I sidste øjeblik

Jeg ved ikke, hvordan det kan være, men det sker ret tit, at vi besøger en udstilling, lige inden den lukker.

Sådan var det også med Marcel Breuer-udstillingen på Trapholt.

Lige siden vi lærte Bauhaus at kende for mange år siden, har vi godt kunnet lide Marcel Breuer, så selvfølgelig skulle vi se udstillingen. Vi kom bare ikke af sted, før den allersidste åbningsweekend. Tænk hvis vi var blevet blev begavet med is og sne. Jeg kan blive helt klam ved tanken.

Breuers Wassily-stol er min yndlingsstol - sammen med Rietfelds "Rød-blå".

Wassily er endda god at sidde i, og hvis vi havde haft en stor stue, havde der garanteret stået et par Wassily'er. Men det har vi ikke, og jeg synes, Wassily fortjener godt med luft, så jeg må nøjes med at nyde den i møbelhuse og som nu på udstillinger.

Denne Wassily er fotograferet med Peter Bondes maleri "Blow hole" som baggrund.

Det allermest spændende på udstillingen var imidlertid den del, der beskæftigede sig med Breuer som bygningsarkitekt - måske fordi jeg ikke kendte ret meget til det i forvejen.

Manden var jo genial! Og det fik vi belæg for gennem modeller, billeder og tekst.

På billedet er det hans Whitney Museum of American Art, der kan ses in natura i New York.

Godt vi nåede til Trapholt i tide.

Mere mærkværdigt maskeri

Strikkede cupcakes og strikket julepynt har været ret trendy i et par år - men en strikket adventskrans!

Det så vi i et butiksvindue her til jul. Den er egentlig ikke ret køn, men den er lige så mærkværdig som nytårsaftens kransekage.

Det mest mærkværdige, jeg selv har produceret, er strikkede armbånd. Jeg lavede en hel del i november og december, men er dog ikke sikker på, at modtagerne satte særlig pris på dem.




Jeg har selv et par stykker, og jeg kan godt lide dem. De er også rare at have på, luner lidt ligesom pulsvarmere. Jeg har strikket af strømpegarnsrester, men jeg tror, de også vil være sjove i et tykt, ujævnt garn.



Opskriften er yderst simpel:
Slå 6 m op på p nr. 2½, når der bruges strømpegarn. 1. pind og alle retpinde: 6 ret. 2. pind og alle vrangpinde: Tag 2 m løs af med tråden på vrangsiden, strik 2 vr, tag 2 m løs af igen med tråden på vrangsiden. Stram lidt til ved 1. maske på retpindene og 3. maske - den første strikkede - på vrangpindene, så armbåndet bliver rundt. Strik til ønsket længde, luk af og sy sammen.
Jeg har snoet armbåndet, når jeg har syet det sammen, så alle omgangene kan ligge helt glat på armen, når man har det på, men man kan også bare "bunke" det som på fotoet.

P.S. Jeg ved godt, der ikke er noget, der hedder "maskeri". Jeg kunne bare ikke dy mig for at bruge bogstavrimet.

På vej ind i 2012

Godt strikke-nytår til alle strikkefans og helt almindeligt godt nytår til alle andre.

Kransekagen blev skudt i Stof og Sy i Skanderborg. Den er selvfølgelig strikket. OK, det er måske ikke så selvfølgeligt, men på det seneste har jeg opdaget, at næsten alt kan strikkes.

Årets bedste...musikoplevelse

Årets bedste:
Vi har været til så mange gode symfonikoncerter og operabioer i år, men alligevel er det ikke svært at vælge det allerbedste. Det er symfonikoncerten i marts, hvor Kristjan Järvi dirigerede Århus Symfoniorkester i bl.a. Pärts 3. symfoni. Jeg synes, Pärts musik er så smuk og spændende, og jeg synes, Järvi er en fantastisk og dynamisk dirigent. Huh, det var godt!

Fotoet er et Flickr-foto. Der var heldigvis nogle stykker af Kristjan Järvi med Creative Common licens. Fotografen hedder Johannes Jansson.

Årets næstbedste:
Det er straks meget værre, for som nævnt har vi været til meget godt. Var det en af operabio-forestillingerne - Don Carlos? eller Nixon in China? Nej, jeg tror, det er "opdagelsen" af en for mig indtil nu ukendt komponist, Alan Hovhaness. Det er ikke så ringe at få udvidet sin horisont!

Årets skuffelse:
Har vi været til noget, der skuffede? Det kan jeg ikke huske mere.

Jeg vil ikke påduttes...

Jeg kan ikke fordrage, når nogen skærer alle over én kam, og tager mig til indtægt for synspunkter, jeg ikke har. Eksempelvis siger nogle, der får udført sort arbejde eller snyder forsikringsselskaber eller kører for hurtigt (fortsæt selv listen): "Det gør alle jo". Vel gør de da ej! Det kan godt ske, at en hel del gør sådan, men alle?

Forleden hørte jeg Hella Joof i en udsendelse på P2 sige noget i retning af, at nytårsdag er vi jo alle bombede efter nytårsaftens udskejelser. Vrøvl og tal for dig selv, fr. Joof.

Måske er der noget Rasmus Modsat i mig. En yndlings-aversion er begrebet musthave. Når noget bliver udskreget til musthave, så reagerer jeg modsat: Det skal jeg i hvert fald ikke have.

Jeg har ikke noget billede, der illustrerer disse betragtninger, men jeg har da et anderledes selvportræt, så det er det blevet. Det er ikke en Photoshop-manipulation, men et spejlbillede i noget, der ikke er et spejl.

Forsinket fødselsdagsbillede af Sarantoya

Men det blev nu taget på hendes 11 års fødselsdag for to dage siden.
Hun ELSKER bare at ligge sammen med mor i kattesengen!

Æseldyrets hale

Jeg plejer at få tid til at lave enten et julebillede eller et foto af Sarantoya, der har fødselsdag den 24. december, til bloggen sammen med et glædeligt jul til læserne.

Det nåede jeg ikke i år. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde så travlt med, men der var åbenbart andre ting, der trængte sig på.


I hvert fald skulle jeg have et æseldyr restaureret. Nogle slemme børn havde revet dets hale af, og der var blevet en lang revne i ryggen. Jeg havde for længst fundet noget stof, der kunne bruges til æselhale, og jeg havde også fået købt bånd til sløjfen, men længere var jeg ikke kommet omkring den 20. december, og æselet skulle være færdigrestaureret den 22. december.

Pludselig fik jeg travlt - især fordi jeg havde glemt, at æseldyret også skulle en tur i vaskemaskinen.

Men jeg nåede det - og er selv godt tilfreds med resultatet. Knappen er en fin erstatning for et søm, synes jeg.
Ser Æseldyret ikke også selv lidt tilfreds ud på dette billede - så tilfreds som Æseldyret nu engang kan blive?

GLÆDELIG JUL, Æseldyr og alle læsere.

Årets bedste...spisested

Årets bedste:
Der er adskillige kandidater til denne titel: Restaurant Et (igen), lillebroderen TGV caféen på Banegårdspladsen i Århus, Franks i Sæby, men det bedste var trods alt Ruths Brasserie i Gammel Skagen.

Jeg fik to af mine absolutte favoritter: Andelår confit og Gateau Marcel. Begge dele meget veltillavet - så er det svært at hamle op med. Bedre Gateau Marcel fås ikke! Det er jo så også Michel Micheau, der er chefkok på Ruths Hotel, der har opfundet den.

Bundskraberen:
Bundskraberen "oplevede" vi også i vores sommerferie: Aalbæk gl.Kro. Vi havde fået en udmærket kop kaffe en eftermiddag, så vi stolede på, at de også kunne lave mad. Vi var ikke voldsomt sultne, men havde svært ved at finde noget let på spisekortet, så vi endte med den klassiske biksemad. Den var nærmest uspiselig. Den flød bogstaveligt talt i et centimetertykt lag fedtstof (i hvert fald ½ cm tykt), mens kødet var tørt og senet. Ikke godt! Det meste gik ud igen.

Årets bedste...smykke - del 2

Nu har jeg fået taget et billede af mit andet yndlingssmykke købt i 2011:

Det er en sølvbroche med fugle, duer tror jeg. Jeg spottede den i Victorias Palace mellem duftende sæber, bløde håndklæder og andre lækre sager. I første omgang lod jeg den ligge, men dagen efter måtte jeg tilbage for at se, om den stadig var der. Og det var den heldigvis.

Den er jo ikke ny, men hvor gammel mon den er? Den er stemplet bagpå med "E.S." Ifølge Nobel Antiks liste over danske sølvmærker er der flere, der har haft det mærke, men jeg gætter på, at den rigtige er Einar Sørensen, der var virksom i Hellerup i perioden 1944-1987. Hvis der er nogen, der ved noget om det, vil jeg blive glad for en kommentar.

Årets bedste...smykke - del 1

Årets bedste:
er en armring, jeg købte i Göteborg i Designtorget på Vallgatan.

Det er et genbrugssmykke lavet af et kasseret skateboard, og udtrykket er forskelligt alt efter hvilken side, man ser det fra. Meget originalt, synes jeg, og jeg har gået rigtig meget med det. Jeg burde have fået navnet på den opfindsomme fremstiller, men hvis jeg fik det, har jeg desværre glemt det.

Jeg har fået endnu et nyt smykke, som jeg er specielt glad for, men jeg har ikke gået så meget med det endnu, og jeg har heller ikke fået det fotograferet, så det må få et særligt indlæg.

Årets bundskraber er, at jeg har mistet nogle smykker ved et indbrud. Jeg slap billigt, for det var stort set ikke mine yndlingssmykker, der forsvandt, men jeg er dog ret ked af, at mine øreringe af titanium og plexiglas var mellem de stjålne genstande. Jeg har prøvet at finde nogle tilsvarende på nettet, men uden held.

Hurra for Lilit

Det er nemlig hendes 14 års fødselsdag i dag!

Vejret, som man vist ikke kan forvente bedre på denne årstid, fortalte, at hun har været sød i år, men det vidste vi selvfølgelig i forvejen. Lilit er nemlig næsten altid sød.

Billedet blev taget i morges, hvor hun lige var dykket ud fra min dyne for at få lidt sol på trynen.

Vi har været hjemme hos hende næsten hele dagen, og det er den bedste gave, hun kan få, tror vi - og for resten den samme som sidste år.

Jeg kan ikke lide...

Dorthes niece på 10 år siger, at man skal smage på noget 7 gange, inden man kan sige, at man ikke kan lide det. Er det mon på samme måde med operaer?

Jeg er normalt ikke en Wagner-woman (jvf. Inspector Morse), og den eneste gang, jeg tidligere har set en Wagneropera (i Musikhuset i Århus), faldt jeg uhjælpeligt i søvn.

Det var vist nok en fejl, at vi var kommet til at købe billetter til Siegfried i operabio, men den var nu ikke så ringe endda med både humor og en meget smuk kærlighedsscene, og musikken er i hvert fald ikke kedelig.

Jay Hunter Morris havde fået kæmperollen - den siges at være det vanskeligste tenorparti overhovedet! - som Siegfried med meget kort varsel, men vi syntes, han var indbegrebet af Siegfried.

Jeg synes dog de næsten 6 timer, operaen varede med pauser, var for meget. Wagner gik givetvis ikke ind for less is more princippet. Og ok, ind imellem kom jeg da til at lukke øjnene.

Ugen efter så vi Mozarts Don Juan, selv om Mozart bestemt ikke er på vores hitliste. Vi købte billetter til den, udelukkende fordi Mariusz Kwiecien skulle synge titelrollen, og en bedre Don Juan kunne vi ikke forestille os. Han var ganske rigtigt også helt perfekt, men det var Luca Pisaroni som Leporello minsandten også. Han var lige ved at overstråle Mariusz, men rollen er sådan set også lidt sjovere.

Forestillingen udmærkede sig ved sin fantastiske besætning, og det er da heller ikke det værste Mozart, vi har hørt, men min yndlingsopera er det nu heller ikke.

Fotoet af Mariusz er lånt fra The Mets side.

Citater om katte #8

Tredje kattecitat på stribe:

Katte er sat i verden for at gendrive det dogme, at alle ting er skabt for at tjene mennesket.
Citat: Paul Gray.

Det er Lilit, der på billedet gør sig som prinsessen på ærten.

Citater om katte #7

Jeg er bagefter med kattecitaterne, så her kommer straks et til:

Man har det indtryk, at den moderne fysik beror på antagelser, der på en eller anden måde minder om kattens smil, der overhovedet ikke er der.
Citat: Albert Einstein

Billedet er en skanning af et postkort, jeg købte i Göteborg i august. Fotografen hedder David McEnery, og katten hedder Jacques Kati.

Der var kun et enkelt tilbage af dette kort med den meget franske (og smilende?) Jacques. Det er selvfølgelig nu indlemmet i min samling af kattekort.

Boghandlen, hvor jeg købte kortet, hedder Clara Bookshop og ligger på Haga Nygata. Det er en af de butikker, vi altid besøger, når vi er i Göteborg - især for at se efter kort, men ellers er der litteratur på engelsk, fransk og tysk, og vi har vist også købt en bog (om katte) i ny og næ.

Citater om katte #6

Selv den mindste kat er et mesterværk.
Citat: Leonardo da Vinci



Mesterværket på billedet er en lille vild killing, vi mødte ved en isbar i Skagen.

Selv om den ikke ville snakke med os, måtte vi gentage isbesøget for at se, om killingen var der igen, men det var den nu ikke. Der røg lige en ekstra is indenbords på den konto.

Isbarindehaveren fodrede killingen, så der er håb om, at den nu er blevet så tam, at den kan komme ind i varmen.

Mild november

Jeg er vild med denne milde november. Grå, at og til med solstrejf og med de dejligste blå skumringsfarver.

Der er stadig adskillige blomstrende planter i vores have.

Storkenæbbet Sandrine er en af dem.

Den har en dyb rødviolet farve med ravnesort midte, og det er umuligt for mig at få den helt rigtige intense farve på fotos, men jeg har gjort et forsøg.

Også et par af krukke-pelargonierne blomstrer endnu - pelargonier er ikke fedtede!

Sidste år ved denne tid var der sne og frost, og det var meget ubehageligt at køre i. Derfor var det med nogen bekymring, at vi købte billetter til Maria de Buenos Ayres, som vi så i går i Holstebro, men det viste sig heldigvis helt ubegrundet.

Forestillingen var noget så usædvanligt som en tango-opera fra 1968 med musik af Astor Piazzolla og libretto af Horacio Ferrer. Den er blevet til i et samarbejde mellem Den Fynske Opera og Operaen i Midten - altså i Region Midt, og er blevet vist på Fyn og forskellige steder i Jylland.

Det var rigtig spændende, vellykket og meget professionelt. Et glimrende orkester, gode sangere - især Ingeborg Novrup Børch, der sang titelpartiet - og to helt eminente dansere, Alejandra Heredia og Mariano Otero. Der var noget for både ører og øjne.


Forestillingen blev vist på Knudsens, en meget fint restaureret hotelsal, der altså nu er bl.a. teatersal. Dorthe husker udmærket Knudsens Hotel fra sin barndom, men selve hotellet er der ikke mere. I hvert fald fungerer det ikke som hotel.

Vi var nu glade for, vi havde billetter helt fremme på 3. række, for det må have været noget vanskeligt at se helt bagerst i den flade sal. Derimod har pladserne på balkonen sikkert været gode. Det var der, jeg tog billedet af salen i pausen.

I dag har vi gået en tur ved Moesgård, og da vi kom hjem, drak vi te (Rooibush med ingefær og kanel fra Victorias Palace på Fanø) og spiste dadelsmåkager til. Vi nærmer os da vist juletiden :-)

Rendemasker

Det har ikke noget med strik at gøre denne gang - det er os selv, der er rendemasker i denne tid.

Operabio er startet igen med Donizettis Anna Bolena med selveste Anna Netrebko i titelpartiet. Det er en "historie", vi kender vældig godt. Anne Boleyn, som hun hedder på engelsk, var Henrik VIIIs 2. kone, og den første der blev halshugget. Billedet af en ukendt kunstner er det mest kendte af Anne. Det befinder sig i London på National Portrait Gallery, som er vores favorit-museum i London. En af de gange, vi har været der, var vi nødt til at besøge det adskillige gange.

Anna Bolena er et KÆMPEparti, og navnesøsteren strålede i rollen, men de øvrige medvirkende var også gode. Ganske vist syntes vi ikke, Ekaterina Gubanovas mezzosopran i rollen som Jane Seymour var ret smuk, men den gav til gengæld en god kontrast til Netrebkos fantastiske stemme. Den bedste ud over Netrebko var helt sikkert tenoren Stephen Costello, der sang Richard Percy.

Scenografien var lidt minimalistisk og kostumerne helt traditionelle. De så ud som den tids dragter. Det er ikke noget, der generer os. For vores skyld skal ikke alt henlægges til nutiden (eller endog fremtiden) for at blive vedkommende. Vi var godt tilfreds med sæsonåbningen, og Donizetti er altså lige ved at være min yndlingsoperakomponist.

I denne uge har vi også set Leonard Cohen teaterkoncerten på Århus Teater. Den er ikke helt så iderig og crazy som de andre teaterkoncerter, vi har set. Måske er der lagt mere vægt på koncertdelen og mindre på teaterdelen. Til gengæld var samtlige medvirkende gode, hvor der de andre gange har været en enkelt eller et par stykker, der faldt lidt igennem. Dorthe kedede sig ind imellem, men det gjorde jeg nu ikke.

Tre strikkeprojekter afsluttet

Hvor mange strikketøjer kan man have gang i samtidig? Det er naturligvis individuelt, men jeg har bestemt, at for mit vedkommende må det højst være tre. Det holder godt nok ikke altid helt. Mindst ét af strikkearbejderne skal være et snakke- og rejsearbejde. Det vil sige, det må ikke være nødvendigt med dyb koncentration, og det skal heller ikke fylde for meget. De mere koncentrationskrævende projekter bliver ikke taget med ud. Jeg har i den sidste uges tid afsluttet ikke mindre end tre strikketøjer. Det første et "sjal med kongelig kant" fra Rasmilla. Det startede som et rejsestrikketøj, fordi da skulle der kun strikkes ret, men da jeg kom til kanten, måtte det blive hjemme. Indtil jeg havde strikket knap halvdelen, så havde jeg luret, hvad jeg skulle gøre. Garnet er Rasmillas sjalsgarn, som har et utrolig flot farveforløb. Jeg havde kun købt 100 g, så der var grænser for, hvor stort sjalet kunne blive. Det fortrød jeg lidt, det kunne godt have været større, synes jeg. Kanten er rigtig flot, og jeg kan godt lide teknikken, men der burde altså have været et rigtigt hjørne efter min mening. Det kan jeg måske selv finde ud af at lave nu. Mundservietterne var et typisk rejsestrikketøj. 200 g blødt bomuldsgarn nr. 8 gik der til 8 servietter. Jeg udviklede selv opskriften med inspiration i nogle ældre opskrifter, jeg havde liggende. Mit sjal i grønne nuancer og dominostrik kunne også bruges som rejsestrikketøj, men blev dog lidt stort til sidst. Da jeg så en af mine kolleger i et sjal af den type, tænkte jeg, at det måtte jeg da også kunne finde ud af at lave. Da jeg fandt ud af, at teknikken hedder dominostrik, var der oven i købet hjælp at hente på nettet, og så var det let nok at kreere sjalet. Hullerne mellem de enkelte lapper gør, at det ikke bliver så bastant, som jeg har set andre domino-ting være. Garnet er Lang Fantomas uld (300 g), dog er kanten foroven og frynserne ensfarvet Duo, som jeg var heldig at finde i præcis en af farverne i sjalet. Jeg havde i øvrigt noget besvær med kanten, men det lykkedes at få den pæn til sidst. Det er blevet et rigtig lunt hyggesjal. Jeg synes, farverne er så sjove, men de gør, at sjalet er lidt vanskeligt at anvende. Grønt er - med undtagelse af limegrønt - normalt ikke min farve. Selvfølgelig er jeg allerede i gang med nyt, men det er vist ved at være tiden for at starte et større projekt igen.

Weekend i Augustenborg

Vores årlige veninde-weekend med Lisbeth og Elsebeth fandt i år sted hos Elsebeth i Augustenborg.

For første gang var jeg med hele weekenden på Als - det var misserne nemlig også, så det var ikke nødvendigt at køre hjem om natten eller først komme søndag. Det var dejligt!



Det blev en weekend med masser af snak, god mad og en dejlig tur i efteråret, som viste sig fra den lidt disede side. Smukt! Kodeordene må være noget med overflod, farver, ro og lange linjer.


P.S. Jeg har gjort Føniks Computer uret. De havde faktisk afprøvet vores computer, men det var bare ikke den, der var årsagen til den sorte skærm. Derimod var det den tilkoblede eksterne harddisk. Den er nu koblet fra, og jeg kan igen arbejde med billeder. Undskyld, Føniks!

Brok blog - blog brok

Jeg læste i avisen i mandags, at det er moderne at brokke sig på sin blog, så det vil jeg også.

Brok #1 fordi radioens P2 nu ikke mere kan høres på FM-båndet. Vi er heldige, for vi har en DAB-radio i køkkenet, og vores radio i stuen kører på bredbånd, så der kan vi også tage P2. Af hjernet TAK, Stofanet!!!

Men i bilen kan vi p.t. ikke høre P2. Jeg ved godt, vi "bare" skal anskaffe os en adapter, men det har vi altså ikke lige nået, og for resten synes jeg, det er irriterende, at man skal investere i ekstra udstyr for at tage de kanaler, som man i forvejen betaler licens til. Det er for dårligt!

Brok #2 fordi vores pc er til reparation. Ikke nok med det: Faktisk hentede jeg den hjem i går. Den havde fået flere RAM, hvilket jeg også havde bedt om, men det havde bare ikke hjulpet på problemet: At computeren går i sort under indlæsningen af Windows. Den er blevet kørt ud til Føniks Computer igen, men det er bare ikke i orden, at de siger, de har lavet den, når de ikke har. Det er for dårligt, Føniks!

Igen er vi ikke helt dårligt stillet, for vi har vores bærbare. Den har bare ikke ret gode farver, så vi kan ikke lave billeder på den. Vi har også den
gamle, som vi naturligvis har sluttet til, mens den nyeste er på hospitalet, men den gamle er vildt langsom og genstarter tit uden at vi har bedt den om det. Det er selvfølgelig uudholdeligt i længden.

Brok #3: Vores tempeltræ er ved at smide sine blade. De er ellers så flotte i den gule efterårsfarve, men nu kan vi snart kun nyde dem på jorden. Øv for vinteren!

Så var der lige det der med brokke-bloggene, som jeg må indrømme, at jeg ikke selv har gidet se. Ifølge avisen er noget af det, folk brokker sig over andre folks blogs. Hvorfor de ikke lader være med at læse dem, går over min fatteevne. Spørgsmålstegn!!!

Selv blogger jeg primært for min egen skyld. Det fungerer som en slags dagbog i tekst og fotos for mig. Jeg indrømmer dog blankt, at jeg synes, det er sjovt, hvis andre kigger med en gang imellem. Ellers kunne jeg jo bare have lavet den lukket for alle andre, men det har jeg altså ikke.