tirsdag den 25. august 2009

14 dage i Berlin

Lige noget for storbymennesker som os - hele 14 dage i Berlin! De 9 af dem blev godt nok tilbragt på Olympia Stadion, hvor VM i atletik blev afviklet. Vi har set frem til det i flere år, billetterne blev købt for over 1 år siden - og det levede helt op til forventningerne. Gode konkurrencer, fantastisk stemning!

Overalt i byen var der bannere og andet, der viste, at den lige nu var VM-by. Her er det ved Siegessaule (med Guld-Else på toppen). Vi boede ikke så langt derfra og gik en tur derhen den første aften.

Der blev heldigvis også tid til at opleve byen, som jeg kun har besøgt én gang før, i 1984 - altså for 25 år siden og før murens fald. Den gang virkede det helt utopisk, at der ikke skulle blive ved med at være to Tysklande, men jeg havde jo heller aldrig kendt andet. Bare 5 år senere blev alt forandret.

Ingen tvivl om, at Berlin er blevet en skøn by. Meget afslappet og på sin vis utrendy, synes jeg. Der er ingen grund til at forstille sig i Berlin, for alt accepteres.

Jeg er vild med storbyer af flere grunde. En af dem er den kollektive trafik, hvor man bare kan gå til stationen, for så kommer der da et tog. Det er ikke nødvendigt at tilpasse alt efter køreplaner. Berlin vil virkelig den kollektive transport, og byen er ikke specielt præget af biler - i modsætning til Vestberlin i 1984.

En anden ting, jeg elsker, er de mange caféer og spisesteder. De er overalt, også lige der, hvor man selv er, så man kan bare dumpe ned, når man har fået flade konvolutter. Og de har allesammen friskpresset appelsinjuice!

Fem dage + nogle halve, når der var pause i konkurrencerne, er selvfølgelig for lidt til at opleve "det hele". Vi bliver nødt til at vende tilbage, og denne gang skal der ikke gå 25 år.

Det er godt, at der er endnu nogle dage, til vi skal på arbejde igen, for en afslapningsferie kan man ikke just kalde det. Bl.a. blev der kun tid til den allermest nødvendige internet-surf - d.v.s at finde ud af, om de steder, vi havde tænkt os at besøge, nu også havde åbent, for der bygges stadig meget om i Berlin - så der er lidt, der skal indhentes på nettet.

Ingen kommentarer: