Lilit fødselsdagsbarn

Lilit fylder halvrundt i dag - 15 år. Netop nu sidder vi og venter på hendes fødselsdagsgæster.

I formiddags stillede hun op til fotografering. Hun har altid været så let at håndtere og sidder gerne på min arm, især når jeg samtidig nusser hende i nakken.

Hendes pote er altså ikke så stor, det er en forvrængning i billedet, men hun "poter" også på mig af velbehag.

Lilit er udpræget bedårende og nuttet, blid, blød og lækker - og det er hun stadig, 15 år gammel. Det har hun faktisk altid været, bortset fra, da hun var en stor killing, hvor hun en overgang overhovedet ikke var køn.

Jeg synes, hun generelt virker rask, frisk og glad. Hun sover mere, end da hun var yngre, og vi er somme tider lidt uenige om hendes madindtag. Jeg synes godt, hun kunne spise noget mere.

Det ville hun nok også, hvis hun kunne få lov til bare at spise surmælksprodukter, men jeg mener ikke, katte kan leve kun af creme fraiche, yoghurt eller kærnemælk.

Desværre er billede nr. 2 ikke blevet helt skarpt, hverken på Lilit eller mig, men jeg kan godt lide det, fordi jeg synes, det er så åbenlyst, at vi begge nyder kæleturen. Det er Dorthe, der har fotograferet.

Det sidste billede har jeg selv taget, da Lilit begyndte at kede sig som model. Hun lagde sig heldigvis ind i Dorthes stol - normalt sover hun formiddagssøvn i min seng under dynen - så jeg kunne tage et par billeder. Men søvnig var hun unægteligt.

TIL LYKKE MED DE 15 ÅR, LILLE HEKS

Årets bedste...smykke

Jeg tror ikke, jeg får eller anskaffer flere smykker i år, så jeg tager chancen og kårer allerede nu det bedste. I år er det en ring:

Et sølvbånd, der er oxyderet i den ene ende og belagt med guld i den anden. Meget enkelt og virkningsfuldt, synes jeg. Jeg købte den hos Quan Smykkegalleri i Lønstrup i august og har gået med den næsten hver dag siden.

Øreringe får for resten deres egne Årets bedste..., så det kommer en af dagene.

Søndagens adventskrans

- er så grim, at kun en mor kan holde af den. Eller er den tippet helt derover, hvor den er charmerende? 

God 2. søndag i advent til alle!

Småt strik

Denne lille tunika eller kjole var en fornøjelse at strikke. Det er Rasmilla, der har designet kjolen med fine detaljer.

Opskriften er klar og gennemarbejdet, og jeg synes, resultatet er blevet rigtig godt.

Kjolen blev købt som kit, så den er blevet strikket i det "originale" garn, nemlig Rasmillas Luksusgarn i uld og silke og Rasmillas Yndlingsgarn i en uld/bomuld blanding til de kulørte striber og knopper. Begge garner var rare at arbejde med.

Jeg tror, jeg vil strikke den model igen. Måske i en anden farvesammensætning, men det skal i hvert fald være Rasmillas garner.

Trøjen med hulmønster har jeg også strikket i en uld/bomuld blanding, CottonWool fra Gepard, og det er også et dejligt garn, som jeg gerne vil strikke mere af.

Jeg tror nok, størrelsen er 9-12 måneder, og der blev brugt nøjagtig 3 nøgler.

De små pulsvarmere er også fra et kit, som jeg købte hos BøgeDesign på den kreative messe i Fredericia.

Garnet er Artesano 4 Ply, et superblødt alpacagarn. Jeg har somme tider varmerne på, når jeg sidder og strikker, og de giver en behagelig varme, men faktisk synes jeg også, de kradser en lille bitte smule, selv om de er så bløde, så bløde. Jeg er vist ikke så gode venner med alpacagarnernes løse, lange hår - men søde er de da.

Jeg er faktisk også blevet færdig med min silkebluse. Der skete bare det, at den voksede rigtig meget - især i længden, da jeg vaskede den. Så er det jo et held, at den er strikket opppefra og ned, for så er det rimeligt let at få taget et stykke både af bulle og af ærmer. Jeg har bare ikke fået det gjort endnu.

Glædelig 1. søndag i advent

Strikket adventskrans set i Skanderborg Aktivitetscenters butik i Adelgade.

Der var mange. Det er åbenbart på mode i Skanderborg med strikkede adventskranse, for vi så også en sidste år.

Denne var en af de mere smagfulde i butikken, synes jeg.

Slut på november

Så er den tæt på, december. Jeg juler ikke vildt meget, men en adventskrans har vi dog. Den er noget mere minimalistisk end den på billedet, lavet af noget snoet metalwire og bare med fyrfadslys. Jeg kan afsløre, at der kommer flere adventskranse på bloggen i december.

Denne lidt overvældende krans så vi i Flensborg i mandags. Hvis man ikke er i julestemning skal man bare tage en tur over grænsen. De tyske julemarkeder virker i hvert fald på mig, mest fordi det i den grad ser ud til, at folk hygger sig med venner, snak og (i Flensborg) punch.

Vi har fundet et nyt - gratis - sted at parkere den firhjulede. Det gjorde, at vi kom forbi nogle herlige gavlmalerier:

Også i Norderstrasse er der en særlig udsmykning:

Der er en del sjove butikker i den ende af byen. Lidt alternativt i stil med Sternchance-kvarteret i Hamborg eller Prenzlauer Berg i Berlin, bare meget mindre, selvfølgelig.

Anbefalinger

MUSIK  -  Benjamin Aggerbæk: My Oh My

Jeg bliver altid så overrasket, når jeg hører noget, jeg slet ikke kender, og så er det bare smaddergodt.

Sådan har jeg det med Benjamin Aggerbæks My Oh My. Det er jazz i den meget blide og bløde ende, men det swinger, og det overrasker. Faktisk også selv om man har hørt det 100 gange, og det har jeg vist, for cd'en var fast inventar i bilen i et par måneder. Det allerbedste er Aggerbæks stemme i nogle af numrene - lidt hysterisk og lige ved at kamme over, men den holder.

FILM  -  En kat i Paris

Animationsfilm for børn og barnlige og katteglade voksne. Måske lidt en bagatel, men jeg var nu meget charmeret både af katten og ikke mindst af filmens skildring af Paris. Jeg vil snart til Paris igen, ja jeg vil!

Det lød også til, at de børn, der så filmen, godt kunne lide den. Det er altid så sjovt at se film sammen med mindre børn. Deres kommentarer, som ikke bare kommer som en hvisken, er ret underholdende.

Jeg undrer mig dog over, at den i øvrigt fine musik i filmen skulle være originalmusik af Serge Besset. I mine ører lyder det meste som Philip Glass, og der er også noget Billie Holiday. Det kan vel ikke være den af mig ukendte Serge Besset, men han er den eneste, der er akkrediteret.

LITTERATUR  -  Anne Marie Løn: Willums verden

Minsandten om jeg ikke også har læst en roman, jeg synes godt om.
Da vi i ferien besøgte Strandfogedgården i Rubjerg, fandt vi ud af, at Willums veje foregår i netop det område under de store sandflugter. Den måtte jeg absolut læse.

Det fortrød jeg bestemt ikke, faktisk synes jeg, det er en fantastisk god lille roman.
Den kryber ind under huden, og man kan næsten mærke sandet knase mellem tænderne. Desuden er der en fantastisk flot opbygget spændingskurve. Godt gået!

Jeg er meget imponeret af Anne Marie Løns evne til at bruge sproget. Det er ikke så tit, jeg er det. Jeg skal vist have læst noget mere af hende - også selv om det ikke handler om sandflugtens mennesker.

Ny på matriklen #2

Når der er en #1, må der også være en #2, og det er der da også.

En STEAMER er nemlig også flyttet ind. Hvad hedder den på dansk? En damper? Eller forbinder man stadig det med et skib? Måske en tøjdamper...

Under alle omstændigheder så så jeg en sådan i anvendelse i en tøjbutik for nogle år siden, og jeg tænkte straks, at det var da en snedig indretning.

Jeg tænkte også, at den nok var vældig dyr og i hvert fald ville koste mere, end jeg havde lyst til at ofre.

På den kreative messe i Fredericia genså jeg tøjdamperen, og der var selvfølgelig messetilbud på den. Efter lidt betænkningstid besluttede vi os for at investere i tingesten, så nu deler vi hus med en tøjdamper.

Den er både pakket ud, samlet og afprøvet, og den er altså smart. Mit tøjskab er konstant overfyldt, så indholdet får altid uvelkomne folder. Lige noget for damperen.

Jeg kan egentlig meget godt lide at stryge, men jeg tror, damperen især er god til det mere kringlede tøj, hvor strygejernet ikke er så velegnet.

P.S. Jeg har lige fundet ud af, at man også kan få en REJSE-STEAMER. Uundværlig? Nå, det bliver i hvert fald ikke lige nu.

Citater om katte 16

Når jeg leger med min kat, hvem ved så, om den ikke morer sig mere over mig end jeg over den?
Michel de Montaigne

Et ældre snapshot af Lilit illustrerer dette citat, faktisk har fotoet lidt over 9 år på bagen.

På trods af sin alder leger Lilit stadig hver eneste dag. Yndlingslegen er, når jeg kaster mus til hende. Hun gør selv tydeligt opmærksom på, når hun vil lege, somme tider bare ved at kigge på mig, somme tider med høje mjav. Måske tror hun, hun er målmand; i hvert fald kan hun både gribe "bolden" og afværge mål.

Runde fødselsdage

Sarantoyas killinger, de to sidste der blev født hos os, er blevet 10 år. Underligt at det er så lang tid siden.

Ujiji Chimay, der "kun" bliver kaldt Chimay, rundede lørdag. Vi fik en dejlig mail med tak for det kort, vi havde sendt - og billeder!

Chimay sidder med flag og kort, og det er nok Marianne, der har fotograferet, tror jeg.

Det er så dejligt at høre, at de små kræ, man har været ansvarlig for at sætte i verden, har det godt og bliver værdsat.

Hos Uzuri - Zuri - der blev født en dag senere, var vi inviteret til fødselsdag. Han bor jo tæt på i Randers.

Han var ikke helt tilfreds med sin gave, og i sandhedens interesse må vi indrømme, at vi mere havde tænkt på ejeren end på fødselaren, da vi indkøbte naturalier, for Zuri mangler jo ikke noget, så vi havde kun taget en enkelt tøjmus med til ham. Men gavepapir og især bånd kan også være interessant.

Vi var ikke sammen med Zuri og medkat Addis hele dagen. Yrsa havde foreslået, at vi skulle se Vilhelm Kyhn udstillingen på Randers Kunstmuseum, og det var en rigtig god ide.

Guldalderen er ikke en periode, jeg har beskæftiget mig så meget med. Jeg er ikke så vild med alle de der malerier fra Italien etc. Men Kyhns billeder er primært fra Danmark, og så er det åbenbart noget helt andet for mig. Jeg synes, det var meget interessant at se, hvordan han havde fanget lyset på forskellige årstider og forskellige tider af døgnet, og det var spændende at følge ham rundt i landet.

På museet havde man leget lidt med digital formidling. Ikke alt var lykkedes, men det, der virkede, var sjovt. Det må der gerne være mere af.

Udstillingen varer til begyndelsen af januar og anbefales meget.

Inspireret af fotoet af Chimay forsøgte vi at få et brugbart billede også af Zuri med kort.

Det blev nu ikke så godt som det af Chimay, men pyt...det kommer på bloggen alligevel.

Det var en rigtig god fødselsdag, og så fik vi oven i købet kage med hjem, for der var for meget til overs til Yrsa alene, og hendes katte er heldigvis ikke kagespisere. Men kan ostekage egentlig ikke fryses?

Ny på matriklen #1

Nina Führers rævekraver
på rad og række

Som dyreven går jeg naturligvis ikke med pels eller pelsværk. Sådan set har jeg ikke noget imod pelsen fra dyr, der har levet i det fri og er blevet skudt på en ordentlig måde, men det er umuligt at se, dels at dyret ikke er fanget i en fælde, og dels at det ikke er opdrættet på en pelsfarm.

Altså nul pels til mig (selv om jeg fra ældre tid har en rigtig fin pelshue, som det somme tider ærgrer mig lidt, at jeg må afstå fra at gå med).

Jeg kan ellers godt lide de der rævekraver, man kan gå med om halsen. Dem, der har en klemme i næsen til at holde kraven sammen med. Dem kan jeg selvfølgelig heller ikke gå med, men nu har jeg fået et alternativ.

På KiC - Kunsthårdværk i Centrum - viste hollandske Nina Führer nemlig nogle helt geniale strikkede rævekraver. Hold da op, hvor er det godt fundet på. Hun havde også andre meget innovative ting.

OK, det er lidt fjollet at købe noget strikket til at tage om halsen, når jeg selv strikker så meget, men ikke desto mindre kan jeg nu tage en sølvræv om halsen uden at gå med pels. Meget smartere end de døde, rigtige ræve!

Jeg kom til at tænke på rævene i Skandinavisk Dyrepark. Der er både vilde ræve og ræve, der er vokset op på pelsfarme. De er  alle almindelige røde ræve.

Man kan let kende farmrævene, for de har meget større pels end de vilde ræve. De er også mere trygge i forhold til mennesker. Faktisk er det derfor, der er farmræve i parken, for så er der meget større chance for publikum for at se dem.

Ved fodringstid laver de deres eget lille show. Mikkeline hænger det meste af tiden på skulderen af dyreguiden. En helt bogstavelig betydning af udtrykket "en ræv bag øret", som hun - altså dyreguiden - sagde.

Parkens ældste ræv er Mikkel. Han er en vaskeægte vild ræv, men måske har farmrævenes adfærd smittet af på ham, for han viser sig faktisk meget frem.

Årets tema på KiC var SKO. Fint valg! Allerforrest i Ridehuset stod de fortolkninger af temaet, som publikum kunne stemme på til publikumsprisen. Mit valg var denne filtede sko frembragt af Lene Frantzen.

På billedet kan man i baggrunden se en af de andre sko i konkurrencen, nemlig en stilet af vingummier. Der var også en af lakridser - desværre kan jeg ikke huske, hvem der havde lavet dem. God humor, og jeg kunne godt forestille mig, at de blev publikumsfavoritten.

I skrivende stund er den forlængst uddelt, men jeg kan ikke finde ud af, hvem vinderen er. Sløvt at det ikke er kommet på KiC's hjemmeside.

Lene Frantzens filtsko var til salg i en mere moderat udgave end konkurrencebidraget.

Gad vidst om de ikke er meget behagelige at gå i. I hvert fald promenerede Lene selv et par frække røde.









Der var meget rigtig fint kunsthåndværk på messen. Udpræget godt håndværk og mange gode ideer - måske kunne der alligevel godt have været lidt mere spræl. Men alt i alt en meget fin messe.

Citater om katte #15

Katte vil gerne have åbne døre - for det tilfælde at de skulle ombestemme sig.
Ubekendt

Billedet er en scanning af et af mine kattepostkort, købt i Paris for omkring 25 år siden. Fotografen hedder Tilo Rauch.

Min scanning yder ikke billedet fuld retfærdighed, men man kan nok alligevel se, at det godt kunne være en Russian Blue killing på fotoet.

Garn m.m. i Fredericia

Nøj, hvor vi hyggede os sammen med Yrsa Og Annett i søndags, hvor vi var til Kreative Dage i Fredericia. Her er nogle billeder:

I betragtning af alt det lækre garn, der var, synes jeg egentlig, jeg beherskede mig rimeligt godt.

Man kan også være kreativ ved at lege middelaldermenneske og selv fremstille sine middelalderklæder. Det kunne man købe en masse forskellige remedier til.

Lingeriet og nattøjet her på billedet er jo fra en senere tid. Til gengæld var det ikke nyproduceret. Tror jeg da.

Jeg fandt aldrig ud af, om det var til salg, men jeg længes heller ikke efter hofteholderen og ville alligevel hellere bruge mine penge på garn.

Lige som sidste år var der mange muligheder for selv at prøve forskellige ting.

Jeg havde egentlig planlagt at deltage i en af workshopperne, men da tiden nærmede sig, syntes jeg ikke, jeg havde tid nok til det. Faktisk kunne vi godt have brugt flere dage på messen.

Der var særlige værksteder til børnene, og det så ud til at være værdsat.

De er dygtige i Messecentret i Fredericia. Meget venlige og hjælpsomme, bl.a. i den store café, hvor man oven i købet kunne få andet end de sædvanlige burgere og pølsemixer. Egentlig tror jeg ikke, at man overhovedet kunne få pølsemix.

For en gangs skyld nåde vi eftermiddagskaffen. Den blev indtaget i hallen, hvor der var adskillige kaffesteder at vælge imellem.










Til gengæld var vi lige ved at gå glip af et par af de - for os - allervigtigste stande.

Miniaturerne fra KJdesign skulle Dorthe naturligvis kigge på.

Vi har aldrig set en Weber-grill i dukkehusstørrelse før. Den blev foreviget til ære for Weberomanen Niels.

Og minsandten om vi ikke også var ved at glemme at få set på Teddyshop Danmarks stand - stor fejl!

Vi nåede det, og der var nogle minibamser til salg. Dorthe købte en lille grøn en med meget fine grønne glasøjne, men det var slet ikke den bedste.

Det var nemlig den lille hvide på billedet. Den har krop, ører og trædepuder af korsstingsbroderet stramaj, og den har et vidunderligt frækt udtryk. Den blev jeg jo nødt til at købe til samlingen, når Dorthe ikke ville.

I standen var der også en masse plysugler og også kits til at sy dem selv. Uglemoden er ikke ovre endnu.

Citater om katte #14

Den villede arbejdsløshed er kattens privilegium. 

For den er lediggang ikke roden til alt ondt, som vi har lært i skolen, snarere al saligheds begyndelse.

Citat:
Delio Tessa

Min kommentar: Privilegiet deles af personer på tjenestemandspension som mig.
Jeg har godt nok betalt til privilegiet hele mit arbejdsliv, men jeg føler mig alligevel meget privilegret.
Det meste af tiden flader jeg altså ikke ud som Sarantoya på fotoet. Faktisk synes jeg, jeg er blevet vældig aktiv af at blive pensioneret. Men jeg kan flade ud, hvis jeg har lyst til det!

Jeg strikker og strikker...

...på en bluse i Tussah Tweed, som er silke fra den vilde silkesommer
fuglelarve.

På pind nr. 3 og med hulmønster på hver anden omgang går det ikke så hurtigt, og det passer mig udmærket.

Jeg har en skræk for at få klædeskabet fuldt at strikkede kreationer, som jeg ikke kan nå at bruge. Det varer nu ikke så længe, inden jeg er færdig med bullen og skal til at strikke ærmer.

Silken bliver strikket sammen med en meget tynd hørtråd, der skal hjælpe med at holde på faconen.

Modellen jeg strikker kan ses her. Jeg laver den dog lidt i A-facon, som plejer at klæde mig.

Jeg er faktisk ikke så begejstret for garnet. Der er en masse urenheder i form af små stive strå i. Jeg forsøger at pille ud undervejs, men jeg tvivler på, jeg får has på dem alle. Jeg vil ikke lave mere i det garn.

Ind imellem får jeg strikket lidt børnetøj, og jeg har også frembragt nogle pulsvarmere.

Pulsvarmerne har jeg strikket af Regia strømpegarn. Det hedder Design Line Hand-dye Effect, og det er Kaffe Fassett, der har været indover farven. Jeg er helt vild med de søgrønne-turkise nuancer. Der er et meget langt farveforløb, næsten for langt til pulsvarmere. De to pulsvarmere kan komme til at se ret forskellige ud som i det øverste par.

Den nederste model har jeg strikket 4 af og har så parret dem, der passer bedst sammen. Det er i øvrigt en model fra Japan strik af Marianne Isager.

Hulmønstret i det øverste par har jeg fundet i en Drops-opskrift. Det er en del af mønstret i denne opskrift. Så vidt jeg husker. Jeg synes ikke, det rigtig ligner.

Der kan blive ikke mindre end 4 par af et nøgle på 100 g, men jeg er midlertidigt stoppet efter det 3. par. Jeg vil nemlig prøve, om jeg kan få noget mere af det samme garn, så jeg også kan lave en eller anden matchende halsdims, og så kan de sidste 25-30 g lige så godt også blive brugt til den.

Smagen af æbler

Initial æbler i frugtskålen

Jeg kan godt lide æbler, når de vel at mærke er meget søde og ikke for sprøde og saftfulde. Det er ikke mig, der om efteråret længes efter de første danske æbler, som jeg synes er alt for syrlige og "overfriske".

Mit yndlingsæble er Royal Gala. Det er ikke comme il faut i æblekredse. Det er åbenbart ikke en sort, men et registreret varemærke. Jeg ved ikke, om de dyrkes i Danmark, men dem man kan købe er altid fra udlandet, så de skal nok have et lunere klima end det danske. Til gengæld kan de holde sig næsten evigt, hvilket egentligt er dybt suspekt, for hvordan kan det lade sig gøre?

Jeg kan også godt lide Cox Orange, når det er ordentligt modent. De der grønne Cox'O'er, man sædvanligvis præsenteres for nu, holder jeg mig fra. Da jeg var omkring 10 år, plukkede min mor Cox Orange æbler i fynske frugtplantager, og de smagte godt, men først omkring jul.

På madmessen i Ridehuset smagte jeg imidlertid et dansk æble, som jeg godt kan lide. Sorten hedder Initial, og en af forældrene til sorten hedder Gala, så måske er det en slægtning til Royal Galaerne. Bagefter købte jeg nogle i Ganefryd, og ligesom Royal Galaerne bliver de efter min mening bare bedre af at ligge nogen tid, inden de bliver spist, så sødmen rigtig udvikles. Royal Galaerne må for min skyld gerne blive noget rynkede.

Bliver der i øvrigt ikke flere og flere indlæg på bloggen om mad? Måske fordi jeg har mere tid til at beskæftige mig med, hvad jeg putter i munden, nu jeg ikke går på arbejde mere.

Endnu en maddag

I denne weekend er der MAD-messe i Ridehuset. MAD står ikke bare for mad, men betyder også Mit Autentiske Danmark - det er altså danske råvarer og produkter, det drejer sig om. Vi var der nogle timer i går.

En del af udstillerne var de samme som på Food-festivalen, men heldigvis ikke dem alle. Desuden var der ikke nær så megen trængsel i Ridehuset. I år var udstillerne rigtig gode til at stille smagsprøver frem; det har været lidt problematisk på tidligere messer. Jeg er overbevist om, det er en korrekt taktik for udstillerne, for selvfølgelig køber man af det, man bedst kan lide. Hvis det er besværligt at få en smagsprøve, så går jo man bare videre til næste stand.

Der var for eksempel et hav af spegepølser at vælge imellem. Stort set allesammen økologiske og fedtfattige, men absolut forskellige i smagen. Vi spiser kun spegepølse nærmest til festbrug, men nu ligger der et stykke i fryseren til en særlig anledning. Spegepølserne på billedet er fra Rævhede. Især deres hjortepølse med timian var vi vilde med.

Også oste var der masser af. Dem på billedet er gedeoste fra Lille Raneladegård i nærheden af Ebeltoft. Flotte, men det var nu ikke dem, vi købte af. Jeg kunne godt lide dem, men Dorthe er ikke så vild med gedeost.

Jeg plejer også godt at kunne lide gedekød, men Lille Raneladegårds gedefrankfurtere brød jeg mig ikke om. De smager faktisk rigeligt meget af ged efter min mening.  

Gothenborg-fjerkræet kender vi udmærket, men vi har ikke set dem på messe før. Vi benyttede lejligheden til at få lidt med hjem, igen til fryseren. Det er fjerkræ, vi kan spise med god samvittighed.

Derimod er vi ikke før stødt på BISTAD. Det er et spændende og interessant projekt.

Det drejer sig om bistader i byen, om bevarelse af bierne, der faktisk er en truet dyreart, og om beskæftigelse for særligt udsatte. Altså en masse gode intentioner.

Nå, men BISTAD havde tre honninger fra forskellige steder i Århus med. De var vildt forskellige - sjovt!

Ikke alt var spiseligt på messen. Baskets4life og Ane Lyngsgaard fra Pileriet var gæsteudstiller med dejlige, farvestrålende kurve flettet af kvinder i Burkina Faso, men designet er udviklet af danske flettere.

De er flotte, kurvene, og det så også ud til, de tiltrak sig en del opmærksomhed. Den pink på billedet kunne der ikke tages flere billeder af på messen, da vi var gået.

Flere steder kunne man smage forskellige kaffer og teer. Bl.a. cacao-rooibush fra Teahouse. Det lød ikke ret godt, syntes jeg, men det smagte faktisk dejligt. Vores lager af te er rigeligt stort netop nu, men når det en gang er blevet nedbragt, så står cacao-rooibushen på indkøbslisten.

Vi købte dog vores latte ved bilen bagerst i billedet. Den er fra Just Coffee, og det er bare en supergod kaffe.

Jeg blev meget mæt af alle smagsprøverne plus frankfurteren. Det holdt sig i en grad, så jeg ikke havde helt så megen appetit som sædvanligt til aftenens EM-møde, som vi kalder vores månedlige spiseseancer med "basisgruppen". Ærgerligt, mine øjne ville gerne have haft endnu et stykke æbletærte.

Griseri

I Politiken i lørdags var der en stor, god artikel om dyreetik skrevet af Thomas Møller Larsen. Titlen var "Dyr mærker mere end vi tror", og den handlede om de resultater, en gruppe hjerneforskere var nået frem til med hensyn til dyrs bevidsthed.

Resultaterne mundede ud i en konference og en erklæring, Cambridge-erklæringen (The Cambridge Declaration on Consciousness in Non-Human Animals), hvor det fastslås, at mange dyr er i besiddelse af de samme strukturer i nervesystemet som mennesket - vel at mærke de strukturer, der skaber bevidsthed. "Dyr" er i denne forbindelse pattedyr, fugle og mange andre dyr, bl.a. blæksprutter.

Det korte af det lange er, at dyr ligner mennesker meget mere end almindelig antaget. Dyr har ikke bare instinkt, de har bevidsthed ligesom mennesket.

Vi, der har kæledyr, kan dårligt undgå at tillægge vores dyr såkaldt menneskelige egenskaber. Det er altså slet ikke så langt ude.

For hjerneforskere er det ifølge artiklen almindelig viden. Det er bare endnu ikke udbredt viden, og for det meste af landbruget og for kødelskere er det meget upraktisk viden.

Hovedforfatteren til erklæringen er erhvervsmanden og hjerneforskeren Philip Low. Han siger selv, det er umuligt at forblive upåvirket af den nye indsigt, han har fået, så han tror, han bliver veganer.

Jeg er hverken veganer eller vegetar - i hvert fald ikke endnu - men jeg ved godt, at jeg er heldig, for jeg er ikke den store kødspiser. Eller måske er jeg ikke den store kødspiser, fordi jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvordan dyrene har haft det.

I hvert fald foretrækker jeg at spise kød sjældnere og så betale for, at dyrene har haft gode forhold. Som frilandsgrisene på det øverste billede. De er fotograferet på Store Lyngdal, der havde åbent hus en dag i september.

I det hele taget har vi set mange grise i september. Gris nummer 2 er en gammel dansk landracegris fotograferet i Andelslandsbyen Nyvang, som vi besøgte, da vi var i Holbæk. Og det sidste billede er af nogle af de små duroc'er på food-festivalen.