Ferier du ikke vil hjem fra

Sådan en har jeg lige været på: 14 dage i et sommerhus i Blåvand - og jeg var overhovedet ikke parat til at tage hjem.

"Vores" sommerhus ligger i et klitområde med en masse fyrretræer til at give læ lige ved Kallesmærsk Hede. Vesterhavet - klitter, hede, strand og sand, og hvis man skulle blive træt af det, så er vadehavet og marsken ikke langt væk. Og selve Blåvand er en fin lille turistby. Jo, der kunne vi godt være blevet meget længere.

Vi var ret heldige med vejret. Den første uge var det ganske vist noget blæsende og af og til koldt, men i uge 2 blev det meget lunere, og vi fik ikke en dråbe regn bortset fra en lille byge en nat.

De to øverste billeder blev taget i den første uge. Kallesmærsk Hede under grå skyer, under det solnedgang ved Blåvandshuk Fyr samme dag. Nederst udsigt over Blåvand fra fyret, taget en ugestid senere. Jeg har mange flere billeder, der kommer på min Flickr-konto hen ad vejen.

Flere tulipaner og rhododendron

Den sidste nye tulipan i haven er måske en botanisk tulipan. Den er i hvert fald ikke så stor. Den står jo i den orange/pink/lyserøde have, så i min terminologi er farven lys orange.

Vi vidste ikke rigtig, hvor der var plads til den, da den blev sat sidste efterår, så det blev i et ledigt bed i krydderurtehaven, og der bliver den nok. Den står nemlig meget fint foran havens sidst blomstrende rhododendron. Dels blomstrer de samtidig, dels harmonerer blomsterne flot med rhododendronens, der er lyserøde i flere nuancer, nogle gange over i det abrikosfarvede. I år er der næsten ikke noget abrikosfarvet. På grund af vejret? Eller alderen?

Jeg er ret sikker på rhodoen er en Percy Wiseman, men har dog desværre ikke skiltet mere, så helt 100% er jeg ikke. Nogle venner har en rhodo, der ligner rigtig meget, og de kunne heldigvis huske navnet.

Mums!

Jeg er blevet helt skrap til at tage salat med til frokost på arbejde. Dog sjældent en ren råkostsalat. Jeg synes, det tager alt for lang tid at spise - jeg har altid været en langsom spiser - og desuden synes jeg, jeg bliver for hurtigt sulten igen. Der skal være noget substans i form af korn eller endnu hellere bælgfrugter også.

Noget af det bedste er INDISKE KIKÆRTER. Opskriften er fra en indisk kogebog.
2 tekopper kogte kikærter
2,5 cm hel ingefær
1 hvidløgsfed
2 hakkede, grønne chilier
½ tsk paprika eller chili
1 tsk gurkemeje
2 spsk olie
2 hakkede løg
1/4 kg hakkede tomater
1½ tsk salt
1 tsk garam masala

Min udgave er en hurtig-udgave. D.v.s. hurtig og hurtig - jeg koger ærterne selv, og så skal de altså stå i blød mindst 8 timer og koge i ca. 50 minutter. Men det behøver jeg jo ikke stå og kigge på.
Når først ærterne er kogt, går det stærkt. Jeg laver en pasta af knust ingefær og knust hvidløg (begge dele fås på glas) samt chilipasta, som svitses af på panden i lidt fedtstof - det behøver ikke være den dyreste olivenolie. Ærterne tilsættes sammen med lidt vand, og der smages til med gurkemeje, garam masala og chili som i opskriften, men jeg kan også finde på at bruge for eksempel spidskommen og kanel. Og salt. Til gengæld blander jeg ikke tomater og løg i.
Ærterne spises med en blandet salat, gerne de færdigblandede fra supermarkedet, og friske tomater. Der skal ikke dressing på, men friskpresset citronsaft over er godt.

En anden favorit er
SALAT MED PERLEBYG
2 dl perlebyg
2 julesalater
1 grønkålsblad eller 1 bundt persille
1 dl soltørrede tomater i olie
2 dl majskerner
1 dl nicoise oliven
Dressing:
2 spsk tahin
2 spsk citronsaft
2-3 tsk ristet sesamolie
2 fed hvidløg
1 spsk reven ingefær

Jeg bruger næsten hellere perlespelt end perlebyg, og julesalaterne kan erstattes af radiccio eller en anden let bitter salattype. Mon ikke den dressing også kan bruges til noget andet?

Meget kan man sige om vejret...

...men der er i hvert fald én fordel ved den kølige maj: Havens blomster holder ualmindeligt længe. Det gælder i høj grad mine elskede tulipaner.

Vores tulipaner var sidste år blevet noget spredte, så vi satte fem forskellige nye i efteråret, og de har alle været rigtig fine.

De blev købt hos Zimtrade, som jeg synes har et stort og varieret udvalg. Desværre har jeg smidt kataloget ud, og det er ikke på nettet, så jeg kan ikke fortælle, hvad de hedder. Ud over farven blev de også valgt efter at have stive stængler og ikke at være for høje, så de ikke lægger sig i regnvejr (som de gamle gør), og det har de faktisk heller ikke gjort.

I forhaven er der kommet fire nye sorter, som er sprunget ud med lidt mellemrum. De blomstrer allesammen lige nu. Jeg tror ikke, de ville have blomstret samtidig, hvis vejret havde været normalt majvejr. Den, der sprang ud først, var den sart lyserøde med et svagt lilla skær. Den korresponderer meget flot med klematissen på den anden side af indgangen.

Farven klæder også de to nye orange, der står på samme side som klema- tissen. Der er lige nu en orange linje med valmuer ved indgangen, de to slags tulipaner og hornvioler ved døren. Tulipanerne er lidt af samme type, ligesom lidt flammede. Jeg tror den på det nederste billede, som sprang ud sidst, er en Princess Irene, men jeg er ikke sikker.

Den sidste sort i forhaven er næsten lige sprunget ud. Den står faktisk i krydderurte- bedet, og jeg har ikke fået den fotograferet endnu.

Endelig er der også kommet er ny tulipan i den blå have. Blå selvfølgelig - sådan da. Der eksisterer vist ikke helt blå tulipaner, og måske ville det ikke engang se godt ud. Vores nye er mørk rødlilla. Den har jeg heller ikke fået fotograferet, og den er på det sidste nu.

Det bliver spændende, hvordan de nye tulipaner ter sig næste år. Jeg synes tit, der sker det, at de kommer meget flot det første år, men så bliver der færre og færre af dem. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, men jeg gider altså ikke de store Apeldoorn-tulipaner. Godt nok kommer de trofast år efter år, men de er alt for voldsomme til vores lille have. Selv om jeg vældig godt kan lide tulipaner, så er en af mine yndlingsaversioner faktisk den ellers meget populære sammensætning af høje postkasserøde og gule tulipaner. Så hellere investere i nye tulipaner med mellemrum.

En ny skøn sopran

Nino Machaidze hedder hun, og vi var til koncert med hende for to dage siden. Hun er bare 26 år, fra Georgien, og hun er god, skulle jeg hilse og sige.

Da vi købte billetterne for over 1 år siden, havde vi aldrig hørt om Nino Machaidze, og vi vidste ikke stort mere, da vi arriverede til koncerten i går, men nu er vi medlemmer af den garanteret hurtigt voksende fanskare.

Hun har en meget fyldig og udtryksfuld sopran. Rigtig flot i bel canto-operaerne, men hun kan nu også synge Puccini, viste det sig. Og så har hun ingen problemer med at gebærde sig på en scene.

Der var en masse Donizetti på programmet, og ham bliver jeg altså mere og mere glad for. Det passer mig fint, at der er hele to Donizetti-operaer med i næste sæsons operabio.

Jeg synes for resten, det er flot, at vi her i byen har et symfoniorkester, der så flot kan accompagnere verdensstjerner. Også stor ros til dem og til dirigent Giancarlo Andretta.

Jeg kunne ikke komme til at tage billeder af divaen, og det er såmænd nok heller ikke tilladt, så i stedet er der et kig op i en af palmerne i foyeren. Til gengæld er her et link til en YouTube video med Nino. Hun synger "O mio bambino caro" fra Gianni Schicchi. Den fik vi som et af ekstranumrene, og der var vist adskillige, der havde en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen. Inklusiv mig selv.

P.S. Hele koncerten bliver sendt på P2 i aften.

Rhododendron

Et par af vores rhododendron i forhaven står lige nu i fuldt flor.

Øverst et billede af 'Linda', som står ved vores noget udslidte postkasse.
Linda er vores næstældste rhodo, den er nok mindst 30 år gammel. Den har en intens pink farve og er meget rigtblomstrende. Den bliver som det ses ikke så stor, men en gang imellem er vi nødt til at beskære den lidt.

'Moerheims Pink' er noget sartere i farven, og den er meget større. Den står i det, vi kalder vores skovbund. Den er næsten lige så gammel som Linda. For et par år siden var den blevet noget tynd og pjusket, så vi gik i gang med en foryngelseskur, der gik ud på at fjerne nogle af de mere bare grene. Det ser ud til at være lykkedes helt godt. Sidste år var der ikke så mange blomster, men det er der i år, og faconen er også blevet meget pænere igen.

Vores allerældste rhododendron er den ganske almindelige blålilla - egentlig har den forkert farve til den pink/orange have, men det lever vi med, for vi fik den i indflyttergave, så den er nødt til at blive. Vi må trimme den med jævne mellemrum, for den kan jo blive kæmpestor, og i år ser det ikke ud til, at der er nogen blomster. Det kommer der forhåbentlig igen, også selv om farven er forkert.

Vi er ret omhyggelige med at få fjernet alle de afblomstrede blomster. Vi har somme tider talt, hvor mange vi har nippet af sådan ca., og det er oppe omkring de 1000 i de bedste år. Vi sørger også for at give vand omkring blomstringen, men ellers passer vores rhododendron sig selv.

Havens blå prinsesse

er denne klematis med det fulde navn Clematis alpina Blue Princess. Alle alpina-sorterne har vist de søde klokkeformede blomster.

Vi købte den for knap 2 år siden, og faktisk har vi ikke set den blomstre før nu, men den er bare så dejlig. Der er masser af blomster, og farven er en fin, ligesom lysende, blålilla. Det var et godt køb, vi gjorde den gang.

Vi køber vores klematis hos ClematisDanmark i Ugelbølle. Ejeren Flemming Hansen ved vist alt, hvad der er værd at vide om klematis og har selv en helt vidunderlig have. Vi tager derud, når der er Åben Have, og indtil videre er der kommet en ny klematis med hjem hver gang.

Nu mangler vi vist bare en sentblomstrende i den blå have. Mon ikke vi kan få den i hus - eller rettere have - en gang i august.

Nøijjj!!! og Ihhhh!!! og Åhhhh!!!

En aflevering af planter til Annett gav lejlighed til at mødes over tapas i Kafe K i Skanderborg. De serverer gode tapas, men vi fik en ekstra bonus: Årets første ællinger i Skanderbog Sø.

Som det ses på billedet var der ikke færre end 16! De svømmede - meget hurtigt - helt tæt sammen og også tæt på andemor. Der var en pippen og en rappen, men mest det første, for andemor havde godt styr på sit talrige afkom. Har hun virkelig selv har ruget 16 æg ud? Har hun hugget en anden andemors afkom? Eller var det bare børnehaven, vi så? Nej, sådan er det vist ikke i andeverdenen. Det er nok hendes egne - allesammen.

Om de var nuttede? Ja, døm selv!

Forårsferie

Jeg elsker de korte forårsferier. I år har jeg været lidt uheldig med fordelingen, men Kr. Himmelfartsdagsferien var - er - dog min.

Vi havde besluttet at tage til København fredag. Godt nok undrede vi os over den lave pris på vores orange togbilletter, men det var først i toget, vi blev klar over, at det var store togdag. Det betød rigtig mange turister i byen, og det planlagte besøg for at se på kunsten i kronprinseboligen blev opgivet, da vi så køen. Senere hørte vi, at der havde været omkring 3 timers ventetid.

Det blev så til en mere almindelig dag i byen med bare et enkelt galleribesøg plus shopping, men det var også godt nok.

Jeg var nødt til lige at kigge forbi det genopstandne Montmartre, et af min ungdoms kultsteder. Jeg bilder mig ind, at jeg har været der utallige gange, men når det kommer til stykket har det nok ikke været så tit - jeg var jo bare en fattig studerende. Men i hvert fald har jeg nogle gode minder fra stedet. Da jeg så, at det skulle åbnes igen, spekulerede jeg straks på, om man så også kunne få friturestegte muslinger. Det kan man ikke, ifølge den anmeldelse jeg så fra den første aften efter genåbningen. Faktisk var det det allerførste der stod i anmeldelsen - sjovt!

Der er også kommet en Montmartre-café, der har åbent om dagen. Spisekortet, som vi i øvrigt ikke studerede nøjere, var udelukkende på engelsk. Ret krukket.

I stedet indtog vi frokost på Café N i Blågårdsgade, og den er i hvert fald ikke krukket. En meget lille og hyggelig café med et ret klassisk og meget billigt vegetarkøkken. Det bliver nok ikke sidste gang, vi kommer der.

Suppetid

Normalt er det ikke lige suppetid i maj, men det er det altså i år.

Vi er glade for supper her i huset og også ret gode til dem, synes vi selv. Vi har et lille arsenal af opskrifter - allesammen vegetariske, som vi laver store portioner af en gang imellem, så der også bliver noget til fryseren.

En af dem er gulerodssuppe, som vi første gang fik hos Yrsa.

OPSKRIFTEN:
4 store gulerødder, groft revet
4-5 stængler bladselleri, skåret i skiver
Smør/olie til stegning
½ tsk karry
1 hakket løg
1 l grøntsagbouillon
200 g flødeost naturel, gerne fedtfattig
Revet ingefær – 2-3 cm (der var ikke ingefær i Yrsas opskrift, men vi kan godt lide ingefær og synes, det passer godt sammen med gulerødder)
½ tsk revet muskatnød
1 tsk timian
salt og peber
eventuelt citron

1. Løg og bladselleri svitses gennemsigtige i smør/olie sammen med karryen
2. De revne gulerødder tilsættes og svitses med 1-2 min
3. Ingefær og bouillon røres i
4. Muskatnød og timian tilsættes
5. Suppen jævnes med flødeosten

Kog suppen op under omrøring, men lad den ikke småkoge for længe, så grøntsagerne mister sprødheden.
Smag til med salt, peber, citron og evt. mere ingefær og server suppen med flûtes.
Hvis suppen ønskes mere fyldig, kan man tilsætte kogt kyllingekød.
Hvis suppen skal fryses, tilsættes flødeosten først ved opvarmningen.

Koldt forår

Der har ikke været mange dage, hvor jeg har haft lyst til at være i haven. Og når det HAR været vejr til det, har jeg haft andet om ørerne, så det er indtil videre en sørgeligt forsømt have i år.

I formiddags fik jeg dog klippet græsset for første gang. Det var særdeles tiltrængt, men jeg havde nu også trukket tidspunktet på grund af alle krokusserne i plænen. De var ikke visnet ned endnu, men jeg håber, de allerede har fået saft og kraft til at komme igen næste år.

Det er glædeligt, at vores blåskæg har klaret vinteren. Faktisk er det eneste tab vist den nyplantede perovskia, og den får lige lidt tid endnu, inden jeg opgiver den. Den syriske rose kan man heller ikke se liv i endnu, men sådan er det hvert år, og jeg vil blive meget forbavset, hvis den ikke har det helt fint.

Katten er en af områdets katte, som har placeret sig i solen - og lige ovenpå katteurten. Det må den godt, katteurten skal nok klare sig. Jeg har fotograferet den fra et af vinduerne ovenpå.

På et af de andre billeder, jeg har taget, kan jeg læse på dens navneskilt, at den hedder Alex. Den er nydelig sort og hvid, og i solen så pelsen helt rødlig ud nogen steder - det kan man godt se på billedet.

En livsnyder

Alle katte burde selvfølgelig have mulighed for at være livsnydere, og gutten her er det i hvert fald! Det er Zoogin, Lilits eneste søn, der nyder forårssolen i fulde drag.

Han er nu 10 år, men det kan man ikke se på ham. Han er en flot, slank og meget muskuløs kat. Hans ejere siger, at han kan drøne endog meget hurtigt tværs over græsplænen, men det fik vi nu ikke at se i lørdags, hvor vi besøgte ham, for det var vist for varmt.

Det er utrolig dejligt at se, at den killing man tog ansvar for at sætte i verden, trives så godt - tak til Liza og I.C. for det!

Mere musik

Vores sidste symfonikoncert i sæsonen 2009-10 var opførelsen af intet mindre end Brittens War Requiem. Vi er meget glade for Britten, og requiemet var en stor oplevelse. Det er et vældigt værk for orkester, kammerorkester, 3 solister (bl.a. sang Morten Frank Larsen en fantastisk baryton) og stort kor sammensat af en del andre kor.

Det er spændende og grum musik, og den blev meget flot udført, syntes vi. En værdig markering af 65 året for krigens afslutning og en værdig afslutning på vores sæson.

Vi har allerede fået købt billetter til den nye sæson. Mandag stod jeg sammen med en masse andre i kø foran Musikhuset - godt at jeg skulle arbejde sent!

Til alt held var det godt vejr at stå og vente i, indtil Musikhuset og billetsalget åbnede kl. 11. Egentlig synes jeg, det godt denne dag kunne åbne noget tidligere - eller at man kunne åbne for salget en søndag. Det må da være en medvirkende grund til, at gennemsnitsalderen for symfonikoncerternes publikum er så høj. I hvert fald er de gode billetter forbeholdt dem, der kan sætte en mandag formiddag af til at stå og vente.

Vi havde på forhånd sat mange flere krydser i programmet end ved de koncerter, vi faktisk købte billet til, men der skal også være plads til andet, så vi forsøgte at beherske os. Noget af det, vi glæder os mest til, er Mahlers 3., og så er Arvo Pärt til vores store glæde endelig kommet på programmet.

Jeg er en ødeland med en svag karakter!

Hvorfor får man - jeg! - altid lyst til at købe nye sko, når det er forår? Det er alt andet end fornuftigt, for tiden mellem støvler og sandaler er for mig meget kort. Og jeg mangler overhovedet ikke forårssko.

Ikke desto mindre gik det galt i år igen. To gange endda. Egentlig er jeg lidt flov over det.

Men jeg er nu også rigtig glad for mine nye sko fra Art Company. Jeg så modellen i Hamborg, men i en mørkerød farve, som i hvert fald ikke er min farve. Jeg prøvede dem, og de sad bare perfekt, men selv om det holdt hårdt, købte jeg dem ikke. Det hjalp, at der var et par billige, men søde, Rieker, som også passede, og som jeg så "nøjedes" med at købe.

Hjemme igen undersøgte jeg Art Companys hjemmeside for at se, om modellen (der i øvrigt hedder Berlin - prøv lige at se nærmere på sålen!) blev lavet i andre farver, og jo, der var masser af farver. Dog på daværende tidspunkt kun én af farverne i min størrelse, nemlig den orange. Den kan jeg meget bedre bruge, og efter et par dages betænkningstid kunne jeg ikke holde mig i skindet længere. Bare 4 dage efter bestillingen var skoene i hus. Supereffektivt, må jeg sige.

Prøv lige at se nøglevedhænget også. Det var med som en lille gave. I dejlig blød gummi og perfekt til min bilnøgle. Hvordan kan man være så glad for et nøglevedhæng?

Heldigvis er den blåturkise udgave af skoene der ikke mere i min størrelse, og den grå, som jeg også var vildt forelsket i, har vist hele tiden været udsolgt i netbutikken. GODT!

Biler for kvinder

For en månedstid siden var jeg ved at køre galt på vej til arbejde. Ved Fiat-forhandleren på Viborgvej holdt der nemlig en LYSERØD Fiat 500, og jeg havde svært ved at få blikket fra den og tilbage på vejen.

Den holdt der kun et par dage - den blev nok solgt - og jeg nåede ikke at få den foreviget, men det gjorde min veninde Annett.
Af et eksemplar magen til hos en anden forhandler. Uafhængigt af mig havde hun snuppet nogle billeder af den. Tak for lån af billedet, Annett. Den er supersød også med sne på.

Jeg har i mange år ønsket mig en fuchsiafarvet bil og har for 6-7 år siden også set noget i den retning; vist nok en Mazda. På det tidspunkt var vores bil dog ret ny, så det var overhovedet ikke på tale at skifte den ud. Bortset fra den har jeg ikke set noget som helst, der bare tenderede lyserød, pink, fuchsiafarvet - før nu.

Er bilfabrikanterne slet ikke er klar over, hvor stort et køberpotentiale kvinderne udgør? Jeg er sikker på, der er andre end Annett og mig, der kan forelske os i biler i "pigefarver". Nu er der nok ikke nogen bilfabrikanter, der læser min blog, men ellers ville jeg råde dem til at kigge lidt på læbestift- og neglelakfarver. Der er nok at tage af.

Efter påske har jeg igen fået halsgymnastik på vej til arbejde, og nu står der ikke bare én, men to af de lyserøde vidundere.

Er de ikke bare nuttede?

P.S. Jeg tror for resten, sådan en pink firehjulet lille sag ikke bare er for kvinder. Den kunne også være et godt scoretrick for en ung mand. Da jeg var ung, ville jeg i hvert fald have elsket at blive fragtet rundt i sådan én.

Strik og katte

Det er ikke let at strikke med legesyge katte i nærheden. Selv om Lilit er over 12 år, kan hun godt finde på at lege med garn og strikkepinde, og hun har nogle gange bidt garnet over.

På billedet her er det mere fredeligt. Jeg sidder i sofaen med et tæppe over mig. Jeg strikker, og Lilit ligger på mig. Strikkeriet fik dog en brat slutning, da Lilit syntes, at garnnøglet kunne bruges til hovedpude.

Godt at kameraet var inden for rækkevidde, så jeg kunne få foreviget situationen - også selv om lyssætningen var mangelfuld.

Årstidsskift

Det er virkeligt sæsonskift lige nu: Forårsjævndøgn, urene ændret til sommertid, farvel til sne og frost og goddag til lyset.

For os er der også et andet kraftigt skift, for i søndags løb de allersidste vintersportsbegivenheder af stabelen - sikke en masse tid, vi får nu! De sidste skiskydningskonkurrencer foregik i Khanty-Mansiysk i Rusland, og der var masser af sne endnu, og det sneede da også kraftigt under nogen af konkurrencerne.

Og hvad har appelsiner så med det her at gøre? Jo, også appelsinsæsonen er ved at være slut. Jeg er meget glad for appelsiner, når de vel at mærke er både søde, saftige, uden for mange kerner og lette at pille - det sidste er vist bare en ønskedrøm. De bedste appelsiner er enten Navel eller Navelina, og de er allerbedst mellem jul og forår.

I denne sæson har appelsinerne været usædvanligt gode, og jeg er sikker på, de mange appelsiner, jeg har indtaget, har været med til at holde forkølelserne næsten fra døren. Men det lakker mod enden. Jeg har fået de første helt tørre og uinteressante appelsiner.

Åh, forår...

Jeg kunne næsten ikke komme hurtigt nok hjem fra arbejde i dag. Jeg fik fri ved 3-tiden, kørte direkte hjem, snakkede en lille bitte smule med kattene og så: Ud i haven!

Over 10 grader, så er det altså forår, og jeg gik i gang med at fjerne de visne stauder, så man kan se alle de små nye blomster ordentligt. Der er selvfølgelig de uforbederlige erantis, men vores små lysblålilla krokus har også lyst op et godt stykke tid. De er mine favoritter. Det er de blå anemoner også. Både dem, der er løgplanter (eller er det en slags knolde?), men måske især "Kaj Munk anemonen". Begge slags har fået de første blomster.

Jeg konstaterede, at både den store Mrs. Cholmondeley-klematis og en af krukke-klematisserne er i live. Også vores Endless Summer-hortensia har det fint. Blåskæggen, Perovskiaen og krukke-hortensiaen er ikke kommet ud af deres vinterfrakker endnu, så der er stadig noget at være spændt på.

Sidste efterår satte vi en masse nye løg, bl.a. blå krokus i vores kæmpestore græsplæne (2-3 kvadratmeter :-) og de er også kommet rigtig fint. Jeg var offer for et reklamefif, for de var bare MEGET blå på posen. Hjemme igen fandt jeg sorten på nettet og blev klar over, at det vist var de ganske almindelige mørkt blåviolette, som vi også har andre steder i haven. Det forhindrer nu ikke, at de ser rigtig godt ud i græsset.

Til den anden side af huset har vi nogle lyserøde krokus. D.v.s. lyserøde og lyserøde... der er altså mindst et lilla skær. De er lidt sarte og vælter let, men er nu meget fine alligevel. Vi har haft dem nogle år nu, og måske er de begyndt at brede sig lidt. Det må de godt!

Mon ikke der er hornvioler på torvet nu? Lad det blive godt vejr på lørdag, så kan vi nok få plantet de første krukker til. PLEASE!!!

Velkommen sol...

...siger Sarantoya, og det gør jeg også.

Begge katte nyder at sidde på min bogreol med solen lige i masken. Bagefter lægger de sig på sengen eller gulvet, helt strakt ud. For at dampe af, forestiller jeg mig.

Det kribler også i mig i solskinstimerne. Jeg vil gerne ud i haven og få klippet alle de visne planter af, men temperaturen er altså for lav endnu, synes jeg, så jeg har bare rodet en lille bitte smule.

Jeg er spændt på, om alt har overlevet. Godt nok har de sarteste planter været dækket til, men jeg er nu ikke helt sikker på, det har været tilstrækkeligt med den lange kuldeperiode.

Om bare et par dage er det forårsjævndøgn!

Den kunne godt have fortjent en Oscar...

Jeg så Det hvide bånd i søndags, og det var da godt nok en usædvanlig fremragende film.

Inden var jeg ikke helt sikker på, jeg havde lyst til at se filmen, for bedømt på anmeldelserne er det ikke noget hjertevarm film, og det er det heller ikke. Men det er bare en rigtig god og spændende og interessant film. Ond og brutal, men overhovedet ikke udpenslet, for det er nemlig ikke nødvendigt. Det lyder så højtravende og pædagogisk at sige, at den er en vigtig film, men det synes jeg altså, den er. Det er ikke en film, jeg slipper lige med det samme - og det er MEGET sjældent, jeg har det sådan. Huh, den krøb bare ind under huden.

I en af anmeldelserne stod der, at instruktøren Michael Haneke er Europas ondeste instruktør, men det synes jeg ikke er rigtigt. Jeg tror ikke på, at en ond person i den grad kan se ondskabens væsen.

Filmen fik godt nok ikke en Oscar - den er også meget langt fra at være en mainstream-film - men den fik helt fortjent De Gyldne Palmer, så den er absolut ikke uden hæder.

Se den mens den stadig er på plakaten!