onsdag den 25. juni 2008

Hvad er nu det for en???

Jeg har været på 2 ugers ferie på Bornholm, og både blog og have er blevet sørgeligt forsømt. D.v.s. haven tog vores gode nabo sig af, så den ikke var helt udtørret, da vi kom hjem - der var ikke faldet megen regn! På Bornholm fik vi også kun en enkelt byge eller to, og faktisk havde vi solskin næsten hele tiden.

Da vi kom hjem, var blomsten på billedet dukket op. Der er ingen blade, bare blomsten, som til gengæld har en dejlig rent blå farve. Den er 2-3 cm i diameter - og hvad mon det er for én? Jeg har ingen erindring om, at jeg har sat den, og jeg kan heller ikke mindes at have set den i haven før. Hvis der er nogen, der kender den, vil jeg blive glad for et navn.

Vi var helt uden internet i begge uger, og til min overraskelse gik det faktisk glimrende.
Jeg tog så mange billeder, at jeg ikke aner, hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte, men der skal nu nok komme nogen på Flickr.

mandag den 26. maj 2008

Plantemarked

I lørdags var vi til plantemarked på Clausholm Slot. Jeg havde bestilt 3 nye storkenæb hos Staudefeen, og så skulle vi have en enkelt hosta. Vi kom selvfølgelig hjem med mere!

Her står indkøbene efter hjemkomsten og inden plantning. Det blev til:
1 stk. G. "Dragon Heart"
1 stk. G. oxonianum
"Wageninger"
2 stk. G. wlassovianum
"Blue Star"
(det var de storkenæb, jeg havde bestilt)
1 stk. Hosta "Gold Standard"
1 stk. Hosta "Blue Mouse Ears"
1 mini-azalea "Rubinetta"
1 nellikerod
3 stk. petunia i en skøn sart-lyserød

Alle blev plantet straks vi kom hjem!!!
Det betød, at vi med god samvittighed kunne køre til Ålborg Zoo søndag for at se på dyreunger - ja, også på de voksne dyr selvfølgelig.
Vi kom hjem med fyldte hukommelseskort og flade batterier til flere kameraer. Billederne er ikke kigget igennem endnu, men hvis der er nogen gode, så kommer de på Flickr.

onsdag den 21. maj 2008

Frodighed


En af de ældste planter i haven er porcelænsærenprisen. Den stod ved siden af den græs, der nu er fjernet, og man kan godt se på billedet, at den blev lidt trykket af sin dominerende nabo, men mon ikke den bliver helt harmonisk næste år.
Jeg synes, den er meget køn, og den sarte lyse blå passer perfekt til de lette blomsterranker.


En af vores krukker er blevet plantet til med den porcelænsstjerne, der ikke blev plads til i bedene. Bag krukken kan man se en af mine storkenæb. Den hedder Philippe Vapelle, og det er den nyeste storkenæb i den blå have.


Jeg købte den sidste år hos Staudefeen, og jeg synes, den ser rigtig fin ud allerede i år.
På nærbilledet nederst kan man også se det fine, dunede løv. Philippe Vapelle er storkenæb nummer to, der blomstrer hos os. Den første var Gravetye, og den står stadig i fuldt flor.

De seneste af de blålige tulipaner blomstrer også endnu, men de er på det sidste. Desuden er der netop nu bl.a. iris, klematiser og akelejer. Vi har akelejer i både en helt mørk blålilla og i en lidt lysere og mere ren blå farve - og så har vi minsandten også både hvide og lyserøde. Jeg tror de lyserøde er kommet fra frø, jeg har spredt fra den lyseste af de blå. Akelejer er åbenbart ikke helt farvefaste, men det vidste jeg vist egentlig godt. De hvide akelejer må godt være der, og jeg kan ikke nænne at fjerne de lyserøde i år, men måske bliver de flyttet til den anden side næste år. Og jeg må hellere lade være med at sprede flere frø.

torsdag den 15. maj 2008

Orange valmuer

Vores orange valmuer står i forhaven - den pink og orange afdeling. Jeg fik frø af en af vores venner for 3 år siden. Første år var der en enkelt blomst, sidste år var der tre og i år er der mange.
De står og vajer over vores Rose Clair storkenæb, som ikke er sprunget ud endnu. Jeg håber på endnu flere, selv om nogle mener, de nærmest opfører sig som ukrudt. Den tid - den sorg!
De har for øvrigt præcis samme farve som de hornvioler, vi har plantet i krukker.

tirsdag den 13. maj 2008

Kattekander

Jeg har lovet Irene at sætte et billede af mine kattekander på bloggen, så her er de:

De to små har vi fået af en god ven i Helsinki, den største købte jeg på ebay for ikke så lang tid siden. Den kom helt fra USA, men klarede den lange tur i fin form.
Planten i baggrunden er en lyslilla pudefloks.

torsdag den 8. maj 2008

Træer i haven

På trods af vores haves lidenhed har vi nogle træer i den. Min stolthed er en både lysende og lysegrøn japansk ahorn.
Den har den mest vidunderlige farve om foråret - jeg er helt forelsket i det lille limegrønne træ, der lyser op i haven både dag og nat. Senere på året bliver det lidt mørkere, men det er stadig dejligt.

Træet er ekstremt langsomtvoksende, selv om vi har haft det omkring 5 år, er det kun omkring 60 cm højt endnu.
Da vi i sin tid købte det, var planteskolemanden ikke meget for at overlade det til os. Vi var nok henne i sidste halvdel af juni, og vi måtte sværge, at vi ville vande træet godt, både da det blev plantet og hele sommeren, før vi fik lov at sætte det i indkøbsvognen.
Jeg synes, min ahorn i år er så smuk som aldrig før - men det synes jeg vist nok hvert år.

tirsdag den 6. maj 2008

Nye planter til haven

I et af bedene i vores have var en ellers meget nydelig græs ved at tage magten fra os. Ved siden af den stod en stjerneskærm og en sølvhønsetarm.
Stjerneskærmen ved vi ikke rigtig, hvordan vi har fået, og den hørte slet ikke hjemme i vores blå have. Desuden var den ikke til at styre, og det samme gælder til dels hønsetarmen.

Den ende af bedet skulle altså nyplantes. Der har før været jakobsstiger i haven, men de er forsvundet. Nu prøver vi igen med hele 2 af slagsen. Den højeste er en Polemonium "Bressingham Purple", den lidt lavere længst fremme på billedet har vi ikke det præcise navn på, men en jakobsstige er det umiskendeligt.





I planteskolen havde de også en smuk stenbedsplante, som jeg ikke synes, jeg har set før. Den hedder Houstonia caerulea, og i hvert fald på norsk kaldes den også porcelænsstjerne. Den er blevet plantet ved siden af jakobsstigerne.

lørdag den 3. maj 2008

Forårsferie

Vi er midtvejs i den sidste af de små forårsferier. Jeg har været så heldig at have fri lørdag efter både Bededag og Kr. Himmelfartsdag, og så skal der jo kun en enkelt feriedag til at få en lille ferie. Oven i købet er vi blevet begavet med dejligt vejr begge gange.
I går kørte vi sammen med en god ven til Louisiana for at se deres Cezanne/Giacometti udstilling. Den kan godt anbefales, det var en spændende konstellation og opsætning, som gav noget ekstra til begge kunstnere.

Både til og fra kørte vi gennem de smukke, sjællandske bøgeskove - det var en fryd for øjet og en lise for sjælen!

H. C. Andersen havde vist ret, da han sagde, at grønt er godt for øjnene.

søndag den 27. april 2008

Vibeæg

En blomst, der ikke rigtig passer i vores havekoncept (lyder flot, ikke ;-) er vibeæg.
Men jeg elsker vibeæg, så de er der alligevel. Jeg er lidt forelsket også i diverse andre fritillariaer - dog ikke kejserkrone - og i Botanisk Have i Göteborg købte jeg frø til et par stykker. Den ene skal være flere år i jorden og have frost, inden den kommer op. Det bliver spændende, om den overhovedet har tænkt sig at spire. For resten ved jeg ikke engang rigtigt, hvordan de ser ud. Personalet i butikken forsøgte ganske vist at finde dem på computeren, men den var ikke helt samarbejdsvillig - har man hørt det før???
Fotoet er taget i haven. Jeg satte bare et stykke sort karton bag blomsterne, og jeg er ret tilfreds med resultatet.

fredag den 25. april 2008

Den blå anemone - og symfonikoncerter

Her er vores fine blå anemone.

Hepatica nobilis
Originally uploaded by cats_in_blue
Den er så yndefuld, og jeg er meget glad for den. Faktisk har vi adskillige, den frøspreder sig åbenbart selv.

I går var vi til sæsonens sidste symfonikoncert - med et rigtig godt program med musik udelukkende fra det 20. århundrede. Først Carl Nielsens Helios-ouverture, så Elgars cellokoncert, der er så smuk, at man næsten kommer til at græde, og til sidst Bartoks Koncert for orkester.

Vi er ikke særlig godt kendte med Bartok, men vi kunne rigtig godt lide orkesterkoncerten - ikke nær så avanceret, som vi havde troet. Ham må de gerne spille mere af! Men det bliver ikke næste sæson. Vi har lige fået kataloget, og der er ikke noget Bartok med. I det hele taget ser det ud til at være lidt mere publikumsfavoritter end i denne sæson.
Billedet viser Edward Elgar - very British, isn't he?

tirsdag den 22. april 2008

Vores have

Vores have er en ganske lille rækkehushave. Hele grunden er på 200 kvadratmeter, og det er med hus og carport og udhus og det hele. Det er rigeligt til os, faktisk er det meste af den rigtige have belagt med sten.

Forhaven bliver holdt i lyserøde, pink over i det rødlilla og orange nuancer - lige bortset fra krydderurtehaven, mens den "store" have er vores blå have. Vi har nu været nødt til at udvide det til blålilla farver også, for der er ikke ret mange rent blå blomster.

Om foråret holder det ikke helt. I forhaven er der bl.a. en masse blå scilla, som blev sat, inden vi havde fundet på det med farverne. De er så søde, og det er for resten også umuligt at få fjernet dem alle. Og i den blå have er der om foråret både erantis og nogle få påskeliljer.
Og så det her:


Græsset - vores græsplæne er på ca. 3 kvadratmeter - burde selvfølgelig have været klippet for længst, men det er det altså ikke blevet, og så får man straf som forskyldt. Billedet er ikke skarpt, men jeg kan ikke tage et andet, for nu er mælkebøtterne fjernet og græsset klippet.

Det eneste, jeg har foretaget mig i haven i år indtil nu, er at beskære lavendlerne, som har et helt bed næsten for sig selv - i hvert fald når forårsblomsterne er færdige. Jeg synes, det er lidt hårdt for hænderne at klippe lavendler ned, men for et par år siden fik jeg det glimrende råd at bruge den elektriske hækkesaks. Det tips er hermed givet videre!

I den blå have blomstrer netop nu: Perlehyacinter, kærmindesøster, flere arter blå anemoner, forglemmigej, en meget lys blå scilla og en lille rhododendron i en krukke. Krokus, almindelige scillaer, en slags iris og hyacinter er færdige for i år.

Flere iris, tulipaner (næsten blå) og mine forskellige storkenæb er på vej. Bortset fra "Orion", som desværre ser ud til at være gået til. Og der er knopper i begge klematiserne.

Man kan næsten ikke se, at lavendelbedet er et lavendelbed - det ligner mere et tulipanbed på billedet. Det lille træ er en sølvpil. Sølvfarvede planter passer godt til blå! Fuglene trænger tydeligvis til vand, det må jeg hellere få givet dem.

søndag den 20. april 2008

Køernes festdag

Vi har haft en dejlig bededagsferie med mange oplevelser og dejligt vejr.
I dag så vi 5 (eller var der 7?) jerseykøer og en hel masse jersey tyrekalve blive lukket ud på arealerne ved Egå Engsø. Det var sjovt at se dyrene udforske deres nye område, der var tydeligvis en førerko, som gav signal, når flokken skulle bevæge sig til et nyt område med et dybt Muuuh. Det bliver ikke sidste gang, vi besøger køerne ved engsøen.

Jeg spiser ikke så meget kød, og det er faktisk mest, fordi jeg synes nutidens intensive landbrug og transport af dyrene er dyremishandling, som jeg ikke vil støtte. Men dyr, der har det som disse jerseykalve, har jeg ikke noget imod at spise. Link til Køernes forårsdag arrangeret af Økologisk Landsforening.

Der var utrolig dejligt ved søen med masser af syngende lærker og viber og en hel masse andre fugle. Og så blev jeg alligevel sur til sidst, da vi så 2 drenge i 10-12 års alderen kaste sten efter nogle ænder. De forsøgte helt sikkert at ramme dem. En henstilling var de ligeglade med, men hvad der var allermest oprørende var, at deres mor kiggede på - uden nogen som helst reaktion. Ikke sært at ungerne bliver håbløse med så ansvarsløse voksne. Jeg er forarget!

tirsdag den 15. april 2008

Endnu en kande

Næsten samtidig med den store ko-kande kom også denne lille, fine kande, som jeg havde fundet i Sverige. Den er ikke mere end 6 cm høj.
Den er meget svagt lyseblå og rillet - jeg er svag for riller! Det er i øvrigt også en Arabia-kande.

Den store katte-kande er også kommet, og jeg slap for at betale told! Selv om jeg er kattefreak, så kan jeg næsten bedre lide kokanden. Motivet fylder mere på katte-kanden, og det gør, at den kommer til at se lidt mere grov ud. Men jeg er glad for den alligevel, og når den bare ikke står lige op ad ko-kanden ser den rigtig fin ud. Jeg har ikke fået den fotograferet endnu, men det kommer.

Og nu er ko-kanden i mellemstørrelse på auktion!!! Måske skal jeg op i nat og byde på den.

søndag den 6. april 2008

Netauktioner

De 23 ting har for mig haft en uventet bieffekt: Det er dyrt! Det er nyhedslæseren, der er den skyldige. Den holder rigtig godt øje med, om der bliver sat nogle nye effekter, som jeg er interesseret i, på auktion. Meget bedre end jeg selv ville kunne gøre. Det har resulteret i adskillige køb.

Jeg vil helst købe i Tyskland eller Storbritannien, men de fleste interessante ting er nu i USA eller Sverige. Når man køber i USA kan man komme til at betale moms, og i Sverige har de meget høje portoomkostninger.

Ko-kanden på billedet er et af mine nyere køb. Det er en finsk Arabia-kande designet af Kai Franck. Der er flere størrelser med køer i forskellige farver, og denne er den største. Den bliver i øvrigt ret tit annonceret som en tyr, men det er da tydeligvis en ko!
Jeg købte den i USA - og jeg kom til at betale moms, så den blev ikke lige præcis billig.

Lige nu venter jeg på en katte-kande i samme størrelse, også fra USA, og den skal nok også en tur omkring hos toldmyndighederne.

mandag den 31. marts 2008

Operabio

Det er ikke så let at komme hjem - mentalt altså - fra så vellykket en ferie som vores i Göteborg.

Men det hjælper med en god operabio-forstilling. Denne gang var det Brittens Peter Grimes i en super opførelse. Alle forestillinger er fra The Met i New York. Vi har set Peter Grimes i en opførelse fra Den Jyske Opera for nogle år siden, og den var mildest talt ikke vellykket. Det var denne!!!



Det er vores første sæson med operabio, men det bliver bestemt ikke den sidste - hvis det ellers fortsætter i Århus.

torsdag den 27. marts 2008

Linnegatans spisesteder

Som nævnt var der masser af steder at spise i "vores" gade. Denne lå endda i samme hus som vores lejlighed.

Med hilsen til Lise/Especially for Lise

Spisekortet så udmærket ud, men det var nu navnet, der tiltrak sig vores opmærksomhed! Vi nåede ikke at spise der, faktisk havde vi alt for lidt tid til at spise ude.

Men denne litterære café nåede vi.

Literary café

Vi lagde mærke til den fra sporvognen, og der var altid mange gæster, så vi tænkte, at den måtte være værd at prøve. Og det var den også - meget atmosfærefyldt og god mad. Der var - selvfølgelig - også udendørsservering, men den dag, vi var der, var det lidt for koldt til det. Syntes vi da. En enkelt gæst var af en anden mening.

onsdag den 26. marts 2008

Göteborg

Göteborg er et lækkert sted at holde ferie for en som mig, der i bund og grund er en bybo. Vi var så heldige denne gang at bo i en lille lejlighed i Linnégatan, en sjov gade med høje huse til beboelse - de fleste var på 8 etager + butikker og især mange caféer og restauranter. Haga med endnu flere caféer og gode, alternative forretninger er nabo.

Blogbillede 080326
Og så er der sporvogne i Göteborg.
Det var da noget af det dummeste, da de blev nedlagt i København og Århus, for bedre transportmiddel i en by er det svært at forestille sig. Jeg var med, da den sidste sporvogn kørte i København - det var en trist dag!

Linje 6 gik 2 minutter fra, hvor vi boede, og kørte lige til Scandinavium. Det vidste vi ikke engang, da vi lejede lejligheden. Her er den dog fotograferet på Järntorget, ét stop fra vores lejlighed, men i modsat retning af Scandinavium.

mandag den 24. marts 2008

Blomstrende påskeøtræ

Vi har været på en herlig ugelang ferie i Göteborg. Vi boede to steder: Dels i en lille lejlighed i Linnégatan, dels i Scandinavium, hvor der blev afholdt VM i kunstskøjteløb - og vi havde billetter til DET HELE! Vi så dog ikke det hele. 53 deltagende damer og næsten lige så mange mænd blev for meget selv for os, så vi sprang nogle stykker af de formodet dårligste over i det korte program.
Men vi nåede også andet. Bl.a. besøgte vi den botaniske have, hvor det yderst sjældne påskeøtræ netop var i blomst. Det så i øvrigt ud til at være en rigtig god botanisk have, men mest på en anden årstid. Her i marts var det væksthusene - og butikken!, der tiltrak sig opmærksomhed.

fredag den 14. marts 2008

Påske

En anden af vores brugere kommer af og til med små gaver til os. Mest i form af blomster eller noget at putte i hovedet.

For et par dage siden kom han med 4 bundter påskeliljer. De var overhovedet ikke sprunget ud og så ikke specielt ophidsende ud, men i dag er de bare flotte:


torsdag den 13. marts 2008

UPS...man skal passe på hvad man siger


Oplevelse på biblioteket:

Ghadir på 9-10 år har i flere omgange lånt forskellige koge- og bagebøger. Sidste gang jokede Karen og jeg med hende om, at vi da gerne ville smage resultatet - men vi blev taget på ordet. Så i dag kom Ghadir med kage til os. Der var endda to forskellige slagser: med og uden nødder, så også Elsebeth kan smage med.
Opskriften stammer nu ikke fra en af de lånte bøger, men var Ghadirs mors.