Jeg er glad for anemoner. Det er en beskeden og uprætentiøs blomst, synes jeg; der er ikke så meget pjat med den. Meget harmonisk.
Der er selvfølgelig adskillige i vores have. Den på billedet, Hepatica Nobilis, er min yndling, men der er også hvide anemoner.
De hvide vækker minder om vores allerførste kat, Bitsjka. Hun elskede at være med os i sommerhus, hvor hun kom ud i sele. Allerbedst var det om foråret, mens anemonerne - og dem var der mange af ved mine forældres sommerhus - blomstrede. Da sommerhuset blev solgt, tog vi nogle anemoner med hjem og plantede dem i vores "skovbund" i forhaven. På mystisk vis har de bredt sig til den blå have på den anden side af huset, og der får de selvfølgelig lov til at blive sammen med de to blå anemonearter.
Om efteråret er der lyserøde høstanemoner i forhaven. De er måske for høje til at blive kaldt beskedne, men harmoniske, det er de.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar