tirsdag den 22. april 2008

Vores have

Vores have er en ganske lille rækkehushave. Hele grunden er på 200 kvadratmeter, og det er med hus og carport og udhus og det hele. Det er rigeligt til os, faktisk er det meste af den rigtige have belagt med sten.

Forhaven bliver holdt i lyserøde, pink over i det rødlilla og orange nuancer - lige bortset fra krydderurtehaven, mens den "store" have er vores blå have. Vi har nu været nødt til at udvide det til blålilla farver også, for der er ikke ret mange rent blå blomster.

Om foråret holder det ikke helt. I forhaven er der bl.a. en masse blå scilla, som blev sat, inden vi havde fundet på det med farverne. De er så søde, og det er for resten også umuligt at få fjernet dem alle. Og i den blå have er der om foråret både erantis og nogle få påskeliljer.
Og så det her:


Græsset - vores græsplæne er på ca. 3 kvadratmeter - burde selvfølgelig have været klippet for længst, men det er det altså ikke blevet, og så får man straf som forskyldt. Billedet er ikke skarpt, men jeg kan ikke tage et andet, for nu er mælkebøtterne fjernet og græsset klippet.

Det eneste, jeg har foretaget mig i haven i år indtil nu, er at beskære lavendlerne, som har et helt bed næsten for sig selv - i hvert fald når forårsblomsterne er færdige. Jeg synes, det er lidt hårdt for hænderne at klippe lavendler ned, men for et par år siden fik jeg det glimrende råd at bruge den elektriske hækkesaks. Det tips er hermed givet videre!

I den blå have blomstrer netop nu: Perlehyacinter, kærmindesøster, flere arter blå anemoner, forglemmigej, en meget lys blå scilla og en lille rhododendron i en krukke. Krokus, almindelige scillaer, en slags iris og hyacinter er færdige for i år.

Flere iris, tulipaner (næsten blå) og mine forskellige storkenæb er på vej. Bortset fra "Orion", som desværre ser ud til at være gået til. Og der er knopper i begge klematiserne.

Man kan næsten ikke se, at lavendelbedet er et lavendelbed - det ligner mere et tulipanbed på billedet. Det lille træ er en sølvpil. Sølvfarvede planter passer godt til blå! Fuglene trænger tydeligvis til vand, det må jeg hellere få givet dem.

Ingen kommentarer: