Ekstra uglebilleder

Annett har sendt et udvalg af sine uglebilleder, så der kommer lige to ekstra:

Mine egne af denne line-up med Annetts mor og far, Dorthe og vejleder Jonas med hver sin af de fire ældste ugleunger blev ikke brugbare, så det er godt, jeg gerne må bruge Annetts.

Og mig selv som ugleholder kunne jeg naturligvis heller ikke forevige. Det må være en af de mellemstore unger, og er den ikke sød?

I baggrunden ses den lange stige, som Jonas klatrede op ad for at komme op til redekasserne.

Tak for billederne, Annett!

Anderledes oplevelser

I den forgangne uge har der været flere anderledes oplevelser på mit program.

Fredag aften holdt jeg for eksempel små ugleunger i hænderne. Det har jeg aldrig prøvet før.

Vi var sammen med omkring 25 andre og naturvejleder Jonas fra Varde ude for at se til uglekasser tre forskellige steder med unger i forskellige størrelser.

Det var slørugler, vi besøgte. De er nemlig et meget afslappet "fuglefærd", fik vi fortalt. Forældrene bliver ikke ophidsede over menneskebesøg og heller ikke over lugten af mennesker. Måske har de ikke særlig megen lugtesans, for inde i redekasserne skulle der lugte ganske forfærdeligt.

Vi erfarede ikke selv lugten, for kasserne var placeret meget højt. Vejleder Jonas entrede en lang stige og lempede ungerne ud og ned i en taske, inden han igen kravlede ned ad stigen. Ungerne selv tager det helt cool at blive håndteret af både børn og voksne. De forsøger absolut ikke på nogen måde at flygte, og deres hjerter banker ikke spor hurtigt, som man ellers let kunne forestille sig.

På det øverste billeder ses en af de yngste unger, vi så. Som det ses, sidder den helt roligt, markerer kun en lillebitte smule med en klo. I redekassen med de yngste unger var der tre små dunbolde, dog af noget forskellig størrelse, men det så ud til, at selv den mindste ville overleve.

Jeg stak næsen ned i de bløde dun, og ungerne lugtede af absolut ingenting. De har heller ingen lopper, som fugleunger ellers tit har.

I den næste redekasse var ungerne lidt ældre, og der var hele fem af dem. De var blevet ringmærket ved et tidligere besøg bortset fra den mindste, men den fik sin ring nu.

De var begyndt at miste dunene og få de blivende fjer. De hjerteformede ansigter var nu meget tydelige, og ungerne var begyndt at få svingfjer og havde også små haler, som det ses på billedet herunder.

Det sidste sted, vi var, var der fire næsten flyvefærdige unger i kassen. Deres fjerdragter var næsten fuldt udviklet, og der var næsten ingen dun tilbage. De ville nok flyve fra reden i løbet af en uges tid, og forældrene vil starte endnu et kuld.

Det er Jonas, der står med en af de store unger. Uglen på hans t-shirt er naturligvis ikke en slørugle - den sad et andet sted på maven, men en stor hornugle.

Der var nogle få af turdeltagerne, der så en af de voksne ugler det sidste sted, men ikke mig. Jeg var nu også godt tilfreds med at have set 12 unger og have en del af dem i hænderne.

Lørdag aften var vi til en helt anderledes begivenhed, nemlig til speedway grandprix i Horsens. Heller ikke det har jeg prøvet før.

Det var ikke uventet en larmende affære. "Cyklerne" larmer naturligvis, men ind imellem de var på banen, blev der spillet himmelhøj musik. Hele tiden, ingen pauser med mulighed for at få hvilet ørerne. Faktisk overdøvede musikken også til dels stadionspeakeren, hvilket var noget uhensigtsmæssigt. Heldigvis har jeg altid ørepropper med.

På trods af det dejlige vejr, var det også en noget våd affære. For vinderne: Tai Woffinden på førstepladsen, Artem Laguta som nummer to og Greg Hancock på tredjepladsen, der som sig hør og bør sprøjtede ivrigt med champagnen.

Men også for os, for bag os sad nogle personer, den åbenbart ikke var særligt tørstige, for de væltede utallige glas øl, så det løb ned til os, og jeg blev da også sprøjtet på ryggen som en anden Greg Hancock. Min taske lugter stadig kraftigt af øl, og jeg må nok have den i vaskemaskinen.

Bortset fra det var det rigtig sjovt at være til speedway i den lune sommeraften. Jeg nåede aldrig at få brug for den medbragte jakke.

Jeg var også til 50 års studenterjubilæum i den forløbne uge, og det har jeg i sagens natur heller ikke prøvet før. Samt til fest for en ny student, men det var ikke første gang.

Ugens træ - uge 26

Halvdelen af året er allerede gået og dermed også halvdelen af ugens træer. Øv, tiden går for stærkt, men det er der jo ikke noget nyt i.

Første halvår afsluttes - som det begyndte - med et kirsebærtræ.

Det hører til en gruppe af kirsebærtræer. der står ved et busstoppested på Viborgvej. Dette eksemplar er ikke det flotteste af træerne, og hvis mit billede ikke lyver, så er det også temmelig skævt, men jeg valgte netop det træ, fordi der står en bænk under det. Det kunne jeg ikke stå for. Måske har de, der i årenes løb har siddet på bænken, lænet sig så kraftigt tilbage, at det har givet træet hældning.


I et par uger har der været frugter på træerne. Nogle af dem har røde bær, andre sorte - eller i hvert fald særdeles mørkerøde.

Jeg undrer mig over, at fuglene ikke har guffet alle bærrene i sig. Måske siger det noget om, at fuglebestanden er gået ned her i landet. I min barndom ville fuglene have ryddet træerne på kort tid.


Jeg har smagt på et af de røde bær, og det var umiskendelig kirsebær. Det smagte godt, lidt som en rigtig god kirsebærvin.


Det sidste billede sætter jeg på, bare fordi jeg godt kan lide det, og fordi jeg synes, man kan se, hvor dejlig skyggen under træerne er. Den sætter jeg stor pris på i denne tid.

Ugens træ - uge 25

Ugens træ - eller træer denne gang - er en gruppe træer, jeg kigger rigtig meget på. De står nemlig på den ydre ringvej i Århus over for det busstoppested, jeg bruger tiest.

Det drejer sig om nogle store ahorn. Træer i deres bedste alder, forestiller jeg mig. De er flotte hele året.

Bag trægruppen ligger et enkelt parcelhus, og vi hørte tilfældigt - netop ved stoppestedet - at det er blevet solgt, og der skal bygges nyt på grunden. I det hele taget bliver der bygget rigtig meget langs ringvejen i denne tid.

Jeg håber meget, træerne bliver sparet, længere nede ad vejen er en masse træer allerede blevet fældet.

Området har indtil nu været rimelig grønt, og det tager altså mange år for et træ at vokse sig så stort. De kan ikke bare erstattes. Jeg frygter det værste, for jeg har indtryk af, at det udelukkende er pengene, der regerer ved byplanlægningen her i byen i disse år, hvilket tydeligt ses på nogle af de nybyggede områder.

Men indtil videre kan jeg tage bussen og kigge på de imponerende ahorn.

Nyt strikketilbehør

Jeg er begyndt på bestilling at strikke en cardigan til min søster. Det skal være en Hitofude, og garnet skulle være sort bomuld, hør eller silke eller en blanding.

Sidste år på Garnstafetten i Århus var jeg heldig at få noget Setalin - halvt silke, halvt hør - fra BC Garn til en meget rimelig pris. Jeg har lavet strikkeprøve for et godt stykke tid siden, men har så haft andre uopsættelige projekter, men nu er der tid til Ingers cardigan.

Da jeg lavede strikkeprøven, opdagede jeg, at garnet smitter ualmindeligt meget af. Mine hænder blev temmelig sorte efter bare et kort stykke tid, og jeg var bange for, at garnet også ville smitte af på mit tøj.

Jeg har derfor fremstillet et nyt og noget usædvanligt tilbehør: En heldragt. Eller fremstillet og fremstillet - jeg har bare klippet tre huller i et udtjent dynebetræk:

Jeg føler mig lidt som en tjenerinde i et græsk eller romersk tempel, og "dragten" fungerer helt efter hensigten.

Ugens træ - uge 24

Da jeg så dette træ, regnede jeg med, at det var et haveprydtræ, som jeg ville få svært ved at få identificeret.

Jeg tog fejl. En søgning på "lange rakler" gav resultat, og jeg er ret overbevist om, at træet er en vingevalnød.

Jeg tror ikke, at jeg overhovedet vidste, der var noget, der hed en vingevalnød. Det ved jeg så nu.

Jeg har desuden fundet ud af, at vingevalnød voksede i Danmark i tertiærtiden. Man har nemlig fundet vingevalnød-fossiler i brunkulsforekomsterne i Jylland. Den er da også med i Træer og buske i Danmark, men jeg kunne ikke genkende den på bogens illustrationer, så jeg var nødt til at ty til nettet.

Facitliste - første del

Jeg har været ude at kigge på nogle af de træer, jeg ikke kunne identificere i vinter. Her kommer første del af facitlisten.

Ugens træ i uge 5 viste sig at være en kastanje. Hestekastanje, altså.

Bladet, jeg også havde fotograferet, stammede ikke fra træet på billedet, men fra en ægte kastanje, der vokser lige i nærheden.

I uge 7 havde jeg valgt et nyplantet vejtræ.
Det viste sig at være en ask, og det er de øvrige træer i samme kryds for resten også.

Jeg troede egentlig, ask blev for store til at være villavejstræer, men der er mange af dem her i Åbyhøj.

Træet i uge 10 med den flotte silhuet i sneen er også en ask.

Endnu en flot træsilhuet i uge 11 har jeg identificeret som en
avnbøg. I hvert fald tror jeg, det drejer sig om avnbøg.
Silhuetten var mere spændende uden blade, synes jeg.

Endelig også en præcision:

I uge 2, hvor jeg havde valgt en eg, troede jeg - bedømt på de visne blade -  helt sikkert, at det var den almindelige stilkeg, men det har vist sig at være en rødeg.

Måske er den i virkeligheden lige så almindelig som stilkegen?

Ugens træ - uge 23

Så er den gal igen. Hvad mon det her er for én? Bladenes sølvgrønne farve tiltrak sig opmærksomhed, træet formelig lyste!

Glad blev jeg, da jeg så den hvide stamme, for så måtte det jo være endnu en birk. Bladene kunne også godt ligne birkeblade. Vel hjemme fra min morgentur konsulterede jeg træbogen for at finde ud af, hvilken interessant variant af birk, det måtte dreje sig om, men oh ve! der var ingen birke, der havde sølvgrønne blade.

Om igen. Efter granskning af bogen og en del roden på nettet er jeg ret overbevist om, at det drejer sig om en poppel, og muligvis er det en landevejspoppel, også kaldet canadisk poppel. Jeg så et enkelt sted, at den godt kunne have hvid stamme.

I maj kørte vi forbi et sted, hvor der var et stort bronzefarvet læhegn. Det har sandsynligvis også været landevejspoppel, og det så helt fantastisk ud. I det hele taget er poppel-læhegn smukke, også om efteråret.

Jeg læste mig frem til, at der findes utallige poppel-arter, som ydermere gerne krydser sig, så det er ikke let at finde ud af arterne.

Ugens træ - uge 22

Jeg er mildest talt dårlig til at kende træer. For eksempel har jeg svært ved at kende forskel på ask og røn. Når det drejer sig om store træer, er det dog næsten altid en ask, og det gælder også træet på billedet, der står i Åby Biblioteks lille park.

På denne årstid er det nemlig ikke svært at afgøre, om det er det ene eller det andet. Dels har rønnen de hvide blomsterklaser, dels har asken også frugter, og endda ret iøjnefaldende.

Det var værre at fotografere frugterne, for de bevægede sig hele tiden lidt, selv om der bare var en smule vind. Mit bedste forsøg ses her.

Alle steder står der, at ask er let at kende på "de sorte knopper", men det er vel før løvspring?

Nu, hvor jeg har læst om asken, tror jeg, jeg godt kan kende den. I hvert fald et stykke tid. Og mens der er blade på.

Gæslinger

Yrsa fortalte. at der i en park i Randers bor en masse gæs. Med gæslinger! I flere forskellige størrelser. De gæslinger måtte jeg se, og der var ganske rigtigt adskillige flokke, der alle bestod af et forældrepar og et antal gæslinger, fra tre til fem. Jeg tog selvfølgelig også fotos, og her kommer et udvalg:

Nogle af de store gæslinger på vej mod søen.
Mor og far passer godt på.

En anden flok med lidt yngre afkom. Her var mor og far endnu mere agtpågivende.

En af de små, stadig meget dunede, slapper af midt i forrådskammeret.

Gæslingerne lå tit til bords, som var de medlemmer af aristokratiet i det gamle romerrige.

Hele familien i vandet

To af de store gæslinger.

Fjerdragten er i denne alder et mix af dun og mere blivende fjer.

Nogle af gæslingerne øvede sig i at bruge vingerne, men der går vist et stykke tid endnu, inden de kan lette.

En gåsemor eller gasefar

Jeg har næsten lige læst bogen Gåsefar af Michael Quetting, og i den er det altså forfatteren, der er far til gæslingerne.

I forbindelse med et forskningsprojekt bliver syv gæslinger præget på forfatteren. Formålet er at få gæssene til at flyve sammen med ham i et meget let fly. Det lykkes også, og jeg har tidligere i fjernsynet set forfatter og gæs flyve sammen. Det er meget imponerende at være så tæt på de flyvende gæs. Man kan for resten se nogle af optagelserne på YouTube.

Det var både sjovt og rørende at læse om de syv gæslinger og deres forskellige personligheder, og om forfatteren, der, som bogens undertitel siger, bliver klogere også på andre ting end gæs undervejs i forløbet. Jeg syntes, det var helt vemodigt, da han måtte tage afsked med de stort set voksne gæs.

Jeg er misundelig på Yrsa, fordi hun har sådan en dejlig park næsten i baghaven. Mig bekendt findes der ikke noget tilsvarende her i byen, men ok - Randers er jo ikke så langt væk.

Ugens træ - uge 21

I denne uge har jeg valgt et egetræ. Egens blade har en meget speciel farve, når de er helt nye og friske, sådan en grøn-gul-brun. De lyser op, når de står blandt de træer, der har været sprunget ud i flere uger, og alligevel kan de nyudsprungne blade næsten se lidt visne ud.

Jeg holder meget af den farve. Da vi for efterhånden en del år siden var i Firenze, var den farve meget langt fremme i modebilledet, så vi plejer at kalde den Firenzegrøn.

Træet er fotograferet i nærheden af den genoprettede del af Filsø.  Da vi første gang var på det lille, fine museum i Nymindegab, så vi mange malerier med Filsø som motiv - blandt andet en del af Johannes Larsen, og vi spurgte den, der passede museet om, hvor den sø egentlig lå henne. "Jamen, den er da blevet inddæmmet", var svaret. Vi var rystede!

Det har der så også været andre, der var, for en stor bid af området er blevet genskabt af Aage V. Jensens Naturfond. Flot!

Gæt hvor jeg var i går...

Svaret er: På brovandring på Lillebæltsbroen. Sammen med Yrsa, der var ingen andre, sådan en brovandring kunne friste.

Vi har haft planer om det i flere år, så nu, hvor vejret var så dejligt, skulle det være. Og vejret var perfekt, og det var turen også. Jeg var inden lidt ærgerlig over, at broen var lukket for biler, men det viste sig at være en fordel, for vi kunne meget bedre høre, hvad vores dygtige guide fortalte. Til gengæld kørte der flere tog, også godstog, og vi kunne godt mærke, at broen rystede, når de passerede.

Vi kunne selvfølgelig se vidt omkring. Til Skamlingsbanken i syd og Juelsminde i nord, og i bæltet så vi både en sæl og et marsvin. Og en masse små motorbåde, der havde deres hyr med den stærke strøm.

Vi var kun 7 på holdet. Det gav mere tid til snak, når der ikke var så mange, der skulle have instrukser og have tjekket deres udstyr og så videre.

Man går allerøverst på broen efter at have forceret en del trapper og lejdere. Selve det at gå så højt oppe gav ikke så meget sug i maven, som jeg havde forventet, men lejderne var hverken Yrsa eller jeg helt glade for. Vi blev dog bedre til dem allerede anden gang, de skulle forceres

Billederne har vores guide taget. Af åbenlyse årsager må man ikke have nogen som helst løsdele bortset fra briller med. Billderne er inkluderet i prisen og ligger til gratis download på brovandringens hjemmeside.

Egentlig savnede jeg ikke kameraet. Der var så meget at se på, og det var fint for en gangs skyld ikke at skulle betragte det hele gennem en linse.

En herlig tur og en stor oplevelse!

Ugens træ - uge 20

 

Ugens træ er et blomstrende kastanjetræ. Jeg er ikke tilfreds med billedet. Man ser ikke blomsterne nær så tydeligt på billedet som i virkeligheden. På næste billede ser man blomsterne, men der ser man ikke træet i sin imponerende størrelse. Det får blive som det er, jeg har ikke tid til at tage nye billeder.

Træet er i øvrigt et nyt bekendtskab for mig. Det står på Sankt Olai Kirkeplads i Århus, og det er åbenbart ikke et sted, jeg er kommet ret meget, selv om det er inde midt i byen, for jeg har aldrig lagt mærke til træet før dette forår.

Netop den slags træer, der bare står mellem byens huse og ikke i parker eller anlæg, er enormt værdifulde, synes jeg. Sidste uges dametræ er et andet eksempel.

Sankt Olai Kirke, som jeg heller ikke har haft kendskab til indtil for nylig, blev revet ned i 1500-tallet. Faktisk troede jeg, byen kun havde de to store kirker, Vor Frue Kirke og Domkirken, der begge er der endnu. Der har trods alt været et par stykker til, selv om Århus var en meget lille og ubetydelig by, indtil den i slutningen af 1800-årene fik vokseværk.

Man kan se kirkens grundform på pladsen, der nu udelukkende bliver brugt til rekreation. Blandt andet kan man sidde i træets skygge på bænken under det og kigge op i lyset gennem grenene.

Ugens træ - uge 19

Den nyudsprungne Ginkgo Biloba. Gad vidst hvor høj den er?

Ugens træ er et træ med historie. Det er et tempeltræ, Ginkgo biloba, der blev plantet i Læssøesgade på Nørrebro i København i 1862. Og så bliver det for resten kaldt Dametræet.

Vi har lige været 5 dage i København, og et besøg hos Dametræet var et centralt punkt på vores program. Vores egen ginkgo var lige begyndt at springe ud, da vi tog af sted, og vi regnede med, at den københavnske var lidt længere fremme. Ganske rigtigt, den stod nok så lysegrøn og nydelig.

I de senere år har træet været stærkt truet af fældning, da der skulle bygges nyt på grunden. Københavns Kommune mente, at man bare skulle jævne alt med jorden først, men lykkeligvis blev træet reddet, først og fremmest på grund af indsatsen fra folkene bag Red Byens Træer. Det kan man læse en masse om på nettet.

Træet har også været truet af en vedbend, der var ved fuldstændig at omslutte stammen og tage al lys og næring. Vedbenden er blevet fjernet af firmaet Morten og Rødderne, der har udført arbejdet som en gave til byens borgere. Flot!!!

Alle gode ønsker til Dametræet i fremtiden - en Ginkgo biloba kan faktisk blive ikke mindre end 1000 år gammel, så Dametræet er kun en årsunge endnu.

P.S. Jeg har lige læst mig frem til, at Ginkgo biloba hverken er et løvtræ eller et nåletræ, men derimod noget helt for sig selv.

Strik til en baby

For en gangs skyld har jeg strikket babystrik til en bestemt kommende verdensborger (som i skrivende stund er blevet født) og ikke bare til lageret.

For min kusine, der er farmor til babyen, strikkede jeg en heldragt:



Jeg er ikke nogen ørn til flerfarvestrik, og det tog mig lang tid at få lavet dragten. Girafpletterne skulle laves ud af hovedet, og når jeg havde strikket et stykke tid, kunne jeg simpelthen ikke finde på nye pletter og måtte holde pause. Til gengæld er jeg rigtig tilfreds med dragten. Garnet er Lana Grossa Cool Wool Alpaca, og mønsteret er kreeret af Christina Grant. Det hedder Baby Giraffe Onesie og kan findes på Ravelry.

For min tante, der er oldemor, strikkede jeg en klassisk trøje i retriller. Min tante bestemte både model og farve.

Til gengæld valgte jeg garnet, som er et rigtigt god-samvittighed garn. Både økologisk og GOTS-certificeret, hvilket betyder, at man kan være helt sikker på, at de får, der har leveret ulden, ikke har været udsat for mulesing eller andre former for mishandling.

Tit er god-samvittighed uld temmelig kradsende, men dette garn har alle merinoens bedste kvaliteter. Det er vidunderlig blødt, og det kan maskinvaskes.

Det fantastiske garn hedder Cheeky Merino Joy, og det er lavet af Rosy Green Wool.  Jeg har endnu ikke set det i en fysisk butik i Danmark, men det kan fås adskillige steder på nettet. Jeg købte mit hos Grønne Unger, og deres service var upåklagelig.

Senere har jeg både set og købt af garnet i Wollsucht i Rote Strasse i Flensborg. Nu behøvede jeg jo ikke mærke på kvaliteten, men det er altså rart også at se farverne i virkeligheden og ikke kun på nettet. Jeg købte en gyldenbrun, der hedder Pastel de Nata, og så bed jeg lige mærke i et par andre farver til eventuelt senere brug.

Fra os selv hentede jeg strik fra lageret, men frembragte også et par sneakers efter en opskrift, jeg ikke har prøvet før:



De er godt nok små, de sneakers. Er babyfødder virkelig ikke større? Igen har jeg brugt en Ravelry-opskrift, "My first sneakers" af Florence Merlin. Jeg faldt også over en opskrift på dansk på en side, der hedder 1000 ideer. Hvis jeg laver flere babysneakers - og det gør jeg nok - tror jeg, jeg vil kombinere de to opskrifter.

Snørebåndene er købte. Jeg strikkede først nogle efter opskriften, men de blev noget klodsede. Det synes jeg sådan set også, de købte er. I den danske opskrift ser de for tynde ud, så jeg mangler stadig den rigtige opskrift på perfekte strikkede snørebånd. Næste gang vil jeg prøve med hækling i stedet.

Ugens træ - uge 18

I den første uge af maj må ugens træ være et bøgetræ. Her er det:

Endnu ikke helt udsprunget, til gengæld med den friske grønne bøgebladsfarve.

Det var i øvrigt sværere at finde en bøg, end jeg havde regnet med. Jeg ville ikke køre efter den, jeg ville finde den på en af mine traveture i kvarteret. Bøgehække er der nok af, de er tydeligvis særdeles populære, men rigtige træer kneb det altså med.

Jeg kunne have valgt den bøg, der var ugens træ allerede i uge 13, men det lykkedes at finde en anden. Ved Åbyhøj Kirke, såmænd. Der er selvfølgelig også lidt bedre plads til store træer end i villahaverne.