fredag den 26. januar 2018

Ugens træ - uge 4

Ugens træ er et æbletræ, som står i vores egen bebyggelse. Der er flere æbletræer i bebyggelsen, men inde i haverne. Det her står på fællesarealet.


Jeg kan ikke huske, hvornår jeg først lagde mærke til træet, men jeg tror ikke, det har været der "altid". I denne forbindelse er "altid" knap 40 år, for så lang tid har vi boet på adressen.

Hvordan mon det er kommet? Mon der er nogen, der har været trætte af et træ, de havde plantet i egen have, og alligevel ikke har kunnet nænne helt at tage livet af det? Eller er det bare selvsået? Jeg er ret sikker på, det ikke er vores gartnere, der har plantet det, for de går mestendels op i at fjerne beplantningen.


Træet har æbler endnu. Jeg har set fugle, der spiste af æblerne, i træet, men generelt virker de ikke specielt interesserede. Måske er æblerne sure og uspiselige selv for fugle, men flotte er de mod en blå himmel.

2 kommentarer:

Ellen sagde ...

Det kan nok sagtens være selvsået, men der er mange kommunale gartnere, der blander æble- og mirabelletræer i beplantninger i offentlige anlæg - hvilket jeg synes er en glimrende ide.

eKirsten sagde ...

Det gør jeg også. Det er bare ikke de kommunale gartnere, der har plantet eller har opsynet her, det er private (billige og ikke særlig gode).
Men ligegyldigt, hvordan det er kommet, så synes jeg, det er sjovt, det er der.