Gule blomster i vores have

Gule blomster er generelt ikke velkomne i vores have. I den "rigtige" have er farverne holdt i blå og - fordi der faktisk ikke findes så mange rent blå blomster - lilla nuancer.

I forhaven primært pink og orange, men der har sneget sig nogle styrvolter ind som lilla akelejer, som jeg ikke kan nænne at fjerne.

Men de gule blomster vil øjensynligt også gerne være med. Jeg har opgivet at udrydde erantiserne i det tidlige forår, og jeg er selvfølgelig også glad for at se de små forårsbebudere.

De forstyrrer heller ikke billedet, for der er alligevel ikke andet end vintergækker, som heller ikke burde være der, på det tidspunkt af året.

Mælkebøtterne, der uvægerligt viser sig samtidig med blandt andet de blå anemoner, bliver naturligvis fjernet med hård hånd, hvilket de selvfølgelig er bedøvende ligeglade med. De kommer da bare igen.

De sidste par år har vi også haft gule anemoner i forhaven:

De har sneget sig under hegnet fra vores nabo, og jeg er så glad for anemoner i alle farver, at de mod alle principper får lov at blive der. Der er da også stadig nogle hvide, Bitsjkas anemoner, importeret fra sommerhuset i Fjellerup.

Kort tid efter de gule anemoner optræder der også gule valmuer mellem de orange:

Jeg tror ikke, valmuerne er farvefaste. I hvert fald dukker der gule op hvert eneste år, selv om jeg forsøger at holde dem nede.

I forhaven dukker der af og til en lille, men umiskendeligt gul, blomst op på nogle ret høje stængler mellem de lyserøde og pink storkenæb. Jeg tror, det må være svaleurt. Navnet er så nydeligt, men desuagtet bliver blomsterne fjernet. Jeg fik dem ikke fotograferet, inden de blev rykket op, men der bliver garanteret en ny lejlighed.

I den rigtige have kæmper jeg en ulige kamp med surkløver. Jeg kan ikke helt få bugt med dem, men trøster mig med, at blomsterne heldigvis er meget små.

Det var så bare de gule blomster i vores forbudt-for-gul have, jeg lige kan komme i tanke om.

En kat på vejen

 

Denne kat var totalt uinteresseret i  mig

Der var andet, der var mere spændende. Noget, der puslede i buskadset. En solsort?

og  væk var den...

Weekendtravlt

Hvorfor kan folk ikke lære at tjekke i kalenderen, om der er garnstafet, inden de planlægger deres aktiviteter? spurgte Annett.

Der var nemlig garnstafet i Århus sidste weekend, og eftersom den har været coronaaflyst i to år, var det noget, vi så frem til.

Men Annetts bilklub havde arrangeret en tur, som hun naturligvis gerne ville med til, og vi blev inviteret til svendegilde, og det ville vi også gerne med til. Heldigvis foregik begge dele lørdag, så vi besluttede at nøjes med garnstafetten om søndagen.

Svendegildet forløb fint og blev fejret med blandt andet flere kagekoner.

Søndag var vi i gang fra morgenstunden, og vi nåede faktisk alle de 10 butikker, der var med i arrangementet.

Hverken Annett eller jeg skulle egentlig have nyt garn, men Dorthe skulle, for hun mangler altid garn, og vi ville alle tre gerne se, hvad der rører sig i strikkeverdenen. Faktisk rører der sig ikke så meget lige nu. Det mest påfaldende var PetiteKnits Ingrid-sweater, der var strikket op i mange af butikkerne, og som vi også så på adskillige andre deltagere. Den er fin, men det var lige ved, at vi blev trætte af den.

Selvfølgelig fik jeg alligevel købt lidt garn. Permins Scarlet, fordi den har en sammensætning, jeg selv kan gå med. Indtil nu har jeg kun brugt den til børnetøj, men jeg vil prøve at lave noget til mig selv. Jeg havde allerede en del i lageret, og nu har jeg endnu mere.

Så købte Annett og jeg også to store nøgler babystøvlegarn til deling. Det er lidt cashmere i, så det bliver en luksusudgave. Jeg starter med det blå, Annett med den anden farve, og så bytter vi, når vi er ca. halvvejs. Det var det hele for mit vedkommende. Jeg holdt mig pænt i skindet, men der var faktisk ikke så meget, der fristede. 

Den sparsomme tid gik lidt ud over hyggen. En del af garnstafetten er at sidde sammen med andre strikkeentusiaster, snakke og strikke et par pinde. Og at drikke kaffe, mens man hviler fødderne. Det måtte vi give lidt køb på i år, men forhåbentlig kommer der garnstafet igen næste år, og der får vi måske bedre tid.

Dagens blomst

 

...mødte jeg ved et busstoppested på Ringvejen i Århus.

Det er - tror jeg i hvert fald - en art af kulsukker. Hvilken ved jeg ikke, men sød er den.

Tilbage mod normalen

Når det drejer sig om kunstudstillinger, er vi vist tilbage til normaltid fra før coronaen. Vi opdagede, at Silkeborg Bad har åbnet en udstilling af værker af Anders Moseholm. Ham kan vi godt lide, og vi tog straks af sted.

Det var altsammen værker fra 2021, og Anders Moseholm må være en flittig mand, for der var rigtig mange værker. Det var også varierede værker, men det var dog tydeligt for enhver, at naturen er begyndt at spille en stor rolle i Moseholms kunst.

I eksemplet her er der både storby, som gennem mange år har været et elsket motiv for Anders Moseholm, og natur. Hvis man ikke selv skulle få den tanke, at det er naturen, der er ved at generobre kulturlandskabet, så hjælper titlen "Invert invasive" på vej.

Der er så dejligt på Silkeborg Bad:

Vores udsigt fra den store sal var næsten en kommentar til udstillingen. Den smukke natur suppleret af flyenes kondensstriber på himlen.

I parken så vi et duetræ:

Sådan et kan jeg ikke huske at have set før, i hvert fald ikke i blomst, men det er jo tydeligt, hvorfor det hedder som det hedder.

Kommentar til duetræet fra udstillingen: The Chorus.

Ikke mindst (gen)så vi Pontus Kjerrmans skulptur: 

Bortset fra kunstudstillinger og lidt andet er vi stadig forsigtige på grund af coronaen. Især for senfølgerne - Long Covid som det kaldes i udlandet, hvor man synes at tage det mere seriøst end her i landet. 

For eksempel har vi skippet symfonikoncerterne. Vi kan simpelthen ikke lide store og/eller tætte menneskemængder, og vi synes, der bliver taget forbløffende lidt hensyn. Det gider vi ikke, men ad åre...

Hør den lille stær

I lørdags var vi på en arrangeret tur for at høre fuglestemmer og for at lære dem at kende. Det var ikke helt vellykket. Turlederen var af den slags, der går forrest og snakker fremad, så det kun var de højst 5 nærmeste, der kunne høre, hvad han sagde.

Vi hørte dog mange forskellige fugle, men om jeg kan kende dem igen, er et åbent spørgsmål.

Størst chance er der med munken. Dem hørte vi mange af, og vi så den også. Desuden er sangen lidt anderledes end mange af de andre sangfugles. 

Vi hørte ikke stæren på turen, og vi hørte den heller ikke, da vi var i Gram, men vi så nogle stykker meget tæt på. De havde så travlt med at fouragere, at der ikke var tid til at synge.

På det her eksemplar ser man tydeligt alle "maskerne:

Det er vel ikke så underligt, at jeg kalder den en strikkefugl

Den her viser sit meget flot metalskær:

Stæren er en af mine yndlingsfugle. Jeg har godt nok temmelig mange yndlingsfugle, men stæren er en af dem. Fordi den er så flot, fordi vi altid ser mange stære, når vi er på Fanø i det tidlige efterår, og fordi de laver sort sol.

Faktisk så vi en meget stor flok fugle, da vi kørte over dæmningen fra Rømø. Vi så flokken i ret lang tid mod nord, for langt væk til, at vi kunne se, hvilke fugle, det drejede sig om, men de fløj med de karakteristiske vendinger, fuldstændig som når man ser sort sol, så vi tror, det var stære.

Gram og omegn

Min blog fungerer lidt som dagbog og huskeliste for mig selv, men jeg tror nu ikke, jeg behøver hjælp til at huske, at vi gerne vil tilbage til Gram Slotskro.

Det var uprætentiøst, som vi godt kan lide det, men vores værelse var pænt stort og rent og med gode madrasser, hvilket er vigtigt i vores alder.

Vi var også tilfredse med beværtningen, spiste begge aftener på kroen. Den første middag var med i arrangementet. To retter, hvilket er passende for os, og vi slap helt for tungt kød. Den anden aften spiste vi a la carte, så vi kunne selv vælge at få forret - løgsuppe, som jeg elsker - og ost.

Kroen ligger et stenkast fra slottet, som er et rigtig nydeligt slot.

Vi gik flere ture i parken på grund af gæssene, som jeg tidligere har skrevet om, og derfor fik vi også set parkens vandkunst, Jagtscene af Torben Ebbesen. Der var ikke vand i endnu, men det sjoveste for os var alligevel alle dyrene, blandt andet dette væseldyr:

Det var ikke de eneste dyr, vi så den dag. Pelle Haleløs mødte vi på parkeringspladsen ved kroen:

I påsken så vi ikke et eneste lam, hvilket jeg var utilfreds med, så vi kørte til området omkring Ballum Sluse, hvor vi ved, der plejer at være lam. Og det var der! Masser af lam! Nogle af dem lå sammen med deres mødre og så enormt tilfredse ud, andre drønede rundt og legede:

Så kunne man jo også lige komme forbi yndlingsslusen. Vi havde ikke vores kikkerter med, og der var optaget på udsigtsbænkene, så vi blev ikke så længe og så hverken sæler eller specielt interessante fugle, men slusehuset så vi selvfølgelig, og det er ikke det mindst vigtige.

Vi var næsten en hel dag på Rømø, for ud over Havneby skulle vi unbedingt besøge Hattesgaard og nyde deres gode kager, som jeg flere gange før har bragt billeder af, blandt andet her. Derfor ingen kagebilleder denne gang, men derimod et af en lidt interimistisk bro lige i nærheden. Jeg forcerede den ikke!

På ankomstdagen nåede vi et par timer i Ribe, som altid er et besøg værd. Det gør altså noget ved en by, når den er helt flad, og der ikke er nogen højhuse. Og det passer jo heller ikke, for der er domkirken. Den kan man så få øje på, næsten ligegyldigt hvor man befinder sig. 

Hvis vi vender tilbage til slotskroen, kunne vi godt finde på at følge præcis det samme program.

Gårsdagens kat

 

Denne fine tabby gik tur i parken med sine mennesker. Tror jeg. Der gik i hvert fald en lille familie foran den, men den skulle da lige se, hvad jeg var for en.

Pludselig opdagede den, at den vist var kommet bagefter, og drønede af sted.

Det er langt fra den første kat, jeg har set gå tur med de tobenede. Emma, der boede her på vejen, gik altid med, når der blev gået tur med barnevognen, og senere gik hun til min udelte fornøjelse også tur med mig, når jeg passede hende. 

Tre dages gåsejagt - med kameraet

At det blev tre dage med gæs, vidste vi ikke, da vi bestilte to overnatninger på Gram Slotskro. Men det blev det til vores store fornøjelse, og dette indlæg er udelukkende illustreret med billeder af gæs. 

Allerede da vi den første sene eftermiddag gik en tur ved slottet hørte vi grågæssenes hilselyde - ergo måtte der være gæs i søen. Og det var der! Der kom flere ind i små flokke med flere glade velkomsthilsener til følge. Helt tæt på søen kunne vi da også se dem på vandet og ovre ved den anden søbred.

Næste morgen gik vi igen en tur ved søen, men det var mest søens svaner, vi så. Jeg tog et billede af noget, jeg troede var gæs på den modsatte side af søen, men da jeg fik kigget nærmere på billedet, viste det sig, at det også var svaner.

Ellers var Rømø på programmet den dag, blandt andet for at kigge efter fugle. 
Vi tog til Havneby, som vi kender så godt. Det var ebbe, og ude i mudderet gik nogle fugle, som ved hjælp af kikkert blev identificeret som knortegæs.

Vi gik lidt rundt, og igen så vi flokke i luften:

Vi holdt øje med, hvor de slog sig ned, og da vi kom nærmere, kunne vi se, at det også var knortegæs:

Knortegåsen er sådan en nydelig gås, synes jeg

På afrejsedagen var vi selvfølgelig igen i parken for at sige farvel til grågæs og svaner. Denne gang var der gæs lige ved vores udkigspost - og gæslinger! De blev straks beordret ud på vandet af de voksne. 

Der var to gåsepar med i alt seks gæslinger - ikke alle er med på billedet.

Efter hjemkomst fra Gram og granskning af mine billeder opdagede jeg, at der også havde været gæslinger på vandet den første aften:

Jeg tror ikke, det er de samme gæslinger. De her er da mindre? Der er selvfølgelig også halvandet døgn mellem billederne, og gæslinger vokser hurtigt, men så hurtigt?

En tur, hvor vi ser gæs alle dagene, er for os en succes, men også på andre måder havde vi en dejlig tur. Det vender jeg måske tilbage til.

Traditionel påske

Traditionelt hører kunstudstillinger og påske sammen. Vi har tit været på nogle større eller mindre udstillinger, og i år tog vi til Museum Jorn i Silkeborg for at se deres Penck-udstilling.

Penck hørte i begyndelsen af 80erne til de nye vilde tyske malere, som jeg har kunnet lide, siden jeg første gang stiftede bekendtskab med dem.

Jeg kan måske allerbedst lide Jörg Immendorff (af dem jeg kender, det var jo en stor gruppe, og jeg har langt fra stiftet bekendtskab med dem alle), men Penck er bestemt også god og spændende, og det er udstillingen i Silkeborg også.

Der bliver vist rigtig mange værker, ifølge de ledsagnede tekster også adskillige af Pencks hovedværker, så man kommer godt rundt i hans kunst. Værkerne var delt op tematisk, og for mig fungerede det glimrende.

En række selvportrætter fra omkring 1990.
Jeg kan især godt lide det øverste til venstre. Det hedder Analytisk Selvportræt (Rocker).

Et udsnit af et af de store hovedværker. Livets trædemølle? 

Jeg kan også vældig godt lide, at Jorn Museets vægge er hvide. Efter min mening bliver værkerne præsenteret på deres egne præmisser, når væggene er hvide. Det er en uskik (men i disse år en meget brugt uskik), at væggene absolut skal have en kulør, der på en eller anden måde kommenterer værkerne. Lad dem dog tale for sig selv!

Der var også en del skulpturer på udstillingen. Høje og store totempæle og i den anden ende af skalaen nogle små billedsten,  som jeg fandt meget charmerende.

Penck-udstillingen kan absolut anbefales, den kan ses nogle uger endnu.

P.S. På vejen til Silkeborg så vi årets første anemoner.

Altså, PostNord!

Vi har fået en ny postkasse og skulle derfor også have et nyt nej tak til reklamer mærkat.

Det blev bestilt uden problemer og ankom efter en rum tid. Det er jo, som det er, men den lille vejledning var ufrivilligt (tror jeg; jeg har ikke indtryk af, at PostNord er specielt humoristisk indstillet) morsom:

Tænk, at vi ligefrem har pligt til at sætte mærkatet op inden for en angivet tidsfrist - stort set samme tidsrum som det tog fra bestilling til modtagelse. Uha, uha! Hvad kunne der dog ikke ske os, hvis vi ikke fik det klistret på postkassen i tide? 

Konsekvenserne var, som det ses, dog ikke så skrækindjagende, ikke nogen varetægtsfængsling, mens forbrydelsen blev undersøgt nærmere, eller andet meget grimt.

Gad vidst, hvem der udfærdiger sådan en tekst? Den var i hvert fald hos os anledning til et billigt grin.

Ud af hulen

Der er jo stadig masser af corona i samfundet, selv om de fleste agerer, som om det er et helt overstået kapitel. Og dermed ikke tager specielt hensyn til noget som helst - måske spritter de lige hænderne af, men der er stort set ikke nogen, der anvender masker mere. Ikke engang i den kollektive trafik. Det medfører da også, at der er mange, der bliver smittet, også mange vi kender.

Selv om vi helst vil undvære en omgang smitte, er vi alligevel begyndt at komme lidt mere ud. 

I sidste uge var vi på Aros, for det var ved at være sidste udkald for deres Turner-udstilling, og den ville jeg altså forfærdelig gerne se.

Vi startede med brunch sammen med Bodil i Orangeriet, som det så prætentiøst hedder. En kæmpe servering, hvor jeg måtte levne en del. Derimod havde det været dejligt med en påfyldning af kaffen :(

Nå, det var jo langt fra det vigtigste. Turner er spændende, og det var et godt og stort udvalg, der blev præsenteret. Bemærkelsesværdigt, at han blev så anerkendt i sin samtid, for han var jo langt forud for sin tid. Det kunne vist kun ske i England.

Jeg syntes ikke lige godt om det hele. For eksempel synes jeg, at bjerge på malerier som regel er inderligt uinteressante. Og Turners opfattelse af oprørt hav deler jeg ikke. Det var dejlige billeder af havet, han skulle bare ikke have kaldt det oprørt. Det er en detalje, der var rigtig mange godbidder. 

Mit yndlings var nok "Margate". Tænk at det blev malet i det første årti i 1800tallet!

Farverne på mit foto er garanteret ikke korrekte. De er nok tættere på i det øverste, men netop når det drejer sig om Turner, så synes jeg ikke, farvenuancerne er det vigtigste. Lyset og dets modsætning er det, der tæller.

Vi har også været til strikkefestival i Horsens, og - hurra, hurra - jeg købte ikke noget nyt garn eller for den sags skyld noget som helst andet. Der var nu også vældig meget af det evindelige håndfarvede garn, som jeg ikke rigtig gider, men i det hele taget syntes jeg, at farverne generelt var lige lidt ved siden af det, jeg godt kunne tænke mig. Min øjeblikkelige strikkekrise influerede nok også på den manglende købelyst.

I næste weekend er der garnfestival i Vejle, men bedømt på standoversigten er der endnu mere håndfarvet, så den springer vi over.

Citater om katte #47

 

En computer og en kat har meget tilfælles. Begge spinder, begge vil gerne stryges med hårene, og de tilbringer størstedelen af dagen uden at bevæge sig.
Desuden har begge hemmeligheder.
John Updike

Det er Lilit, der på billedet sidder foran skærmen, hvilket hun tit gjorde. Vel at mærke, når der også sad et menneske foran skærmen. At der var rodet på skrivebordet, var hun bedøvende ligeglad med.

Vinter-OL og strik

Når man elsker at se vintersport i fjernsynet så meget, som vi gør, er vinter-OL en herlig tid. 

Der er ikke tid til meget andet, men man kan godt strikke til kiggeriet. Hvis man altså har noget, der ikke er alt for vanskeligt. Det havde jeg ikke lige, så jeg gik i resteposen med bomuldsgarn og strikkede klude efter min selvopfundne model. 

Sådan ser mine vinter-Ol-klude ud, inden enderne er blevet heftet:

Det er jo mærkværdigt at afholde vinter-OL et sted, hvor der stort set ingen natursne er. Hvor må det have været dyrt, både i penge og miljømæssigt med al den kunstsne, der var pøset ud over løjper og pister.

Der skete så det meget morsomme, at vejrguderne tydeligvis mente, at når de i Kina absolut ville arrangere konkurrencer på sne, jamen, så skulle de sandelig også få sne. Vi fik at vide, at der på det sted - så vidt jeg husker - gennemsnitligt falder 2-3 mm sne OM ÅRET. Pludselig faldt der 7-10 mm PÅ ÉN DAG. Det gav problemer!

På alpinpisten forsøgte man at hamle op med snemængderne. Man prøvede at rydde et spor, vistnok i en af storslalom-konkurrencerne. Det lykkedes kun dårligt, den ene deltager efter den anden kom lidt uden for det smalle spor og ind i den løse sne og missede en port eller udgik på anden måde.

På et tidspunkt mistede en af deltagerne sin ene ski. Den fortsatte for sig selv ind i en snebunke og skulle selvfølgelig fjernes inden næste deltager. Vi så en lille mand ved siden af løjpen. Han kiggede først i den ene retning: Ingenting her! Så i den anden retning: Ingenting der! - han så ganske opgivende ud. Det forårsagede OLs største grineflip hos os, og vi gik glip af, om skien faktisk blev fundet.

Undervejs skulle der også skældes ud på kommentatorerne. Hvorfor er dem på DR stort set alle håbløse? Vi så kunstskøjteløb og noget alpint skiløb på den kanal, og der var ingen fare for at falde i søvn, fordi vi hele tiden skulle harcelere over de uduelige kommentatorer.

TV-2 klarer sig bedre, i hvert fald var bobslæde-kommentatorerne og skiskydningsfolkene ok. Tyskland har som altid gode kommentatorer, men de fokuserer så meget på de tyske atleter, at man ret tit går glip af noget, man ellers gerne ville se. 

På strikkefronten har jeg lidt af en strikkekrise. Jeg gider ikke rigtig strikke til lageret, og jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan den cardigan, jeg vil strikke til mig selv, skal være - endsige fundet garn til den.

Jeg har så haft det som lidt af et projekt at lære at strikke patent. Det vil sige, jeg kan sagtens strikke patent med både én og to farver, og jeg kan også tage ind og ud og lave bladmønstre.

Men kanterne!!! Jeg har - på trods af hjælp fra adskillige bøger og nettet -  endnu ikke knækket koden til, hvordan man får pæne kanter, når man strikker med to farver, og jeg nægter at lave noget med grimme kanter. Patentprojektet er lige nu lagt på hylden, men jeg fik da øvet mig på et par pulsvarmere. Ikke helt vellykkede, men de er i hvert fald orange :) - og fotoet er jeg godt tilfreds med :)

Mit 2022-projekt

er at smide ud, og indtil videre hygger jeg mig med det. Jeg har besluttet hver eneste dag at finde en ting, der kan smides ud eller gives til genbrug.

Jeg har uomtvisteligt fået alt for meget slæbt til huse i tidens løb, og jeg er rigtig dårlig til at kassere og smide ud, men nu er der altså gået lidt sport i at finde noget HVER ENESTE DAG. Det skal være noget, der ikke skal genanskaffes. Den urtekniv, der knækkede forleden dag, gælder for eksempel ikke. Heller ikke slidte underhylere. Ellers må det være hvad som helst og også ganske små ting.

Her er det et par trænings/hjemmebukser. Jeg synes stadig, de er ret smarte, men de er faktisk skredet i en søm, så de måtte lade livet.

Jeg er vist ekstra elendig til at kassere tøj inklusiv sko og støvler. Jeg har alt for meget, og faktisk bruger jeg vist det meste af det. Ikke hver dag, men i perioder. Så er det næsten som at få nyt tøj, men også kun næsten.

På trods af mit alt for veludviklede indkøbsgen har jeg i et par år alligevel stort set ikke købt tøj. Jeg mener, det var i september 2019, at jeg bestemte, at jeg i et år ikke måtte investere i nyt. Det lykkedes næsten, og bagefter fortsatte jeg bare med at holde mig på måtten. Det er ikke så svært mere, så der kommer heldigvis ikke nyt at betydning i klædeskabet.

Jeg har en skjorte, som jeg købte en gang i 70erne. Den hang i en del år ubenyttet hen. Jeg tror nok, jeg syntes, den var en anelse kort i forhold til de skjorter, jeg ellers gik i. For et par år siden havde moden måske ændret sig lidt, og i hvert fald syntes jeg, at den skulle have en renæssance. Sjældent har så mange bemærket noget om mit tøj, som om netop den skjorte. Jeg synes også selv, den er flot. Håndmalet som et abstrakt kunstværk og absolut et unika, men den har ikke været dyr, for dengang havde jeg ikke ret mange penge. Og jeg er glad for, at den ikke er røget ud i tidens løb.

Gad vidst om der er flere perler på bunden af kommodeskuffen? Måske bliver de så fundet frem i løbet af året.

Strik i 2021

 FAKTA:

16772 meter strikket. Omkring 1400 m mere brugt, flere projekter er strikket med dobbelt tråd. 

2027 meter er lageret formindsket med. Ikke så flot som sidste år, men det er i hvert fald gået ned, og det er jeg stolt af.

3477 kr. har jeg brugt på garn og tilbehør, til gengæld har jeg solgt for 1562 kr. Vi glemte at få os tilmeldt det lokale julemarked i tide, og jeg ved for resten ikke, om det overhovedet blev afholdt. Sidst i november steg coronaen jo kraftigt igen. Jeg har solgt noget privat, og vi har haft stand på Kirppu. Det, vi sælger der, er ganske vist så billigt, at garnprisen ikke altid bliver dækket, men det tynder lidt ud i lageret af færdig strik.

60 projekter blev færdiggjort. Billedet er et screenshot af min Ravelry-side for projekterne i 2021:

Jeg blev langt om længe færdig med den cardigan, jeg var så irriteret på. Jeg skrev om den i dette indlæg i januar. Den blev sådan set ganske flot, men den klædte mig ikke, og den kradsede. Det fik dog en lykkelig udgang, for en af mine veninder ville meget gerne have den, og den passede hende meget bedre end mig. Det er jeg godt nok glad for.

Resterne af garnet blev brugt til teststrik på en ny opskrift på en babyvest, jeg har lavet. Der var nok til 5 veste, dog ikke alle i denne model, og de er faktisk alle blevet solgt. Veste er åbenbart ikke kun moderne til voksne.

Opskriften er endnu ikke blevet offentliggjort, men den er lige på trapperne. Jeg mangler kun den sidste finish på den engelske version.

Det mest garnkrævende, jeg har strikket, er, ud over cardiganen, de to ildopal-sjaler, som jeg også har blogget om før. Der svandt en del i lageret, når man måler i meter, men fysisk var der ikke den store forskel, fordi garnet er så tyndt - 800 meter på 100 g.

Det er som sædvanligt blevet til en del pulsvarmere, hvor jeg elsker at afprøve nye opskrifter og teknikker. Også en del babytøj ud over vestene, men det mest anderledes, jeg har frembragt, er nogle kurve i båndgarn:

De er hæklede, ikke strikkede, og garnet er tykt - jeg brugte hæklenål nummer 12. Absolut i den modsatte ende af ildopal-sjalerne. Annett vandt garnet på den allerførste garnstafet, vi var til. Hun mente ikke, hun ville få det brugt. Det troede jeg nok, jeg ville, men der gik godt nok en del år. Til gengæld blev det brugt til sidste meter. Dem var der så også kun 100 af, men det var alligevel noget, der skabte lidt plads i lageret. Selv om kurvene er hæklede, synes jeg, de hører med til årets produktion.

Planer for næste år? Jo, jeg synes faktisk, jeg mangler en trøje - eller cardigan, som det normalt kaldes i strikkeverdenen. Den skal der godt nok købes nyt garn til, men ellers er det som altid meningen at få garnlageret nedbragt. Vi får se...

Nytårskatten

 

...som jeg mødte på min travetur nytårsdag. Der var endnu ikke helt samlet helt sammen efter nattens fyrværkeri, som vi i parentes bemærket ikke havde megen glæde af på grund af tåge.

Katten må bedømt på både udseende og væremåde være en norsk skovkat eller i hvert fald en blanding med en del skovkat i anetavlen. Meget imødekommende og en af den slags katte, der er umulige at fotografere, når man sætter sig på hug, fordi de så straks kommer hen til en for at kæle. Hun (jeg tror, det var en hun) var i hvert fald vældig sød, og jeg må hellere gå den vej en anden gang igen.

Julebagning

Normalt beskæftiger jeg mig ikke med julebagning, jeg er udmærket tilfreds med de julesmåkager, man kan købe sig til. Nå, ja, måske ikke lige Karen Volfs, men der findes da heldigvis gode bagere.

I Flensborg plejer vi at købe en julestolle med rom, men de senere år har vi ikke kunnet finde den. Måske var der for meget rom i, så den er blevet slettet af censuren?

Jeg tænkte, at man måtte da kunne bage den selv og begyndte at lede efter opskrifter. Det var ikke noget problem at finde en opskrift, men det var lidt et problem, at der i stort set alle dem, der var på tysk, hvilket jeg regnede med ville være mest autentisk, indgik en eller anden ingrediens, som ikke kan fås her til landet. Annett, der skulle til Flensborg, købte nogle af de ønskede ting, og så improviserede jeg i øvrigt.

Minsandten om ikke der kom en rigtig lækker stolle ud af det. Jeg kom godt nok for sent i gang, for sådan en sag skal ligge og trække i mindst to uger. Det kommer den her så ikke til, men hvis jeg selv bager romstolle næste år, vil jeg prøve at komme i gang i god tid. Det skulle vel ikke være så svært :) Og jeg vil også tilsætte mere rom :)

Når jeg overhovedet turde give mig i lag med stollebagning, er det fordi jeg faktisk flere gange med succes har bagt boller her i efteråret. Jeg gider ikke ælte så meget selv, men jeg har investeret i en lille køkkenmaskine, der klarer den slags for mig.

De her er bagt med purpurhvede og ølandshvede, og de smager bare godt. Jeg har tænkt mig efterhånden at afprøve forskellige meltyper. Foreløbig kan jeg sige god for purpurhveden.

For at det ikke skal være løgn, har jeg også "opfundet" en ret. Lidt inspireret af cacio e pepe, men jeg spiser ikke almindelig pasta herhjemme, så jeg bruger pasta lavet af grønne ærter. Desuden en eller anden slags kål, måske lidt røget laks, salt, friskkværnet peber og friskrevet parmesan eller lignende. 

Pastaen smager dejligt af friske ærter, og den er efter min smag helt perfekt sammen med kål (jeg har også brugt hvidkål, og det er mindst lige så godt som rosenkål) og peber. Måske skulle jeg kalde retten cavolo e pepe, men i aften står den godt nok på and...

Glædelig jul!

Endnu et ildopal-sjal

Jeg har strikket endnu et sjal/tørklæde af mit Fleece Artist Sandalha-merino i farven ildopal:

 

Det går ikke hurtigt at strikke alle daisierne (eller på dansk marguerite/tusindfryd eller bellis), som strukturen i strikket også kaldes, men jeg kan godt lide det. Og det er let at huske, så det passer fint til fjernsynsstrik.

Strukturen ser lidt vaflet ud, og det giver fin fylde til det tynde Sandalha.

Jeg har tidligere strikket sjalet i andre garnkvaliteter, og det er altid blevet pænt

Mønsteret hedder Marguerite Shawlette - bellisser eller margueritter igen. Det er Katie White, der har designet, og mønsteret kan findes på Ravelry. 

Jeg har allerede givet sjalet væk, og det blev taget godt imod.

Der er stadig noget af garnet tilbage, men ikke nok til endnu et sjal. Man må vel egentlig også kunne strikke pulsvarmere med denne struktur - det skal prøves!