Ferien er slut :-(

Vi er hjemme igen efter 2 uger i sommerhus syd for Ålbæk. Det er altså skønt at være væk i 2 hele uger. Hvis vi kun har en enkelt uge, føler vi det næsten som om halvdelen af tiden går med at pakke ud og pakke sammen igen.

Sommerhuset, som vi har lejet gennem kommunen, har vi boet i før, og vi kan godt lide både beliggenheden og indretningen. Huset ligger på en naturgrund. hvor der her i august er blomstrende lyng og mosebøllebær.

Mosebøllebærrene smager ikke af særlig meget, men der bliver noget udmærket syltetøj ud af dem, erfarede vi.


Der var en masse små tudser både omkring sommerhuset og på vej ned til stranden 500 m fra huset. De var bare søde!

Der var også masser af myg - de er IKKE søde, og de er et af de få dyr, jeg kan finde på at slå ihjel, men det forhindrede nu ikke, at jeg hurtigt blev overbroderet med mygstik.

Citater om katte #5

Blandt alle Guds skabninger er der kun én, der ikke lader sig underkaste slaveri. Denne ene er katten.
Citat: Mark Twain

En legesyg Lilit illustrerer dette citat.

Færdig jakke

Min grønne jakke er blevet færdig og er klar til brug. Modellen er hentet hos garnstudio og har nr. 105-20. Den er selvfølgelig rettet til efter mine mål, og efter garnet, som er Jo Sharp Silkroad Tweed - en kvalitet i 85% uld, 10% silke og 5% cashmere. Pinde nr. 4½.

Jeg er meget tilfreds med jakkens finish. Næsten alle sømme er syet med madrassting, og det bliver altså pænt. Den hæklede kant på forstykkerne og rundt i nakken virker også godt. Det eneste, jeg burde have lavet anderledes, er skuldersømmene, hvor jeg brugte Lord Kitchener sammensyning. Der ville jeg nok foretrække en helt traditionel sammensyning.
Man kan stort set ikke se Kitchener sømmen, men faktisk kan jeg godt lide at vide, hvor skuldersømmen er.

Jeg er stadig spændt på, om jeg kommer til at bruge jakken. Selv om det er blevet lidt køligere, er jakken i hvert fald for varm nu. Og kradser den ikke også lidt?

Der bliver ikke indkøbt uld til flere beklædningsgenstande til mig selv, før denne - forhåbentlig - har bevist, at uld ikke altid kradser.

Hverdagsluksus

For et par måneder siden skiftede vi alle vores håndklæder ud og nej, hvor er det lækkert.

Vi har nok haft de samme håndklæder i over 30 år, og de var da ikke slidt op, så vi havde ikke tænkt på at investere i nye. Men lige pludselig blev jeg voldsomt træt af dem. De var unægtelig blevet noget stive, og det var også, som om de ikke kunne blive rigtigt rene. I hvert fald gik der kun ganske kort tid efter vask, før de så ikke bare snavsede, men MEGET snavsede ud.

Vores badeværelse er et rigtigt 70er-badeværelse med brune fliser og klinker og - heldigvis - hvid sanitet. Vi kan faktisk godt lide det. Bl. a. bliver klinkerne overhovedet ikke glatte, når de er våde; det sætter vi stor pris på. Vi har alligevel seriøst overvejet at få det hele renoveret, men har opgivet det indtil videre. Vi synes, det vil være synd for misserne med alt det spektakel, der vil blive.

Men nye håndklæder kan gøre underværker, skulle jeg hilse og sige. De gamle var i pink og lidt orange - de nye har vi valgt i turkise nuancer, der er mere grønlige end blålige. Lidt forskelligt interiør blev også skiftet til turkis, og pludselig ser vores badeværelse helt anderledes ud.

Jeg mangler bare at få malet et lille skab, og så krydser vi fingre for, at badeværelset holder lige så længe som misserne.

Det spøger - eller er det en nisse?

For en gangs skyld bliver indlægget uden billede. Det handler nemlig om EN USYNLIG!

Den usynlige huserer i nærheden af mit sengebord. Først forsvandt en bog fuldstændigt fra denne lokalitet. Det er et par måneder siden, og den er stadig eftersøgt.

I torsdags forsvandt min mobil så. Det var en nærmest antik Siemens, som jeg syntes, det var sjovt at vise frem for måbende ungdommer. Jeg brugte den meget, meget lidt, og som regel var den ikke tændt, men jeg brugte den bl.a. som vækkeur, og det sidste, jeg erindrer, er, at jeg slog vækningen fra torsdag morgen, hvor den stod i sin holder på sengebordet. Den er ikke set siden!

Det må da være en nisse eller noget andet usynligt, som jeg har trådt over tæerne (hvilket i parantes bemærket er svært at undgå, når det nu drejer sig om en usynlig).

Jeg har købt et nyt simkort og har sat det i min gamle (dog yngre end Siemens-modellen), og næsten tons-tunge Nokia. Det er netop på grund af vægten, jeg ikke brugte den. Den er sat til opladning, så det varer ikke så længe, inden jeg igen kan modtage sms'ser. Eventuelle sms'ser sendt mellem torsdag og i dag er desværre nok gået tabt - ikke så godt, for jeg havde fødselsdag i fredags. Gad vidst om Nokiaen ikke er for tung at slæbe af sted med for den usynlige?

Jeg bliver jo nødt til at begive mig ud i mobiljunglen og få indkøbt en ny. Ikke just nogen fornøjelse, synes jeg.

Lises sokker

OK, det ligner måske ikke lige et par sokker!

Historien er den, at Lise indkøbte garn, Noro Silk Garden Sock, som hun havde fået at vide var rigtig lækkert til sokker til et par, som jeg skulle strikke. Jeg begyndte at strikke og blev mere og mere betænkelig, for jeg ville da selv nødigt gå på sokker strikket af så ujævnt garn. Og Lise er nok endnu mere sart, end jeg er.

Jeg strikkede imidlertid en sok færdig, men da Lise så den, var hun enig. Det garn er ikke velegnet til sokker.

Hvad kan man så bruge 100 g dyrt garn til? Ja, når man er mig, så er et sjal selvfølgelig en oplagt mulighed. Strikket på tykke pinde - jeg brugte nr. 9 - og med masser af huller, skulle der nok kunne blive til et anstændigt sjal, og det holdt da også stik. Kanten er strikket af en rest Lucca fino, og i modsætning til de fleste sjaler, der har kant med spidser, så laver denne en svagt bølget flæsekant.

For resten synes jeg også, at farverne - som er flotte, ligesom både douce og stærke på én gang - kommer meget bedre til deres ret i et sjal end i et par sokker. Man kommer jo dårligt nok igennem hele farveforløbet i hver sok.

Tur til Vestfyn

I lørdags var vi sammen med Yrsa på en tur til Vestfyn. Vejret var ikke det bedste, men der kunne ikke ændres på tidspunktet. Vi ville besøge Galleri Sulegaarden i Lundager lige uden for Assens samt Ernsts Samlinger i Assens centrum, og når vores arbejdstider så kom ind over, kunne det rent logistisk kun blive denne ene lørdag

På Sulegaarden var der den årlige "Put and take"-udstilling med arbejder af godt 40 kunstnere. Det er et sjovt koncept, hvor værkerne skal være små i format. Så små at en cykelturist godt kan få plads til et i rygsækken.

Vi kunne jo godt have plads til mere, da vi var i bil, men derhjemme har vi ikke så meget plads, så det lille format passer os godt, og både Dorthe og jeg fik et lille kunstværk med hjem.

Heller ikke Ernsts Samlinger, hvor vi kom med på rundvisningen næsten på det yderste mandat, skuffede. Jeg har lånt Sølvmanden, Maria Grønlykkes roman om Frederik Ernst, med hjem, men er ikke rigtig kommet i gang med den endnu, og det var måske i virkeligheden den rigtige rækkefølge at få "virkeligheden" først og derefter fiktionen.

Vejret var så venligt at undlade øsregn, da vi var færdige med udstillingen, så vi kunne gå en tur i Assens. Der er mange gamle huse og bygninger, bl.a. Plums Gård, hvor min mor i sin tid blev udlært på kontoret. Den maleriske blå og noget forfaldne bygning, ligger bag Plums Gård. Den må vel have været en slags lagerbygning?

I et af de mange bindigsværkshuse lå der en kat bag ruden. Vinduet var noget snavset, måske på grund af regnen, men katten kunne sagtens se og måske også høre nogle fugle udenfor. Det så det ud til, den havde stor fornøjelse af.

Kloge katte

Vi bilder os jo ind, at Sarantoya er en usædvanligt klog kat. Hendes klogskab går tit ud på at opdrage OS - som regel til at give hende noget mad.

Hendes nyeste nummer, som hun har fået Lilit til at medvirke i, er meget udspekuleret. Hun og Lilit har ikke altid været lige gode venner, så vi er altid meget opmærksomme på, at de ikke skal komme alvorligt op at toppes. Det udnytter Sarantoya. Når hun om aftenen har fået al sin mad, men synes, at hun godt kunne bruge lidt mere, så begynder hun at småslås med Lilit. Hvis vi ikke reagerer, bliver det lidt værre, så vi er nødt til at gøre noget. Straks en af os rejser sig, løber begge katte med højt løftet hale ud i køkkenet i forventning om, at så er der fodring. Lilit er ikke altid selv interesseret i at få noget spiseligt, hun er bare klar over, at datteren er i svær (hungers)nød og må have hjælp.

Billedet tog jeg for et par dage siden, da Sarantoya havde udført en anden af sine kunster, og den har faktisk ikke noget med mad at gøre. Jeg sad i sofaen og strikkede - med bare ben, for det var godt vejr. Men Sarantoya ønskede at ligge på mig, og det gjorde hun mig særdeles klart. Jeg skulle strække benene ud og for resten også tage et tæppe på, for hun kan ikke lide at ligge på de bare ben. Straks jeg havde adlydt ordre, møffede hun sig til rette og faldt i søvn.

Vores nabokat Emma, som jeg har skrevet om flere gange på bloggen, er også klog. Hun bor 4 huse fra os, og vi har passet hende mange gange, når hendes mennesker er på ferie. Pasningen går ud på at lukke hende ud og ind igen og så selvfølgelig snakke med hende og fodre hende. Hun kan vældig godt lide at være ude, men som regel går hun ikke så langt, og når hun skal lukkes ind igen, er hun stort set altid i sin egen have.

Det var hun dog ikke i formiddags, da jeg skulle på arbejde. Det var jo dejligt vejr, så det gjorde ikke noget, men jeg regnede dog med, at hun gerne ville lukkes ind, når en af os kom hjem igen. Det var helt korrekt! Da Dorthe kom hjem, sad hun nemlig på VORES havegang og ventede. Hvordan kan hun vide, at det er her, hun skal henvende sig? Ganske vist går hun og jeg af og til tur sammen fra Emmas hus og hen mod vores hus, hvor vores veje skilles - Emma går enten tilbage igen eller ind mellem buskene på den anden side af vejen, og jeg går ind i vores hus. Men det antal gange, vi har set hende i vores have, kan tælles på én hånd, og jeg kan ikke huske, at vi nogen sinde har snakket med hende, når hun har været her, så det er da fantastisk, at hun ved, at i lige præcis det hus bor vi. Faktisk har hun gjort det én gang før. Dengang var jeg ikke helt klar over, om det var et tilfælde, men det tror jeg ikke mere. Nu er jeg behørigt imponeret - måske er Emma lige så klog som Sarantoya?

Et modedyr

Alle, der shopper bare lidt, vil være fuldstændig klar over, at årets modedyr er: UGLEN. Den optræder overalt og i alle mulige sammenhænge.

Jeg tror nu ikke, det er modedillens skyld, at der var en hylde med ugler i Stofftiergarten - der var endda flere end på billedet, men som jeg tidligere har skrevet, er der ikke det dyr, der ikke kan fås i plys. Fisk inclusive!

Uglerne er også et yndet motiv på Flickr. Prøv lige at se dette galleri og få lidt gymnastik til smilebåndet. Læs endelig også kommentarerne. Godt fundet på!

En dag i Hamborg

Hvad kan man nå på 8½ time i Hamborg? Vi valgte på vores seniordag i fredags at nå følgende:

St. Georg-kvarteret, hvor vi ikke har været før. Vi kiggede bl.a. på de lidt alternative butikker i Lange Reihe.

- Og på gavlmalerierne.

Vi var også forbi de arbejdende værksteder i et spændende hus i Koppel 66. Jeg fik et par nye og anderledes øreringe med hjem. Det var lidt for tidligt til frokost for os, ellers havde vi nok prøvet den fristende café.

De første par timer havde vi gråvejr, men så kom solen frem. Ved Alsteren så vi en masse svaner, bl.a. denne familie. De havde hovedet under vand for at fouragere det meste af tiden, men blishønen i højre side tiltrak sig kortvarigt deres opmærksomhed, så jeg lige kunne få et enkelt billede med løftede hoveder.
Svaneungerne havde vidt forskellig farve - det synes jeg ikke, jeg har bemærket før.

Stofftiergarten-butikken i Europa-passagen var også på programmet. Den har et lidt større udvalg end den på banegården, og der er ikke det dyr, der ikke er lavet i plys. Tænk at en grib kan være så sød...

Endelig kom vi også på havnerundtur. Her ses Elbphilharmoniens kommende og meget omtalte nye hjem, stadig ufærdigt og indpakket. Det skulle vist have været færdigt for længst, og det bliver vist nok også en del dyrere end planlagt. Har man hørt det før?
Beliggenheden ved havnefronten er jo helt ekceptionel, og jeg håber, vi kommer til nogle koncerter, når det hele ad åre bliver færdigt.

Endnu et billede med flere kraner fra havnerundturen.

Vi så ikke en eneste levende kat, men vi så da denne flotte plakat. Faktisk kom vi også forbi Pet Shop Boyz-butikken. Vi var dog ikke inde, så der kom ikke nogen gaver med hjem til tøserne. Den sidste gave - en friskvand fontæne til flere hundrede kroner - gad de ikke bruge (vores vandglas er bedre!), så derfor.

Hækken trænger stadig til en studsning

Jeg burde være startet på hækklipperiet i går, men noget andet grønt lokkede mere. Alle stykkerne til min strikkede jakke er blevet færdige, så jeg havde meget mere lyst til at ri den sammen for at se, om den overhovedet vil blive anvendelig. Jeg bed hovedet af al skam - naboerne må klare at se på den uklippede hæk en uges tid endnu og rimpede sammen. Heldigvis ser jakken absolut ok ud. Her ligger den i strikkekurven.

Nu mangler jeg bare en masse madrassting og nogle kanter. Som de fleste andre synes jeg, monteringsarbejdet er keeeedeligt!

Det er lige til at overkomme på børnetøj som på denne lille trøje i størrelse 4 år, som jeg har brugt som tage-med strikketøj. Den blev sød, synes jeg.
Garnet er Katia Samba bomuldsgarn, som jeg før har strikket børnetøj af.

Det har altså en sjov effekt i børnetøj - det vil sikkert ikke blive nær så godt i større arbejder.

Utro

Jeg følte mig nærmest utro, illoyal og svigagtig, da vi besluttede at udskifte Clio'en, selv om jeg jo godt er klar over, at man ikke kan være utro over for en bil. Derfor er dette indlæg EN HYLDEST til vores forrige bil.

Det var kærlighed ved første blik, da vi første gang så en gul Clio i et parkeringshus. Den lyste bare op!

Der gik dog et halvt års tid, hvor vi kiggede på en masse andre biler og endda var til bilshow (det var meget mod forventning SJOVT!), inden vi besluttede os: Det var en Clio, vi ville have.

Vi var glade for køreegenskaberne, affjedringen og udstyrsniveauet (som paradoksalt nok nærmest er lavere i vores nye Yaris), men vi må indrømme, at vi tog den på grund af udseendet.

Der havde altså været nogle designere ind over der, det var en bil med personlighed. Jeg syntes, der var lidt engelsk taxa over den - især bagfra. Det var simpelthen en sød bil, og jeg blev i godt humør af at se på den.

Vi fortrød aldrig den gule farve. Den klædte modellen og havde ydermere den fordel, at bilen kun meget sjældent så snavset ud. Det var også en holdbar lak, der ikke tog mod hverken ridser eller rust. Dog opdagede Dorthe et lidt tyndt sted i lakken ved en af bagskærmene, efter vi havde solgt den. Det blev jeg næsten glad for. Det bekræftede mig i, at det var det rette tidspunkt for en udskiftning.

Hvis Renault ikke havde ændret designet, havde vi måske valgt en Clio igen. Men det har de altså, og vi kan ikke nær så godt lide den nye model. Den er mere ordinær og mangler personligheden.

Se lige detaljen her. Det er knappen til åbning af bagagerummet. Hvorfor lurer andre bilfirmaer ikke det?

Knappen på den nye bil ser mildest talt klumset ud ved siden af, men vi tog jo heller ikke vores Yaris på grund af udseendet - og faktisk ser den også lidt sød ud. Især forfra.

Fornuftsægteskab

Vi har indgået et fornuftsægteskab med en bil.

Vores "nye bil" - den gule Renault Clio - var efterhånden blevet 9 år. Helt ubegribeligt, vi havde jo lige købt den. Den så også ny ud, men opførte sig ikke altid sådan. Selv værkstedet indrømmede, at de så den for tit. Og med mærkelige ting, som ikke altid var så let at finde ud af. Senest var det en defekt bremseforstærker. Banale ting som problemer med at starte eller udskiftning af lydpotten led den aldrig af.

Nå, vi begyndte så småt at overveje udskiftning, og pludselig gik det meget stærkt. Resultatet blev en Toyota Yaris.

Guderne skal vide, at vi ikke tog den på grund af udseendet. Det er en udpræget fornuftig bil (håber vi!), der overhovedet ikke findes i sjove farver. Det vildeste var en blå, men den sidste blå blev solgt, mens vi kørte prøvetur, så vi måtte slå os til tåls med en koksgrå. Vi kunne vist også have fået sort, hvid eller sølvgrå, men sort og hvid passer ikke til vores bilvaskefrekvens, og sølvgrå ville dog være at gå for meget på kompromis.

Det er helt sikkert den kedeligste og mest anonyme bil, vi nogensinde har haft. Du fredsens, hvor kører der mange grå biler rundt! Vi skal til at huske, hvor vi parkerer kareten - er det ikke et fantastisk kedeligt billede ovenfor? - og vi kan godt begynde at bekymre os om, om den bliver stjålet.

Forhåbentlig er der andre fordele. Foreløbig er vi glade for airconditionen, men ellers har vi ikke indtil nu opdaget andre fordele i forhold til Clioen. Vi har heller ikke kørt så langt i den endnu. "73" på billedet er kilometertallet:-) I hvert fald er den nye rigtig lækker at køre i (men det var Clioen nu også).

Jeg håber, det udvikler sig til kærlighed hen ad vejen.

En farisæer

I et hjørne i et af havetrugene står denne husløg (eller hedder det "dette"?)- den eneste husløg i haven.

Jeg er ikke specielt interesseret i husløg og kender ikke noget til dem, så jeg ved ikke, hvad den specielle husløg er for en. Jeg købte den på et plantemarked, vist nok fordi jeg godt kunne lide den blågrønne farve.

Den ser ud til at trives, og i år er der så kommet blomster. Som det ses på billedet er de hvide, hvilket godt kan tolereres i den blå have, når der bare ikke er for mange af dem.

I øvrigt en køn blomst, synes jeg. Det kan da godt ske, jeg skulle overveje flere husløg. Mon der findes nogen med blå blomster?

Multitasking

"Kvinder kan multitaske, det kan mænd ikke", sagde man for nogle år siden. Det har man vist nok fundet ud af ikke er helt korrekt.

Jeg er i hvert fald ikke specielt god til det. Da jeg strikkede trøjen på fotoet i to garnkvaliteter, skulle jeg skifte til pinde i en anden tykkelse, når jeg skiftede garn. Det gik det ikke så godt med. Temmelig mange gange kom jeg først i tanke om, at jeg ikke havde skiftet pinde, når jeg var midt i eller færdig med næste stribe.

Det er den første trøje, jeg har strikket til mig selv i årevis. Jeg fandt modellen i - af alle steder - Alt om håndarbejdes Strikkemagasin. Et blad jeg altid kigger på mit arbejde, men det er meget sjældent, jeg synes, der er noget, jeg kunne tænke mig at strikke.

Jeg kunne imidlertid godt lide den afslappede stil i denne, og så er den strikket i dels ren bomuld, dels en bomuldsblanding, så der er ikke nogen risiko for, at den kradser. Jeg strikkede nøjagtigt efter opskriften og med de garnkvaliteter, der blev foreslået - dog i en anden farve. Det skulle forestille at være en model, der var let at strikke, og det var det også i den forstand, at det næsten udelukkende er glatstrikning, men de to meget forskellige garntykkelser egner sig nu ikke for nybegyndere udi strikkekunsten, synes jeg.

Det går rimelig godt fremad med den jakke, som skal være en test på, om jeg kan gå i nutidens uldkvaliteter, men faktisk har jeg købt en masse spændende bomuld, hvor jeg bare skal finde ud af, hvilke modeller, jeg vil strikke. Jeg må hellere bestemme mig for, at jakken skal være færdig først.

Øreringe igen

Jeg har købt flere nye øreringe på Etsy i år. Hos "organikx" i Canada har jeg købt disse små sølvøreringe med rubiner. Jeg kan godt lide sølvets rå look kombineret med rubinernes fine farve.

Øreringene er ganske små, vedhænget er bare 1,5 cm langt. Det forestiller man sig ikke helt, når man ser billedet, men størrelsen er naturligvis beskrevet i beskrivelsen af øreringene. Det kunne mange af Amio-butikkerne lære af.

Billedet er lånt fra organikx' butik. Det er meget bedre end det, jeg selv tog. Enten skal jeg have et nyt kamera for at tage den slags billeder - eller også skal fotografen blive bedre:-)

"beautyspot" i Ukraine arbejder bl.a. i resin (en slags harpiks).
Der fandt jeg disse innovative katteøreringe. Selv om jeg er kattoman, synes jeg ikke, at alt hvad jeg har behøver at være relateret til katte, og jeg er heller ikke nødt til at købe alt med katte på, men de her kunne jeg umuligt stå for.

Dette billede er mit eget, og i hvert fald på min skærm er farverne mere korrekte end på beautyspots egne fotos.

Begge butikker var rigtig gode at handle med og kan varmt anbefales.

Øresmykker

Jeg elsker smykker - mest af alt øre- og fingerringe. Mine fingerringe skifter jeg jævnligt, men mine øresmykker er altid tilpasset min øvrige påklædning.

De kan matche i farve og/eller stil, men det kan også være som kontrast eller for at live op på et farveløst outfit, hvilket for mig er enten sort eller hvidt eller en kombination, for blege farver er ikke mig. Min yndlingsaversion er PUDDERFARVET, så kan det være nok så moderne. Jeg går ikke i det. I dag var jeg helt i sort, men mine smykker var i gult. Mit store armbånd i forskellige gule farver blev suppleret af en ring med gyldent rav og øreringene med gult vedhæng.

Jeg kan godt lide, at mine smykker er lidt specielle. Ikke nødvendigvis unika, men heller ikke noget, man kan få hos enhver guldsmed.

De behøver ikke være lavet af ædle metaller og ædelstene - selv om jeg vældig godt kan lide både perler og sten.

Øreringene med de gule vedhæng er mestendels lavet af genbrugsmaterialer. Blikket er klippet ud af en dåse, det gule er noget plastic eller bakelit. Jeg har købt øreringene på Etsy i en butik, der hed projectgrabbag.

Ejeren sælger ikke mere på Etsy, men heldigvis købte jeg endnu et par øreringe fra butikken i tide. Også lavet af dåseblik suppleret med nogle små grønne glasperler.

For et halvt års tid siden fandt jeg ud af, at der er et dansk websted, der svarer til Etsy. Amio hedder det. Der er selvfølgelig ikke nær så mange butikker, og jeg har (heldigvis, måske?) heller ikke fundet så meget af interesse endnu, men i Birgittes værksted var der noget, jeg straks tændte på.

Jeg nøjedes med at købe to par øreringe. De enkle stregkodeøreringe var det ene par, de grønne rør med stjerner det andet. De er mine yndlings lige nu, og jeg har et par gange grebet mig selv i at vælge tøj efter øreringene og ikke omvendt.

Faktisk var der flere andre, jeg overvejede, men det lykkedes for mig at beherske mig så nogenlunde. Måske skulle jeg alligevel bestille endnu et par..., men måske kommer der nye fristelser i butikken.

En vild plante i haven

Inden vi for over 30 år siden flyttede i hus boede vi i lejlighed med altan - og altankasser. I en af altankasserne var der stedsegrønne dværgplanter. Det havde jeg læst i et blad godt kunne lade sig gøre. Altankassen ville forhindre rodnettet i at vokse sig stort, og planterne ville blive ved med at have dværgvækst.

Da vi flyttede, tog vi den ene plante, en thuja, med. Den har IKKE dværgvækst mere. Faktisk er den kæmpestor, og der kan ikke gro noget under den. Ikke engang hostaer ret godt.

Nu gør vi imidlertid et nyt forsøg. Annette og Niels har i deres skovbund en plante med lyserøde blomster. Den er hentet i naturen og trives fint under træerne. Vi har fået et eksemplar, som jeg har identificeret som en dagpragtstjerne.

Jeg kan godt huske dagpragtstjerne fra barndommens biologiundervisning. Jeg synes bare, den var mere rødlilla end denne, der er klart rosa. Måske har det noget med jordbundsforholdene at gøre.

Indtil videre står dagpragtstjernen strunk og fin. Jeg håber, den vil trives under thujaen, og den må gerne brede sig.

Blåt bunddække

I 2006 var vi en lille uges tid i Varberg i forbindelse med en katteudstilling, hvor kattene deltog. Det synes, som om det er 20 år siden og ikke bare 5. De ekstra dage i Varberg er dog ikke nær så fjerne. På forhånd havde vi ikke nogen forventninger til byen, men vi kunne jo altid køre til Göteborg, tænkte vi. Da vi først var der, kom det overhovedet ikke på tale. Varberg var uventet charmerende, og vi kørte også nogle gode ture i de svenske landskaber omkring Varberg.

En dag besøgte vi planteskolen på billedet. Meget nydelig og meget svensk, som det ses på billedet.


Planteudvalget var ikke så forskelligt fra det, vi kunne få i Danmark, og det var egentlig heller ikke for at købe, vi var der. En meget fin lille bunddækkeplante med lyseblå stjerneformede blomster havde vi dog ikke set før, og den kunne vi ikke stå for. To forkælede kattes bagage levner ikke så megen plads til vi mennesker - og slet ikke til ekstra indkøb, men de to små planter fik vi moset ind.

Da vi kom helt hjem, fik de plads i en af havens krukker, men efter den kolde vinter 2009/10 var de væk. Ærgerligt! Vi savnede vores små fine blåblomstrede planter.

På plantemarkedet i botanisk have for et par uger siden fandt jeg dem igen. De hedder Isotema fluviatilis - på dansk blåkryb. Jeg ved ikke, om det er samme sort som vores egenimport, men den ligner. Denne hedder 'Country Park'.

Foreløbig har de fået plads i et par krukker, men en af dem skal nok flyttes til et af bedene, hvor der formodentlig er mere vintersikkert.

I denne krukke er der foruden planterne (hjertegræs, en lyslilla vårfloks, som er næsten afblomstret på billedet, en lille husløg og den nye blåkryb) en masse Leca-sten og nogle stykker lava.

Lavaen er også af egen import, dels fra Etna, dels fra Vesuv. Den har ligget i en vindueskarm i årevis, men er meget mere dekorativ i krukken.

Citater om katte #4

Der er kun to muligheder for at flygte fra livets elendighed: Musik og katte.

Det vides ikke, hvem der har sagt dette, men det kunne have været mig. Og alligevel ikke i betragtning af, at jeg ikke synes, livet er usselt. Men det vigtigste i livet for mig (lige bortset fra familien) er nok musik og katte, så på den måde er jeg enig i citatet.

Illustrationen er fra et gammelt postkort. Det er sendt i 1919 til "Kjære lille Maud" fra "Bedstemoder". Det er faktisk noder, de to katte kigger på. Det er godt nok ikke så let at se i skanningen.

Jeg har en lille samling af postkort med kattemotiver. Det startede i Paris for 20-30 år siden, hvor vi fandt en postkortbutik i Rue du Dragon - mon den er der endnu? Postkortene var delt op i motiver, og jeg gik helt grassat i katterubrikken. Der var bare så mange med de mest fantastiske kattefotos.

Det gamle kort har jeg fundet senere på et antik/loppemarked.