Det investerede jeg i

Som nævnt kunne jeg ikke helt dy mig på strikkefestivalen:

Her ligger det indkøbte garn på strikkekurvens låg. Der er mest Country Casual fra Karen Noe. Jeg kan godt lide de douce farver, og de modeller, der var strikket af det, var lækre at føle på. Garnet udgår åbenbart, så det var på tilbud. Jeg købte 8 forskellige farver, og jeg aner ikke, hvad det skal bruges til.

Jeg kan jo også godt lide skrappe farver, og det var farverne, jeg faldt for i de to bundter Gepard angora. De skal sikkert bare bruges som effekt.

Endelig er der også et bundt af den lækreste bløde, mellemgrå babykameluld. Beregnet til den sædvanlige babyundertrøje, men den medfølgende opskrift havde en fin variation, som jeg glæder mig til at prøve - men det kan godt ske, det bliver i noget andet garn, og så bliver babykamelulden også til noget andet. Kommer de små babykameler egentlig ikke til at fryse, når man tager deres uld? Jeg får helt dårlig samvittighed.

P.S. Keramik-knapperne fra Buttonmad var slet ikke til at stå for. De er lavet i Sydafrika, og der var bl.a. alle mulige og umulige dyr. Det var MEGET vanskeligt at vælge. Men dem, jeg købte, var der kun et enkelt ark tilbage af - det hjalp på beslutningsprocessen. Sandsynligvis havde sælgeren flere i kufferten :-) Jeg er nødt til at strikke et eller andet specielt til disse knapper.

Strik og snak

Så har jeg prøvet det med - at være til strikkefestival. Det foregik på Fanø i weekenden. Allerede ved færgelejet fredag aften kunne vi se masser af biler fyldt med kvinder, hvoraf en del også promenerede i egne kreationer.

Den lille porcelænsfigur, som vi så i en butik, kunne godt have været logo for festivalen. I hvert fald hvis det faktisk er en Fanø-pige.

Vi er så heldige, at Annett "kender" et sommerhus på Fanø, og så blev vi inviteret med. Vores sommerhus lå i et skønt område i Fanø Bad (ja, det hedder området altså) et par kilometer fra Nordby. Jeg tror nok, det var den strand, hvor jeg blev godt forbrændt, sidste gang jeg var på Fanø - for 45 år siden, da jeg var ung og forfængelig og troede, at jeg burde være solbrændt. Siden er jeg heldigvis blevet klogere.

Bedømt på tilstrømningen var festivalen en stor succes. 6000 kvinder - var der nogen mænd? - skulle der have været. Nogle sagde endda 8000. Og som de kunne snakke. Når man nærmede sig et af de huse, hvor der var en workshop, var der en kvidren og knævren og grinen.

Der var selvfølgelig rig mulighed for at få fyldt garnlageret op. Det trænger mit lager ikke til, men ikke helt overraskende kunne jeg ikke nære mig, og der kom en fyldt pose med hjem. Jeg fik også lidt nye ideer, og det var egentlig det, jeg var mest på udkig efter.

Det mest innovative var norske Duodus modeller. Lavet til høje, åleslanke kvinder, men måske kan det alligevel give inspiration også til vi andre i normal eller rund facon. "Kraven" på billedet kan jo da bruges af alle staturer, og det hele var i hvert fald spændende og flot.


Jeg er nødt til lige at have et billede med fra min søndagsmorgentur. Det var helt vidunderligt at gå i solopgangen og se soldisen lette.

Ditmarsken

Her ses mine fødder i et par badetøfler fra Hotel Berlin i Heide i Ditmarsken, hvor Dorthe havde inviteret familie og venner til ikke-fødselsdags wellness-weekend for godt en uge siden.

Sådan nogle badetøfler er åbenbart standardudstyr på nutidens hoteller. De havde dem også på Fakkelgården, men dengang tog jeg dem ikke med hjem, og det fortrød jeg. Så denne gang huskede jeg det. De er godt nok ca. størrelse 44, men ellers er de rare nok at have på.

Der var også hvide badekåber til alle gæster - nok ikke til at tage med hjem. Det gjorde vi i hvert fald ikke. Det så lækkert ud, når man mødte nogle af de andre i selskabet iført hele udstyret på vej til eller fra wellness. Det var en dejlig weekend - vi var jo også i godt selskab.

Hotellet kan der siges både godt og dårligt om. Wellness-området var dejligt, værelserne var ok, og vores morgenbuffet var absolut fin. Men middag til 30 gæster kunne restauranten tydeligvis ikke håndtere (vi var nødt til at vælge vinen efter, hvad der var nok af - særpræget!), og så havde vi en ubehagelig oplevelse med en særdeles uforskammet manager på hotellet - se Dorthes blog. Altså ikke nogen ubetinget anbefaling til hotellet.

Det er der derimod til området. Marsken var bare spændende, og vi må bestemt tilbage.
Da jeg var barn, hørte jeg St. St. Blichers novelle Telse i radioen, muligvis i en dramatiseret version. Det gjorde et stort indtryk på mig, og siden har jeg læst Telse mange gange; i det hele taget kan jeg godt lide Blichers noveller. Telse foregår i lige præcis det område, vi var i, og for mig gav det faktisk en ekstra dimension.

Jeg må også tilbage for at få taget nogle billeder. Det forsømte jeg på det skammeligste denne gang, og det var bestemt ikke vejrets skyld. Vi sad udendørs på en ølstue i Heide ved midnatstid - uden overtøj og uden at fryse. Men vi var jo også taget sydpå :-)

Fuglekigger

Som nævnt er jeg ikke særlig god til at få øje på og kende de forskellige fugle, men somme tider er der nogle, jeg ikke kan undgå at få øje på.

Det gjaldt en lille fugleflok ved Grenen. Vi kiggede på den i lang tid og tog nogle billeder, men vidste ikke, hvad det var for nogle fugle.

Desværre er fuglebøger og andre naturførere ikke standardudstyr i kommunens sommerhuse, men da Annett kom på besøg, havde hun fuglebøger med. Efter granskning af bøgerne, mente vi, at fuglene på Grenen nok var islandske ryler, og det blev senere bekræftet af Annetts mor, der er fugleekspert.
Det nederste billede af de islandske ryler er Dorthes.

En smuk skumringsaften var vi på fugletur til Jerup Strand, hvor der skulle være masser af fugle, havde vi læst. Det var rigtig nok. Ud over diverse uidentificerede rovfugle og måger så vi i hvert fald masser af præstekraver (de er lette at kende) og vist nok almindelige ryler (billederne). Og flere andre, som vi ikke ved. hvad var.

Vi havde vores kikkerter med og følte os meget amatørornitilogagtige. Hvis man er bare lidt fugleinteresseret, kan vi absolut anbefale Jerup Strand.

Hulsig Hede

Jeg mener selv, at jeg er mest bymenneske, men der er nu alligevel noget natur, der kan tage pippet fra mig. Som regel flade landskaber, har jeg lagt mærke til. Som vadehavet eller Hulsig Hede lige syd for Skagen.


Jeg synes, den er både smuk med de grå klitters grågrønne farver - og da vi var der i august også lyngens lilla - og spændende. Der er en del små søer på Hulsig Hede, og de er helt fantastisk dybblå. Jeg opgav at fotografere dem, for alle vil alligevel tro, at jeg bare havde skruet for meget op for farvemætningen i billedbehandlingen. Men jeg har dem på nethinden!

Faktisk er landskabet ikke så fladt endda. Nogle af klitterne er ganske høje. Der er endnu et par billeder fra Hulsig Hede på Flickr.





Der skulle være en masse forskellige fugle på heden, men vi er vist ikke så gode til at få øje på dem. Derimod så vi en blå sommerfugl, som måske var en ensian blåfugl. Den skulle leve på Hulsig Hede. På den anden side er der så mange blåfugle, og de ligner allesammen hinanden, synes jeg.

Vi så også en lille død muldvarp. Den var så blød, så blød og så ud, som den bare sov.

I galleriland

Gallerierne ligger tæt omkring Skagen, og vi besøgte alle dem, vi kunne nå, og som vi syntes så interessante ud. Og også et par af dem, vi umiddelbart syntes så mindre interessante ud - man kan jo blive overrasket.

Galleri Rasmus, der ligger i Huset Tavi på havnen, er et af dem, vi godt kan lide. Det er så stort og har så mange kunstnere repræsenteret, at der næsten altid er noget, man kan lide.

Vi kan bl.a. godt lide Anders Moseholm. Især hans bybilleder (lille udsnit på fotoet). Han har været årets kunstner i min kommunale kunstforening, men desværre blev jeg ikke ejer af et af hans billeder.

Et nyt bekendtskab var Anne Juul Christophersen. Hendes billeder er sært foruroligende: Hvad er det egentlig, der sker? Mit foto viser kun et lille udsnit af billedet Pathfinders, men kig på hendes hjemmeside, hvor nogle af hendes billeder kan ses i hel "figur" og i de helt korrekte farver.

Selv om jeg normalt ikke er så optaget af landskabs- og naturbilleder, så er Majken á Grømma måske også værd at holde øje med.

Galleri Rasmus' afdeling i Skagen er vist nok lukket for denne sæson, men der er afdelinger andre steder i landet.

I Galleri Molevit, der også ligger i Skagen By, så vi "helt-nede-på-jorden" malerier af Ulla Gammelgaard. Jeg kunne især godt lide det med fårene.

Det er som en illustration til "Ole sad på en knold og sang" - linjen "Fårene står der endnu og glor". Der var faktisk to forskellige udstillinger i Molevit, mens vi var i det nordjyske. Den med Ulla Gammelgaard var den sidste, men der var også noget, vi godt kunne lide på den første. Den, der passede galleriet den dag, var bare ikke særlig venlig, og fotografering var hun i hvert fald ikke begejstret for, så jeg kan ikke mere huske, hvad det var. Sådan kan det gå.

Derimod kan jeg godt huske, hvad der var i Galerie Nielsen Nordstrand. Det var nemlig Bente Marie Kjeldbæk, hvis spansk inspirerede billeder jeg rigtig godt kan lide.

Det var også et sjovt galleri i et nybygget og spændende hus, der - som navnet siger - ligger tæt ved Skagen Nordstrand. Ret fashionabelt - men det var i stor kontrast til vejen derud. Den gik gennem et rodet og grimt industri/erhvervsområde, som det er svært at forestille sig ligger i Skagen. Vi kom til at grine ret meget, da vi så nogle af vejnavnene.

Hr. Nielsen har også gallerier andre steder. Det kunne da godt ske, man kom forbi det i Kolding en gang.

Selv om vi så meget god og spændende kunst, købte vi IKKE noget med hjem.

I fiskeland

Når man tilbringer 2 uger lige syd for Skagen, skulle man være et skarn, hvis man ikke fik spist en masse god fisk.

Vores første fisk fik vi på Brøndums Hotel. Den allerførste dag var jeg oppe i vandtårnet, hvor jeg kunne kigge lige ned i deres have, og det så så hyggeligt ud, at vi valgte at indtage frokosten der. Det var der ingen grund til at fortryde.

Billedet er selvfølgelig taget fra vandtårnet, og neden under er vi blevet bænket og kigger den modsatte vej, mens vi venter på vores mad.
Senere spiste vi adskillige gange på havnen. Vi plejer at være vilde med Pakhusets stjerneskud, så det skulle vi selvfølgelig have igen, men det holdt ikke standarden (kedeligt salatblad med sand i, rejerne ikke så lækre og mange som sædvanligt). Det er lige ved, det var heldigt, for jeg plejer at have meget vanskeligt ved at vælge noget som helst andet - hverken spisested eller menupunkt.

Nu fik vi prøvet nogle af de andre steder. Skagens Fiskerestaurant, der vel er den mest kendte, sprang vi over. Der har vi spist før, og det var ikke specielt godt - bare dyrere. Derimod spiste vi på Havfruen (der så vidt jeg kan finde ud af ikke har nogen hjemmeside) lige ved siden af og på den næste i rækken, nemlig Jollehuset, og de var begge helt fine. Især Havfruens fiskesuppe kan anbefales, men jeg er altså også meget glad for fiskesuppe.

Både Havfruen og Jollehuset er snarere fastfood-steder end restauranter, men det forhindrer ikke, at maden er god. Og når vi er på ferie, sætter vi stor pris på, at spisningen foregår rimeligt kvikt.

En aften fik vi den store fiskebuffet på Bodilles Kro, og den var jeg ikke så begejstret for. Ikke direkte dårligt, men heller ikke særlig interessant. Så var Franks i Sæby meget bedre. Der var vi til en heldigvis ret sen frokost, så vi var blevet dejligt sultne, og det var godt, for der var rigtig meget lækker fisk og mange skaldyr - frisk og hjemmelavet - i deres buffet. Der var IKKE plads til dessert! Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang, vi kommer der forbi.

Det er bare et lille udvalg af Franks fiskebuffet, der ses på tallerknen. Der var en masse andet, bl.a. gode pil-selv rejer og hummere.

Ferien er slut :-(

Vi er hjemme igen efter 2 uger i sommerhus syd for Ålbæk. Det er altså skønt at være væk i 2 hele uger. Hvis vi kun har en enkelt uge, føler vi det næsten som om halvdelen af tiden går med at pakke ud og pakke sammen igen.

Sommerhuset, som vi har lejet gennem kommunen, har vi boet i før, og vi kan godt lide både beliggenheden og indretningen. Huset ligger på en naturgrund. hvor der her i august er blomstrende lyng og mosebøllebær.

Mosebøllebærrene smager ikke af særlig meget, men der bliver noget udmærket syltetøj ud af dem, erfarede vi.


Der var en masse små tudser både omkring sommerhuset og på vej ned til stranden 500 m fra huset. De var bare søde!

Der var også masser af myg - de er IKKE søde, og de er et af de få dyr, jeg kan finde på at slå ihjel, men det forhindrede nu ikke, at jeg hurtigt blev overbroderet med mygstik.

Citater om katte #5

Blandt alle Guds skabninger er der kun én, der ikke lader sig underkaste slaveri. Denne ene er katten.
Citat: Mark Twain

En legesyg Lilit illustrerer dette citat.

Færdig jakke

Min grønne jakke er blevet færdig og er klar til brug. Modellen er hentet hos garnstudio og har nr. 105-20. Den er selvfølgelig rettet til efter mine mål, og efter garnet, som er Jo Sharp Silkroad Tweed - en kvalitet i 85% uld, 10% silke og 5% cashmere. Pinde nr. 4½.

Jeg er meget tilfreds med jakkens finish. Næsten alle sømme er syet med madrassting, og det bliver altså pænt. Den hæklede kant på forstykkerne og rundt i nakken virker også godt. Det eneste, jeg burde have lavet anderledes, er skuldersømmene, hvor jeg brugte Lord Kitchener sammensyning. Der ville jeg nok foretrække en helt traditionel sammensyning.
Man kan stort set ikke se Kitchener sømmen, men faktisk kan jeg godt lide at vide, hvor skuldersømmen er.

Jeg er stadig spændt på, om jeg kommer til at bruge jakken. Selv om det er blevet lidt køligere, er jakken i hvert fald for varm nu. Og kradser den ikke også lidt?

Der bliver ikke indkøbt uld til flere beklædningsgenstande til mig selv, før denne - forhåbentlig - har bevist, at uld ikke altid kradser.

Hverdagsluksus

For et par måneder siden skiftede vi alle vores håndklæder ud og nej, hvor er det lækkert.

Vi har nok haft de samme håndklæder i over 30 år, og de var da ikke slidt op, så vi havde ikke tænkt på at investere i nye. Men lige pludselig blev jeg voldsomt træt af dem. De var unægtelig blevet noget stive, og det var også, som om de ikke kunne blive rigtigt rene. I hvert fald gik der kun ganske kort tid efter vask, før de så ikke bare snavsede, men MEGET snavsede ud.

Vores badeværelse er et rigtigt 70er-badeværelse med brune fliser og klinker og - heldigvis - hvid sanitet. Vi kan faktisk godt lide det. Bl. a. bliver klinkerne overhovedet ikke glatte, når de er våde; det sætter vi stor pris på. Vi har alligevel seriøst overvejet at få det hele renoveret, men har opgivet det indtil videre. Vi synes, det vil være synd for misserne med alt det spektakel, der vil blive.

Men nye håndklæder kan gøre underværker, skulle jeg hilse og sige. De gamle var i pink og lidt orange - de nye har vi valgt i turkise nuancer, der er mere grønlige end blålige. Lidt forskelligt interiør blev også skiftet til turkis, og pludselig ser vores badeværelse helt anderledes ud.

Jeg mangler bare at få malet et lille skab, og så krydser vi fingre for, at badeværelset holder lige så længe som misserne.

Det spøger - eller er det en nisse?

For en gangs skyld bliver indlægget uden billede. Det handler nemlig om EN USYNLIG!

Den usynlige huserer i nærheden af mit sengebord. Først forsvandt en bog fuldstændigt fra denne lokalitet. Det er et par måneder siden, og den er stadig eftersøgt.

I torsdags forsvandt min mobil så. Det var en nærmest antik Siemens, som jeg syntes, det var sjovt at vise frem for måbende ungdommer. Jeg brugte den meget, meget lidt, og som regel var den ikke tændt, men jeg brugte den bl.a. som vækkeur, og det sidste, jeg erindrer, er, at jeg slog vækningen fra torsdag morgen, hvor den stod i sin holder på sengebordet. Den er ikke set siden!

Det må da være en nisse eller noget andet usynligt, som jeg har trådt over tæerne (hvilket i parantes bemærket er svært at undgå, når det nu drejer sig om en usynlig).

Jeg har købt et nyt simkort og har sat det i min gamle (dog yngre end Siemens-modellen), og næsten tons-tunge Nokia. Det er netop på grund af vægten, jeg ikke brugte den. Den er sat til opladning, så det varer ikke så længe, inden jeg igen kan modtage sms'ser. Eventuelle sms'ser sendt mellem torsdag og i dag er desværre nok gået tabt - ikke så godt, for jeg havde fødselsdag i fredags. Gad vidst om Nokiaen ikke er for tung at slæbe af sted med for den usynlige?

Jeg bliver jo nødt til at begive mig ud i mobiljunglen og få indkøbt en ny. Ikke just nogen fornøjelse, synes jeg.

Lises sokker

OK, det ligner måske ikke lige et par sokker!

Historien er den, at Lise indkøbte garn, Noro Silk Garden Sock, som hun havde fået at vide var rigtig lækkert til sokker til et par, som jeg skulle strikke. Jeg begyndte at strikke og blev mere og mere betænkelig, for jeg ville da selv nødigt gå på sokker strikket af så ujævnt garn. Og Lise er nok endnu mere sart, end jeg er.

Jeg strikkede imidlertid en sok færdig, men da Lise så den, var hun enig. Det garn er ikke velegnet til sokker.

Hvad kan man så bruge 100 g dyrt garn til? Ja, når man er mig, så er et sjal selvfølgelig en oplagt mulighed. Strikket på tykke pinde - jeg brugte nr. 9 - og med masser af huller, skulle der nok kunne blive til et anstændigt sjal, og det holdt da også stik. Kanten er strikket af en rest Lucca fino, og i modsætning til de fleste sjaler, der har kant med spidser, så laver denne en svagt bølget flæsekant.

For resten synes jeg også, at farverne - som er flotte, ligesom både douce og stærke på én gang - kommer meget bedre til deres ret i et sjal end i et par sokker. Man kommer jo dårligt nok igennem hele farveforløbet i hver sok.

Tur til Vestfyn

I lørdags var vi sammen med Yrsa på en tur til Vestfyn. Vejret var ikke det bedste, men der kunne ikke ændres på tidspunktet. Vi ville besøge Galleri Sulegaarden i Lundager lige uden for Assens samt Ernsts Samlinger i Assens centrum, og når vores arbejdstider så kom ind over, kunne det rent logistisk kun blive denne ene lørdag

På Sulegaarden var der den årlige "Put and take"-udstilling med arbejder af godt 40 kunstnere. Det er et sjovt koncept, hvor værkerne skal være små i format. Så små at en cykelturist godt kan få plads til et i rygsækken.

Vi kunne jo godt have plads til mere, da vi var i bil, men derhjemme har vi ikke så meget plads, så det lille format passer os godt, og både Dorthe og jeg fik et lille kunstværk med hjem.

Heller ikke Ernsts Samlinger, hvor vi kom med på rundvisningen næsten på det yderste mandat, skuffede. Jeg har lånt Sølvmanden, Maria Grønlykkes roman om Frederik Ernst, med hjem, men er ikke rigtig kommet i gang med den endnu, og det var måske i virkeligheden den rigtige rækkefølge at få "virkeligheden" først og derefter fiktionen.

Vejret var så venligt at undlade øsregn, da vi var færdige med udstillingen, så vi kunne gå en tur i Assens. Der er mange gamle huse og bygninger, bl.a. Plums Gård, hvor min mor i sin tid blev udlært på kontoret. Den maleriske blå og noget forfaldne bygning, ligger bag Plums Gård. Den må vel have været en slags lagerbygning?

I et af de mange bindigsværkshuse lå der en kat bag ruden. Vinduet var noget snavset, måske på grund af regnen, men katten kunne sagtens se og måske også høre nogle fugle udenfor. Det så det ud til, den havde stor fornøjelse af.

Kloge katte

Vi bilder os jo ind, at Sarantoya er en usædvanligt klog kat. Hendes klogskab går tit ud på at opdrage OS - som regel til at give hende noget mad.

Hendes nyeste nummer, som hun har fået Lilit til at medvirke i, er meget udspekuleret. Hun og Lilit har ikke altid været lige gode venner, så vi er altid meget opmærksomme på, at de ikke skal komme alvorligt op at toppes. Det udnytter Sarantoya. Når hun om aftenen har fået al sin mad, men synes, at hun godt kunne bruge lidt mere, så begynder hun at småslås med Lilit. Hvis vi ikke reagerer, bliver det lidt værre, så vi er nødt til at gøre noget. Straks en af os rejser sig, løber begge katte med højt løftet hale ud i køkkenet i forventning om, at så er der fodring. Lilit er ikke altid selv interesseret i at få noget spiseligt, hun er bare klar over, at datteren er i svær (hungers)nød og må have hjælp.

Billedet tog jeg for et par dage siden, da Sarantoya havde udført en anden af sine kunster, og den har faktisk ikke noget med mad at gøre. Jeg sad i sofaen og strikkede - med bare ben, for det var godt vejr. Men Sarantoya ønskede at ligge på mig, og det gjorde hun mig særdeles klart. Jeg skulle strække benene ud og for resten også tage et tæppe på, for hun kan ikke lide at ligge på de bare ben. Straks jeg havde adlydt ordre, møffede hun sig til rette og faldt i søvn.

Vores nabokat Emma, som jeg har skrevet om flere gange på bloggen, er også klog. Hun bor 4 huse fra os, og vi har passet hende mange gange, når hendes mennesker er på ferie. Pasningen går ud på at lukke hende ud og ind igen og så selvfølgelig snakke med hende og fodre hende. Hun kan vældig godt lide at være ude, men som regel går hun ikke så langt, og når hun skal lukkes ind igen, er hun stort set altid i sin egen have.

Det var hun dog ikke i formiddags, da jeg skulle på arbejde. Det var jo dejligt vejr, så det gjorde ikke noget, men jeg regnede dog med, at hun gerne ville lukkes ind, når en af os kom hjem igen. Det var helt korrekt! Da Dorthe kom hjem, sad hun nemlig på VORES havegang og ventede. Hvordan kan hun vide, at det er her, hun skal henvende sig? Ganske vist går hun og jeg af og til tur sammen fra Emmas hus og hen mod vores hus, hvor vores veje skilles - Emma går enten tilbage igen eller ind mellem buskene på den anden side af vejen, og jeg går ind i vores hus. Men det antal gange, vi har set hende i vores have, kan tælles på én hånd, og jeg kan ikke huske, at vi nogen sinde har snakket med hende, når hun har været her, så det er da fantastisk, at hun ved, at i lige præcis det hus bor vi. Faktisk har hun gjort det én gang før. Dengang var jeg ikke helt klar over, om det var et tilfælde, men det tror jeg ikke mere. Nu er jeg behørigt imponeret - måske er Emma lige så klog som Sarantoya?

Et modedyr

Alle, der shopper bare lidt, vil være fuldstændig klar over, at årets modedyr er: UGLEN. Den optræder overalt og i alle mulige sammenhænge.

Jeg tror nu ikke, det er modedillens skyld, at der var en hylde med ugler i Stofftiergarten - der var endda flere end på billedet, men som jeg tidligere har skrevet, er der ikke det dyr, der ikke kan fås i plys. Fisk inclusive!

Uglerne er også et yndet motiv på Flickr. Prøv lige at se dette galleri og få lidt gymnastik til smilebåndet. Læs endelig også kommentarerne. Godt fundet på!

En dag i Hamborg

Hvad kan man nå på 8½ time i Hamborg? Vi valgte på vores seniordag i fredags at nå følgende:

St. Georg-kvarteret, hvor vi ikke har været før. Vi kiggede bl.a. på de lidt alternative butikker i Lange Reihe.

- Og på gavlmalerierne.

Vi var også forbi de arbejdende værksteder i et spændende hus i Koppel 66. Jeg fik et par nye og anderledes øreringe med hjem. Det var lidt for tidligt til frokost for os, ellers havde vi nok prøvet den fristende café.

De første par timer havde vi gråvejr, men så kom solen frem. Ved Alsteren så vi en masse svaner, bl.a. denne familie. De havde hovedet under vand for at fouragere det meste af tiden, men blishønen i højre side tiltrak sig kortvarigt deres opmærksomhed, så jeg lige kunne få et enkelt billede med løftede hoveder.
Svaneungerne havde vidt forskellig farve - det synes jeg ikke, jeg har bemærket før.

Stofftiergarten-butikken i Europa-passagen var også på programmet. Den har et lidt større udvalg end den på banegården, og der er ikke det dyr, der ikke er lavet i plys. Tænk at en grib kan være så sød...

Endelig kom vi også på havnerundtur. Her ses Elbphilharmoniens kommende og meget omtalte nye hjem, stadig ufærdigt og indpakket. Det skulle vist have været færdigt for længst, og det bliver vist nok også en del dyrere end planlagt. Har man hørt det før?
Beliggenheden ved havnefronten er jo helt ekceptionel, og jeg håber, vi kommer til nogle koncerter, når det hele ad åre bliver færdigt.

Endnu et billede med flere kraner fra havnerundturen.

Vi så ikke en eneste levende kat, men vi så da denne flotte plakat. Faktisk kom vi også forbi Pet Shop Boyz-butikken. Vi var dog ikke inde, så der kom ikke nogen gaver med hjem til tøserne. Den sidste gave - en friskvand fontæne til flere hundrede kroner - gad de ikke bruge (vores vandglas er bedre!), så derfor.

Hækken trænger stadig til en studsning

Jeg burde være startet på hækklipperiet i går, men noget andet grønt lokkede mere. Alle stykkerne til min strikkede jakke er blevet færdige, så jeg havde meget mere lyst til at ri den sammen for at se, om den overhovedet vil blive anvendelig. Jeg bed hovedet af al skam - naboerne må klare at se på den uklippede hæk en uges tid endnu og rimpede sammen. Heldigvis ser jakken absolut ok ud. Her ligger den i strikkekurven.

Nu mangler jeg bare en masse madrassting og nogle kanter. Som de fleste andre synes jeg, monteringsarbejdet er keeeedeligt!

Det er lige til at overkomme på børnetøj som på denne lille trøje i størrelse 4 år, som jeg har brugt som tage-med strikketøj. Den blev sød, synes jeg.
Garnet er Katia Samba bomuldsgarn, som jeg før har strikket børnetøj af.

Det har altså en sjov effekt i børnetøj - det vil sikkert ikke blive nær så godt i større arbejder.

Utro

Jeg følte mig nærmest utro, illoyal og svigagtig, da vi besluttede at udskifte Clio'en, selv om jeg jo godt er klar over, at man ikke kan være utro over for en bil. Derfor er dette indlæg EN HYLDEST til vores forrige bil.

Det var kærlighed ved første blik, da vi første gang så en gul Clio i et parkeringshus. Den lyste bare op!

Der gik dog et halvt års tid, hvor vi kiggede på en masse andre biler og endda var til bilshow (det var meget mod forventning SJOVT!), inden vi besluttede os: Det var en Clio, vi ville have.

Vi var glade for køreegenskaberne, affjedringen og udstyrsniveauet (som paradoksalt nok nærmest er lavere i vores nye Yaris), men vi må indrømme, at vi tog den på grund af udseendet.

Der havde altså været nogle designere ind over der, det var en bil med personlighed. Jeg syntes, der var lidt engelsk taxa over den - især bagfra. Det var simpelthen en sød bil, og jeg blev i godt humør af at se på den.

Vi fortrød aldrig den gule farve. Den klædte modellen og havde ydermere den fordel, at bilen kun meget sjældent så snavset ud. Det var også en holdbar lak, der ikke tog mod hverken ridser eller rust. Dog opdagede Dorthe et lidt tyndt sted i lakken ved en af bagskærmene, efter vi havde solgt den. Det blev jeg næsten glad for. Det bekræftede mig i, at det var det rette tidspunkt for en udskiftning.

Hvis Renault ikke havde ændret designet, havde vi måske valgt en Clio igen. Men det har de altså, og vi kan ikke nær så godt lide den nye model. Den er mere ordinær og mangler personligheden.

Se lige detaljen her. Det er knappen til åbning af bagagerummet. Hvorfor lurer andre bilfirmaer ikke det?

Knappen på den nye bil ser mildest talt klumset ud ved siden af, men vi tog jo heller ikke vores Yaris på grund af udseendet - og faktisk ser den også lidt sød ud. Især forfra.