søndag den 16. november 2008

Vinterforberedelser i haven


Som sædvanlig er jeg lidt sent på det med at få kørt haven i vinterstilling, men nu er jeg startet.

Vi har ikke noget velegnet sted til de krukker og planter, der ikke er så frostegnede. Sidste år tog jeg det lille oliventræ og mine to duftgeranier ind i husets køligste rum, men det kunne de ikke lide. De smed alle blade, men overlevede dog.

I år har jeg investeret i fiberdug, og i dag blev nogle af planterne så iklædt vinterfrakke. Det er utroligt, hvis den tynde dug kan gøre en større forskel, men nu bliver det afprøvet. Også den nyplantede blåskæg blev pakket ind.

Ellers har det været en slapperdag - lige bortset fra en gang tøjvask. Bl.a. med genhør med gamle cd'er. Især Tuxedomoons Desire. Den er fra 1978, men den holder minsandten godt.

Jeg prøvede at finde noget Tuxedomoon på YouTube, men lyden er altså ekstremt dårlig på det meste. OK, vores pc er ikke lige beregnet til at høre musik på, men alligevel. På denne med et af de rigtig gode numre - Jinx - er lyden dog hæderlig. Til gengæld er billedsiden fortænkt, synes jeg.

Ingen kommentarer: