Dyr i og omkring sommerhuset

For det tilfælde at vi ikke skulle møde nogen katte på Fanø, havde vi medbragt vores egne. Eller mere præcist: Annett havde. Tifany og hendes på det tidspunkt 8-9-10 uger gamle killing Trolle. Og så var Gamine også kommet med som legetante og aflastning for Tifany. 

Jeg fik et enkelt ikke særlig fremragende billede af alle tre:

Trolle ligger på mig og hygger, Tifany til højre er ved at undersøge, om hun kan komme ind under tæppet, og Gamine står på bordet ved siden af.

Trolle er stadig brun om mulen, fordi hun tidligere, da hun skulle lære at spise andet end mors mælk, havde fået smatmad. Måske syntes hun også. at hun skulle være tortie ligesom de andre. Vi vidste udmærket, at hun ikke var tortie, men vi troede på det tidspunkt efter adskillige befamlinger i den anden ende stadig, at hun var en hun. Det har senere vist sig at være en fejl, så nu kan han godt blive pænt ren i hovedet. Vi lader os ikke narre mere.

Gamine er så smuk:

Tif er også smuk, men hende fik jeg ikke nogen gode billeder af. Her kommer i stedet et, fra da vi var i Nørlev:

Der var flere katte, der gik omkring huset, men de ville ikke snakke. En af dem var blå, og vi havde mange steder set opslag om en 14 år gammel blå kat, der var forsvundet fra en tysk familie, der ferierede i Rindby, så vi forsøgte at få kigget ekstra godt på "vores" blå kat. Det var dog ikke den forsvunde kat. I slutningen af ferien var der på et af opslagene skrevet, at den var blevet fundet, og vi fik at vide, at katten var blevet set på et vildtkamera og derefter lokket i en fælde. En lykkelig slutning!

Vi så mange rådyr omkring huset, både råer, en rå med to kid, og en ung buk var fast gæst ved huset.

Kaniner så vi som altid mange af:

Vi mente at kunne kende en af dem, der næsten altid sad i vores indkørsel, men ellers ser de jo umiddelbart meget ens ud - bortset fra én, for den var nemlig sort. Det har vi alligevel aldrig set før på Fanø.

Der var ikke så mange fugle omkring huset. Vi så mange skader og også en rødkælk og diverse andre, men fasanerne hørte vi næsten hele tiden, og vi så dem også flere gange. Især fædrene promenerede med deres afkom, men de her kyllinger var nu alene. Der var 5-6 styk, men jeg nåede ikke af fotografere dem alle. 

I år så vi ingen ræve, men faktisk mødte vi en del katte på øen. De får deres eget indlæg.

Ture fra Fanø

Normalt nøjes vi med udflugter på Fanø, men i år var vi også på et par udflugter fra Fanø.

Det her er lystbådehavnen i Nordby. Turbåden Martha er egentlig sønderhoning, men hun er udvandret og bor nu til daglig i netop Nordbys lystbådehavn.

Hende tog vi med en dag til sælbankerne nord for Fanø. Undervejs passerede vi et noget større og hurtigtsejlende skib:

Vi blev vippet godt af dønningerne, da de to skibe havde passeret hinanden - ret sjovt. Det er Annett, der har fotograferet.

Det var ikke sikkert, der ville være sæler på bankerne ved Langli, men det var der heldigvis, og vi kom også ret tæt på dem. Vi var vist dagens underholdning for dem, i hvert fald så det ud til, de kiggede lige så meget på os som vi på dem.

Når sandhden skal frem, så så vi flere sæler i Nordbys havn (ikke mindre end 14 på én gang) end på denne tur, men så fik vi til gengæld også en lille tur i Esbjergs Havn, og det var også spændende. 

Undervejs passerede vi Svend Wiig Hansens store skulptur Mennesker ved Havet, og den ser lige så imponerende ud fra vandsiden som fra land.

Vejret var, som det ses på billederne, ikke strålende solskin på vores sæltur, men det var lunt, og det regnede ikke. Strålende solskin havde vi til gengæld den dag, vi tog til Flensborg for at få depoterne af diverse fornødenheder fyldt op.

Inden indkøb i Citti Park gik vi tur og spiste frokost i selve byen. Det var helt tydeligt, at corona-krisen har taget hårdt på forretningslivet. Der var rigtig mange tomme butikker, blandt andet havde mindst én af garnbutikkerne drejet nøglen om for evigt, og Karstadt var der heller ikke mere. Sørgeligt! 

Men vejret kunne vi altså ikke klage over. Her er et vue ned over Oluf-Samson-Gang ned mod havnen.

For enden af smøgen lå det fine sejlskib Eye of the Wind nok så dekorativt.

Tyskerne er så gode til at bruge årstidens afgrøder, og sådan var det også på den café, hvor vi fik vores frokost. Græskarsuppe til Dorthe, grøntsags- og kartoffelröstier til Annett og mig. Med ingefærchutney, der var så god, at jeg vil prøve at kopiere den.

Til sidst en tur gennem Citti Markt, der heldigvis lignede sig selv. Godt Annett havde trailer med til Fanø - ikke til Flensborg! - så vi ikke behøvede lægge bånd på os selv af hensyn til pladsen, da vi fyldte indkøbsvognene.

Hjemme igen fra Fanø og sidste strikkefestival

Igen i år har vi været to uger på Fanø sammen med Annett og til vores udelte fornøjelse også tre af hendes katte. Vi har hygget, strikket, spist godt, nydt naturen og nydt at være sammen alle seks.

Selvfølgelig var vi også til årets strikkefestival, både i Nordby og i Sønderho. Man kunne godt mærke, at der ikke var så mange standholdere, især i teltet i Nordby var der god plads, og der var slet ikke noget i den gamle skole i Sønderho. Var det på grund af coronaen, eller fordi arrangementet er ved at løbe lidt træt?

Næsten som sædvanligt syntes vi, det var sjovest i Sønderho. I Nordby var standene meget ens, jeg var lige ved at få kvababbelse af håndfarvet merino. Bevares, meget flot garn i alle regnbuens farver, og der var da også diverse andre fibre end merino, men helhedindtrykket var altså, at det var meget ens og dermed noget kedeligt.

Jeg overvejede noget af det håndfarvede, fordi der var noget hør i, men var ikke helt overvældet af farverne, så jeg holdt mig på måtten. Derimod købte jeg lidt angora. Håndfarvet selvfølgelig, i grønlige og stærkt pink nuancer, men ellers ikke noget.

Vi begyndte og sluttede i Sønderho. Der var både det håndfarvede og en masse andet forskelligt, og minsandten om jeg ikke på den sidste dag fandt noget håndfarvet merino/hør i en farve, jeg synes er spændende.

Så der kom alligevel håndfarvet garn med hjem. Hvad det skal bruges til, har jeg ingen anelse om.

Det blev den sidste strikkefestival i det sædvanlige regi, og det er nok egentlig meget godt. Nu vil hovedarrangør Christel Seyfarth i stedet lave eksklusive arangementer med få deltagere og førende (BVADR! - vi er altså i 2021!) garnproducenter og designere. 

Det lyder for snobbet for os, så vi har ikke tænkt os at blive nogle af de udvalgte, men mon ikke Sønderho er på banen igen næste år? Vi hyggede os i hvert fald gevaldigt til søndagens strikkebanko i teltet ved forsamlingshuset. Den må de - også - gerne gentage.

P.S. Vi overhørte i Nordby en morsom beskrivelse af alle strikkedamerne og deres eksponering af egne værker. Blandt andet havde der til et strikkearrangement på bryggeriet kun været én eneste deltager, der ikke bar farvestrålende hjemmestrik. Annett og Dorthe har med fuldt overlæg aldrig gået i deres egne kreationer til festivalen, jeg har gjort det nogle få gange, men vil måske ikke gøre det i fremtiden. Man skulle jo nødigt bare blive én af flokken ;)

Grønkloder

 

Da jeg var barn boede jeg fem år i en lille landsby på Fyn. Vi havde en - forekommer det mig i hvert fald nu - pænt stor have.

Bagerst i haven stod seks blommetræer. Det vil sige, det ene var et mirabelletræ, og mirabeller regnes vist ikke helt til blommerne. Men ellers var der så vidt jeg husker to træer med victoriablommer, et med kirkes, et med sveskeblommer og et med grønkloder.

Grønkloder? Jamen, det er en anden betegnelse for Reine Claude. Min mor kendte ikke noget videre til fransk, måske har hun slet ikke opfattet, hvad blommerne hed, måske har hun med overlæg lavet det om til et navn, hun kunne håndtere, eller måske har Reine Claude aldrig heddet andet i hendes familie. Siden da er min mors betegnelse blevet standard for mig i en grad, så jeg godt kan komme til at sige grønkloder også til uindviede. I hvert fald når det drejer sig om de grøngule sorter af Reine Claude.

Jeg er meget glad for blommer i marmelade og chutney, men ellers synes jeg tit, at blommerne er sure enten ved stenen eller ved skindet.

Jeg har to gange i år købt grønkloder på torvet. Første gang til chutney, men vi kom til at gnaske et par stykker i os, og de var så gode, at der blev en noget mindre portion chutney end planlagt. Anden gang var de ikke helt så gode, men vi spiste alligevel dem allesammen. Blommemarmeladen må vente til en anden gang, men faktisk er det alligevel ufattelig lidt marmelade, vi spiser.

Vendsysselferie

Ifølge kalenderen er det efterår, men vejret er skønt sensommervejr. Det var det også, da vi for en uges tid siden tilbragte en uge i sommerhus i Vendsyssel, nærmere betegnet ved Nørlev Strand.

Det er en egn, vi efterhånden kender temmelig godt, så vi ved, hvad vi gerne vil foretage os. Noget nyt var der dog kommet til. Siden vi sidst var i området, er Kornets Hus nær Hjørring åbnet.

Vi fik en udmærket brunch der (men hvor var grøden eller øllebrøden?), samtidig med at vi naturligvis så udstillingerne, der ikke var helt så store, som jeg havde regnet med. Men afgjort udmærkede.

Selve bygningen er i den for tiden fremherskende stil, når det gælder museer, oplevelsescentre og deslignendes. I dette tilfælde lidt som en stor lade, hvilket jo passer fint til emnet, men der er altså en lille djævel i mig, der spørger, om der ikke snart er en arkitekt, der tør prøve noget helt andet.

Udenfor var der dyrket en masse gamle og mere smagfulde - måske også sundere - kornsorter, og det var næsten det sjoveste at se. Årstiden var også helt rigtig, kornet var modent, men endnu ikke høstet.

Vi gik i lang tid og gættede på, hvad vi så. Heldigvis var der nogle diskrete skilte, så vi kunne konstatere, om vores gæt var rigtige. Forresten kendte vi overhovedet ikke alle sorterne. Kolben var i hvert fald ny for mig.

Det er nu ikke den, der er på billedet. Det er dalar hvede, og man kan godt se, at udbyttet er noget mindre end for de mere forædlede kornsorter. 

Når vi er på de kanter, er det oplagt med ture i naturen, både til fods og i bil. Til vores store fornøjelse er der masser af dyr i naturområderne. Billedet nedenfor er taget i området mellem Nørlev Strand og Kærsgård Strand. Det skulle også være et fugleområde, men vi så ikke så mange fugle igen. Til gengæld kunne vi hele tiden se Lien, altså stenalderkystskrænten. Der er ligesom noget historiens vingesus over det, når man færdes i sådan et område.

Hver aften, når vi kom hjem, kunne vi fra sommerhuset se op på Lien, og der stod næsten altid nogle heste. Billedet er taget på lang afstand. Med det blotte øje skulle man faktisk se godt efter for at se, at det var heste, men når de slog med halerne, var der ingen tvivl.

Og så er der jo Vesterhavet. Jeg er meget glad for Vesterhavet, både i stille - som det var de fleste dage i vores sommerhusuge -

Retning: Aberdeen - sådan cirka

- og når der er mere drøn på. Når der var lidt større bølger, kunne vi også høre havets brusen fra sommerhuset, men rigtig vildt var det ikke i denne uge.

Vi er også altid mindst et par gange i Hirtshals. For at hænge ud ved havnen og for at spise fisk. Det er helt forunderligt at se havnen med så stille vand.

Som altid var vi forbi fyret, som bestemt må være et af de smukkeste i Danmark.

Vi havde frokost med og spiste den med udsigt til både hav, fyrtårn og Hirtshals.

Rubjerg Knude Fyr herunder må så til gengæld være et af de mest interessante. Det er altså en imponerende dynge sand, det fyr står i. Nu fik vi også med egne øjne konstateret, at flytningen var vellykket. 

Jeg tog billedet fra klinten, hvor Mårup Kirke engang lå. Vejret var blevet lidt dårligere, men det var på vores hjemrejsedag, så det var vi nærmest tilfredse med - og i øvrigt klarede det op senere på dagen. 

Ildopalsjal

Jeg kan godt lide at strikke sjaler, men der er altså en grænse for, hvor mange sjaler, jeg selv kan bruge. Det nyeste sjal, jeg har strikket, er heldigvis med en bestemt modtager i tankerne.

Mønsteret hedder Shaelyn, designeren Leila Raven, og det kan findes på Ravelry. Jeg har før strikket efter det samme mønster, og det er en fornøjelse at følge.

Garnet er et håndfarvet lacegarn, der har ligget meget lang tid i mit lager. Sandalha hedder det, farven hedder meget passende Fire Opal, og det er fra Fleece Artist. Jeg købte det i Fandango her i byen, dengang butikken var ejet af Sys Fredens.

Lige så meget som jeg holder af at strikke sjaler, hader jeg at blogge dem. Det er dog en absolut nødvendighed med denne slags sjaler, og det er da også en fornøjelse at se, hvor pænt det bliver efter udspændingen.

Der er stadig en masse af garnet tilbage, og jeg er startet på endnu et sjal, men i et andet mønster. 

Hvor høj er spanden?

Det er måske ikke så let at sige helt præcist, og her er vist én, der har skønnet forkert.

I tehuset på Mols

 

For nogle år siden var der på Åboulevarden her i byen en skøn tesalon med navnet Simply Tea. 

Der skulle udføres et større vejarbejde og nybyggeri på og omkring Åboulevarden. Simply Tea lukkede. Det var et savn for os, men endnu mere for vores veninde Bodil. Så vidt vi ved, findes der ikke nogen ordentlig tesalon i Århus nu. Jo, Perch har da en salon, men det er overhovedet ikke det samme.

Derfor var det med stor tilfredshed at jeg opdagede, at ejeren af Simply Tea, Alexis Kaae (som jeg ikke er i nær familie med på trods af navnet), har åbnet et tehus på Mols.

Der var basis for en udflugt. Bodil ville gerne med, men vi beholdt det som en overraskelse, hvor vi skulle hen.

Vi tog af sted i perfekt vejr i onsdags, og Bodil reagerede helt rigtigt, da vi nåede målet - meget overrasket og meget glad. Vi indtog med stor nydelse vores te, sandwich og scones og følte os meget forkælede. Jeg kan godt lide at prøve noget nyt, så jeg havde valgt en Puerh-te, som jeg aldrig har smagt før. Den var ret anderledes end andre teer, men jeg kunne godt lide den, selv om den ikke lige på minuttet blev min yndlingste.

Puerh-tekager i mængder i butikken

Vi fik også en lille snak med Alexis, som fortalte, at hun vil prøve at dyrke te på en skråning ved huset. Snakken blev dog brat afbrudt, da der pludselig lugtede af brændte scones. Spændende om projekt tedyrkning lykkes. Hun havde også nået at fortælle, at hun nok ikke vil åbne sit tehus for servering for evigt, men mon ikke vi kan nå endnu et besøg. Bodil har allerede planlagt sin næste gang.

Butikken med fristende teer og teudstyr i tilknytning til tesalonen blev selvfølgelig også besøgt, og et par teer blev købt med hjem til senere nydelse.

Et kig ind i den æstetiske butik

Kirker i Thy

Vi har genoptaget vores gamle interesse, kirkearkitektur og -kunst. Yrsa og Annett er med på det, og i løbet af vores uge i Thy i juni fik vi kigget nærmere på nogle af egnens kirker.

Fra den største:

Vestervig Kirke, der er Nordens største landsbykirke, til den mindste:

Lodbjerg Kirke, der er en af Danmarks mindste landsbykirker. Den allermindste skulle være Venø. Kirkerne i Vestervig og Lodbjerg ligger ikke så langt fra hinanden, og fra Lodbjerg kunne vi sagtens se den store Vestervig fylde godt op i landskabet.

Lodbjerg Kirke er en af de efterhånden mange, som Maja Lise Engelhardt har sat sit præg på. Hun har udsmykket den gamle altertavle og prædikestolen og farvesat kirkens øvrige inventar. Det fungerede godt, syntes jeg.

Lige det tog jeg ikke nogen fotos af, men ellers kommer her en billedkavalkade fra nogle af Thys kirker:

Denne billedkvader fra Vestervig Kirke er fra romansk tid og viser to mænd og to djævle, den ene med en meget lang, splittet tunge. Den er blevet opfattet som en advarsel mod at udbrede løgn og sladder, og den kaldes Vestervigs vartegn.

Lige da jeg så denne kvader på Thisted Kirke, syntes jeg, det lignede en mand med en fugl i snor, men det er selvfølgelig en løve med halen hen over ryggen. Motivet var spejlvendt på en anden sten, og der var det meget tydeligere.

Vi er stadig i Thisted Kirke. Detalje fra den smukke sengotiske altertavle fra omkring 1520. Det er Maria Magdalene med salvekrukken, iklædt en moderigtig dragt fra det tidlige 1500tal. Hun er bare så smuk, synes jeg.

Det er hende her sådan set også, hun er bare et par hundrede år ældre og fra unggotikken. Hun kan ses i Snedsted Kirke, som Yrsa kender fra sin barndom, og er fra en korbuekrucifiksgruppe, så det må være Jesus' mor, Maria. Det passer også med den blå klædning.

Her er hele korsfæstelsesscenen fra et billedfelt på Snedsted Kirkes altertavle. Et ret naivt maleri, men også temmelig charmerende. Hele altertavlen er fra omkring 1670, og det er maleriet nok også. Jeg synes, Maria her ligner en velhavende borgerfrue eller adelskvinde.

Ham (eller hende?) her ser heller ikke ud til at have manglet det daglige brød. Det er en ret morsom putto fra et epitafium i Vestervig. Puttier er som regel temmelig velnærede, men de plejer ikke at se så aldrende ud som ham her.

Kirkegårde er heller ikke uinteressante. Rundt om Thisted Kirke var der en del store gravsten, og på en af dem så jeg denne fine blæksprutte:

Den mest stemningsfulde kirkegård var dog Vorupør Gamle Kirkegård, hvor gravstenene i den grad fortalte historier, især om mænd, der var omkommet på havet, men der var også sten over rigtig mange børn og unge. For de unges vedkommende var det som regel deres venner og veninder, der havde opsat gravstenen.

Ferie ved havet

Hvorfor har vi dog aldrig været i Nørre Vorupør før? At det er et sted efter vores hoveder, fandt vi ud af, da vi omkring Sankt Hans tilbragte en uge i sommerhus netop der.

Vorupør bagfyr Sankt Hans aften

Billedet viser Vorupørs vartegn, Vorupør Bagfyr. Ikke et egentligt fyrtårn, men et ledetårn fra 1894, som sammen med et forfyr skulle hjælpe bådene på havet med at navigere ind over revlerne.

Vi kunne også navigere efter bagfyret, for vi kunne se det fra vores sommerhus. Fem minutters gang så var vi ved fyret, og hvis vi fortsatte 1-2 minutter, var vi ved vandet med fiskebutikker, restauranter, caféer og liv. Lige noget for os.

Desuden er Vorupør en usædvanlig sød by. Mange af husene er hvide. Ikke usædvanligt for kystbyerne i Thy. Og pænt, synes jeg - mon det er en særlig vestkyststil? Det er også en by, der er befolket året rundt - ikke bare et feriested, selv om der meget forståeligt er store sommerhusområder i nærheden.

Det rød/hvide tårn i billedets højre side er altså ikke bagfyret.
Jeg tror, strandens livreddere måske holder til der.

Bålet var aflyst Sankt Hans aften, men solnedgangen var til gengæld en af de flotteste, vi nogensinde har set. Da solen forsvandt kom månen, og den var lige så flot. Fuldmåne minus én dag, stor, lysende og med vildt mange detaljer. 

Der har tidligere været landingsplads i Vorupør. Det er der ikke mere, men der er en forening, der forsøger at bevare og restaurere nogle af havbådene, så de kan bruges til fritidssejlads. Foreløbig ligger nogle stykker nok så dekorativt på stranden, og det så fantastisk ud i solnedgangen. En af de restaurerede havbåde er for resten placeret i museet.

Kombinationen af at være ude i naturen, men samtidig i gåafstand fra bylivet er ikke til stede i flertallet af de sommerhuse, vi kan leje gennem vores forhenværende arbejdsplads, så Vorupør er kommet højt op på listen over steder, vi vil tilbage til.

Genåbning

Hvor har der dog været snakket meget om "lys for enden af tunnelen" under corona-krisen. I et læserbrev i vores avis var der en, der skrev, at han var træt af at høre om lyset for enden af tunnelen. Hvorfor kunne man ikke se noget andet - en pingvin for eksempel? Dorthe mente, at hun kunne se en kop cafékaffe.

Det har man jo kunnet få i et stykke tid nu, hvis man ville indtage den udendørs, og det har vi da også gjort nogle gange. Desværre ser det ud til, at kvaliteten på nogle af vores favoritsteder er faldet i løbet af krisen.

Et af vores faste steder er Emmerys her i Åbyhøj. Kaffen og betjeningen er vist på samme niveau, men den morgentallerken, vi fik for et par uger siden, havde ikke vanlig standard. Ægget var hårdkogt, osten vendte hjørnerne opad, der var mindre skyr uden rabarberkompot, og det lækre flagesalt var skiftet ud med ordinært fint salt. Der var simpelthen ikke på nogen måde kælet for detaljerne - mon det er helt slut nu?

Endnu værre var det på RS28 i midtbyen. Den var ved sidste besøg bemandet med en ung pige, der ikke var særlig interesseret i sit arbejde, og hun får måske heller ikke ret meget for det. Men letmælken var sur, hun kom til at lave en latte i stedet for den ønskede cappuccino, toiletterne var lettere uhumske. Kaffen var dog stadig god.

I går forsøgte vi os så med Street Coffee i Jægergårdsgade, som måske er vores favoritsted af alle, og det var heldigvis helt, som det plejer.

De andre yndlingssteder skal have en chance til, men ellers skal vi nok til at frekventere nogle andre steder. Ud over Street Coffee, altså.

Jeg har bestemt ikke noget imod at komme i Jægergårdsgade. Gaden er under stadig forandring, butikker går og nye kommer til. Jydsk Skum har været i gaden lige så længe, som vi har boet i byen, og det er altså snart 40 år, men nu er det åbenbart slut

Det er lidt trist, når de ikoniske butikker forsvinder. På den anden side har vi ikke handlet der i umindelige tider, men da vi flyttede til byen, var det da der, vi købte vores skumgummimadrasser. Jeg havde min på mit sengeleje bygget af ølkasser, indtil jeg for 5-10 år siden syntes, at nu var den blevet for flad, og jeg investerede i ny seng.

Og i morgen falder maskerne så. Jeg har ikke følt mig synderlig plaget af påbuddet og vil nok stadig anvende mundbind i en del situationer. Smitten er jo ikke forsvundet, bare fordi der ikke er mundbindspåbud mere, snarere tværtimod. Jeg kan dog udmærket forstå, at det bliver dejligt for dem, der på grund af deres arbejde har været tvunget til at gå med beskyttelsen i mange timer ad gangen. 

Det, jeg glæder mig mest til i den forbindelse, er at slippe for al den brok, der har været fra mange, bare fordi de skulle tage mundbind på for eksempel i forbindelse med indkøb. Så på sin vis bliver det en glad dag for mig også.

Årets pinsecamping

...blev en temmelig våd omgang.

Vi var på Sandersvig Camping ikke så langt fra Christiansfeld. Det blev noget klaustrofobisk at opholde sig i hytten hele tiden, så vi kørte nogle ture, men landskaberne er unægtelig også kønnere, når det udendørs brusebad ikke er i gang.

Der var en del dyr i tilknytning til pladsen. Jeg var gået hen for at se på dem på et tidspunkt, hvor der var et stop i regnvejret. Det begyndte imidlertid at sile igen, men det gad gederne (eller var det i virkeligheden får?) ikke, så de skyndte sig ind i deres hus.

Svanegæssene havde vist ikke noget mod regnen, og de havde heller ikke noget mod det mudder, det efterlod.

De havde ellers flotte orange fødder.

Det regnede dog ikke hele tiden. Lørdag morgen gik jeg ned til stranden forbi en lille skov med nogle imponerende høje bøgetræer.

Mit billede yder ikke de ranke og meget høje stammer fuld retfærdighed, men man kan da se fordelen ved det våde vejr, der har været - der er simpelthen så grønt overalt. Søndag eftermiddag og aften fik vi endda solen at se.

Nyt logi

Denne lille fyr, som ikke er meget større end en valnød, er vores helt egen gærdesmutte. Det vil sige, han er nu også vores nabos, og på billedet sidder han på plankeværket mellem vores haver.

Når jeg mener, det er en han, er det, fordi jeg har set ham samle redemateriale, og jeg har læst, at hos gærdesmutterne er det hannen, der bygger reden. Eller faktisk så bygger han flere, så hunnen kan vælge den fineste af dem.

En af dem byggede han oven på og bag lampen ved vores indgangsdør, men der var nok for livlig trafik for hunnen. I hvert fald tror jeg ikke, det er der, hun ruger.

Jeg er meget glad for gærdesmutten og dens sang, og den må gerne bygge rede i vores have, så nu har vi også købt et færdigt logi til den. Det er en solid sag i lærketræ (selvfølgelig FSC-mærket):

Jeg håber, at gærdesmutten bliver glad for den, når vi engang får den sat op. I hvert fald kan den sikkert bruges som vinterhi.

Faktisk har jeg lidt planer om at købe et par stykker til af en anden type, for det gælder jo om dels at have noget forskelligt at tilbyde gærdesmutten, dels at få brugt nogle af sine penge. Som mange andre er jeg dybt irriteret over, at banken kræver renter af de penge, jeg har stående til brug i dårlige tider. 

De foregiver, at de har placeret hele baduljen i Nationalbanken, hvor de så skal betale renter af indestående, og selvfølgelig skal de have noget stående der, men jeg troede ærlig talt, at de investerede størsteparten og på den måde tjente nogle af de overordentlig mange millioner, de har i overskud. Enten er det noget, jeg har misforstået, eller også er de ikke dygtige nok til investeringerne. Eller også - og det tror jeg indtil videre mest på - så er de bare overordentlig grådige.

Så mine penge - så mange er der altså heller ikke, men alligevel - kunne godt bruge et nyt logi. Det bliver dog ikke under madrassen ;)

Fakta er imidlertid, at min indstilling til egne penge har ændret sig på det sidste. Jeg har måttet indse, at det ikke er nogen dyd at have en reserve stående. Tværtimod er det en dyd at bruge løs. Når der er et eller andet, jeg godt kunne tænke mig, gider jeg næsten ikke finde et godt tilbud. Jeg har aldrig været den ivrigste tilbudsjæger, men nu er det da helt omsonst. Problemet er bare, at der ikke er så meget, jeg har brug for eller kunne tænke mig, men gærdesmutten kan forhåbentlig.

De første gæslinger

 ...så vi i Doktorparken i Randers på aprils sidste dag.

Vi troede først, at der ikke var kommet nogen endnu, fordi der ikke var nogen på vandet, men da vi var kommet næsten hele vejen rundt om søen, var der alligevel noget dunet i græsset ved vandkanten.

Først et gåseægtepar med tre afkom, derefter endnu et par, hvor der var noget, der bevægede sig under gåsemors vinger. Jo, der var da i hvert fald to gæslinger, så fik vi øje på nummer tre, og var der egentlig ikke fire? Først da gåsemor rejste sig, så vi, at der var hele fem små, der havde puttet sig i mors lune dun i det lidt kølige og fugtige vejr.

Vi glæder os allerede til næste gæslingebesøg om et par uger.