Fløjet fra reden

Vores solsorteunger har forladt reden. Vi har ellers haft vældig fornøjelse af at se de to voksne komme med mad og høre ungernes ivrige tiggen.

De voksne havde placeret reden højt oppe på en lille hylde, der er i anden sals højde lige under sternen på vores hus. Jeg var noget bekymret for, hvordan ungerne skulle klare den første flyvetur.

Nu er de altså fløjet ud, og i hvert fald én af dem har klaret turen.

Den sad i lang tid på stakittet og rørte sig næsten ikke, mens Dorthe fotograferede - selv sad jeg på det tidspunkt i frisørstolen.

Held og lykke i livet, små væsener!


Vi har også tit besøg af hr. dompap i denne tid. Når vi sidder i skyggen foran huset, afslører dens bløde fløjtetone, at nu er den i foderhuset.

Jeg fik et ikke særlig vellykket foto af den i dag, men dompappen er nu altid smuk, selv på ikke vellykkede billeder.

Mon ikke fru dompap holder hus i deres rede? Det håber jeg.

Sommer - sol og skygge

Når det er sådan et forrygende sommervejr, som det er i øjeblikket, opholder jeg mig helst i skygge. Jeg kan ikke rigtig tåle solen, får soleksem (også selv om jeg fedter mig ind i faktor 30) og får også let hovedpine. Men i skyggen har jeg det fint.

Andre lader sig gerne bage selv i de varmeste timer. Forleden gik jeg en tur i nabolaget, og på en af vejene i området er der stort set ikke nogen træer, og dermed heller ikke nogen skygge. Jeg vælger en anden rute næste gang.

Jeg blev dog belønnet, for jeg så turens eneste kat på netop den vej. Den lå fornuftigvis i skyggen - den kunne heldigvis nøjes med noget mindre end et træ. Den kiggede søvnigt på mig og lagde sig så til at sove igen.

Sarantoya sover også dagen væk, når det er så varmt. Først når det bliver aften, kommer der liv i hende.

Vi har været lidt bekymrede for hende, men det er der vist ingen grund til, for når vi tænker efter, ved vi godt, at sådan er det hvert år i varme perioder.

I går kørte vi en tur til Skagen, og da kunne vi faktisk godt have brugt lidt mere sol, for det var en ret kølig vind, der kom ind fra syd.

Knud var med sammen med sin nye storesøster Krista. Det var første gang, de var på tur sammen. De to ænder på vores spisested passede præcis til en ridetur for miniaturebamser.

På vejen til Skagen var vi på Yrsas anbefaling i Cloostårnet i Frederikshavn. Tænk, at vi aldrig har hørt om det før. Det er ellers værd at køre efter - sikken en udsigt! Der var stadig en let morgendis, så vi havde besvær med at finde Læsø - måske fandt vi den, måske ikke, men vi fandt med sikkkerhed både Råbjerg Mile, Rubjerg Knude Klit, Sæby Kirke og Det Grå Fyr i Skagen.

Tåbelige reklamer - og én sjov

Set bag på en bus: "HAVEMØBLER DU MÅ EJE".

Sikke dog noget sludder! Jeg vil ikke påduttes, hvad jeg må eje. Måske har jeg lige købt nye havemøbler. Måske er jeg godt tilfreds med de gamle. Måske har jeg ikke råd til at købe nye. Måske har jeg slet ikke nogen have.
Jeg bliver obsternasig, når jeg ser den slags reklamer. Jeg skal i hvert fald ikke have de havemøbler. Jeg undgår for resten også alle must-haves.

Set på et frisørsalonvindue:

Store ord, som måske kunne være OK, hvis det drejede sig om en frisør, der virkelig var fremme på beatet. I øvrigt behøver de sjældent skilte med deres fortræffeligheder.

I denne helt almindelige frisørsalon virkede det komisk, især fordi der også var fotos af fire af deres frisører, og deres frisurer var altså ikke specielt iøjnefaldende. Nogle af dem havde nærmest morgenhår. Det kan godt ske, morgenhår er eller bliver moderne, men det er unødvendigt at skabe det. Det kommer helt af sig selv.

I samme genre er Bruuns (Bruuns er et stort indkøbscenter ved Århus Banegård) slogan "Take Fashion to the Next Level". Altså, ærlig talt. Ikke bare er det åbenbart ikke muligt for dem at udtrykke sig på dansk, men det drejer sig om Bruuns, et indkøbscenter hvor samtlige butikker er de helt gængse, som man kan finde i ethvert indkøbscenter eller gågade.

Og så den sjove, som mere er oplysning end egentlig reklame:

Jeg må indrømme, jeg hoppede lidt i sædet, første gang jeg så denne facade. Stod der virkelig det, jeg troede? Bagefter kom jeg til at grine lidt. Det er vel ellers noget, der er lidt tys-tys, så smart at bruge humoren for at få budskabet ud.

Om man så går ind for trimning af dusken er en anden sag. Jeg synes, det er synd for de unge piger (og drenge?), der skal gøre alt muligt for at være gode nok, for de er tydeligvis ikke gode nok, som de er skabt.

Tre dages forkælelse

Jeg har været tre dage helt for mig selv i København. Eller helt for mig selv og helt for mig selv... hele den første dag var jeg da sammen med Lise, der kom med sit tog næsten samtidig med, at jeg kom med mit.

Vi var på en herlig shoppe- og cafétur, fik begge lidt nyt til sommergarderoben og spiste brunch, og senere prøvede vi de gode kager på Taste i Store Kongensgade. Mere kunne vi ikke nå - tiden gik alt for hurtigt!

Jeg overnattede på Cabinn Metro på Amager. Det var billigt (Wake Up var for dyrt for mig denne gang, muligvis var priserne steget på grund af Women Deliver konferencen), men også ret skrabet. Jeg var lidt spændt på hotellet, som er tegnet af Daniel Libeskind, men det er nu kun i det ydre, man bemærker, at der har været en stor arkitekt ind over.

Foto lånt fra Philip Glass' hjemmeside

På andendagen var jeg kulturel. Aftenens koncert med Philip Glass Ensemble i Helsingør var hovedformålet med min miniferie. Jeg kan vældig godt lide Philip Glass' musik, så det var jo en fantastisk chance for at høre manden selv.

Vi hørte Music in 12 Parts fra 1974. Normalt opdeles det i flere koncerter, men dette var den fuldstændige udgave. Spændende musik med de små musikalske figurer, der gentages og gentages og ændres lidt og gentages. Både meditativ og engagerende på samme tid.

Opførelsen fandt sted i en gammel værftshal på Kulturværftet. Spændende sted, jeg kan godt lide sådanne rå industribygninger, men jeg var ikke helt sikker på akustikken. Jeg syntes, lyden løb lidt sammen og blev lidt ulden, men dels ved jeg ikke, om det skulle lyde sådan, dels er jeg jo vant til en ekstremt god akustik fra vores symfoniske sal. Desværre havde jeg glemt kamera. Jeg kunne ellers se mange fine motiver i den hal.

Inden koncerten havde jeg været på Ordrupgaard for at se udstillingen Hjemme hos Hammershøi. Det er en vældig god udstilling, og jeg er meget glad for, at jeg fik den at se.

Somme tider synes jeg, at særudstillinger med en enkelt kunstner kan blive lidt kedelige, men det syntes jeg bestemt ikke i dette tilfælde. Tværtimod syntes jeg denne gang, at de mange billeder fra samme motivkreds satte hinanden i perspektiv.

Som nævnt havde jeg ikke kamera med, så billedet er ikke fra Ordrupgaard, men derimod fra Den Hirschsprungske Samling. Ikke så vildt repræsentativt for Hammershøi, men det er altså ham, der er kunstneren. Og jeg kan godt lide træer.

På min sidste dag i København i denne omgang tog jeg til Designmuseet i Bredgade for at se deres udstilling Learning from Japan (igen en af disse irriterende engelske titler).

Udstillingen var imidlertid meget god. Måske var den japanske indflydelse lidt overdrevet. Jeg tror for eksempel, de danske kunstnere omkring år 1900 godt kunne finde ud af at lade sig inspirere af havet og bølgerne uden nødvendigvis først at skulle inspireres af japansk kunst. Det er dog en mindre detalje, indflydelsen har givetvis været der, og det var sjovt at se mange af tingene fra museets store japanske samling sat sammen med den danske kunsthåndværk.

Jeg fortsatte med kulturen, da jeg kom hjem, for søndag var vi i operabio, hvor vi så Donizettis Roberto Devereux, og det blev en af de bedste operabio-oplevelser i denne sæson. Matthew Polenzanis arier i sidste akt kunne røre en sten til tårer, og vi gik heller ikke ram forbi.

Kirkegårdsbesøg

Vores traditionelle pinsecamping fandt i år sted i Bryrup ikke ret langt fra Them, hvor min far stammer fra.

Min farfar, som døde, før jeg blev født, og min farmor, som jeg var meget glad for, var begravet på kirkegården i Them. Det er meget lang tid siden, jeg har været der, og jeg regnede da også med, at gravstedet var blevet sløjfet, men tidligere stod gravstenene fra de sløjfede gravsteder langs kirkegårdsmuren. Bl.a. var der en gravsten for min farfars forældre, altså mine oldeforældre.

Det gør de ikke mere. Intet spor af hverken bedste- eller oldeforældre. Det nærmeste var tante Jettes gravsted. Tante Jette var en af min farfars søstre, og hun boede i Them hele sit voksenliv.

Heller ikke min farbror og min tante, der begge boede hele deres liv i Them, kunne jeg finde. Jeg kan have overset dem, men de er nu snarere i de ukendtes grav. Det var også andre af slægten begravet i Them - ingen spor.

Jeg blev mærkelig skuffet over det. Kaae-familien har haft en tæt tilknytning til Them, nu er der ingen spor af dem. Jeg syntes også, jeg selv havde nogen tilknytning, men den er altså blevet kappet. Jeg synes, jeg mangler noget af min rod.

Den her gravsten er absolut af ældre dato.
Jeg kunne ikke læse inskriptionen, og jeg har ikke kunne finde noget om den,
men den er nok ikke sat over en Kaae.

Jeg tror nok, jeg har billeder af mine forfædres gravsten, men hvor er de? Tog jeg billederne før eller efter digitalkameraets tid? Ligegyldigt om de er i papirformat eller digitale, vil det vist kræve en større eftersøgning at finde dem frem.

Garnlager ude af kontrol

Mit garnlager er pludselig vokset ret meget. Det er ellers gået meget godt med at få det nedbragt, men så skete der noget uforudset.

Det startede med, at jeg fandt en pose med starten på en undertrøje til mig selv. Den ville jeg aldrig komme til at bruge, så den blev trævlet op. Garnet var ecrufarvet CottonWool fra Gepard.

Jeg gik i gang med at strikke andre ting af garnet, og det var bare ekstremt lækkert at strikke af. Absolut den bedste bomuld-uld blanding, jeg har prøvet, og jeg har prøvet nogle stykker, for jeg kan rigtig godt lide at strikke af netop bomuld og uld.

Disse små slå-om veste blev strikket af det genfundne CottonWool.
Jeg er ved at skrive opskriften ned og "strikke korrektur" på den.

Gepards CottonWool kan ikke fås mere. Den er blevet erstattet af CottonWool 3. Den er sikkert også udmærket, men der må jo være en eller anden forskel på den og den oprindelige CottonWool uden nummer.

Jeg har næsten strikket undertrøjegarnet op, og under registreringen af de færdige arbejder på Ravelry faldt jeg over noget CottonWool i en skøn limegrøn farve, som var til salg. Endda hos en dansk raveller. Jeg kunne ikke dy mig for at kigge lidt nærmere på det, og det viste sig, at hun havde hele 4 farver til salg for et nærmest symbolsk beløb.

Det her er bare noget af det nye garn.
Der kunne ikke være mere på fadet.

Så kom jeg altså ud af kontrol. Jeg købte det hele, og i dag kom det, hvilket betyder, at også garnlageret er kommet noget ud af kontrol. Jeg måtte føje ikke mindre end 2660 m til lageret. Men jeg glæder mig rigtig meget til at strikke af garnet.

Farverne er bedre i virkeligheden. Især er den røde noget ved siden af, men hvis jeg ændrer den, så den bliver tilnærmelsesvis rigtig, bliver de andre mere forkerte. Det her er et kompromis, og det er måske en dårlig ide, for der er vist ingen  af farverne, der er helt rigtige.

Pyt, forskellige skærme viser alligevel farverne forskelligt, og jeg kan bare kigge på mit lækre garn og se farverne i virkeligheden.

Mer' musik

- og mer' symfoniorkester

Man kan i hvert fald ikke beskylde vores symfoniorkester for ikke at komme ud blandt folk.

Lørdag var der markedsdag i Jægergårdsgade, og gaden var lukket for trafik. Til gengæld fyldte Århus Symfoniorkester, et kor og tre solister gaden med musik, nærmere betegnet med gadeoperaen Tusk, skrevet af Line Tjørnhøj.

Cirka midt i gaden stod dirigent Søren Kinch Hansen, mens musikere og sangere var placeret i hele gaden - i lejligheder, i butikker og caféer og i selve gaden. Langt fra alle kunne se dirigenten, men alle kunne via skærme følge dirigentens anvisninger.

Den orange paraply, man kan se på billedet af dirigenten, var vist den eneste paraply i det fine vejr i Jægergårdsgade, og den fungerede som solafskærmning.

Hvordan lød det så? GODT! syntes vi. Og det var spændende lavet. Man kunne vist ikke noget sted høre hele orkestret og alle sangere, men når man gik fra den ene ende af gaden til den anden, hørte man et rigtig flot forløb.

I tegneseriebutikken Stribeladen spillede tre af vores favoritinstrumenter:
Klarinet, violin og cello

Samtidig fungerede de mindre opstillinger af musikere som små særskilte koncerter, selv om de også var en del af helheden.

Det var altså ret genialt, man fik noget ud af det, ligegyldigt hvor i gaden man lige var.

Også mere utraditionelle instrumenter var med. Her en sav -
På dette foto kan man se den skærm, hvor savspilleren kunne følge dirigenten.

- og her vaskebræt sammen med andet slagtøj

Arrangementet - eller eventen som det hedder på nudansk - er en del af fejringen af Aarhus Unge Tonekunstnere AUT, der bliver 50 i år.

Der kommer flere arrangementer i den anledning, og det glæder vi os til.

Basunen er for resten også et favoritinstrument.

Musik i april

Det havde lydt bedre, hvis overskriften havde været "Musik i marts", men nu er det altså april, det drejer sig om. Vi har nemlig været til rigtig meget - og rigtig god - musik i april.

Alban Berg malet af
Arnold Schönberg, ca. 1910

Hele fire symfonikoncerter blev det til. De var alle gode, der var ingen skuffelser, men den allerbedste var den første, hvor vi hørte Alban Bergs fantastiske violinkoncert med en japansk solist, der hedder Karen Gomyo, og bagefter Mahlers lige så fantastiske 1. symfoni. Det var chefdirigent Marc Soustrot, der havde taktstokken i hånden, og vi kunne ikke ønske os en bedre udførelse. Ikke noget med at jappe, Soustrot gav sig tid, og symfonien foldede sig rigtig ud. Vi var helt høje, da vi gik fra Musikhuset.

Vi har også været til to gange operabio, begge Puccini-operaer, Manon Lescaut og Madame Butterfly, og begge med Kristina Opolais og Roberto Alagna i hovedrollerne. Det skulle have været Jonas Kaufmann i Manon Lescaut, men han havde (næsten som sædvanligt) fået forfald, og så var Alagna sprunget til med meget kort varsel.

Butterfly var den bedste. Vi har set den selvsamme produktion af Anthony Minghella en gang før, men den er så fremragende, at det bare var en fornøjelse at gense den. Første gang mener vi også, at det var lidt af en matrone, der spillede Butterfly, hvilket var noget distraherende. Kristina Opolais passede meget bedre til rollen, og hun sang fremragende. Roberto Alagna passede selvfølgelig glimrende til at være sjuften Pinkerton.

Efter operabio lørdag kunne vi nå at komme i Musikhuset for at høre Århus Symfoniorkesters bidrag til Spot-festivalen, sang-cyklusen Beinta af Anna Katrin Øsuursdóttir Egilsrøð, som også var solist, og Allan Gravgaard Madsen.

Jeg kunne ikke stå for dette foto af
Jørgen-Franz Jacobsen og hans kat.
Det har godt nok ikke så meget
med dagens indlæg at gøre, men pyt!

Beinta er den samme færøske femme fatale, som skildres i Jørgen-Franz Jacobsens roman Barbara, men ærlig talt forstod vi ikke meget af teksten undervejs. Der blev vist nogle filmbidder på storskærm over orkestret, men vi syntes ikke, de føjede meget til musikken. Det havde været meget bedre, hvis der havde været overtekster i stedet.

Musikken var absolut spændende, ind imellem meget meditativ og andre gange mere voldsom, og orkestret spillede som altid flot. Hvor er det dog meget forskelligt, de skal kunne, sådan nogle symfonikere.

Til gengæld var vi utilfredse med publikum. Under hele koncerten blev der ved med at komme nye ind, og der var også en del, der åbenbart ikke gad høre det hele, så de vadede bare ud igen. Meget forstyrrende, især i betragtning af at stilhed faktisk var en vigtig del af musikken. Nå, det var nu en god oplevelse alligevel.

Vi skal ikke til så mange symfonikoncerter næste sæson. Programmet er lidt kedeligt, synes vi. Måske er det de idelige besparelser på orkestret, der er ved at slå igennem. Det er billigere at spille wienerklassik med et forholdsvis lille orkester end at spille musik fra slutningen af 1800tallet og fremefter, der ofte kræver en stor besætning. 

Heldigvis åbner Elbphilharmoniens nye koncerthus i Hamborg snart, så kan vi måske tage dertil et par gange i stedet. Eller vi kan nå en koncert i det gamle koncerthus, men det nye vil nok være en oplevelse i sig selv.



Billedet er fra 2011. Nu er der endelig fastsat en åbningsdato. I januar 2017.

G&T - og rejsekortet

Sarantoya havde fået den gode ide at give Dorthe to billetter til gin-smagning i fødselsdagsgave. Sarantoya indtager ikke selv alkohol, så Dorthe havde været så sød at invitere mig med på den anden billet.

I går aftes var vi så i Jægergårdsgade for at deltage i Smag Førsts gin-show. Hele syv gin'er smagte vi, både uden og med tonic, og de var mildest talt forskellige. Vi blev også klogere på, hvad gin egentlig er.

Her står vores 7 ginner opstillet på rad og række.
Den yderst til venstre er en ginlikør på rabarber og ingefær.
Rigtig god med cava, som vi fik som velkomstdrik.

Jeg har stort set altid været glad for gin & tonic, men jeg tror ikke, jeg nogen sinde har smagt det med nogen af de dyrere gin-mærker. Jeg er ikke sikker på, jeg synes, forskellen er så enorm, men de ginner, jeg bedst kunne lide i går, var også at London Dry-typen ligesom Gordon's, som nok er den gin, jeg har drukket mest af. 

Dog var der en gin, som ud over enebær også var lavet på agurk, og den kunne jeg godt se nogle muligheder i. 

Som ekstranummer fik vi også lov at smage en slåengin (sloe gin). Den var helt forskellig fra de øvrige, meget mere likøragtig. Når man snuste til den, duftede den som amaretto, men sådan smagte den ikke. Meget kompleks og dejlig, syntes jeg. Vi investerede ikke i nogen flasker i går, men jeg tror, jeg skal have en flaske sloe gin.

For resten smagte vi også to forskellige tonic'er (ingen af dem var Schweppes), og de var minsandten også ret forskellige. 

Vi var en lille smule påvirkede efter de 7 +1 gin. Jeg indtager næsten lige så lidt alkohol som Sarantoya, så der skal ikke så meget til, før det kan mærkes. På vejen til bussen gik vi forbi en restaurant, hvor der lugtede vildt godt af pommes frites, og vi blev fristet over evne, da vi kom til Burger King. Den mindste portion var dog nok til at stille fritte-trangen.

Jeg har for nyligt (noget modvilligt) fået et rejsekort, og det skulle afprøves på hjemvejen, mest for at se om det blev dyrere eller billigere end mit sædvanlige klippekort.

Det var en win-win situation. Hvis det blev billigere, var det selvfølgelig fint. Hvis det blev dyrere, ville jeg kunne skælde ud på rejsekortet, og det ville jo heller ikke være så ringe.

Det blev billigere, men sandsynligvis kun fordi man som ny rejsekort-indehaver får en måned på rabattrin 3. Ellers skal man foretage 16-21 "rejser" for at være på det rabattrin, og det vil jeg nok som regel ikke komme op på. Desuden var det jo i off-peak tiden, men jeg skal da lige i løbet af rabatmåneden have kortet afprøvet i normaltid også. Foreløbig må jeg indrømme, at erfaringerne er positive.

Fortiden på lossepladsen

Disse sække - og der er faktisk mindst én til - er fyldt med kataloger fra katteudstillinger. Dorthe havde samlet sammen, mens jeg var til træning.

Bitsjka hjælper med at lægge puslespil i vores sommerhus.
Billedet er fra 1987, og Bitsjka er gravid med sit eneste kuld.

Fra 1987, hvor vores første kat (den uforlignelige Bitsjka) blev udstillet for første gang og til et stykke ind i 00erne, var den såkaldte kattesport en meget stor del af vores liv.

I modsætning til kattene syntes vi, det var både spændende og sjovt at være på udstilling. Hvis vi ikke selv havde noget at udstille, var vi der tit bare som tilskuere.

Alle vores katte blev udstillet. De ville godt nok hellere være hjemme, men de led ikke voldsomt under vores forlystelsestrang, og jeg tror, at de syntes, det var sjovt at være på ferie med os. Langt de fleste af vores ferier i de år blev bestemt af, hvor der var en udstilling, vi gerne ville til.

Interessen forsvandt ret pludseligt, især for mit vedkommende. Det var der flere grunde til. Den ene var, at jeg syntes, "vores" race, Russian Blue, udviklede sig i forkert retning. Når jeg havde forelsket mig i russeren, var det meget, fordi den så ud som en almindelig, harmonisk kat.

Fra et tidspunkt i begyndelsen af 00erne blev det på mode at avle amerikanske russere ind i avlen, og hvis der er noget, de amerikanske russere ikke er, så er det harmoniske. De er meget mere ekstreme: små, spinkle og med ører ud til siden i stedet for som normale katteører oven på hovedet. Jeg kan simpelthen ikke lide dem. Men det kunne dommerne, og det er også meget lettere at bedømme en ekstrem kat end en kat, der skal være middel-dit og middel-dat.

Nogenlunde samtidig opdagede vi for alvor, hvor korrupt hele udstillingssystemet var. Vi kunne se, at flere og flere dommere dømte efter, hvem der var ejer af katten. Vi vidste godt, at sådan havde det været for andre racer i årevis, men havde egentlig ikke troet, at det også gjaldt russerne. Men det kom det i hvert fald til.

Jeg fik simpelthen nok, og jeg har faktisk overhovedet ikke savnet udstillingerne et sekund, men derfor er det alligevel lidt mærkeligt, at alle de år nu er på vej til lossepladsen. Det næste, der ryger ud, bliver nok alle kattebladene. De fylder godt op, og nu skal der jo være plads til garn.

Jeg er stadig vild med katte og selvfølgelig først og fremmest med vores egne, men jeg tror ikke, jeg nogen sinde skal have en racekat igen. Så skal det i hvert fald være en, der af den ene eller den anden grund skal have et nyt hjem, men det bliver snarere en internatskat uden stamtavle. Forhåbentlig varer det mange år endnu. Sarantoya er jo kun 15.

Citater om katte #35

En søvnig vinteraften er uden en halvsovende kat ikke søvnig nok.
Denise Hawkins



Denise Hawkins er en amerikansk kunstner. Hun har egen hjemmeside, hvor man kan se nogle af hendes værker.

Fotoet er af Sarantoya. Jeg har oceaner af fotos af hel- og halvsovende katte. De er i sagens natur meget lettere at fotografere end vågne, men da Sarantoya var yngre, hørte hun nu tit de små klik fra kameraet og vågnede op.

Jeg tror, hun er blevet lidt døv nu, eller også er det bare alderen, der gør, at hun sover meget tungere end tidligere.

Forfatteren har i øvrigt ret. Der er noget utroligt beroligende ved at have en halvsovende - somme tider stadig svagt spindende - kat på skødet, og det er meget let at komme til at falde i søvn selv. På det område passer Sarantoya sit arbejde fint. Nogle gange for fint. Så forsøger hun at dirigere os til at sætte os med tæppe på, så hun kan ligge enten på eller under tæppet. Uden tæppe dur det ikke.

Billedet er ikke nyt. Det er før både de hvide og de knækkede knurhårs tid.

En heldig kartoffel

Her i foråret har jeg været lidt af en heldig kartoffel. Hele 3 gange har jeg vundet et eller andet.

Først vandt jeg billetter til boglanceringen af Århundredets Festival-bogen på universitetet. Så vandt jeg (eller rettere Dorthe, men det var mig, der havde trykket på Deltag-knappen) billetter fra Realdania til rundvisning på Nørre Vosborg.

I mandags fik jeg  så en mail om, at jeg havde vundet i Natureyarns konkurrence på Middelfart-messen. Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne huske, hvad gevinsten egentlig var, men jeg måtte selv vælge farve, og så kunne jeg jo regne ud, at det var garn og også hvilken slags.

I går kom pakken, og det var et helt kit med garn, opskrift og knap, jeg havde vundet. Rigtig lækkert. Jeg regner med at strikke den lille trøje i opskriften af mit "miljøbevidste" garn, som jeg netop gerne ville afprøve.

Vi var heller ikke uheldige den dag, vi var på Nørre Vosborg, for vejret var, i modsætning til dagene rundt om, dejligt forårsvejr. Der var ingen problemer med at stå i borggården og få fortalt om den store proces det var at få hele herregården renoveret.

Nørre Vosborg er den eneste herregård af betydning i Vestjylland, og den var meget forfalden, da Realdania gik i gang med restaureringen. Man kan undre sig over, at det kunne klares på bare 4-5 år. Vi har længe tænkt på, at vi skulle dertil, og nu fik vi en gylden lejlighed med en meget engageret fortælling fra den ansvarshavende arkitekt Frants Frandsen.

Jeg havde glemt mit kamera, så billedet er lånt fra Realdanias side. Det er taget på en anden årstid, men vejret lignede.

Man siger, at uheld tit kommer tre ad gangen. Mon det samme gælder held? Og har jeg opbrugt min gevinstkvote for denne gang, når jeg "kun" har vundet i eget navn to gange?

Vinterstrik

Det er besynderligt, så meget årstiden påvirker mit farvevalg. Jeg plejer at sige, at jeg elsker farver, men om vinteren føler jeg mig alligevel forkert, hvis jeg for eksempel går i det, der traditionelt betragtes som forårsfarver.

Det samme gælder øjensynligt ved valg af garn til strikketøjer, så i denne vinter har jeg meget strikket i afdæmpede farver. Her er et udpluk af mine frembringelser:

Halsrøret med navnet Montanagade blev strikket af rester fra Yrsas trøje. Yrsa er vokset op i Montanagade! Der er vist garn nok til et par fingerløse handsker også. Opskriften (god - jeg ændrede ikke noget af betydning) ligger helt gratis på nettet. 

Baby sweater i lækker Bifrost uld (nyindkøbt) fra Fru Jensens Unikum. Opskriften er fra bogen "Blød babystrik i naturfarver" af Sanna Mård Castman. Jeg var ikke helt tilfreds med opskriften, bl.a. syntes jeg, der var alt for megen unødvendig montering, så det lavede jeg om.
Se eventuelt flere af mine kommentarer på Ravelry.

De små sparkebukser så jeg i Byens Garngalleri i Randers. Dem måtte jeg lave, selv om jeg blev nødt til at indkøbe garn (Lana Grossa Cool Wool Baby) for at få opskriften. 

Det viste sig, at jeg nærmest kun havde fået en halv opskrift, og forretningen havde ikke resten, så jeg følte mig ærlig talt taget lidt snydt. Dårlig service!
Jeg fik dog bukserne lavet færdig, og tænk, så viste det sig, at vi faktisk for flere år siden selv havde købt det opskriftshefte (Filati nr. 17), hvor opskriften havde været bragt. Da var det imidlertid for sent at tjekke strikkefastheden, men det gik altså alligevel.

Denne lille kjole har jeg lavet mange gange, så den er næsten et meditationsprojekt. Udgangspunktet er Fiona fra Rasmilla. Også i dette tilfælde har jeg lavet ændringer, så der ikke bliver så megen montering.
Garnet er Knoll Yarns Samarkand, der nu desværre ikke kan fås mere. Men jeg har lager!

Cardiganen Mini er designet af Else Schellerup for Design-Club.dk. Jeg så den til en strikkecafé i Garnkisten, og igen måtte jeg investere i nyt garn for at få fingre i opskriften. 

Jeg valgte Duo Silke-Merino. Det er dyrt, men også ekstremt lækkert at strikke i. Desværre har jeg senere fundet ud af, at der sandsynligvis er brugt merino fra Australien til garnet. Det vil jeg egentlig ikke købe på grund af risikoen for, at de stakkels får har været udsat for mulesing.

Cardiganen blev lækker, og opskriften er forbilledlig. Sådan da. Det irriterer mig, når der bare står: "Tag 70 masker ud jævnt fordelt". Jeg synes, der godt kunne stå, hvordan man lige skal fordele de udtagninger, når man har betalt for opskriften. Modellen er jo formodentlig prøvestrikket i alle størrelser.

Jeg har strikket en del fingerløse handsker af diverse rester, og et enkelt par er ikke i de dæmpede farver:

Garnet er Grignasco Merino Gold 4, og opskriften er min egen. Jeg har selv beholdt handskerne, og jeg elsker farven, der er endnu mere lysende fuchsia i virkeligheden.

Også en lille retro babykjole på bestilling blev i klare farver:

Opskriften er fra Grønhøj Garn og har nr. 9828. Jeg har strikket af Sandnes Garn Mini Duett fra lageret.

Som næsten altid, når jeg strikker på bestilling, fulgte jeg opskriften, dog strikkede jeg skørtet rundt i stedet for i to dele. Det forhindrede nu ikke, at musetakkekanterne, som ser vældig søde ud, gav en masse montering. Hvis jeg skal strikke den igen, vil jeg bruge musetakkeopslagning, og man kan da vist også lukke af med musetakker.

Jeg er stadig i gang med et par projekter i vinterfarverne, men jeg kan godt mærke, at det er andre farver, der lokker nu.

Kunstudstillinger

Traditionen tro fik jeg set en del kunst i påsken.

Vi var sammen med vores sædvanlige påskegæst en tur i Herning, hvor vi besøgte både Carl-Henning Pedersen & Else Alfeldts Museum og Heart. På førstnævnte var det især udstillingen med titlen War Horses, vi brugte tid på.

Det var spændende at se, hvordan man har forsøgt at genskabe udstillingen, hvor kunstnere, der var medlemmer af kunstnergruppen Helhesten og som for de flestes vedkommende senere blev kendt som Cobra-kunstnere, deltog. Det er vistnok Egon Mathiesen, der har skabt helhesten på udstillingens meget iøjnefaldende plakat. Han er godt nok snarere kendt som børnebogsforfatter (bl.a. Mis med de blå øjne og Fredrik med bilen), og blev vist aldrig Cobra-medlem, men plakaten er flot.

Der var også udstillet helheste af Carl-Henning Pedersen. På tegningen til højre hele to i samme billede.

Jeg har tidligere været meget glad for Cobra-kunstnerne, men nu er jeg ligesom færdig med dem (lige bortset fra Asger Jorn), men Helhesten udstillingen var jeg nu ret begejstret for.

Det samme kan jeg ikke sige om Heart. Der var simpelthen for lidt på museet. Der var en del af Fluxus kunstnere, som jeg synes måske fungerede i deres tid, men som ikke siger mig noget nu. Så var der nogle rigtig gode kæmpestore malerier af John Kørner, men ellers var der efter min mening ikke rigtig noget spændende. Dog nåede vi ikke Troels Wörsel særudstillingen - måske havde den været mere interessant.

Faktisk kunne jeg bedre lide påskeudstillingen på Fussingø, hvor jeg var et par dage senere, også selv om det slet ikke var kunstnere i samme internationale klasse.

Mest spændende synes jeg, Karen Marie Fredslunds værker var.

Hun arbejder med skrot og værdiløse materialer, og det var der kommet gode ting ud af.

Kuglen er lavet af gummi og søm. Lampen herunder er lavet af glasfiber, der er flænset og revet, så man rigtig ser strukturen. Den måtte godt bo hjemme hos mig.

Den udstilling, jeg syntes allerbedst om, var dog Leonard Rickhard udstillingen med titlen Mellem Krig og Fred på Aros.

Det er en rigtig fin titel, udstillingen har fået. Rickhards værker ser ved første øjekast meget fredelige ud, men samtidig er der en stille, men meget insisterende uro i dem. Hvad er det lige, der sker?

Ydermere er det koldkrigs-billeder, der viser den uro og angst, som den kolde krig forårsagede, og selv om den kolde krig påstås at være ovre, så er der som bekendt andre begivenheder, der gør, at værkerne ikke er uaktuelle.

Leonard Rickhard er en af Norges største nulevende kunstnere, men han var godt nok totalt ukendt for mig inden udstillingen. For den sags skyld kender jeg vist heller ikke andre nulevende norske eller for den sags skyld svenske kunstnere. Skandinaviske, ikke-danske kunstnere bliver vist ikke udstillet særlig meget i Danmark - det er nok en fejl?

"Studie av en meget lang brakke i vårlys" hedder dette maleri.
Der sker helt sikkert mindre behagelige ting og sager under barakken.

Udstillingen varer til 15. maj, og jeg kan klart anbefale den. Jeg skal vist også selv se den nogle flere gange, for det er ikke billeder, jeg sådan lige bliver færdig med.

War Horses varer helt til slutningen af august.

Søndagsudflugt

ENDELIG skulle vi på udflugt igen. Der var håndarbejdsmesse i Middelfart, og vi havde lokket både Annett og Yrsa med.

Vi var tidligt oppe, for søndag lukkede messen allerede kl. 16, og vi skulle jo nå at se alle standene. Det viste sig, at vi havde masser af tid. Var messen lidt kedelig? Eller er det os, der har været på for mange messer og er blevet lidt nonchalant og forkælede?

Helt ærligt, så manglede jeg nogle flere nyheder. Én ny stand var dog spændende: Natureyarn. Jeg har før efterlyst garn med stamtavle - altså garn fra dyr, der lever et værdigt liv, og som også gerne er bæredygtigt. Det kan Natureyarn levere. Jeg købte dog ikke noget. Det er i sagens natur ikke billigt garn, så jeg vil først købe, når jeg ved, hvad jeg vil bruge det til.

Jeg forlod imidlertid ikke messen uden indkøb, for jeg faldt for en barnesweater i skyggestrik fra Hjerteværket. Annett fotograferede (jeg havde glemt mit apparat), og jeg mente, jeg sagtens kunne strikke sweateren ud fra hendes billeder, men til syvende og sidst købte jeg alligevel både opskrift og garn. Det tog nogen tid at vælge farver (blå? - eller grøn? - eller brændt orange? og forfra igen), men vi var færdige med både messen og frokost mellem 13 og 14.

Allerede på vejen til Middelfart havde vi snakket om, at vi dels gerne ville se dels Annetts nye killing Tifany og dels Den Genfundne Bro.

Efter en omvej til Horsens for at drikke kaffe kørte vi til Den Genfundne Bro.

Det er en sjov historie med broen, og det er et dejligt sted. Broen ligger på den gamle jernbanestrækning mellem Horsens og Silkeborg, min barndoms togtur. Jeg boede i Horsens, til jeg blev 7 år, og vi var mange gange med toget til min farmor i Them.

Jeg kan huske, at jeg sammen med min mor øvede mig på at huske alle stationerne, men det lykkedes vistnok ikke. For mig, altså. Min mor kunne dem sikkert.

Månen over broen var så fin. Der var i søndags 3 dage til den forårs- fuldmåne, der falder så tidligt, og som er skyld i den også meget tidlige påske.

Til sidst fik vi også hilst på lille Tifany.

Det var en god første udflugt i 2016!

Gå glip af noget mere

En af nutidens guruer hedder Svend Brinkmann. Det er ham, der har skrevet bogen Stå fast (med "Hold op med at mærke efter i dig selv" og "Tag nej-hatten på" og andre gode Rasmus-Modsat-råd).

Omkring nytår var der en artikel i Politiken, hvor Brinkmannn foreslog, at vi i 2016 skulle gå glip af noget mere. Den ramte mig ret meget, også selv om jeg overhovedet ikke er afhængig af min smartphone. Faktisk har jeg ikke nogen smartphone, og jeg er kun meget sporadisk på Facebook, så det er ikke på de højhellige sociale medier, jeg er bange for at gå glip af noget.

Nej, det er oplevelser, det drejer sig om. Jeg forsøger somme tider at nå "det hele", hvilket naturligvis ikke kan lade sig gøre, men siden jeg læste Brinkmanns artikel, har jeg øvet mig i ikke at ærgre mig, når jeg ikke har haft tid til alt.

I denne uge er der her i byen rig lejlighed til at træne i at gå glip af noget, for Århundredets festival finder sted. Denne gang kun om et halvt århundrede, nemlig 1900-1950.

Med over 200 arrangementer, må man nødvendigvis gå glip af en hel masse. Det springer jeg lige over og går i stedet til de gode arrangementer, jeg har nået.

Vi har været til boglancering og til fransk musik - Satie og Poulenc - fra begyndelsen af århundredet. Vi har været på rundvisning i funkis-byggeriet Strandparken, hvor alle 25-30 deltagere blev beværtet med kaffe i en af lejlighederne, mens der blev fortalt.

Vi har også hørt Pia Fris Laneth fortælle om sine bøger Lillys danmarkshistorie og den nyeste 1915 - da kvinder og tyende blev borgere, der netop har vundet en pris som årets fagbog i 2015.

Her til morgen har vi været til drop-in sang i Domkirken. Selv jeg, der kun er blevet begavet med 2½ tone i livet, sang med. Jeg nåede også at kigge på nogle af de talrige memento morier.

Meget fint med det forgyldte kranium, ikke?

Alt har uden undtagelse været vældig gode arrangementer, som jeg har været glad for at deltage i, og festivalen er jo ikke færdig endnu. Søndag vil jeg dog - sandsynligvis - gå glip af det hele og i stedet bruge tiden sammen med Sarantoya.

Travl februar

Jeg har vist aldrig før haft så få indlæg på bloggen i løbet af en måned som i februar i år. Det er ikke, fordi der ikke er sket noget, jeg har bare ikke haft tid.

I sidste uge var jeg for eksempel.:

• Til introduktion af en ny udstilling på Aros
• Til strikkecafé i Garnkisten, hvor jeg lærte en ny måde at slå op på
• Til naturhistorisk foredrag om megadata
• Til generalforsamling i vore grundejerforening
• I operabio, hvor vi så og hørte Puccinis Turandot
• Til "Store Strikkesøndag" hos Charlotte Tøndering

Plus som altid til tysk og til træning. Det sidste nåede jeg dog vist kun to gange to gange

Udstillingen på Aros er med værker af norske Leonard Rickhard, et indtil nu ukendt navn for mig. Jeg har i øvrigt selve udstillingen til gode. Der er altid så overfyldt i forbindelse med introduktionerne, så jeg venter til senere. Men introduktionen var meget engageret og gav lyst til at se udstillingen, så det når jeg forhåbentlig.

Derimod så jeg en anden udstilling med titlen "A New Dynasty - Created in China". Den var jeg ikke specielt begejstret for. Måske er den rigeligt fodformet og mangler skæve vinkler. Jeg forlod i hvert fald udstillingen med en "Ja, og..."-fornemmelse.

Flittige hænder afprøver farver

De to strikkearrangementer var begge en stor fornøjelse.

Strikkesøndagen var særdeles godt organiseret. Jeg deltog i to workshops, en om patentstrikning ved Katrine Wohllebe og en om farver og farvesammensætninger ved Charlotte Tøndering. Måske lærte jeg ikke vildt meget, men lidt nyt var der, og det var i hvert fald meget fornøjeligt og hyggeligt.

Vi blev også godt beværtet: Det var den nærliggende restaurant Den Rustikke, der stod for forplejningen: Velkomstkaffe, frugt og vand til formiddagens workshop, en lækker frokost på selve restauranten og kaffe og kage (meget lækker karamelkage!!! Den gav bare klistrede fingre, så man skulle rengøres inden videre arbejde i workshoppen) om eftermiddagen.

Jeg kunne godt finde på at deltage i flere strikkesøndage. De naturhistoriske foredrag og strikkecaféerne hos Tine i Garnkisten og operabio er allerede tilbagevendende begivenheder.