Fanøs strikkefestivaler - i flertal!

I 2022 blev det en realitet: Der blev afholdt to strikkefestivaler på Fanø. Heldigvis samtidig. Christel Seifarths store i Nordby og den hyggelige på resten af øen. Nordbys hedder Nordby Wooldays, resten af øens hedder Fanø Strik - det viser ligesom forskellen.

Sådan har det jo egentlig været i flere år, måske altid, man havde en tydelig fornemmelse af, at det der foregik i Sønderho og andre steder på øen var et noget uvelkomment vedhæng til den "rigtige" strikkefestival i Nordby. Vi har godt nok altid følt os bedst tilpas i Sønderho, men det er jo en anden sag.

Sønderhoninger og andre fannikker må have brugt det meste af vinteren til at strikke små flag til festlige guirlander, som pyntede op under festivalen. Øverst på et stakit i Sønderho og nederst på Galleri Tina Kolding.

Vi fulgte stort set vores sædvanlige program med udsalg i Rindby Forsamlingshus, besøg i alle boderne og de øvrige steder og som et af højdepunkterne strikkebanko. Det er bare så hyggeligt!

Vi var vist i Sønderho hver eneste dag under festivalen, for der var lige dit eller dut, vi skulle tilbage til. Men vi var også i Nordby, hvor erhvervslivet er blevet mere involveret i festivalen. Blandt andet med strikkestationer rundt om i byen, det vil sige små korte workshops, hvor man bare kunne falde ind.

Hvis der altså var plads, hvilket bestemt ikke altid var tilfældet. Den strikkestation, vi helst ville have været med til, var optaget hver gang, vi fik bekvemmet os til at komme forbi, men vi deltog i en om skyggestrik, som jeg har praktiseret for en del år siden, hvorefter det er gået i glemmebogen. Det er dog en fin teknik, som jeg måske vil tage op igen. Og det er en rigtig god ide med de strikkestationer, så der sker noget i hele Nordby og ikke bare i teltet ved skolen i byens udkant.

Teltet besøgte vi søndag. Det lignede sig selv med mange stande og urolig meget håndfarvet merino. Vi overvejede at spise frokost der, men der var meget larmende i cafeområdet, så vi valgte slagter Christiansens gode sandwich i stedet.

Jeg var beskeden i mit indkøb af garn, men lidt faldt der altså i kurven:

Der er fire farver bomuld-silke-kashmir fra Else Schjellerup. Jeg er ret sikker på, det er det samme som Giza Multi fra Natural Fantasy, bare med Strik-Designs egne banderoler. Så er der et enkelt nøgle Noro Kabuto Fine, som er beregnet til en hue til mig selv. Både Dorthe og Annett købte Noro garn hos Lotte Kjær, og så lod jeg mig friste. For øvrigt så vi Noro garn flere steder. Gad vidst om det er ved at komme lidt ind igen? Endelig er der noget bambus-bomuld fra Go Handmade. 

Det sidste har jeg været ved at strikke klude af, og det kan godt ske, det bliver nogle gode klude, men garnet er irriterende at strikke af, fordi man skal passe rigtig meget på at få hele tråden med. Det splitter helt vildt.

Jeg fik et krydsnøgleapparat i fødselsdagsgave og afprøvede det første gang på et af bomuld-silke-kashmir bundterne. 

Det blev da det nydeligste nøgle, man kan forestille sig, og jeg skal nok få glæde af mit forholdsvis nye stykke garntilbehør.

En af Sønderhos strikkedamer i hjemmestrikket bluse og ditto sokker

Fanøs fugle

 

Denne var nok den mest spændende, vi så. En sandløber er det. Den var ikke let at fotografere, for den svarer så sandelig til sit navn. Vi var i øvrigt ikke helt sikre på, at det var en sandløber, for den var lidt mørk i forhold til de billeder, vi så i fuglebøgerne. Vi var inde på, at det var en dværgryle, men de skal kun være på størrelse med musvitter, og så lille var den altså ikke. Desuden passede bevægelsesmønstret, de pilede vildt hurtigt frem og tilbage og fouragerede i vandkanten. Jeg havde aldrig set en sandløber før.

Canadagæs har jeg set før, men ikke ved Fanø. Disse to blev spottet i vandet mellem Nordby og Halen. Jeg hørte også grågæssenes træk, men så det ikke. 

Stærene var der selvfølgelig også. Da vi var på Fyn et par uger før, så vi store flokke over vores sommerhus. "På gensyn på Fanø", råbte vi til dem, og det blev selvfølgelig et glædeligt gensyn.

Også fasankyllinger og voksne fasaner så vi mange af. Bortset fra stærene og spurvene er det vist den fugl, man hører allermest.

Nyt i Nordby

Når vi kommer til Fanø, er noget af det første, vi foretager os, næsten altid at gå en tur på Nordbys hovedgade. Er der kommet noget nyt? Og modsat: Er der noget, der er forsvundet? I år var det heldigvis mest det første.

I det gamle tømrerværksteds meget fine bygning er der kommet et mikro surdejsbageri, en udpræget god ide.

Der var engang en bager i Nordby, men det er nogle år siden efterhånden, og siden den lukkede, har man måttet tage til takke med Brugsens bager. Man kan sige meget godt om Brugsen i Nordby (bl.a. har de vores fortrukne mysli, som ellers stort set kun kan opdrives på nettet), men bageren er altså ikke noget at råbe hurra for.

Så vi var glade for at se det nye lille bageri og café. Og deres brød er godt, men de skal lige have et lidt større udvalg af kaffe til café-gæsterne, inden alt er på plads. Vi er spændte på, om de overlever til næste år - det håber vi!

En anden nyhed var Værftet, som nok mest er et værtshus, der dog også serverer kaffe. Der er meget stemningsfuldt med en masse fine, hjemmelavede træmøbler, og mon ikke det er Marco Brodde, der har stået for fuglene på væggen?

Selv om der var et spændende drinks-kort, så nåede vi ikke at nyde noget på stedet - faktisk var vi noget i tvivl om, om der var åbent de gange, vi kom forbi. Men Værftet må også gerne være der om et år. Så vil vi anstrenge os lidt mere for at ramme en åben dør.

Nordby mangler ikke steder, hvor man kan få god kaffe. Kaffehuset, Haven og Kaffebanken serverer alle glimrende kaffe. Hvis man er tidligt oppe - og det var Annett og jeg flere gange - så kan man fra kl. 8 hos slagter Christiansen for en rund tier selv lave sig en kop kaffe i automaten, og den er faktisk også udmærket. 

Når strikkedagene står på, kommer der forstærkning fra Kaffemanden. Super kaffe, landets næstbedste kop kaffe, siger han selv. Den bedste skulle være den første kop, man får om morgenen, men det er jeg nu ikke enig i. 

Faktisk kan jeg bedst lide barista-kaffen; jeg kan bare ikke så godt tåle koffeinen, og her i landet er koffeinfri kaffe på kaffebarerne en sjældenhed. Det gælder også i Nordby, så det er et ønske til fremtiden. Måske hos mikro-bageriet?

Fanø Krogaard er selvfølgelig ikke ny, men der er kommet nye ejere, og det var nyt for os at spise der. Før har vi nøjedes med kaffe.

Vi var alle meget tilfredse, Krogaarden kommer vist på det faste repertoire. Hvis man er i tvivl om, hvor man finder stedet, så står koordinaterne på vandflasken.

Jeg er ikke sikker på, jeg har alle nyheder med, og jeg ved ikke rigtig, om jeg skal nævne det nye issted, der er på vej på hovedgaden. Det var nemlig ikke ganske vellykket. Indehaveren virkede så stresset, at der ikke var specielt hyggeligt, og der var ikke styr på allergenerne, hvilket er noget pinligt.

Isen var god, så jeg håber, det bare var begyndervanskeligheder. 

Nordbys hyggelige gågade

Årets Fanøferie

Igen i år var vi to uger på Fanø i september, og vi fik mange flotte september-himle. Det lyder helt forkert med "himle", men det må være det, det hedder. Faktisk har jeg glemt, hvor ovenstående billede er taget, men jeg tror, det var på nordøen.

Hvor er det dog dejligt at være af sted i to uger. Når man kun har en enkelt uge, går der uforholdsmæssig megen tid med at pakke og køre til og fra. Vi vil nok i fremtiden enten vælge to uger eller de helt korte ferier med bare én eller to overnatninger og opvartning i alle ender og kanter.

Men det var septembers himle, vi kom fra. Her kommer endnu én:

Vi er ved Hønen nær Sønderho. Der traf vi noget af Sønderho Gårdbutiks langhornskvæg, blandt andet en meget ung kalv, som det meste af tiden arbejdede på at blive større. Han var kun et par uger gammel, fik vi senere at vide i gårdbutikken. I horisonten til venstre kan man skimte Sønderho Havn.

Til sidst en noget anderledes morgenhimmel over Esbjerg:

Annett og jeg var tidligt oppe, fordi Annett skulle en tur til fastlandet. Jeg kørte med ned til færgen og så solen bryde frem. Det blev faktisk godt vejr efter et par timer, og på hele ferien blev vi vejrmæssigt forkælet. Faktisk spiste vi vist nok frokost udendørs alle dage bortset fra en enkelt.

Havens fugleliv

Vores dueunger har naturligvis forladt os for længst. Pludselig en søndag var reden tom, og selv om vi kiggede mange gange den søndag, forblev den uden indhold.

Billedet er taget et par dage før. Den ene unge er ved at afprøve vingerne, og der er ikke megen overflødig plads i reden.

Selvom duer som nævnt før ikke hører til mine yndlingsfugle - bortset fra fredsduer :) - så savnede jeg at følge med i udviklingen. 

Til gengæld holdt alle årets spurveunger ungdomsklub i haven. Der er en vældig palaver, det er ikke så lidt, der skal diskuteres, når man er i den alder. Når der er flest, er der nok omkring 80. På billedet med kun et lille udvalg kan man se, hvor tæt de sidder oven på hækken.

Geder

Der er delte meninger om, hvorvidt gedeost kan spises eller ej. Jeg hører til dem, der holder meget af gedeost, og en af de gedeoste, jeg af og til køber, er gedegouda fra Sondrup Gårdmejeri. 

Ud over at de har en gårdbutik, sælger de også på torvet på Frederiksbjerg i Århus om lørdagen, og det er der, jeg plejer at forsyne mig.

Men for godt en uge siden var vi sammen med Bodil til gårdmejeriets høstmarked, hvor vi hørte om mejeriet og vigtigst af alt så gederne.

De var nærmest lige så nysgerrige som os, men holdt sig dog på behørig afstand. Bortset fra to, der havde været børnenes kælegeder. De havde også fået navne, Sara og Vera. På billedet er det Vera, der har undersøgt menneskeflokken tilstrækkeligt og er på vej tilbage til gedeflokken.

Der var også andre dyr på gården: Høns, et par hunde og heldigvis også en kat, som på trods af al høstmarked-hurlumhejet fandt sig en plads i solen, hvor den krøllede sig sammen og lagde sig til at sove.

Det var et fint besøg på gårdmejeriet og sjovt at høre om, hvordan man driver et gedeostemejeri. 

Jeg har i øvrigt forsømt bloggen meget i løbet af sommeren. Det er ikke, fordi vi ikke har oplevet noget. Snarere tværtimod. Vi har haft så meget om ørerne og har nydt sommeren så meget, at der ikke har været tid til at blogge. Måske laver jeg et par samleindlæg eller en opresumering. Hvis jeg får tid....

Dueunger

Vi var et par dage i Nordjylland i sidste uge. Knap nok var vi kommet hjem, inden vi opdagede, at der var klækket unger i duereden:

Man kan kun se den ene unge på billedet, den anden er lige bagved. De er øjensynligt ved at blive fodret. Hvor gamle mon de er, når de åbner øjnene? Jeg synes, de ser meget små ud, men de er jo ikke helt nøgne.

Nye beboere på 1. sal

 

Den her er den ene af dem. Et par ringduer har bygget rede i vores tempeltræ, og nu ruger de.

Duen er bestemt ikke min yndlingsfugl, men vi synes, det er ret underholdende at følge udrugningen fra første parket - i dette tilfælde vores hobbyværelse.

Dorthe fabler om at få stegte dueunger. Det var tit søndagsmiddagen i hendes barndomshjem, fordi hendes bror havde duer.

Måske vil vi forsøge at fjerne reden, når ungerne har forladt den, men de voksne bygger vel bare en ny.

Nyt slotsophold

Vi er blevet glade for de korte ferier på kro eller hotel med et par overnatninger. Man skal bare pakke lidt ekstra tøj og noget toiletgrej, og så er det af sted. Nemt!

Der var et par udstillinger på Brandt Klædefabrik, som vist kun hedder Brandts nu om dage, i Odense, som vi gerne ville se, og det kunne fint kombineres med et lille sommerophold. Efter det vellykkede ophold på Gram Slotskro valgte vi endnu et slot: Hindsgavl ved Middelfart.

Hovedbygningen i klassicistisk stil fra slutningen af 1700-tallet. Vores værelse lå i en af fløjene.

Et kig ind i en af de fine stuer med udsigt til slotsparken og Fænøsund

Der var adgang til køkkenhaven 
med de lange rækker af forskellige
salater, løg, asparges og andet godt.

Vi var meget tilfredse med vores ophold. Især omgivelserne - den store park ned mod Fænøsund - og forplejningen var bemærkelsesværdig.

Slottet har en kæmpestor køkkenhave. Afgrøderne bliver meget fornuftigt brugt i køkkenet, og de helt friske grøntsager kunne altså smages. Det nød vi virkelig. Vi spiste i slottets restaurant to aftener, og det var rigtig lækkert begge gange.

Til den fine morgenbuffet var der både æblemost på egne æbler og honning fra bistaderne i køkkenhaven plus en masse andet godt. Jeg spurgte, om de også selv havde røget rygeosten, men det havde de nu ikke.

Gad vidst hvor mange gartnere, der er ansat til at passe både park og køkkenhave...

Vi tog toget fra Middelfart til Odense. I Middelfart kan man parkere tæt på stationen, og turen til Odense tager bare 22 minutter. Så er der lige et kvarters slentretur til Brandts.

Der var to udstillinger, vi gerne ville se. De tusind gåders sted med malerier af Kathrine Ærtebjerg (til 24.7.2022) og Landskaber (til 23.20.2022).

Egentlig er jeg ikke så vild med Ærtebjerg. Der er lidt for meget drømmeri i, og det er for surreelt for min smag, men jeg kan godt lide, at hun diskuterer kvindeidentitet og kønsroller i sin kunst, og jeg kan især lide hendes af og til sarkastiske humor. Begge dele ses i eksemplet herunder:

"Hvad du ønsker skal du få" fra 2002

Landskaberne var kronologisk opbygget. En meget dejlig udstilling med danske kunstværker fra guldalderen og helt op i nutiden. Et flot indblik i natursynet i de forskellige epoker.

Fritz Syberg: Vinterlandskab. Pløjemark i sne

Sybergs pløjemarker i sne minder mig om min barndom. Præcis sådan husker jeg vinteren på Nordfyn, også selv om Sybergs marker snarere lå på Sydfyn.

Dagen efter kørte vi selv ud at se på dejlige fynske landskaber lidt syd for Middelfart. Vi så også et par kirker, Husby og Føns. Meget forskellige, men begge værd at kigge på. Billedet viser udsigten fra Føns Kirke.

Vi valgte at køre gennem Vejle på hjemturen. Byen var i høj grad præget af at have været startby for en etape i Tour de France.

Jeg synes, det er fint, at erhvervslivet går all in, når der kommer sådan en begivenhed til byen. Selv en af Pontus Kjerrmans skulpturer havde fået et gult halstørklæde på. 

P.S. Til sidst en advarsel: Spis ikke på Cafe Razz i Middelfart, med mindre du er meget glad for mayonnaise. Vi gjorde den fejl at vælge stedet som vores frokostcafé, inden vi indskrev os på Hindsgavl, og maden var ærlig talt elendig. Det er sjældent, et spisested formår at ødelægge en club sandwich. Razz kunne! Og min kartoffelmad var totalt druknet i ikke særlig god mayonnaise, og den rygeost, jeg var blevet lovet, kunne i hvert fald ikke smages.

I det vestjyske

For lidt over en uge siden vendte vi hjem efter årets første sommerhusferie, som gik til Vestjylland. Hverken nordvest eller sydvest, bare vest, nemlig til Holmsland Klit.

Vores sommerhus lå i første række ud mod klitterne, som vi havde en dejlig udsigt til fra stuens panoramavinduer, og lige på den anden side var Vesterhavet.

Det er sådan et dejligt område, og vi kørte en del ture. Vi var i Tipperne, men så ikke så vildt mange fugle. Det er nok bedre at komme i træktiden. Vi så dog blandt andet en engpiber, som jeg aldrig har set før.

Nymindegab Museum har vi besøgt en del gange før, men det er et fint lille museum, så det var igen på programmet. Det var blevet en del moderniseret, så man nu trasker rundt med hver sit audioudstyr. Sådan lidt for analfabeter. Jeg kunne måske bedre lide det gamle museum, og jeg savnede helt sikkert nogle af de ting, det gamle museum viste, men det er stadig et godt museum, og nu kan alle være med.

Nymindegab Kro af Maria Thymann
Maria Thymann var en af flere kvindelige malere i kunstnerkolonien Nymandegabmalerne

Nærmeste by ved vores sommerhus var Hvide Sande, og der var vi mange gange. Også fordi Kjærstrup Chokolade med Danmarks bedste flødeboller har fået en forretning der. Jeg fik nu kun én enkelt flødebolle, for jeg var sammen med tre iselskere, og man kunne også få god is, så jeg var for det meste også på isholdet.

Men ellers hang vi lidt ud på havnen, så på byens forretningsliv og spiste frokost et par gange. Ved havnen havde de fået den sødeste affaldssortering:

Det var selvfølgelig den affaldssortering, vi benyttede, da vi skulle forlade sommerhuset. Proportionerne snyder. Jollen til venstre var meget mindre end selve fiskekutteren, I den skulle blandt andet flasker, mens der skulle papir, metal, plast og en ting til i kutteren.

Ringkøbing kørte vi kun til en enkelt gang. Det er ellers en af mine yndlingsbyer med alle de fine Bedre Byggeskik huse. Der er noget at kigge på overalt, her bare en enkelt detalje.

Kjærstrup i Hvide Sande er en filial af Kjærstrup i Ringkøbing, så vi fik også is den dag.

Når man kører fra det ene sted til det andet, kommer man uvægerligt hele tiden gennem de fantastiske landskaber. Her er det klitrækken nord for Søndervig:

Sommerhuse ligger side om side med de fine gamle vestkystgårde langs klitranden

Med tre strikkefanatikere plus én, der bare strikker uden at være fanatisk, blev områdets garnbutikker selvfølgelig besøgt. Huset Tind, der ligger i nærheden af Søndervig, og hvor der er en fantastisk udsigt over Stadil Fjord er fast på programmet, når vi er på de egne. Det er sådan en smuk butik, og den sælger også godt garn, men jeg nærede mig.

Det gjorde jeg også i Ringkøbings to gode garnbutikker. Den ene gjorde fint opmærksom på sig selv med denne meget pigede cykel:

Men til sidst gik det galt. I Vemb havde garnbutikken "I Centrum" ophørsudsalg, den sidste dag med hele 70% rabat. Vi mente, vi kunne da lige køre forbi, for der var nok alligevel ikke noget af interesse tilbage. Der tog vi fejl. Ganske vist var der ikke meget tilbage, men det, der var, var næsten altsammen af interesse, så selv jeg fik forøget lageret. Der er ikke meget krejler i mig, selv om jeg er af krejler-slægt, men så godt et tilbud kunne jeg ikke helt lade gå min næse forbi.

Selv om vi har været på Holmsland Klit mange gange, har vi aldrig været ved Lyngvig Fyr før. Det nåede vi den sidste dag. Annetts søster havde smsset, at hun ikke mente, en tur op ad fyrets mange trapper var pengene værd, og for resten kom vi også for sent. Men et flot fyr er det!

Vi havde en dejlig ferie med både afslapning og aktiviteter. Der var dog et par ting, vi ikke nåede. Der skulle stadig være nok til mindst et par dagsudflugter.

Gule blomster i vores have

Gule blomster er generelt ikke velkomne i vores have. I den "rigtige" have er farverne holdt i blå og - fordi der faktisk ikke findes så mange rent blå blomster - lilla nuancer.

I forhaven primært pink og orange, men der har sneget sig nogle styrvolter ind som lilla akelejer, som jeg ikke kan nænne at fjerne.

Men de gule blomster vil øjensynligt også gerne være med. Jeg har opgivet at udrydde erantiserne i det tidlige forår, og jeg er selvfølgelig også glad for at se de små forårsbebudere.

De forstyrrer heller ikke billedet, for der er alligevel ikke andet end vintergækker, som heller ikke burde være der, på det tidspunkt af året.

Mælkebøtterne, der uvægerligt viser sig samtidig med blandt andet de blå anemoner, bliver naturligvis fjernet med hård hånd, hvilket de selvfølgelig er bedøvende ligeglade med. De kommer da bare igen.

De sidste par år har vi også haft gule anemoner i forhaven:

De har sneget sig under hegnet fra vores nabo, og jeg er så glad for anemoner i alle farver, at de mod alle principper får lov at blive der. Der er da også stadig nogle hvide, Bitsjkas anemoner, importeret fra sommerhuset i Fjellerup.

Kort tid efter de gule anemoner optræder der også gule valmuer mellem de orange:

Jeg tror ikke, valmuerne er farvefaste. I hvert fald dukker der gule op hvert eneste år, selv om jeg forsøger at holde dem nede.

I forhaven dukker der af og til en lille, men umiskendeligt gul, blomst op på nogle ret høje stængler mellem de lyserøde og pink storkenæb. Jeg tror, det må være svaleurt. Navnet er så nydeligt, men desuagtet bliver blomsterne fjernet. Jeg fik dem ikke fotograferet, inden de blev rykket op, men der bliver garanteret en ny lejlighed.

I den rigtige have kæmper jeg en ulige kamp med surkløver. Jeg kan ikke helt få bugt med dem, men trøster mig med, at blomsterne heldigvis er meget små.

Det var så bare de gule blomster i vores forbudt-for-gul have, jeg lige kan komme i tanke om.

En kat på vejen

 

Denne kat var totalt uinteresseret i  mig

Der var andet, der var mere spændende. Noget, der puslede i buskadset. En solsort?

og  væk var den...

Weekendtravlt

Hvorfor kan folk ikke lære at tjekke i kalenderen, om der er garnstafet, inden de planlægger deres aktiviteter? spurgte Annett.

Der var nemlig garnstafet i Århus sidste weekend, og eftersom den har været coronaaflyst i to år, var det noget, vi så frem til.

Men Annetts bilklub havde arrangeret en tur, som hun naturligvis gerne ville med til, og vi blev inviteret til svendegilde, og det ville vi også gerne med til. Heldigvis foregik begge dele lørdag, så vi besluttede at nøjes med garnstafetten om søndagen.

Svendegildet forløb fint og blev fejret med blandt andet flere kagekoner.

Søndag var vi i gang fra morgenstunden, og vi nåede faktisk alle de 10 butikker, der var med i arrangementet.

Hverken Annett eller jeg skulle egentlig have nyt garn, men Dorthe skulle, for hun mangler altid garn, og vi ville alle tre gerne se, hvad der rører sig i strikkeverdenen. Faktisk rører der sig ikke så meget lige nu. Det mest påfaldende var PetiteKnits Ingrid-sweater, der var strikket op i mange af butikkerne, og som vi også så på adskillige andre deltagere. Den er fin, men det var lige ved, at vi blev trætte af den.

Selvfølgelig fik jeg alligevel købt lidt garn. Permins Scarlet, fordi den har en sammensætning, jeg selv kan gå med. Indtil nu har jeg kun brugt den til børnetøj, men jeg vil prøve at lave noget til mig selv. Jeg havde allerede en del i lageret, og nu har jeg endnu mere.

Så købte Annett og jeg også to store nøgler babystøvlegarn til deling. Det er lidt cashmere i, så det bliver en luksusudgave. Jeg starter med det blå, Annett med den anden farve, og så bytter vi, når vi er ca. halvvejs. Det var det hele for mit vedkommende. Jeg holdt mig pænt i skindet, men der var faktisk ikke så meget, der fristede. 

Den sparsomme tid gik lidt ud over hyggen. En del af garnstafetten er at sidde sammen med andre strikkeentusiaster, snakke og strikke et par pinde. Og at drikke kaffe, mens man hviler fødderne. Det måtte vi give lidt køb på i år, men forhåbentlig kommer der garnstafet igen næste år, og der får vi måske bedre tid.

Dagens blomst

 

...mødte jeg ved et busstoppested på Ringvejen i Århus.

Det er - tror jeg i hvert fald - en art af kulsukker. Hvilken ved jeg ikke, men sød er den.

Tilbage mod normalen

Når det drejer sig om kunstudstillinger, er vi vist tilbage til normaltid fra før coronaen. Vi opdagede, at Silkeborg Bad har åbnet en udstilling af værker af Anders Moseholm. Ham kan vi godt lide, og vi tog straks af sted.

Det var altsammen værker fra 2021, og Anders Moseholm må være en flittig mand, for der var rigtig mange værker. Det var også varierede værker, men det var dog tydeligt for enhver, at naturen er begyndt at spille en stor rolle i Moseholms kunst.

I eksemplet her er der både storby, som gennem mange år har været et elsket motiv for Anders Moseholm, og natur. Hvis man ikke selv skulle få den tanke, at det er naturen, der er ved at generobre kulturlandskabet, så hjælper titlen "Invert invasive" på vej.

Der er så dejligt på Silkeborg Bad:

Vores udsigt fra den store sal var næsten en kommentar til udstillingen. Den smukke natur suppleret af flyenes kondensstriber på himlen.

I parken så vi et duetræ:

Sådan et kan jeg ikke huske at have set før, i hvert fald ikke i blomst, men det er jo tydeligt, hvorfor det hedder som det hedder.

Kommentar til duetræet fra udstillingen: The Chorus.

Ikke mindst (gen)så vi Pontus Kjerrmans skulptur: 

Bortset fra kunstudstillinger og lidt andet er vi stadig forsigtige på grund af coronaen. Især for senfølgerne - Long Covid som det kaldes i udlandet, hvor man synes at tage det mere seriøst end her i landet. 

For eksempel har vi skippet symfonikoncerterne. Vi kan simpelthen ikke lide store og/eller tætte menneskemængder, og vi synes, der bliver taget forbløffende lidt hensyn. Det gider vi ikke, men ad åre...