I søndags var jeg sammen med Annett til Store Strikkesøndag hos Charlotte Tøndering. Det er ren forkælelse og afslapning. Vi har været der én gang før, og jeg kommer gerne igen.
Billedet viser mine strikkeprøver fra de to workshops, jeg deltog i. Først hos Helga Jóna, hvor diverse fine kanter og andre detaljer blev gennemgået og afprøvet. Det var absolut noget, jeg kommer til at bruge fremover.
Om eftermiddagen hyggede vi os sammen med Mette Wendelboe Okkels fra PetiteKnit med vendestrik med German Short Rows teknikken, striber uden hakker og I-cord kanter. Det kunne jeg det meste af i forvejen, men det er altid godt med repetition.
Ind imellem var der frokost på Den Rustikke, og hele dagen var der te, kaffe, vand og frugt til fri forsyning plus en lækker fastelavnsbolle til eftermiddagsteen. Vi vansmægtede ikke.
Jeg tror, de fleste af de ca. 70 deltagere også nåede at forsyne sig i butikken, og jeg kunne heller ikke dy mig.
Men ikke med garn! Jeg nøjedes med at købe en lillebitte japansk saks - 4 cm lang er den. Den er bare så nuttet og et helt lille kunstværk i sig selv.
Det går for resten helt godt med kun at bruge garn fra lageret. Godt nok "kom jeg til" at købe noget udsalgsgarn i januar, men jeg har stort set strikket lige så mange metre, som jeg investerede i, og jeg har adskillige planer, hvor lagergarn indgår.
Blandt andet har jeg fundet anvendelse for noget lækker Malabrigo Silky Merino, som jeg købte på Fanø i 2017. Det blev til to halsedisser, som jeg fandt opskriften til i bogen Strik snoninger af Ivar Asplund.
Det smarte i netop den opskrift er, at dissen er fuldstændig ens på for- og bagside. Det er altså ret genialt netop til en halsedisse. Annett kunne godt bruge den ene, den anden forsøger jeg mig selv med. Spændende om jeg synes, den kradser, men hvis den gør, finder jeg nok en anden, der kan bruge den.
3 kommentarer:
Jeg har svært ved at forestille mig det garn kradse, men nogle er jo mere følsomme end andre.
I har gang i så meget spændende deromme i Jylland - der er mere kedeligt på Sjælland. Og så er jeg nok heller ikke god nok til at undersøge tingene inden de allerede er overstået igen.
Ja det var en super god strikke søndag, meget lærerig, halsdissen kradser ikke mig, den er bare så blød og lækker, under morgenkåben er den også god :-) Annett
Jeg har også brugt min disse et par gange, under en jakke udendørs. Jeg tror, det lige går uden for megen irritation, men jeg kan godt mærke den.
Send en kommentar