Ferie uden katte, del 1

Jeg har vist ikke været på ferie uden katte i 20 år eller mere. Siden Lilit flyttede ind hos os i marts 1998, har vi kun været fra hinanden et par nætter, nemlig da Lilit var til parring i Svendborg.

Helt seriøst tror jeg ikke, hun kunne undvære mig. Især i de senere år var jeg bange for, at hun simpelthen ville holde op med at spise, hvis jeg ikke var sammen med hende. Det er anderledes med Sarantoya, hun er mere knyttet til både Dorthe og mig.

Et par dage før Lilit døde - men da vi havde taget beslutningen - opdagede Dorthe, at DRs symfoniorkester skulle spille Canteloubes Auverne-sange. Endda sunget af Veronique Gens, min yndlings-fortolker af netop Auverne-sangene. Jeg har faktisk lavet sammenlignende studier. Jeg købte billet, selv om jeg følte mig frygtelig troløs over for Lilit.

Københavnsk fortov
- parat til at blive travet endnu fladere af mig

Torsdag ankom jeg i skønt forårsvejr til hovedstaden. Jeg havde reserveret værelse to nætter på WakeUp hotellet (anbefales) tæt på banegården, men kom så tidligt, at jeg sagtens kunne få noget ud af dagen, inden jeg skulle til koncerten, så jeg gik straks ud i verden.

Jeg var i garnforretningen Sommerfuglen. Det er en dejlig forretning, men jeg købte nu kun maskemarkører, som jeg faktisk havde glemt at få med. Jeg var også hos Alida Marstrand for at få nogle af deres uovertrufne ingefærchokolader. Og jeg besøgte Bendixen Contemporary Art galleriet for at se værker af Anette Harboe Flensburg.

I Tivoli var der vældig aktivitet med at blive klar til åbningen

Nyhavn tog sig ud fra sin bedste side. Jeg stillede mig an sammen med alle de andre fotografer.

Jeg spiste en sen frokost - en meget lækker croque monsieur et-eller-andet på Voulez Vous? i Larsbjørnsstræde. Jeg var eneste kunde på det skæve tidspunkt, så jeg tog en selfie i det store spejl på den øverste etage.

Efter en vending på hotellet var det tid til at tage til koncerthuset.

Jeg var spændt på, hvordan salen var i forhold til vores symfoniske sal. Første indtryk var, at den er meget stor. Jeg tror, orkestermedlemmerne har fået rigtig god plads, men det havde jeg ikke, der hvor jeg sad. Det kneb lidt med benpladsen, selv om mine ben mildest talt ikke er af de længste.

Billedet er taget i pausen fra min plads. Højt oppe på det, der hedder terrasse A. Det er vist næstdyreste priskategori, men det er ikke der, jeg vil sidde næste gang. For højt oppe efter min mening, og udsynet var, som det ses på billedet, en smule begrænset. Jeg kom til at tænke på dengang, jeg gik til torsdagskoncerter, mens jeg studerede i København. Da sad jeg næsten altid på hønsepindene øverst, fordi det var billigst, men de her billetter var ikke specielt billige.

Vigtigere var det, at akustikken var god, dog ikke så krystalklar som i Århus. Og allervigtigst var det, at musikken var skøn. Det er altså dejligt at høre et fuldt orkester. Foruden de vidunderlige Auvergne-sange med den gode Veronique Gens blev der spillet to gange Ravel (hans Sheherazade også med Gens) og Bartoks Den Forunderlige Mandarin, som var helt forrygende. Jeg blev helt høj, og da jeg stod og ventede ved garderoben - inkluderet i billetprisen ligesom programmet - kunne jeg høre, at det også gjaldt mange andre, bl.a. en del unge mennesker.

På vej fra koncertsalen til metroen havde jeg et flot vue til en fantastisk måne bag kraner. Det må have været skræddersyet til mig.