Glæder og sorger med kattene

Glæder, når vi får et dejligt billede af Zuri, Sarantoyas søn.

Og sorger, når vi får at vide, at Lilits søn Zoogin er død af kræft kun 10 år gammel

Billedet er fra den sidste gang, vi besøgte ham, hvor han nød livet og solen på terrassen. Han havde uden tvivl et godt liv - Lincoln-citatet fra min fødselsdag passer i den grad på ham.

Begge "vores" drenge er - var - skønne katte, yderst intelligente og store personligheder. Vi ved, at Zoogins ejere savner ham. Lige så glad man er for sin ven, lige så slemt er det at miste ham.

Min strikkekurv

Jeg skal nok lade være med at skrive om alle de gaver, jeg fik til min fødselsdag, men strikkekurven skal altså på bloggen.

Jeg fik den af Yrsa, der selv har flettet den i pil. Den er så smuk og dejlig stor og lige hvad jeg havde brug for til mit garn.

Sommeraften på Gothenborg

I går var vi til økologisk sommeraften på Gothenborg. Vi var jo rigtig heldige med vejret, det var virkelig en sommeraften.

Det er ikke første gang, vi deltager i øko-sommeraftenen, og det er så hyggeligt, og vi får så lækker mad med Gothenborgs eget økologiske fjerkræ som omdrejningspunkt. I går fik vi både kalkun, and og kylling plus tre gode salater.

Der er også rig lejlighed til at se på fjerkræet - dog ikke kyllingerne, som allerede er slagtet - men Annette og jeg blev voldsomt distraheret af en bedårende cremefarvet killing. Den havde to søskende, der var lige så kønne, men de gad i modsætning til Trunte ikke snakke med os.

Jeg nåede dog lige ud at kigge på gæssene - jeg har jo en svaghed for gæs - inden aftenen sluttede med kaffe og dessert.

Flere strikkede sjaler

I år har jeg indtil nu strikket 4 sjaler.

Først strikkede jeg 3 fnuglette sjaler i mohair, men i forskellige farver. De to har jeg brugt til gaver, det gule ligger stadig i gavekassen, men måske bliver jeg nødt til at beholde det selv. Ikke alle er så glade for gult, som jeg er.

Det fjerde sjal er helt anderledes.
Jeg fik noget naturfarvet Lucca Fino med tweed-effekt på tilbud, men jeg syntes ikke hulmønsteret fra de tre første sjaler passede til. Der skulle noget mere stringent til det naturfarvede tweed.

Det mønster, jeg fandt, var med en anden strikkefasthed end den, jeg ville bruge, så jeg var nødt til selv at finde ud af, hvor mange masker, jeg skulle slå op - sjalet startes fra oven. Det drillede lidt - mønsterrapporten er på ikke færre end 57 masker, og måske blev det heller ikke helt rigtigt, men jeg er lige ved at tro, at jeg alligevel har fået et nyt yndlingssjal.


Jeg er nemlig blevet meget glad for Lucca-garnet. Det er bare så let og behageligt at strikke med, og resultatet er superblødt og lækkert.

Det bliver nok til flere sjaler i Lucca-garn, men lige nu er jeg i gang med noget helt andet.

Forsinket fødselsdag

Langt om længe fik jeg fejret sidste års runde fødselsdag. Det vil sige, faktisk var der gået et helt år plus nogle dage, så i virkeligheden var det min 61 års dag, der blev fejret - også lidt forsinket.

Jeg havde de familiemedlemmer, jeg ser mest til, og gode venner på en forkælelsesweekend på Fakkelgården. Vi spiste der en gang for 5-6 år siden, og ud over at maden var vældig god, var vi også imponerede af, hvor smukt Fakkelgården ligger - på den danske side af Flensborg Fjord.

Det blev en god weekend, og det tror jeg også, mine gæster syntes. Vi var begavet med skønt vejr, så vi rigtig kunne se, hvor smukt der er.

Da vi kom, stod der et fad med udskåret frugt og en flaske champagne på hvert værelse - det har jeg godt nok ikke oplevet før. Men så var tonen ligesom slået an.

Middagen, der blev indtaget i tårnrestauranten, var både innovativ og velsmagende, og mine gæster var kommet med godt humør og hyggede sig rigtigt, tror jeg. Snakken gik i hvert fald livligt.

Rigtig mange tak til alle gæsterne, fordi I var med til at gøre det til sådan en dejlig oplevelse. Også mange tak for gaverne. Der var personlige gaver og gaver med flere oplevelser og forkælelse, og min ønskeseddel ligger i ruiner. Ikke en eneste gave skal byttes.

Søndag morgen var jeg ude at fotografere ved 7-tiden. Der var næsten blikstille og et dejligt, lidt diset lys. Bagefter var der morgencomplet, hvori bl.a. indgik spejlæg - af vagtelæg!

På et af gavekortene står dette citat af Abraham Lincoln: "Og til slut er det ikke mængden af år i dit liv der tæller - det er mængden af liv i dine år". Jeg fik vist lige forøget min mængde af liv betragteligt i weekenden.

Ting griber om sig

Da jeg "bestilte" min paper-potter, kunne jeg pludselig se mig selv i haven ved et plantebord
- i fuld gang med at ompotte og passe og pleje de små planter, der skal blive til fine blomster i haven.

Problemet var bare, at jeg ikke havde noget plantebord. I ferien så jeg forskellige, men det var nogle tunge skrumler med alt for mange krummelurer efter min smag, men da vi passede naboernes huse under deres ferie, sneg vi os til at kigge de reklamer, som vi ellers har frasagt os.

Og minsandten om Dorthe ikke fandt et nydeligt plantebord på udsalg i Bilka. Hvidt, som jeg gerne ville have det, med zinkarbejdsplads og et par hylder og som en ekstra bonus en skuffe. Og sammenklappeligt, så det let kan sættes i udhuset, når det bliver vinter.

Så nu har jeg et plantebord. Måske skulle jeg gå på pension inden næste forår, så jeg også får tid til potteriet.

Dagens duftende dont

En enkelt basilikumplante er tilstrækkeligt til vores behov hele sommeren - men vi har to, en grøn og en rød!
De var begyndt at blomstre lidt rigeligt, fordi vi ikke har spist nok af dem, så det var tiden til at lave pesto.

Jeg syntes, jeg klippede rigtig meget af, men det ser ud til, at der er masser endnu. Billedet er faktisk taget efter jeg gik løs med saksen.

Alligevel blev der en stor portion pesto. Mon man egentlig kan fryse det? Jeg har i hvert fald prøvet. Min pesto består ud over basilikummen af ristede pinjekerner, hvidløg, parmesan eller noget der ligner (Parmigiano Reggiano), olivenolie og en anelse salt. Jeg smagte mig frem til, hvor meget jeg skulle bruge af hver ingrediens.

Men jeg smagte nu også på det til frokost, hvor jeg havde lavet mig en kartoffelsalat af salat, kartofler, oliven og kapers. Intet andet bortset fra pestoen og en god skive rugbrød.

Lækkert! Og mine fingre har stadig en svag duft af basilikum.

Miljørigtige cremer m.m.

Egentlig er jeg ved at udfase (som det hedder på nydansk) alle mine konventionelle cremer og kosmetikprodukter til fordel for mere miljørigtige, men det går rigtig dårligt.

For et stykke tid siden besøgte jeg Naturskøn i Guldsmedegade her i Århus. Den har ligget et andet sted før, men jeg har kun været der enkelte gange, mest fordi jeg syntes, jeg fik dårlig vejledning. Det er lang tid siden, så jeg troede, det havde ændret sig.

Jeg har tre kriterier, når jeg skal vælge miljørigtige præparater. Først og fremmest skal det selvfølgelig være miljørigtigt. Desuden skal det være mindst lige så godt at bruge, som det jeg plejer, og endelig må det ikke være mere end ca. ½ gang så dyrt. Nå ja, så må det for resten heller ikke være alt for parfumeret - og det er mange af de miljøvenlige præparater desværre, synes jeg.

Jeg manglede tre ting: en øjenskygge, noget løst pudder og en ansigtscreme til daglig brug.

Øjenskyggen valgte jeg selv. Jeg kunne ikke finde lige præcis den farve, jeg gerne ville have, men jeg fandt en Annemarie Börlind, der er næsten rigtig, og den er også i øvrigt ok.

Pudderet ville jeg gerne have hjælp til, og jeg valgte den Jane Iredale, jeg fik anbefalet. Jeg synes, det er svært at vurdere farven i kunstlys, men troede - fejlagtigt viste det sig - at ekspedienten havde ekspertisen i det stykke. Jeg fik en alt for gylden farve. Min hud er lys med fregner, og det er altså ikke det samme som gylden hud.
Desuden synes jeg, pudderet er svært at bruge - det lægger sig simpelthen ikke særlig pænt på huden. Måske ville det blive bedre, hvis jeg arbejdede 5-10 minutter med børsten, men jeg gider simpelthen ikke bruge så meget tid på det, og det er unødvendigt med det pudder fra Elizabeth Arden, jeg plejer at bruge. Det nye pudder holder heller ikke særlig godt og meget dårligere end mit sædvanlige. Efter ret kort tid skinner fjæset flot igen.

Endelig blev jeg lidt snydt med prisen. Jane Iredale-pudderet kostede ikke så meget mere end mit sædvanlige, og det var først, da jeg fik pakket ud hjemme, at jeg opdagede, at der kun er godt en tredjedel i dåsen i forhold til det "gamle". Og den er ikke drøjere i brug. Altså ikke flere Jane Iredale-produkter til mig.

Jeg ved ikke rigtig, om det gik bedre med ansigtcremen. Min meget tørre hud har brug for en meget fed og fugtgivende creme. De fede cremer er også grunden til, at jeg bruger pudder, for ellers er jeg fuldstændig blank i bærret, når jeg har smurt mig. Med en del overtalelse fik jeg ekspedienten til at vise mig hele to forskellige cremer, og jeg valgte Jurlique. Det er også en rigtig god creme, lige så god som den Beauté Pacifique jeg plejer at bruge, men se lige HER - nederst på siden. Øv, altså!

Kun 3/4 succes ud af 3 - det er ikke godt nok! Og det er vejledningen i butikken heller ikke.

Kattesitter

Det her er Emma, som vi er så heldige at passe, når hendes egne mennesker - nogle af vores naboer - er på ferie. Det har vi efterhånden gjort i nogle år.

Emma er den sødeste og blideste kat, man kan tænke sig. Jeg er temmelig forelsket i hende. Hun er ved at være en ældre dame, vist nok 14 år, og hendes adfærd har ændret sig lidt.

Hun er en inde-udekat, og før var det første, der skulle ske, når vi kom og kiggede til hende, at hun skulle spise, og derefter skulle hun ud. Og indimellem kunne der blive tid til lidt kæl.

Nu skal vi først kæle. Så skal hun spise, og så skal vi snakke igen. Hun kan ikke helt passe sin pels mere, og hun havde nogle knotter på ryggen, hvor hun sikkert ikke kan nå om mere, men dem fik jeg fjernet helt under kæleturene ved bare at slide dem fra hinanden og hive alle de løse hår ud. Først efter en lang kæle- og snakketur er det tid til en tur ud - hvis hun altså overhovedet gider. Når hun gider, sidder hun gerne stille og kigger på livet omkring sig, så jeg fik nogle helt gode billeder af hende.

Quedens Gård i Ribe

Billedet her er taget ind gennem porten til Quedens Gård i Ribe.

Super-hyggeligt - det kunne vi heldigvis ikke stå for.

Heldigvis, fordi på Quedens Gård kan man nemlig får rigtig lækker cafemad.

Vi har altid godt kunnet lide Ribe, og vi kørte dertil flere gange i vores ferie - og blev nærmest stamgæster på Quedens Gård.

Her venter vi på vores tapas - de anbefales på det varmeste - og Dorthe er ved at tjekke, hvad vi egentlig skal se i Ribe, udover Quedens Gård og domkirken, altså.

Der var forskellige blomster på alle bordene i gården. Det med hornvioler i yndlingsfarven blev naturligvis valgt.



Overalt var der blomster og krydderurter i alle mulige slags beholdere. Højst sandsynligt også til brug i køkkenet.


SOMMEREN 2014:
Vi har igen været på Quedens Gård, og desværre er det nu en helt ordinær café - måske endda i den lidt ringere ende af skalaen. De har måske ikke kunnet klare successen.

Jeg elsker chokolade!

Min største last er vist, at jeg er meget glad for chokolade. Derfor har jeg også helt godt tjek på forskellige chokoladefabrikater og -forretninger. I København er Alida Marstrands hjemmelavede chokolader uforlignelige. Specialiteten er vist fondant:

- men min yndlings er nu ingefærchokoladen. For resten har jeg ikke smagt så mange forskellige, for jeg vælger næsten altid ingefærchokoladen. Den fås i to varianter, med og uden marcipan. Og de er lige gode, men næste gang jeg kommer forbi vil jeg nok alligevel prøve et par fondanter også. Butikken, der ligger i Bredgade, har 80 års jubilæum i år.

Noget nyere er Bojesen, også hjemmelavet chokolade. Jeg købte et lille udvalg af deres chokolader, da vi var i København i maj, og det bliver nok ikke sidste gang. Ganske vist kan de ikke lave nougat - i hvert fald ikke efter min smag, men deres trøffelchokolader er til gengæld superlækre.

De senere år har jeg forsøgt at bilde mig selv ind, at jeg foretrækker lidt men godt, men hvis sandheden skal frem, så er det nok sådan, at hvis jeg ser stort på fornuften, så foretrækker jeg GODT og MEGET! Men det gør jeg ikke - ser stort på fornuften altså. I hvert fald ikke ret tit!

Mere Tønder

Tønder er selvfølgelig andet end kunstmuseet - faktisk er det en ualmindelig hyggelig by at gå rundt i.

Den er ikke uden grund berømt for sine mange fine døre. Vi havde travlt med

kameraerne, men de er kønnere i virkeligheden.

Derimod kneb det for os at finde et godt sted at spise frokost. Vi vil ikke bruge alt for megen tid på at spise, når vi har ferie, så caféer med hurtig servering passer os fint, men de caféer, vi fandt, var ikke særlig interessante. De havde alle næsten det samme menukort med Tordenskjolds soldater: Cæsar salat, stjerneskud, pariserbøf, diverse burgere...

Men vi skulle have noget, så vi dumpede ned på Torvecafeen lige over for det meget berømte gamle apotek. Lad det være sagt med det samme: Den kan ikke anbefales. Det var en sjusket og sjasket omgang, så der kommer vi ikke næste gang, vi skal til Tønder. Kunstmuseet skal vi jo højst sandsynligt besøge igen.

Et par dage før havde vi spist en decideret ringe frokost på Blåvand Kro, og vi var lige ved at tro, at man slet ikke kunne spise hurtigt OG godt i det sydlige Jylland. Vi tog heldigvis fejl, men det vender jeg tilbage til.

Billedet af det gule hus tog jeg ikke så meget for dørens skyld, men for de flotte påfuglegardiner. Hvis du klikker på billedet får du det i større størrelse, og så kan påfuglene meget bedre ses.

Den store svane så jeg fra Café Victoria, hvor vi indtog en sen kaffe, som vi syntes, vi havde fortjent efter den noget mislykkede frokost - og den var heldigvis ok.

På kunstmuseum

I vores ferie vidste vi, at vi skulle en dag til Tønder, selv om der er et godt stykke vej fra Blåvand.

Jeg havde læst om en udstilling på Tønder Kunstmuseum, som vi absolut måtte se. Vi kunne ganske vist ikke huske, hvad det var for en udstilling, men det kunne vi jo altid finde ud af.

Det viste sig at være Jais Nielsen, og det var ganske rigtigt en meget fin udstilling. Som mange andre kendte jeg i forvejen Jais Nielsen som keramiker, men på denne udstilling kom man hele vejen rundt. Han var også en glimrende maler, især i de unge dage.

Jeg tog nogle få billeder. Øverst en skitse fra 1918, nederst et keramisk portræt af Pontius Pilatus. Det er lige præcis sådan, jeg forestiller mig, at han har set ud.

Museet er også andet end særudstillinger - faktisk var vi meget imponerede af både samlingerne, bygningen, der har et fantastisk lys, og egentlig også af stemningen.
I museets egne samlinger er der især lagt vægt på nordisk kunst fra det 20. og 21. århundrede. Jeg synes godt, jeg kunne se, at værkerne har en nordisk tone. Hvad det er, kan jeg til gengæld ikke præcist definere, men jeg tror, det er noget med lyset.

Der var bl.a. en del spændende værker af finske Kain Tapper, som jeg ikke kendte i forvejen, af Per Kirkeby, Kehnet Nielsen og mange andre. Inklusive Ingelise Westman fra Bornholm.

På billedet sidder hendes "Haren der ville sidde som en ægyptisk kat" foran et af hendes malerier.

Jeg så også for første gang et billede in natura af Ulrik Møller. Jeg har set nogle af hans billeder på nettet og ville frygtelig gerne se dem i virkeligheden - og pludselig da jeg drejede om hjørnet til et nyt rum: Et Ulrik Møller maleri. Det var mindst lige så godt, som jeg havde troet - nu vil jeg gerne se flere!

Sommermad igen

Hvad så med jordbærrene? Hvor min kærlighed til kartofter er nærmest ubetinget, så er mit forhold til jordbær mere ambivalent. Jeg bryder mig nemlig ikke om flere af de nye sorter.

Den meget solgte Honeyeye synes jeg ikke, det er værd at beskæftige sig med. Konsistensen er for vandet, og smagen er uinteressant, og tit er bærret også surt. Men flotte er de! Sonata er kun en lille smule bedre. De gamle Zefyr synes jeg også er for sure.

I år har jeg dog flere gange fået gode jordbær. Først - af alle steder - fra Rema i Varde. Vi skulle have et eller andet på vej til sommerhuset, og Dorthe blev fristet af nogle flotte tyske jordbær, som bare duftede. Og minsandten om de ikke også smagte pragtfuldt. Sort: ukendt, men jeg har droppet snobberiet om, at man kun kan spise danske jordbær.

Anden gang var på vej hjem fra sommerhuset, hvor vi købte jordbær med fra et sted ved vejen lige uden for Grindsted. Super bær - sort ukendt. Moralen af denne oplevelse: Vælg de mindre veje i stedet for motorvejen noget tiere.

Og endelig fik jeg nogle fantastiske jordbær på torvet for en uge siden. De to sælgere var uenige om, om det var Senga Sengana eller ej, men i hvert fald var det et meget mørkt bær, mindre end Honeyeyerne, men ikke så lille som jeg husker det fra min barndom, og det smagte så englene synger. Det er dem, der er på billedet (ja, bærrene altså, ikke englene ;-), og nu skal vi snart på torvet og se, om der er flere...

Sommermad

Sommermad er for mig synonymt med nye kartofler, i hvert fald indtil midt i juli. Jeg er simpelthen vild med de små gule knolde.

De smager allesammen godt, synes jeg, men nogle er bedre end andre. Sorten Sieglinde er en af de rigtig gode. Det er en fast og meget aromatisk kartoffel.

Jeg bruger dem på flere måder. Varme bare med tzatziki eller persillesmør til - kød kan jeg sagtens undvære.

Kolde er de fantastiske i salat. I mine kartoffelsalater er der altid foruden kartofterne salt, friskkværnet peber, olivenolie og balsamicoeddike. Bladselleri er rigtig godt i, og det samme gælder rå blomkål og friske ærter - dog ikke det hele samtidig. Jeg krydrer næsten altid min kartoffelsalat med mynte, og kapers eller oliven er også godt - men det vigtigste er selvfølgelig kartofterne. Og nej, jeg har ikke glemt løg, for jeg kan ikke lide rå løg, porrer og purøg.

En rugbrødsmad med kartoffel - igen med kryddersalt og peber fra kværnen er da også noget af det bedste! Her klipper jeg også tit mynte over. De oliven, der er på billedet, er i øvrigt købt hos Hr. Skov i Blåvand. De er spanske, og jeg har ikke fundet så gode oliven til salg i Århus. Bl.a. flyder Hr. Skovs oliven ikke i olie. Kalamata-oliven smager også godt, men de her er bare en tand bedre.

Professionel fotograf...

...bliver jeg aldrig. Men nu har jeg prøvet at sælge et billede - sådan da.

Jeg har før fået henvendelser på nogle af mine billeder. Enten til diverse netsider uden vederlag eller til reklamebrug. Bl.a. henvendte et japansk kattefoderfirma sig, men det blev ikke til noget, enten fordi jeg forlangte for meget, eller fordi billederne alligevel ikke var gode nok rent teknisk.

Denne gang var det et engelsk haveblad, BBC Gardeners' World, der gerne ville bruge mit foto af Geranium Philippe Vapelle. De ville betale 20£ for det, men den eneste måde, de kunne sende beløbet, var ved en bankoverførsel. Jeg opgiver ikke mit kontonummer i en email, heller ikke selv om modtageren virker fuldstændig ærlig, men jeg syntes, det kunne være sjovt at se billedet i et engelsk haveblad, så jeg gav alligevel lov til, at det måtte bruges mod at jeg fik bladet at se.

Men så opdagede jeg, at Gardeners' World også har en lille butik og tænkte, at jeg måske kunne blive "betalt" i naturalier. Jeg fandt en paper potter - et lille grej til at lave plantepotter af avispapir - som jeg syntes så sjov ud og spurgte, om jeg kunne få den.

Det kunne jeg, og i går kom den. Faktisk for anden gang. Jeg var nemlig for sent kommet i tanke om, at den kunne risikere at komme i min 14 dages ferie, og da jeg skrev til Gardeners' World for at bede dem vente med at sende den, var den allerede undervejs.
De skrev også, at hvis den kom retur, ville de da bare sende den igen.

Jeg prøvede alligevel at få postvæsenet til at holde brevet tilbage, men det var absolut umuligt!!! Det postvæsen er altså ikke service-minded. Jeg tror, de er ved at afskaffe sig selv. Hvis jeg havde haft tid til at spørge på mit eget posthus, tror jeg, det godt kunne have ladet sig gøre, for de er både flinke og servicemindede, men jeg havde ikke tid, så jeg prøvede både telefonisk og på email, men der var blankt afslag.

Nu er papirpottefremstilleren i hus, og jeg glæder mig til at afprøve den næste år. Bladet har jeg fået for længst sammen med en kalender, og det er kun et udsnit af billedet, der er brugt, men det er jeg meget stolt af alligevel.

En uskyldig gris

Haven trængte til en ordentlig omgang, da vi kom hjem fra ferie. Noget skulle bindes op, andet skulle trimmes - og ukrudtet havde haft gyldne dage. Vi er ved at få lidt styr på det.

En af mine favorit-storkenæb er Usguli Grijs. Eller "uskyldig gris", som Dorthe synes, det lyder, når jeg siger det formodentlig hollandske navn. Den var begyndt at blomstre, da vi tog i sommerhus, men da vi kom hjem, var der bare én eneste blomst tilbage. Det er den på billedet.
Jeg synes, det er en meget fin storkenæb med den lidt støvede farve og de meget tydelige mørke ribber.

Har jeg i det hele taget fået fortalt, at sidste års nyplantede perovskia også overlevede vinteren? Den kom meget sent i gang, men nu trives den fint, så det var godt, jeg ikke opgav den.

Ferier du ikke vil hjem fra

Sådan en har jeg lige været på: 14 dage i et sommerhus i Blåvand - og jeg var overhovedet ikke parat til at tage hjem.

"Vores" sommerhus ligger i et klitområde med en masse fyrretræer til at give læ lige ved Kallesmærsk Hede. Vesterhavet - klitter, hede, strand og sand, og hvis man skulle blive træt af det, så er vadehavet og marsken ikke langt væk. Og selve Blåvand er en fin lille turistby. Jo, der kunne vi godt være blevet meget længere.

Vi var ret heldige med vejret. Den første uge var det ganske vist noget blæsende og af og til koldt, men i uge 2 blev det meget lunere, og vi fik ikke en dråbe regn bortset fra en lille byge en nat.

De to øverste billeder blev taget i den første uge. Kallesmærsk Hede under grå skyer, under det solnedgang ved Blåvandshuk Fyr samme dag. Nederst udsigt over Blåvand fra fyret, taget en ugestid senere. Jeg har mange flere billeder, der kommer på min Flickr-konto hen ad vejen.

Flere tulipaner og rhododendron

Den sidste nye tulipan i haven er måske en botanisk tulipan. Den er i hvert fald ikke så stor. Den står jo i den orange/pink/lyserøde have, så i min terminologi er farven lys orange.

Vi vidste ikke rigtig, hvor der var plads til den, da den blev sat sidste efterår, så det blev i et ledigt bed i krydderurtehaven, og der bliver den nok. Den står nemlig meget fint foran havens sidst blomstrende rhododendron. Dels blomstrer de samtidig, dels harmonerer blomsterne flot med rhododendronens, der er lyserøde i flere nuancer, nogle gange over i det abrikosfarvede. I år er der næsten ikke noget abrikosfarvet. På grund af vejret? Eller alderen?

Jeg er ret sikker på rhodoen er en Percy Wiseman, men har dog desværre ikke skiltet mere, så helt 100% er jeg ikke. Nogle venner har en rhodo, der ligner rigtig meget, og de kunne heldigvis huske navnet.

Mums!

Jeg er blevet helt skrap til at tage salat med til frokost på arbejde. Dog sjældent en ren råkostsalat. Jeg synes, det tager alt for lang tid at spise - jeg har altid været en langsom spiser - og desuden synes jeg, jeg bliver for hurtigt sulten igen. Der skal være noget substans i form af korn eller endnu hellere bælgfrugter også.

Noget af det bedste er INDISKE KIKÆRTER. Opskriften er fra en indisk kogebog.
2 tekopper kogte kikærter
2,5 cm hel ingefær
1 hvidløgsfed
2 hakkede, grønne chilier
½ tsk paprika eller chili
1 tsk gurkemeje
2 spsk olie
2 hakkede løg
1/4 kg hakkede tomater
1½ tsk salt
1 tsk garam masala

Min udgave er en hurtig-udgave. D.v.s. hurtig og hurtig - jeg koger ærterne selv, og så skal de altså stå i blød mindst 8 timer og koge i ca. 50 minutter. Men det behøver jeg jo ikke stå og kigge på.
Når først ærterne er kogt, går det stærkt. Jeg laver en pasta af knust ingefær og knust hvidløg (begge dele fås på glas) samt chilipasta, som svitses af på panden i lidt fedtstof - det behøver ikke være den dyreste olivenolie. Ærterne tilsættes sammen med lidt vand, og der smages til med gurkemeje, garam masala og chili som i opskriften, men jeg kan også finde på at bruge for eksempel spidskommen og kanel. Og salt. Til gengæld blander jeg ikke tomater og løg i.
Ærterne spises med en blandet salat, gerne de færdigblandede fra supermarkedet, og friske tomater. Der skal ikke dressing på, men friskpresset citronsaft over er godt.

En anden favorit er
SALAT MED PERLEBYG
2 dl perlebyg
2 julesalater
1 grønkålsblad eller 1 bundt persille
1 dl soltørrede tomater i olie
2 dl majskerner
1 dl nicoise oliven
Dressing:
2 spsk tahin
2 spsk citronsaft
2-3 tsk ristet sesamolie
2 fed hvidløg
1 spsk reven ingefær

Jeg bruger næsten hellere perlespelt end perlebyg, og julesalaterne kan erstattes af radiccio eller en anden let bitter salattype. Mon ikke den dressing også kan bruges til noget andet?