Hækken trænger stadig til en studsning

Jeg burde være startet på hækklipperiet i går, men noget andet grønt lokkede mere. Alle stykkerne til min strikkede jakke er blevet færdige, så jeg havde meget mere lyst til at ri den sammen for at se, om den overhovedet vil blive anvendelig. Jeg bed hovedet af al skam - naboerne må klare at se på den uklippede hæk en uges tid endnu og rimpede sammen. Heldigvis ser jakken absolut ok ud. Her ligger den i strikkekurven.

Nu mangler jeg bare en masse madrassting og nogle kanter. Som de fleste andre synes jeg, monteringsarbejdet er keeeedeligt!

Det er lige til at overkomme på børnetøj som på denne lille trøje i størrelse 4 år, som jeg har brugt som tage-med strikketøj. Den blev sød, synes jeg.
Garnet er Katia Samba bomuldsgarn, som jeg før har strikket børnetøj af.

Det har altså en sjov effekt i børnetøj - det vil sikkert ikke blive nær så godt i større arbejder.

Utro

Jeg følte mig nærmest utro, illoyal og svigagtig, da vi besluttede at udskifte Clio'en, selv om jeg jo godt er klar over, at man ikke kan være utro over for en bil. Derfor er dette indlæg EN HYLDEST til vores forrige bil.

Det var kærlighed ved første blik, da vi første gang så en gul Clio i et parkeringshus. Den lyste bare op!

Der gik dog et halvt års tid, hvor vi kiggede på en masse andre biler og endda var til bilshow (det var meget mod forventning SJOVT!), inden vi besluttede os: Det var en Clio, vi ville have.

Vi var glade for køreegenskaberne, affjedringen og udstyrsniveauet (som paradoksalt nok nærmest er lavere i vores nye Yaris), men vi må indrømme, at vi tog den på grund af udseendet.

Der havde altså været nogle designere ind over der, det var en bil med personlighed. Jeg syntes, der var lidt engelsk taxa over den - især bagfra. Det var simpelthen en sød bil, og jeg blev i godt humør af at se på den.

Vi fortrød aldrig den gule farve. Den klædte modellen og havde ydermere den fordel, at bilen kun meget sjældent så snavset ud. Det var også en holdbar lak, der ikke tog mod hverken ridser eller rust. Dog opdagede Dorthe et lidt tyndt sted i lakken ved en af bagskærmene, efter vi havde solgt den. Det blev jeg næsten glad for. Det bekræftede mig i, at det var det rette tidspunkt for en udskiftning.

Hvis Renault ikke havde ændret designet, havde vi måske valgt en Clio igen. Men det har de altså, og vi kan ikke nær så godt lide den nye model. Den er mere ordinær og mangler personligheden.

Se lige detaljen her. Det er knappen til åbning af bagagerummet. Hvorfor lurer andre bilfirmaer ikke det?

Knappen på den nye bil ser mildest talt klumset ud ved siden af, men vi tog jo heller ikke vores Yaris på grund af udseendet - og faktisk ser den også lidt sød ud. Især forfra.

Fornuftsægteskab

Vi har indgået et fornuftsægteskab med en bil.

Vores "nye bil" - den gule Renault Clio - var efterhånden blevet 9 år. Helt ubegribeligt, vi havde jo lige købt den. Den så også ny ud, men opførte sig ikke altid sådan. Selv værkstedet indrømmede, at de så den for tit. Og med mærkelige ting, som ikke altid var så let at finde ud af. Senest var det en defekt bremseforstærker. Banale ting som problemer med at starte eller udskiftning af lydpotten led den aldrig af.

Nå, vi begyndte så småt at overveje udskiftning, og pludselig gik det meget stærkt. Resultatet blev en Toyota Yaris.

Guderne skal vide, at vi ikke tog den på grund af udseendet. Det er en udpræget fornuftig bil (håber vi!), der overhovedet ikke findes i sjove farver. Det vildeste var en blå, men den sidste blå blev solgt, mens vi kørte prøvetur, så vi måtte slå os til tåls med en koksgrå. Vi kunne vist også have fået sort, hvid eller sølvgrå, men sort og hvid passer ikke til vores bilvaskefrekvens, og sølvgrå ville dog være at gå for meget på kompromis.

Det er helt sikkert den kedeligste og mest anonyme bil, vi nogensinde har haft. Du fredsens, hvor kører der mange grå biler rundt! Vi skal til at huske, hvor vi parkerer kareten - er det ikke et fantastisk kedeligt billede ovenfor? - og vi kan godt begynde at bekymre os om, om den bliver stjålet.

Forhåbentlig er der andre fordele. Foreløbig er vi glade for airconditionen, men ellers har vi ikke indtil nu opdaget andre fordele i forhold til Clioen. Vi har heller ikke kørt så langt i den endnu. "73" på billedet er kilometertallet:-) I hvert fald er den nye rigtig lækker at køre i (men det var Clioen nu også).

Jeg håber, det udvikler sig til kærlighed hen ad vejen.

En farisæer

I et hjørne i et af havetrugene står denne husløg (eller hedder det "dette"?)- den eneste husløg i haven.

Jeg er ikke specielt interesseret i husløg og kender ikke noget til dem, så jeg ved ikke, hvad den specielle husløg er for en. Jeg købte den på et plantemarked, vist nok fordi jeg godt kunne lide den blågrønne farve.

Den ser ud til at trives, og i år er der så kommet blomster. Som det ses på billedet er de hvide, hvilket godt kan tolereres i den blå have, når der bare ikke er for mange af dem.

I øvrigt en køn blomst, synes jeg. Det kan da godt ske, jeg skulle overveje flere husløg. Mon der findes nogen med blå blomster?

Multitasking

"Kvinder kan multitaske, det kan mænd ikke", sagde man for nogle år siden. Det har man vist nok fundet ud af ikke er helt korrekt.

Jeg er i hvert fald ikke specielt god til det. Da jeg strikkede trøjen på fotoet i to garnkvaliteter, skulle jeg skifte til pinde i en anden tykkelse, når jeg skiftede garn. Det gik det ikke så godt med. Temmelig mange gange kom jeg først i tanke om, at jeg ikke havde skiftet pinde, når jeg var midt i eller færdig med næste stribe.

Det er den første trøje, jeg har strikket til mig selv i årevis. Jeg fandt modellen i - af alle steder - Alt om håndarbejdes Strikkemagasin. Et blad jeg altid kigger på mit arbejde, men det er meget sjældent, jeg synes, der er noget, jeg kunne tænke mig at strikke.

Jeg kunne imidlertid godt lide den afslappede stil i denne, og så er den strikket i dels ren bomuld, dels en bomuldsblanding, så der er ikke nogen risiko for, at den kradser. Jeg strikkede nøjagtigt efter opskriften og med de garnkvaliteter, der blev foreslået - dog i en anden farve. Det skulle forestille at være en model, der var let at strikke, og det var det også i den forstand, at det næsten udelukkende er glatstrikning, men de to meget forskellige garntykkelser egner sig nu ikke for nybegyndere udi strikkekunsten, synes jeg.

Det går rimelig godt fremad med den jakke, som skal være en test på, om jeg kan gå i nutidens uldkvaliteter, men faktisk har jeg købt en masse spændende bomuld, hvor jeg bare skal finde ud af, hvilke modeller, jeg vil strikke. Jeg må hellere bestemme mig for, at jakken skal være færdig først.

Øreringe igen

Jeg har købt flere nye øreringe på Etsy i år. Hos "organikx" i Canada har jeg købt disse små sølvøreringe med rubiner. Jeg kan godt lide sølvets rå look kombineret med rubinernes fine farve.

Øreringene er ganske små, vedhænget er bare 1,5 cm langt. Det forestiller man sig ikke helt, når man ser billedet, men størrelsen er naturligvis beskrevet i beskrivelsen af øreringene. Det kunne mange af Amio-butikkerne lære af.

Billedet er lånt fra organikx' butik. Det er meget bedre end det, jeg selv tog. Enten skal jeg have et nyt kamera for at tage den slags billeder - eller også skal fotografen blive bedre:-)

"beautyspot" i Ukraine arbejder bl.a. i resin (en slags harpiks).
Der fandt jeg disse innovative katteøreringe. Selv om jeg er kattoman, synes jeg ikke, at alt hvad jeg har behøver at være relateret til katte, og jeg er heller ikke nødt til at købe alt med katte på, men de her kunne jeg umuligt stå for.

Dette billede er mit eget, og i hvert fald på min skærm er farverne mere korrekte end på beautyspots egne fotos.

Begge butikker var rigtig gode at handle med og kan varmt anbefales.

Øresmykker

Jeg elsker smykker - mest af alt øre- og fingerringe. Mine fingerringe skifter jeg jævnligt, men mine øresmykker er altid tilpasset min øvrige påklædning.

De kan matche i farve og/eller stil, men det kan også være som kontrast eller for at live op på et farveløst outfit, hvilket for mig er enten sort eller hvidt eller en kombination, for blege farver er ikke mig. Min yndlingsaversion er PUDDERFARVET, så kan det være nok så moderne. Jeg går ikke i det. I dag var jeg helt i sort, men mine smykker var i gult. Mit store armbånd i forskellige gule farver blev suppleret af en ring med gyldent rav og øreringene med gult vedhæng.

Jeg kan godt lide, at mine smykker er lidt specielle. Ikke nødvendigvis unika, men heller ikke noget, man kan få hos enhver guldsmed.

De behøver ikke være lavet af ædle metaller og ædelstene - selv om jeg vældig godt kan lide både perler og sten.

Øreringene med de gule vedhæng er mestendels lavet af genbrugsmaterialer. Blikket er klippet ud af en dåse, det gule er noget plastic eller bakelit. Jeg har købt øreringene på Etsy i en butik, der hed projectgrabbag.

Ejeren sælger ikke mere på Etsy, men heldigvis købte jeg endnu et par øreringe fra butikken i tide. Også lavet af dåseblik suppleret med nogle små grønne glasperler.

For et halvt års tid siden fandt jeg ud af, at der er et dansk websted, der svarer til Etsy. Amio hedder det. Der er selvfølgelig ikke nær så mange butikker, og jeg har (heldigvis, måske?) heller ikke fundet så meget af interesse endnu, men i Birgittes værksted var der noget, jeg straks tændte på.

Jeg nøjedes med at købe to par øreringe. De enkle stregkodeøreringe var det ene par, de grønne rør med stjerner det andet. De er mine yndlings lige nu, og jeg har et par gange grebet mig selv i at vælge tøj efter øreringene og ikke omvendt.

Faktisk var der flere andre, jeg overvejede, men det lykkedes for mig at beherske mig så nogenlunde. Måske skulle jeg alligevel bestille endnu et par..., men måske kommer der nye fristelser i butikken.

En vild plante i haven

Inden vi for over 30 år siden flyttede i hus boede vi i lejlighed med altan - og altankasser. I en af altankasserne var der stedsegrønne dværgplanter. Det havde jeg læst i et blad godt kunne lade sig gøre. Altankassen ville forhindre rodnettet i at vokse sig stort, og planterne ville blive ved med at have dværgvækst.

Da vi flyttede, tog vi den ene plante, en thuja, med. Den har IKKE dværgvækst mere. Faktisk er den kæmpestor, og der kan ikke gro noget under den. Ikke engang hostaer ret godt.

Nu gør vi imidlertid et nyt forsøg. Annette og Niels har i deres skovbund en plante med lyserøde blomster. Den er hentet i naturen og trives fint under træerne. Vi har fået et eksemplar, som jeg har identificeret som en dagpragtstjerne.

Jeg kan godt huske dagpragtstjerne fra barndommens biologiundervisning. Jeg synes bare, den var mere rødlilla end denne, der er klart rosa. Måske har det noget med jordbundsforholdene at gøre.

Indtil videre står dagpragtstjernen strunk og fin. Jeg håber, den vil trives under thujaen, og den må gerne brede sig.

Blåt bunddække

I 2006 var vi en lille uges tid i Varberg i forbindelse med en katteudstilling, hvor kattene deltog. Det synes, som om det er 20 år siden og ikke bare 5. De ekstra dage i Varberg er dog ikke nær så fjerne. På forhånd havde vi ikke nogen forventninger til byen, men vi kunne jo altid køre til Göteborg, tænkte vi. Da vi først var der, kom det overhovedet ikke på tale. Varberg var uventet charmerende, og vi kørte også nogle gode ture i de svenske landskaber omkring Varberg.

En dag besøgte vi planteskolen på billedet. Meget nydelig og meget svensk, som det ses på billedet.


Planteudvalget var ikke så forskelligt fra det, vi kunne få i Danmark, og det var egentlig heller ikke for at købe, vi var der. En meget fin lille bunddækkeplante med lyseblå stjerneformede blomster havde vi dog ikke set før, og den kunne vi ikke stå for. To forkælede kattes bagage levner ikke så megen plads til vi mennesker - og slet ikke til ekstra indkøb, men de to små planter fik vi moset ind.

Da vi kom helt hjem, fik de plads i en af havens krukker, men efter den kolde vinter 2009/10 var de væk. Ærgerligt! Vi savnede vores små fine blåblomstrede planter.

På plantemarkedet i botanisk have for et par uger siden fandt jeg dem igen. De hedder Isotema fluviatilis - på dansk blåkryb. Jeg ved ikke, om det er samme sort som vores egenimport, men den ligner. Denne hedder 'Country Park'.

Foreløbig har de fået plads i et par krukker, men en af dem skal nok flyttes til et af bedene, hvor der formodentlig er mere vintersikkert.

I denne krukke er der foruden planterne (hjertegræs, en lyslilla vårfloks, som er næsten afblomstret på billedet, en lille husløg og den nye blåkryb) en masse Leca-sten og nogle stykker lava.

Lavaen er også af egen import, dels fra Etna, dels fra Vesuv. Den har ligget i en vindueskarm i årevis, men er meget mere dekorativ i krukken.

Citater om katte #4

Der er kun to muligheder for at flygte fra livets elendighed: Musik og katte.

Det vides ikke, hvem der har sagt dette, men det kunne have været mig. Og alligevel ikke i betragtning af, at jeg ikke synes, livet er usselt. Men det vigtigste i livet for mig (lige bortset fra familien) er nok musik og katte, så på den måde er jeg enig i citatet.

Illustrationen er fra et gammelt postkort. Det er sendt i 1919 til "Kjære lille Maud" fra "Bedstemoder". Det er faktisk noder, de to katte kigger på. Det er godt nok ikke så let at se i skanningen.

Jeg har en lille samling af postkort med kattemotiver. Det startede i Paris for 20-30 år siden, hvor vi fandt en postkortbutik i Rue du Dragon - mon den er der endnu? Postkortene var delt op i motiver, og jeg gik helt grassat i katterubrikken. Der var bare så mange med de mest fantastiske kattefotos.

Det gamle kort har jeg fundet senere på et antik/loppemarked.

Maj-mad

Vi har smovset i aften i nye Samsø-kartofler. Jeg var rigtig tidligt på torvet i morges - jeg var vældig stolt af mig selv, fordi jeg var så fornuftig.

Det er de første nye kartofler, vi har fået i år, serveret med røget makrel og en klat pesto eller smør. Mums! Og så bliver kartoflerne endda endnu bedre senere, der er ikke så vildt megen smag i de tidlige. Men den der er, er god!

Rabarberne skal bruges til chutney. Jeg lavede også sidste år efter en opskrift, jeg fandt på Gastromandens blog. Det blev vildt godt og slog ikke til ret lang tid. Nu laver jeg en dobbelt portion.

Radiser, agurker, et par bundter liljekonvaller og et par bundter engblommer røg også i kurven. Min sjæl, hvad vil du mere?

Vand i haven

har været et must i en del år efterhånden. Det har jeg nu taget helt køligt. Vores have er så lille, at fuglebadet måtte være nok, syntes jeg.

Indtil sidste sommer, hvor jeg lod mig friste af et lille springvand. Det bliver drevet af solceller, så det springer kun, når solen skinner, men det har jo været et usædvanlig flot forår, og vi har haft rigtig megen glæde af springvandets lette rislen.

Beholderen er en gammel henkogningskedel, som har været min mors. Jeg brugte den for mange år siden til at farve garn i, men den har stået ubrugt i vores udhus alt for lang tid. Jeg synes, den er perfekt til springvandet.

Citater om katte #3

Hunde kommer, når man kalder på dem. Katte tager imod besked og vender tilbage. Citat: Mary Bly

Sådan er det lige præcis med Lilit (den søvndrukne kat på billedet). Vi kan kalde på hende lige så tosset, vi vil, men hun kommer kun, når det passer hende.

Vi har somme tider været ved at gå ud af vores gode skind, fordi vi ikke kunne finde hende (også selv om hun er indekat, så der er grænser for, hvor hun kan være), og pludselig kommer hun nok så nonchalant spadserende helt uvidende om, at hun har været savnet.

Som sædvanlig er Sarantoya anderledes. Hun kommer faktisk ret tit, når vi kalder. Sikkert fordi hun mener, at det må være spisetid.

Kunst og børn

Både på Louisiana og Aros var der dejlig mange børn, og det lader til, de får noget ud af at kigge på moderne kunst.

Om denne skulptur af Joel Shapiro på Louisiana hørte vi en ca. 5-årig pige sige: "Det er en giraf". Ikke "Det ligner en giraf", nej netop "Det er en giraf".

Skulpturen er i øvrigt uden titel.På Aros stod en 8-9 årig pige sammen med - tror jeg - lillesøster på ca. 2 år og kiggede på Im Flügelschlag der Schwäne (I svanernes vingeslag). "Kan du se svanen?" spurgte den store den lille. På det tidspunkt havde jeg ikke selv set svanerne, men jeg fandt dem -tror jeg da.

Det, jeg godt kan lide ved Jorns billeder, er lige præcis, at man kan kigge på dem i lang tid og blive ved med at finde nyt. Og at det skaber en stemning i en - eller måske er det det humør, man er i, der er med til at fortolke billedet. Begge dele er godt.

Påskens kunst

Vi var til flere gode udstillinger i påsken.


På Aros så vi den store Jorn-udstilling og i tillæg Fredrik Raddum-udstillingen. Jeg har altid været glad for Jorn, og det var en meget fin udstilling, Aros havde sat sammen. Jeg kunne godt tænke mig at se den endnu en gang, inden den lukker.

Fredrik Raddum - nå ja... Det er da meget sjovt, men jeg synes, der er lidt for mange af hans værker, der beskæftiger sig med kunstnerens situation i samfundet. Det siger ikke mig som tilskuer så meget. Dorthe har skrevet om Raddum på sin blog et par gange, også med billeder.

Anderledes interessant er Holstebro Kunstmuseums udstilling med titlen Sjælens spejl. Udstillingen er den første i museets nye tilbygning, som sikkert helt bevidst virker ret anonym og dermed er en god platform for kunsten. Jeg var dog noget utilfreds med lyset - måske var der bare for mange pærer, der var gået ud? det håber jeg - men ellers var det en stor fornøjelse at se udstillingen.

Vi kiggede også på den nye opstilling af værker fra museets faste samling. Bl.a. værker af Tal R apropos min kunstdåse.

Jeg har reflekteret lidt over de forskellige udstillingers titler. Louisiana og Holstebro Kunstmuseum taler dansk med henholdsvis Picasso - fred & frihed og Sjælens spejl. Louisianas Hockney-udstilling hedder Me draw on Ipad, men her synes jeg, det har en funktion, at titlen er på engelsk. På Aros er man kun engelsksproget. D.v.s. Jorn International kan selvfølgelig med lidt god vilje være dansk. Fredrik Raddum-udstillingen hedder Get Lost. Gad vidst hvornår Aros får så megen selvtillid, at de erkender, de er et dansk museum?

Billederne er fra oven Asger Jorns Au commencement était l'image (I begyndelsen var billedet) og et udsnit (måske Jorn selv?) af samme billede. Derefter Carl-Henning Pedersens Ved stranden og til sidst Tal Rs Hyacint. Forhåbentlig er farverne ikke helt i skoven, men jeg garanterer ikke for noget.

Milde gaver

Uventede gaver gør altid glad. Jeg/vi har fået et par stykker af slagsen på det sidste.

Først fordi jeg havde sidste dag på Lystrup Bibliotek, hvor jeg i snart et år har haft en ugentlig arbejdsdag. Det har jeg været meget tilfreds med, blandt andet fordi jeg har fået lov til at lave noget af det, jeg godt kan lide. Men det havde altså en ende, og minsandten om jeg ikke fik en afskedsgave bestående af en fin kunstdåse + noget, der kunne fyldes i dåsen.

Dåsen er dekoreret af Tal R med et indianermotiv. Kendte de til min gamle indianer-interesse i Lystrup, eller var det bare godt ramt?

Jeg tror, de godt vidste, at jeg har adskillige søde tænder, og hele 3 poser mandler og nødder med forskellige "betræk" fra Summerbird fulgte med dåsen. Uhm!!! Den flotte blå er nødder med kaffe og praliné. Dem kunne jeg godt blive lidt afhængig af.






Kurven med specialiteter fra Claus Meyer har vi fået af Emma, fordi vi har passet hende i nogle af påskedagene. Jeg er altid glad for at passe den søde Emma, og det er bestemt ikke nødvendigt med gaver i den anledning, men det synes Emma - eller måske er det hendes mennesker - altså.

Og egentlig var det slet ikke en uventet gave, for vi får altid noget af Emma, når vi har passet hende - jeg havde bare ikke tænkt på det. Så jeg blev både overrasket og glad, og jeg glæder mig til den lækre mirabelle-marmelade, som jeg kender fra tidligere, og de andre specialiteter.



Sidste sommer skrev jeg, at Emma vist nok var 14 år, men faktisk er hun nu 17 år. Hun er sit gamle søde jeg, og virker fuldstændig rask.

Vi håber, hun sætter aldersrekord for katte. På billedet har vi gået tur sammen - jeg skal ind i vores eget hus, og Emma fortsætter op ad trappen.

Mozart-fan

bliver jeg nok aldrig. Hvis jeg var mere musikkyndig, så det muligvis anderledes ud, men jeg synes altså, det meste af Mozarts musik er noget letbenet - for muntert, springer af sted på alt for lette fjed og er nærmest irriterende i sin ubekymrethed.

Der er undtagelser. Jeg synes helt sikkert bedst om ham i mol, og hans Requiem (i d-mol!) er jeg endog meget glad for. Det hørte vi til symfonikoncerten i torsdags.

Først hørte vi Poulencs Gloria, som jeg ikke kendte i forvejen. Det er kirkemusik, men ikke lige typisk kirkemusik - det er så også fra 1959. Noget uegalt, syntes jeg, men spændende og flot sunget af sopranen Lina Valantiejute.

Hun var også med i requiemet, som jeg må have hørt et utal af gange. Straks fra de første toner følte jeg mig helt tryg og på kendt grund - det er utrolig smuk musik. Jeg spekulerede lidt på, om dirigenten Stefan Solyam praktiserede den lidt slankere orkesterlyd, der er så moderne netop nu. Under alle omstændigheder lød det godt.

Billetsanget til næste sæson startede i mandags. Jeg var - bevæbnet med en lydbog på mp3-afspilleren, strikketøj og taburet - med i køen foran Musikhuset, men Dorthe kom meget hurtigere igennem på nettet. Jeg nåede lige at få en kop kaffe og en småkage, så havde Dorthe billetterne i hus, og jeg kunne tage på arbejde.

Billedet tog jeg, da der var blevet delt numre ud. På Musikhusets facade kan man se nogle af de store bannere med hoppende symfoniorkestermedlemmer. Sidste år hoppede de også på billederne, og da var det meget sjovt med de alternative billeder, men nu må de godt finde på noget nyt - det er ved at blive lidt trivielt.

På tur med DSB

Da vi var på Louisiana i lørdags, var vi med tog. Det tager ikke ret meget længere tid, end når man kører i bil; når man kun er 2 af sted, kan det være billigere, og det er i hvert fald meget mere miljøvenligt. Som regel er det også rart og afslappende at køre med toget, selv om DSB ikke rigtig ved noget om god kundeservice - eller også praktiserer de det bare ikke.

Turen ud gik rimeligt. Det vil sige med for mange mennesker i toget, kun service fra serveringsvognen på en tredjedel af turen og kun en lille forsinkelse - og absolut afslappende.

Fra hovedbanen til Humlebæk kørte vi på kystbanen med det kriseramte DSB First, og det var nogle rigtig rare tog at køre med. De er jo også elektriske.

Hjemturen fra København var til gengæld mindre vellykket. Vi kørte med et af de nye IC4 tog. Egentlig udmærket indretning, men de laver et infernalsk spektakel. Hele turen var der en voldsom rumlen og støj i det dybe toneleje. Vi tog vores ørepropper på, men de hjalp ikke så meget, måske fordi støjen var i det lave register. Resultatet var en alt andet end afslappende tur, og desværre tror jeg, at de IC4 tog kan vænne mig fra at tage toget, hvis der ikke sker en meget væsentlig forbedring. Jeg synes ærlig talt, det er en skandale, at det er sådan noget skrammel, DSB har investeret i - øv, altså!

Inden hjemturen nåede vi at kigge lidt nærmere på Københavns Hovedbanegård. Banegårde er tit spændende, synes jeg. Nogle af de små stationer på Kystbanen er rigtig søde - billedet er fra Humlebæk, men hovedbanen er en af de allerbedste banegårde. Der er simpelthen så meget at kigge på, og man kan blive ved med at finde nye detaljer. DSB-manden øverst havde jeg for eksempel aldrig lagt mærke til før.

På udflugt

Picasso på Louisiana, det ville vi ikke gå glip af, og i går var vi på heldagsudflugt.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men Picassos kunst er altså noget særligt. Man ser det lige med det samme: Alle billeder og alle skulpturer er bare nødvendige. Det var en meget fin udstilling, Louisiana havde fået sat sammen - godt vi kom af sted.

Jeg tror ikke, det var tilladt at fotografere i udstillingen; jeg gjorde det i hvert fald ikke. Det nærmeste bliver et billede af de nyindkøbte akryl-øreringe med duer - der associerer til Picassos fredsduer.

Det var for resten lidt sjovt at læse om Picassos forhold til duer. Han syntes slet ikke, de kunne bruges som fredssymbol, faktisk mente han, de er grusomme dyr.

Louisiana havde også lige åbnet en ny udstilling med kunst lavet på iPhone og iPad af David Hockney. En rigtig sjov og spændende udstilling! Selvfølgelig er der forskelle, men jeg synes altså, det minder lidt om digital fotografering, og især er hans fokus på motivet noget, jeg kan genkende både fra mig selv og fra andre, der fotograferer.

Vi drak kaffe i caféen. Dorthe sprang kagen over og tog bare en banan, jeg fik en stor og lækker Sarah Bernhardt - og billederne er absolut inspireret af Hockney.
Der blev også tid til at kigge på Louisianas egne kunstværker. Max Ernsts skulptur Le Grand assistent har jeg altid været glad for, og jeg synes, den har været på Louisiana altid, men det er nok ikke rigtigt. Derimod har jeg ikke set Hockneys A Bigger Grand Canyon før. Man blev nærmest suget ind i værket, som kan ses på den officielle Hockney-side.

Det blev et indlæg med mange billeder, men det passer jo til emnet.

Nyt sjal færdigt

Jeg er blevet færdig med det sjal, jeg begyndte på, da jeg blev sur over, at jeg måtte pille min påbegyndte jakke op.

Garnet er Hjerte Kunstgarn. Jeg syntes, det så sjovt ud og købte et par nøgler, og så strikkede jeg bare løs, til der ikke var mere.

Kanten er strikket af et blødt strømpegarn. Jeg synes, den ensfarvede kantblonde samler sjalet fint.

Jeg har ellers flere garner - også beregnet til sjaler - liggende, men jeg havde bare lyst til at prøve dette.

Der blev et pænt stort sjal, som jeg tror, jeg beholder selv, ud af de to nøgler.

Jeg spekulerer lidt over, hvordan man får lavet et ligesidet sjal. Når man som med dette starter midtpå øverst, bliver overkanten længere end siderne, og når man starter i spidsen er det som regel omvendt. Egentlig tror jeg, jeg bedst kan lide det sidste.

Jeg har købt nyt garn til jakken. Grønt denne gang. Hvis det heller ikke ser ordentligt ud, vil jeg simpelthen ikke lave den jakke.