Der Ampelmann

De mest særprægede souvenirbutikker i Berlin er nok Ampelmann-butikkerne.

Ampelmændene (eller -menneskene) er de grønne og røde lyssignal-symboler ved fodgangerovergangene, vel at mærke i de glade, østtyske udgaver. De er designet til at gøre folk i godt humør, og jeg tror næsten, det virker.

Da alt skulle ensrettes efter murens fald, skulle det "selvfølgelig" være efter den vesttyske standard, men østtyskerne ville ikke af med deres muntre små Ampelmänn, og lige præcis på dette område vandt den østtyske standard.


De små glade mænd er blevet en slags maskotter i Berlin, og de ses overalt. Også som grafitti og på stadion, hvor den røde kom på lystavlen ved tyvstart. Og her var der i hvert fald udbredte smil, første gang man så dem.

I Ampelmann-forrretningerne kan man kun købe ting med Ampelmann, men det er så til gengæld i alle mulige og umulige udgaver. Vi købte et par små udstikskageforme, og de gæster, vi skal have besøg af i aften, vil få serveret grønne og røde Ampelmänn til aftenkaffen.

For resten er Ampelmannen truet igen, denne gang fra EUs side. Tænk hvad vores dyrt betalte EU-embedsmænd bruger deres tid på!!! Som om man ikke skulle kunne regne ud, hvornår man må gå eller ej, ligegyldigt hvordan symbolet ellers ser ud. Man kan selvfølgelig håbe på, at det bliver de små, glade mænd, der skal indføres i hele området :-)

Knapper

Den sidste søndag i Berlin passede det så fint med programmet på stadion, at vi kunne nå at komme på marked først.

Vores lokale marked fandt sted på Strasse des 17. Juni lige ved Tiergarten S-togs stationen. I den ene ende af markedet er det antik- og loppemarked, i den anden marked for kunst og kunsthåndværkere. De har også en hjemmeside.

Vi nåede begge ender. Der var faktisk antikviteter, men også en del nye ting og skrammel i antikenden, mens kvaliteten i kunsthåndværkerafdelingen var ret høj. Kunst var der ikke så meget af.

Jeg fandt lidt nye (gamle!) knapper - jeg har en svaghed for sjove knapper, selv om jeg sjældent bruger dem til noget. De to sorthvide blomster og den mørkegrønne/hvide er af plastic, de små blå er glas. Alle disse blev købt på antikmarkedet, de søde blå i en stand, hvor de kun handlede med knapper.

Den store rødlilla, der også er af glas, havde jeg købt nogle dage før i en butik, der hedder Pearls Planet. Den handler kun med tjekkisk glas, primært glasperler og Swarovski-krystaller.

Da vi var næsten hjemme fra markedet, var vi blevet så erfarne berlinere, at vi kunne vise nogle andre vej dertil. Ikke så dårligt?

14 dage i Berlin

Lige noget for storbymennesker som os - hele 14 dage i Berlin! De 9 af dem blev godt nok tilbragt på Olympia Stadion, hvor VM i atletik blev afviklet. Vi har set frem til det i flere år, billetterne blev købt for over 1 år siden - og det levede helt op til forventningerne. Gode konkurrencer, fantastisk stemning!

Overalt i byen var der bannere og andet, der viste, at den lige nu var VM-by. Her er det ved Siegessaule (med Guld-Else på toppen). Vi boede ikke så langt derfra og gik en tur derhen den første aften.

Der blev heldigvis også tid til at opleve byen, som jeg kun har besøgt én gang før, i 1984 - altså for 25 år siden og før murens fald. Den gang virkede det helt utopisk, at der ikke skulle blive ved med at være to Tysklande, men jeg havde jo heller aldrig kendt andet. Bare 5 år senere blev alt forandret.

Ingen tvivl om, at Berlin er blevet en skøn by. Meget afslappet og på sin vis utrendy, synes jeg. Der er ingen grund til at forstille sig i Berlin, for alt accepteres.

Jeg er vild med storbyer af flere grunde. En af dem er den kollektive trafik, hvor man bare kan gå til stationen, for så kommer der da et tog. Det er ikke nødvendigt at tilpasse alt efter køreplaner. Berlin vil virkelig den kollektive transport, og byen er ikke specielt præget af biler - i modsætning til Vestberlin i 1984.

En anden ting, jeg elsker, er de mange caféer og spisesteder. De er overalt, også lige der, hvor man selv er, så man kan bare dumpe ned, når man har fået flade konvolutter. Og de har allesammen friskpresset appelsinjuice!

Fem dage + nogle halve, når der var pause i konkurrencerne, er selvfølgelig for lidt til at opleve "det hele". Vi bliver nødt til at vende tilbage, og denne gang skal der ikke gå 25 år.

Det er godt, at der er endnu nogle dage, til vi skal på arbejde igen, for en afslapningsferie kan man ikke just kalde det. Bl.a. blev der kun tid til den allermest nødvendige internet-surf - d.v.s at finde ud af, om de steder, vi havde tænkt os at besøge, nu også havde åbent, for der bygges stadig meget om i Berlin - så der er lidt, der skal indhentes på nettet.

Ønskeseddel

En perfekt ønskeseddel for en 60-årig - senneppen er ikke det mindst vigtige! Jeg fandt selvfølgelig kortet i Malmø. Det er tegnet af Lovisa Witt.

Madkultur

Hvordan kan det være, at madkulturen i Danmark ligger på så lavt niveau? Man skal bare passere grænsen til enten Tyskland eller Sverige, så finder man en helt anderledes høj kvalitet.

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det til dels er, fordi danskerne ikke vil betale for det, men hvorfor er det så dyrt at få kvalitet? Har det noget at gøre med den høje danske madmoms? For faktisk er det jo ikke dyrt at købe kvalitet i Sverige og Tyskland, og egentlig er jeg i tvivl om, om man overhovedet kan købe så lav kvalitet som i Danmark. Jo, MacDonalds findes selvfølgelig begge steder...

I Malmø i onsdags brugte vi ikke megen tid på at spise. Når vi kun er af sted en enkelt dag, er der grænser for, hvor megen tid vi vil bruge på at proppe noget i hovedet. Til gengæld er vi altid tilbage ved banegården i god tid, ingen af os kan fordrage at ræse for at nå det tog, vi har billet til.

Altså var der tid til en kop kaffe på caféen på banegården. Mens den blev lavet, fik vi øje på sandwicherne i køledisken - bl.a. én med rejer. Eller på svensk räkmacka = rejerugbrødsmad. Jeg elsker rejer, men gider ikke sætte tænderne i hverken optøede eller dem, der har ligget i en lage. De her så ud som om de var både friskkogte og friskpillede. Det kan de måske nok ikke være, men det gør det næsten endnu mere tankevækkende.

To mackor blev indkøbt til fortæring i toget - og sikken et luksusmåltid. Rejerne var perfekte, men det var resten af sandwichen også. Bollen var grov, overhovedet ikke tør og med både substans og smag. Der var lidt frisk salat og lidt æg, lidt dejlig kvarkagtig dressing - ikke noget med mængder af thousand island dressing (en af mine yndlingsaversioner) og så ellers bare rejer, rejer, rejer.

Jeg mener bare: Det blev købt på en café på banegården! Den hedder Espresso House, er del af en kæde, og der findes Espresso Houses i hele Sverige. I Malmø er der ikke færre end 15. De er hermed varmt anbefalet. Og prøv lige at se deres hjemmeside. Der er udførlig nærings- og allergiinformation om alle produkter - vores rejemadder indeholdt fx. 533 kcal. Jeg er behørigt imponeret.

Ekstra gaver

Jeg er ikke spor utilfreds med mine fødselsdagsgaver, men alligevel blev det til en ekstra lille gave til mig selv i går.

Øreringe kan jeg ikke få for mange af, og de her i titanium (eller er det sølv?) og selvlysende-grøn plexiglas kunne jeg ikke står for. De er ret cool, synes jeg.

De er lavet af Alexander Andersson, der kalder sin kollektion "Bonnie & Clyde".

Ud over de mange løver er Malmø også gæssenes by. Jeg har en svaghed for gæs, og Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige er en af mine yndlingsbøger.

Vi så også nogle af gæssene, selv om vi ikke var i den park, hvor der er rigtig mange. Jeg har en lille samling af gæs, og Dorthe købte denne lille fine gås - knap 4 cm høj - til mig. Den forestiller bestemt Nils Holgerssons tamgås.

På løvejagt

Jeg blev 60 år i går! Egentlig har jeg ikke lyst til at være så gammel, men jeg må jo finde mig i det.

Dorthe og jeg havde taget dagen fri og brugte den på en lille udflugt til Malmø. Hjemmefra kl. 6, hjemme igen kl 23.30 - kattene var lidt utilfredse, da vi kom hjem.

Vi havde lagt et program for, hvad vi ville foretage os, og vi fulgte da også programmet i starten, hvor vi besøgte Kogge-museet. Vi har en gammel passion for både middelalder og skibe, så det var lige noget for os. Jeg har også en nyere passion for Turning Torso, der ses gennem tovværket på den ene kogge. Det er spændende arkitektur! Faktisk er der nogle få ledige lejligheder, men vi har desværre ikke vundet den store gevinst i lotto for nylig :-(

Da vi forlod Kogge-museet, skinnede solen fra en skyfri himmel. Vi kom forbi bådene, der sejler turistfart i Malmø kanaler. De var godt nok ikke på programmet, men næste båd skulle sejle 5 minutter efter, vi fik de to sidste pladser - og så improviserede vi i øvrigt resten af dagen i det pragtfulde vejr.

På en eller anden måde udviklede det sig til en fotojagt på Malmøs løver. Den ældste, jeg fik skudt, ses her, resten kommer efterhånden på Flickr. Den gamle løve fandt vi på Lauritz Hattemagers hus fra 1532. Mon ikke løven har samme alder? Der kan jeg - der jo altså også er en løve - godt nok ikke være med aldersmæssigt.

Jeg har også fri i dag og kan i øvrigt ikke mærke nogen forskel fra i forgårs, hvor jeg kun var 59. Jeg kan heller ikke mærke, at jeg var i gang hele dagen i går. Måske er det alligevel ikke så slemt at blive 60...

Farven BLÅ

Billederne her tog jeg sidste lørdag i morgenens gråvejr. Øverst er det høstfloksen, der hedder "Paradise Blue".

Sammen med lavendlerne og heliotropen kan den fylde hele haven med duft - især om aftenen. Floksen er en barndomsduft for mig, og jeg elsker bare den duft.

På det andet billede er det vores blå pragt-arve. Jeg synes ikke, den svarer til navnet, for i virkeligheden er det en ret beskeden plante - men farven!!! Den er bare SÅ BLÅ!

Lige nu er det den mest blå blomst i hele haven.

Jeg har læst, at den i modsætning til floksen ikke dufter ret godt, men det har jeg faktisk ikke selv lagt mærke til, og næste år skal vi have flere blå arver.

Regnvejslørdag

Hvis jeg havde kunnet vælge selv, ville jeg måske være blevet indendørs hele dagen - lige bortset fra i morges, hvor vi nåede at spise morgenmad i haven, inden regnen begyndte. I parantes bemærket så haven rigtig dejlig ud i gråvejret, som tydeligvis klæder alle de blå og lilla farver.

Vi SKULLE imidlertid til byen for at foretage diverse indkøb, og på trods af - eller måske næsten på grund af - den silende regn blev der en rigtig dejlig shoppingtur. Der var selvfølgelig ikke helt så mange mennesker i byen som sædvanligt på en lørdag, men gaderne var langt fra folketomme, og de fleste tog regnen med glimrende humør, næsten ligesom når der er snestorm.

Det minder lidt om briterne, der har den indstilling, at vejret kan man ikke gøre noget ved, så vi opfører os fuldstændig normalt. Vi har været i London i december flere gange, og selv i snevejr tripper kvinderne rundt i stiletter, for det er jo deres normale fodtøj!

I dag i Århus var sandaler og paraply et meget normalt udstyr!

Silkekatost

Jeg er meget glad for min silkekatost, som har været i haven i mange år.

Den har godt nok ikke fået idelle betingelser. Egentlig skulle den vist stå i fuld sol - det gør den ikke - og den er også lidt trængt af de mere fremfusende storkenæb.

Et enkelt år troede jeg, at nu var den død. Den kom heldigvis igen; men breder sig, det gør den altså ikke. Jeg synes, det er en let og fin og yndig plante.

Principper

Et af mine principper for, hvad der må være i vores have, er, at der ikke må være noget, der stikker.

Det har tidslerne ikke hørt om. Dem er der nogen af hvert år, i hvert fald indtil vi opdager dem og luger dem væk. Men de ellers meget flotte blå og blålilla prydtidsler er der altså ingen af.

Principper skal man dog ikke tage alt for højtideligt - i hvert fald ikke dette, for så kunne der jo ikke være nogen roser. I den pink/orange forhave havde vi roser før princippernes tid. Den, der havde de værste torne, er fjernet, men der er nogle stykker tilbage.

I den blå have er der en enkelt rose, som jeg en gang har fået i fødselsdagsgave. Den hedder Rhapsody in Blue, men helt blå er den - som det ses på billedet - ikke. Farven skifter meget, både efter hvor gamle blomsterne er og efter tidspunktet på dagen, så navnet passer meget godt. Især om aftenen ser den ret blå ud. Og den har masser af torne!

Smagen af den danske sommer

- de nye kartofler mangler ganske vist, for de hører ellers også med, selvfølgelig!
De lyse moreller smager både af sommer og af barndom. I min barndoms have var der et stort moreltræ. Det var mit yndlingsklatretræ, og de få moreller, der blev tilbage efter fuglenes festmåltider smagte pragtfuldt. Ligesom dem på billedet.

MASSEMORD!!!

New Dawn
Originally uploaded by cats_in_blue

Og det er MIG, der er morderen.

Det er bladlusene, det er gået ud over. De er usædvanlig voldsomme i roserne i år, synes jeg, og lige præcis i dag er jeg i rigtig godt lystmorderhumør.

Torsdag er normalt min korte dag på arbejde, og jeg nyder altid min halve frieftermiddag. Men i dag meldte en af mine kolleger - som havde aftenvagt! - sig syg, så det blev en ekstra aftenvagt til mig. Surt, surt, surt! Jeg har endda allerede haft 2 aftenvagter i denne uge.

Så jeg tog altså hjem - for senere at vende tilbage - i grumt humør, og det blev bladlusenes skæbne.

Jeg bruger ikke gift i haven, men de blev sprøjtet med sæbevand, hvilket ikke syntes at have større effekt, så jeg greb til det ultimative våben: kvasning mellem tommel- og pegefinger. Sådan!

Lekture

Jeg synes ikke, jeg har været specielt heldig med de bøger, jeg har læst i foråret.

Potensgiverne af Karin Brunk Holmqvist havde jeg hørt og læst anbefalet som en rigtig morsom bog, og dem kan man vel ikke få for mange af.
Men det er svært det der med humor, og i hvert fald skraldgrinede jeg ikke. Jeg trak da lidt på smilebåndet en gang imellem, men så syntes jeg altså heller ikke, bogen var sjovere.

Blodørn af skotske (!) Craig Russell læste jeg, bl.a. fordi den forgår i Hamborg. Det er en krimi af den mere blodige slags.
Beskrivelsen af Hamborg er ganske rigtigt det bedste i bogen, og måske giver jeg forfatteren en chance til - men det er da helt utroligt, så dumme de hamborgske politifolk er! Det irriterede mig ret meget og for mig gjorde det bogen utroværdig og også uspændende. Ikke så godt for en krimi.

Endnu værre gik det med Næsten død mand af Åke Edwardson. Jeg tror, jeg har læst alle Edwardsons krimier om Erik Winter og hans medarbejdere, og kvaliteten er meget svingende.
Denne er absolut en af de dårligste. Der var ingen ende på alle de personlige problemer for de stakkels kriminalfolk, og det gider jeg altså ikke læse om, når jeg læser en krimi.
Som i Blodørn plejer lokaliteten i Edwardsons bøger at være en ekstra person, og for mig bliver det ikke ringere af, at det er Göteborg, men i denne var heller ikke dette aspekt godt.

Endelig gik det meget bedre med Johan Theorins Skumringstimen.
Også en krimi, og endelig en jeg havde svært ved at lægge fra mig.
Den er spændende, plottet holder, og der er nogle gode portrætter af de "medvirkende".
Den foregår på Øland, hvor jeg aldrig har været, men som jeg egentlig troede, jeg gerne ville besøge. Det er jeg ikke så sikker på mere - en uventet sideeffekt.


Lige nu læser jeg noget helt andet - og alligevel. Jeg genlæser Robert Jungks Stærkere end tusind sole om opfindelsen af atombomben og atomfysikernes skæbne. En gammel bog fra 1957 og selvfølgelig også en gammel historie, men ærlig talt mere spændende end de fleste krimier.

Basunernes aften

Der er sket så meget de sidste par uger, så det har været svært at finde tid til bloggen, men nu SKAL der altså et nyt indlæg på.

I går var vi til en rigtig god koncert i Musikhuset. To gange Carl Nielsen og imellem dem en uropførelse af Niels Marthinsens In the Shadow of the Bat.

Carl Nielsen er en af vores favoritter, og orkestret spillede utrolig veloplagt under ledelse af en meget dynamisk svensk dirigent, Christian Lindberg. Vi har hørt 5. symfoni opført før, men jeg tror ikke så magtfuld spillet som i går. Med masser af lilletromme og klarinet, meget karakteristisk for Carl Nielsen.

Derimod tror jeg ikke, vi har hørt noget af Niels Marthinsen før - og hans Batman-musik var mildest talt spændende. Orkestet var Batman, der kæmpede mod tre dæmoner, spillet af tre basuner. Ifølge omtalen var det tre af verdens bedste basunspillere: Håkan Björkman, Jörgen van Rijen og Stefan Schulz. Jeg kendte dem nu ikke i forvejen, men ih, hvor var de gode! Jeg var lige ved at glemme at trække vejret. Godt basunisterne ikke gjorde det, for de havde brug for det.

Jeg havde ikke kamera med, men i dag var vi lige forbi for at tage billeder af nogle af de sjove stole, vi kiggede på i pausen. De er malet af elever i kunstskolen Bifrost.

Så tal dog dansk, din hund!

Sculpture By The Sea
Originally uploaded by iansand

Det irriterer mig, at alting efterhånden skal hedde noget på engelsk. Hvorfor skal skulptur-udstillingen ved Strandvejen absolut hedde "Sculpture By The Sea" og ikke "Skulpturer ved vandet"?

OK, det er vist nok en udstilling, der turnerer rundt i verden, og den er måske født med det navn, men alle andre udstillinger, Aros har med at gøre, hedder også noget på engelsk.

Det er måske forklaringen på Aros' store økonomiske underskud. Museet distancerer sig simpelthen fra byens indbyggere og er mere interesseret i at folk skal komme strømmende til fra fjerne egne - og det gør de så ikke altid.

Lige præcis skulpturerne er tydeligvis blevet set af masser af århusianere. "Det er gratis, det er sol og det er søndag" og samtidig ikke så varmt, at badestranden lokker var opskriften på at få den halve by - mig includeret - til at valfarte til skulpturerne, og det er da også en flot udstilling.

Generelt synes jeg dog ikke, Aros er blevet byens kunstmuseum på samme måde som Musikhuset er byens. Lidt ærgerligt, at ambitionerne om at være så vigtig og så international forhindrer dialogen med det nære. Et udslag af det århusianske mindreværdskompleks?

Avanceret udstyr

Jeg har ikke fået nye solbriller! Næ, det er 3D-briller, der pryder min næse, for jeg har været i biografen for at se min første 3D-film.

Det var Coraline, som jeg så sammen med 10 børn fra "min" læseklub. Alle børnene havde set 3D-film før, men for mig var det altså en førstegangsoplevelse, og det var faktisk en imponerende teknik.

Det var også sjovt at være af sted sammen med børnene: 3 piger og 7 drenge (de sidste kan med en vis ret sammenlignes med en sæk lopper), og heldigvis kunne de også godt lide filmen.

Jeg nåede lige hjem i 10 minutter, hvor jeg fodrede kattene af og også lige nåede at kaste en mad i gabet på mig selv. Så var det af sted til næste dagsordenspunkt - Woyzeck i en islandsk opførelse i musikhuset. Det var med ny musik af Nick Cave, men der kunne godt have været mere musik. I det hele taget var jeg ikke overbegejstret for forestillingen. Jeg syntes, de samme virkemidler blev brugt for meget og dermed blev trivielle.

Coraline vinder på knockout!

Øv, øv og syv gange øv!

Jeg fik en p-bøde i går - og kun fordi jeg havde glemt at stille p-skiven. Havde det så bare været, fordi jeg havde holdt for lang tid...

Det må have været en p-vagt, der var meget ivrig i tjenesten - måske får de udbetalt resultatløn? Faktisk må han nærmest have
set min forglemmelse. I hvert fald stod der på indbetalingskortet, at bilen var blevet iagttaget fra 13.40 til 13.57. Jeg parkerede bilen ret nøjagtigt 13.40, og et par minutter over 14 kom jeg i tanke om p-skiven og drønede ud for at stille den. Men da var det allerede for sent!

Nå, jeg har aldrig fået en p-bøde eller for den sags skyld en hastighedsbøde (måske fordi jeg er så kedelig, at jeg gør mit bedste for at overholde hastighedsgrænserne) eller nogen anden bøde før, så jeg overlever. Og jeg har bestemt, at jeg ikke gider ærgre mig og har allerede sendt den til betaling.

Jeg gider heller ikke tage et billede af hverken indbetalingskort eller p-skive, så her er et billede af vores søde nabokat, Emma, i stedet.


Jeg bliver altid glad, når jeg finder en udendørs kattemodel - vores egne er jo indekatte, og Emma er den sødeste kat, man kan tænke sig.

Havens ældste træ

- i den blå have, altså - er en dværg-syren eller på latin Syringa Microphylla. Den blev plantet som noget af det første, da haven blev lagt om for efterhånden mange år siden. I virkeligheden er det en busk, men den kan også fås opstammet.

Allerhelst ville jeg have haft en rigtig syren, men det synes jeg, haven er for lille til, så vi "nøjes" med Microphyllaen. Blomsternes farve er ikke så interessant, den er sådan lidt blegfiset - men duften er fantastisk, og vores have må meget gerne også være en dufthave. Man kan sagtens mærke duften ind i stuen og i vores soveværelser på 1. sal, og hvis man står tæt på, er den næsten for stærk.

En vinter lavede sneen attentat på den, så en del grene brækkede af, men den er ved at være i form igen, og den blomstrer trofast hvert eneste år med masser af blomster.

Til venstre for Microphyllaen står Geranium "Johnson's Blue". Det er en af de reneste blå af alle storkenæbbene, men den er lidt uregerlig og vælter let, så den skal have et stativ at støtte sig til. Og så skal den klippes helt tilbage efter blomstring.

Pinse i Mariager

Sikken et flot vejr i pinsen! Da vi havde overstået vores lørdagsvagt, tog vi menageriet med på pinseferie så langt væk som i Mariager, hvor en del af Dorthes familie var på camping.

Vi er mere mageligt anlagt - især sætter vi stor pris på eget bad og toilet, og vi har jo også kattene at tage hensyn til, så vi indlogerede os i Den gamle smedjes B&B. En klar anbefaling herfra! Det var lækkert, smagfuldt på den hyggelige måde og med god plads til kattene. De er så lette at have med på ferie, de befinder sig tydeligvis glimrende i nye omgivelser.

Vi boede på "bødkerloftet", og til især Lilits store fornøjelse var der en stor hems. Hun fandt hurtigt ud af at forcere stigen og havde en dejlig udsigt både ned i værelset og ud ad vinduet. Begge katte ville vist godt være blevet noget længere, men der er altså rigeligt langt til arbejde.

Der er dejligt ved Mariager Fjord. Billedet er taget på en af vores aftenslentreture på havnen.