onsdag den 5. august 2020

Feriens dyr

Alle årets sommerhusdeltagere er glade for dyr, så da vi opdagede, at der fandtes en dyrepark i nærheden, kom den på vores program. Hjortdal Dyrefarm hedder den.

Jeg er noget ambivalent med hensyn til dyreparker og zoologiske haver, for det er unægtelig tit, at dyrene har for sølle forhold, synes jeg. På den anden side tror jeg, at parkerne kan være med til at skabe en interesse for naturen, og det er vigtigt. De store steder indgår i avlsprogrammer og hjælper til bevarelsen af truede dyrearter, men det gælder ikke de små dyreparker som for eksempel Hjortdal Dyrefarm.

Det var nu ikke det ringeste sted, jeg har set, blandt andet fordi en stor del af farmens dyr er husdyr. Får, geder, grise, heste og æsler blandt andet. De havde alle god plads.


Vædderen her var meget snakkesalig. Den er en repræsentant for verdens mindste fårerace, Quessant fåret, der stammer fra den lille ø Quessant ud for Bretagnes kyst. Det er ikke en fårerace, man ser på hver og hver anden mark.

Der var også mere eksotiske dyr som kænguruer. Både almindeligt farvede og albinoer. En af albinoerne havde er stor unge. Det var sjovt at se, hvordan den på forunderlig vis kunne folde sig helt ned i pungen. 

De allersødeste var polarrævene, som havde ikke mindre end fire små bedårende hvalpe. 

De voksne var tydeligvis vant til at blive kigget på, men de små var mere på vagt og forsvandt hurtigt ned i en af deres huler, hvis man bevægede sig for meget. Så det forsøgte vi at lade være med.

Både polarræve og kænguruer ville sikkert gerne have haft et større areal at færdes på, men de så ikke ud til at vantrives.


Men ellers så vi masser af dyr på enge og marker. Mest kvæg og heste, men også nogle får. Jeg tog et enkelt billede af nogle nysgerrige kvier, der kom stormende hen imod os, da vi havde været til solnedgang på Kollerup Strand. En enkelt af dem syntes dog ikke, at vi var interessante, så den blev bare stående og gumlede videre.



Det er ikke let at fotografere sort/hvidt kvæg med solnedgangen i ryggen. Egentlig burde billedet være endnu mørkere, men for at få et minimum af detaljer med, har jeg lysnet det lidt. 

En enkelt kat var så tæt på, at jeg kunne tage et billede. Jeg mødte den på Thorupstrand, hvor den søgte skygge under en bil.


1 kommentar:

Ellen sagde ...

Jeg har i de senere år ændret holdning til zoos og dyreparker over i retning af det, du skriver her - medmindre de har så meget plads som i fx Knuthenborg Safaripark, men små forhold bryder jeg mig ikke om.