Sarantoya 2000 - 2018

Vores allerbedste julegave nogensinde, vores månestråle, vores lille højtråbende sirene, vores elskede lille Sarantoya døde den 6. marts, 17 år og 2½ måned gammel.

Billedet tog jeg den 28. februar, og cirka på det tidspunkt begyndte hendes appetit at blive dårligere. Jeg lokkede for hende, prøvede endda med noget andet end hendes diætmad, og det gik også bedre nogle dage, men så ville hun igen ikke spise noget. Kun kattemalt kunne hun få ned.

I mandags lå hun i sin katteseng og mjavede. Godt nok snakkede hun meget, men ikke på den måde. Vi tror bestemt, hun bad om hjælp, og jeg gav hende både kvalmestillende og prednisolon. Det hjalp også, så hun faldt til ro.

Tirsdag havde vi en dyrlægetid, faktisk for at få taget en test, så vi kunne se, om hendes nyremedicin virkede, men vi var godt klar over, at det nok var noget andet, der kom til at ske. Vi håbede, at dyrlægen ville finde en dårlig tand eller noget andet banalt, men i stedet konstaterede hun, at nyrerne var ganske små og hårde, så der var kun en løsning. Det gik så fint og roligt, som sådan noget nu kan foregå, og vi er tilfredse med, at det blev gjort i tide.

MEN VI SAVNER HENDE!!!
Al hendes snakken. Her er alt for stille nu. Hun var så god til at kommunikere, hun var helt sikkert den klogeste kat, vi har haft. Vi skulle altid sige godmorgen til hende, før vi foretog os noget andet om morgenen. Alle ritualerne. Jeg savner at kunne stryge hende over ryggen og helt ud på den lange hale. Jeg savner hendes fine små poter og hendes tykke pels. Jeg savner hendes knurhår, også selv om de i adskillige år har været knækket i højre side. Og hendes smukke øjne. Jeg savner hendes lille, lyserøde tunge, når hun ivrigt slikkede malt af min finger. Det gjorde hun endda den allersidste morgen.

Da hun var en lille killing, sagde vi, at der nok ikke var andre end os, der kunne elske hende, så støjende og anderledes (ingen tid til kæl) som hun var. Larmen blev bare værre med årene, til gengæld lærte hun efterhånden at sætte pris på kæl. Vi måtte beholde hende selv, og vi har elsket hende, men jeg er også sikker på, at de venner, der kom regelmæssigt i huset, kom til at holde af hende og hendes særheder.

Måske bliver det lidt småt med blogindlæg i den kommende tid. Der er ligesom ikke rigtig noget, der er vigtigt.

Ugens træ - uge 9

...er et lærketræ.

Jeg troede, jeg måske kunne få et billede af et sneklædt træ, men så havde jeg måttet køre efter det, for her i Århus er der ikke faldet så megen sne, at den ligefrem har lagt sig på træernes grene.

Inden sneen faldt, havde jeg foreviget denne lærk. Som bekendt er lærk det eneste nåletræ, der taber nålene om vinteren - altså lidt af en særling. Jeg er egentlig ikke så vild med dem. Deres silhuet er - i hvert fald om vinteren - tit noget rodet, og hvis den, som det er tilfældet for dette eksemplar, er rimelig symmetrisk, så er den egentlig lidt kedelig.

Men så er der jo de små, fine kogler.

De er bare så søde! Og der er mange af dem. De sidder lige så tæt. Der er rigeligt for utallige blomsterarrangementer, hvis man er til den slags.

Lærk er værdifuld som gavntræ, og så er udseendet straks mindre betydningsfuldt.

Kan det være så svært?

Vinter OL 2018 er forbi. Jeg har abstinenser, men samtidig er det lidt rart, at jeg har tid til andre ting. Så som at blogge.

Det var lidt af en opgave at finde ud af, hvad der foregik hvornår. Efter nogen søgen på nettet fandt jeg frem til BBCs hjemmeside:

Pænt og overskueligt. Et klik på på de små drop-down pile åbnede, som det kan ses, for de nøjagtige tidspunkter for de forskellige konkurrencer. Britisk tid, selvfølgelig, men det kunne jeg - selv i min somme tider noget søvnige tilstand - godt finde ud af at kompensere for. Der var, hvad jeg havde brug for, og uden smarte features, som udviklerne er så glade for, men som jeg synes bare er i vejen.

På DRs hjemmeside fandt jeg en sendeplan, men DRs kanaler sendte ikke alt, så den var ubrugelig. Hvis der faktisk var en oversigt over samtlige konkurrencer, fandt jeg den ikke.

På andre måder var jeg dog glad for DR - sådan da. De var nemlig så venlige at bringe noget af kunstskøjteløbet. Det blev også bragt på Eurosport, men deres kommentatorer bliver værre og værre, partiske, tendentiøse og udygtige. Og umusikalske, hvilket i vores ører er slemt. Vi troede, det blev lidt bedre, når Mikkeline Kierkgaard, forhenværende udøver af sporten, var medkommentator, men hun var lige så elendig som de sædvanlige.

Vi har været uenige med kommentatorerne i årevis, men nu er der kommet nogle redskaber, som tydeligt viser deres manglende evner. Heldigvis er vi mere enige med dommerne, så vi kan sidde og hovere, når det ikke går, som vores kommentatorer gerne vil have det. De mener selvfølgelig, at det er dommerne, der er noget i vejen med. Jeg tror end ikke, de har overvejet, om det måske skulle være dem selv.

På DR var kommentatorerne af noget bedre kvalitet og i hvert fald en del mere objektive, men da der var europamesterskaber, så vi udsendelserne over Sverige (som desværre ikke sendte fra OL på nogen kanaler i vores programpakke), og det var særdeles opløftende. Der kunne vi erfarne tilskuere endda lære noget.

Jeg var dog utilfreds med, at det var så lille en del af konkurrencerne, der blev vist, men sådan var det også på de øvrige kanaler. DRs udsendelser blev sendt forskudt og var blevet redigeret, så vi slap for de lange pauser, når der skulle køres is. Det var fint, men jeg synes, det havde klædt kanalen, hvis de havde vist lidt flere deltagere og i hvert fald de øvrige nordiske deltagere. Dem var der såmænd kun ganske få af.

Men overordnet var OL en kæmpe fornøjelse. Jeg fik vist set alt inden for favoritdisciplinerne skihop, nordisk kombineret og de traditionelle alpine konkurrencer, og så blev der fyldt op med hurtigløb på skøjter, bobslæde (her er der rigtig gode kommentatorer på flere kanaler), lidt freestyle skiing, langrend med mere. Jo, selvfølgelig var det en fest!

Ugens træ - uge 8

Jeg vælger lige endnu et birketræ, for der findes jo andre slags end hængebirk. Stammen på det her lyste så fint imod mig, det appellerede simpelthen om at blive ugens træ.

Barken var ved at skalle af, og jeg ønskede, at jeg var birkebarkssløjdkunstner.  Man kan lave så mange fine ting af birkebark. Jeg har selv to små kurve. Den ene fik jeg i mine unge dage af en svensk ven, den anden har jeg selv købt på et kunsthåndværkermarked.

Men man kan jo også lege med barken, mens den er på træet.

Mon ikke der er nogle børn, der har ladet sig inspirere her? Sjovt ser det ud.

Ugens træ - uge 7

Hu! For første gang er jeg lige ved at komme for sent med ugens træ.

Det er på grund af vinter-OL. Jeg ser ikke alle ishockey-  og curlingkampe, men ellers er der ikke meget, jeg ikke gerne vil se. Det kræver sin kvinde.

Træet er ellers blevet fotograferet for flere dage siden på en af mine gåture.

Et par dage før var jeg kommet forbi samme sted. Der blev gravet og regeret på hjørnegrunden, og på vejen var et af vores vejtræer blevet fældet. Kun stubben - og den var ret stor - stod tilbage i ringen af brosten.

Jeg ved godt, at træerne er ved at have en vis alder, så måske var der en grund til, at dette var blevet fjernet. Tænkte jeg. Men jeg tænkte også, at det måske var ejerne af den grund, hvor der blev gravet, der havde gjort det, bare fordi de syntes, træet skulle væk. Og at det havde de faktisk ikke lov til.

Heldigvis viste det sig, at jeg havde gjort dem uret. Da jeg kom forbi et par dage efter, var det plantet et nyt træ - billedet - i ringen af brosten, så det er højst sandsynligt kommunens gartnere, der har været i gang. Jeg var glad og tilfreds.

Gad vidst hvad det er for et træ? Mange andre steder er der ahorn, så måske er dette også en ahorn.

Jeg skal vist have lavet en liste over steder, jeg skal tilbage til, når der er kommet blade på træerne.

Ugens træ - uge 6

NU skal det endelig være et birketræ. De er bare så dekorative!

De er også forkætrede. Dels på grund af alle birkepollenallergikerne - jeg bor selv i hus med en af slagsen. Nogle vil helst have alle birketræer udryddet.

Der har været røster fremme om, at der skulle gives tilskud til fældning af birketræer. Det, synes jeg, er at gå for vidt. Skulle man så også forbyde al anvendelse af parfume af hensyn til parfumeallergikere. Alt brød, der indeholder gluten, af hensyn til gluterallergikere? Kun tillade salg af soyamælk og lignende produkter af hensyn til mælkeallergikere? O.s.v., o.s.v.

Man skulle hellere forske noget mere i udvikling af allergivacciner og anvendelsen af dem og uddanne nogle flere læger med speciale i allergier.

Det anden grund til birketræernes upopularitet er, at det er usædvanligt tørstige træer. Der er en hel del, der ikke kan gro i nærheden af birketræer.

Lille Vildmose er et af de områder, hvor de tørstige birke giver problemer, for vildmosen er ved at udvikle sig til noget andet og tørrere end en mose. Det er derfor, vi igen har fået elge i Danmark. Man håber nemlig, at de udsatte elge vil gnaske de nye små birke i sig, så der ikke bliver flere, sådan at mosen stadig vil være en våd mose.

I andre områder stiger grundvandet for meget. Hvad med her at få plantet nogle birk, som givetvis ville drikke en del af overskudsvandet.

I vores villakvarter er der en del meget smukke birke, og det var svært at vælge et ud til fotografering. Jeg må indrømme, at det faktisk blev den lille 2CV, der fik mig til at vælge netop dette træ, men birken er nu også en meget flot en af slagsen.

Stammen er fra en anden og lidt yngre.

Strikkeåret 2017

Sidste år holdt vi ferie i forbindelse med flere strikkefestivaler. Den ene var på Fanø, og her lærte Annett mig elementær regnearkkunnen, så nu kan jeg for alvor holde øje med mit strik. Det er særdeles fornøjeligt, synes jeg.

Blandt andet kan jeg ud af mit regneark læse, at min hobby kostede mig 3400,- kr. Egentlig ikke så slemt? Tilbehør, opskrifter, workshops og selvfølgelig garn er medregnet.

Jeg er lidt mindre tilfreds med, at garnlageret er vokset med godt 2200 meter. Det var jo meningen, at det skulle formindskes, men det er absolut ikke sket. Jeg har strikket 15597 meter, men noget er blevet strikket med dobbelt garn, så jeg har brugt i alt 16728 meter, men jeg købte mere, end jeg brugte. Af lageret, altså.

To af de mest garnkrævende projekter i 2017 strikkede jeg nemlig for andre med garn indkøbt til formålet, hvilket i sagens natur ingen gavnlig indvirkning har på lageret.

Allermest garn gik der til de klude, jeg strikkede til Dorthes søster, der er dagplejer. Hvert barn har sin egen farve, og nu har de også en klud i deres egen farve til hver dag i ugen.

Jeg kan godt lide at strikke klude, så jeg var glad for opgaven. Fire af mønstrene ses på billedet, men jeg strikkede selvfølgelig i fem forskellige strukturmønstre.

Det andet større projekt var en trøje til Lise. Hun valgte selv, at det skulle være en Striber-og-tern bluse, og hun valgte også selv farverne. De turkise farver klæder hende godt.

Det var et usædvanligt langvarigt projekt. Garnet blev indkøbt i december 2016, jeg begyndte at strikke i april 2017, og blusen var færdig i september. Det tog mig ekstra lang tid at strikke trøjen, fordi jeg først have lavet striberne for anarkistiske.  Det blev for rodet, og jeg begyndte næsten forfra.

Det tredje større projekt var en poncho til mig selv. Den har tidligere været afbildet på bloggen, men her er endnu et billede.

Ellers har det mest været mindre ting, jeg har frembragt. I alt blev 38 projekter færdiggjort.

Jeg har også offentliggjort en enkelt opskrift, nemlig en klud, jeg kalder Splashing Addis.

Jeg har allerede færdiggjort syv - primært mindre - ting i 2018.

Jeg har minsandten også allerede købt en masse garn. Det var ikke meningen, men by Nyboe i Kolding solgte alt garn ud for en pænt reduceret pris, og der er to af hendes garner, jeg er ret vild med. Dels den luksuriøse Kamille (50% cashmere og 50% silke), dels merinoen Rosemary, som er så blød, så blød.

Jeg er sikker på, de findes med andre banderoler også, jeg har bare ikke fundet dem, men nu er der altså en del Nyboe-garner i mit lager. Og lageret er p.t. i +655 meter for 2018.

2018 skal ellers være året, hvor lageret skal formindskes. Jeg har fået en ny ide: Når lageret er i plus, og jeg alligevel køber garn, skal jeg forære noget fra lageret væk. Det har jeg så allerede gjort én gang, men jeg gav ikke så mange meter væk, som jeg købte.

Vi har ikke planlagt at skulle på nogen af de større garnfestivaler i år, hvilket nok bliver en hjælp med hensyn til lagerets størrelse. Det skulle da lige være, hvis vi finder ud af, at der kommer til at foregå noget i Hamborg :)

Til gengæld står der i kalenderen to projekter strikket for andre med garn købt til formålet. Jeg må hellere komme i gang...

Ugens træ - uge 5

Jeg fotograferede i går, hvor det var ret mørkt i vejret, men det gør ikke træets silhuet ringere. Træet står i parken i Åbyhøj.

Jeg synes, stammen er sjov, snoet som den er.

Men hvad er det for et træ? Jeg kan ikke identificere det bare på silhuetten. På nettet har jeg ledt efter silhuetter af vintertræer, men er ikke kommet ret langt. Jeg plejer ellers at kunne finde det meste på nettet, men denne gang gav det ikke pote.

Jeg har så bestilt bogen Træer og buske i vintertilstand på biblioteket. De har bare kun et eneste eksemplar i Århus. Det er ganske vist ikke lånt ud, men er i et såkaldt fjernlager, og jeg ved af erfaring, at netop i de tilfælde kan det tage ret lang tid, inden bogen når frem. Der skal jo en person til at finde den frem, og personale er der ikke så meget af.

Måske skulle jeg bare købe bogen. Den er ikke vildt dyr. Nå, jeg giver biblioteket en chance først.

Måske er bladet nedenunder fra netop det træ, men der er andre træer rundt om, så jeg er ikke sikker. Og desværre har jeg heller ikke identificeret bladet. Ask? Nej, der er vist for lang stilk. En eller anden slags eg? Ægte kastanje? Kvalificerede gæt modtages med glæde.

Gurre-Lieder

Arnold Schönberg malede også.
Dette billede hedder
Blue Self Portrail og er malet i 1910.
Gurre-Lieder blev færdiggjort i 1911.

Som det måske er gået op for nogle, gik jeg sidste år ret meget op i Gurre-Lieder, Arnold Schönbergs værk for kæmpestort orkester, 6 solister og kor - også kæmpestort. Det gør jeg sådan set stadigvæk.

Inden vi skulle høre Gurre i Hamborg, havde vi hørt adskillige indspilninger. På den første var jeg ikke tilfreds med tenoren. På den anden var det sopranen, det var galt med.

I tredje forsøg fandt jeg en indspilning, hvor jeg var tilfreds med det hele.

Det er en indspilning med Berliner Philharmonikerne dirigeret af Simon Rattle. Det store parti som Tove synges af Karita Mattila og det endnu større parti som Kong Valdemar af Thomas Moser.

Vi har også lånt en dvd, som er lige så god. Her dirigerer Mariss Janssons Bayerns Radiosymfoniorkester. Stig Fogh Andersen synger Valdemar, Deborah Voight Tove.

Forrige lørdag hørte vi så igen Gurre-Lieder live i vores egen koncertsal. De forreste publikumsrækker var blevet inddraget, så der var plads til det store orkester bestående af både Århus' og Ålborgs symfoniorkestre. Ingen af dem er hver for sig nær store nok til et værk som Gurre.

At det ikke bare er pjat med de mange musikere hørte vi i introduktionen inden. Der er for eksempel 10 forskellige stemmer i førsteviolinerne, og et minimum er to til hver stemme. Altså mindst 20 førstevioliner - og sådan er det hele vejen igennem. Så vi fik igen vores 4 harper, 10 horn, 7 klarinetter og så videre. "Vores" chefdirigent Marc Soustrot havde flot klaret at få de to orkestre til at lyde som en helhed.

Sjovt nok var det samme tenor som i Hamborg, der sang Valdemars parti, nemlig Torsten Kerl. Vi blev inden gjort opmærksom på, at den stakkels Kerl havde pådraget sig et halsonde, men at han alligevel ville forsøge at gennemføre koncerten. Heldigvis! Mine ører kunne ikke høre, at der var noget i vejen. Han var lige så god eller måske endda bedre end i Hamborg.

Vi mente ellers, at han måske kunne have byttet plads med fortælleren, for det var nemlig Stig Fogh Andersen, men det blev altså ikke aktuelt. Også de øvrige solister var glimrende, og alt i alt var den musikalske oplevelse lige så stor som i Hamborg. Helhedsoplevelsen var selvfølgelig ikke. Nok er jeg glad for vores Musikhus, men leve op til Elbphilharmonien kan det altså ikke.

Valdemar på et kalkmaleri i Sankt Peders Kirke i Næstved.
Malet ca. 1380, altså få år efter kongens død i 1375

Værkets tekst er en oversættelse af J. P. Jacobsens Gurre-Sange, der handler om kærligheden mellem Kong Valdemar og frillen Tove, om Toves død, og om Valdemars rastløse riden rundt i følge med sine mænd - efter deres død vel at mærke.

Det var åbenbart ret almindeligt at blande de danske Valdemarer sammen, og det har I. P. Jacobsen også gjort. Ifølge sagnene skulle det ganske rigtigt have været Valdemar Atterdag, der efter sit opgør med Vorherre som gespenst jog rundt i de sjællandske skove og skræmte livet af folk og fæ. Men det var Valdemar den Store, der havde frillen Tove, som hans hustru, Dronning Sophie, ifølge folketroen tog livet af.

Valdemar Atterdags dronning, Helvig, kunne sandelig ikke finde på sådan noget. Hun var nærmest en helgen og højt elsket af sin Valdemar. Bare spørg Thit Jensen. Hun må vide det, for hun har det fra hestens - altså her Valdemar Atterdags - egen mund. Jo, hun var spiritist og førte mange samtaler med de historiske personer, hun skrev om. Jeg holder meget af Thit Jensens historiske romaner.

Ugens træ - uge 4

Ugens træ er et æbletræ, som står i vores egen bebyggelse. Der er flere æbletræer i bebyggelsen, men inde i haverne. Det her står på fællesarealet.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg først lagde mærke til træet, men jeg tror ikke, det har været der "altid". I denne forbindelse er "altid" knap 40 år, for så lang tid har vi boet på adressen.

Hvordan mon det er kommet? Mon der er nogen, der har været trætte af et træ, de havde plantet i egen have, og alligevel ikke har kunnet nænne helt at tage livet af det? Eller er det bare selvsået? Jeg er ret sikker på, det ikke er vores gartnere, der har plantet det, for de går mestendels op i at fjerne beplantningen.

Træet har æbler endnu. Jeg har set fugle, der spiste af æblerne, i træet, men generelt virker de ikke specielt interesserede. Måske er æblerne sure og uspiselige selv for fugle, men flotte er de mod en blå himmel.

2017s bedste musikoplevelse

Ingen tvivl om årets allerbedste musikoplevelse i 2017. Det var selvfølgelig koncerten i Elbphilharmonien  i Hamborg, hvor vi hørte Arnold Schönbergs Gurre-Lieder.

Ih, hvor havde vi glædet os, og ih, hvor det hele levede op til forventningerne.

Her er vi på vej op til den store og fantastisk smukke koncertsal. Elphi er er kæmpestort hus!

Og nu til noget helt andet: For nogle år siden erklærede vi, at hvis de to jazzsangerinder Madeleine Peyroux og Stacey Kent nogen sinde kom til Danmark, ville vi gøre meget for at komme til deres koncerter. De er begge amerikanere, og begge har tilknytning til Frankrig og synger til vores store fornøjelse en del på (godt) fransk. Minsandten om de ikke begge to kom i 2017. Madeleine Peyroux her i byen og Stacey Kent i Ålborg.

Begge er vist også blevet sammenlignet med Billie Holiday, og jeg kan godt høre hvorfor, men synes egentlig ikke, sammenligninger er nødvendige. Begge klarer sig udmærket på egne ben.

Det blev et par gode koncerter. Madeleine Peyroux og hendes musikere var super professionelle, og hun var overraskende morsom. Jeg lo faktisk rigtig meget til den koncert. Og så var det selvfølgelig skøn musik.

Man måtte selvfølgelig ikke fotografere til koncerten,
men her er et billede fra inden, den gik i gang.

Også Stacey Kent kan bare sit kram. Der er ikke en tone eller frasering, der sidder forkert. Vi nød musikken, men vi kunne ikke lide Musikkens Hus i Ålborg. Det virkede mørkt og underlig forladt. Den sal, vi var i, blev kaldt Intimsalen, men den var ikke specielt intim efter vores mening, bare grim og kedelig. Faktisk ødelagde det oplevelsen en lille smule. Madeleine Peyroux koncerten virkede mere intim, selv om den foregik i Musikhusets store sal.

Foto: Tore Sætre

Billedet er taget af Tore Sætre ved en koncert i Oslo i 2016 (tak for at det må bruges!). Jeg tror, det var samme lineup i Ålborg.

Ellers er det mest nogle symfonikoncerter, jeg husker. Brittens War Requiem har jeg tidligere skrevet om. Senere gjorde både Sjostakovitjs 7. symfoni "Leningrad Symfonien" og Mahlers 3. symfoni stort indtryk. Alle tre dirigeret af Marc Soustrot, og til alle tre koncerter var der hentet forstærkning til orkestret. Det var gode koncerter.

Og endelig også en lille perle af en helt anden slags, nemlig med et rent Bach-program. Meget mindre orkester, igen Soustrot på dirigentpodiet og solister fra orkestrets egne rækker. Tydelig afslappet stemning og ekstranumre. Det var en koncert, jeg blev glad i knolden af.

Alt i alt et super godt musikår.

Ugens træ - uge 3

For første gang er det et nåletræ, nærmere bestemt en fyr, der er ugens træ.

Det kommer nok ikke til at ske så tit, for jeg kan bedst lide løvtræer. Men dette træ kan jeg rigtig godt lide, og jeg ser jeg hver gang, jeg kommer forbi det, og det er næsten hver dag - somme tider flere gange.

Jeg synes, det har en flot silhuet; det er blevet beskåret rigtig fint i årenes løb. For resten ved jeg ikke, om det i virkeligheden er to træer, for det nederste er altid gemt bag hækken, men jeg tror bare, det er tostammet.

Sådan ser det ud, når man kigger op i det:

P.S. Bemærk lidt blå himmel på det øverste billede. Det blev taget i går.

Årets bedste...film - 2017

I 2017 var jeg i biografen 22 gange, og jeg er ikke i tvivl om, hvilken film jeg bedst kunne lide.

For en gangs skyld var det en amerikansk film, nemlig Manchester by the Sea.

Den har stort set det hele. Først og fremmest en god historie, der er både spændende, overraskende og meget bevægende.

Jeg kunne også godt lide fortællemåden, hvor man langsomt kommer til at forstå, hvorfor personerne - især hovedpersonen - handler, som han gør, og jeg var ret imponeret af den underspillede facon, der gjorde, at det hele ikke udviklede sig til en gang sædvanlig amerikansk pladdersentimentalitet.

Endelig var der ikke en finger at sætte på skuespillerpræstationerne. Især Casey Affleck i hovedrollen var helt fantastisk.

Ellers var året præget af en del underholdende film, som måske alligevel ikke gjorde det helt store indtryk. Dog hævede den norske Kongens valg, den tyske Frantz og minsandten også krigsfilmen Dunkirk (international) sig over gennemsnittet.

Endelig var jeg meget glad for tre af årets fire dokumentarfilm: de to jazzfilm Chasing Trane og Lets get lost og filmen om Istanbuls katte, Kedi.

Måske skulle jeg også lige navne Paddington 2. Den eneste børnefilm, jeg så i 2017. Den var så til gengæld god.

I skrivende stund er filmåret 2018 allerede godt i gang...

Ugens træ - uge 2

Denne uges træ er et egetræ, der står på en af vores naboveje. Egetræer er (også) et af mine yndlingstræer.

Jeg fotograferede i mandags. Netop på det tidspunkt var der nogle folk med en motorsav i gang med at fælde et andet træ på samme vej. Jeg hader lyden af motorsave, har en ide om, at de mænd, der fører dødsinstrumentet føler sig vældig store og har svært ved at stoppe igen. OK, jeg overfortolker sikkert.

I hvert fald var jeg bange for, at det ville gå ud over flere træer på den pågældende vej, så jeg gik samme vej et par dage efter, og jeg havde gjort mændene uret: Der var ikke fældet flere træer og altså heller ikke "min" eg.

Jeg synes, egens silhuet er flot. Endnu mere, når den bliver ældre og kroget. Løvet har en usædvanlig grøn farve i løvspring, der supplerer de andre løvtræer flot, og jeg kan også godt lide de krøllede brune vinterblade.

Årets bedste... kaffe. I 2017, altså

Sidste år handlede et af mine indlæg om, at jeg burde glæde mig til, at det lokale apotek flyttede til nye lokaler.

Det glædede jeg mig nu ikke specielt til, men det burde jeg have gjort. Et par måneder efter flyttede der nemlig en ny lejer ind i apotekets gamle lokaler: Emmery kom til Åbyhøj, Endelig en anstændig kaffebar i gå-afstand.

Åbyhøj-boerne har taget godt imod deres nye café. Der er næsten altid mange mennesker i alle aldersgrupper fra babyer til pensionister og stort set ligeligt fordelt på begge køn. Mange mødre og fædre kommer forbi med ungerne; de skal vel også lære at gå på café. Det bidrager altsammen til den gode stemning

Selv juleaftensdag, hvor ovenstående foto blev taget, var der kunder.

Indretningen er lys og rar. Der er ingen levende lys til at forpeste luften. Kaffen er god, det er hindbærsnitterne også (faktisk de eneste hindbærsnitter, jeg bryder mig om), og alt er økologisk.

Deres brunkager, som kun kan fås til jul, er uforlignelige. Og så videre...

Åbningen af Emmery i Åbyhøj var helt sikkert årets kaffebegivenhed for mig i 2017. Behøver jeg nævne, at jeg er stamkunde?

P.S. Indlægget er ikke sponseret!

Ugens træ - uge 1

Jeg er ret vild med træer og har i flere år haft planer om, at jeg ville have et "Ugens træ" som fast indslag på bloggen.

Nu skal det være, også selv om jeg ikke helt nåede af få indlægget med i uge 1. Billedet blev i hvert fald taget i uge 1, nemlig i det flotte vejr i går.

Egentlig havde jeg et andet træ i tankerne, men jeg kunne ikke stå for dette blomstrende træ på Sankt Knuds Torv i Århus, da vi kom ud fra årets første operabio.

Jeg vil helst vide, hvad et er for et træ, jeg viser, men jeg er ikke specielt god til at kende træerne om vinteren, så måske kan det komme til at knibe. Lidt søgen på nettet gør mig dog ret sikker på, at det er VINTERKIRSEBÆR, der blomstrer midt inde i byen. Man kan da ikke undgå at blive glad af at se på sådan et.

For resten er det også noget flot murværk i huset bagved.

Citater om katte #41

Man kan give afkald på meget her i livet, men ikke på katte og kalendere.
Ukendt

Det er vist at tage munden for fuld, men det var nu nogenlunde sådan, jeg følte det, da vi onsdag før jul var på vores årlige juletur til Flensborg. Bl.a. for at købe kalendere, og jeg må jo indrømme, at jeg er blevet lidt afhængig af Der literarische Katzenkalender.

Vi plejer at være tidligere af sted, og jeg var alvorligt bange for, at min kalender var udsolgt. Her i landet bliver mangt og meget udsolgt lang tid før jul, synes jeg. Men ikke i Flensborg. Allerede i den første boghandel fandt jeg min kalender. En sten faldt fra mit hjerte, og jeg var sikker på, vi ville få en god dag.

Det fik vi også. Vi fik endda også vores yndlingsstolle - uden nødder og mandler, men med rom. Heller ikke udsolgt! Og Dorthe fik også sin yndlingskalender, dog ikke i den første boghandel.

Der literarische Katzenkalender er åbenbart så meget en institution i Tyskland, at man kan læse om den på Wikipedia. Nå ja, hvem som helst kan selvfølgelig oprette et Wikipedia-opslag, så det skal man nok ikke lægge for meget i, og opslaget er da heller ikke opdateret.

Citatet er hentet fra reklamepostere og -bogmærker for kalenderen, og det er sandsynligvis forlaget, der har fundet på det.

Sarantoya 17 år

Sarantoya fyldte 17 år juleaftensdag.

Det er jo en anselig alder for en kat, og selv om vi helst ville, så kan vi ikke helt nægte, at der er kommet lidt aldersrelaterede problemer.

Hun har nu levet godt et år med forhøjet stofskifte. Det bliver holdt i ave med diætfoder. Jeg synes, det er fantastisk, at der findes et sådant foder. Måske har jeg somme tider syntes, at det foder, man køber hos dyrlægen er lidt bekosteligt, men når firmaerne forsker og udvikler nye effektive diæter, der virker så godt som Sarantoyas, så fortryder jeg ikke én eneste krone. For øvrigt tror jeg slet ikke, der er så stor forskel prismæssigt, som nogle gerne vil gøre det til, med mindre man sammenligner med decideret junkfood.

Ved decembers helbredstjek blev der taget en blodprøve, som kan vise alt muligt. Den viste desværre, at nyrerne er begyndt at blive lidt mindre effektive. Også på dette område er der sket forbedringer i de senere år. Dels kan man opdage problemet tidligere end før, hvor man først kunne konstatere det, når det nærmest var for sent. Dels er der kommet noget ny medicin, Semintra, og den får Sarantoya nu. Vi kender flere katte, der også får Semintra, og det er åbenbart ret effektivt, så det håber vi, det også er for Sarantoya.

Hun er næsten, men ikke helt endnu, den ældste kat, vi har haft. Hendes mor. Lilit, blev 17 år og knap en måned. Sarantoya bliver bestemt ældre. Jeg har en aftale med hende om, at hun skal blive mindst 20 år, men det har jeg nu haft med alle vores katte, og indtil nu har ingen altså overholdt aftalen.

Det øverste billede blev taget dagen efter fødselsdagen. Ikke noget særlig godt billede, men lidt sjovt alligevel, synes jeg. Det var ikke let at tage billeder i de dage, fordi vejret var så mørkt. I dag fik jeg taget et lidt bedre.

Sarantoya ligger på sit lille, højtelskede syntetiske pelstæppe. Det er her, hun bliver børstet, og det er en af hendes største fornøjelser, så det sker adskillige gange dagligt. Altid på tæppet. Tæppet er også med på ferie, og der fungerer det på nøjagtig samme måde.

Julekalendere

Mit forhold til julekalendere har ikke altid været helt ukompliceret.

Som barn fik jeg lågekalendere. Hvis der fandtes andet, vidste jeg det ikke. Det sluttede imidlertid, da jeg blev 10. Jeg havde i mellemtiden fået en lillesøster, og min mor mente, jeg kunne nøjes med at kigge på hendes.

Det havde måske ikke gjort så meget, hvis det ikke lige havde været det år, hvor kalendere med glimmer blev introduceret i min landsby. Jeg ville frygtelig gerne have en kalender med glimmer, men jeg var blevet for stor. Glimmerkalenderne var sikkert også dyrere end de almindelige, og mine lommepenge rakte i hvert fald ikke.

Jeg tror nok, jeg har lavet nogle pakkekalendere til andre, men så vidt jeg husker, har jeg aldrig selv haft en. Da jeg var yngre, kunne jeg nok godt have tænkt mig at få en, men ikke da jeg blev rigtig voksen. Risikoen for at få en masse mere eller mindre ubrugelige tingester var for stor.

I en del år havde vi skrabekalendere. Sjovt i starten, men da vi for mange gange havde fået en gevinst på 20,- kr, og skrabekalenderen havde kostet 50,-, forekom det for fjollet. Det havde været bedre, hvis gevinsterne var startet ved minimum 100,- kr.

Jeg har somme tider kigget på kalendere med spiseligt eller drikkeligt indhold. Problemet er, at jeg er kræsen, når det drejer sig om slik, og det med at drikke er ikke rigtig mig. Så det er blevet ved kiggeriet.

Indtil nu. Jeg så en adventskalender med chokolade, som lød meget interessant.

Dels passer det mig fint kun at skulle åbne på søndagene. Fremstilleren, Svenningsen, "The Nordic Chocolatier" er et nyt bekendtskab for mig, og det er jo altid sjovt. Men vigtigst: Alle stykkerne var med mørk chokolade og med nogle interessante smagskombinationer, stort set uden alkohol og totalt uden mandler og nødder. Som om det var lavet præcis til os.

Første søndag i advent var ren nydelse med fire stykker, der smagte lidt af rødgran (jo, det var godt) og et delestykke med kvæde.

Anden søndag var imidlertid en mindre katastrofe. Dels var to af stykkerne smadrede, så fyldet var løbet ud. Dels smagte de meget dårligt. Da jeg skar delestykket over, opdagede jeg hvorfor. Fyldet var nemlig regulær muggent, og det kunne både ses og lugtes. Selv om det er ny nordisk chokoladekunst, så indgår mug nok ikke i konceptet.

Jeg har selvfølgelig brokket mig, og får tilsendt en æske med nylavede chokolader, men jeg tror alligevel, det bliver mit sidste forsøg med en adventskalender fra Svenningsen. Og måske med jule- og adventskalendere i det hele taget.

P.S. Selv om vi var lidt skeptiske, spiste vi alligevel 3. søndags chokolader. De blev alle skåret over først, inspiceret og lugtet til, og de fejlede intet. Og smagte godt!

Byens julelys

I Århus er Strøget og Ryesgade i december (og det meste af november) udstyret med en stjernehimmel. Den er meget smuk og stemningsgivende, også meget mere end på mit billede fra Ryesgade.

Rygterne siger, at det i år er sidste år med stjernehimmel. Den er blevet slidt, hvilket man også kan se på billedet, og åbenbart for slidt. Mon dog ikke Cityforeningen investerer i en ny? Jeg tror, der er mange, der kommer også længere væk fra, der vil blive yderst utilfredse, hvis stjernehimlen mangler.

Til gengæld har byen fået en ny attraktion og en ganske gratis af slagsen, nemlig Salling Rooftop. Den kunne måske også have heddet Sallings Tagterrasse? Men dejligt er der, og dejlig er udsigten. Jeg har fotograferet både i dagslys og i skumringslys.

Mod nord kan man se Domkirken i hele dens imponerende længde.

Fra nordøst til sydøst havneområderne.
"Lagkagen" under kranerne en Dokk1. God arkitektur?
Jeg kan bedre lide kranerne.

Mod sydvest kan man være så heldig at få denne udsigt i tusmørketiden,
endda med en enkelt kran også.

Jeg synes, den tagterrasse er blevet særdeles vellykket. Der er også servering. Og en scene. Og her i december kan man naturligvis købe gløgg og æbleskiver, hvis man er til den slags. Aros' regnbue har fået konkurrence til stregen.