Maj-mad

Vi har smovset i aften i nye Samsø-kartofler. Jeg var rigtig tidligt på torvet i morges - jeg var vældig stolt af mig selv, fordi jeg var så fornuftig.

Det er de første nye kartofler, vi har fået i år, serveret med røget makrel og en klat pesto eller smør. Mums! Og så bliver kartoflerne endda endnu bedre senere, der er ikke så vildt megen smag i de tidlige. Men den der er, er god!

Rabarberne skal bruges til chutney. Jeg lavede også sidste år efter en opskrift, jeg fandt på Gastromandens blog. Det blev vildt godt og slog ikke til ret lang tid. Nu laver jeg en dobbelt portion.

Radiser, agurker, et par bundter liljekonvaller og et par bundter engblommer røg også i kurven. Min sjæl, hvad vil du mere?

Vand i haven

har været et must i en del år efterhånden. Det har jeg nu taget helt køligt. Vores have er så lille, at fuglebadet måtte være nok, syntes jeg.

Indtil sidste sommer, hvor jeg lod mig friste af et lille springvand. Det bliver drevet af solceller, så det springer kun, når solen skinner, men det har jo været et usædvanlig flot forår, og vi har haft rigtig megen glæde af springvandets lette rislen.

Beholderen er en gammel henkogningskedel, som har været min mors. Jeg brugte den for mange år siden til at farve garn i, men den har stået ubrugt i vores udhus alt for lang tid. Jeg synes, den er perfekt til springvandet.

Citater om katte #3

Hunde kommer, når man kalder på dem. Katte tager imod besked og vender tilbage. Citat: Mary Bly

Sådan er det lige præcis med Lilit (den søvndrukne kat på billedet). Vi kan kalde på hende lige så tosset, vi vil, men hun kommer kun, når det passer hende.

Vi har somme tider været ved at gå ud af vores gode skind, fordi vi ikke kunne finde hende (også selv om hun er indekat, så der er grænser for, hvor hun kan være), og pludselig kommer hun nok så nonchalant spadserende helt uvidende om, at hun har været savnet.

Som sædvanlig er Sarantoya anderledes. Hun kommer faktisk ret tit, når vi kalder. Sikkert fordi hun mener, at det må være spisetid.

Kunst og børn

Både på Louisiana og Aros var der dejlig mange børn, og det lader til, de får noget ud af at kigge på moderne kunst.

Om denne skulptur af Joel Shapiro på Louisiana hørte vi en ca. 5-årig pige sige: "Det er en giraf". Ikke "Det ligner en giraf", nej netop "Det er en giraf".

Skulpturen er i øvrigt uden titel.På Aros stod en 8-9 årig pige sammen med - tror jeg - lillesøster på ca. 2 år og kiggede på Im Flügelschlag der Schwäne (I svanernes vingeslag). "Kan du se svanen?" spurgte den store den lille. På det tidspunkt havde jeg ikke selv set svanerne, men jeg fandt dem -tror jeg da.

Det, jeg godt kan lide ved Jorns billeder, er lige præcis, at man kan kigge på dem i lang tid og blive ved med at finde nyt. Og at det skaber en stemning i en - eller måske er det det humør, man er i, der er med til at fortolke billedet. Begge dele er godt.

Påskens kunst

Vi var til flere gode udstillinger i påsken.


På Aros så vi den store Jorn-udstilling og i tillæg Fredrik Raddum-udstillingen. Jeg har altid været glad for Jorn, og det var en meget fin udstilling, Aros havde sat sammen. Jeg kunne godt tænke mig at se den endnu en gang, inden den lukker.

Fredrik Raddum - nå ja... Det er da meget sjovt, men jeg synes, der er lidt for mange af hans værker, der beskæftiger sig med kunstnerens situation i samfundet. Det siger ikke mig som tilskuer så meget. Dorthe har skrevet om Raddum på sin blog et par gange, også med billeder.

Anderledes interessant er Holstebro Kunstmuseums udstilling med titlen Sjælens spejl. Udstillingen er den første i museets nye tilbygning, som sikkert helt bevidst virker ret anonym og dermed er en god platform for kunsten. Jeg var dog noget utilfreds med lyset - måske var der bare for mange pærer, der var gået ud? det håber jeg - men ellers var det en stor fornøjelse at se udstillingen.

Vi kiggede også på den nye opstilling af værker fra museets faste samling. Bl.a. værker af Tal R apropos min kunstdåse.

Jeg har reflekteret lidt over de forskellige udstillingers titler. Louisiana og Holstebro Kunstmuseum taler dansk med henholdsvis Picasso - fred & frihed og Sjælens spejl. Louisianas Hockney-udstilling hedder Me draw on Ipad, men her synes jeg, det har en funktion, at titlen er på engelsk. På Aros er man kun engelsksproget. D.v.s. Jorn International kan selvfølgelig med lidt god vilje være dansk. Fredrik Raddum-udstillingen hedder Get Lost. Gad vidst hvornår Aros får så megen selvtillid, at de erkender, de er et dansk museum?

Billederne er fra oven Asger Jorns Au commencement était l'image (I begyndelsen var billedet) og et udsnit (måske Jorn selv?) af samme billede. Derefter Carl-Henning Pedersens Ved stranden og til sidst Tal Rs Hyacint. Forhåbentlig er farverne ikke helt i skoven, men jeg garanterer ikke for noget.

Milde gaver

Uventede gaver gør altid glad. Jeg/vi har fået et par stykker af slagsen på det sidste.

Først fordi jeg havde sidste dag på Lystrup Bibliotek, hvor jeg i snart et år har haft en ugentlig arbejdsdag. Det har jeg været meget tilfreds med, blandt andet fordi jeg har fået lov til at lave noget af det, jeg godt kan lide. Men det havde altså en ende, og minsandten om jeg ikke fik en afskedsgave bestående af en fin kunstdåse + noget, der kunne fyldes i dåsen.

Dåsen er dekoreret af Tal R med et indianermotiv. Kendte de til min gamle indianer-interesse i Lystrup, eller var det bare godt ramt?

Jeg tror, de godt vidste, at jeg har adskillige søde tænder, og hele 3 poser mandler og nødder med forskellige "betræk" fra Summerbird fulgte med dåsen. Uhm!!! Den flotte blå er nødder med kaffe og praliné. Dem kunne jeg godt blive lidt afhængig af.






Kurven med specialiteter fra Claus Meyer har vi fået af Emma, fordi vi har passet hende i nogle af påskedagene. Jeg er altid glad for at passe den søde Emma, og det er bestemt ikke nødvendigt med gaver i den anledning, men det synes Emma - eller måske er det hendes mennesker - altså.

Og egentlig var det slet ikke en uventet gave, for vi får altid noget af Emma, når vi har passet hende - jeg havde bare ikke tænkt på det. Så jeg blev både overrasket og glad, og jeg glæder mig til den lækre mirabelle-marmelade, som jeg kender fra tidligere, og de andre specialiteter.



Sidste sommer skrev jeg, at Emma vist nok var 14 år, men faktisk er hun nu 17 år. Hun er sit gamle søde jeg, og virker fuldstændig rask.

Vi håber, hun sætter aldersrekord for katte. På billedet har vi gået tur sammen - jeg skal ind i vores eget hus, og Emma fortsætter op ad trappen.

Mozart-fan

bliver jeg nok aldrig. Hvis jeg var mere musikkyndig, så det muligvis anderledes ud, men jeg synes altså, det meste af Mozarts musik er noget letbenet - for muntert, springer af sted på alt for lette fjed og er nærmest irriterende i sin ubekymrethed.

Der er undtagelser. Jeg synes helt sikkert bedst om ham i mol, og hans Requiem (i d-mol!) er jeg endog meget glad for. Det hørte vi til symfonikoncerten i torsdags.

Først hørte vi Poulencs Gloria, som jeg ikke kendte i forvejen. Det er kirkemusik, men ikke lige typisk kirkemusik - det er så også fra 1959. Noget uegalt, syntes jeg, men spændende og flot sunget af sopranen Lina Valantiejute.

Hun var også med i requiemet, som jeg må have hørt et utal af gange. Straks fra de første toner følte jeg mig helt tryg og på kendt grund - det er utrolig smuk musik. Jeg spekulerede lidt på, om dirigenten Stefan Solyam praktiserede den lidt slankere orkesterlyd, der er så moderne netop nu. Under alle omstændigheder lød det godt.

Billetsanget til næste sæson startede i mandags. Jeg var - bevæbnet med en lydbog på mp3-afspilleren, strikketøj og taburet - med i køen foran Musikhuset, men Dorthe kom meget hurtigere igennem på nettet. Jeg nåede lige at få en kop kaffe og en småkage, så havde Dorthe billetterne i hus, og jeg kunne tage på arbejde.

Billedet tog jeg, da der var blevet delt numre ud. På Musikhusets facade kan man se nogle af de store bannere med hoppende symfoniorkestermedlemmer. Sidste år hoppede de også på billederne, og da var det meget sjovt med de alternative billeder, men nu må de godt finde på noget nyt - det er ved at blive lidt trivielt.

På tur med DSB

Da vi var på Louisiana i lørdags, var vi med tog. Det tager ikke ret meget længere tid, end når man kører i bil; når man kun er 2 af sted, kan det være billigere, og det er i hvert fald meget mere miljøvenligt. Som regel er det også rart og afslappende at køre med toget, selv om DSB ikke rigtig ved noget om god kundeservice - eller også praktiserer de det bare ikke.

Turen ud gik rimeligt. Det vil sige med for mange mennesker i toget, kun service fra serveringsvognen på en tredjedel af turen og kun en lille forsinkelse - og absolut afslappende.

Fra hovedbanen til Humlebæk kørte vi på kystbanen med det kriseramte DSB First, og det var nogle rigtig rare tog at køre med. De er jo også elektriske.

Hjemturen fra København var til gengæld mindre vellykket. Vi kørte med et af de nye IC4 tog. Egentlig udmærket indretning, men de laver et infernalsk spektakel. Hele turen var der en voldsom rumlen og støj i det dybe toneleje. Vi tog vores ørepropper på, men de hjalp ikke så meget, måske fordi støjen var i det lave register. Resultatet var en alt andet end afslappende tur, og desværre tror jeg, at de IC4 tog kan vænne mig fra at tage toget, hvis der ikke sker en meget væsentlig forbedring. Jeg synes ærlig talt, det er en skandale, at det er sådan noget skrammel, DSB har investeret i - øv, altså!

Inden hjemturen nåede vi at kigge lidt nærmere på Københavns Hovedbanegård. Banegårde er tit spændende, synes jeg. Nogle af de små stationer på Kystbanen er rigtig søde - billedet er fra Humlebæk, men hovedbanen er en af de allerbedste banegårde. Der er simpelthen så meget at kigge på, og man kan blive ved med at finde nye detaljer. DSB-manden øverst havde jeg for eksempel aldrig lagt mærke til før.

På udflugt

Picasso på Louisiana, det ville vi ikke gå glip af, og i går var vi på heldagsudflugt.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men Picassos kunst er altså noget særligt. Man ser det lige med det samme: Alle billeder og alle skulpturer er bare nødvendige. Det var en meget fin udstilling, Louisiana havde fået sat sammen - godt vi kom af sted.

Jeg tror ikke, det var tilladt at fotografere i udstillingen; jeg gjorde det i hvert fald ikke. Det nærmeste bliver et billede af de nyindkøbte akryl-øreringe med duer - der associerer til Picassos fredsduer.

Det var for resten lidt sjovt at læse om Picassos forhold til duer. Han syntes slet ikke, de kunne bruges som fredssymbol, faktisk mente han, de er grusomme dyr.

Louisiana havde også lige åbnet en ny udstilling med kunst lavet på iPhone og iPad af David Hockney. En rigtig sjov og spændende udstilling! Selvfølgelig er der forskelle, men jeg synes altså, det minder lidt om digital fotografering, og især er hans fokus på motivet noget, jeg kan genkende både fra mig selv og fra andre, der fotograferer.

Vi drak kaffe i caféen. Dorthe sprang kagen over og tog bare en banan, jeg fik en stor og lækker Sarah Bernhardt - og billederne er absolut inspireret af Hockney.
Der blev også tid til at kigge på Louisianas egne kunstværker. Max Ernsts skulptur Le Grand assistent har jeg altid været glad for, og jeg synes, den har været på Louisiana altid, men det er nok ikke rigtigt. Derimod har jeg ikke set Hockneys A Bigger Grand Canyon før. Man blev nærmest suget ind i værket, som kan ses på den officielle Hockney-side.

Det blev et indlæg med mange billeder, men det passer jo til emnet.

Nyt sjal færdigt

Jeg er blevet færdig med det sjal, jeg begyndte på, da jeg blev sur over, at jeg måtte pille min påbegyndte jakke op.

Garnet er Hjerte Kunstgarn. Jeg syntes, det så sjovt ud og købte et par nøgler, og så strikkede jeg bare løs, til der ikke var mere.

Kanten er strikket af et blødt strømpegarn. Jeg synes, den ensfarvede kantblonde samler sjalet fint.

Jeg har ellers flere garner - også beregnet til sjaler - liggende, men jeg havde bare lyst til at prøve dette.

Der blev et pænt stort sjal, som jeg tror, jeg beholder selv, ud af de to nøgler.

Jeg spekulerer lidt over, hvordan man får lavet et ligesidet sjal. Når man som med dette starter midtpå øverst, bliver overkanten længere end siderne, og når man starter i spidsen er det som regel omvendt. Egentlig tror jeg, jeg bedst kan lide det sidste.

Jeg har købt nyt garn til jakken. Grønt denne gang. Hvis det heller ikke ser ordentligt ud, vil jeg simpelthen ikke lave den jakke.

Citater om katte #2

Hvis katte kunne tale, ville de lade være
Citat: Nan Porter, som jeg i øvrigt ikke ved hvem er.

Sarantoya er ikke enig - hun er et værre sludrechatol, som kun lader være med at give lyd fra sig, når hun - som på billedet - sover. Sækkestolen købte vi specielt til kattene, men det er kun Sarantoya, der bruger den. Det gør hun til gengæld tit. Lilit kan ikke lide at træde på de ustabile Krøyer-kugler.

Lilit er for resten også begyndt at snakke mere på sine gamle dage. Blandt andet får jeg hver morgen højlydt (det vil sige så højlydt, som det nu kan være, når det er Lilit - og det er med megen mindre lydstyrke end Sarantoya kan præstere) besked på, at nu vil hun altså gerne have sin malt. Hvis jeg er gået nedenunder i længere tid, uden at hun har fået den åbenbart ekstremt lækre pasta, står hun på trappen og kommer med små klagelyde.

Sarantoya spiser ikke malt. Hvor er de dog forskellige, de katte.

Taskestrejke

Jeg er gået i taskestrejke! Eller måske har jeg snarere lockouted tasker? I hvert fald er jeg irriteret over, at jeg har så mange tasker, som jeg ikke får brugt, så nu vil jeg ikke købe flere.

Egentlig ville jeg gerne altid have en taske med, der matcher mit tøj, men det er åbenbart for besværligt for mig at skifte fra den ene taske til den anden. Resultatet er, at den taske, jeg bruger "lige nu", bruger jeg i lang tid, og alle de andre fylder bare op.

I realiteten kunne jeg nøjes med at have en enkelt taske eller et par stykker i forskellig størrelse. Og det er jo ikke så tit, man slider en taske op, så der er ikke nogen naturlig afgang (sidst jeg sled en taske op, var det en, jeg var så glad for, at jeg anskaffede en ny af samme slags. Hvor idiotisk kan man være?).

Jeg har vist ikke købt en taske i over et halvt år. Der har da været fristelser, men så er jeg kommet i tanke om hele raden af opmarcherede tasker derhjemme, og så har jeg mistet lysten til at investere i endnu én til samlingen. Det er ikke noget regulært princip for mig, så lad os nu bare se, hvor længe jeg holder mig i skindet.

I går spiste vi frokost på Lynfabrikken, hvor de, som det ses på billedet, har et helt pænt udvalg af Freitag-tasker. Da kunne jeg godt mærke, at det kriblede - lidt, men ikke så meget, at jeg måtte gribe til betalingskortet.

Tiden slår ikke til

...eller også vil vi for meget. I hvert fald når vi ikke alt det, vi har lyst til. Men symfonikoncerterne har vi jo for længst købt billetter til, så dem SKAL vi heldigvis nå. Vi var af sted både i går og i forrige uge, og begge gange blev der - til vores store fornøjelse - udelukkende spillet musik fra det 20. århundrede.


I går hørte vi John Adams (ham med operaerne), Bartók, Vaughan Williams og Janácek. Vi havde nok mest bestemt os for denne koncert på grund af Vaughan Williams tubakoncert, men det hele var godt, og især var Janáceks Taras Bulba spændende.

Ugen før hørte vi den koncert, vi har glædet os allermest til i hele programmet, og det blev også den bedste indtil nu - vi har vist en enkelt tilbage. Estiske Kristjan Järvi dirigerede, og han er altså god. Meget, meget levende, og vi syntes, han fik alt det bedste frem i orkestret. Jeg lagde ikke mærke til det før pausen, men efter pausen dirigerede han Rachmaninovs Symfoniske Danse uden partitur. Godt det samme! Järvi dansede sig igennem musikken og havde brug for al pladsen på dirigentpodiet. Nodestativet var garanteret drønet i gulvet med et brag, hvis det altså havde været der.

Før pausen spillede Mikhail Simonyan Barbers violinkoncert. Det var måske ikke lige min yndlings violinkoncert, men den var ikke kedelig, og det var Simonyan heller ikke. Han må gerne få endnu en invitation og meget gerne sammen med Kristjan Järvi.

Det allerbedste var dog Arvo Pärts 3. symfoni. Da måtte jeg frem på stolen. Den spænder fra det lyseste sarte til det mørke, fyldige, voldsomme. Intenst, gribende, fantastisk -ikke så minimalistisk som Pärt senere er blevet (jeg kan altså også meget godt lide det minimalistiske). Han må da være en af de allerstørste komponister i sidste halvdel af det 20. århundrede, hvis ikke den største. Billedet er lånt fra Sonnings musikfonds side. Arvo Pärt fik prisen i 2008.

Første gang, vi hørte noget af Pärt, var i den af os stærkt savnede musikquiz Kontrapunkt. Det var selvfølgelig kun et lille bitte stykke, men vi spidsede straks ører: Det her var noget særligt. Siden har vi hørt en del Pärt, men det er første gang vi har oplevet ham spillet i koncertsalen. Forhåbentlig ikke den sidste.

Ny suppe på repertoiret

Jeg var kommet til at købe flere poser sorte bønner. De fyldte ret meget i kolonialskabet. Ergo fandt jeg nogle opskrifter på sortbønne-suppe på nettet - jeg har ikke brugt de sorte bønner før. Som sædvanlig lempede jeg lidt til her og der, så min opskrift kom til at se sådan ud:

Hovedret til mindst 4 personer
700g sorte bønner
2 spsk olivenolie
5 løg
6 fed hvidløg
1 pakke kalkunbacon (7-8 skiver) - almindelig bacon kan også bruges, hvis man ikke tæller kalorier
5 stilke bladselleri i tynde skiver
5 store gulerødder i tynde skiver
1 spsk spidskommen
2 friske røde chilier
5 dl oksebouillon
salt og peber
persille
citron

· Bønnerne udblødes og koges efter anvisningerne på posen. Lad dem blive i kogevandet.
· Løg og hvidløg hakkes, halvdelen af baconen klippes i små stykker og steges sammen med løgene i en gryde til løgene er klare.
· De resterende grøntsager og krydderierne tilsættes. Simrer til grøntsagerne er næsten møre.
· Grøntsagerne blendes sammen med bouillonen. Bønnevand tilsættes til suppen er lind.
· Smag til med salt og peber og juster eventuelt med spidskommen.
· De hele bønner tilsættes, og det hele simrer yderligere 10-15 minutter.
· Den resterende bacon ristes og serveres som pynt. Drys med masser af hakket persille og dryp med citronsaft.

Suppen er ikke køn - faktisk ligner den et mudderbad, fordi bønnerne afgiver masser af farve. Jeg tænkte på at forsøge mig med noget gurkemeje, men jeg tror alligevel ikke, den bliver meget kønnere af det. Godt med persille er nok en bedre udvej.

Og så smager den godt. Jeg synes, der er en rigtig fin balance mellem bønner, chili og spidskommen, og citronen giver lige en ekstra dimension.

Tidnød

Er det absolut nødvendigt, at VM i de nordiske skidiscipliner PLUS skiskydnings VM PLUS indendørs EM i atletik skal foregår samtidig? Det går lige at få det hele set, når harddiskoptageren ellers kører nærmest i døgndrift - og man har ferie - og det har vi haft i den forløbne uge af samme grund.

Men når vi så også skal til operabio, så kommer vi i knibe. Optageren kan jo kun optage på en kanal ad gangen, og vi havde brug for mindst to. Det var lige ved, jeg overvejede at droppe operaen, men også kun lige ved - noget af vintersporten måtte ofres. Operaen var nemlig John Adams' Nixon in China, og den ville jeg godt nok svært nødigt gå glip af efter Doctor Atomic, som vi så for et par år siden.

Vi blev ikke skuffede! Jeg er vild med Adams' musik, og jeg synes, det er så spændende, at hans operaer handler om noget, der har betydning. Nok en gang fantastisk sunget og spillet af samtlige medvirkende i alle roller. Det var sjovt at se Kathleen Kim som fru Mao - en helt anden karakter end dukken i Hoffmanns eventyr.

Der er forbløffende få i Århus, der er interesserede i moderne operaer. Vi var 10 (ti!) tilskuere i den store sal i BioCity. Jeg er næsten flov på min bys vegne.

Strikke-nedtur

Jeg har jo et stykke tid været i gang med at overtale mig selv til at strikke noget andet end sjaler og småprojekter, og jeg havde også fundet opskriften på en lille jakke, jeg godt kan tænke mig.

Opskriften er beregnet til Drops Silke Alpaca - et garn, der ikke kan købes mere, og det gør vist heller ikke så meget, for det havde ekstremt kort løbelængde, så jakken ville blive temmelig tung.

Nå, jeg måtte finde på noget andet og har besøgt adskillige garnbutikker. I den udmærkede butik Uldma i Randers besluttede jeg mig endelig for to kvaliteter: Drops Alpaca i en grågrøn meleret og Semilla fino fra BC garn i en lys turkis/petroleumsfarvet.

Jeg gik straks i gang og strikkede et godt stykke på ryggen, men det gik langsommere og langsommere, og nu kommer det til at gå baglæns, for jeg trævler det hele op.

For det første synes jeg, at resultatet bliver for blødt og slattent - jeg vil garanteret aldrig komme til at bruge den jakke, selv om den sikkert ikke ville kradse. For det andet kan jeg slet ikke lide de to garnkvaliteter sammen. Jeg synes, det ser kedeligt ud, og hvor jeg troede, at det melerede ville give liv, giver det bare et småsnusket udtryk, synes jeg.

Jeg ved ikke rigtig, om jeg vil prøve med noget andet garn, men det indkøbte går i hvert fald i lageret indtil videre. Jeg er rykket tilbage til start og er begyndt på endnu et sjal og en dukketrøje.

Huh, det er koldt!

Men det har den fordel, at jeg har rig lejlighed til at promenere mine nystrikkede halsedisser/peleriner/kraver.

Den gulbrune er strikket af Araucania Nature Wool. Rullekraven er så stor, at den kan slås os om hovedet og bruges som hue.

Jeg har også strikket en i Rowan Kid Classic, som opskriften er designet til. Der skulle egentlig være en meget lille snoning i ribben. Den lavede jeg i Rowan-udgaven, men havde ikke lige forudset, at den burde være på modsat side af skulderkravens forside - og det stod ikke i opskriften - så den ses kun, når kraven er slået op til hue. På den gulbrune udelod jeg simpelthen snoningen.

Den anden er specielt lavet til en Olars Ulla frakke, jeg købte i efteråret. Frakken er i A-facon, som jeg godt kan lide, med strudhætte (flot, men ubrugelig) og syet af en lækker, tyk uld, men den er lidt et fejlkøb. Bl.a. fordi den er lukket med lynlås fra bunden og helt op i halsen, og der er ikke nogen finesser, der gør, at man ikke kan mærke lynlåsen på halsen. Jeg kan meget bedre lide, at mit overtøj er lukket med knapper.

Jeg kunne selvfølgelig bruge et tørklæde, men jeg synes, en moderne halsedisse er mere velegnet, så jeg strikkede denne af Manos Silk Blend og Indiecita Alpaca - 1 tråd af hver. Manos-garnet er ekstremt lækkert. Det kunne jeg godt tænke mig at strikke mere af.

Sport, sport, sport

Som det er læsere af denne blog bekendt, så er jeg vild med sport. Det vil sige "spectator's sport", som det hedder på udenlandsk - på dansk må det vel være tilskuersport. Jeg må med skam at melde bekende, at jeg ikke dyrker sport selv.

Der er dog en enkelt undtagelse: Jeg kan vældig godt lide at bowle - man kan vel godt kalde bowling en sport? Jeg er overhovedet ikke skrap til det, jeg synes bare, det er sjovt.

I torsdags havde vi igen en fridag - det er ved at blive en vane :-) eller for mit vedkommende en halv fridag. Den blev tilbragt sammen med Dorthes søster og hendes familie, og om aftenen bowlede vi. Jeg var nu noget utilfreds med mit resultat, for jeg fik kun en enkelt strike, og det var endda lidt med snyd, for maskinen havde ikke rejst alle keglerne op fra den forrige deltager, så jeg kunne nøjes med at ramme tre kegler for at få min strike. Så vidt jeg husker, fik jeg mange flere strikes, sidst jeg bowlede, så det går åbenbart tilbage med færdighederne.

Om eftermiddagen så vi Yogi Bear i biografen, og Yogi Bear er altså...nå ja, Yogi Bear. Jeg har en særlig veneration for ham, for jeg kan huske Yogi Bear filmene fra min barndoms fjernsyn. Det var faktisk gennem de film, jeg fik kendskab til Yellowstone nationalparken. Den kunne jeg godt tænke mig at besøge i det virkelige liv.

Filmen var da meget god, men den bliver nu nok ikke årets film for mig. Den har æren lige nu, for det er den eneste, jeg har set indtil videre, når jeg ikke tæller operabio med - og det er ligesom lidt andet.

Mahler i fare

I torsdags var vi igen til symfonikoncert, denne gang med Mahlers store 3. symfoni på programmet.

Det var lige ved, jeg måtte blive hjemme. Jeg har været plaget af vinterens tredje forkølelse (!) og havde bl.a. en irriterende tør hoste. Jeg kan ikke fordrage, at folk tager til koncert, når de hoster vildt, så jeg måtte jo overveje, om det var tilfældet med mig selv.

Torsdag havde vi begge en fridag og skulle egentlig have været på udflugt til en garnforretning, men vi var fornuftige og tog en slapper hjemme i stedet, så jeg hostede ikke så slemt, da vi nærmede os aftenen. Jeg tog en hostestillende pille og bevæbnede mig med Bentasil, og det gik også godt nok. Jeg hostede kun to gange og begge gange ganske lidt.

Mahlers symfonier er altså imponerende, og det gælder også den 3.
STORT orkester, kor, solist, musik, musik, musik i utallige variationer. Man skal godt nok gøre sig umage, hvis man skal kede sig til Mahler.

Det var sjovt, at trombonespiller Jesper Busk Sørensen var hentet "hjem" fra Berlin for at hjælpe i messingblæser-sektionen. Han havde ligesom de fleste andre i orkestret nok at gøre.

Billedet er lånt fra Berlinerfilharmonikernes hjemmeside. Dem håber vi på at komme til at høre, næste gang vi skal til Berlin.

Kaninens år - eller kattens

Glædeligt nytår! I morgen er det nyårsdag efter den kinesiske kalender, og vi går fra oksens år ind i kaninens. Eller harens.

Det er også nytår efter den vietnamesiske kalender, men her går vi ind i kattens år, har min kollega Thanh, der er født i Vietnam, fortalt mig. Hun er endda selv født i kattens år.
Så godt nytår til alle - kinesere, vietnamesere, danskere og alle andre. Måtte det blive et rart og fredeligt kaninens og kattens år!

Billedet tog jeg i søndags i Musikhuset, hvor der var liv og glæde til den kinesiske forårsfest, som denne årlige begivenhed også kaldes.