

Jeg sætter nogle flere link på senere, nu skal jeg til at fejre nytårsaften.
GODT (MUSIK) NYTÅR til alle bloggens læsere!
Shoppingen fandt mest sted lidt uden for det absolutte bycentrum. Vi gider ikke mærkevarebutikkerne, og så er det nødvendigt at bevæge sig lidt væk fra midten. Jeg havde researchet på nettet, og vi fandt nogle gode indkøbsgader. Det var sjovt, at julepyntningen var meget beskeden i de områder - vil man jule, så må man altså til marked.
Det er altså også bare hyggeligt, og der duftede overalt af "kartoffelpuffer", brændte mandler (den lugt kan jeg for resten ikke lide), julebagværk og især af glühwein og lignende alkoholiske drikke. Jeg har altid så mange planer om, hvad jeg vil smage, og jeg kan aldrig spise en brøkdel af det. Men glühweinen smagte vi på. Næste gang vil jeg også prøve kartoffelpufferne, der så ud til at være en slags kartoffelklatkager, der blev spist i store mængder med især æblemos som tilbehør.
Det var en vildt afslappende dag, hvor vi bare gjorde det, vi havde lyst til. Der kom da heller ikke nogen julegaver med hjem, men et par nye støvler til hver af os, en ny minibamse til Dorthe, en hue til mig... og te fra en rigtig god teforretning i Melling-arkaden... og lidt juleting fra markedet... og lidt flere juleting.
Godt der stadig er nogle dage tilbage af vores decemberferie til bl.a. gaverne.
Til gengæld vil jeg gerne advare mod Skuespilhusets café Ofelia. Vi kom i pæn tid, så vi kunne nå at få en bid et eller andet. Ofelia er både restaurant og café. I restauranten blev der kun serveret en 3-retters menu, og så meget havde vi ikke lyst til, så det måtte blive caféen.
Ifølge menukortet skulle man kunne få en dagens sandwich, men da vi forhørte os om, hvad den var, fik vi at vide, at de kun serverede chips, croissanter og et par forskellige slags kage. Sådan! Croissanter er ikke på VORES menukort, så vi tog både chips og kage plus henholdsvis latte og te - en særpræget aftensmad! Latten smagte ikke af ret meget, teen - hvor jeg havde valgt en sort te - blev serveret uden mælk, som dog kom på forespørgsel, chipsene kom på bordet I POSEN, kagen var uinteressant, og petit four'ene smagte ikke ret godt. Og så var der ikke engang servietter med. Det var simpelthen for usselt, men det kostede en masse penge. Der sætter vi ikke vores ben igen.
Dagens bedste oplevelse blev helt uventet en udstilling med Ansel Adams fotografier på Gammel Holtegård. Vi er meget glade for fotos, men Adams var mest landskabsfotograf, og det plejer ikke at være vores yndlingsdisciplin, men de her billeder er bare helt ekstraordinært fantastiske. De er ikke "bare" landskabsbilleder, de er meget mere. Udstillingen fortsætter til 25. oktober - se den, hvis du bare er det mindste interesseret i fotokunst!
For resten er Ampelmannen truet igen, denne gang fra EUs side. Tænk hvad vores dyrt betalte EU-embedsmænd bruger deres tid på!!! Som om man ikke skulle kunne regne ud, hvornår man må gå eller ej, ligegyldigt hvordan symbolet ellers ser ud. Man kan selvfølgelig håbe på, at det bliver de små, glade mænd, der skal indføres i hele området :-)
Overalt i byen var der bannere og andet, der viste, at den lige nu var VM-by. Her er det ved Siegessaule (med Guld-Else på toppen). Vi boede ikke så langt derfra og gik en tur derhen den første aften.
Der blev heldigvis også tid til at opleve byen, som jeg kun har besøgt én gang før, i 1984 - altså for 25 år siden og før murens fald. Den gang virkede det helt utopisk, at der ikke skulle blive ved med at være to Tysklande, men jeg havde jo heller aldrig kendt andet. Bare 5 år senere blev alt forandret.
Ingen tvivl om, at Berlin er blevet en skøn by. Meget afslappet og på sin vis utrendy, synes jeg. Der er ingen grund til at forstille sig i Berlin, for alt accepteres.Jeg er vild med storbyer af flere grunde. En af dem er den kollektive trafik, hvor man bare kan gå til stationen, for så kommer der da et tog. Det er ikke nødvendigt at tilpasse alt efter køreplaner. Berlin vil virkelig den kollektive transport, og byen er ikke specielt præget af biler - i modsætning til Vestberlin i 1984.
En anden ting, jeg elsker, er de mange caféer og spisesteder. De er overalt, også lige der, hvor man selv er, så man kan bare dumpe ned, når man har fået flade konvolutter. Og de har allesammen friskpresset appelsinjuice!
Fem dage + nogle halve, når der var pause i konkurrencerne, er selvfølgelig for lidt til at opleve "det hele". Vi bliver nødt til at vende tilbage, og denne gang skal der ikke gå 25 år.
Det er godt, at der er endnu nogle dage, til vi skal på arbejde igen, for en afslapningsferie kan man ikke just kalde det. Bl.a. blev der kun tid til den allermest nødvendige internet-surf - d.v.s at finde ud af, om de steder, vi havde tænkt os at besøge, nu også havde åbent, for der bygges stadig meget om i Berlin - så der er lidt, der skal indhentes på nettet.
To mackor blev indkøbt til fortæring i toget - og sikken et luksusmåltid. Rejerne var perfekte, men det var resten af sandwichen også. Bollen var grov, overhovedet ikke tør og med både substans og smag. Der var lidt frisk salat og lidt æg, lidt dejlig kvarkagtig dressing - ikke noget med mængder af thousand island dressing (en af mine yndlingsaversioner) og så ellers bare rejer, rejer, rejer.
Jeg mener bare: Det blev købt på en café på banegården! Den hedder Espresso House, er del af en kæde, og der findes Espresso Houses i hele Sverige. I Malmø er der ikke færre end 15. De er hermed varmt anbefalet. Og prøv lige at se deres hjemmeside. Der er udførlig nærings- og allergiinformation om alle produkter - vores rejemadder indeholdt fx. 533 kcal. Jeg er behørigt imponeret.