søndag den 8. maj 2016

Mer' musik

- og mer' symfoniorkester


Man kan i hvert fald ikke beskylde vores symfoniorkester for ikke at komme ud blandt folk.

Lørdag var der markedsdag i Jægergårdsgade, og gaden var lukket for trafik. Til gengæld fyldte Århus Symfoniorkester, et kor og tre solister gaden med musik, nærmere betegnet med gadeoperaen Tusk, skrevet af Line Tjørnhøj.

Cirka midt i gaden stod dirigent Søren Kinch Hansen, mens musikere og sangere var placeret i hele gaden - i lejligheder, i butikker og caféer og i selve gaden. Langt fra alle kunne se dirigenten, men alle kunne via skærme følge dirigentens anvisninger.

Den orange paraply, man kan se på billedet af dirigenten, var vist den eneste paraply i det fine vejr i Jægergårdsgade, og den fungerede som solafskærmning.

Hvordan lød det så? GODT! syntes vi. Og det var spændende lavet. Man kunne vist ikke noget sted høre hele orkestret og alle sangere, men når man gik fra den ene ende af gaden til den anden, hørte man et rigtig flot forløb.

I tegneseriebutikken Stribeladen spillede tre af vores favoritinstrumenter:
Klarinet, violin og cello
Samtidig fungerede de mindre opstillinger af musikere som små særskilte koncerter, selv om de også var en del af helheden.

Det var altså ret genialt, man fik noget ud af det, ligegyldigt hvor i gaden man lige var.



Også mere utraditionelle instrumenter var med. Her en sav -
På dette foto kan man se den skærm, hvor savspilleren kunne følge dirigenten.

- og her vaskebræt sammen med andet slagtøj
Arrangementet - eller eventen som det hedder på nudansk - er en del af fejringen af Aarhus Unge Tonekunstnere AUT, der bliver 50 i år.

Der kommer flere arrangementer i den anledning, og det glæder vi os til.

Basunen er for resten også et favoritinstrument.

2 kommentarer:

Ellen sagde ...

Pudsig og anderledes ide at sprede musikerne over en hel gade - hvilket ikke havde kunnet lade sig gøre uden lidt moderne teknik, men jeg bliver så imponeret, når det bruges så kreativt som her.

eKirsten sagde ...

Det er jeg også. Og også over, at det fungerede så perfekt - sådan så det i hvert fald ud for mig som publikum.