Bedste film i 2018

Hu, det er på høje tid at få skrevet det her indlæg.

Jeg så mindst 26 film i 2018, og der var mange gode - godt at overskriftens "bedste film" kan være både ental og flertal, for jeg har brug for flertallet. Skuffelserne gider jeg ikke skrive om - her er nogle af de gode:

Den første rigtig gode, vi så, varThree Billboards Outside Ebbing, Missouri.
En bidende samfundskritik og et sydstatsdrama, hvor Frances McDormand brillerede.

Hende er jeg altså vild med. Jeg tror også, hun kun gider spille i film, hvor der er noget kød på. I hvert fald har jeg aldrig set hende i noget, jeg ikke syntes om.

In den Gängen, der senere kom op under den engelske titel In the Aisles, var tysk nutids superrealisme. Afdæmpet og overbevisende og hundrede procent loyal over for sine karakterer.

Desuden var den overraskende. Det kan jeg godt lide.

Grænse. Hvis jeg kun skulle vælge én film, måtte det nok blive denne fantastiske svenske film om at være anderledes og stå udenfor.

Masser af sort humor - det er altid godt.

En af den slags film, der bliver ved med at køre rundt i hjernen bagefter.

Den franske Vogterne var vist den smukkeste film i 2018.

Et meget helstøbt stykke kvindehistorie om de, der blev tilbage, da mændene blev sendt til fronten i 1. verdenskrig.

Vidunderligt smukke billeder, og så kunne jeg godt lide den usentimentale slutning.

Endelig er jeg nødt til at have endnu en tysk film, To minutters stilhed, med.

Om et stykke tysk historie, som jeg ikke kendte i forvejen, og et godt bidrag til at forstå, hvad det egentlig var, der skete i Tyskland efter 2. verdenskrig.