Store stemmer

Vi har allerede været til operabio to gange i 2009. Først så vi Massenets Thaïs med Renée Fleming i den store hovedrolle, og i dag så vi La Rondine af Puccini med Angela Gheorghiu og Roberto Alagna.

Originally uploaded by litherland

Renée Fleming var helt perfekt i Thaïs. Både sangmæssigt og skuespilmæssigt. Egentlig havde jeg troet, at handlingen ville være lidt fjern for mig, men jeg blev faktisk grebet af den, og der er meget mere indhold, end man umiddelbart skulle tro..

La Rondine - en rondine er en svale på italiensk - er som de fleste Puccini-operaer en historie om den umulige kærlighed. Gheorghiu var minsandten forkølet til opførelsen, men det kunne jeg nu ikke høre. Hun er min yndlingssopran - godt nok tæt forfulgt af et par andre. For nogle år siden gav hun en koncert her i byen. Billetterne var temmelig dyre, men de var hver en krone værd.

I La Rondine strålede husbond Alagna også. Han passede utrolig godt til rollen, og i slutscenen var han totalt opløst i tårer. Flot!

Det lykkedes mig ikke at finde et billede, jeg måtte bruge, med Angela Gheorghiu, men jeg kan godt lide teksten på plakaten, og heldigvis er det helt normalt nu, at opera også er godt teater. Det er The Mets udgaver af Thaïs og La Rondine eksempler på.

Kinamad

For efterhånden temmelig mange år siden kendte jeg kun kinesisk mad fra Kina-restauranter her i landet. Det var altid noget med, at man kunne få en hulens masse retter for næsten ingen penge. Generelt syntes jeg alligevel, at det var spild af pengene, selv om forårsrullerne da smagte lidt bedre end dem fra den lokale grill.

Efter 14 års kinesiske nytårsmenuer er mit syn på kinesisk madlavning et ganske andet.


Her er lidt flere billeder fra dette års kinesiske nytårsdiner.

På det pyntede bord står nogle af de kolde retter: I den største skål forrest en temmelig stærk kålsalat og ved siden af en meget lækker ret med kylling.

De dekorative teæg er et fast indslag i nytårsmiddagen.






Agurkesalat med forårsløg.



De varme retter var i år bl.a. ingefærfisk, en ret med kylling og cashewnødder, som vi har fået mange gange - det vakte almindelig jubel, da den blev annonceret! - og en superlækker ret med glasnudler. Jeg vil gerne have opskriften på både agurkerne og glasnudlerne.

Og endelig babaofan, som vi passer på at gemme appetit til.

Kinesisk nytår

Vi var til kinesisk nytårsmiddag hos en af vores gode venner i går - en nu 14 år gammel tradition. Faktisk gik vi fra rottens år ind i oksens år allerede for et par dage siden, men vi fejrede det altså først nu.

Traktementet er imponerende. Det starter altid med jiaozi, der udtales noget i retning af djawtser, og som lidt ligner ravioli. De symboliserer det gamle og det nye år, der forenes. Yderligere var der i år "kun" 5 varme retter og mindst lige så mange kolde. Plus desserten, som vi har lært at lave og har medbragt i de senere år.

Den hedder babaofan, og på engelsk kaldes den også eight-treasure rice. Den laves af bl.a. klisterrris, røde bønner og 8 forskellige frugter. De røde bønner skal forarbejdes til en mos, der bliver rørt med sukker og stegt i lidt olie. Den bliver så fyldt i klisterrisen med de 8 frugter, og det hele bliver dampet. Inden den bliver spist skal den hældes over med smeltet svinefedt. Det fik vi også allerførste gang, vi var inviteret til den kinesiske nytårsmiddag, men da jeg var den eneste i selskabet, der kunne lide det, er det blevet erstattet med sukkervand.

Det lyder meget besværligt, og det er det også, hvis man skal lave det hele fra grunden af, men heldigvis kan man købe færdig bønnemos på dåse, og så er det ikke så slemt. Jeg har i øvrigt en teori om, at madlavningen har skullet være så besværlig som muligt (ikke bare i Kina, man alle mulige steder), for så havde man kvinderne beskæftiget ved kødgryderne, så de ikke havde tid til at begynde på selvstændig tænkning og andre aktiviteter.

Der kommer flere billeder fra menuen de kommende dage...

Dansesko eller ej

Dans er endnu en sportsgren, som jeg er vældig glad for at kigge på. Jeg praktiserer den ikke selv af et par forskellige grunde. Dels mangler jeg en partner - dels vil jeg aldrig få mine fødder i et par dansesko.

Jeg var så heldig at være ung, da andefødder var moderne, og det syntes mine fødder vældig godt om. De fandt deres naturlige facon efter den meget pure ungdoms mindre behagelige fodtøj (konfirmationsskoene havde stiletter), og siden har de fået lov til at brede sig. Jeg har aldrig problemer med mine fødder!

Heldigvis kan man nu sagtens være sko-fetischist, selv om man vil have smarte sko med god plads til både fod og tæer. Nogle af yndlingsmærkerne er El Naturalista og Eject - og en gang imellem Bubetti - men velegnede til ballroom dans er de altså ikke.

Billedet tog jeg i går, da jeg var publikum til en venskabs-danseturnering. OK, det var ikke ligefrem topdans, men det var hyggeligt og sjovt, og det vigtigste var selvfølgelig, at Dorthes 7-årige niece deltog i rækken for børn, 6-7 år. Hun og hendes partner fik endda en 1. plads: TIL LYKKE, BENEDIKTE OG TOMMY!

Gamle grise

Russian folk dance
Originally uploaded by cats_in_blue

Dette billede, der ligger på Flickr og stammer fra VM i kunstskøjteløb i 2008, er blevet set af vildt mange mennesker de sidste par dage.

Først troede jeg, at det bare var, fordi EM finder sted nu, men de andre fotos jeg har fra sidste år, har overhovedet ikke haft samme succes.

Jeg er dog kommet i tanke om den sandsynlige forklaring. Ved den obligatoriske dans i torsdags var Ekaterina Rubleva, der er på fotoet, iklædt en ærmeløs kjole, der blev holdt oppe af smalle stropper. Under dansen sprang den ene strop uheldigvis, og som vores kvindelige kommentator sagde, så var der noget, der var ved at falde ud - som ikke måtte falde ud. Det gjorde "det" nu alligevel ganske kortvarigt, inden Ekaterina fik kjolen skubbet på plads, og igen med et citat - som jeg husker det - fra kommentatoren: "Jamen, så herregud da".

Mit gæt på billedets succes er, at der er en del der har syntes, at den lille hændelse var umådelig mere interessant end "Jamen herregud". De har ledt efter billeder på nettet af "begivenheden", og det er så her, mit billede har givet et hit. De har rigtig godt af, at hun her er helt anstændig!

Kunstskøjteløb

Jeg har aldrig selv lært at løbe på skøjter. Jeg har prøvet det et par gange, men opgav hurtigt, da jeg ikke kunne med det samme. Vist nok ret symptomatisk!

Men det forhindrer ikke, at jeg er vild med at se på det. Netop nu afholdes der EM i Helsinki. I marts sidste år var vi i Göteborg, hvor vi næsten boede i Scandinavium, hvor VM blev afviklet.

Denne gang må jeg nøjes med at se det på tv og har til formålet en fridag i dag (jeg skriver på bloggen i pauserne). Man må sige til Eurosports ros, at de sender meget. Selv isdansernes obligatoriske dans har været på programmet, og for ikke-fanatikere kan den sikkert virke noget ensformig. Vi tager det hele med, og netop i den obligatoriske dans kan man rigtig se forskel på parrene.

For et par år siden blev der indført et nyt pointsystem i kunstskøjteløb, og det er en klar forbedring, synes jeg. Nu behøver man ikke kun tælle vellykkede spring for at finde vinderen. Det kunstneriske har fået meget større plads. Det har Eurosports mandlige kommentatorer dog ikke rigtig opdaget - de løb vist også begge under det gamle pointsystem. Mon ikke de efterhånden bliver klogere.

Fotoet tog jeg i Göteborg, og det kan så passende samtidig være en hilsen og et TIL LYKKE til mr. Obama og USA i anledning af indsættelsen i går.

Jeg har også nået andet end fjernsynskiggeri. Har købt ind til rødbedesalat og har minsandten været lidt i haven. Det var næsten forårsmildt, og den store klematis har store knopper. Det kan den selvfølgelig sagtens nå at fortryde, men ikke i dag!

Biografture

I går så vi helt tilfældigt i fjernsynet uddelingen af Guldbaggen, Det Svenska Filminstitutets filmpriser, der nok svarer til vores Bodil. Og minsandten om ikke en film, vi har set, løb med en masse guldbagger.

Faktisk har vi set ikke mindre end 4 film i efteråret.

Ganske usædvanligt for os, vi plejer ikke at gå ret tit i biografen. Men jeg kan nu godt lide at komme i biografen, jeg synes bare, der er så mange dårlige og kedelige og uinteressante film.

De film, vi så i efteråret blev sjovt nok bedre og bedre. Vi startede også på nulpunktet med Once, som jeg har skrevet om før.

Så så vi den franske Pigen og ræven, der vel egentlig er en børnefilm. Den har smukke, smukke billeder, men historien er en blanding af eventyr og realisme, og jeg synes ikke, den fungerer 100% som nogen af delene. Det værste er dog den tykke morale, som instruktør eller manuskriptforfatter har fundet det nødvendigt at klistre på til sidst.

Næste forsøg var Burn after reading af Coen-brødrene. De lavede for en del år siden Fargo, som jeg synes er en yderst morsom film. Det er Burn after reading også, selv om den ikke helt når op på siden af Fargo. Vi var de eneste i biografen til en eftermiddagsforestilling, og vi lo himmelhøjt af filmen, der nok må betegnes som en parodi på en spændingsfilm. Underholdende, men en hurtig glemt film.

Og endelig så vi så Maria Larssons evige øjeblik af Jan Troell, og der har jeg ikke en eneste indvending. Der er en god historie, der skal fortælles i den film, og det bliver den med super skuespillerpræstationer (af bl.a. Mikael Persbrandt=Gunvald Larsson i Martin Beck-filmene) og en lige så super fotografering af bl.a. Jan Troell selv.

Jeg begriber simpelthen ikke, at ikke alle synes, det er en gribende og vedkommende og smuk og en hel masse andre superlativer film. Men sådan er det ikke. På Scope får Once faktisk flere stjerner end Maria Larsson. Godt at det svenske filminstitut var enig med mig! Filmen fik ikke mindre end 5 guldbagger.

Frilørdag

Danmarks Keramikmuseum har længe stået på listen over de steder, vi gerne ville besøge, og i dag fik vi gjort alvor af det. En medvirkende årsag til, at vi kom af sted netop nu, var, at der er en særudstilling med Eva Brandt, en af de bornholmske keramikere vi besøgte i juni 2008.

Hendes udstilling hedder "Talking Pots", Eva Brandt er blevet inspireret på rejser i Mellem- og Sydamerika og i Santa Fé i New Mexico, USA - og krukkerne taler i hvert fald til mig. Jeg synes, de fleste af dem udstråler ro og harmoni, de er meget dejlige og ikke bare dekoration.

Der er i januar med også særudstilling med Anne Fløche, og den er bestemt også god. Bl.a. kunne jeg godt lide de små værker, hun kalder "Sletten".

Endelig var der udstillinger fra museets egne samlinger med for os både kendte og ukendte navne og i gode opstillinger. Vejret inspirerede ikke til spadsereture i haven, men vi kunne godt se, at vi gik glip af noget, så vi vender tilbage inden alt for længe.

Der er selvfølgelig også en butik på museet, men jeg er sat på sparetilstand i januar efter nogle store udgifter i december (- det var ikke julegaverne), og jeg holdt mig i skindet og købte overhovedet ikke noget!

La Baker

Josephine Baker with Her Leopard, c.1930-32
Originally uploaded by discoverblackheritage

"Looking for Joséphine" hedder den musical, der i disse dage vises i Musikhuset i Århus, og den kan jeg varmt anbefale.

Skøn musik, meget professionelle medvirkende, der virkelig kan danse, synge og agere, og en handling, der indeholder både alvor og sjov, en fantastisk hovedrolleindehaver, Nicolle Rochelle (når jeg får tid, vil jeg finde nogle videoer på YouTube med den rigtige J.B. for at se, om hun var lige så god. Men lige nu bruger jeg bare bloggen til at vågne op på - skal til møde på det ukristelige tidspunkt kl. 8!!!) og endelig den sødeste lille pudel - jo, det var en dejlig oplevelse.

Mit kendskab til Josephine Baker, som musicalen bl.a. handler om, begrænsede sig nærmest til, at hun optrådte i bananskørt og var med i den franske modstandsbevægelse. Jeg vidste ikke engang, at J'ai deux amours - som jeg ellers holder meget af - var et af hendes store numre.

Nu ved jeg meget mere, bl.a. at hun optrådte med sin gepard (selv om der står leopard ved billedet, så er det tydeligvis en gepard), der gik frit rundt på scenen og terroriserede orkestret i orkestergraven.

P.S. Looking for Josephine vises også i aften, så det kan lige nås at få billetter, hvis der altså ikke er udsolgt.

I selskab med Erik A. Frandsen

Endelig fik vi taget os sammen til at se Erik A. Frandsen udstillingen på Aros. En interessant udstilling med værker lige fra de unge år til nu. Han er en kunstner, der har udviklet sig meget, og sjældent har jeg set en udstilling, hvor man i den grad kan aflæse kunstnerens alder i værkerne.

Jeg kan helt sikkert bedst lide billederne fra hans ungdom. Som ældre er han blevet for privat og dermed også mere uinteressant, synes jeg. Billederne betyder sikkert meget for ham selv, men ikke for mig som betragter.

Faktisk har jeg engang ejet et lille billede af Erik A. Frandsen. Jeg blev ligesom hurtigt færdig med at se på det og solgte det. Nu ved jeg hvorfor.

Heldigvis var de allernyeste værker anderledes. Her er han næsten blevet superrealist både i store malerier og i mosaikker (!) De værker er spændende.

På det øverste billede er vi selv elementer i Frandsens dobbelte - eller i dette tilfælde, hvor han har arbejdet med spejleffekter - mangedobbelte rum. Det nederste billede viser en af mosaikkerne.

Så var det Zoogins fødselsdag...

Vores kattefødselsdage ligger tæt i de sidste par måneder af året, og i går var det Zoogins tur - 9 år blev han minsandten. Jeg havde bare ikke tid til at blogge, for vi var på besøg hos Uzuri i Randers.

Zoogin blev født i Lilits første kuld, og han blev den eneste søn, hun fik. Han var en supersød killing og blev en superdejlig kat, som siden han var gammel nok til det, har nydt livet hos Liza og I.C.

Apropos Lilit, så fyldte hun 11 d. 11. december. Billedet er selvfølgelig fra dengang. Zoogin er bare 2½ uge gammel, og faktisk havde han ikke engang fået navn endnu på det tidspunkt, men blev bare kaldt 2eren.

Til lykke, Sarantoya

Godt nok er det juleaftensdag, men det er altså også Sarantoyas 8 års fødselsdag, og da det nu er sådan en dejlig lys dag, syntes jeg, der skulle et fødselsdagsbillede på bloggen.

Det skal nemlig helst være en lys dag, hvis man skal fotografere sine katte indendørs uden flash - og det plejer at blive bedst. Så dagen burde være perfekt, men solen kan forårsage andre problemer.

Når solen rammer kameraets objektiv, kommer der nemlig tit en lille solrefleks et eller andet sted. Den farer rundt, alt efter hvordan kameraet bevæges - og det er bare sjovt at se på, synes kattene. Altså kigger de tit på solpletten i stedet for på fotografen, og det er også tilfældet med dette billede. Det blev ikke til så mange billeder, men det blev i hvert fald til lidt leg med solpletten - en ekstra fødselsdagsleg.

Til lykke, lille månestråle!!!

En julekaktus

Hvem siger egentlig, at det kun er grantræer, der kan iklædes lys ved juletid. Må en stakkels kaktus ikke være med?

Jo, det må den godt - eller det måtte den i hvert fald sidste år i Flensborg.

Desværre var vi kun i nærheden af kaktussen, mens det var lyst. Den var sikkert meget flottere i mørke.

Honning hjerterne var vist mere dekorative end delikate. De så rigtig godt ud, når de hang mange sammen.

GLÆDELIG JUL til bloggens læsere

Juleudstilling

For +30 år siden tog man på juleudstilling - i hvert fald i min familie. Jeg kan huske det, fra jeg var ganske lille, med store nisselandskaber, hvor en masse forskellige ting bevægede sig, hele grise optrådte i diverse tableauer i slagterens vindue, og selvfølgelig var der masser af lys. Måske blev der også købt lidt gaver, men sådan som jeg husker det, var det vinduesudstillingerne, der var det væsentlige.

Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg var på bytur. Juleudstillinger er vist ikke noget must mere. Den store forskel er nok, at hvis man vil se noget i en butik, så går man ind i den. Det er ikke nødvendigt at udforske vinduerne først.

Det var også påfaldende, at i nogle butikker er man ved at være
færdig med julen. I hvert fald i Magasin er det meste af juleudsmykningen pillet ned og solgt! - eller også er det, fordi der er hold i rygterne om, at Magasin lukker efter jul.

I øvrigt var det helt vidunderligt vejr til at gå rundt i byen. Fotoapparatet kom i brug et par gange. Billedet til venstre er et af resultaterne. Det er taget fra Clemens Bro mod Hans Krulls gode gavlmaleri, Mågekysset.
Sådan kan jeg godt lide byen!

Fausts fordømmelse

I går var det igen operabiodag, og denne gang var det Berlioz' Fausts fordømmelse, vi skulle se.

Dejlig musik og gode sangere og måske allermest et fantastisk kor, men denne gang gik overførslen til det hvide lærred noget ud over billedsiden. Der var tydeligvis eksperimenteret rigtig meget med video og anden teknologi, og det kom ikke til sin ret, tror jeg. Jeg savnede i hvert fald muligheden for selv at bestemme, hvor jeg ville se hen.

Selve historien om Faust kender jeg selvfølgelig, dog uden at have læst Goethe endsige set scenopførelser eller andre operaer. I denne fortolkning synes jeg, Faust er et skvat, der burde have et los i bagdelen. Han lægger bare ansvaret fra sig og skyder skylden på Mefistofeles. Fæ!

Bagefter skulle vi lige have lidt at spise og derefter købe julegaver, og vi fik da også købt nogle stykker, men forretningerne lukkede jo TIDLIGT - jeg savner altså somme tider (ret tit, faktisk) at bo i en STORby - så vi må på den igen.

En uventet gave

For et par dage siden fik jeg en dejlig påskønnelse.

Siden maj har jeg været konstitueret afdelingsleder på mit bibliotek. Det er ikke noget, jeg har ønsket, og det skulle egentlig kun være for et par måneder, men på grund af omstændighederne er det blevet forlænget et par gange. 1. januar skal jeg endelig tilbage til mit gamle virkeområde.

Men mine kolleger har åbenbart ikke lidt synderligt under mit regentskab, for i forbindelse med vores julefrokost fik jeg en gave - et par øreringe og noget lækker chokolade. Det var en stor overraskelse, og jeg blev rigtig meget glad, både for gaven og for tanken.
Chokoladen er spist, men her er et billede af øreringene. Stenene er røgkvartser. Det er en af mine favorit-sten, og en af mine yndlings-ringe er også med røgkvartser.

Mascara mareridt

Ja ok, mareridt er måske lidt overdrevet, men jeg har det altså ikke alt for godt med mascaraer.

Måske kan du genkende situationen: Man er kommet lidt for sent op, og så klumper mascaraen! Så overvejer man, om man skal starte helt forfra eller om det er muligt at reparere - det tager yderligere tid.

Jeg er ikke blevet begavet med specielt flotte øjenvipper og har brug for det hele: Farve, fylde og længde. Jeg har derfor brugt mascara hele mit voksenliv, og jeg tror ikke, jeg har prøvet et eneste mærke, der ikke har drillet på et eller andet tidspunkt. Indrømmet, nogle mere end andre, men ingen helt problemfri, hvis de altså vel at mærke også har en effekt. Måske er det mig, der ikke kan finde ud af at lægge den på, men det hjælper sådan set ikke så meget.

Den, jeg bruger p.t., er indtil videre en af de bedre, så den fortsætter jeg nok med et stykke tid.

Ferie slut dut

Vores decemberferie er slut! Arbejdet kalder igen - dog heldigvis med en sen vagt i dag, så det er en blid start - men jeg burde faktisk have endnu en uges ferie, for jeg fik ikke købt mere end en enkelt julegave. Og hvornår skal der nu blive tid til det?

Nå, vi fik i hvert fald hygget os godt og grundigt. De sidste dage var vores veninde fra Biblioteksskolen, Lise, på besøg, og lørdag tog vi alle til julemarked i Flensborg.
De er godt nok gode til julemarkeder og
-hygge, de tyskere. Selv om det var den 6. december, så flokkedes de (sammen med masser af danskere og en del svenskere) ved alle boderne med punsch. Vi skulle selvfølgelig også smage, og den var god og STÆRK, skulle jeg hilse og sige. I hvert fald kunne det godt mærkes for sådan nogle som os, der ikke er vant til at drikke ret meget alkohol.

Hvordan det efter punschen lykkedes mig at lade være med at prøve de limegrønne Bubetti-støvler, er en gåde. Måske havde prissedlen noget med det at gøre.

Til gengæld gik vi lidt amok i en boghandel. Nej, på trods af min nye interesse for tysk litteratur er jeg ikke begyndt at læse tyske bøger på originalsproget - mine tyskkundskaber er nærmest ikke-eksisterende. Men de har bare så mange lækre kalendere. Jeg vaklede længe mellem en Dennis Hopper-kalender og en fotokalender med bjørnemotiver. Bjørnene vandt - lige som sidste år!

Vintersport og strikning

Vintersportssæsonen er for alvor startet i tv. Kunstskøjteløbet har været i gang et par uger, i sidste uge startede bl.a. skihop, og i denne uge har skiskydningen premiere.

Det betyder, at det er smart at have et strikketøj ved hånden og helst ét, jeg ikke behøver at kigge for meget på. Heldigvis vil Dorthe gerne have nogle nye sokker, og de er absolut velegnede til formålet. For vel 30 år siden strikkede jeg rigtig mange uldne sokker, så jeg er ret meget på hjemmebane. Dengang var det meget tit med sjove mønstre, men det klarer garnerne nu om dage, så jeg strikker bare løs.
Lige præcis i denne uge får jeg nu hverken set så meget vintersport eller strikket så meget, for vi har ferie, og så er der andre aktiviteter på tapetet.

Sneglepost

Det er ikke mange breve, man får i sin brevkasse mere. Jeg kan godt lide at få breve, men gider ikke selv skrive ret mange, når det er så meget lettere at sende en email eller en sms. Men i dag fik jeg et rigtig spændende "gammeldags" brev.

Da jeg var på Bornholm i sommer, købte jeg en silkebluse hos Bente Hammer i Nyker. Jeg er vildt glad for den bluse og kunne godt tænke mig at få en til i samme facon, bare med korte ærmer, hvor den jeg har er med lange. Jeg spurgte, om jeg kan få én syet, og det kan sagtens lade sig gøre. Jeg skal bare vælge, hvilket stof det skal være. Bare!!! Det er godt nok svært, når der er så mange lækre stoffer at vælge imellem.

Jeg fik tilbudt, at forrretningen kunne sende nogle stofprøver, og det tog jeg imod, for det er altså noget andet at føle på stofferne end bare se dem på nettet - og det var det brev, der kom i dag. På billedet ses nogle af stofprøverne, selv om billedet yder overhovedet ikke stofferne fuld retfærdighed. Farverne er meget smukkere i virkeligheden! Det er alt sammen silke i lækre kvaliteter, som er rare at røre ved, og som næsten ikke krøller.

Jeg har stadig ikke helt besluttet mig, men er vist nede på tre forskellige dessiner.