onsdag den 5. oktober 2022

Nyt i Nordby

Når vi kommer til Fanø, er noget af det første, vi foretager os, næsten altid at gå en tur på Nordbys hovedgade. Er der kommet noget nyt? Og modsat: Er der noget, der er forsvundet? I år var det heldigvis mest det første.


I det gamle tømrerværksteds meget fine bygning er der kommet et mikro surdejsbageri, en udpræget god ide.

Der var engang en bager i Nordby, men det er nogle år siden efterhånden, og siden den lukkede, har man måttet tage til takke med Brugsens bager. Man kan sige meget godt om Brugsen i Nordby (bl.a. har de vores fortrukne mysli, som ellers stort set kun kan opdrives på nettet), men bageren er altså ikke noget at råbe hurra for.

Så vi var glade for at se det nye lille bageri og café. Og deres brød er godt, men de skal lige have et lidt større udvalg af kaffe til café-gæsterne, inden alt er på plads. Vi er spændte på, om de overlever til næste år - det håber vi!


En anden nyhed var Værftet, som nok mest er et værtshus, der dog også serverer kaffe. Der er meget stemningsfuldt med en masse fine, hjemmelavede træmøbler, og mon ikke det er Marco Brodde, der har stået for fuglene på væggen?

Selv om der var et spændende drinks-kort, så nåede vi ikke at nyde noget på stedet - faktisk var vi noget i tvivl om, om der var åbent de gange, vi kom forbi. Men Værftet må også gerne være der om et år. Så vil vi anstrenge os lidt mere for at ramme en åben dør.

Nordby mangler ikke steder, hvor man kan få god kaffe. Kaffehuset, Haven og Kaffebanken serverer alle glimrende kaffe. Hvis man er tidligt oppe - og det var Annett og jeg flere gange - så kan man fra kl. 8 hos slagter Christiansen for en rund tier selv lave sig en kop kaffe i automaten, og den er faktisk også udmærket. 


Når strikkedagene står på, kommer der forstærkning fra Kaffemanden. Super kaffe, landets næstbedste kop kaffe, siger han selv. Den bedste skulle være den første kop, man får om morgenen, men det er jeg nu ikke enig i. 

Faktisk kan jeg bedst lide barista-kaffen; jeg kan bare ikke så godt tåle koffeinen, og her i landet er koffeinfri kaffe på kaffebarerne en sjældenhed. Det gælder også i Nordby, så det er et ønske til fremtiden. Måske hos mikro-bageriet?

Fanø Krogaard er selvfølgelig ikke ny, men der er kommet nye ejere, og det var nyt for os at spise der. Før har vi nøjedes med kaffe.

Vi var alle meget tilfredse, Krogaarden kommer vist på det faste repertoire. Hvis man er i tvivl om, hvor man finder stedet, så står koordinaterne på vandflasken.


Jeg er ikke sikker på, jeg har alle nyheder med, og jeg ved ikke rigtig, om jeg skal nævne det nye issted, der er på vej på hovedgaden. Det var nemlig ikke ganske vellykket. Indehaveren virkede så stresset, at der ikke var specielt hyggeligt, og der var ikke styr på allergenerne, hvilket er noget pinligt.

Isen var god, så jeg håber, det bare var begyndervanskeligheder. 

Nordbys hyggelige gågade

2 kommentarer:

Ellen sagde ...

Jeg forstår ikke, at et decideret kaffested ikke har koffeinfri kaffe. Jeg har kun drukket det en enkelt gang (ved en fejltagelse) og jeg syntes, det var en ret tam oplevelse, men hvis man ikke kan tåle koffein, er det da godt, at det findes.
Jeg har et par gange oplevet, at nogen kalder deres vare for "den næstbedste". Det er smart, for det afføder altid nysgerrighed og næsten altid en snak om hvorfor de skriver sådan, og hvad der så regnes for den/det bedste.

eKirsten sagde ...

Der er en del, der nægter at indtage koffeinfri kaffe. Forståeligt, hvis det er koffeinkicket, man er ude efter, men ellers ikke. Der er god og mindre god koffeinfri kaffe, og det samme gælder for koffeinkaffe.