligt

I går, da vi sad ved morgengrøden, lød der et bump på ruden i vores dør ud til haven. En stakkels fugl var fløjet ind i døren og var død på stedet.

Jeg var ikke meget for det, men jeg måtte erkende, at det var en dompap.

Det må ikke være Fru Dompap, for så er jeg bange for, at vi heller ikke har Hr. Dompap så meget længere. De to fugle er så glade for hinanden, og jeg tror, han dør af sorg, hvis hans kone ikke er i live mere.

Men er den ikke også lidt mere dunet end en helt voksen fugl, og er den ikke lidt mindre udfarvet? Den har heller ikke den sorte kalot endnu, så selv om det også er forfærdelig trist, så må det være en unge.

Til den anden side af huset havde den blå-hvide haveejer lagt sig til rette på carporttaget.

Herfra kan den faktisk ikke se fuglebrættet, men den kan se fuglene, når de sidder i thujaen eller i tempeltræet.

Husk nu, at du holder dig fra dompapperne, blåmis!

Thujaen var en af de allerførste planter, vi fik i haven, for den havde stået i en altankasse i vores lejlighed og blev taget med, da vi flyttede i hus.

Man kunne sagtens have thuja og enebær og andre stedsegrønne planter i altankasser, havde jeg læst. De ville ikke blive ret store, når deres rødder ikke kunne udfolde sig. Det var også rigtig nok.

Siden har thujaen taget revanche, og faktisk har jeg mit hyr med at holde den trimmet, så vi stadig har lidt sti ind til huset ved siden af den.

Færdigt arbejde

Yrsas trøje er færdig og klar til at blive overgivet til hende. Jeg er meget spændt på, hvordan den passer.

Lige nu er jeg i gang med nogle mindre projekter: Nogle babykjoler og pulsvarmere (som sædvanligt) og så selvfølgelig evighedsarbejdet "spisebordstoppen".

Der mangler egentlig ikke så meget på den, så måske skulle jeg se at få den strikket færdig, inden jeg starter på et nyt større arbejde.

Mit nyeste sjal blev for resten færdigt for en månedstid siden. Det er jeg meget tilfreds med.

Nancy Whitman har kreeret sjalet, som hun kalder Yarden.

Flere billeder  (desværre kun for Ravelry-medlemmer) og mønsteret på Ravelry.

Jeg er ikke alene

Der er andre end mig, der "lider af madlavning"

I går læste jeg nemlig med stor fornøjelse i min avis om ernæringsekspert Per Brændgaard, der synes, det er kedeligt, besværligt og unødvendigt at lave mad. Han mener simpelthen, at alt for mange lider af madlavning. De laver mad som en pligt, men ville egentlig hellere bruge deres tid på noget andet - og det bør de så gøre. Se artiklen eller find Per Brændgaard på Facebook.

Det er befriende, at han ikke er spor frelst. De personer, der godt kan lide at lave mad, skal selvfølgelig gøre det, og vi andre kan så bare lade være.

Jeg er enig, og jeg kan sagtens klare mig uden det daglige varme måltid. Noget mange undrer sig over, men jeg er altså utrolig glad for rugbrødsmadder. Grød om morgenen, salat til frokost, rugbrød til aften, sådan ser min dagsmenu tit ud.

Også når det gælder salaten springer jeg over, hvor gærdet er lavest. Dels kan man få udmærkede færdige salater, dels køber jeg altid færdigskyllet rucola og også tit færdigsnittet kål eller rødbeder.

Nogle få ting laver jeg. For eksempel gider jeg godt skrabe nye kartofler. Den smag kan man ikke købe sig til. Jeg laver også grøntsagssupper. Og jeg kan godt lide at bage kager, men det gør jeg selvfølgelig kun, når der er en anledning. Hellig, hellig :)

Måske kan det endda have en samfundsmæssig positiv virkning at købe sig fra besværet med at lave mad, men jeg er ikke økonom, så det kan jeg ikke helt gennemskue.

Farvel til Zuri

Sidste lørdag døde Zuri, Yrsas og Addis' kammerat og Sarantoyas søn.

Det var ikke helt uventet, for han var begyndt at miste appetitten, og hans nyretal var, på trods af at han var blevet fodret med nyrediæt et stykke tid, blevet meget dårligere. Det gik bare meget hurtigere, end vi - og dyrlægen - havde forestillet os, muligvis fordi en blodprop stødte til.

Zuri var en kat, der fyldte meget i Yrsas hverdag. Med sine egne meninger, drønintelligent som sin mor, en kat man kunne tovejskommunikere med.

Vi ved, at Yrsa vil komme til at savne sin ven rigtig meget, men hvordan mon kattevennen Addis vil tage det? Vil det gå ligesom her hos os, hvor Dorthe og jeg tydeligvis fylder tomrummet efter Lilit for Sarantoya? Godt at Yrsa snart har ferie.

Zuris søster Chimay har for ikke så lang tid siden mistet sin katteven Marron, og hun savnede ham så meget, at Marianne og Frede fik endnu en kat. Det er gået fint, og Chimay accepterede hurtigt Valley, Marrons efterfølger.

Zuri blev nøjagtig 12 år og 8 måneder. Alt for lidt, synes vi. Billedet har Yrsa taget med mobilen sidste efterår, kort tid efter Zuris 12 års fødselsdag.



26. juli 2015

Her er et af de sidste billeder, Yrsa tog af Zuri.

Det er taget knap 3 uger, før han døde. Jeg synes, man godt kan se, at han er blevet noget tynd. Man kan også se hans lange hale - så lang, at halespidsen stikker uden for billedet. Og man kan se, at han har fået hvide knurhår.

Gæster i haven

Der er flere katte, der mener, at vores have hører til deres territorium. Det må de gerne, heller ikke Sarantoya har noget imod det. Når bare de ikke kommer ind i huset.

En af gæsterne er den nydelig blå og hvide. Den vil godt snakke lidt med mig og siger små lyde, men den kommer ikke helt tæt på, og hvis jeg bevæger mig for meget, går den sin vej.

Det er den af vores kattegæster, der er mest social.

Tit ligger den i vores krydderurtebed og ser, hvad der sker. Derfra har man også god udsigt til andre gæster i haven, fuglene ved fodringshuset.

Måske er hverken kattene eller fuglene gæster. Beboere er nok en mere korrekt betegnelse.

Fuglene får mad hver dag. Nogle gange, hvis vi er sent på den, synes jeg, jeg har hørt dem skælde ud.

Ud over de mange skovspurve og musvitter, er der blåmejser, rødkælk og solsorte, men de er godt nok mest på jorden. Det er duerne også.

Og så er der dompappeparret, der kommer mere sporadisk. Det er mine yndlinge. De sidder helt roligt i foderhuset og bare guffer og guffer.

De er ikke særlig bange af sig, men det lykkedes mig alligevel ikke at få et billede at både hr. og fru dompap. Jeg måtte stille mig tilfreds med herren.

Foderhuset er helt klart en attraktion for kattene, men vi har endnu aldrig observeret, at de har taget en fugl. Hvis de skulle snuppe en skovspurv eller musvit er det ok, men dompapperne har de altså at holde sig fra. Det er nu nok mere fuglene end kattene, der har det afgørende ord i den sag.

Feriedage

Vi har haft Dorthes niece, Benedikte, på feriebesøg, så der skulle selvfølgelig opleves noget. Det var også feriedage for os.

Selv om det ligger tæt på - eller måske netop derfor - har vi aldrig før besøgt Fængsels- museet i Horsens.

Det gjorde vi nu. Vi gik først lidt rundt på egen hånd og var bagefter med på en af de guidede ture.

Det var spændende og tankevækkende, og der er basis for flere besøg, for vi nåede overhovedet ikke det hele.

En anden dag var vi i Flensborg, men vi så ikke vægmaleriet på fotoet, for det hus, det var malet på, er revet ned. Mon de sætter malerierne op igen?

Jeg fik imidlertid ikke taget nogen billeder den dag, så jeg fandt det gamle foto frem. På sin vis passer det også meget godt, for vi skulle ikke noget bestemt, så vi gik mest rundt og kiggede på huse og nød byen.

Dog skulle vi på konditori med den kageinteresserede Benedikte. Vi gik den fine tur langs fjorden ud til Marien-Café og tilbage igen efter rigelig indtagelse af kaffe og tyske tærter, som på Marien-Café er lettere, end de umiddelbart ser ud til.

Ingen ferie uden dyr - heldigvis havde Benedikte selv ønsket at komme til Aqua i Silkeborg. Vi har ikke været der i mange år, men vi synes, det er blevet mere spændende med årene. Sidst vi var der, var der unægtelig mest akvarier. Der er også kommet nogle dygtige dyreguider, og vi havde stor fornøjelse af de forskellige fodringer.

Nu var der storke - med unger

...vildsvin - også med unger

...og minsandten om ikke også vaskebjørnene havde unger, selv om det vist nok er mor vaskebjørn, der er på billedet

Vaskebjørnene og odderne konkurrerer om at være de mest underholdende og charmerende, men denne gang vandt vaskebjørnene. Især da de gik på krabbejagt i vaskebaljer.

Morgenkaffen i den gale hals

Den nye regering er ikke min kop te - eller kaffe for den sags skyld.

Overskriften i dagens avis taler for sig selv. Jeg foretrækker en regering, der tænker på mennesker og ikke kun på penge.

Jeg ved godt, at løbet sikkert blev kørt ved valget, men alligevel: Man kan da protestere. Se dette link.

Jeg har utallige billeder taget ved kysten, og der skal også nok komme et på, men jeg skal lige have dette indlæg postet, mens jeg skummer.

Citater om katte #33

En kat har fyrre millioner hår: Fem millioner på ryggen, ti millioner på maven og femogtyve millioner på sofaen.
Midas Dekkers

Sjovt citat, men det rammer heldigvis ikke vores katte. Hverken Sarantoya eller hendes forgængere. Ingen af dem har fældet specielt meget.

Alligevel har vi altid medbragt mængder af tæpper og hynder, når vi har haft vores katte med i sommerhus eller andre steder.

Vi tager kun til steder, hvor det er tilladt at have dyr med, men det er vores ambition, at man ikke bagefter skal kunne se spor efter dyret. Så er chancen for, at der vedbliver at være dyrevenlige overnatningssteder størst, tror vi.

På fotoet ligger Sarantoya på en af sine hynder i sommerhuset ved Nørlev Strand. Det var et kun et år gammelt sommerhus, og det var moderne og smagfuldt indrettet. Jeg tror, der er nogen, der har haft det rigtig sjovt med indretningen.

Vi syntes, at både Sarantoya og vores medbragte grå grydelapper af gummi passede fint ind - men det gjorde hynden ikke.

Her er et kig ned i stuen oppe fra en af de små hemsagtige ekstra stuer. Dem var der to af, begge udstyret med tv.

Der var så pænt, at man automatisk fik lyst til at holde alt ryddeligt, men lidt rod er der alligevel på billedet; bl.a. nogle af Sarantoyas tæpper og legetøj.

På taget af huset groede der røde husløg. Meget opfindsomt og rigtig flot og stemningsgivende. Gad vidst, hvordan det ser ud om vinteren.

Det er helt bestemt et sommerhus, vi gerne vil tilbage til. Bare der nu bliver passet på det i mellemtiden.

Sommersolhverv og Sankt Hans

I går var det sommersolhverv, i morgen er det Sankt Hans.

Forhåbentlig kommer der mere sommer efter midsommer end før, for det har unægtelig været en noget våd og kold sommer indtil nu. Vi er taknemmelige for, at vejret var bedre, da vi var på ferie - eller måske er det bare bedre i Nordjylland? Jeg er for et stykke tid siden skiftet til sandaler, som mine fødder elsker, men det kniber med at holde dem på.

Man kan trøste sig med, at astronomisk set begyndte sommeren først i går, og den varer helt frem til jævndøgn - men dagene bliver unægtelig kortere nu. Øv.

For et par dage siden var der hen under aften et helt besynderligt lys over himlen. Meget gyldent og meget lysende - alle de grønne farver blev intenst grønne med et gult skær.

Det opgav jeg at fotografere, men jeg forsøgte mig med regnbuen, der samtidig var på den modsatte del af himlen.

Det var en fuld regnbue, og den blev der i lang tid. Desværre havde jeg ikke vidvinkel nok til at få hele buen med på samme billede.

Måske var det endda en dobbelt regnbue. Jeg synes, jeg kan se spor efter den ydre bue på mine billeder, men jeg lagde faktisk ikke mærke til den i situationen.

For en del år siden - før digitalkameraernes tid - så jeg en meget tydelig dobbelt regnbue. Da jeg bragte mine billeder til fremkaldelse, grinede fotohandleren og sagde, at han straks havde gnedet sig i hænderne, da han så regnbuen. Det var penge i lommen for ham.

Det bedste man kan sige om den indtil nu våde sommer: Det er helt unødvendigt at vande i haven.

Ikke bare en gammel købmandsgård

Mellem Nørlev Strand og Hirtshals ligger Tornby, og i Tornby ligger der en gammel købmandsgård.

Der var også en kaffestue i forbindelse med købmandsgården. Ordet kaffestue har en nærmest magisk tiltrækning på os, så vi skulle helt klart på besøg. Vi kunne da også lige kigge på købmandsgården, når vi havde fået vores kaffe.

Kaffen var god og rigelig, og da vi var færdige med den, var der ikke så lang tid igen, inden købmandsgården lukkede. For kort tid, opdagede vi, for der var også en masse sjove og interessante og meget fint lavede temaudstillinger om bl.a. egnens skudehandel og om familien i gården. Vi måtte tilbage igen.

Selve købmandsbutikken er også sjov, men den ligner selvfølgelig andre gamle købmandgårde. Dog er udvalget af bjesk større end andre steder, og vi købte også en med hjem. Vi er ellers næsten holdt op med at indtage andre drikkevarer end vand, kaffe og te (det skal aldrig være lige nu), men vi ved, hvornår den her bjesk skal indtages. Der er i øvrigt også en bjeskstue i købmandsgården.

Fra udstillingen om skudehandelen mellem Danmark og Norge.
En skude er kommet hjem med tømmer fra Norge.

For os var det dog udstillingerne og kaffestuen, der var de største attraktioner.

Hirtshals' lyksaligheder

Mandag i vores ferie var der annonceret mindre godt vejr, så vi mente, at det nok var der, vi skulle kigge nærmere på Hirtshals.

Det blev strålende vejr med næsten ingen vind. Pigen, der ekspederede i Havnens fiskehus, hvor vi indtog vores frokost, fortalte, at det var den første dag i ugevis, hvor de ikke var blevet begavet med en strid og kold vind, men lige præcis den dag kunne vi sagtens sidde ude, og der var trængsel ved Fiskehuset.

Hirtshals er en charmerende lille by. Det første, vi observerede, var minsandten en garnforretning - oven i købet med gode tilbud. Faktisk var der endnu en garnforretning i byen, men den så vi kun udefra.

Vi brugte en del tid i havnen, som vi egentlig troede var Danmarks største fiskerihavn, men det er altså Skagen. Vi kan godt lide havne.

Se hvor blankt vandet er.

Hirtshals Fyrtårn må være et af landets mest fotogene.
Udsigten var heller ikke så dårlig, men kaffestuen var desværre lukket.

Vi var nødt til at vende tilbage til Hirtshals et par gange. Dels skulle der indkøbes mere af tilbudsgarnet, dels var der en café, der fristede - jeg havde kigget menuen på nettet.

Jeg lavede en af mine egne kvalitetstests, da jeg valgte fiskesuppen til frokost en dag, hvor vejret var mindre solrigt.

Som det kan ses på billedet, blev vejret meget bedre i løbet af frokosten, og suppen og Dorthes salat med rejer smagte så godt, at vi vendte tilbage for tredje gang for at prøve de tillokkende sommertapas.

Bortset fra at der efter min mening var for meget lakrids i den søde afdeling, var det rigtig gode tapas, og når der ydermere var en fin betjening, kan jeg med sindsro anbefale Lilleheden restaurant og café.

Ferie ved stenalderhavets rand

Vi har været på en uges ferie i sommerhus ved Nørlev Strand i Nordjylland.

Da vi kørte dertil, lagde vi straks mærke til et område med en masse sjove æbleskivebakker.

Hvad mon det var? Gamle klitter? Lidt langt inde i landet, syntes vi.

Vi kørte igennem området mange gange, og endelig opdagede vi et skilt med information. Og jo, det var gamle klitter, der er blevet til under de mange sandstorme i 1500-1700 tallet. De har oven i købet et navn, nemlig Skallerup Indlandsklitter. De er heldigvis fredede.

Det er Lien også. Det er en 5 km lang indlandsskrænt, som i stenaldertiden var en klint ud mod havet.

Vores sommerhus lå mellem Lien og vandet, og vi kunne se Lien fra stuen og Jammerbugten fra både køkken og stue. Somme tider kunne vi se nogle af de mange heste i området på Lien. Fotoet er dog taget på den anden side af den tilgroede klint.

Der er den store fordel ved at være på ferie i Nordjylland, at vejret er bedre der end mange andre steder i landet. Regn den første nat, men ellers ikke en dråbe, og vi fik rigtig mange solskinstimer. På billedet med Lien og hestene er det faktisk klart solskin, men jeg skulle vist have haft modlysblænde på kameraet for at fange den blå himmel også.

Fra vores strand kunne vi se helt til Hirtshals. Hvis man ser rigtig godt efter på billedet, kan man se Hirtshals' fyr i den lette dis.

WWkip

I går var det WWkip - World Wide Knit in Public Day - eller på dansk Verdensomspændende strik i det offentlige-dag.

Vi har ikke været med før, men i år strikkede vi sammen med en snes andre strikkeglade kvinder - deriblandt Annett - i caféen på Jorn Museet i Silkeborg.

Det blev en hyggelig eftermiddag. En let frokost, gang i pindene og snakken og kaffe ad libitum.

Det var rart at strikke sammen med andre igen. Den nyligt afholdte store strikkecafé i forbindelse med Garnstafetten i Århus kunne vi desværre ikke komme til, og vi savner strikkecaféerne med emne, som tidligere blev afholdt i Fandango. I går fandt vi ud af, at der somme tider er nogle i Silkeborg hos GadeStrik.

Jeg havde selv lige slået op til en pigekjole, som Dorthe har købt som kit, men som skal strikkes på tynde pinde. Det kan Dorthe i modsætning til mig ikke lide, så jeg har overtaget den. I sidste øjeblik havde jeg dog kylet mit sjal, der næsten er færdigt, i tasken, og det blev det, jeg strikkede på. På det ikke særlig spændende billede ligger det på min plads ved den røde pil.

Måske skal jeg alligevel have pillet det sidste op, for farvefordelingen er ikke blevet helt, som jeg ville have den - lidt afhængig af hvor stort sjalet skal være. Jeg skal vist til at måle det op nu...

Endnu en fejring

HURRA for CARL NIELSEN, der blev født for nøjagtig 150 år sidem.

Uden ham havde vi ikke haft Jeg ved en lærkerede, Fynsk Forår, Maskarade, Tågen letter. Sinfonia Espansive og Det Uudslukkelige, som vist nok er min favorit blandt symfonierne. Og en masse andet. Han er en af mine yndlingskomponister, hvis ikke yndlingskomponistEN.

Mit liv ville være fattigere uden Carl Nielsen.

Foto fra 1884, hvor Carl Nielsen blev optaget på konservatoriet.