mandag den 2. maj 2016

Musik i april

Det havde lydt bedre, hvis overskriften havde været "Musik i marts", men nu er det altså april, det drejer sig om. Vi har nemlig været til rigtig meget - og rigtig god - musik i april.

Alban Berg malet af
Arnold Schönberg, ca. 1910
Hele fire symfonikoncerter blev det til. De var alle gode, der var ingen skuffelser, men den allerbedste var den første, hvor vi hørte Alban Bergs fantastiske violinkoncert med en japansk solist, der hedder Karen Gomyo, og bagefter Mahlers lige så fantastiske 1. symfoni. Det var chefdirigent Marc Soustrot, der havde taktstokken i hånden, og vi kunne ikke ønske os en bedre udførelse. Ikke noget med at jappe, Soustrot gav sig tid, og symfonien foldede sig rigtig ud. Vi var helt høje, da vi gik fra Musikhuset.

Vi har også været til to gange operabio, begge Puccini-operaer, Manon Lescaut og Madame Butterfly, og begge med Kristina Opolais og Roberto Alagna i hovedrollerne. Det skulle have været Jonas Kaufmann i Manon Lescaut, men han havde (næsten som sædvanligt) fået forfald, og så var Alagna sprunget til med meget kort varsel.

Butterfly var den bedste. Vi har set den selvsamme produktion af Anthony Minghella en gang før, men den er så fremragende, at det bare var en fornøjelse at gense den. Første gang mener vi også, at det var lidt af en matrone, der spillede Butterfly, hvilket var noget distraherende. Kristina Opolais passede meget bedre til rollen, og hun sang fremragende. Roberto Alagna passede selvfølgelig glimrende til at være sjuften Pinkerton.

Efter operabio lørdag kunne vi nå at komme i Musikhuset for at høre Århus Symfoniorkesters bidrag til Spot-festivalen, sang-cyklusen Beinta af Anna Katrin Øsuursdóttir Egilsrøð, som også var solist, og Allan Gravgaard Madsen.

Jeg kunne ikke stå for dette foto af
Jørgen-Franz Jacobsen og hans kat.
Det har godt nok ikke så meget
med dagens indlæg at gøre, men pyt!
Beinta er den samme færøske femme fatale, som skildres i Jørgen-Franz Jacobsens roman Barbara, men ærlig talt forstod vi ikke meget af teksten undervejs. Der blev vist nogle filmbidder på storskærm over orkestret, men vi syntes ikke, de føjede meget til musikken. Det havde været meget bedre, hvis der havde været overtekster i stedet.

Musikken var absolut spændende, ind imellem meget meditativ og andre gange mere voldsom, og orkestret spillede som altid flot. Hvor er det dog meget forskelligt, de skal kunne, sådan nogle symfonikere.

Til gengæld var vi utilfredse med publikum. Under hele koncerten blev der ved med at komme nye ind, og der var også en del, der åbenbart ikke gad høre det hele, så de vadede bare ud igen. Meget forstyrrende, især i betragtning af at stilhed faktisk var en vigtig del af musikken. Nå, det var nu en god oplevelse alligevel.


Vi skal ikke til så mange symfonikoncerter næste sæson. Programmet er lidt kedeligt, synes vi. Måske er det de idelige besparelser på orkestret, der er ved at slå igennem. Det er billigere at spille wienerklassik med et forholdsvis lille orkester end at spille musik fra slutningen af 1800tallet og fremefter, der ofte kræver en stor besætning. 

Heldigvis åbner Elbphilharmoniens nye koncerthus i Hamborg snart, så kan vi måske tage dertil et par gange i stedet. Eller vi kan nå en koncert i det gamle koncerthus, men det nye vil nok være en oplevelse i sig selv.


Canal tour in Hamburg

Billedet er fra 2011. Nu er der endelig fastsat en åbningsdato. I januar 2017.

2 kommentarer:

Ellen sagde ...

Det byggeri i Hamburg ser spændende ud - kan godt forstå, at du som musikelsker må ned og opleve det.

eKirsten sagde ...

Det skal jeg i hvert fald. Foreløbig deltager jeg i lodtrækningen om billetter til åbningskoncerterne.