Det daglige brød

Jo ældre jeg bliver, jo gladere bliver jeg for "simpel" mad. Det er måske også derfor, jeg ikke går så meget ud at spise mere. Jeg synes tit, det man får serveret, er noget fortænkt.

Nej, stik mig en avokadomad: Moden avokado på godt rugbrød, friskkværnet peber og et drys flagesalt. Så bliver det ikke meget bedre efter min mening.

Det gode rugbrød er den svære del, for på det punkt er jeg kræsen.

Tit synes jeg, det er alt for syrligt. Det kan også smage af for lidt, eller der kan være for mange hårde kerner i. Selv om man får at vide, at der kun er bløde kerner i, så er der næsten altid nogen i skorpen, der er blevet hårde.

I årevis har jeg spist Dansk Supermarkeds jubilæumsrugbrød. Det var præcis, som jeg gerne ville have det. Vist også som mange andre kunne lide det, for det var tit udsolgt. Jeg blev derfor både bestyrtet og overrasket, da jeg i december fik at vide, at det var udgået af sortimentet. Jeg hader, når noget af det, jeg godt kan lide, af ukendte årsager pludselig ikke kan købes mere.

Jeg har prøvet alle brødene i det nye sortiment, og ingen af dem er nær så gode som jubilæumsbrødet, så nu må jeg købe mit brød andre steder, men jeg har stadig ikke fundet noget på samme niveau.

I sidste uge havde Bilka tilbud på den koffeinfri kaffe, vi drikker rimelig meget af, så jeg lagde vejen forbi. På en eller anden måde gik vejen også forbi bageren inde i butikken, og hvad skuede mit øje: Jubilæumsrugbrød. Bagerdamen fortalte, at personalet havde brokket sig, og at der vist også var en del kunder, der havde brokket sig, men hun vidste ikke, om det bare var en engangsforeteelse.

Selvfølgelig købte jeg nogle stykker med hjem, og jeg blev så oplivet, at jeg købte ikke mindre end 8 poser tilbudskaffe.

Jeg har ikke siden set yndlingsbrødet nogen steder. Måske bliver jeg nødt til at begynde at komme i Bilka igen. Jeg var ellers næsten holdt op med at handle der, fordi jeg synes, butikken i årenes løb er blevet ringere og ringere, men hvis de ville være så venlige at have jubilæumsrugbrød på hylden, så skal jeg nok finde derud.

Mon man kan ringe i forvejen og høre, om et besøg vil være umagen værd?

27.2.2015: P.S. Jubilæumsbrødet er nu tilbage i Føtex også. Det føles, som om jeg sammen med en masse andre forbrugere har vundet over giganten Dansk Supermarked.

Strik på tykke pinde

Jeg kan bedst lide at strikke med pinde nr. 2½, 3 eller 3½, men lige nu strikker jeg på tykke pinde. Meget vinterlig strik ;)

Patentjakken, som jeg nævnte for et par uger siden, bliver strikket på pinde nr. 8. Det går fremad, men ikke så hurtigt. Mest fordi jeg ikke er tilfreds med de mønstre, jeg havde planlagt at arbejde ud fra, så jeg laver mere eller mindre mit eget. Der skal jævnligt nogle overvejelser til.

Ind imellem har jeg blandt andet været i gang med et tørklæde/en halsedisse på pinde nr. 9

Garnet købte jeg for nogle år siden på udsalg. "Soul wool" hedder det, og det er helt sikkert håndspundet og håndfarvet. Faktisk synes jeg, det er dårligt håndværk, især er spindingen ekstremt ujævn. Jeg kan til nogle ting godt lide en ujævn spinding, som giver et meget levende resultat, men det her er altså lige i overkanten. Det virker, som om det er lavet af nogen, der lige er begyndt at lære at spinde.

Til gengæld er det ekstremt blødt, og selv om det er uld, tror jeg ikke, det vil genere mig. Det har bare taget to dage at strikke tørklædet på de tykke pinde. Jeg skal have enderne syet ind og tørklædet blokket, og så skulle det være klar til brug.

Farvningen er også ujævn, men det er håndfarvet garn jo som regel, og jeg synes, det er fine farver.

Mønsteret er med rib snoninger, der bliver ens på begge sider. Det fik jeg til en strikkecafé i Fandango, og jeg kunne slet ikke regne ud, hvordan man kunne lave sådan nogle snoninger, men det er faktisk ret enkelt. Desværre er der ikke mere små workshops på Fandangos strikkecaféer. Det savner jeg, så det er ikke så tit, jeg kommer til strikkecaféerne mere.

Citater om katte #30

En søvnig vinteraften er ikke søvnig nok uden en døsende kat.
Denise Hawkins

Det er igen Sarantoya, der er citatkat, på et kun få dage gammelt snapshot fra lænestolen. Hun ligger helt sikkert mere hos os nu, hun er blevet enekat. Det har vi ikke noget imod, men somme tider er vi alligevel til alle parters store fortrydelse nødt til at afbryde seancen. Når man sidder med en kat på sig, er der basis for adskillige kopper kaffe med, hvad deraf følger. Jeg tænker på noget, der ikke kan ordnes fra lænestolen.

Her kommer lige endnu et billede fra samme serie:

(Sorte) katte i bybilledet

Det er meget lettere at komme til at fotografere hunde end katte i bybilledet. Ikke så underligt, katte og trafik er en dårlig kombination, og det er ikke ret almindeligt, at katte ligesom hunde går tur i sele.

Når jeg er på ferie, foreviger jeg altid katte på reklameskilte og lignende. Der har jeg også altid kameraet på skulderen. I min hjemby skal det planlægges mere.

Bogkatten på plakaten bor i Jægergårdsgade, som jeg tit går igennem. Jeg har længe haft planer om at få den fotograferet, men det skulle lige være ordentlig vejr, og så skulle jeg huske at tage kameraet med. Begge dele lykkedes i dag.

Herunder en kat fra Den Gamle By. Teoretisk set kunne der godt være nogle levende katte netop i Den Gamle By, men jeg har nu aldrig set nogen.



Det har jeg derimod i Århus, selv om det ikke er så tit, det sker. Og igen: Som regel har jeg ikke fotoapparatet med. Det havde jeg heldigvis den dag, hvor jeg så den sorte kat på billedet underneden



Hun boede i Montanagade, der er en sidegade til Jægergårdsgade, og hun var meget venlig og ville gerne snakke. Lige indtil hun altså ikke ville snakke mere. Så rullede hun sig sammen og gav tydeligt indtryk af, at nu var audiensen forbi.

Senere så vi hende nogle flere gange og snakkede også med en, den boede i samme hus. Han fortalte, at hun hed Freja og var en meget sød kat, men det sidste vidste vi jo godt. Nu er det efterhånden nogle år siden, vi har set hende.

Jeg er for resten ret stolt af billedet. Det er ikke let at fotografere sorte katte, men dette synes jeg er meget vellykket.

Strikkebiblioteket

Den nyeste bog i vores strikkebibliotek er bogen på billedet, "Knitting Brioche" af Nancy Marchant. Det er en håndbog i patentstrikning.

Jeg fik den i julegave af min søster, og jeg er rigtig glad for den.

I det hele taget er de fleste bøger i samlingen håndbøger, men der er da også nogle opskriftsbøger.

Da jeg ledte efter en bestemt bog, opdagede jeg, at der endda var to eksemplarer af en af opskriftsbøgerne, og for at det ikke skulle være løgn, havde Dorthe lige lånt den selvsamme bog på biblioteket, så på det tidspunkt havde vi ikke mindre end tre styk af samme bog i huset.

Jeg synes, at patentstrik kan være vældig kreativt og værd at udforske. Jeg er lige begyndt på en jakke i halvpatent, men den er nu ikke specielt kreativ. Ser bare lækker ud i opskriften.

Måske kan jeg også ved hjælp af min nye bog lære at strikke patent på strømpepinde eller med den magiske løkke - for det kan jeg i hvert fald ikke i øjeblikket. Jeg afprøvede det på et par pulsvarmere i efteråret, og der blev dybe grøfter ved pindeskift. Jeg endte med at strikke frem og tilbage og så sy sammen - ikke alt for fikst.

Lilit 1997-2015

Vores elskede lille Lilit døde i onsdags, 17 år gammel. Hun blev begravet på dyregravpladsen torsdag.

Det var ikke uventet, men vi synes ikke, det har været lettere af den grund. Jeg har ikke lyst til at skrive dette indlæg, men det skal med. Bloggen fungerer lidt som en dagbog for mig, og vores tanker har næsten kun drejet sig om Lilit den sidste måneds tid.

Jeg har heller ikke lyst til at skrive mere om Lilit lige nu, men det kommer nok.

Billedet er taget kort tid, før vi for sidste gang kørte Lilit til dyrlægen. Hun havde fået sine beroligende piller og lå med næsen i Sarantoyas tykke pels, som hun så tit har gjort.

Sarantoya har virket lidt trist, men ikke så meget, som vi frygtede.

25000 hits

Dette billede er mit mest sete på Flickr. I går passerede det 25000 hits.

Det, der har næstflest, har godt 22000, og så er der et meget langt spring, for nr. 3 har kun lige passeret 8000.

Det er for resten vores egen Sarantoya på billedet.

GODT NYTÅR

Årets bedste...film

I år har jeg i biografen set lige knap 2 film om måneden i gennemsnit. Hvis ikke biografen Øst for Paradis eksisterede, så var jeg nok oppe på højst ½.

Mine tre favoritter i år er

1. Westen
som jeg skrev om den i dette indlæg.

Den gjorde et meget stort indtryk, og for mig er det helt uforståeligt, at den ikke er importeret som almindelig biograffilm, men at man kun fik lejlighed til at se den, fordi den var en del af de tyske filmdage.

2. A Late Quartet

En "voksen" film om valg og prioriteringer i livet og om konsekvenserne af valgene. Rigtig godt spillet bl.a. af Philip Seymour Hoffman, der døde i årets løb.

Men hvor er plakaten dog grim - og kunne man ikke have fundet en dansk titel?

3. Min søns familie

I år igen har jeg en japansk film blandt mine favoritter.

Denne er både varm og humoristisk og meget tankevækkende.

Årets sjoveste var uden tvivl Kraftidioten.

Den er grov og grotesk og fyldt med en tør humor.
Jeg blev ikke overrasket, da jeg fandt ud af, at Kim Fupz Aakeson er manuskripsforfatteren.

Særdeles underholdende!





Årets bundskrabere:
Inside Llewyn Davis og Kapgang. Enormt kedelige og uvedkommende film efter min mening.
Jeg ser ikke mange danske film, og da jeg så Kapgang, vidste jeg hvorfor. Jeg fortryder det nemlig næsten hver gang. Der laves sikkert danske film, som jeg ville gide se, men det er umuligt at vide hvilke. Anmeldelserne giver ikke megen hjælp.

Årets bedste...spisested

Igen i år er det måske lidt pjat at udnævne et årets bedste spisested - så mange gange har vi altså heller ikke spist ude. Jeg gør det alligevel.

Æggekagen her er fra Mylius-Erichsen Bryghusets café og restaurant i Ringkøbing.

Jeg elsker æggekage, men kan ikke selv lave den ordentligt, og det synes jeg heller ikke, der er ret mange spisesteder, der kan.

Bryghusets café kan! Den, vi fik, var intet mindre end fremragende; sådan skal en perfekt æggekage laves.

Når vi kommer på de kanter igen, ved jeg godt, hvor frokosten skal indtages.

Æggekagebilledet er lånt fra caféens hjemmeside

Også Tyrstrup Kro, hvor vi opholdt os et par dage i forbindelse med min fødselsdag, laver god mad.

Det eneste, vi kunne sætte en finger på, var, at der ikke hørte dessert til menuerne - jeg holder meget af dessert. Men det vi fik, var glimrende og med dejlig meget fisk.

Desuden havde kroen et godt fif. Portionerne var ikke kæmpestore, de passede til os. Men man blev spurgt, om man kunne spise mere, og det var der en del, der tog imod. En fin måde at undgå madspild på, samtidig med at alle fik, hvad de kunne spise. God service.

Jeg har også en bobler: den veganske restaurant Mikuna i Århus. Det irriterer mig, at deres retter skal relatere sig til almindelige retter med kød i (koFRI bøf, fiskeFRIfilet), så derfor gik der et stykke tid, inden jeg bekvemmede mig til at gå derind. Så fik jeg til gengæld en mulligatawny, der fik englene (heldigvis ikke mig. Jeg har kun 2½ tone i livet) til at synge. Den skal jeg have igen, og måske skal jeg også prøve deres hønseFRIsalat.

Årets bedste...musik

Vi har været til så meget god musik i 2014, men tre ting hæver sig over de øvrige.

De to af dem har jeg skrevet om her på bloggen. Den første var symfonikoncerten med Århus Symfoniorkester med Martin Fröst som solist i Kalevi Ahos klarinetkoncert, og den anden var den fantastiske koncert med Patricia Petibon.

Den tredje af de største oplevelser var en korkoncert i Århus Domkirke. Ars Nova Koret dirigeret af Paul Hillier opførte Svend Nielsen værk Sommerfugledalen til Inger Christensens store digt med samme navn.

Indtil da helt ukendt musik for mig, og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg blev i hvert fald dybt berørt af både musik og tekst. Koret kom vist også helt til sin ret i den fantastiske akustik i Domkirken.
En kæmpe oplevelse!

Jeg kan umuligt rangere de tre koncerter, og jeg kan ikke huske nogen større skuffelser hele året.



Mit eget sommerfuglebillede passer vist meget godt til emnet. Jeg tager ellers ikke så mange fotos af sommerfugle. De flagrer næsten altid videre, inden jeg når at skyde.

Gårsdagens fødselar

...ja altså, ud over ham, der bliver fejret over det meste af verden

SARANTOYA, 14 ÅR GAMMEL

Til lykke. gamle tøs!

Julehilsen

Jeg synes, julemanden på mit julekort har lidt samme udtryk som nogle kristusfigurer fra vikingetid eller fra den tidlige romanske tid.
For eksempel den på Jellingstenen.
















Eller den på det meget fine Åby-krucifiks, der skulle være Danmarks ældste krucifiks, lavet omkring år 1100.

Det er blevet fundet i Gammel Åby Kirke, der næsten er min lokale kirke.

Lilit 17 år

Vores skønne Lilit blev 17 år for 2 dage siden.

I august troede vi ikke, at hun kom til at opleve sin 17 års dag. Hun havde en grim krise, spiste næsten ikke noget og havde tabt sig meget. Vi konsulterede selvfølgelig dyrlægen, men var fast besluttede på, at hun ikke så meget som skulle have taget en blodprøve. Vi ville bare vide, for det første om der var et eller andet banalt som for eksempel tandpine, og for det andet om det så ud til, at der var noget, der gjorde ondt. Negativt svar til begge dele: Hun er bare en gammel kat.

Vi blev enige med dyrlægen om at prøve med ½ Medrol dagligt, og det hjalp faktisk en del på appetitten og dermed også på energien.

Nu synes jeg imidlertid, det er ved at være sølle med hende igen, så det blev med meget stor sandsynlighed den sidste fødselsdag desværre.

Vejret var mørkt og gråt på dagen, men jeg fik taget nogle stemningsbilleder. Man kan tydeligt se, at Lilit er tynd, men jeg synes, hun stadig er smuk.

På det nederste billede ligger Lilit og "poter" på sin katteseng, noget hun tit gør.

Når vi er gået i seng, vil hun gerne have min hånd at pote på, så det får hun selvfølgelig. Det må være vores lidt særprægede måde at holde i hånd på.

Solskinslørdag

Det kan godt ske, vi tabte krigen i 1864, men i går havde danskerne erobret Flensborg igen. Vi har tit været der i december, og der er altid mange danskere, men vi har vist aldrig set så mange som i går.

Dog ikke så underligt, for så dejligt var der i Flensborg i går! Det er som om de solskinsdage fylder ekstra meget, når der ikke er så mange af dem.

Vi skulle såmænd bare købe vores kalendere (der var allerede kun én tilbage af Dorthes) og nogle af de lækre romjulestoller. Og så ville jeg have nogle strømper i Karstadt. De har et enormt udvalg i forhold til en hvilken som helst forretning af mit bekendtskab her i landet.

Det er stadig grønkålstid i Tyskland, og vi fik, lige hvad vi ønskede os til frokost: Grønkål med pølse, "kasseler" (hamburgerryg) og brasede kartofler. Jeg kunne faktisk ikke spise mere resten af dagen.

Den lille kat til højre mødte vi på vej sydpå på den allersidste rasteplads inden grænsen.

Det så ud til at være en næsten voksen killing. Den var ikke vild, men heller ikke så frimodig, at den ville snakke med os, selv om den tydeligvis gerne ville have kontakt på afstand. Måske var den sulten? Og måske var der somme tider nogen, der gav den nogle rester fra deres madpakke på rastepladsen. Desværre havde vi ingen mad med.

Jeg håber, den hører til på den gård, der lå ikke så langt væk, og at den kunne finde hjem.

Hjemme nød vores egne katte også solskinnet.

Sarantoya har anbragt sig bag gardinet i Dorthes værelse. Det gør hun vist kun, når solen skinner.

Som alle katte er både hun og Lilit også gode til at finde solpletterne, hvor de kan få varmet ører og mave.

Opslagningskant nr. 1: Usynlig opslagning i dobbelt rib

Jeg har lige lært at lave en usynlig opslagskant til rib. På engelsk hedder det Tubular Cast-On, og der er masser af videoer, hvor teknikken vises. For eksempel denne. Min navnesøster Charlotte Kaae har også en lille vejledning - på dansk men uden video - her. Det er ikke spor svært, og det giver bare lidt ekstra finish.

Jeg skulle imidlertid strikke dobbelt rib. Kunne man også lave en usynlig opslagning i det? Jeg fandt diverse videoer, men syntes ikke, resultatet var så overbevisende. Jeg fandt så selv på en lille variation, der giver en næsten usynlig opslagning og i hvert fald en del pænere end en ganske almindelig opslagning.

Hvis man kender teknikken i enkeltrib, skal man i stedet gøre sådan på den pind, hvor man tager løkker op: Start med 1 vrang, *tag 2 løkker op og strik dem ret (én ad gangen), 2 vr*. Gentag fra * til * pinden ud. Pærelet. Teknikken er sikkert beskrevet andre steder, jeg har bare ikke kunnet finde det.

Sådan ser det ud:

Jeg synes i øvrigt, at metoden både i enkelt og i dobbelt rib giver en lidt fast kant, så hvis der er brug for elasticitet, slår jeg op på pinde et nummer større end den, der egentlig skal bruges.

Tre dage, tre film

Vi kan ikke nå at få set alle de film, vi gerne vil. Det er nu heller ikke let, når der er Tyske filmdage med en hel masse film, der lyder godt. Nogle af dagene bliver der vist mere end én festival-film, men de bliver kun vist én eneste gang.

Vi har set to af filmene, og når desværre ikke flere. Tilfældigvis var vi også i biografen dagen før, de tyske filmdage startede. Der så vi Kvinden der forsvandt, en absolut seværdig spændingsfilm. Amerikansk og ikke spor tysk.

Seværdige var de tyske film også. Desuden var det film, jeg blev klogere af.

Først så vi Phoenix om en kvinde, der - naturligvis i elendig forfatning - bliver reddet fra kz-lejr og kommer tilbage til Berlin, hvor hun før krigen sang i en natklub. Hun har aldrig opfattet sig selv som jøde og gør det stadig ikke, men er nødt til at skulle forholde sig til det.

Noget af det interessante er andre menneskers reaktion på det faktum, at hun har været i kz-lejr - eller måske snarere manglende reaktion. Det er ikke noget, de spørger om. For uvirkeligt? For vanskeligt? Under alle omstændigheder meget realististisk, tror jeg.

Næsten endnu bedre var Westen, der handler om en kvinde, der i slutningen af 70erne får tilladelse til at flytte med sin 9-årige søn fra Øst- til Vestberlin. I sig selv mærkeligt: Hvorfor får netop hun lov til at rejse. Det er en spændende, rørende og meget menneskelig film med en hel masser brikker, der skal falde på plads.

Jeg ville gerne se den igen. Hvorfor er der dog ikke nogen, der har importeret den film? Og nogen af de andre også. Flere af dem har vundet priser på diverse festivaller, men det er åbenbart ikke nok.

Koncert med overraskelser

Fido - en hund - får et par briller, men må tage dem af, når han er på jagt, og så ruller harerne sig på jorden af grin. Det er noget af handlingen i en sang af Manuel Rosenthal.

Det var i den sang, at Patricia Petibon - fransk operadiva - for alvor begyndte at folde sit talent for det komiske ud i onsdagens koncert i symfonisk sal i Musikhuset i Århus. Det skulle siden blive meget "værre".

Jeg havde hørt, at hun er god, men kendte i øvrigt ikke noget til hende, og da jeg så, at hun kun skulle akkompagneres af piano og slagtøj, frygtede jeg, at det blev en lumsk kedelig koncert.

Det blev alt andet! Det blev noget helt uventet og helt anderledes end andre koncerter med operastjerner, vi har været til. Alene det udvalg, hun havde valgt at synge, vel alt sammen musik skrevet i det 20. århundrede. Det hører man ikke til enhver koncert.

Patricia Petibon synger fremragende, og hun har en vidunderlig klar diktion. Hun kan synge både det smukke og poetiske og det absurde og groteske. Hun bruger sin krop meget, og så er der det der med komikken. En hel speciel cocktail. Hendes dygtige akkompagnetører var i øvrigt også helt med på løjerne.

Koncerten bliver gentaget i København på søndag. Hvis der er nogen københavnere, der skulle se min blog, så se at få fingre i en billet - hvis der da ikke allerede er udsolgt. Her i byen var der fuldt hus. Det skulle også bare passe andet.

Mørke morgener

De sidste par uger har morgenerne unægtelig været temmelig mørke og kedelige. Men ikke altid. Se bare disse knap 2 uger gamle billeder:

Jeg elsker det fine lys ude over havnen og kranerne, der ser ud som legetøj. Højhuset er Århus' nyeste hotel. Vi frygtede det værste i byggefasen, hvor man så en enorm, kompakt, hvid klods vokse op, men det hjalp gevaldigt med den mørke fladebeklædning. Nu kan jeg godt lide bygningen i byens silhuet.

Jeg var tidligt oppe, fordi Dorthe skulle køres til toget. Bagefter skulle jeg i operabio, men der var tid til en kop af yndlingskaffen på Baresso inden.

Operaen var Verdis Macbeth. Jeg har set den før, og til min overraskelse var det samme produktion. Ikke at jeg havde noget imod det, for den er særdeles vellykket.

Jeg var meget rørt, første gang jeg så operaen, og det blev jeg igen. Historien må være evigt aktuel.

Anna Netrebko sang Lady Macbeth helt formidabelt. Der var lutter stjerner i hovedrollerne, og de var alle i topform, men Netrebko overstrålede hele bundtet.

Nej, det passer ikke

Julen er ikke kommet. Hverken i lørdags, hvor jeg så reklamen i avisen, eller i dag. Vi er immervæk kun nået til den 10. november.

Julen kommer her i landet den 24. december. Basta!!! Det er fint at forberede den i det meste af december, men det betyder ikke, at julen er startet. Jeg ved godt, jeg er håbløst gammeldags i den retning. Jeg har bemærket, at yngre personer ønsker hinanden glædelig jul hele december.

Nå, men da vi sort på lysegråt kunne læse, at julen er kommet, så tog vi til julemarked på Rosenholm Slot. Det var begrænset spændende, men kulissen er unægtelig unik.

Vi har altid godt kunnet lide det nydelige, lille rødstenshus.
Det ligger på vejen til vores sommerhus, som vi ganske vist ikke ikke har mere,
men vi har beundret det på alle årstider.

Vi blev hurtigt færdige med markedet og havde god tid til også at besøge et galleri i et hus ved siden af slottet.

Heldigvis, for der boede Hr. Mortensen.

Han stod på gesimsen uden for et vindue og ville tydeligvis gerne ind, men det kunne ikke lade sig gøre, for der var udstillet keramik til salg i vindueskarmen.

Jeg gik udenfor og snakkede med ham. Han spandt og ville gerne kæle, men han ville også stadig gerne ind og forlod ikke sin gesims. Jeg er sikker på, han glædede sig til, at alle gæsterne var forsvundet, så det blev hans hus igen.

Er det ikke nogle fine hvide kanter, han har på ørerne? Hr. Mortensen var hele turen værd.

Det er ret morsomt, at alle dem, der starter julen nu, heller ikke kan blive hurtigt nok færdig med den, når juleaften er overstået - væk med al den (over)søde julepynt og slut med den vamle julemad hurtigst muligt.

Jeg er lodret uenig. Der er jo en grund til, at julen førhen lå, hvor den lå, nemlig i den allermørkeste tid. Det er der, man for alvor har brug for lys og forkælelse. Min jul slutter ved helligtrekonger.

Citater om katte #29

Hvad deres skapsindighed angår, må jeg sige, at deres evne til i ethvert rum altid at finde de luneste pladser og de blødeste puder er uovertruffen; og deres punktlighed, når det drejer sig om mad, er beundringsværdig.
Thomas Henry Huxley

Man skulle tro, forfatteren til citatet havde kendt Sarantoya!