Havnen i Havneby

Jeg har en forkærlighed for havne og specielt for kraner. Jeg tror, det stammer fra min børnehavetid i Horsens, hvor vi tit gik tur på havnen.

Der var ikke så mange kraner i den lille havn i Havneby på Rømø, men der var andet godt at kigge på. Skibe, selvfølgelig. Som det grønne her, der endda har en baby.

Og de to røde:

Der lå også en lille borerig. De er ekstra fotogene, synes jeg.

Vi havde kun fornøjelse af den et par dage, så sejlede den ud i Vesterhavet.

Havnen er den ene hjemmehavn for færgen til Sild. Sildefærgen eller på halvtysk Syltefærgen? Nå, det er måske ikke så morsomt endda.

Sildefærgen sejler nærmest nonstop, og vi så den både i havnen, fra vores feriehus, fra vores ture på fastlandet og på vores vandreture blandt får og lam på strandengen neden for vores hus.

I havnen lå også et gammelt rustent skib. Det så ud, som om der blev arbejdet på det, men kan det virkelig komme til at sejle igen?

På siden var der aftegninger, der minder om ikke særligt velbevarede kalkmalerier. Det må da bestemt være en rytterfrise.

Der var også fugle i havnen. Mest måger, men en dag stoltserede en strandskade i lang tid frem og tilbage.

Jeg kan godt lide strandskader! Og havne!

Rømøs spisesteder

Indrømmet: Overskriften er for flot, for vi afprøvede overhovedet ikke samtlige spisesteder på Rømø. Men nogle nåede vi da.

I Havneby fik vi den store fiskebuffet på Holms Fiskerestaurant, og stor er den unægtelig. Det er ikke den højere gastronomi, men jeg synes da nok, den var pengene værd. Vi spiste ikke på det andet fiskested, Otto og Anis Fisk, men vi købte noget med hjem. Nordsørejerne var ok, selv om jeg synes, jeg har fået dem bedre, men fiskefrikadellerne var af kanonkuglevarianten.

Der er et par andre spisesteder i Havneby. Et af dem spiste vi på, da vi var på Rømø i 2013, og det var en skuffelse. Vi kunne bare ikke huske med sikkerhed, hvilket et af dem, det var, så vi undlod dem begge denne gang.

I Lakolk er der også nogle forskellige caféer/restauranter. En af dem er ret berømt. Fru Dax er nemlig kåret til Danmarks bedste issted 2019. Jeg var sammen med tre passionerede isspisere, så det lød jo forjættende, men vi opdagede, at det var Frisko Is, de forhandlede, og den er der ingen af os, der sætter større pris på.

Vi valgte i stedet nabocaféen, Café Midtpunkt, hvor det er deres hjemmelavede Rømø Is, der bliver puttet i vafler og bægre. Udmærket is og særdeles gode vafler ifølge Annett, men som sædvanlig bliver man straffet prismæssigt, hvis man bare skal have en enkelt kugle.

I den lokale Superbrugs i Havneby forhandlede de også Rømøisen i literpakninger (tommel op!), og vi købte vaniljeisen med hjem, fordi vi skulle bruge den til en dessert, der også involverede en helt specielt øl med kaffesmag, som Annett havde haft med. Yrsa og jeg var noget uenige om kvaliteten. Yrsa mente ikke, der var tydelig vaniljesmag, men det gjorde jeg, til trods for at jeg ikke kunne se vaniljekornene.

Derimod spiste vi frokost en dag og brunch en anden dag hos Fru Dax. Rigelige portioner og cafémad over gennemsnittet. Især var jeg glad for brunchen.

Efter min mening var det allerbedste, vi fik på øen, dog kaffen og kagerne på Hattesgaard, der også forhandler både ægte og nyproduceret antik.

Der var simpelthen et kæmpestort udvalg af kager, og man kunne også få flere forskellige gluten- og sukkerfri. Det er al ære værd, selv om ingen af os behøver at tage hensyn til den slags.

Vi var nødt til at få vores eftermiddagskaffe der to gange. Billedet er fra den første gang. Min er den allerforreste, noget med chokolade og saltkaramel - MUMS! Anden gang fik jeg rugbrødslagkage. Jeg er ualmindelig glad for kager, men de andre var også tilfredse. Kaffen, deres specialblanding, var også god.

Anden gang fik Annett os lokket med på en kande med kaffe, der smagte af irsk kaffe, bare uden puddersukker og flødeskum - den var jeg knap så begejstret for, men sådan set bryder jeg mig heller ikke om irsk kaffe. Nu blev den i hvert fald afprøvet, og kagerne er en omvej værd.

I marsken

Marsken er fåreland. Jeg har vist aldrig før set så mange lam, som jeg så i marsklandet i løbet af vores Rømø-ferie.

Mange af fårene havde faktisk tre lam, og det skal de vel egentlig ikke have. De har jo kun to haner i mælkebaren, men det er marskfårene og -lammene åbenbart ligeglade med.

Der er vist en, der nyder livet

Marsken er også diger og sluser. Jeg synes, sluserne er spændende, men de er ikke så lette at fotografere som får og lam. Denne gang besøgte vi Højerslusen, Vidåslusen og Ballumslusen.

Fotoet er fra Ballumslusen, hvor det fine slusehus kan ses på lang afstand. Selve sluseanlægget stod færdigt i 1915 (bygget mestendels af franske og russiske krigsfanger), hele anlægget var først færdigt i 1919, Jeg har læst, at slusehuset er præget af strømningerne fra Bedre Byggeskik. Ikke så underligt, det ser godt ud. Men mon det virkelig er bygget samtidig med digerne og sluseanlægget? Det må næsten være bygget efter genforeningen.

Andre kan godt tage billeder af sluserne. Vi besøgte som sædvanligt, når vi er i den ende af landet, Tønder Kunstmuseum, hvor der netop nu er en udstilling af Henrik Saxgrens fotos fra Tøndermarsken, og et af billederne er taget ved Vidåslusen:

Man er vist nødt til at befinde sig i en båd for at tage sådan et slusebillede. Den fine udstilling kan i øvrigt ses til 1. september. Billederne - og mange flere end dem på udstillingen - er egentlig taget til bogen Tøndermarsken, hvor Hans Edvard Nørregård-Nielsen har skrevet teksten, men hvor er billederne dog meget flottere, når de kommer i stort format.

I vest

Det startede egentlig med, at en af mine tysk-medkursister opdagede en udflugt til Pellworm på Store Bededag.

Vi har i den forløbne sæson læst Schneetage af Jan Christophersen, og den handler blandt andet om Vadehavet, hvor Pellworm ligger, og om den forsvundne by Rungholt. Vi var flere, der gerne ville med på den tur - faktisk 8 i alt, men Dorthe og jeg syntes, at vi lige så godt kunne kombinere det med en ferie på Rømø.

Ergo bestilte vi et feriehus magen til det, vi boede i i november for 5½ år siden, stort nok til at Annett og Yrsa også kunne bo der. De ville gerne med, og de ville også gerne med på turen til Pellworm.

I november 2013 havde vi meget skiftende vejr og især en masse blæst grænsende til storm. Denne gang havde vi i sagens natur bedre vejr, selv om det ikke var rigtig sommer.

Rømø har en masse natur at byde på, tidevand, fugleliv, og så har de en fantastisk bred sandstrand. Vist nok en af de bredeste i hele verden.

I det fjerne ses drageflyvere

På billedet er det stranden ved Lakolk. Jeg tror, der var en hel kilometer fra klitrækken til vandkanten. Inden man kommer til stranden, skal man forbi Lakolks indkøbscenter. Det er så grimt, at det nærmest er en oplevelse!

Ellers er det begrænset, hvor mange attraktioner, der er på øen, og jeg tror, vi besøgte dem alle. Tønnisgård Naturcenter, Kommandørgården, kirken og kirkegården, havnen i Havneby, hvor vores feriehus lå, og Toftum Skole, den mindste skole i landet.

Den er da sød, den lille Toftum Skole

Skolen blev bygget af beboerne på nordøen i 1784, og beboerne i de små samfund der var forpligtet til at lade deres børn - både drenge og piger - gå i skolen.

Det var også de lokale gårdmænd, der stod for undervisningen -  mange af dem havde tidligere været styrmænd eller kaptajner, så de var absolut ikke uuddannede. Skolen fungerede til 1874.

Et andet lille hus lå lige midt i det flade landskab, som jeg er så vild med. Læg mærke til det meget lille udhus. I horisonten er Rømø-dæmningen, de to knotter er lastbiler, der måske er kommet med Sild-færgen til Havneby.

Rundt om i landskabet lå der selvfølgelig også de karakteristiske marskgårde. Dem tog jeg af en eller anden grund ingen fotos af, men så er der også en grund til at tage tilbage til Rømø igen. Det passer for resten ikke helt, for jeg har billeder af Kommandørgården, som nu hører under Nationalmuseet.

I øst

Vi har været på et par ferier her i maj. Først var vi 5½ dag i København. Vi boede i en af vores feriefonds lejligheder, og turen var et forsøg. Vi ville med offentlig transport, men prøve at klare os med ikke så megen bagage, selv om vi skulle have håndklæder og sengelinned med.

Det gik fint, så nu overvejer vi at tage til Berlin også på den måde.

Vi boede på Frederiksberg på grænsen til både Vester- og Nørrebro. Et herligt sted med gåafstand til en hel masse. Billedet er taget i Rantzausgade, hvor der var mulighed for dagligvareindkøb, men vi spiste nu mestendels ude.

Vi besøgte et par udstillinger, men var ikke specielt begejstrede for nogen af dem. På Gammel Strand havde de en stor udstilling med værker af Hans Purrmann. Vi kendte ham ikke i forvejen og brød os ikke særligt om ham.

På Kunstindustrimuseet - nu Designmuseet - var der en stor udstilling i anledning af Bauhaus' 100 års fødselsdag.

Den kom omkring rigtig mange aspekter, og der var spændende indfaldsvinkler, men vi syntes, udstillingen kunne være bedre kurateret. Den var temmelig rodet og med alt for meget læsestof.

Vi brugte en del tid på at se en film om Berlin fra 1927. Berlin - Sinfonie einer Grossstadt hed den, og den var lavet af Walter Ruttmann. Spændende film, men meget uprofessionelt blev den vist i bredformat uden hensyn til de oprindelige proportioner. Det er da for dumt! Man kan godt se det på de to mænd på billedet fra filmen - de er blevet lige brede nok.

Ellers stod den på afslapning, besøg i nogle af de københavnske garnforretninger og frokost med min søster, der heldigvis havde ferie på det tidspunkt. Nå ja, så var vi for resten også til 1. maj demonstration.

1. maj spiste vi morgenmad i Blågårdsgade. Undervejs var vi kommet forbi Enhedslistens demonstration på Blågårds Plads, og da vi gik derfra, stødte vi på en af demonstrationerne på vej til Fælledparken. Der kom liv i de gamle socialistiske hjerter, og vi gik med noget af vejen.

Det er længe siden, vi har fejret 1. maj. Her i Århus går dagen næsten kun ud på at konsumere en masse bajere. Eller sådan var det i hvert fald for nogle år siden, og så begyndte vi at bruge dagen til noget andet. Det er mere svung over det i København. Til vores store fornøjelse var nogle af parolerne de samme som dengang, vi deltog, så vi skrålede med af fuld hals.

Senere på måneden tog vi mod vest og syd til Rømø. Det kommer der mere om.

Modefarver i strik

Selv om jeg ikke har lyst til det, så lader jeg mig påvirke af, hvilke farver, der er moderne i strik. I årevis har det været meget blide og bløde farver - i en strikkebog af forfatteren kaldt en duset farvepalet, hrmpff!!! De farver synes jeg generelt er kedelige, men jeg har alligevel strikket i farver i yderkanten af paletten. Især gammelrosa.

Strikket af Designclubs Duo Silke/Merino.
Mønsteret er inspireret af en silkekardigan fra Petite Something

Netop nu er det hotteste vist 4 eller 5 brede farver i striber. Det skal helst være en lys, en mørk, en douce og en klar farve og gerne nogle, man i hvert fald ikke kunne finde på at sætte sammen for bare tre år siden.

Striberne kom ind i moden for omkring et år siden, så de bliver nok snart umoderne igen, men strikkemoden halter altid lidt bagefter.

Jeg har også strikket striber, men ikke de moderne brede. På Filcolanas hjemmeside opdagede jeg en serie baby/børnetøj med striber og bobler, og jeg har strikket en af modellerne, der er designet af Sanne Bjerregaard, i et par forskellige farvesammensætninger.

Garnet blev hentet i lageret, Ecobutterfly Organics Andean Mist 100% bomuld. Økologisk og fairtrade og på alle måder et god-samvittighed-garn. Det er ikke så let at strikke lige så pænt som uld, men jeg er dog ret godt tilfreds med resultaterne. Kanterne skulle egentlig være ombukkede, men jeg synes, de bliver for voldsomme i bomuld, så jeg lavede almindelige ribkanter i stedet.

En af mine farvesammensætninger: Lys grøngul, lys og mørk blå

Jeg var nødt til at lære at frembringe nogle pæne bobler. Jeg fik hjælp af en video på Plummums gode blog - tak for den! - udviklede lidt på dem, og nu er jeg ikke bange for at strikke bobler mere.

De er da ok, ikke?

Det der med at købe garn til lageret til senere brug er ikke altid nogen specielt god ide. Prøv at se disse tre farver, som sikkert er købt for at blive strikket sammen:

De blev vel købt for omkring fem år siden, og nu er de totalt ude af billedet. Jeg synes selv, de er so last year - og det er udtrykket måske også, så dem bliver der ikke strikket af lige nu. I hvert fald ikke sammen.

P er for Plantage Påskeæg, Påskefrokost og ...Pjuske

Aldrig har jeg ejet så stor en æske chokolade før. Jeg har vundet den i Peter Beiers påskekonkurrence, og som det ses, ligger påskeæggene tæt. Selve æsken er lavet af bananblade som de øvrige æsker i Plantage serien. Så P er for Plantage Påskeæg fra Peter Beier.

Jeg er nu også en trofast kunde i deres forretning her i byen. Jeg er lidt afhængig af deres 88% chokolade fra Hispaniola, og deres påskeæg er de bedste, jeg kender. Jeg havde selv investeret i nogle af de mindste, for jeg havde da ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville vinde i konkurrencen. Men denne gang var det mig, der blev Lykkens PamPåskefis.

P er også for Påskefrokost. Det er ikke noget, jeg sædvanligvis beskæftiger mig med, men i år havde Dorthe inviteret nogle af vennerne og mig på Früd (som i denne forbindelse burde have heddet noget med P, men det gør den altså ikke. Men F og P ligger i det mindste lydmæssigt tæt på hinanden). Hun kender stedet, fordi hun går til sang i bygningen, der ligger i forbindelse med et lokalcenter.

Frokosten bestod af en masse fisk, kylling, lam og to franske oste. Traditionelt og så alligevel ikke. Det smagte godt altsammen, og vi kommer nok på Früd igen.

Og endelig er P naturligvis for Pjuske. Han er inde/udekat, men mest inde, for selv om vejret har været så dejligt, vil han først ud i skumringen. Om dagen er det vigtigere at snakke og kæle og bare være sammen, men i formiddags fik jeg lokket ham udendørs for en kort bemærkning. Han er bare så fotogen, og jeg har taget et hav af billeder.

Store P

Vi er så heldige at passe vores nabos kat i disse dage, mens de er draget over Atlanten i to uger.

Han er en fin rød hankat med grønne øjne på 13 år. Pænt stor og lydende navnet Pjuske. Når vi kommer ind til ham, skal der først snakkes og kæles. Det er det vigtigste. Bagefter kan vi få lov til at tjekke hans mad, vand og bakke.

Han har en del hakker i ørerne, så han har nok været lidt af en slagsbror, da han var yngre. Nu virker han som den fredeligste kat på jorden.

Det er dejligt at få lov til at pote på en kat igen!

Dagens billede

Jeg har en svaghed for gamle fabrikker og industribygninger, som tit har nogle fine vinduer og arkitektoniske detaljer.

Dette eksemplar ligger inde midt i Århus, og det mangler hverken detaljerne eller vinduerne. Når der så ydermere er blå himmel bagved og en blomstrende kirsebær foran, ja, så bliver det ikke meget bedre.

Musik i marts

Marts blev en vældig musikalsk måned for vores vedkommende.

Billedet her er taget ved Aarhus International Piano Competition. Jeg havde ikke tid til at være der hele tiden, men jeg hørte da en del af de yngste og næsten alle de af de ældste, der var gået videre fra første runde.

Det blev kommenteret af Mathias Hammer, min - og adskillige andres - yndlings-P2-vært. Jeg er aldrig enig med dommerne, men denne gang var der dog flere af mine favoritter, der kom i finalen.

Sidst på måneden var der RAMA festival. Denne gang var det 100% tilrettelagt af de studerende, og man kunne altså godt mærke, at der manglede et professionelt touch, men der var også nye, sjove tiltag. Blandt andet en hemmelig rundtur på konservatoriet. Hvor er der dog mange øvelokaler!

Undervejs lyttede vi til musik, som da en af de organiststuderende fortalte om et af de fine øveorgler og spillede på det.

Der blev også spillet rundt om i gangene, både på rundturen og ellers.

Det bedste, vi hørte, var RAMA saxofonensemblet, der spillede både ny og gammel musik, og ikke mindst to kommende operasangere, der sang Gluntarne. Ingen tvivl om, at operasangere nu skal kunne andet end at synge. Det var bare morsomt!

Det var det også, da vi var til en aften med swingmusik fremført af Aarhus Jazz Orchestra med Live Foyn Friis som solist og historikeren Søren Hein Rasmussen, der særdeles underholdende fortalte om swingtiden. Det er længe siden, jeg har grinet så meget.

Desuden en slagtøjsdebutkoncert, flere symfonikoncerter og operabio, hvor vi så Regimentets datter. Det er den sødeste opera, jeg kender. I denne udgave sang og spillede sydafrikanske Pretty Yende Marie og mexicanske Javier Camarena Tonio, og det gjorde de helt utrolig godt. Begge har afgjort komiske talenter, ud over at de kan synge. Camarena måtte endda efter publikums ihærdige klapsalver og stående ovationer gentage arien "Ah! Mes Amis", så vi fik ikke bare ni, men atten høje C'er.

Så fremragende var Den Jyske Operas udgave af Maria de Buenos Ayres langt fra. Faktisk var den temmelig kedelig. Vi har set den før i Holstebro, og den udgave var på alle måder meget bedre.

Morgenmad i byen

Der er mange ting, jeg i hele mit liv aldrig har smagt, men French Toast kan nu slettes af listen.

Sådan én fik jeg nemlig, da vi i mandags fik morgenmad på Hotel Comwell her i Århus. Det er åbenbart blevet helt normalt, at hotellerne har en eller flere kokke parat til at tilberede ens morgenæg, pandekager med mere. Jeg gjorde godt nok store øjne, da jeg så det første gang, men nu har jeg oplevet det adskillige gange og opfatter det helt nonchalant nærmest som en selvfølgelighed.

Og lækkert er det at få en omelet med svampe lige fra panden. Den franske toast var såmænd også delikat, men det er nu ikke noget, jeg bliver afhængig af. Engang kunne man også få nykogt havregrød, men den er blevet taget af menuen. Der var nok ikke så mange aftagere, og den var heller ikke så god som vores hjemlige havregrød - min normale morgenmad. Den er så også blevet beriget med diverse andre kornsorter, chiafrø og tørret frugt.

Noget, jeg sætter stor pris på, når jeg får hotelmorgenmad er færdigrørt Bircher müsli. Altså helt færdigblandet med mælkeprodukt, frugt und alles. Comwell har også færdigblandet müsli, men man skal selv tilsætte frugten, og det bliver ikke helt det samme, når korn og frø ikke har trukket i frugtsaften. På Hotel Ellington i Berlin var deres version helt formidabel, og næste gang jeg tager til Berlin, tror jeg, jeg skal spise morgenmad på Ellington bare for at få müslien.

Det tog sin tid...

...men nu har jeg langt om længe fået lanceret min nyeste pulsvarmeropskrift på Ravelry. Det var især oversættelsen til engelsk, der tog tid. Jeg kan efterhånden læse de engelske opskrifter uden besvær, men det tager noget længere tid at få lavet den engelske version af mine egne skriblerier.

Desuden synes jeg altid, at jeg skal "strikke korrektur" på både den danske og den engelske udgave, og det tager selvfølgelig også tid. Jeg er nu alligevel altid i tvivl om, om alt er blevet dels helt korrekt og dels forståeligt. Det er ikke let at kontrollere egne opskrifter, for jeg ved jo udmærket, hvad jeg mener helt præcist.

På Ravelry skal opskrifterne have et navn, og det er sådan set også meget praktisk. Jeg har kaldt disse nye pulsvarmere for Bitseren, opkaldt efter min første og højt elskede kat. Hun hed Bitsjkova på stamtavlen, men vi kaldte hende Bitsjka eller Bitseren.

Her er pulsvarmerne:

- og her er link til opskriften på Ravelry:
https://www.ravelry.com/patterns/library/bitseren

Pulsvarmerne har fået en fin modtagelse på Ravelry. De har på under et døgn fået over 400 hjerter og også en del kommentarer. Nu er jeg spændt på, om der også rent faktisk er nogen, der afprøver opskriften, og om den dur.

Den rigtige Bitsjka skal selvfølgelig også med. Billedet har været bragt før, men det er det eneste, jeg har af hende på Flickr. Det burde jeg måske få gjort noget ved, for jeg har flere billeder af min elskede kat, selv om jeg ikke havde så meget fotogrej den gang.

En billig brandert

Jeg opdagede på en plakat i byen, at der skulle være drinks-festival i Salling.

Til daglig drikker jeg overhovedet ikke sprut eller øl eller noget som helst spirituøst, men jeg kan godt lide at afprøve de forskellige drikkevarer og har før været til både rom- og ginfestival i Salling og også til nogle smagninger i vinhandler. Vi havde planlagt noget andet, men improviserede og tog til drinksfestival.

Der var rigtig mange ginner, noget færre rommer og whiskyer og vist en enkelt akvavit. Jeg kan rigtig godt lide både gin og rom, så der måtte vælges - og vælges fra.

Jeg synes, det er sjovt at smage både gin og rom ren, men jeg kan også godt lide at få færdigkomponerede drinks. Dem var der desværre ikke mange af. Der var en enkelt, der havde en færdigblandet Dark 'n' Stormy, der var alt for sød efter min mening, og så var der en enkelt stand (Free Company), hvor den enkelte gin blev anrettet med en passende tonic med mere. Der smagte jeg en meget lækker irsk gin, Bertha's Revenge.

I betragtning af at jeg ellers ikke indtager spiritus, skal der ikke meget til, før jeg føler mig påvirket. Denne gang var det vist efter bare tre smagsprøver, men på trods af grov sortering smagte jeg jo en del flere, så...

Da vi var igennem de udvalgte spirituosa, fik vi lidt at spise, mens vi overvejede, hvilken gin, der skulle købes med hjem. Det blev en Northstar fra Nordisk Brænderi i Fjerritslev. Jeg har en bestemt lejlighed i tankerne, hvor den skal nydes. Jeg tog også et par billeder, og jeg var altså stadig ikke appelsinfri. Det ses tydeligt på det nederste billede.

En brandert til 50,- kr. - det er da ikke dyrt!

Bedste film i 2018

Hu, det er på høje tid at få skrevet det her indlæg.

Jeg så mindst 26 film i 2018, og der var mange gode - godt at overskriftens "bedste film" kan være både ental og flertal, for jeg har brug for flertallet. Skuffelserne gider jeg ikke skrive om - her er nogle af de gode:

Den første rigtig gode, vi så, varThree Billboards Outside Ebbing, Missouri.
En bidende samfundskritik og et sydstatsdrama, hvor Frances McDormand brillerede.

Hende er jeg altså vild med. Jeg tror også, hun kun gider spille i film, hvor der er noget kød på. I hvert fald har jeg aldrig set hende i noget, jeg ikke syntes om.

In den Gängen, der senere kom op under den engelske titel In the Aisles, var tysk nutids superrealisme. Afdæmpet og overbevisende og hundrede procent loyal over for sine karakterer.

Desuden var den overraskende. Det kan jeg godt lide.

Grænse. Hvis jeg kun skulle vælge én film, måtte det nok blive denne fantastiske svenske film om at være anderledes og stå udenfor.

Masser af sort humor - det er altid godt.

En af den slags film, der bliver ved med at køre rundt i hjernen bagefter.

Den franske Vogterne var vist den smukkeste film i 2018.

Et meget helstøbt stykke kvindehistorie om de, der blev tilbage, da mændene blev sendt til fronten i 1. verdenskrig.

Vidunderligt smukke billeder, og så kunne jeg godt lide den usentimentale slutning.

Endelig er jeg nødt til at have endnu en tysk film, To minutters stilhed, med.

Om et stykke tysk historie, som jeg ikke kendte i forvejen, og et godt bidrag til at forstå, hvad det egentlig var, der skete i Tyskland efter 2. verdenskrig.

Leg med kugler

Vi har for en gangs skyld været på Aros. De har nemlig udstillet en kæmpestor kuglebane, lavet af Jeppe Hein. Et værk, der oprindeligt er fra 2004.

Det var sjovt! Både at følge kuglerne rundt på banen og at se på alle de andre - deriblandt rigtig mange børn - der også kiggede på kuglerne.

Vi prøvede at følge en bestemt kugle hele vejen rundt, hvilket slet ikke var så let. Det var også en ide, andre havde fået, bemærkede vi.

Først syntes vi, det kunne være sjovt, hvis kuglerne havde haft forskellig farve eller numre, men det er muligvis med vilje, at de ser helt ens og anonyme ud. Måske ville det forårsage for mange trafikuheld, hvis alle fartede rundt efter lige deres kugle.

En af kugleelevatorerne.
Børnene havde tydeligvis fået lov til at dekorere væggene med deres egne kunstneriske udfoldelser, inden væggene skal males i en ny farve til den næste større udstilling.

Det er ikke første gang, vi har oplevet en af Jeppe Heins kuglebaner. I maj sidste år så vi nemlig udstillingen In is the only way out i Cisternene i Frederiksberg Have. Det var noget af det, jeg ikke - meget mod min vilje - fik blogget om, men nu er der en anledning til at følge op på den del af vores lille ferie i hovedstaden.

Cisternerne er i sig selv spændende at bevæge sig rundt i, men vi kunne også godt lide udstillingen, selv om den vist ikke havde fået supergode anmeldelser.

På det tidspunkt havde vi heller ikke før set en større Jeppe Hein installation, så det hele var nyt og spændende for os.

Der var arbejdet med både lyd, lys og bevægelse, og det kunne vi godt lide. Kuglebanen var den sidste del af udstillingen. Vi kiggede længe på den, men jeg fik ikke nogen anvendelige billeder af den. Spejlene var nemme at fotografere.

Udstillingen i Cisternerne kan man ikke se mere, men kuglebanen på Aros kan opleves til den 22. april.

En søndag med strik

I søndags var jeg sammen med Annett til Store Strikkesøndag hos Charlotte Tøndering. Det er ren forkælelse og afslapning. Vi har været der én gang før, og jeg kommer gerne igen.

Billedet viser mine strikkeprøver fra de to workshops, jeg deltog i. Først hos Helga Jóna, hvor diverse fine kanter og andre detaljer blev gennemgået og afprøvet. Det var absolut noget, jeg kommer til at bruge fremover.

Om eftermiddagen hyggede vi os sammen med Mette Wendelboe Okkels fra PetiteKnit med vendestrik med German Short Rows teknikken, striber uden hakker og I-cord kanter. Det kunne jeg det meste af i forvejen, men det er altid godt med repetition.

Ind imellem var der frokost på Den Rustikke, og hele dagen var der te, kaffe, vand og frugt til fri forsyning plus en lækker fastelavnsbolle til eftermiddagsteen. Vi vansmægtede ikke.

Jeg tror, de fleste af de ca. 70 deltagere også nåede at forsyne sig i butikken, og jeg kunne heller ikke dy mig.

Men ikke med garn! Jeg nøjedes med at købe en lillebitte japansk saks - 4 cm lang er den. Den er bare så nuttet og et helt lille kunstværk i sig selv.

Det går for resten helt godt med kun at bruge garn fra lageret. Godt nok "kom jeg til" at købe noget udsalgsgarn i januar, men jeg har stort set strikket lige så mange metre, som jeg investerede i, og jeg har adskillige planer, hvor lagergarn indgår.

Blandt andet har jeg fundet anvendelse for noget lækker Malabrigo Silky Merino, som jeg købte på Fanø i 2017. Det blev til to halsedisser, som jeg fandt opskriften til i bogen Strik snoninger af Ivar Asplund.

Det smarte i netop den opskrift er, at dissen er fuldstændig ens på for- og bagside. Det er altså ret genialt netop til en halsedisse. Annett kunne godt bruge den ene, den anden forsøger jeg mig selv med. Spændende om jeg synes, den kradser, men hvis den gør, finder jeg nok en anden, der kan bruge den.