Turen går til... - del 1

 ...Danmark. Det er der sådan set ikke noget nyt i for os, men ferieformen var ny. Vi prøvede nemlig en uge med rejsepas, altså et pas til stort set alle offentlige transportmidler i Danmark i 8 sammenhængende dage. Vi regnede med at improvisere, hvor vi ville rejse hen.

Vi lagde meget blidt ud med at tage til 

Jeg havde en aftale med min frisør. Desuden har de en bager med fantastiske surdejsboller - næsten en rejse værd. Og endelig er Skanderborg en hyggelig by at indtage sin frokost i. Da vi skulle hjem igen, tog vi da bare en bybus til stationen, der ligger højt og lidt væk fra bymidten.

Dagen efter skulle vi vist et eller andet, og der var ydermere annonceret nærmest heldagsregn, så da blev vi hjemme, men søndag stod 

på programmet. Vi er ikke specielt glade for Odense, og den blev ikke mere spændende om søndagen, men vi er glade for Brandts, og vi ville ubetinget se deres udstilling Fynboerne.

Den var ikke nogen skuffelse, jeg er ret vild med Brandts måde at lave udstillinger på. 

Værkerne var af de tre kunstnerpar Alhed og Johannes Larsen, Anna og Fritz Syberg og Christine og Sigurd Swane (der godt nok kun var par et årti), og indfaldsvinklen var et blik på, hvordan de tre kvinder fra omkring år 1900 og fremad forenede en almindelig hverdag med hjem og børn med deres kunstneriske ambitioner.

Et godt udvalg af værker og som her lige præcis så megen ledsagende tekst, som man har brug for, ydermere holdt i en tone, der hverken er belærende eller vil indoktrinere, er for os opskriften på en vellykket udstilling.

Billedet viser Christine Swanes "Strikkende dame". Den strikkende dame er Marie Larsen, Christine og Johannes Larsens søster, der var husholderske nogle år hos Alhed og Johannes Larsen og senere hos Christine.

Vi kørte lige et par strækninger med den odensianske letbane, bare for at prøve den, og den fungerer nærmest som en sporvogn - altså godt. Mandag skulle vi spise om aftenen sammen med nogle venner, men inden fortsatte vi på letbanesporet med en tur til

Vi var ikke så imponerede af banen, som vi før kun har prøvet på korte strækninger inde i byen. Den er tydeligvis ikke beregnet til at køre så hurtigt, den både larmer og ryster mere end godt er. Det tog også længere tid, end vi havde troet, og vi var lige ved ikke at nå vores spiseaftale.

Vi kender sådan set udmærket Grenå, og den er ikke vores førstevalg for udflugter, men det var altså også mest letbanen, vi var nysgerrige på.

Anderledes glade er vi for

De har også et kunstmuseum. Da vi var der, hed deres særudstilling Rød med beskrivelsen "En undersøgelse af menneskers følelsesliv med den røde farve i centrum". 

Der var et fint udvalg af værker på tværs af tiden, men denne gang var teksterne ikke min kop te. I stil med "Mærk efter hvordan du føler....", det vil sige ret formynderiske eller med et fremmedord paternalistiske. Desuden var man ilde stedt uden en telefon, for hvis man ville vide mere om værkerne, måtte man scanne opsatte QR-koder. Jeg gjorde det nogle gange, men gad ikke blive ved med det. Men værkerne var der altså ikke noget i vejen med.

Billedet viser "Fox with issues" fra 2012 af Nina Saunders. En ræv til psykolog og har en ræv brug for det? synes museet selv, det handler om. Jeg synes, det er let at udvide tolkningen til noget med syg natur.

Vi nåede også at besøge Vejles garnbutikker, og til min store fornøjelse var Rosas (udmærkede) Butik leveringsdygtig i noget garn, jeg har ledt forgæves efter både i fysiske butikker og på nettet. Og både frokost og eftermiddagskaffe blev indtaget på vores yndlingscafé Konditoriet. En helt igennem vellykket udflugt.

Fortsættelse følger...

Anden miniferie i år

På to af julis fantastiske dage rent vejrmæssigt var vi taget til Tønder og omegn. Tænk, at man kan være så heldig. Kun en smule regn, og den faldt, mens vi sov i vores gode senge på Hostrups Hotel.

Tønder er en sjov by at gå rundt i, der er en masse at kigge på. Husenes døre for eksempel.

De fleste af dem er desværre klistret til med navnesedler, reklamer-nej-tak skilte og diverse andet, men det var den her til fotografens fornøjelse dejligt fri for. 

Også skæve vinkler er der mange af. Skæve døre, porte, bjælker, vinduer. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan husene er blevet så skæve, for de kan jo ikke være bygget sådan, selv om det kunne se ud til det. Sjovt at se på er det i hvert fald.

Vi fulgte næsten vores sædvanlige program for et besøg i marsken. 

Ud over Tønder var vi i Højer og ved Vidåslusen - yndlingsslusen, Ballum Sluse, blev sprunget over i denne omgang. På billedet kan man se nogle små klatter i vandet, som jeg er ret sikker på er gravænder. Og i horisonten er det Sild med en hvid færge, som formodentlig ikke var sildefærgen, for den har også en del rødt på sig. 

Vi smuttede forbi Hanne i Højer, hvilket blev lidt dyrt - det er en dejlig forretning, og hun har nogle ting, man ikke kan få så mange andre steder - inden vi tog til Rømø og Ribe.

På vejen hjemmefra til Tønder besøgte vi bamsemuseet i Billund. På godt dansk hedder det Teddy Bear Art Museum.

Jeg havde regnet med, at det nok "bare" var en lidt udvidet privat bamsesamling, der blev stillet til skue, men det var meget mere end det. Bamsernes historie, temaudstillinger, mange kunstnerbamser blandt andet. Et rigtigt museum og gefundenes Fressen for bamseelskere som os. 

På billedet er det Madame Coco og Karl Lagerfeld lavet af hollandske Anna Koetse. De er da til at blive i godt humør af! Jeg havde ingen ide om, at Karl Lagerfeld havde en kat, men det havde han så sandelig. Choupette, at dømme efter billederne af hende en hellig birma, meget berømt. Der står faktisk rigtig meget på nettet om hende, også på Wikipedia. Hun har også skrevet en bog, som jeg tror, jeg må have fat på.

Der var mange gode historier i museet. Om Peter Plys og Paddington som nogle af de kendte, men den bedste var nok historien om den berejste bjørn Alfonso. Og så var der et utal af meget fine kunstnerbamser.

Knud og Krista var selvfølgelig med, og de kunne også godt lide museet. De blev fotograferet på hovedet af en af museets store bjørne.

Jeg tror, teddybjørne har det ligesom hunde :) De kan altid genkende en artsfælle, størrelse, farve og udseende i øvrigt er totalt ligegyldig.

Vi havde to nætter på Hostrups Hotel med en udmærket middag inkluderet den første aften, og vi var meget heldige, for vi fik vist hotellets største værelse. Jeg plejer at sige, at bare der er en god seng og et ordentligt badeværelse, så er jeg tilfreds, men vi nød nu det store værelse. 

I Vidåen, der løber lige uden for
Hostrups Hotel, var der både gule
åkander og denne fine plante, som
måske er brudelys

Det er ikke første gang, vi har boet hos Hostrup. Ret præcist for 34 år siden havde vi også nogle overnatninger der. Det var dengang, vi første gang oplevede sort sol, faktisk inden sort sol var opfundet som begreb. Vi gik hjem gennem Tønder fra en bedre middag i den modsatte ende af byen, da den ene kæmpestore flok fugle efter den anden kom ind over os. Showet varede nok mellem 15 og 30 minutter, og vi kiggede med tilbagelagte hoveder, indtil vi blev for trætte i nakken.

Jeg kan ikke huske, om vi allerede dengang vidste, at det var stære, eller om det først gik op for os, da sort sol blev moderne, men der er ingen tvivl om, at det var det, vi så. Også selv om de sidste julidage ikke er det oplagte tidspunkt for sort sol, men det var det måske i 1989.

Sort sol så vi ikke noget til på dette ophold, men måske skulle vi vende tilbage til Hostrups Hotel på et sort sol ophold. Det skal dog ikke gå 34 år inden dette besøg :)

Sommer i byen

Byen - kulturliv - sommer, tre ingredienser til en god juli for mig. Med hensyn til det sidste måtte der godt være lidt færre byger, eller i hvert fald kunne de holde sig til at falde om natten, men hellere byger også om dagen end konstant 30 graders varme. Og så slemt har det heller ikke været.

Til jazzfestivalen tror jeg, de fleste af de udendørs arrangementer blev gennemført, så voldsomt problematisk var det ikke.

Programmet var ikke helt så spændende, som det har været tidligere år. Der var en frygtelig masse af det, jeg kalder frokostjazz, sådan lidt let jazz, som man da godt kan høre med fornøjelse, men som ikke just sætter spor. Til gengæld var der ikke meget avantgarde i programmet.

Det betød dog ikke, at vi ikke hørte en hel del godt. Men vi syntes ikke, vi gik glip af så meget, så måske var det lidt smalle program bare en god ting ;)

Vi hørte to sangerinder, som vi ikke har hørt før, men som var virkelig gode.

Randers Big Band havde Keshia Christiansen med som solist - et indtil nu helt ukendt navn for os og mange andre, kunne vi forstå på snakken rundt om. Men hun var god, meget livlig, charmerende og som det vigtigste så sang hun godt. Hun må gerne komme tilbage næste år.

I det hele taget hørte vi en del big band. Blandt andet Kathrine Windfeldt Big Band, som var gode, men ikke helt så gode som tidligere, syntes jeg. Det modsatte var tilfældet med Aarhus Jazz Orchestra. Dem synes jeg aldrig at have hørt så sprudlende og skarpe som i år.

Deres solist i år var Thad Jones. Ikke i levende live, da han døde for adskillige år siden, men koncerten var en hyldest til ham og hans arrangementer. Sådan set var dirigenten, Dennis Mackrel, også solist. Han mente godt nok selv, at han var kommet ind i den allersidste fase og bare stod og viftede lidt med hænderne, og at det var Nikolai Bøgelund (som også dirigerede Randers Big band), der havde øvet med orkestret, som burde have æren, men jeg gætter nu på, at begge havde deres andel i at bandet var så velspillende. Vi nød det!

Den anden gode sangerinde, vi hørte, var Lisa Bassenge, også hun ukendt for os før denne koncert. Hun er tysk og synger utrolig godt, og til denne koncert fortolkede hun Cole Porter sange, så materialet var der bestemt heller ikke noget i vejen med. Også hende vil vi meget gerne høre igen

I en noget anden boldgade var vi i selveste domkirken til Share Improfest Maraton. En masse unge musikere fra forskellige lande spillede improvistationsmusik. Jeg ved egentlig ikke, om det var jazz, men det var spændende og opløftende, og der skete hele tiden noget. Man kunne også rigtig høre domkirkerummets flotte akustik.

Koncerten, hvis man kan kalde det det, varede i 4 timer, men vi blev der kun de to første. Ikke fordi vi kedede os, men fordi vi skulle andetsteds hen.

Moesgaard ligger godt nok lidt uden for byen, men hører alligevel til byens kulturliv. Vi har ikke overrendt deres udstillinger, mest fordi vi har ment, at vi kendte udstillingernes emner, for eksempel Pompeji, for godt.

Den nyeste, Ud af kaos, beskæftiger sig med tiden mellem romerrigets (det vestlige, altså) fald og vikingetiden. I min historieundervisnings tid kaldte vi det folkevandringstiden.Den er ikke lige vores spidskompetence, så den udstilling måtte vi hellere se.

Det viste sig, at udstillingen primært omhandlede romerne, hunnerne og goterne, med nogle lidt mærkelige udflugter til for eksempel Øland (i øvrigt en spændende historie), og faktisk var der alligevel ikke så megen ny viden for os.

Jeg var ikke overbegejstret. Dels var udstillingen noget mindre, end jeg havde forventet, dels synes jeg, den var noget rodet, men der var en masse fine genstande, man kunne kigge på.

På billeder er det en lille statue af selveste Jupiter. Jeg synes, han er nuttet.

Det, der optog os mest, var faktisk, at vi for anden gang inden for kort tid, stødte på det vulkanudbrud, der fandt sted i 536, og som udløste en større klimakatastrofe. Faktisk var der vist flere vulkaner, der var i udbrud nogenlunde på det tidspunkt, og man har fundet ud af, at i hvert fald vulkanen Katla på Island havde et gigantisk udbrud. Flere år med formørket himmel, ingen høst, ingen sommer, hungersnød og så videre var resultatet. 

Katla er en aktiv vulkan, og sædvanligvis er den i udbrud med mellemrum på 40-60 år. Den har sidst været i udbrud i 1918! Uhyggeligt eller hvad? Man ved jo, hvad der kan ske, når en vulkan samler sammen til et rigtig stort udbrud. Eyjafjallajökull udbruddet i 2010, der lukkede en del flytrafik i en uge, kan risikere at blive det rene ingenting i sammenligning.

Det er lige til at blive fatalist af. Hvis ikke vi mennesker kan få ødelagt kloden hurtigt nok, kan Katla måske hjælpe os. Men det kan da godt ske, at vi kommer først, og jeg er såmænd lige ved at forstå de mennesker, der lystigt flyver kloden rundt. Det går jo galt under alle omstændigheder.

Tilbage til kulturen: Vi har også været på en enkelt kunstudstilling. På galleri Lene Bilgrav blev der udstillet værker af Inge Ellegaard. "Blomster, striber og tern" hed den. Egentlig kan jeg bedre lide hendes værker fra dengang i 80erne, hvor hun var ung og vild. Hendes senere blomsterbilleder havde jeg tidligere kun set på tryk, og de er godt nok meget bedre i virkeligheden. Ikke desto mindre kommer her et eksempel:

For at komme hele vejen rundt så har vi også i biografen set Oppenheimer. Ikke nogen dårlig film, og det er i hvert fald en interessant historie, men lyden var alt, alt for høj. Jeg tog selvfølgelig mine ørepropper på, alligevel måtte jeg i lange passager sidde med hænderne for ørerne. Det ødelagde oplevelsen.

Men alt i alt har det været en dejlig juli i kulturbyen.

Rillike rallike

...kvik som en allike

Jeg har lavet lidt om på vrøvlesangens tekst. Af flere grunde. For det første passer "kvik" noget bedre på alliker end "fuld". De hører jo til kragefuglene, som er yderst intelligente fugle. Denne her sad tæt på os, da vi for nylig drak kaffe på Ingerslevs Plads og virkede ikke det mindste bange for os. Jeg tror godt, den kunne blive lidt tam.

For det andet skulle det ifølge diverse ordbøger nok være "fuld som en alk" i stedet for allike. Alken er vældig god til at flyve og dykke, men den skulle have en noget vraltende gang - derfor.

Endelig er alliken "min" fugl, og det der med at drikke sig fuld er en disciplin, jeg ikke har udøvet i årevis.

Når alliken er min fugl, er det, fordi mit efternavn - Kaae - er det samme som det gamle danske navn for allike, nemlig kaa - sandsynligvis udtalt med å - hvilket formodentlig er en lydefterligning af en af allikens lyde. Hvornår og hvordan slægten er blevet opkaldt efter fuglen ved jeg ikke, men der har nok været en eller anden megetsnakkende forfar med noget hæs stemme, der som den første fik tilnavnet kaa. Jeg ved heller ikke, hvor det stumme -e i slægtsnavnet kommer fra.

Betegnelsen allike kommer som så meget andet i det danske sprog fra tysk, men på norsk hedder fuglen kaie, ret tæt på kaa og måske endnu tættere på kaae.

...rillike rallike rø!

Høst

Vi høster ikke meget i vores have. Bortset fra krydderurter kun lavendler, som i modsætning til krydderurterne skal høstes på et ret præcist tidspunkt. 

Og der er kommet friske lavendler i den lille Lyngby-vase på badeværelset.

En uge i Nr. Vorupør

Den lange mole har haft meget stor
betydning for Nr. Vorupør.
Her er den fotograferet en tidlig morgen,
hvor kun jeg og en enlig måge var til stede
på molen. De andre måger var til krabbefest
på stranden. 

Da vi var i Vorupør for 2 år siden, syntes vi, det var en by med meget liv i. Der var ikke helt så livligt i år. Måske var det på grund af corona-eftervirkninger, måske er det svært at få personale, måske er grunden en hel anden eller en kombination.

Fakta var, at der var flere steder, der helt havde drejet nøglen om, andre åbnede først ved skoleferiens start, og flere havde kun åbent i weekenden. Men så måtte jeg bare gå mine morgenture uden absolut at få kaffe på turen. For resten kunne man få kaffe hos den i øvrigt udmærkede bager, men ikke nogen steder ved vandet.

Jeg gik nu alligevel mine ture. Mest i rigtig flot vejr, men en enkelt morgen var der havgus. Da kunne jeg ikke se spidsen af molen

...og på det klassiske turistfoto af fiskerbådene kan man dårligt se havet

I selve byen er der en del fine huse, som jeg nød at kigge på. De blev bygget i første halvdel af 1900-tallet, da fiskerbefolkningen fik råd til bedre huse. Mange er hvidmalede, og en del er tydeligvis præget af Bedre Byggeskik

Bag mange af husene er der mindre udhuse og redskabsskure, og her er der ikke så friseret

Man er glade for fugle i Vorupør, i hvert fald hvis man skal dømme efter antallet af redekasser og foderhuse. På denne matrikel er der mindst tre:

Det rød/hvide er en miniudgave af bagfyret

Også kirken har dannet model for fuglehuse, men dem glemte jeg at tage billeder af. 

Kirken er en korskirke bygget omkring år 1900. Umiddelbart ser den ikke ud af så meget, men indvendig er den meget smuk.

Den er for nylig blevet totalrenoveret - den var voldsomt skadet af saltindtrængen. I den forbindelse blev den lokale kunstner Bjørn Søndergaard spurgt, om han ville farvesætte og også lave nogle udsmykninger. Det ville han heldigvis, resultatet er overordentlig vellykket. 

Det er farverne i naturen omkring Vorupør, han har anvendt - himlen, sandet, solen, marehalmen. 

I nogle nicher i kirkevæggen ses en af udsmykningerne, de fire evangelister. De skulle alle kunne identificeres, og på billedet er det i hvert fald Lukas til venstre.

Bortset fra is spiste vi kun en enkelt gang i Vorupør. Det var på Café Break, som er et af de steder, der uden for sæsonen (=skolernes ferie), kun havde åbent i weekenden. Den er noget så eksotisk som både vegetarisk og økologisk, hvilket passede os fint, og både kaffe og mad var anbefalelsesværdig, men på grund af åbningstiderne måtte vi nøjes med et enkelt besøg.

Med hensyn til is prøvede vi både Kastberg og Ice Bakers, der på trods af det engelske navn er et lokalt Thy foretagende. Vi behøvede desværre ikke at smage deres is mere end én gang. Der er mange sjove smage, men isen virker meget tynd. Nok fordi den er totalt plantebaseret, men det må da kunne gøres bedre. Kastberg isen er derimod en af de bedste netop nu, synes jeg. De har nok puttet fløde i ;)

Smag for Thy

For en uge siden kom vi hjem efter en uge i Nr. Vorupør. Som mange andre landsdele er Thy stolt af og promoverer sig over for turisterne med områdets kulinariske særpræg. 

Vi købte lidt af Thy-smagen med hjem. På billedet står tranebærsyltetøj, stikkelsbærsirup købt på Aagaard, porsesnaps, hyldebærsyltetøj, jordbærbalsamico fra Vorupør-slagteren og forrest ramsløgsalt fra Stenbjerg Kro. Det lille glas var en "tak for besøget"-hilsen fra kroen. Syltetøjerne og snapsen blev købt på Stenbjerg Landingsplads, da vi havde været til fortællinger om Fisk og folk på landingspladsen. Det var for resten rigtig sjovt at være med til.

For os er det nu især smagen af frisk fisk, vi forbinder med Thy - ja, sådan set med hele vestkysten.

Som regel spiste vi frokost ude, så vi fik afprøvet forskellige steder. Da vi var der for to år siden, forsømte vi at spise på Stenbjerg Kro. Det nåede vi denne gang, og både mad og betjening var rigtig god. Vi vender gerne tilbage.

Det blev dog slået af Hanstholm Madbar, som Yrsa havde læst om inden vores ankomst. Vi havde alligevel planer om at skulle besøge fyret, som vi kun lige var forbi sidst, og madbaren ligger lige om hjørnet fra fyret.

Det er et meget venligt lille fyr, som er let at gå op i. Brede trapper og under 100 trin, men med en skøn udsigt til blandt andet den lille Hansted Kirke, som vi besøgte bagefter.

Fyret og bygningerne omkring fyret bliver brugt til kunstudstillinger. Da vi var der, var det udstillingen Q Vadis med værker af Misja Kristoffer Rasmussen. 

Den store fod stod uden for bygningerne og var udstillingens vartegn. Den mindede mig straks om Magrittes malerier af hule fødder eller støvler udformet som fødder.

Hvis man ser godt efter, kan man i øverste venstre hjørne se borde og bænke, som hører til områdets nyåbnede café med god kaffe, surdejsboller og andet godt. Kun Dorthe fik sig en kop kaffe, mens vi andre besteg fyret, men vi købte et brød med hjem, og det var i hvert fald pengene værd.

Tilbage til madbaren, som vi havde gemt appetitten til. Menuen stod for os alle på pandestegte rødspættefileter, men med lidt forskellig garniture. Og sikke nogle fileter, tykke, saftige og perfekt stegt. Det er godt nok noget andet end friturestegte.

Vi måtte tilbage endnu en gang. Kulmulen fristede, men den blev serveret med kartoffelsalat. Jeg forhørte mig, og heldigvis viste det sig, at der hverken var løg i salaten, eller at de stakkels nye kartofler var druknet i en tyk, hvid dressing. Ingen af delene er på min hitliste, men en olie/eddike dressing som her synes jeg kan være rigtig god til kartofler, som jeg i parentes er meget glad for.

Kulmulen blev bestilt, men forvandlede sig undervejs til havkat. Kulmule er godt, men havkat er nok endnu bedre. Især når den som her lige må være blevet hevet op af havet og derefter stegt til perfektion. Jeg tror aldrig, jeg har fået så lækker fisk før.

Jeg tager ikke mange billeder af mad, det visuelle er jo alligevel kun en lille del af madens karakter, men jeg tog et billede af et krus kaffe for at identificere kruset.

Det var så lækkert at holde på, at jeg absolut måtte finde ud af, hvem der havde produceret det. Det viste sig, at det sælges gennem et firma i pakker med 6 eller mere til kantiner etc., og så mange krus mangler jeg altså ikke.

Undervejs i min søgning så jeg imidlertid noget om Vandkantshuset - også i Hanstholm - og der kunne vi da godt lige kigge ind. Normalt lader jeg mig ikke friste af kunsthåndværk, men det gjorde jeg denne gang, og det gjorde vi for resten alle fire. Jeg fik både nye øreringe og to søpindsvin, et af keramik og et af bronce, det sidste lavet af en kunsthåndværker fra Nr. Vorupør, hvilket selvfølgelig er en ekstra charme.

Da de i Vandkantshuset hørte, at vi havde spist på madbaren, sagde de, at så havde vi vel fået kulmule. Den er nok både berømt og berømmet, lyder det til.

Fra madbaren har man udsigt over Hanstholms travle havn. Jeg kan egentlig bedre lide at kigge på fiskeri- og industrihavne end lystbådehavne. På billedet er det to britiske fiskefartøjer på vej ud af havnen. Jeg undersøgte deres kendingsbogstaver, og de kom fra Whitby, så nu ved jeg, at der er noget, der hedder Whitby, og også hvor det ligger.

Prøvet og uprøvet

Pinsecamping er en aktivitet, vi har deltaget i sammen med Dorthes familie i mange år. Det er alt andet end uprøvet. Det samme gjaldt årets destination, Øster Hurup; det var fjerde gang, vi var der.

Første gang, som er nogle år siden, syntes vi, at det var det rene Klondyke, men der er blevet lidt mere svung over stedet de senere år med lidt andet end isbarer, pizzeriaer og lignende.

Ved den lille havn er der kommet et fint miljø, meget velegnet til at hænge ud på, og helt ny var denne fisketotem:

Den kunne vi godt lide, og jeg blev ekstra glad, da jeg så, at den er lavet af Bjørn Kromann Andersen. Ham ejer jeg nemlig selv en lille skulptur af, og der er samme finurlighed over totempælen som over min hare.

I sidste uge prøvede vi så noget nyt. Vi var nemlig på sommerhøjskole af den slags, hvor man sover hjemme.

Emnet var den nye tid og det nye menneske, altså tiden omkring 1. verdenskrig. En interessant tid, som, blev det klart i ugens løb, har mange paralleller til vores tid. 

Hver dag hørte vi to fordrag af et par timers længde, og heldigvis næsten udelukkende med gode foredragsholdere, der både var vidende og gode til at formidle deres viden. 

Bortset fra onsdag, for da var vi på en heldags busudflugt. Programmet var Nolde-Museet i Seebüll lige syd for grænsen, derefter frokost på Schackenborg Slotskro i Møgeltønder og til sidst besøg på udstillingen Stoppesteder på Tønder Kunstmuseum.

Vi har været på Nolde Museet mindst én gang før for en del år siden, men værkerne er blevet nyophængt. Det ændrede imidlertid ikke på, at Nolde ikke er min yndling blandt de tyske ekspressionister, som jeg ellers er vældig glad for. Det er ikke, fordi han var nazist, selv om det er vanskeligt helt at se bort fra, men jeg tror, jeg mangler lidt kant i hans værker. 

Til gengæld var der frøer i dammen i haven, og de var rigtig højlydte. Dorthe lavede en lille lydoptagelse og ved hjælp af den mener vi at have identificeret frøerne som grønne frøer. De var unægtelig også grønne:

Vi brugte lang tid på at kigge på frøerne og lytte til deres ihærdige kvækken.

Faktisk brugte jeg også en del tid på vej tilbage til bussen på at betragte disse fem unge herrer, som næsten lige så ihærdigt betragtede de forbipasserende museumsgæster. Jeg tror, de blev trætte af det gensidige kiggeri før mig.

Efter en glimrende frokost på Schackenborg Slotskro (måske et mål for en af de små miniferier?) kom vi så til Tønder Kunstmuseum.

Der har vi været rigtig mange gange før, første gang i 2010. Det må være et af favorit kunstmuseerne. Denne gang var den aktuelle udstilling af museets egne værker, og det passede os godt. Når der er særudstillinger, der som regel er det, vi kører efter, ser man tit ikke så mange værker fra museets egen samling, og det har vi somme tider savnet.

Denne gang blev det til gensyn med både Kain Tapper, Kehnet Nielsen og Ingelise Westman. 

Graner af Ingelise Westman, 2009

Hende ejer jeg for resten også et værk af. 

Sommerhøjskolen kunne godt blive en tilbagevendende begivenhed. Spændende, hvad næste års emne bliver, og hvornår det bliver.

Et land i grønt og gult

Når majvejret er, som det er nu, så er maj simpelthen det bedste tidspunkt på året. Man bør huske at nyde det! 

Det gjorde vi i lørdags, hvor vi kørte en tur til Djursland. Rapsmarkerne var så flotte, som de kan blive. 

Her havde vi, som det ses på billedet, raps til begge sider af vejen.
Duften var stærk og sød, jeg kan genkalde den, når jeg ser på billedet.

Vi kom selvfølgelig også igennem mange nyudsprungne bøgeskove:

Danmark er i sandhed et land i grønt og gult netop nu:

Den blå himmel og det blå hav sætter det hele i perspektiv.

Vi tror ikke, at vi før har været ved Fornæs Fyr, som faktisk ligger på Jyllands østligste punkt. Det fik vi rådet bod på i går. I sensommeren sidste år fik vi Sletterhage Fyr i "samlingen", nu er Fornæs også med.

Fyret er fra 1892 og er opført i bornholmsk granit. Et flot fyr med sine 27 meters højde og et smukt sted i det hele taget. Og så var der også dyr:

Første miniferie i 2023

Et par af de sidste dage i april havde vi bestilt et ophold på Hjerting Badehotel. Ikke nogen deal eller noget, bare fordi jeg længe har ønsket at komme til netop dette badehotel.

For mange år siden, da jeg var 16, arbejdede jeg en sommer på er cafeteria i Esbjerg. Det var en dejlig sommer. Jeg kunne godt lide Esbjerg. Den var meget anderledes end min hjemby Viborg, meget mere ligetil og usnobbet. Det er en efterrationalisering, at det var derfor, jeg følte mig så godt tilpas, dengang var jeg ikke så klartskuende. Jeg nød bare den sommer helt vildt. Var for resten også forelsket, og ikke bare i Esbjerg. Det gjorde jo nok også sin del.

Når jeg havde fri, cyklede jeg meget rundt i omegnen og kom selvfølgelig også til Hjerting. Selv om man på det tidspunkt ikke kunne bade i Ho Bugt, var badehotellet der, og faktisk har jeg siden da ønsket at overnatte der bare et par nætter. Det ønske gik i opfyldelse nu.

Vi havde planlagt at tage omkring Vejen Kunstmuseum på vej dertil. Der er netop nu en stor udstilling med Ejnar Nielsens kunst, som vi havde fået en anbefaling af (tak, Elsebet L!). Jeg kendte godt Ejnar Nielsen, også kaldet Gjern-maleren, i forvejen, men jeg var slet ikke klar over, hvor bredt hans kunst spændte. Det fandt jeg så ud af nu. 

En meget anbefalelsesværdig udstilling! Fint kurateret og rundvisningen, som vi var så heldige at komme med på, var også god og interessant.

På dette selvportræt fra 1899 ses i rummet bag maleren to af hans malerier.
Til højre er det det meget kendte "Den syge Pige" fra 1896, til venstre "Og i hans Øjne så jeg Døden" fra 1897. Begge disse bor til dagligt på Statens Museum for Kunst, men de var udlånt til Vejen Kunstmuseum.

Vejen har ud over kunstmuseet endnu en attraktion, nemlig Byens Brød & Café. Der spiste vi supergode frokost-sandwiches. Kagerne så godt ud, men dem sprang vi over. Nogle af dem var enorme, onsdagssneglen havde samme størrelse som en middagstallerken, men vi skulle gemme appetit til middagstallerknerne på hotellet om aftenen.

På andendagen ville vi til Rømø, hvis det blev godt vejr, og det gjorde det heldigvis. Vi havde de sædvanlige programpunkter: Vi ville se lam, vi ville se gæs og også gerne andre fugle, og vi ville drikke kaffe og spise kager på Hattesgård. 

Det gik ikke helt efter planen, for fuglene glimrede ved deres fravær. Får og lam var der en del af, og vi så også både bæltedyr - altså kvæg, muligvis Galloway, med hvidt bælte om maven, og heste og det sødeste lille føl. Og på Hattesgård fik jeg den bedste kage, jeg nogen sinde har fået. Det siger jeg vist nok hver gang ;)

Vi kørte til min yndlingssluse, Ballum Sluse, og så fik vi ellers set gæs. Enorme flokke af gæs, som en tilstedeværende ornitolog med kæmpekikkert sagde, var bramgæs. De lavede flyveopvisning, mange landede på vandet og, opdagede vi senere, også på nogle af markerne i nærheden af slusen. 

Inden da havde vi også set en gåsefamilie ude i slusen. Mor, far og 5 gæslinger. 

Ornitologen identificerede den lille familie som grågæs

Vores hovedformål med den lille ferie var faktisk et besøg på det nye museum Flugt i Oksbøl. Altså tog vi på Flugt på vejen hjem - og det var beklageligvis en stor skuffelse.

Det hører under Vardemuseerne, og de er helt vilde med audioguides. Vi har oplevet dem både på Tirpitz og på Nymindegab Museum. Jeg er ikke vild med audioguides, jeg vil også gerne kommunikere med dem, jeg er af sted sammen med, i stedet for at være helt optaget af, hvad der bliver sagt i hovedtelefonerne. Jeg kan dog godt se, at de kan være en udmærket tilføjelse til de udstillede genstande og plancher. På Flugt har det taget overhånd. Man er totalt afhængig af det, man får at vide i hovedtelefonerne. 

Jeg havde flere kritikpunkter. Måske er museet mest for børn. Alle besøgende var godt nok nærmest i pensionsalderen, men det kan jo være anderledes på andre tidspunkter. Den nye afdeling, som beskæftiger sig med mennesker på flugt i almindelighed, var ret patroniserende, og i afdelingen om de tyske flygtninge i Oksbøl var informationsniveauet simpelthen for lavt. Jeg kender nok mere end de fleste til de tyske flygtninges vilkår i Danmark efter 2 verdenskrig, simpelthen fordi emnet har interesseret mig i en del år, men jeg fik kun én eneste ting at vide, som jeg ikke vidste i forvejen. Det er sølle!

Museet ligger, hvor Oksbøl flygtningelejren lå i sin tid, og det består af den gamle hospitalsbygning og af en ny bygning tegnet af af Bjarke Ingels Group. Meningen er, at fortid og nutid skal smelte sammen. Det ved jeg ikke rigtig, om det sker, men den nye bygning ser sådan set meget fin ud, men også meget standard-2020erne-museumsagtig. 

Bevæbnet med sin audioguide kan man også gå ud i området og høre en stemme fortælle om, hvordan der var i lejren. Desværre er det tydeligvis en amatør, der har indtalt. Jeg kunne i hvert fald ikke holde ud at høre på hende ret længe. Desuden syntes jeg, at teksten var ret tendentiøs. De havde det jo godt i lejren, forlød det. Det var et meget rosenrødt billede, som jeg ikke tror på.

Det mest spændende var, at man blev klar over, hvor stor lejren og området var. Da der var flest, boede der omkring 35000 personer, så naturligvis skal der noget plads til. Det syntes jeg, at jeg fik et godt indtryk af.

Jeg undrer mig over, om de besøgende vil komme igen, for så vidt jeg kunne se, var der ikke plads til skiftende udstillinger, og man kunne sagtens overkomme det hele på nogle timer. Selv om man måske havde syntes godt om museet (der til min overraskelse har fået fine anmeldelser), ville der egentlig ikke være nogen grund til at gentage besøget. Det må fremtiden vise.

Vores dag var dog ikke spildt. Efter hotellets glimrende morgenmad gik vi op til Hjerting Kirke, en moderne kirke tegnet af Alan Havsteen-Mikkelsen. Det mest spændende var kirkens indre, hvor arkitekturen er meget smuk, og hvor Robert Jacobsen har skabt dekorationen. 

Jesus går på vandet, en del af alterudsmykningen.
De to figurer i siderne er fiskere. Til venstre er det apostlen Peter, til højre en fisker fra Hjerting. Robert Jacobsen var meget bevidst om, at Hjerting er et gammelt fiskerleje.

Vi kan godt anbefale Hjerting Badehotel, der har en naturlig ro og charme. Maden var også god det meste af tiden, men der var en enkelt smutter på andendagen, hvor kødet var nærmest uspiseligt. Og det var altså ikke, fordi vi havde forædt os i kager på Rømø. Foreløbig er det kommet på listen over de steder, vi gerne vil vende tilbage til. I modsætning til Flugt museet.

Dyr og planter i påsken

Tak til vejrguderne for det dejlige vejr i påsken! 

Vi var i Den Gamle By for at spise frokost, købe vaniljekranse og for at se, om gæssene var der - og det var de til min udelte fornøjelse. Jeg tror ikke, det er de samme, som vi har set før, men der var som sædvanligt én hvid og to, der også havde farver på. Sådan skal det åbenbart være.

En anden dag var vi i Dyrehaven. På vejen dertil så vi årets første anemone:

Der var ikke mange, men om et par dage er skovbunden nok dækket af dem. På Fyn og Sjælland har de sikkert været fremme et stykke tid, og de er også fremme i vores egen have, men i Marselisborg skovene skulle man se godt efter for at få øje på dem.

Dyrene i dyrehaven var det ikke svært at få øje på, der var rigtig mange. Her er det nogle af eleverne i ungdomsskolen. De holdt sammen i et par store flokke. Andre steder var der voksne hanner og et tredje sted voksne hunner.

Der var også mange mennesker i Dyrehaven, og dyrene var tydeligvis blevet godt fodret i mange dage. Gulerødder havde ikke megen interesse, æbler kunne gå, og kastanjer var åbenbart en lækkerbisken, men lidt svære at tygge. 

Det sjoveste, vi så, var dog en stor flok frøer i et af de lave vandhuller. 

De kvækkede og fartede rundt i vandet, og der var godt gang i æglægningen. Jeg er ikke helt sikker på, hvilken slags frøer, det er. Den grønne eller den butsnudede?

I et af de andre vandhuller var der troldænder. To par, men altså kun det ene på billedet:

Troldanden er sådan en nydelig and. Mon ikke også der kommer ællinger? Det må vi huske at få kigget efter til sommer.

En hjælpende hånd

Jeg har fået en ekstra hånd - permanent:

Det er en hånd, der engang har siddet på en vinduesmannequin. Jeg så den i en loppefundsforretning og syntes, at den kunne da vist bruges til fotografering af de utallige pulsvarmere, jeg nørkler frem.

Og jo, det kunne den, som det ses. Der bliver sikkert rig lejjlighed til at eksperimentere med vinkler, neglelak og måske andet.

Pulsvarmerne på billedet er strikket af Semilla Extra Fino fra BC Garn og Seidenhase Pure Lace, et angoragarn, hvor fibrene stammer fra kaniner, der er blevet ordentligt behandlet. Et af de garner, jeg købte i Hamborg for 7 år siden. 
Jeg har ikke brugt nogen opskrift.