Først så vi i operabio Sjostakovitj' Næsen, der havde premiere i 1930. Historien er hentet fra en novelle fra 1836 af Gogol. Jeg kendte den faktisk godt i forvejen, for den er udkommet som billedbog, illustreret af Gennadij Spirin, så jeg har læst den i min tid som børnebibliotekar.
Jeg synes, det er en meget spændende opsætning, The Met har lavet. Hele produktionen understreger den absurde historie, der på trods af absurditeten også er spækket med både satire og humor, og Sjostakovitj' spændstige og mangestrengede musik. Jeg hørte nogle, der mente, at det slet ikke er musik, men jeg tror, de bare skal høre noget mere 1900-tals musik i almindelighed og Sjostakovitj i særdeleshed. En masse stjerner fra mig.
 |
| Parat! |
Et par dage efter så vi Janáceks opera Katja Kabanova opført af Den Jyske Opera. Den havde premiere i 1921. Forlægget til librettoen er et skuespil, Stormen, af Alexander Ostrovskij.
Straks fra ouverturens første toner var vi klar over, at det er en helt vidunderlig musik. Den er først og fremmest smuk og hjertegribende, men indeholder også en masse andre stemninger. På en mærkelig måde syntes jeg, den er lidt i familie med noget andet af min yndlingsmusik, Canteloubes sange fra Auvergne.
Jeg har senere læst, at Janácek bliver kaldt Tjekkiets Puccini. Det kan jeg godt tilslutte mig.
Titelrollen blev sunget fantastisk godt af den tjekkiske sopran Pavla Vykopalova, men i det hele taget var det en god opførelse med gode sangere, god dirigent og orkester og fin om end enkel turnescenografi. Jeg har ikke tidligere været begejstret for Den Jyske Opera, men det er jeg for Katja Kabanova. Endnu flere stjerner til den.
For en gangs skyld slår den levende opera operaen i biografen. Var det i øvrigt ikke noget for The Met at få Katja Kabanova på repertoiret?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar