tirsdag den 3. december 2013

Julebyen Lübeck

Der er mange julebyer, og Lübeck er så afgjort en af dem.

Holsteintor i tørvejr.

Vi var der på en endagstur i fredags. Desværre har jeg måske lagt mig ud med vejrguderne. Jeg kom til at skælde en smule ud over den forrige storm. Jeg havde bare bestilt en god omgang blæst den pågældende mandag, fordi jeg så ville prøve at finde rav dagen efter. Jeg havde overhovedet ikke nævnt storm - på ære! I fredags havde jeg bedt om frostfrit og tørvejr, det sidste ønske gik mildest talt ikke i opfyldelse. For resten fandt jeg heller ikke noget rav.

Russiske Fader Frost fik jeg foreviget,
inden der blev nedlagt forbud.
Regnen dirigerede lidt vores færden i julebyen, men vi ville nok under alle omstændigheder have set udstillingen "Was macht der Zebra an der Krippe" i St. Annen Museet om julen hele verden rundt og også i forskellige kulturer. Det var en rigtig fin udstilling, og jeg fik taget nogle enkelte fotos, inden en skrap dame sagde, at man ikke måtte fotografere. Hun havde en god hørelse og kom straks springende, hvis man dristede sig til at tænde sit kamera.

Der var meget andet, som vi gerne ville have set på museet, og vi ville også gerne have set mere på selve byen. Det første nåede vi ikke; det var jo på grund af de mange julemarkeder, vi var kommet. Og det andet forhindrede regnen næsten.

I Heiligen-Geist-Hospital
Men vi fik besøgt flere af markederne. I Sankt Petri var der en masse fint kunsthåndværk. Hvordan jeg slap derfra uden indkøb er en gåde. Det passer nu heller ikke. Faktisk købte jeg nogle kort, blandt andet med katte.

Det mest stemningsfulde marked, vi besøgte, var det i Heiligen-Geist-Hospital. Både under hvælvingerne i kirkeskibet og i de bittesmå stuer for syge og gamle havde kunsthåndværkere fra mange forskellige lande deres fine ting til salg.

Regnen forårsagede, at vi måtte ind på en café for at få kaffe. Wiener Caféhaus var nærmest, og de får ingen klager hverken over kaffen eller over kagerne.

Mens vi drak kaffe holdt regnen endelig op, og vi havde lige tid til at komme forbi det traditionelle marked på markedspladsen.

Der var den sædvanlige tyske julemarkedsstemning med lys og snak og varme drikkevarer.

Der var selvfølgelig også adskillige boder med brændte mandler, og tænk, så mange forskellige slags der findes. Endelig fik vi formøblet lidt euroer. Jeg købte nogle med rom, inden vi blev nødt til at vende snuden mod banegården.

På vejen kunne vi beundre noget mere juleudsmykning i gaderne og Holsteintor i svag aftenbelysning.



Én dag i Lübeck er langfra nok. Vi har været der før, men det er temmelig lang tid siden, og vi kunne godt tænke os en lidt længere ferie i byen. Vi kunne også godt tænke os at komme til julemarked igen. I tørvejr, tak!

Ingen kommentarer: