Gurre-Lieder

Arnold Schönberg malede også.
Dette billede hedder
Blue Self Portrail og er malet i 1910.
Gurre-Lieder blev færdiggjort i 1911.

Som det måske er gået op for nogle, gik jeg sidste år ret meget op i Gurre-Lieder, Arnold Schönbergs værk for kæmpestort orkester, 6 solister og kor - også kæmpestort. Det gør jeg sådan set stadigvæk.

Inden vi skulle høre Gurre i Hamborg, havde vi hørt adskillige indspilninger. På den første var jeg ikke tilfreds med tenoren. På den anden var det sopranen, det var galt med.

I tredje forsøg fandt jeg en indspilning, hvor jeg var tilfreds med det hele.

Det er en indspilning med Berliner Philharmonikerne dirigeret af Simon Rattle. Det store parti som Tove synges af Karita Mattila og det endnu større parti som Kong Valdemar af Thomas Moser.

Vi har også lånt en dvd, som er lige så god. Her dirigerer Mariss Janssons Bayerns Radiosymfoniorkester. Stig Fogh Andersen synger Valdemar, Deborah Voight Tove.

Forrige lørdag hørte vi så igen Gurre-Lieder live i vores egen koncertsal. De forreste publikumsrækker var blevet inddraget, så der var plads til det store orkester bestående af både Århus' og Ålborgs symfoniorkestre. Ingen af dem er hver for sig nær store nok til et værk som Gurre.

At det ikke bare er pjat med de mange musikere hørte vi i introduktionen inden. Der er for eksempel 10 forskellige stemmer i førsteviolinerne, og et minimum er to til hver stemme. Altså mindst 20 førstevioliner - og sådan er det hele vejen igennem. Så vi fik igen vores 4 harper, 10 horn, 7 klarinetter og så videre. "Vores" chefdirigent Marc Soustrot havde flot klaret at få de to orkestre til at lyde som en helhed.

Sjovt nok var det samme tenor som i Hamborg, der sang Valdemars parti, nemlig Torsten Kerl. Vi blev inden gjort opmærksom på, at den stakkels Kerl havde pådraget sig et halsonde, men at han alligevel ville forsøge at gennemføre koncerten. Heldigvis! Mine ører kunne ikke høre, at der var noget i vejen. Han var lige så god eller måske endda bedre end i Hamborg.

Vi mente ellers, at han måske kunne have byttet plads med fortælleren, for det var nemlig Stig Fogh Andersen, men det blev altså ikke aktuelt. Også de øvrige solister var glimrende, og alt i alt var den musikalske oplevelse lige så stor som i Hamborg. Helhedsoplevelsen var selvfølgelig ikke. Nok er jeg glad for vores Musikhus, men leve op til Elbphilharmonien kan det altså ikke.

Valdemar på et kalkmaleri i Sankt Peders Kirke i Næstved.
Malet ca. 1380, altså få år efter kongens død i 1375

Værkets tekst er en oversættelse af J. P. Jacobsens Gurre-Sange, der handler om kærligheden mellem Kong Valdemar og frillen Tove, om Toves død, og om Valdemars rastløse riden rundt i følge med sine mænd - efter deres død vel at mærke.

Det var åbenbart ret almindeligt at blande de danske Valdemarer sammen, og det har I. P. Jacobsen også gjort. Ifølge sagnene skulle det ganske rigtigt have været Valdemar Atterdag, der efter sit opgør med Vorherre som gespenst jog rundt i de sjællandske skove og skræmte livet af folk og fæ. Men det var Valdemar den Store, der havde frillen Tove, som hans hustru, Dronning Sophie, ifølge folketroen tog livet af.

Valdemar Atterdags dronning, Helvig, kunne sandelig ikke finde på sådan noget. Hun var nærmest en helgen og højt elsket af sin Valdemar. Bare spørg Thit Jensen. Hun må vide det, for hun har det fra hestens - altså her Valdemar Atterdags - egen mund. Jo, hun var spiritist og førte mange samtaler med de historiske personer, hun skrev om. Jeg holder meget af Thit Jensens historiske romaner.