Rillike rallike

...kvik som en allike

Jeg har lavet lidt om på vrøvlesangens tekst. Af flere grunde. For det første passer "kvik" noget bedre på alliker end "fuld". De hører jo til kragefuglene, som er yderst intelligente fugle. Denne her sad tæt på os, da vi for nylig drak kaffe på Ingerslevs Plads og virkede ikke det mindste bange for os. Jeg tror godt, den kunne blive lidt tam.

For det andet skulle det ifølge diverse ordbøger nok være "fuld som en alk" i stedet for allike. Alken er vældig god til at flyve og dykke, men den skulle have en noget vraltende gang - derfor.

Endelig er alliken "min" fugl, og det der med at drikke sig fuld er en disciplin, jeg ikke har udøvet i årevis.

Når alliken er min fugl, er det, fordi mit efternavn - Kaae - er det samme som det gamle danske navn for allike, nemlig kaa - sandsynligvis udtalt med å - hvilket formodentlig er en lydefterligning af en af allikens lyde. Hvornår og hvordan slægten er blevet opkaldt efter fuglen ved jeg ikke, men der har nok været en eller anden megetsnakkende forfar med noget hæs stemme, der som den første fik tilnavnet kaa. Jeg ved heller ikke, hvor det stumme -e i slægtsnavnet kommer fra.

Betegnelsen allike kommer som så meget andet i det danske sprog fra tysk, men på norsk hedder fuglen kaie, ret tæt på kaa og måske endnu tættere på kaae.

...rillike rallike rø!

Høst

Vi høster ikke meget i vores have. Bortset fra krydderurter kun lavendler, som i modsætning til krydderurterne skal høstes på et ret præcist tidspunkt. 

Og der er kommet friske lavendler i den lille Lyngby-vase på badeværelset.

En uge i Nr. Vorupør

Den lange mole har haft meget stor
betydning for Nr. Vorupør.
Her er den fotograferet en tidlig morgen,
hvor kun jeg og en enlig måge var til stede
på molen. De andre måger var til krabbefest
på stranden. 

Da vi var i Vorupør for 2 år siden, syntes vi, det var en by med meget liv i. Der var ikke helt så livligt i år. Måske var det på grund af corona-eftervirkninger, måske er det svært at få personale, måske er grunden en hel anden eller en kombination.

Fakta var, at der var flere steder, der helt havde drejet nøglen om, andre åbnede først ved skoleferiens start, og flere havde kun åbent i weekenden. Men så måtte jeg bare gå mine morgenture uden absolut at få kaffe på turen. For resten kunne man få kaffe hos den i øvrigt udmærkede bager, men ikke nogen steder ved vandet.

Jeg gik nu alligevel mine ture. Mest i rigtig flot vejr, men en enkelt morgen var der havgus. Da kunne jeg ikke se spidsen af molen

...og på det klassiske turistfoto af fiskerbådene kan man dårligt se havet

I selve byen er der en del fine huse, som jeg nød at kigge på. De blev bygget i første halvdel af 1900-tallet, da fiskerbefolkningen fik råd til bedre huse. Mange er hvidmalede, og en del er tydeligvis præget af Bedre Byggeskik

Bag mange af husene er der mindre udhuse og redskabsskure, og her er der ikke så friseret

Man er glade for fugle i Vorupør, i hvert fald hvis man skal dømme efter antallet af redekasser og foderhuse. På denne matrikel er der mindst tre:

Det rød/hvide er en miniudgave af bagfyret

Også kirken har dannet model for fuglehuse, men dem glemte jeg at tage billeder af. 

Kirken er en korskirke bygget omkring år 1900. Umiddelbart ser den ikke ud af så meget, men indvendig er den meget smuk.

Den er for nylig blevet totalrenoveret - den var voldsomt skadet af saltindtrængen. I den forbindelse blev den lokale kunstner Bjørn Søndergaard spurgt, om han ville farvesætte og også lave nogle udsmykninger. Det ville han heldigvis, resultatet er overordentlig vellykket. 

Det er farverne i naturen omkring Vorupør, han har anvendt - himlen, sandet, solen, marehalmen. 

I nogle nicher i kirkevæggen ses en af udsmykningerne, de fire evangelister. De skulle alle kunne identificeres, og på billedet er det i hvert fald Lukas til venstre.

Bortset fra is spiste vi kun en enkelt gang i Vorupør. Det var på Café Break, som er et af de steder, der uden for sæsonen (=skolernes ferie), kun havde åbent i weekenden. Den er noget så eksotisk som både vegetarisk og økologisk, hvilket passede os fint, og både kaffe og mad var anbefalelsesværdig, men på grund af åbningstiderne måtte vi nøjes med et enkelt besøg.

Med hensyn til is prøvede vi både Kastberg og Ice Bakers, der på trods af det engelske navn er et lokalt Thy foretagende. Vi behøvede desværre ikke at smage deres is mere end én gang. Der er mange sjove smage, men isen virker meget tynd. Nok fordi den er totalt plantebaseret, men det må da kunne gøres bedre. Kastberg isen er derimod en af de bedste netop nu, synes jeg. De har nok puttet fløde i ;)

Smag for Thy

For en uge siden kom vi hjem efter en uge i Nr. Vorupør. Som mange andre landsdele er Thy stolt af og promoverer sig over for turisterne med områdets kulinariske særpræg. 

Vi købte lidt af Thy-smagen med hjem. På billedet står tranebærsyltetøj, stikkelsbærsirup købt på Aagaard, porsesnaps, hyldebærsyltetøj, jordbærbalsamico fra Vorupør-slagteren og forrest ramsløgsalt fra Stenbjerg Kro. Det lille glas var en "tak for besøget"-hilsen fra kroen. Syltetøjerne og snapsen blev købt på Stenbjerg Landingsplads, da vi havde været til fortællinger om Fisk og folk på landingspladsen. Det var for resten rigtig sjovt at være med til.

For os er det nu især smagen af frisk fisk, vi forbinder med Thy - ja, sådan set med hele vestkysten.

Som regel spiste vi frokost ude, så vi fik afprøvet forskellige steder. Da vi var der for to år siden, forsømte vi at spise på Stenbjerg Kro. Det nåede vi denne gang, og både mad og betjening var rigtig god. Vi vender gerne tilbage.

Det blev dog slået af Hanstholm Madbar, som Yrsa havde læst om inden vores ankomst. Vi havde alligevel planer om at skulle besøge fyret, som vi kun lige var forbi sidst, og madbaren ligger lige om hjørnet fra fyret.

Det er et meget venligt lille fyr, som er let at gå op i. Brede trapper og under 100 trin, men med en skøn udsigt til blandt andet den lille Hansted Kirke, som vi besøgte bagefter.

Fyret og bygningerne omkring fyret bliver brugt til kunstudstillinger. Da vi var der, var det udstillingen Q Vadis med værker af Misja Kristoffer Rasmussen. 

Den store fod stod uden for bygningerne og var udstillingens vartegn. Den mindede mig straks om Magrittes malerier af hule fødder eller støvler udformet som fødder.

Hvis man ser godt efter, kan man i øverste venstre hjørne se borde og bænke, som hører til områdets nyåbnede café med god kaffe, surdejsboller og andet godt. Kun Dorthe fik sig en kop kaffe, mens vi andre besteg fyret, men vi købte et brød med hjem, og det var i hvert fald pengene værd.

Tilbage til madbaren, som vi havde gemt appetitten til. Menuen stod for os alle på pandestegte rødspættefileter, men med lidt forskellig garniture. Og sikke nogle fileter, tykke, saftige og perfekt stegt. Det er godt nok noget andet end friturestegte.

Vi måtte tilbage endnu en gang. Kulmulen fristede, men den blev serveret med kartoffelsalat. Jeg forhørte mig, og heldigvis viste det sig, at der hverken var løg i salaten, eller at de stakkels nye kartofler var druknet i en tyk, hvid dressing. Ingen af delene er på min hitliste, men en olie/eddike dressing som her synes jeg kan være rigtig god til kartofler, som jeg i parentes er meget glad for.

Kulmulen blev bestilt, men forvandlede sig undervejs til havkat. Kulmule er godt, men havkat er nok endnu bedre. Især når den som her lige må være blevet hevet op af havet og derefter stegt til perfektion. Jeg tror aldrig, jeg har fået så lækker fisk før.

Jeg tager ikke mange billeder af mad, det visuelle er jo alligevel kun en lille del af madens karakter, men jeg tog et billede af et krus kaffe for at identificere kruset.

Det var så lækkert at holde på, at jeg absolut måtte finde ud af, hvem der havde produceret det. Det viste sig, at det sælges gennem et firma i pakker med 6 eller mere til kantiner etc., og så mange krus mangler jeg altså ikke.

Undervejs i min søgning så jeg imidlertid noget om Vandkantshuset - også i Hanstholm - og der kunne vi da godt lige kigge ind. Normalt lader jeg mig ikke friste af kunsthåndværk, men det gjorde jeg denne gang, og det gjorde vi for resten alle fire. Jeg fik både nye øreringe og to søpindsvin, et af keramik og et af bronce, det sidste lavet af en kunsthåndværker fra Nr. Vorupør, hvilket selvfølgelig er en ekstra charme.

Da de i Vandkantshuset hørte, at vi havde spist på madbaren, sagde de, at så havde vi vel fået kulmule. Den er nok både berømt og berømmet, lyder det til.

Fra madbaren har man udsigt over Hanstholms travle havn. Jeg kan egentlig bedre lide at kigge på fiskeri- og industrihavne end lystbådehavne. På billedet er det to britiske fiskefartøjer på vej ud af havnen. Jeg undersøgte deres kendingsbogstaver, og de kom fra Whitby, så nu ved jeg, at der er noget, der hedder Whitby, og også hvor det ligger.

Prøvet og uprøvet

Pinsecamping er en aktivitet, vi har deltaget i sammen med Dorthes familie i mange år. Det er alt andet end uprøvet. Det samme gjaldt årets destination, Øster Hurup; det var fjerde gang, vi var der.

Første gang, som er nogle år siden, syntes vi, at det var det rene Klondyke, men der er blevet lidt mere svung over stedet de senere år med lidt andet end isbarer, pizzeriaer og lignende.

Ved den lille havn er der kommet et fint miljø, meget velegnet til at hænge ud på, og helt ny var denne fisketotem:

Den kunne vi godt lide, og jeg blev ekstra glad, da jeg så, at den er lavet af Bjørn Kromann Andersen. Ham ejer jeg nemlig selv en lille skulptur af, og der er samme finurlighed over totempælen som over min hare.

I sidste uge prøvede vi så noget nyt. Vi var nemlig på sommerhøjskole af den slags, hvor man sover hjemme.

Emnet var den nye tid og det nye menneske, altså tiden omkring 1. verdenskrig. En interessant tid, som, blev det klart i ugens løb, har mange paralleller til vores tid. 

Hver dag hørte vi to fordrag af et par timers længde, og heldigvis næsten udelukkende med gode foredragsholdere, der både var vidende og gode til at formidle deres viden. 

Bortset fra onsdag, for da var vi på en heldags busudflugt. Programmet var Nolde-Museet i Seebüll lige syd for grænsen, derefter frokost på Schackenborg Slotskro i Møgeltønder og til sidst besøg på udstillingen Stoppesteder på Tønder Kunstmuseum.

Vi har været på Nolde Museet mindst én gang før for en del år siden, men værkerne er blevet nyophængt. Det ændrede imidlertid ikke på, at Nolde ikke er min yndling blandt de tyske ekspressionister, som jeg ellers er vældig glad for. Det er ikke, fordi han var nazist, selv om det er vanskeligt helt at se bort fra, men jeg tror, jeg mangler lidt kant i hans værker. 

Til gengæld var der frøer i dammen i haven, og de var rigtig højlydte. Dorthe lavede en lille lydoptagelse og ved hjælp af den mener vi at have identificeret frøerne som grønne frøer. De var unægtelig også grønne:

Vi brugte lang tid på at kigge på frøerne og lytte til deres ihærdige kvækken.

Faktisk brugte jeg også en del tid på vej tilbage til bussen på at betragte disse fem unge herrer, som næsten lige så ihærdigt betragtede de forbipasserende museumsgæster. Jeg tror, de blev trætte af det gensidige kiggeri før mig.

Efter en glimrende frokost på Schackenborg Slotskro (måske et mål for en af de små miniferier?) kom vi så til Tønder Kunstmuseum.

Der har vi været rigtig mange gange før, første gang i 2010. Det må være et af favorit kunstmuseerne. Denne gang var den aktuelle udstilling af museets egne værker, og det passede os godt. Når der er særudstillinger, der som regel er det, vi kører efter, ser man tit ikke så mange værker fra museets egen samling, og det har vi somme tider savnet.

Denne gang blev det til gensyn med både Kain Tapper, Kehnet Nielsen og Ingelise Westman. 

Graner af Ingelise Westman, 2009

Hende ejer jeg for resten også et værk af. 

Sommerhøjskolen kunne godt blive en tilbagevendende begivenhed. Spændende, hvad næste års emne bliver, og hvornår det bliver.

Et land i grønt og gult

Når majvejret er, som det er nu, så er maj simpelthen det bedste tidspunkt på året. Man bør huske at nyde det! 

Det gjorde vi i lørdags, hvor vi kørte en tur til Djursland. Rapsmarkerne var så flotte, som de kan blive. 

Her havde vi, som det ses på billedet, raps til begge sider af vejen.
Duften var stærk og sød, jeg kan genkalde den, når jeg ser på billedet.

Vi kom selvfølgelig også igennem mange nyudsprungne bøgeskove:

Danmark er i sandhed et land i grønt og gult netop nu:

Den blå himmel og det blå hav sætter det hele i perspektiv.

Vi tror ikke, at vi før har været ved Fornæs Fyr, som faktisk ligger på Jyllands østligste punkt. Det fik vi rådet bod på i går. I sensommeren sidste år fik vi Sletterhage Fyr i "samlingen", nu er Fornæs også med.

Fyret er fra 1892 og er opført i bornholmsk granit. Et flot fyr med sine 27 meters højde og et smukt sted i det hele taget. Og så var der også dyr:

Første miniferie i 2023

Et par af de sidste dage i april havde vi bestilt et ophold på Hjerting Badehotel. Ikke nogen deal eller noget, bare fordi jeg længe har ønsket at komme til netop dette badehotel.

For mange år siden, da jeg var 16, arbejdede jeg en sommer på er cafeteria i Esbjerg. Det var en dejlig sommer. Jeg kunne godt lide Esbjerg. Den var meget anderledes end min hjemby Viborg, meget mere ligetil og usnobbet. Det er en efterrationalisering, at det var derfor, jeg følte mig så godt tilpas, dengang var jeg ikke så klartskuende. Jeg nød bare den sommer helt vildt. Var for resten også forelsket, og ikke bare i Esbjerg. Det gjorde jo nok også sin del.

Når jeg havde fri, cyklede jeg meget rundt i omegnen og kom selvfølgelig også til Hjerting. Selv om man på det tidspunkt ikke kunne bade i Ho Bugt, var badehotellet der, og faktisk har jeg siden da ønsket at overnatte der bare et par nætter. Det ønske gik i opfyldelse nu.

Vi havde planlagt at tage omkring Vejen Kunstmuseum på vej dertil. Der er netop nu en stor udstilling med Ejnar Nielsens kunst, som vi havde fået en anbefaling af (tak, Elsebet L!). Jeg kendte godt Ejnar Nielsen, også kaldet Gjern-maleren, i forvejen, men jeg var slet ikke klar over, hvor bredt hans kunst spændte. Det fandt jeg så ud af nu. 

En meget anbefalelsesværdig udstilling! Fint kurateret og rundvisningen, som vi var så heldige at komme med på, var også god og interessant.

På dette selvportræt fra 1899 ses i rummet bag maleren to af hans malerier.
Til højre er det det meget kendte "Den syge Pige" fra 1896, til venstre "Og i hans Øjne så jeg Døden" fra 1897. Begge disse bor til dagligt på Statens Museum for Kunst, men de var udlånt til Vejen Kunstmuseum.

Vejen har ud over kunstmuseet endnu en attraktion, nemlig Byens Brød & Café. Der spiste vi supergode frokost-sandwiches. Kagerne så godt ud, men dem sprang vi over. Nogle af dem var enorme, onsdagssneglen havde samme størrelse som en middagstallerken, men vi skulle gemme appetit til middagstallerknerne på hotellet om aftenen.

På andendagen ville vi til Rømø, hvis det blev godt vejr, og det gjorde det heldigvis. Vi havde de sædvanlige programpunkter: Vi ville se lam, vi ville se gæs og også gerne andre fugle, og vi ville drikke kaffe og spise kager på Hattesgård. 

Det gik ikke helt efter planen, for fuglene glimrede ved deres fravær. Får og lam var der en del af, og vi så også både bæltedyr - altså kvæg, muligvis Galloway, med hvidt bælte om maven, og heste og det sødeste lille føl. Og på Hattesgård fik jeg den bedste kage, jeg nogen sinde har fået. Det siger jeg vist nok hver gang ;)

Vi kørte til min yndlingssluse, Ballum Sluse, og så fik vi ellers set gæs. Enorme flokke af gæs, som en tilstedeværende ornitolog med kæmpekikkert sagde, var bramgæs. De lavede flyveopvisning, mange landede på vandet og, opdagede vi senere, også på nogle af markerne i nærheden af slusen. 

Inden da havde vi også set en gåsefamilie ude i slusen. Mor, far og 5 gæslinger. 

Ornitologen identificerede den lille familie som grågæs

Vores hovedformål med den lille ferie var faktisk et besøg på det nye museum Flugt i Oksbøl. Altså tog vi på Flugt på vejen hjem - og det var beklageligvis en stor skuffelse.

Det hører under Vardemuseerne, og de er helt vilde med audioguides. Vi har oplevet dem både på Tirpitz og på Nymindegab Museum. Jeg er ikke vild med audioguides, jeg vil også gerne kommunikere med dem, jeg er af sted sammen med, i stedet for at være helt optaget af, hvad der bliver sagt i hovedtelefonerne. Jeg kan dog godt se, at de kan være en udmærket tilføjelse til de udstillede genstande og plancher. På Flugt har det taget overhånd. Man er totalt afhængig af det, man får at vide i hovedtelefonerne. 

Jeg havde flere kritikpunkter. Måske er museet mest for børn. Alle besøgende var godt nok nærmest i pensionsalderen, men det kan jo være anderledes på andre tidspunkter. Den nye afdeling, som beskæftiger sig med mennesker på flugt i almindelighed, var ret patroniserende, og i afdelingen om de tyske flygtninge i Oksbøl var informationsniveauet simpelthen for lavt. Jeg kender nok mere end de fleste til de tyske flygtninges vilkår i Danmark efter 2 verdenskrig, simpelthen fordi emnet har interesseret mig i en del år, men jeg fik kun én eneste ting at vide, som jeg ikke vidste i forvejen. Det er sølle!

Museet ligger, hvor Oksbøl flygtningelejren lå i sin tid, og det består af den gamle hospitalsbygning og af en ny bygning tegnet af af Bjarke Ingels Group. Meningen er, at fortid og nutid skal smelte sammen. Det ved jeg ikke rigtig, om det sker, men den nye bygning ser sådan set meget fin ud, men også meget standard-2020erne-museumsagtig. 

Bevæbnet med sin audioguide kan man også gå ud i området og høre en stemme fortælle om, hvordan der var i lejren. Desværre er det tydeligvis en amatør, der har indtalt. Jeg kunne i hvert fald ikke holde ud at høre på hende ret længe. Desuden syntes jeg, at teksten var ret tendentiøs. De havde det jo godt i lejren, forlød det. Det var et meget rosenrødt billede, som jeg ikke tror på.

Det mest spændende var, at man blev klar over, hvor stor lejren og området var. Da der var flest, boede der omkring 35000 personer, så naturligvis skal der noget plads til. Det syntes jeg, at jeg fik et godt indtryk af.

Jeg undrer mig over, om de besøgende vil komme igen, for så vidt jeg kunne se, var der ikke plads til skiftende udstillinger, og man kunne sagtens overkomme det hele på nogle timer. Selv om man måske havde syntes godt om museet (der til min overraskelse har fået fine anmeldelser), ville der egentlig ikke være nogen grund til at gentage besøget. Det må fremtiden vise.

Vores dag var dog ikke spildt. Efter hotellets glimrende morgenmad gik vi op til Hjerting Kirke, en moderne kirke tegnet af Alan Havsteen-Mikkelsen. Det mest spændende var kirkens indre, hvor arkitekturen er meget smuk, og hvor Robert Jacobsen har skabt dekorationen. 

Jesus går på vandet, en del af alterudsmykningen.
De to figurer i siderne er fiskere. Til venstre er det apostlen Peter, til højre en fisker fra Hjerting. Robert Jacobsen var meget bevidst om, at Hjerting er et gammelt fiskerleje.

Vi kan godt anbefale Hjerting Badehotel, der har en naturlig ro og charme. Maden var også god det meste af tiden, men der var en enkelt smutter på andendagen, hvor kødet var nærmest uspiseligt. Og det var altså ikke, fordi vi havde forædt os i kager på Rømø. Foreløbig er det kommet på listen over de steder, vi gerne vil vende tilbage til. I modsætning til Flugt museet.

Dyr og planter i påsken

Tak til vejrguderne for det dejlige vejr i påsken! 

Vi var i Den Gamle By for at spise frokost, købe vaniljekranse og for at se, om gæssene var der - og det var de til min udelte fornøjelse. Jeg tror ikke, det er de samme, som vi har set før, men der var som sædvanligt én hvid og to, der også havde farver på. Sådan skal det åbenbart være.

En anden dag var vi i Dyrehaven. På vejen dertil så vi årets første anemone:

Der var ikke mange, men om et par dage er skovbunden nok dækket af dem. På Fyn og Sjælland har de sikkert været fremme et stykke tid, og de er også fremme i vores egen have, men i Marselisborg skovene skulle man se godt efter for at få øje på dem.

Dyrene i dyrehaven var det ikke svært at få øje på, der var rigtig mange. Her er det nogle af eleverne i ungdomsskolen. De holdt sammen i et par store flokke. Andre steder var der voksne hanner og et tredje sted voksne hunner.

Der var også mange mennesker i Dyrehaven, og dyrene var tydeligvis blevet godt fodret i mange dage. Gulerødder havde ikke megen interesse, æbler kunne gå, og kastanjer var åbenbart en lækkerbisken, men lidt svære at tygge. 

Det sjoveste, vi så, var dog en stor flok frøer i et af de lave vandhuller. 

De kvækkede og fartede rundt i vandet, og der var godt gang i æglægningen. Jeg er ikke helt sikker på, hvilken slags frøer, det er. Den grønne eller den butsnudede?

I et af de andre vandhuller var der troldænder. To par, men altså kun det ene på billedet:

Troldanden er sådan en nydelig and. Mon ikke også der kommer ællinger? Det må vi huske at få kigget efter til sommer.

En hjælpende hånd

Jeg har fået en ekstra hånd - permanent:

Det er en hånd, der engang har siddet på en vinduesmannequin. Jeg så den i en loppefundsforretning og syntes, at den kunne da vist bruges til fotografering af de utallige pulsvarmere, jeg nørkler frem.

Og jo, det kunne den, som det ses. Der bliver sikkert rig lejjlighed til at eksperimentere med vinkler, neglelak og måske andet.

Pulsvarmerne på billedet er strikket af Semilla Extra Fino fra BC Garn og Seidenhase Pure Lace, et angoragarn, hvor fibrene stammer fra kaniner, der er blevet ordentligt behandlet. Et af de garner, jeg købte i Hamborg for 7 år siden. 
Jeg har ikke brugt nogen opskrift.

Svingende elspriser

Siden nytår har vi været tilmeldt spotpriser på el, og det er blevet lidt en sport for mig at følge med i elpriserne.

For et par dage siden så priserne sådan ud:

Det er alligevel første gang, jeg har set en negativ pris. Jeg ved godt, at man ikke ligefrem får penge tilbage ved at bruge strøm i det pågældende tidsrum, for der er også transportudgifter og afgifter, men jeg syntes alligevel, det var sjovt med den negative pris.

I almindelighed er det ikke prisen som sådan, der interesserer mig, men det interesserer mig at bruge strømmen, når den er mest grøn, og det kan man jo se på prisen.

Ny strikkeopskrift

 

Langt om længe har jeg fået udgivet opskriften på denne babyvest, som jeg har kaldt Obaldo, på Ravelry.

Faktisk strikkede jeg de første eksemplarer for over 2 år siden. Jeg har "strikket korrektur" på både den danske og den engelske udgave adskillige gange, og Annett har også strikket efter den danske. Jeg håber, de er fejlfri, men det er jo en kendt sag, at man let bliver blind for egne fejl. 

På billedet ses et eksemplar strikket i Pure Silk fra Knitting for Olive, men jeg har også strikket i uld, bomuld og diverse blandinger. Egentlig synes jeg, uld/bomuld blandinger er noget af det bedste til babyer.

Opskriften ligger kvit og frit tilgængelig på Ravelry lige her. Hvis der er nogen, der vil prøvestrikke uden at gå på Ravelry, kan jeg nok finde ud af at sende en PDF-fil. 

Jeg havde egentlig ikke planlagt at skulle skrive flere opskrifter - det er der nok andre, der gør, men jeg har lige fået en ide til et par pulsvarmere, så måske kommer der en ny opskrift fra min hånd i 2025 .)

Garnmesse i Vejle

I lørdags var vi sammen med Annett til årets anden garnmesse.

Det foregik i Spinderihallerne i Vejle - et dejligt sted. Jeg har jo en svaghed for gamle industribygninger, og jeg elsker, når de ikke bare bliver jævnet med jorden, men bliver brugt til noget fornuftigt.

På billedet er det kedelbygningen med tre formodede og - ser det ud til - forventningsfulde garnentusiaster på vej til de forjættede udstillingshaller.

Jeg har siden jul fået registreret en del af det garn, der af uforklarlige årsager ikke var blevet registreret, da jeg købte det. Faktisk troede jeg, at jeg var blevet færdig, men så opdagede jeg endnu en flyttekasse fyldt med garn. SUK!

Det er jo så moderne at lide af en eller anden form for skam, og jeg tror, jeg lider af garnskam. Hvorfor har jeg dog i tidens løb købt alt det garn uden at have nogen ide om, hvad det skal bruges til? I parantes bemærket synes jeg, skam er en ubrugelig følelse; det er bare en dårlig undskyldning, hvis man ikke også gør noget ved årsagen til, at man skammer sig. Dermed ikke være sagt, at jeg ved, hvad jeg skal gøre ved garnbunkerne. Men jeg skulle i hvert fald ikke have mere samlet til huse.

Der var såmænd fristelser nok. Det var Fiberfolk, der havde arrangeret, og faktisk var messen lidt anderledes end de fleste andre messer. Der var ingen Gepard, Sandnes eller BC Garn, det var virkelig folk, der selv havde haft fingrene i (farve)suppen, der havde standene.

Det betød så også, at det mestendels var håndfarvet garn, men der er begyndt at komme andre fibre end bare merino og mohair på banen. Det mindede mig lidt om den Wollfest, vi var til i Hamborg for 7 år siden. 

Der var også mange udstillere, jeg ikke kendte, og en del af dem havde minsandten deres eget særpræg. Mange af dem designer også deres egne opskrifter, og det var rigtig dejligt at se nogle modeller, man ikke kendte i forvejen.

Både Annett, som også har oparbejdet et større garnlager, og jeg undlod nye garnkøb. Dorthe strikker på tykkere pinde, end vi gør, så det går hurtigere, og hendes lager er absolut overskueligt, så hun kunne godt tillade sig at købe nyt. Blandt andet købte hun af de fine blå farver fra Knitgaard, en af de udstillere, vi ikke tidligere har stiftet bekendtskab med.

Til gengæld købte jeg en opskrift, en helt skøn projektpose fra Deadly Daisies (jeg har adskillige, men jeg skal jo også have adskillige projekter i gang med henblik på at blive min garnskam kvit) og en ny garntrisse. 

Den allerbedste stand købte jeg ikke noget fra. Det var Fine Detail med de skønneste håndlavede glasknapper. 

Jeg er helt pjattet med de knapper, og jeg skal have nogen af dem på et eller andet tidspunkt. Men helst, når jeg ved, hvad de skal bruges til, for jeg har altså også mange knapper i lageret.

Måske har jeg noget parat til knapper, når Fiberfolk om et års tid forhåbentlig arrangerer en ny messe i Vejle. Vi skal i hvert fald nok være der, og det er glasknapperne forhåbentlig også. Hvis jeg kan vente så længe...

I sidste øjeblik

Med stor sandsynlighed kommer jeg ikke til Bornholm mere i mit liv, og dermed bliver det heller ikke til flere besøg på Oluf Høst Museet.

Jeg er meget glad for Oluf Høsts kunst, så det er om at benytte sig af det, når der er større Høst-udstillinger andre steder i landet, og det var der denne vinter på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.

Kerteminde er ikke lige om hjørnet for os, men det er i hvert fald tættere på end Gudhjem. Jeg opdagede ret sent, at udstillingen var der, og vi havde også andet på programmet, men vi nåede at komme af sted, og det var godt.

Det var nemlig en stor, fin udstilling med mange af Høsts malerier præsenteret i museets store lyse rum. Ikke noget med malede vægge i diverse farver, der har det med at konkurrere med kunsten om opmærksomheden. Egentlig tror jeg, malerierne blev præsenteret bedre i Kerteminde end på Høst Museet, hvor de, så vidt jeg husker, hænger lidt trangt.

"Nyfalden sne", 1936
Jeg er ret betaget af vinterbilleder.
Det her fra Bognemark er ingen undtagelse.

Det var for resten ikke kun lån fra Høst Museet og Bornholms Kunstmuseum, men også fra private, så der var også noget, jeg aldrig havde set før. Og der var også en større samling af Høsts breve med små tegninger sendt til venner og familie.

Detalje fra "Katte på Bognemark" fra 1953

Udstillingen var efter min mening perfekt kurateret. Der var lige præcis så megen tekst, som man havde brug for, og den var dejlig fri for belæring.

Det gjaldt også, når det drejede sig om omtalen af sønnen, Ole Høst, der også var kunstmaler, men meldte sig til Frikorps Danmark og faldt på østfronten i 1943. Oluf Høst kom sig aldrig over sønnens død og sikkert også hans politiske overbevisning. På nogle af malerierne efter 1943 har han signeret med både sin egen og sønnens signatur.

Som altid, når en udstilling nærmer sig sin slutning, var der mange besøgende, men vi kunne nu sagtens være der.

Værre var det i museets café, Kaffehuset, men vi var heldige og fik bord til en sen frokost. Den var på det ordinære plan, og i det hele taget kunne Kaffehuset godt stramme lidt op. Men der var hyggeligt, og allermest hyggeligt var det, at hønsene, der residerede i haven, kom forbi vinduerne og kiggede ind.

Skilteforvirring

For et par måneder siden åbnede en ny Netto, som faktisk er vores nærmeste dagligvarebutik. Vores nærmeste Netto lå indtil da et par kilometer væk, og der, hvor den nye butik ligger, var der indtil da heller ikke andre butikker.

Jeg handler der af og til, når jeg ikke skal have så meget, for så behøver jeg ikke have bilen med, men kan gå. På vejen kommer jeg forbi en del skilte om netop Netto. Det første ser sådan ud:

Øh, åbner??? De er godt nok i god tid med skiltet, hvis vi skal vente 10 måneder på Nettos lyksaligheder. Men ok, det drejer sig jo nok om den Netto, der allerede er åbnet - det er bare klodset skrevet.

Efter bare 100-200 meter dukker det næste skilt op på noget jord, der nu er en byggeplads, men som tidligere var et grønt område med træer og buske (det gælder for resten hele skilteskovsarealet):

"Din Netto er midlertidig lukket, fordi vi bygger om og laver en endnu bedre Netto til dig" står der på skiltet. Aha! Men den Netto, vi har, er kun et par måneder gammel. Kunne de ikke have lavet den "endnu bedre" med det samme. Og for resten er den aldeles ikke lukket.

Jeg går 100 meter mere og kommer til næste skilt:

Nå, det bliver ligefrem fremtidens Netto, vi får.

Efter endnu et par hundrede meter kommer jeg til den et par måneder gamle Netto. Den er altså i høj grad åben, men den ligner da vist de fleste andre Netto'er, så kan det virkelig være den, der er fremtidens Netto?

Eller hvad? Jeg tror, at alle skiltene drejer sig om netop denne Netto, men jeg er ærlig talt lidt i tvivl. Er den mon bare en midlertidig løsning for alle os, der før har haft lidt længere vej til den åbenbart yderst attraktive indkøbsmulighed? Næppe.

De, der laver skiltene, er tydeligvis ikke de skarpeste hjerner. Hvor ville det være dejligt med mere præcision. Og oprydning. Men én ros skal skiltene dog have: Der er vist ikke en eneste stavefejl.