Et land i grønt og gult

Når majvejret er, som det er nu, så er maj simpelthen det bedste tidspunkt på året. Man bør huske at nyde det! 

Det gjorde vi i lørdags, hvor vi kørte en tur til Djursland. Rapsmarkerne var så flotte, som de kan blive. 

Her havde vi, som det ses på billedet, raps til begge sider af vejen.
Duften var stærk og sød, jeg kan genkalde den, når jeg ser på billedet.

Vi kom selvfølgelig også igennem mange nyudsprungne bøgeskove:

Danmark er i sandhed et land i grønt og gult netop nu:

Den blå himmel og det blå hav sætter det hele i perspektiv.

Vi tror ikke, at vi før har været ved Fornæs Fyr, som faktisk ligger på Jyllands østligste punkt. Det fik vi rådet bod på i går. I sensommeren sidste år fik vi Sletterhage Fyr i "samlingen", nu er Fornæs også med.

Fyret er fra 1892 og er opført i bornholmsk granit. Et flot fyr med sine 27 meters højde og et smukt sted i det hele taget. Og så var der også dyr:

Første miniferie i 2023

Et par af de sidste dage i april havde vi bestilt et ophold på Hjerting Badehotel. Ikke nogen deal eller noget, bare fordi jeg længe har ønsket at komme til netop dette badehotel.

For mange år siden, da jeg var 16, arbejdede jeg en sommer på er cafeteria i Esbjerg. Det var en dejlig sommer. Jeg kunne godt lide Esbjerg. Den var meget anderledes end min hjemby Viborg, meget mere ligetil og usnobbet. Det er en efterrationalisering, at det var derfor, jeg følte mig så godt tilpas, dengang var jeg ikke så klartskuende. Jeg nød bare den sommer helt vildt. Var for resten også forelsket, og ikke bare i Esbjerg. Det gjorde jo nok også sin del.

Når jeg havde fri, cyklede jeg meget rundt i omegnen og kom selvfølgelig også til Hjerting. Selv om man på det tidspunkt ikke kunne bade i Ho Bugt, var badehotellet der, og faktisk har jeg siden da ønsket at overnatte der bare et par nætter. Det ønske gik i opfyldelse nu.

Vi havde planlagt at tage omkring Vejen Kunstmuseum på vej dertil. Der er netop nu en stor udstilling med Ejnar Nielsens kunst, som vi havde fået en anbefaling af (tak, Elsebet L!). Jeg kendte godt Ejnar Nielsen, også kaldet Gjern-maleren, i forvejen, men jeg var slet ikke klar over, hvor bredt hans kunst spændte. Det fandt jeg så ud af nu. 

En meget anbefalelsesværdig udstilling! Fint kurateret og rundvisningen, som vi var så heldige at komme med på, var også god og interessant.

På dette selvportræt fra 1899 ses i rummet bag maleren to af hans malerier.
Til højre er det det meget kendte "Den syge Pige" fra 1896, til venstre "Og i hans Øjne så jeg Døden" fra 1897. Begge disse bor til dagligt på Statens Museum for Kunst, men de var udlånt til Vejen Kunstmuseum.

Vejen har ud over kunstmuseet endnu en attraktion, nemlig Byens Brød & Café. Der spiste vi supergode frokost-sandwiches. Kagerne så godt ud, men dem sprang vi over. Nogle af dem var enorme, onsdagssneglen havde samme størrelse som en middagstallerken, men vi skulle gemme appetit til middagstallerknerne på hotellet om aftenen.

På andendagen ville vi til Rømø, hvis det blev godt vejr, og det gjorde det heldigvis. Vi havde de sædvanlige programpunkter: Vi ville se lam, vi ville se gæs og også gerne andre fugle, og vi ville drikke kaffe og spise kager på Hattesgård. 

Det gik ikke helt efter planen, for fuglene glimrede ved deres fravær. Får og lam var der en del af, og vi så også både bæltedyr - altså kvæg, muligvis Galloway, med hvidt bælte om maven, og heste og det sødeste lille føl. Og på Hattesgård fik jeg den bedste kage, jeg nogen sinde har fået. Det siger jeg vist nok hver gang ;)

Vi kørte til min yndlingssluse, Ballum Sluse, og så fik vi ellers set gæs. Enorme flokke af gæs, som en tilstedeværende ornitolog med kæmpekikkert sagde, var bramgæs. De lavede flyveopvisning, mange landede på vandet og, opdagede vi senere, også på nogle af markerne i nærheden af slusen. 

Inden da havde vi også set en gåsefamilie ude i slusen. Mor, far og 5 gæslinger. 

Ornitologen identificerede den lille familie som grågæs

Vores hovedformål med den lille ferie var faktisk et besøg på det nye museum Flugt i Oksbøl. Altså tog vi på Flugt på vejen hjem - og det var beklageligvis en stor skuffelse.

Det hører under Vardemuseerne, og de er helt vilde med audioguides. Vi har oplevet dem både på Tirpitz og på Nymindegab Museum. Jeg er ikke vild med audioguides, jeg vil også gerne kommunikere med dem, jeg er af sted sammen med, i stedet for at være helt optaget af, hvad der bliver sagt i hovedtelefonerne. Jeg kan dog godt se, at de kan være en udmærket tilføjelse til de udstillede genstande og plancher. På Flugt har det taget overhånd. Man er totalt afhængig af det, man får at vide i hovedtelefonerne. 

Jeg havde flere kritikpunkter. Måske er museet mest for børn. Alle besøgende var godt nok nærmest i pensionsalderen, men det kan jo være anderledes på andre tidspunkter. Den nye afdeling, som beskæftiger sig med mennesker på flugt i almindelighed, var ret patroniserende, og i afdelingen om de tyske flygtninge i Oksbøl var informationsniveauet simpelthen for lavt. Jeg kender nok mere end de fleste til de tyske flygtninges vilkår i Danmark efter 2 verdenskrig, simpelthen fordi emnet har interesseret mig i en del år, men jeg fik kun én eneste ting at vide, som jeg ikke vidste i forvejen. Det er sølle!

Museet ligger, hvor Oksbøl flygtningelejren lå i sin tid, og det består af den gamle hospitalsbygning og af en ny bygning tegnet af af Bjarke Ingels Group. Meningen er, at fortid og nutid skal smelte sammen. Det ved jeg ikke rigtig, om det sker, men den nye bygning ser sådan set meget fin ud, men også meget standard-2020erne-museumsagtig. 

Bevæbnet med sin audioguide kan man også gå ud i området og høre en stemme fortælle om, hvordan der var i lejren. Desværre er det tydeligvis en amatør, der har indtalt. Jeg kunne i hvert fald ikke holde ud at høre på hende ret længe. Desuden syntes jeg, at teksten var ret tendentiøs. De havde det jo godt i lejren, forlød det. Det var et meget rosenrødt billede, som jeg ikke tror på.

Det mest spændende var, at man blev klar over, hvor stor lejren og området var. Da der var flest, boede der omkring 35000 personer, så naturligvis skal der noget plads til. Det syntes jeg, at jeg fik et godt indtryk af.

Jeg undrer mig over, om de besøgende vil komme igen, for så vidt jeg kunne se, var der ikke plads til skiftende udstillinger, og man kunne sagtens overkomme det hele på nogle timer. Selv om man måske havde syntes godt om museet (der til min overraskelse har fået fine anmeldelser), ville der egentlig ikke være nogen grund til at gentage besøget. Det må fremtiden vise.

Vores dag var dog ikke spildt. Efter hotellets glimrende morgenmad gik vi op til Hjerting Kirke, en moderne kirke tegnet af Alan Havsteen-Mikkelsen. Det mest spændende var kirkens indre, hvor arkitekturen er meget smuk, og hvor Robert Jacobsen har skabt dekorationen. 

Jesus går på vandet, en del af alterudsmykningen.
De to figurer i siderne er fiskere. Til venstre er det apostlen Peter, til højre en fisker fra Hjerting. Robert Jacobsen var meget bevidst om, at Hjerting er et gammelt fiskerleje.

Vi kan godt anbefale Hjerting Badehotel, der har en naturlig ro og charme. Maden var også god det meste af tiden, men der var en enkelt smutter på andendagen, hvor kødet var nærmest uspiseligt. Og det var altså ikke, fordi vi havde forædt os i kager på Rømø. Foreløbig er det kommet på listen over de steder, vi gerne vil vende tilbage til. I modsætning til Flugt museet.

Dyr og planter i påsken

Tak til vejrguderne for det dejlige vejr i påsken! 

Vi var i Den Gamle By for at spise frokost, købe vaniljekranse og for at se, om gæssene var der - og det var de til min udelte fornøjelse. Jeg tror ikke, det er de samme, som vi har set før, men der var som sædvanligt én hvid og to, der også havde farver på. Sådan skal det åbenbart være.

En anden dag var vi i Dyrehaven. På vejen dertil så vi årets første anemone:

Der var ikke mange, men om et par dage er skovbunden nok dækket af dem. På Fyn og Sjælland har de sikkert været fremme et stykke tid, og de er også fremme i vores egen have, men i Marselisborg skovene skulle man se godt efter for at få øje på dem.

Dyrene i dyrehaven var det ikke svært at få øje på, der var rigtig mange. Her er det nogle af eleverne i ungdomsskolen. De holdt sammen i et par store flokke. Andre steder var der voksne hanner og et tredje sted voksne hunner.

Der var også mange mennesker i Dyrehaven, og dyrene var tydeligvis blevet godt fodret i mange dage. Gulerødder havde ikke megen interesse, æbler kunne gå, og kastanjer var åbenbart en lækkerbisken, men lidt svære at tygge. 

Det sjoveste, vi så, var dog en stor flok frøer i et af de lave vandhuller. 

De kvækkede og fartede rundt i vandet, og der var godt gang i æglægningen. Jeg er ikke helt sikker på, hvilken slags frøer, det er. Den grønne eller den butsnudede?

I et af de andre vandhuller var der troldænder. To par, men altså kun det ene på billedet:

Troldanden er sådan en nydelig and. Mon ikke også der kommer ællinger? Det må vi huske at få kigget efter til sommer.

En hjælpende hånd

Jeg har fået en ekstra hånd - permanent:

Det er en hånd, der engang har siddet på en vinduesmannequin. Jeg så den i en loppefundsforretning og syntes, at den kunne da vist bruges til fotografering af de utallige pulsvarmere, jeg nørkler frem.

Og jo, det kunne den, som det ses. Der bliver sikkert rig lejjlighed til at eksperimentere med vinkler, neglelak og måske andet.

Pulsvarmerne på billedet er strikket af Semilla Extra Fino fra BC Garn og Seidenhase Pure Lace, et angoragarn, hvor fibrene stammer fra kaniner, der er blevet ordentligt behandlet. Et af de garner, jeg købte i Hamborg for 7 år siden. 
Jeg har ikke brugt nogen opskrift.

Svingende elspriser

Siden nytår har vi været tilmeldt spotpriser på el, og det er blevet lidt en sport for mig at følge med i elpriserne.

For et par dage siden så priserne sådan ud:

Det er alligevel første gang, jeg har set en negativ pris. Jeg ved godt, at man ikke ligefrem får penge tilbage ved at bruge strøm i det pågældende tidsrum, for der er også transportudgifter og afgifter, men jeg syntes alligevel, det var sjovt med den negative pris.

I almindelighed er det ikke prisen som sådan, der interesserer mig, men det interesserer mig at bruge strømmen, når den er mest grøn, og det kan man jo se på prisen.

Ny strikkeopskrift

 

Langt om længe har jeg fået udgivet opskriften på denne babyvest, som jeg har kaldt Obaldo, på Ravelry.

Faktisk strikkede jeg de første eksemplarer for over 2 år siden. Jeg har "strikket korrektur" på både den danske og den engelske udgave adskillige gange, og Annett har også strikket efter den danske. Jeg håber, de er fejlfri, men det er jo en kendt sag, at man let bliver blind for egne fejl. 

På billedet ses et eksemplar strikket i Pure Silk fra Knitting for Olive, men jeg har også strikket i uld, bomuld og diverse blandinger. Egentlig synes jeg, uld/bomuld blandinger er noget af det bedste til babyer.

Opskriften ligger kvit og frit tilgængelig på Ravelry lige her. Hvis der er nogen, der vil prøvestrikke uden at gå på Ravelry, kan jeg nok finde ud af at sende en PDF-fil. 

Jeg havde egentlig ikke planlagt at skulle skrive flere opskrifter - det er der nok andre, der gør, men jeg har lige fået en ide til et par pulsvarmere, så måske kommer der en ny opskrift fra min hånd i 2025 .)

Garnmesse i Vejle

I lørdags var vi sammen med Annett til årets anden garnmesse.

Det foregik i Spinderihallerne i Vejle - et dejligt sted. Jeg har jo en svaghed for gamle industribygninger, og jeg elsker, når de ikke bare bliver jævnet med jorden, men bliver brugt til noget fornuftigt.

På billedet er det kedelbygningen med tre formodede og - ser det ud til - forventningsfulde garnentusiaster på vej til de forjættede udstillingshaller.

Jeg har siden jul fået registreret en del af det garn, der af uforklarlige årsager ikke var blevet registreret, da jeg købte det. Faktisk troede jeg, at jeg var blevet færdig, men så opdagede jeg endnu en flyttekasse fyldt med garn. SUK!

Det er jo så moderne at lide af en eller anden form for skam, og jeg tror, jeg lider af garnskam. Hvorfor har jeg dog i tidens løb købt alt det garn uden at have nogen ide om, hvad det skal bruges til? I parantes bemærket synes jeg, skam er en ubrugelig følelse; det er bare en dårlig undskyldning, hvis man ikke også gør noget ved årsagen til, at man skammer sig. Dermed ikke være sagt, at jeg ved, hvad jeg skal gøre ved garnbunkerne. Men jeg skulle i hvert fald ikke have mere samlet til huse.

Der var såmænd fristelser nok. Det var Fiberfolk, der havde arrangeret, og faktisk var messen lidt anderledes end de fleste andre messer. Der var ingen Gepard, Sandnes eller BC Garn, det var virkelig folk, der selv havde haft fingrene i (farve)suppen, der havde standene.

Det betød så også, at det mestendels var håndfarvet garn, men der er begyndt at komme andre fibre end bare merino og mohair på banen. Det mindede mig lidt om den Wollfest, vi var til i Hamborg for 7 år siden. 

Der var også mange udstillere, jeg ikke kendte, og en del af dem havde minsandten deres eget særpræg. Mange af dem designer også deres egne opskrifter, og det var rigtig dejligt at se nogle modeller, man ikke kendte i forvejen.

Både Annett, som også har oparbejdet et større garnlager, og jeg undlod nye garnkøb. Dorthe strikker på tykkere pinde, end vi gør, så det går hurtigere, og hendes lager er absolut overskueligt, så hun kunne godt tillade sig at købe nyt. Blandt andet købte hun af de fine blå farver fra Knitgaard, en af de udstillere, vi ikke tidligere har stiftet bekendtskab med.

Til gengæld købte jeg en opskrift, en helt skøn projektpose fra Deadly Daisies (jeg har adskillige, men jeg skal jo også have adskillige projekter i gang med henblik på at blive min garnskam kvit) og en ny garntrisse. 

Den allerbedste stand købte jeg ikke noget fra. Det var Fine Detail med de skønneste håndlavede glasknapper. 

Jeg er helt pjattet med de knapper, og jeg skal have nogen af dem på et eller andet tidspunkt. Men helst, når jeg ved, hvad de skal bruges til, for jeg har altså også mange knapper i lageret.

Måske har jeg noget parat til knapper, når Fiberfolk om et års tid forhåbentlig arrangerer en ny messe i Vejle. Vi skal i hvert fald nok være der, og det er glasknapperne forhåbentlig også. Hvis jeg kan vente så længe...

I sidste øjeblik

Med stor sandsynlighed kommer jeg ikke til Bornholm mere i mit liv, og dermed bliver det heller ikke til flere besøg på Oluf Høst Museet.

Jeg er meget glad for Oluf Høsts kunst, så det er om at benytte sig af det, når der er større Høst-udstillinger andre steder i landet, og det var der denne vinter på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.

Kerteminde er ikke lige om hjørnet for os, men det er i hvert fald tættere på end Gudhjem. Jeg opdagede ret sent, at udstillingen var der, og vi havde også andet på programmet, men vi nåede at komme af sted, og det var godt.

Det var nemlig en stor, fin udstilling med mange af Høsts malerier præsenteret i museets store lyse rum. Ikke noget med malede vægge i diverse farver, der har det med at konkurrere med kunsten om opmærksomheden. Egentlig tror jeg, malerierne blev præsenteret bedre i Kerteminde end på Høst Museet, hvor de, så vidt jeg husker, hænger lidt trangt.

"Nyfalden sne", 1936
Jeg er ret betaget af vinterbilleder.
Det her fra Bognemark er ingen undtagelse.

Det var for resten ikke kun lån fra Høst Museet og Bornholms Kunstmuseum, men også fra private, så der var også noget, jeg aldrig havde set før. Og der var også en større samling af Høsts breve med små tegninger sendt til venner og familie.

Detalje fra "Katte på Bognemark" fra 1953

Udstillingen var efter min mening perfekt kurateret. Der var lige præcis så megen tekst, som man havde brug for, og den var dejlig fri for belæring.

Det gjaldt også, når det drejede sig om omtalen af sønnen, Ole Høst, der også var kunstmaler, men meldte sig til Frikorps Danmark og faldt på østfronten i 1943. Oluf Høst kom sig aldrig over sønnens død og sikkert også hans politiske overbevisning. På nogle af malerierne efter 1943 har han signeret med både sin egen og sønnens signatur.

Som altid, når en udstilling nærmer sig sin slutning, var der mange besøgende, men vi kunne nu sagtens være der.

Værre var det i museets café, Kaffehuset, men vi var heldige og fik bord til en sen frokost. Den var på det ordinære plan, og i det hele taget kunne Kaffehuset godt stramme lidt op. Men der var hyggeligt, og allermest hyggeligt var det, at hønsene, der residerede i haven, kom forbi vinduerne og kiggede ind.

Skilteforvirring

For et par måneder siden åbnede en ny Netto, som faktisk er vores nærmeste dagligvarebutik. Vores nærmeste Netto lå indtil da et par kilometer væk, og der, hvor den nye butik ligger, var der indtil da heller ikke andre butikker.

Jeg handler der af og til, når jeg ikke skal have så meget, for så behøver jeg ikke have bilen med, men kan gå. På vejen kommer jeg forbi en del skilte om netop Netto. Det første ser sådan ud:

Øh, åbner??? De er godt nok i god tid med skiltet, hvis vi skal vente 10 måneder på Nettos lyksaligheder. Men ok, det drejer sig jo nok om den Netto, der allerede er åbnet - det er bare klodset skrevet.

Efter bare 100-200 meter dukker det næste skilt op på noget jord, der nu er en byggeplads, men som tidligere var et grønt område med træer og buske (det gælder for resten hele skilteskovsarealet):

"Din Netto er midlertidig lukket, fordi vi bygger om og laver en endnu bedre Netto til dig" står der på skiltet. Aha! Men den Netto, vi har, er kun et par måneder gammel. Kunne de ikke have lavet den "endnu bedre" med det samme. Og for resten er den aldeles ikke lukket.

Jeg går 100 meter mere og kommer til næste skilt:

Nå, det bliver ligefrem fremtidens Netto, vi får.

Efter endnu et par hundrede meter kommer jeg til den et par måneder gamle Netto. Den er altså i høj grad åben, men den ligner da vist de fleste andre Netto'er, så kan det virkelig være den, der er fremtidens Netto?

Eller hvad? Jeg tror, at alle skiltene drejer sig om netop denne Netto, men jeg er ærlig talt lidt i tvivl. Er den mon bare en midlertidig løsning for alle os, der før har haft lidt længere vej til den åbenbart yderst attraktive indkøbsmulighed? Næppe.

De, der laver skiltene, er tydeligvis ikke de skarpeste hjerner. Hvor ville det være dejligt med mere præcision. Og oprydning. Men én ros skal skiltene dog have: Der er vist ikke en eneste stavefejl.

Fra Spanien til Sønderjylland

Af en eller anden grund har jeg aldrig været interesseret i Spanien endsige i at rejse til Spanien. Så hellere Sønderjylland. 

Måske hænger det sammen med, at jeg ikke kan lide sproget. Jeg synes, det lyder, som om det bliver talt med en varm kartoffel i munden, og både fransk og italiensk er meget smukkere efter min mening.

Ikke desto mindre deltog vi i et heldagskursus om netop Spanien forrige lørdag, "En kulturhistorisk rejse gennem Spanien" var overskriften. Det var virkelig godt, måske især for ignoranter ud i emnet som mig. 

Selvfølgelig kommer man ikke i dybden, når man skal forbi både arkitektur, kunst, litteratur og musik. Og som baggrund for det hele Spaniens historie bliver det en stor mundfuld, men jeg synes, vi fik et virkelig godt overblik. 

Her er vi kommet til musikken:
Paco di Lucia, John McLaughlin og Al Di Meola på scenen

Spændende var det blandt andet at se nærmere på den spanske malerkunst. Jeg har aldrig været vildt betaget af Velasquez og Goya, men jeg fik faktisk et lidt andet syn på både dem og andre spanske malere fra ældre tid efter lørdagens forelæsning. De var mere nyskabende, end jeg troede.

Forelæsningen foregik på Matematisk Institut på universitetet. Det var også her, jeg første gang satte mine ben på Århus Universitet til en forelæsning med selveste Svend Bundgaard. Formodentlig var det i løbet af 3.g, at vi var på en ekskursion til universitetet som en del af den i øvrigt ikke særlig omfattende erhvervsvejledning.

Dengang leftede man ikke for de studerende for at få flere til at vælge netop deres fag. I løbet af en dobbeltforelæsning i matematik skrev Bundgaard 10 store tavler fulde - det var jeg meget imponeret af. Så vidt jeg husker, kunne jeg godt forestå, hvad der foregik, men tempoet var utrolig højt, og jeg fandt i hvert fald ud af, at jeg nok hellere måtte holde mig fra at læse matematik, som jeg ellers lidt havde overvejet.

På gangen uden for vores undervisningslokale hang flere billeder af Svend Bundgaard.
Blandt andet dette fremragende foto. Stod der, hvem fotografen var? Det må jeg have kigget efter ved lejlighed

Jeg er stadig ikke interesseret i at rejse til Spanien. Der er for varmt, og det er for langt væk, når man som jeg ikke vil flyve af hensyn til miljøet. Jeg mødte for resten en af mine gamle medkursister fra tysk til forelæsningen. Hun og hendes mand flyver heller ikke, men de har planer om at tage til Spanien med tog. Respekt!

Sønderjylland vender jeg derimod gerne tilbage til. Foreløbing har vi været til sønderjysk kaffebord i Den Gamle By sammen med Bodil.

Det var et fint arrangement, dog ikke med helt så mange slags kager, som et sønderjysk kaffebord egentlig skal bestå af, hvilket overhovedet ikke gjorde noget. Men man kunne drikke al den kaffe eller te og spise alle de kager, man havde lyst til, man blev fint betjent af et opmærksomt og venligt personale, og der var et glimrende lille foredrag om kaffebordets historie.

Et par af kagerne: Bismarcks-eg, der i 1920 blev omdøbt til kongestamme, og rugbrødslagkage.
I baggrunden også boller og kringle

Når sandt skal siges, var kagerne - bortset fra bollerne og kringlen - ikke lige min smag: For meget flødeskum og for lidt mørdej, men det var mere min fejl end kagernes. Jeg er sikker på, de var, som de skulle være. Og det forhindrede ikke, at vi hyggede os gevaldigt.

Strik i 2022

FAKTA

11684 meter strikket. 11852 m brugt, et enkelt projekt er strikket med dobbelt tråd. 
1955 meter er lageret formindsket med. Igen en lille nedgang i forhold til forrige år, men det er et ok resultat, synes jeg. 
2528 kr. har jeg brugt på garn og tilbehør, men jeg har solgt for 3567 kr. Jeg har vist aldrig haft overskud før, men det er også en følge af, at lageret bugnede, efter at vi i flere år ikke har været på det lokale julemarked på Elværket i Åbyhøj. Det var vi så heldigvis i 2022, og jeg var godt tilfreds med salget. Desuden har jeg solgt lidt privat, og der blev også solgt lidt på Kirppu, Jeg har også foræret en del væk, så nu er lageret igen overskueligt.
55 projekter blev færdiggjort. Det største var et Villapesupinnat sjal/tørklæde (godt 1200 m), som jeg strikkede som en gave.

Billedet er fra Dorthes og min stand på Elværket.
Det er godt nok mest Dorthes ting, man kan se, men kjolerne har jeg strikket

Villasupinnat-sjalet strikket i forskellige lækre garner fra A Knitters World
+ noget Rosy Green Wool. Merino, yak og silke.

Jeg var også med på Sophie's Scarf bølgen og strikkede adskillige af de små fikse tørklæder. 

Her er det mit eget af ren cashmere, som jeg faktisk godt kan have på, uden at det kradser og klør alt for meget.

Mette fra PetiteKnit har virkelig ramt plet med det tørklæde. På Ravelry er det simpenthen den opskrift, der i 2022 har resulteret i flest færdiggjorte projekter. Det er da sjovt, at det er en dansk opskrift, der har opnået det. Ravelry er jo et yderst internationalt digitalt fællesskab.

Jeg ville gerne lave flere Sophier. Det er simpelthen så dejligt at have med som rejsestrikketøj, men i betragtning af, at en stor procentdel af strikkerne har frembragt et eller flere Sophier, er jeg bange for, at markedet er ved at være mættet.

Med hensyn til planerne for 2022 er det ikke gået så godt. Ganske vist har jeg strikket det meste af en cardigan til mig selv, men jeg burde nok have fundet en opskrift, jeg ville følge fra start til slut. Jeg har ganske vist brugt en opskrift, men jeg har improviseret og ændret i opskriften flere gange og er netop nu nået til at skulle improvisere ærmekuppel strikket oppefra. Det havde nok været godt, hvis jeg havde prøvet det før, men det har jeg ikke, og det er et stykke tid siden, der er sket noget med den cardigan.

Jeg har heller ikke fået udgivet den opskrift, der stort set er færdig. Det er bare sjusk, og fordi jeg hellere har villet foretage mig andet. 

Begge dele skulle der gerne rettes op på i 2023. Derudover er det som sædvanligt planen at få mit lager formindsket, og det skal nu også nok lykkes. Men jeg ville også gerne have antallet af registrerede garner på Ravelry formindsket.

Det lagergarn, der er registreret, er opbevaret i 10 store plastkasser plus i min store strikkekurv plus i 2-3 ølkasser i vores hobbyrum. Desuden har jeg en del uregistreret garn. Tænk hvis alt det registrerede kunne være i plastkasserne! Jeg er bange for, at det er for stor en mundfuld til et enkelt år.

Til sidst et eksempel på en babyvest, som jeg lavede nogle stykker af i 2022.

Modellen er en blanding af en af mine egne designs og af en opskrift, hvor jeg har fundet detaljen foroven, der giver et optisk indtryk af, at vesten har små ærmer. Det har den ikke, der er ikke taget ud. Den yderste lodrette glatstribe er bare forskubbet. 

Gad vist om denne er salgbar. Den er jo gammelrosa! Der er en kraftig tendens til, at de unge mødre ikke vil iklæde deres poder kønsspecifikke farver - sagt med andre ord så skal de helst have beige, brunt, gråt tøj på. Det er altså for trist efter min mening.

Hele to gange

Kulturelt er vi stadig ikke rigtig kommet i gang igen efter coronanedlukningerne, men i sidste uge var vi af sted hele to gange.

Annett havde opdaget, at der var koncert i Ovsted Kirke (det er den kirke, der ligger så højt og flot, når man kører på den østjyske motorvej i nordgående retning) med Andrea Pellegrini og Duo MiScha. Pellegrini har vi hørt flere gange tidligere, og vi kan godt lide hende. Duoen kendte vi ikke, men violin og accordeon lovede godt.

Det blev også en god oplevelse. Programmet var en blanding af danske salmer og folkemusik især fra Armenien - Astrid Mikaelyan, der spiller violin i duoen har armenske rødder. For fuldstændigheds skyld hedder accordeon-spilleren Julie Holmegaard Schade.

Normalt er jeg ikke specielt begejstret for salmer, men det var helt sikkert nogle spændende fortolkninger. Jeg opdagede også, at Kingos salme Sorrig og glæde faktisk har en utrolig flot lyrik, og den er ikke så salvelsesfuld som andre af Kingos salmer.

Et par dage senere var vi til Kreativ Messe i Kongreshuset. Der var vist ikke noget nyt under solen, og jeg var ikke engang fristet af noget af garnet. Derimod købte jeg en (billig) bog med opskrifter på små monstre som den på billedet og andet sjovt. Man har jo en del garnrester liggende...

Inden messen spiste vi brunch på Aros. Vi købte årskort i forbindelse med sidste års Turner-udstilling, men havde ikke brugt det siden, så jeg syntes, vi skulle få lidt mere for pengene. Og om ikke andet får man rabat i orangeri, café og butik.

Ergo spiste vi brunch i orangeriet, hvor der er rart at sidde. Den (altså brunchen) var skrumpet i størrelse siden sidst, vi var der, hvilket passede os udmærket, og så kunne man får koffeinfri stemplekaffe - stor ros for det.

Vi syntes også, vi lige skulle se en af udstillingerne. Franciska Clausen kender vi udmærket, og hun er ikke lige vores kop te, så vi sprang den store udstilling over og valgte i stedet en udstilling med installationer af Chiharu Shiota.

En detalje fra værket Out of my Body fra 2020.
Når man så hele værket, kunne man godt se, at det menneskelige organer.

Det var sådan set heller ikke rigtig noget, vi fandt interessant. Det var voldsomt stort og helt sikkert imponerende lavet, men det rørte ikke rigtig ved nogen følelser.

En af tre kjoler med en højde på vel 4 meter

Til gengæld kom vi til at grine ret meget, da vi igen kom udenfor udstillingen, for der lå noget, der næsten lige så godt kunne have været en installation:

Det var det nu ikke (tror jeg da), men Aros er ved at udvide, så der lå byggeremidier og flød diverse steder.

Faktisk var vi også kulturelle mellem jul og nytår. Jeg havde vundet billetter til udstillingen Jul på Herregården på Gammel Estrup, så der tog vi til sammen med Annett.

Vi har været på Gammel Estrup et utal af gange og kommer gerne igen. Denne gang tog vi med på en rundvisning. Rundviseren var ganske vist lidt distraheret, fordi der var en kæmpe lastbil, der var kørt ind et sted på herregårdens område, hvor den absolut ikke havde noget at gøre, og der sad den uhjælpeligt fast. Det var egentlig ikke vores omvisers problem, men der var ikke andre til at tage sig af det.

Nå, det var nu en udmærket rundvisning, hvor vi fik noget at vide om både herregård og julen på selvsamme.

Jeg er ret vild med riddersalens vævede tapeter fra omkring 1700, hvor de andre herregårde og hovedgårde, som engang var under Gammel Estrup, er afbildet. Her er det hovedgården Nørregård på Lolland.

I det hele taget fortæller tapeterne på Gammel Estrup historie. Her er et nyere og meget flot, synes jeg. 

Det er i hvert fald fra 1900-tallet. 1930erne eller måske helt oppe i 50erne?

Jeg kom til at tænke på et par af min barndoms tapeter. I sidste halvdel af 50erne havde mine forældre et hus med både spise- og dagligstue, og da der skulle tapetseres, valgte de tapeter med samme mønster, men i to forskellige farver - så vidt jeg husker en sennepsgulagtig og en ret mørk rød. 

Jeg syntes, det var vildt smart, og jeg var vist også stolt af mine forældre, der turde så meget indretningsmæssigt.

December

Vi har haft vældig travlt med at hygge her i december, så der er blevet langt mellem blogindlæggene. Eller mere præcist: Der har jo ikke været nogen. Det er altså ikke, fordi der ikke er sket noget.

Lørdagen før jul oplevede vi sammen med to venner og 6000 andre opførelsen af Rooftop Symphony. Den blev spillet på tagene på Musikhuset, Aros og Rådhustårnet. Det var elever fra Musikkonservatoriet, der havde komponeret og fremførte værket, og så var der lysshow til. Spændende! Det var godt, vi havde en aftale, for ellers havde vi nok ikke fået lettet os fra sofaen.

Det var også hyggeligt at opleve den på trods af energikrisen juleoplyste by.

I begyndelsen af måneden var vi på vores sædvanlige juleindkøbstur til Flensborg. Det er nu ikke specielt julet, det, vi køber. Vi skal have ting som kaffe, ingefærsaft og de specielt gode mandler, men jeg skal også have min vægkalender, hvor udvalget unægtelig er større i Tyskland. Vi kom også til at besøge garnbutikken i Rote Strasse. Udvalget er ikke så forskelligt fra det, vi kan få herhjemme, men lidt anderledes er der, og selv om jeg ihærdigt forsøger at få mindsket lageret af garn, kom jeg til at købe lidt nyt specielt til pulsvarmere.

Denne gang nøjedes vi ikke med en endagstur, men havde taget to overnatninger på Benniksgård Hotel i Rinkeby nær Gråsten og det var vi godt tilfredse med. Vi havde et udmærket værelse og blev begge aftener beværtet med en tre retters menu. Det er passende for os. Når vi levner noget af kødet, kan vi godt spise tre retter, og til min store fornøjelse var der gode desserter.

Vi nåede også andet end indkøb. På hjemvejen var vi for eksempel forbi Brundlund Slot i Åbenrå. Jeg er først inden for de senere år blevet opmærksom på, at Brundlund Slot overhovedet eksisterer, og at det nu er kunstmuseum.

Der var en meget fin udstilling om og med værker af Jes Jacobsen. Han var også et nyt bekendtskab. Han blev født i Åbenrå, var samtidig med Willumsen og Hammershøi og døde bare 24 år gammel. Vist det allerførste værk, jeg så, hed "Skibbroen, Aabenraa". På Skibbroen havde mine to morbrødre et århundrede senere bilforretning. Det er da lidt sjovt.

Jeg synes, det er svært at yde malerier fuld retfærdighed i fotos,
men måske kan man alligevel se det fine lys over Skibbroen

Der var også en mindre udstilling fra museets samling af værker af sønderjyske malere, "Hjemme og Ude: Maler- og tegnekunst fra den faste samling, ca. 1800-1880". 

Normalt synes jeg ikke, blomstermalerier er specielt interessante, men dette af O.D. Ottesen er alligevel lidt dobbelttydigt. Det er fra 1884 og hedder ikke overraskende "En Rose i Soldatens Knaphul". 

Forhåbentlig bliver det ikke sidste gang, vi kommer til hverken Brundlund Slot eller Benniksgård Hotel.

Årets Fanø-katte

Som frygtet, men også ventet, var der ingen Pizza mere. Hun så meget skidt ud sidste år. I stedet er her et link til et foto af hende i 2018, hvor hun var i topform. Mærkeligt nok var også pizzabixen lukket, vist nok var den blevet solgt. Jeg tror, de har ventet med at sælge, til de ikke havde nogen forpligtelser over for Pizza mere.

Vi mødte ingen katte, der kom på siden af Pizza, men heldigvis mødte vi andre søde katte. I år især i Nordby. 

En Nordby-skønhed

Hende her (jeg tror, det var en lille dame) var lidt genert

Generthed var ikke noget problem for ham her, faktisk vidste han ikke,
hvordan har bedst skulle te sig for at gøre sig lækker.
Måske er han Pizzas arvtager, i hvert fald var han den eneste, vi kendte fra tidligere.

Vi - eller rettere Annett - havde også egne katte med. Egentlig skulle det have været Trolle, men det var Gamine ikke tilfreds med, så hun sørgede lige for at få en klo i øjet. Det blev nok lidt værre end beregnet. Faktisk tror vi, det gjorde temmelig ondt, og i starten var hun noget hænget og morsyg. Også selv om hun ikke kunne lide at få piller og får dryppet øjet.

Men hun kom i hvert fald med på sit tredje Fanø-besøg, og når øjet ikke lige skulle ordnes, nød hun det, tror vi. Især at have mor næsten for sig selv.

En lur på ryggen

Næsten, for Bella var også med. Det var hun også, da vi var på Holmsland Klit, men da kendte hun os ikke og var noget forbeholden, Det var anderledes nu, og i løbet af vores to uger blev vi meget charmerede af hende. Hun var kun knap et år gammel, men ikke desto mindre forstod hun at apportere. Intelligent lille kat! Og køn!

Spøgelsesrefleksbrikken, der sidder på min taske,
har været et elsket legetøj for adskillige af Annetts killinger. Også for Bella

Til vore udelte fornøjelse, kunne hun minsandten også lide havregrød. Når vi var færdige med morgenmaden, fik hun lov til at se, om der var lidt tilbage i grødskålene.

Efter Bellas kattevask af skålen var opvaskemaskinen næsten overflødig.