fredag den 16. maj 2014

I lilla uld


Endelig har jeg fået min lilla kofte (det hedder modellen) helt færdig og syet sammen og foreviget og alting.

Jeg har strikket af Jo Sharp Silkroad DK Tweed, 85% uld, 10% silke og 5% kashmir. 435 g brugte jeg. Ærmekanterne er i Ramillas Luksusgarn i en gul, der er præcis magen til nogle af nisterne i tweeden.

Modellen er ret løs, men med tætsiddende ærmer. Det er jeg meget tilfreds med.

Nu er jeg i besiddelse af 3 uldne overdele. Denne med 3/4 ærmer, en jakke også med 3/4 ærmer og en sweater med lange ærmer. Det burde være tilstrækkeligt med uldne trøjer til mig, der ikke er ubetinget begejstret for at gå i uld. Der er da heller ingen af de tre, der er fuldstændig kradsefri, men jeg kan holde ud at går med dem alle. Når det altså ikke er for varmt. Det er det nu, så trøjen måtte fotograferes uden indhold.

Der er bare det, at jeg er i gang med endnu en ulden sag, min såkaldte spisebordstop. Den har jeg været i gang med i over et år. Det er ikke fjernsynsstrik, for jeg strikker med for mange nøgler samtidig, og den har ligget i dvale et stykke tid, men jeg har lige genoptaget strikningen af den. Faktisk tror jeg, at det uldgarn (Karen Noes Country Casual), jeg strikker af, måske ikke kradser. Håbet er som bekendt lysegrønt.

Ingen kommentarer: