
fredag den 24. oktober 2008
Symfonikoncert

lørdag den 18. oktober 2008

Da jeg skulle på arbejde i går, var der den fineste måne på en helt blå himmel over buskadsets gule og røde farver. Det måtte foreviges!!! Og heldigvis var jeg - som jeg altid plejer at være
:-) i god tid, så tilbage efter apparatet. Her er et af resultaterne.
Om aftenen slap vi nemt om ved maden. For et stykke tid siden opdagede vi, at vores lokale restaurant Patrice
også sælger take-away, og i går var der bouillabaisse på menuen. Jeg elsker fiskesuppe, men gider ikke lave den selv, så nu måtte vi prøve Patrice. Det var der ingen grund til at fortryde, suppen var rigtig god. På billedet: resterne.
tirsdag den 14. oktober 2008
Efterårsfarver i haven
Flotte er de, alle efterårsfarverne! Der er nu ikke så mange efterårsfarver i vores have, det er ikke lige det, jeg har fokuseret på ved beplantningen, og det er også ligesom det virker bedre i større målestok end i vores lille have.
Vi har dog en troldel, der er rigtig fin, og vores tempeltræ får dejlige gule farver. De år, hvor der ikke er så megen efterårsblæst (de er sjældne!), slipper alle bladene næsten samtidig. De daler ligeså langsomt ned, så det sner med kæmpestore gule snefnug. Det ser meget smukt ud.
Afslutningen på historien om godigital er, at jeg i slutningen af sidste uge fik refunderet min porto - efter af have rykket! De synes sikkert, jeg er en skrap kælling, men jeg synes til gengæld, at de er en elendig forretning.
onsdag den 8. oktober 2008
Hjemme igen
Kun et par enkelte billeder blev det til, da vi i søndags var på rundtur til nogle af de åbne kunsthåndværker-værksteder. Her er et af dem fra et glasværksted, hvor der også var musik:
Det er langt fra noget perfekt foto, men det er ikke kameraets skyld!
Jeg er dog stadig langt fra tilfreds med godigital, hvor jeg købte kameraet. De orienterede mig ikke undervejs, selv om reparationen tog næsten 2 måneder, og da jeg selv forhørte mig efter 6 uger, fik jeg lidt af en klagesang. De har heller ikke refunderet den porto, jeg brugte på at returnere kameraet, selv om der på deres hjemmeside står, at rimelige transportudgifter refunderes. Samlet resultat er, at jeg ikke vil anbefale nogen at handle hos godigital. For resten har jeg en mistanke om, at de hører under Japan Foto.
mandag den 29. september 2008
Lørdag i hovedstaden
Gæt hvor vi var i lørdags! Det er vist ikke så svært, som det ses på billedet var vi en tur i Zoo i København.
Først nåede vi lidt bystemning - antikloppemarked på Gammel Strand og lidt småshopping. Vi var hos Handler, hvor vi købte knapper. Det er dog en herlig butik! Et besøg kan absolut anbefales de kreative.
Zoo viste sig fra sin bedste side. Vi så selvfølgelig det nye elefantanlæg - og det er flot! - flamingoerne dansede for os - den store tiger poserede - og bavianerne holdt fest. Plus en masse andet... Vi nåede dog ikke over på den anden side af Roskildevej, så måske bliver vi nødt til at vende tilbage inden alt for længe.
Jeg tog omkring 150 billeder, så mon ikke, der er 5-10 stykker, der kan bruges?
Minsandten om de ikke også kan prale af et ordentligt spisested for mennesker i Københavns Zoo. Det er der vist ingen af de andre zooer, der kan p.t.
fredag den 26. september 2008
HJÆLP - nok engang
Den er høj, måske over en meter, og blomsterne står på meget stive stængler. Har lange, facetformede blade.
Den er for voldsom til vores have, men det irriterer mig, at jeg ikke ved, hvad det er for en. Yrsa, er du der? Du har hjulpet før.
onsdag den 24. september 2008
tirsdag den 23. september 2008
Ridder Blåskæg
Vi var i havecenter i søndags for at købe lidt planter til mine forældres gravsted, og så kunne vi ikke undgå også at få øje på deres billige, men pæne, blåskæg.
Vi har to gange før haft blåskæg plantet i haven, begge gange var de døde næste forår. Nu prøver vi for sidste gang, for det er altså en sød lille busk, den dufter godt og desuden er den en bi- og sommerfugleplante på et tidspunkt, hvor der ikke er så meget andet for dem.

En torskemund måtte flyttes for at få plads til blåskæggen. Måske overlever den - torskemunden altså, i hvert fald har den indtil nu været en fighter. Da den blev købt, var den hvid - en farve som vi tillader i små mængder i den blå have. Men næste år var den gul, og næste år igen rødlilla, og bortset fra at den aldrig igen er blevet hvid, så har den haft diverse forskellige farver. Af samme grund har jeg lavet flere attentater på den, men efter et par år kunne jeg ikke nænne det mere, netop fordi den var så standhaftig. I år var den rødlilla, og den er blevet flyttet til en krukke i den anden have, men det var langt fra alle rødder, der kom med op, så måske har vi fået has på den netop nu, hvor vi gerne vil have den overlever.
Og så krydser vi fingre for, at blåskæggen denne gang klarer vinteren.
mandag den 22. september 2008
Efterårshaven
lørdag den 13. september 2008
Rettelse!!!
Det var overhovedet ikke Madame Butterfly, vi så på Hedeland; det var jo Turandot. Men Madamen er godt nok en af Dorthes favoritter. Egentlig skulle de være lette nok at kende forskel på, for Turandot er i modsætning til de fleste andre Puccini-operaer - Madame Butterfly includeret - ikke en tragedie.
mandag den 8. september 2008
Operabiobilletter bestilt
Det er et yderst varieret program, og faktisk har vi kun set én af operaerne i forvejen. Det er så til gengæld Madame Butterfly, Dorthes yndlingsopera, som også var årets forestilling på Hedeland.
Jeg havde ikke lige noget foto til indlægget, så jeg lånte et på Flickr. Det er Natalie Dessay, der er på plakaten. Hende så vi lige præcis IKKE i Regimentets datter i sidste sæson - til vores store fortrydelse - så nu glæder jeg mig til at høre og se hende i Søvngængersken. Men der er et godt stykke tid til...
søndag den 7. september 2008
Høstmarked
Endnu en gang en søndag med flot vejr! Når vejret nu ikke har tænkt sig at arte sig ordentligt hele tiden, så synes jeg, det er betænksomt, at det er godt, når jeg har fri.
Vi tog til økologisk høstmarked på Gothenborg ved Them - det havde vi nu også gjort, også selv om det havde regnet, men alle nød tydeligvis gensynet med solen.
Gothenborg producerer selv økologisk fjerkræ. På billedet ses nogle af de kommende mortens- og juleænder:
Der var masser af smagsprøver, man kunne købe lækker mad, der var foredrag og underholdning - og selvfølgelig også både fødevarer og andet til salg.
Det bliver ikke sidste gang, vi tager til Gothenborgs høstmarked.
mandag den 1. september 2008
Efterår???
I hvert fald viste den sig fra sin allerbedste side på den sidste kalender-sommerdag. Vi brugte den i naturen, gik rundt om Slåensø ved Silkeborg, og så både sommer-badende (jeg måtte selv nøjes med at soppe, da jeg ikke lige havde forudset muligheden for en dukkert) og efterårs-svampe.
Bl.a. den på billedet.
Jeg er overhovedet ikke svampe-kender og har heller ikke haft tid til at tjekke svampelitteraturen, så hvad mon det er for en?
mandag den 25. august 2008
Det var den ferie...
Vi var der tidligt, men lige meget hjalp det - vi var nogle af de sidste, der forlod parken - og så var der endda nogle af dyrene, vi slet ikke så. Denne gang kiggede vi især på geparder, afrikanske vildhunde, bjørne, ulve og de små dværgoddere, som rigtig viste sig frem.
Da vi kom tilbage, havde de åbenbart fået mad, for da legede de. Der er ikke ret mange dyr, der er så gode til at lege som oddere. Billedet er taget, før de blev fodret!
torsdag den 21. august 2008
Firkantede øjne
Det er et heltidsjob at følge OLs atletikkonkurrencer - heldigvis har jeg ferie i denne uge. Jeg kan dog ikke rigtig klare at følge med hver nat fra kl. 3. Så optager vi på en kanal, der påstår, at de viser atletikken, og håber at det passer. Man kan så lige om formiddagen nå at se de konkurrencer inden næste afdeling, som kommer direkte fra kl. 13. Det er hårdt at have ferie :-)
Men det har også været nogle gode konkurrencer, og noget af det bedste: mændenes spydkast og kvindernes højdespring er stadig i vente.
Billedet af norske Andreas Thorkildsen tog jeg ved Europa Cuppen sidste år. Han er en af mine adskillige favoritter i mændenes spydkast.
Haven er blevet sørgeligt forsømt, men det lykkedes da at få klippet græsset i dag ind mellem regnbygerne og konkurrencerne. Det var lige ved, jeg skulle bruge en le!
tirsdag den 12. august 2008
TV-vejr
Sidst skrev jeg om den dejlige sommeraften, hvor vi var til Turandot. Jo længere vi kommer ind i august, jo mere indser jeg, at vi var utrolig heldige, for den slags aftener har der ikke været mange af på det sidste.
Derimod passer vejret perfekt til tv-kiggeri, og for en sportsfanatiker som mig er der rig lejlighed til at placere sig foran kassen i disse OL-tider. Dumt at man er nødt til at gå på arbejde! Jeg får ikke set gymnastikken ordentligt. Jeg kan ikke holde mig vågen om natten, og det er ikke let at få det optaget, for de forskellige programmer offentliggør ikke ret gerne, hvornår de sender hvad. Jeg risikerer jo at få optaget boksning i stedet for! Boksning er en af de få idrætsgrene, jeg absolut ikke gider se. Det er simpelthen for ukultiveret at stå og tæve løs på hinanden, synes jeg.
Mit G9 er endnu ikke kommet tilbage fra reparation. Godigital meddelte mig ikke af sig selv, at de havde modtaget kameraet, endsige hvad der skulle ske med det, men svarede dog på min mail, da jeg spurgte. Jeg er satdig ikke imponeret over deres service
mandag den 4. august 2008
Lune sommeraftener
I lørdags var heldigvis en af de helt gode. Da var vi nemlig til opera på Teater Hedelands udendørs arena nær Roskilde.
I år var det Turandot af Puccini, der blev opført, og det var rigtig vellykket. Og flot! Der er noget særligt over at se en opera, mens mørket falder på.
Da vi nu skulle til Sjælland, benyttede vi lejligheden til at kigge forbi de danske mesterskaber i atletik på Østerbro Stadion. Dem var der til gengæld ikke megen svung over, der var ikke overraskende ikke ret mange tilskuere, men stemningen var også lidt mat, syntes vi. Der var vist heller ikke de store resultater.
Der var loppemarked på Gunnar Nu Hansens Plads, hvor også Østerbro Stadion ligger, så det kiggede vi lidt på inden atletikken. Det var aldeles ufarligt! For pengepungen, altså.
Vi nåede også at få en forfriskning og lidt storbystemning på Café Kapers med udsigt til både en livlig Østerbrogade og loppemarkedet. Vi var ikke sultne, men der var en dejlig stemning, og spisekortet så også godt ud, så det kan godt ske, vi vender tilbage ved lejlighed.
fredag den 1. august 2008
Fotoapparat reparationer
For et par dage siden skrev jeg, at nu var mit G9 sendt til doktor - men heldigvis kunne jeg hente mit Sony i dag.
Al ros til firmaet, Elektronikcentret i Viby. Det foregik yderst professionelt! Jeg kunne følge på nettet, hvordan det stod til med apparatet, og jeg fik straks en mail, da det kunne udskrives. Jeg ved selvfølgelig ikke, om reparationen holder, men jeg tror det.
Jeg er mere spændt på, hvordan reparationen af G9eren forløber. Det er selvfølgelig købt på nettet, og er nu sendt retur til forhandleren, GoDigital. Jeg var ikke 100% tilfreds med forløbet, da jeg købte, og nu skal firmaet altså for alvor stå sin prøve. Apparatet blev sendt onsdag, men jeg har endnu ikke fået nogen besked om, at det er modtaget, hvilket jeg synes ellers ville være normal praksis.
Foreløbig er her et bevis på, at mit Sony igen kan tage billeder:
Det er vores skærmlilje, der er på billedet. Den er vildt flot i år. Vi har haft den i en del år, men den har højst haft 5 blomsterskærme. I år har den ikke mindre end 15!!! Jeg har ikke helt fundet ud af, hvordan jeg skal få dem til at stå ordentligt, de er meget høje og tunge og vil gerne vælte. Næste år må en ny model afprøves. I baggrunden er der høstfloks. Mere rødlige end de burde være, men man kan vist ikke få en rigtig blå, og jeg vil have høstfloks på grund af duften. Det er vist nok en duft fra min barndom.
onsdag den 30. juli 2008
Odense Zoo
I det hele taget var der lidt for mange fodfejl. Der er simpelthen ikke særlig pænt i haven. Selvfølgelig skal dyrene være i indhegninger, men her virkede hegnene mange steder meget voldsomme. En anden ting der irriterede os var, at selv om der var åbent til 19, så lukkede de forskellige kiosker allerede kl 18. Dårligt!
Men der var også gode ting. En af dem er de røde pandaer, der ser ud til at trives rigtig godt i deres anlæg.
Nu har jeg to kameraer til reparation - surt! Men zoom-kameraet kan vist snart afhentes igen. Jeg krydser fingre for, at det bliver inden weekenden.
fredag den 25. juli 2008
Ahhhh....weekend!
Så blev det weekend - og der er endda lovet supervejr.
Vi tog nu lidt forskud på weekenden torsdag, hvor vi tog en ekstra feriedag. Det er jo laaaaaang tid siden, vi havde ferie. Vi havde pludselig fået vældig lyst tl at køre til Skagen og spise rejer på havnen, så det gjorde vi.
Da vi nu var kommet af sted, så vi også den store jubilæumsudstilling på Skagens Museum. Vi købte pølser hos slagter Munch (hvorfor kan man ikke få de bedste af hans pølser hos Salling Super? Nå, pyt, så bliver de bare nydt ekstra meget, når man endelig får fat i dem). Og sidst, men ikke mindst, så tog vi til Kandestederne for at bade.
Vi var der ved sekstiden, og vandet var bare helt fantastisk. Vi skulle ikke mere end 25 m ud, før vandet nåede mig til skulderen, og lige bagved var der en revle, som vi kunne kaste os ud fra. Vesterhavet er det bedste!!!






