Mild november

Jeg er vild med denne milde november. Grå, at og til med solstrejf og med de dejligste blå skumringsfarver.

Der er stadig adskillige blomstrende planter i vores have.

Storkenæbbet Sandrine er en af dem.

Den har en dyb rødviolet farve med ravnesort midte, og det er umuligt for mig at få den helt rigtige intense farve på fotos, men jeg har gjort et forsøg.

Også et par af krukke-pelargonierne blomstrer endnu - pelargonier er ikke fedtede!

Sidste år ved denne tid var der sne og frost, og det var meget ubehageligt at køre i. Derfor var det med nogen bekymring, at vi købte billetter til Maria de Buenos Ayres, som vi så i går i Holstebro, men det viste sig heldigvis helt ubegrundet.

Forestillingen var noget så usædvanligt som en tango-opera fra 1968 med musik af Astor Piazzolla og libretto af Horacio Ferrer. Den er blevet til i et samarbejde mellem Den Fynske Opera og Operaen i Midten - altså i Region Midt, og er blevet vist på Fyn og forskellige steder i Jylland.

Det var rigtig spændende, vellykket og meget professionelt. Et glimrende orkester, gode sangere - især Ingeborg Novrup Børch, der sang titelpartiet - og to helt eminente dansere, Alejandra Heredia og Mariano Otero. Der var noget for både ører og øjne.


Forestillingen blev vist på Knudsens, en meget fint restaureret hotelsal, der altså nu er bl.a. teatersal. Dorthe husker udmærket Knudsens Hotel fra sin barndom, men selve hotellet er der ikke mere. I hvert fald fungerer det ikke som hotel.

Vi var nu glade for, vi havde billetter helt fremme på 3. række, for det må have været noget vanskeligt at se helt bagerst i den flade sal. Derimod har pladserne på balkonen sikkert været gode. Det var der, jeg tog billedet af salen i pausen.

I dag har vi gået en tur ved Moesgård, og da vi kom hjem, drak vi te (Rooibush med ingefær og kanel fra Victorias Palace på Fanø) og spiste dadelsmåkager til. Vi nærmer os da vist juletiden :-)

Rendemasker

Det har ikke noget med strik at gøre denne gang - det er os selv, der er rendemasker i denne tid.

Operabio er startet igen med Donizettis Anna Bolena med selveste Anna Netrebko i titelpartiet. Det er en "historie", vi kender vældig godt. Anne Boleyn, som hun hedder på engelsk, var Henrik VIIIs 2. kone, og den første der blev halshugget. Billedet af en ukendt kunstner er det mest kendte af Anne. Det befinder sig i London på National Portrait Gallery, som er vores favorit-museum i London. En af de gange, vi har været der, var vi nødt til at besøge det adskillige gange.

Anna Bolena er et KÆMPEparti, og navnesøsteren strålede i rollen, men de øvrige medvirkende var også gode. Ganske vist syntes vi ikke, Ekaterina Gubanovas mezzosopran i rollen som Jane Seymour var ret smuk, men den gav til gengæld en god kontrast til Netrebkos fantastiske stemme. Den bedste ud over Netrebko var helt sikkert tenoren Stephen Costello, der sang Richard Percy.

Scenografien var lidt minimalistisk og kostumerne helt traditionelle. De så ud som den tids dragter. Det er ikke noget, der generer os. For vores skyld skal ikke alt henlægges til nutiden (eller endog fremtiden) for at blive vedkommende. Vi var godt tilfreds med sæsonåbningen, og Donizetti er altså lige ved at være min yndlingsoperakomponist.

I denne uge har vi også set Leonard Cohen teaterkoncerten på Århus Teater. Den er ikke helt så iderig og crazy som de andre teaterkoncerter, vi har set. Måske er der lagt mere vægt på koncertdelen og mindre på teaterdelen. Til gengæld var samtlige medvirkende gode, hvor der de andre gange har været en enkelt eller et par stykker, der faldt lidt igennem. Dorthe kedede sig ind imellem, men det gjorde jeg nu ikke.

Tre strikkeprojekter afsluttet

Hvor mange strikketøjer kan man have gang i samtidig? Det er naturligvis individuelt, men jeg har bestemt, at for mit vedkommende må det højst være tre. Det holder godt nok ikke altid helt. Mindst ét af strikkearbejderne skal være et snakke- og rejsearbejde. Det vil sige, det må ikke være nødvendigt med dyb koncentration, og det skal heller ikke fylde for meget. De mere koncentrationskrævende projekter bliver ikke taget med ud. Jeg har i den sidste uges tid afsluttet ikke mindre end tre strikketøjer. Det første et "sjal med kongelig kant" fra Rasmilla. Det startede som et rejsestrikketøj, fordi da skulle der kun strikkes ret, men da jeg kom til kanten, måtte det blive hjemme. Indtil jeg havde strikket knap halvdelen, så havde jeg luret, hvad jeg skulle gøre. Garnet er Rasmillas sjalsgarn, som har et utrolig flot farveforløb. Jeg havde kun købt 100 g, så der var grænser for, hvor stort sjalet kunne blive. Det fortrød jeg lidt, det kunne godt have været større, synes jeg. Kanten er rigtig flot, og jeg kan godt lide teknikken, men der burde altså have været et rigtigt hjørne efter min mening. Det kan jeg måske selv finde ud af at lave nu. Mundservietterne var et typisk rejsestrikketøj. 200 g blødt bomuldsgarn nr. 8 gik der til 8 servietter. Jeg udviklede selv opskriften med inspiration i nogle ældre opskrifter, jeg havde liggende. Mit sjal i grønne nuancer og dominostrik kunne også bruges som rejsestrikketøj, men blev dog lidt stort til sidst. Da jeg så en af mine kolleger i et sjal af den type, tænkte jeg, at det måtte jeg da også kunne finde ud af at lave. Da jeg fandt ud af, at teknikken hedder dominostrik, var der oven i købet hjælp at hente på nettet, og så var det let nok at kreere sjalet. Hullerne mellem de enkelte lapper gør, at det ikke bliver så bastant, som jeg har set andre domino-ting være. Garnet er Lang Fantomas uld (300 g), dog er kanten foroven og frynserne ensfarvet Duo, som jeg var heldig at finde i præcis en af farverne i sjalet. Jeg havde i øvrigt noget besvær med kanten, men det lykkedes at få den pæn til sidst. Det er blevet et rigtig lunt hyggesjal. Jeg synes, farverne er så sjove, men de gør, at sjalet er lidt vanskeligt at anvende. Grønt er - med undtagelse af limegrønt - normalt ikke min farve. Selvfølgelig er jeg allerede i gang med nyt, men det er vist ved at være tiden for at starte et større projekt igen.

Weekend i Augustenborg

Vores årlige veninde-weekend med Lisbeth og Elsebeth fandt i år sted hos Elsebeth i Augustenborg.

For første gang var jeg med hele weekenden på Als - det var misserne nemlig også, så det var ikke nødvendigt at køre hjem om natten eller først komme søndag. Det var dejligt!



Det blev en weekend med masser af snak, god mad og en dejlig tur i efteråret, som viste sig fra den lidt disede side. Smukt! Kodeordene må være noget med overflod, farver, ro og lange linjer.


P.S. Jeg har gjort Føniks Computer uret. De havde faktisk afprøvet vores computer, men det var bare ikke den, der var årsagen til den sorte skærm. Derimod var det den tilkoblede eksterne harddisk. Den er nu koblet fra, og jeg kan igen arbejde med billeder. Undskyld, Føniks!

Brok blog - blog brok

Jeg læste i avisen i mandags, at det er moderne at brokke sig på sin blog, så det vil jeg også.

Brok #1 fordi radioens P2 nu ikke mere kan høres på FM-båndet. Vi er heldige, for vi har en DAB-radio i køkkenet, og vores radio i stuen kører på bredbånd, så der kan vi også tage P2. Af hjernet TAK, Stofanet!!!

Men i bilen kan vi p.t. ikke høre P2. Jeg ved godt, vi "bare" skal anskaffe os en adapter, men det har vi altså ikke lige nået, og for resten synes jeg, det er irriterende, at man skal investere i ekstra udstyr for at tage de kanaler, som man i forvejen betaler licens til. Det er for dårligt!

Brok #2 fordi vores pc er til reparation. Ikke nok med det: Faktisk hentede jeg den hjem i går. Den havde fået flere RAM, hvilket jeg også havde bedt om, men det havde bare ikke hjulpet på problemet: At computeren går i sort under indlæsningen af Windows. Den er blevet kørt ud til Føniks Computer igen, men det er bare ikke i orden, at de siger, de har lavet den, når de ikke har. Det er for dårligt, Føniks!

Igen er vi ikke helt dårligt stillet, for vi har vores bærbare. Den har bare ikke ret gode farver, så vi kan ikke lave billeder på den. Vi har også den
gamle, som vi naturligvis har sluttet til, mens den nyeste er på hospitalet, men den gamle er vildt langsom og genstarter tit uden at vi har bedt den om det. Det er selvfølgelig uudholdeligt i længden.

Brok #3: Vores tempeltræ er ved at smide sine blade. De er ellers så flotte i den gule efterårsfarve, men nu kan vi snart kun nyde dem på jorden. Øv for vinteren!

Så var der lige det der med brokke-bloggene, som jeg må indrømme, at jeg ikke selv har gidet se. Ifølge avisen er noget af det, folk brokker sig over andre folks blogs. Hvorfor de ikke lader være med at læse dem, går over min fatteevne. Spørgsmålstegn!!!

Selv blogger jeg primært for min egen skyld. Det fungerer som en slags dagbog i tekst og fotos for mig. Jeg indrømmer dog blankt, at jeg synes, det er sjovt, hvis andre kigger med en gang imellem. Ellers kunne jeg jo bare have lavet den lukket for alle andre, men det har jeg altså ikke.

Kedsomhed

Weekendens mål af kedsomhed blev rigeligt nået i går, hvor vi så Århus Teaters opførelse af Solens børn efter Gorkij. Vi er ikke så teater-mindede, og det her mindede efter vores mening mere om dilettant end om professionelt teater. Gab!

Ikke mere kedsomhed til os, så i dag tog vi til fritidsmesse i Fredericia. Mest for at kigge på strik og garn selvfølgelig.

Først besøgte jeg Garnheksens stand, hvor jeg havde fundet ud af, at Hanne Pjedsted fra Designstrik demonstrerede kanter. Det kunne jeg godt bruge, og næste gang jeg skal strikke et knaphul, vil jeg også bruge hendes "opskrift" som ligger på nettet. Det ser bare pænt ud.

Vi kiggede selvfølgelig på alle de garn- og strikstande, der var, og til Dorthes fornøjelse var der også miniaturer - og så kiggede vi på lidt andet også. Det var en meget hyggelig messe, og mange steder sad både børn og voksne og arbejdede med forskellige ting. Her er lidt stemningsbilleder:

Som jeg tidligere har nævnt, har jeg rigeligt med garn liggende, så det skulle jeg ikke rigtig have noget af. Men lidt skulle jeg selvfølgelig have, og da jeg nu ikke skulle have så meget, valgte jeg det allermest lækre og luksuriøse - og dyreste - nemlig moskusgarn fra Arnica. Jeg købte bare 25 g til et par pulsvarmere. Det bliver spændende at prøve!

Jeg har godt nok taget et billede af garnnøglet, men et billede af moskusokser er ærlig talt mere spændende. Jeg har fundet det her på Flickr. Fotografen hedder Mary Harrsch.



Der var også garn af hundepels på messen, og også ting lavet af det. Det har jeg aldrig set før.


Gad vidst om denne hund, som så ud til at hygge sig på messen, kunne give et bidrag. Umiddelbart ser det ud til, det har pels nok.

Efterårets velsignelser

Jeg synes, de er svære at finde, efterårets gode sider. Det bedste er vel, at nu varer det et helt år, før det igen er efterår.

Men der er nu i hvert fald endnu en god ting, og det er alle de dejlige grøntsager. Rødbeder for eksempel. Vores opskrift på rødbedesuppe stammer fra en russisk kogebog, og vi lavede denne kødløse rødbedesuppe - eller borsjtj - første gang for mange år siden.

Vi har glemt den i et par sæsoner, men i år blev det til en god stor portion, så der blev en hel del til fryseren også. Jeg må indrømme, at min andel kun bestod i at købe rødbederne. Dorthe stod for resten af arbejdet. Da jeg kom hjem fra arbejde, stod der bare en gryde dampende og duftende suppe.

Her er OPSKRIFTEN:

500 g rødbeder
250 g gulerødder
200 g selleri (i originalopskriften kålrabi)
1 lille kålhoved
2 løg
5 kartofler
250 g svampe (i originalopskriften 100 g tørrede rørhatte)
salt, peber
4 spsk tomatpure eller 4 middelstore tomater
2 spsk smør eller olie
6 eller 9% creme fraiche (i originalopskriften smetána)
eventuelt citronsaft

• rødbeder, gulerødder, selleri og kartofler renses og skæres i terninger. Smør eller olie varmes op og alle grøntsager undtagen kartoflerne puttes i og småsnurrer over svag varme under tætsluttende låg.


• svampene skæres i småstykker og brunes i fedtstof sammen med de finthakkede løg. Puttes derefter i gryden sammen med kartoflerne (i den oprindelige opskrift skal kartoflerne først i næsten til sidst, men jeg kan nu bedst lide, når de er kogt helt igennem).


• Der tilsættes yderligere et par l vand, salt og peber, og suppen simrer videre.


• Kålhovedet strimles og lægges ned til de næsten møre grøntsager.


• Når kålen er mør, tilsættes tomatpuré eller tomater.


• Når alle grøntsager er møre, er suppen færdig.


• Smages til med cremefraiche og måske citronsaft og serveres dampende varm med et godt brød til.


• OBS: Hvis suppen skal fryses, skal tilsmagningen med creme fraiche og citronsaft vente, til den skal spises.

Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at der - bortset fra peber - hverken er krydderier eller krydderurter i suppen. Måske ville opskriften have set anderledes ud i en nymodens kogebog. Men jeg synes også, at grøntsagerne i sig selv giver smag nok, så yderligere krydring er unødvendig.

100 år...

...skulle den amerikanske komponist Alan Hovhaness (1911-2000) nå at blive, inden jeg opdagede hans eksistens. Men bedre sent end aldrig.

Jeg hørte noget af hans 6. symfoni en morgen i radioen. Det lød rigtig godt, syntes jeg, men selv om jeg spidsede ører, fik jeg ikke fat på komponistnavnet. For en gangs skyld stod musikken heller ikke på DRs playlister. Jeg kontaktede DR pr. email og fik et venligt svar efter en uges tid.

Minsandten, de århusianske biblioteker er indehaver af flere cd'er med musik af Hovhaness, og på en af dem er også den 6. symfoni, som har titlen Celestial Gate. Hele CDen hedder Mountains and Rivers Without End efter en af de andre Hovhaness-kompositioner, og det er bare godt altsammen. Den er kommet på min ønskeseddel.

Når indlægget illustreres af et foto af en sort kat, er det, fordi der på Hovhaness-siden er et dejligt billede af Hovhaness og hans sorte kat Rajah. Der står om det: "Hovhaness adored cats, and believed them to be very intelligent. Here he is pictured with his favourite cat, Rajah Mahatmah Hoyden (1935-1949), originally called Haydn. Long after the cat died the composer's correspondence alludes to ongoing spiritual visitations from it, and he continued to leave milk out for Rajah overnight".

Jeg er for resten ret stolt af netop dette foto. Sorte katte er altså ikke lette at fotografere, men det lykkedes med denne, synes jeg.

En ny taske???

Nej, nej, overhovedet ikke. Elvis er en pung - eller også er han bare et stykke legetøj.

I hvert fald faldt jeg for ham i en legetøjsbutik i Göteborg. Legetøjet er mest Dorthes afdeling, og mens hun kigger på dukkehustilbehør, kigger jeg tit på tøjdyr. Ligesom med taskerne KIGGER jeg kun.

Boston terrieren Elvis fra Fuzzy Nation har bare en lille lynlåslomme i ryggen, så han har jo et praktisk formål. Det er en ganske lille lomme - ekspedienten (en kvinde) i forretningen mente, at der kan da være en læbestift i den, "og hvad mere har man brug for?"

Jeg har nu brug for en del mere, og mine tasker er som regel både store og fyldte, men der kan faktisk også være en hotelværelsesnøgle i lommen - og så kan det sædvanlige taskeindhold jo blive på værelset. Så Elvis KAN bruges til noget. Han havde sin debut i Heide - og han er da charmerende, ikke?

Nærmeste storby

Nærmeste storby fra Ålbæk må vel være Göteborg, og nok er der fine shoppingmuligheder i Skagen, men de står alligevel ikke mål med Göteborgs.

Vi tog i vores ferie på en endagestur fra Frederikshavn. Der er ikke så mange afgange, som der var engang, så vi kunne først være der ved middagstid, men det måtte vi så lade os nøje med.

Indsejlingen gennem skærgården er fantastisk, og jeg kan rigtig få set kraner. Denne gang lå det store containerskib Estelle Mærsk ved de flotte røde og blå kraner.

Vel i land drønede vi straks til Haga-området, hvor vi startede med at spise frokost på Le Petit Café.

En superhyggelig café med rigtig god mad. Deres kager så også fantastiske ud, men vi blev rigeligt mætte af frokosten. Le Petit Café anbefales varmt.

Det blev udelukkende en shoppedag, først i Haga, bagefter i området omkring Vallgatan og Södra Larmgatan, hvor der er en masse små specialbutikker. Og til sidst tilbage til Haga igen.

Vi ville have kaffe på Café Kringlen, som vi kender fra tidligere. Det skulle vi ikke have gjort! Kaffen var tynd, og de to forskellige chokoladekager, vi fik, var begge nærmest uspiselige. Vi levnede det meste, og kunne ikke spise mere resten af dagen - hvilket selvfølgelig var en begrænset ulykke.

Men ih, hvor vi fortrød, at vi ikke var vendt tilbage til Le Petit Café, eller - endnu bedre - havde snuppet en pandekage på Linnégatan.

Pyt, det var under alle omstændigheder en herlig dag, som vi har tænkt os at gøre om næste sommer. Når færgen først sejler kl. 10 fra Frederikshavn, kan man let nå det også fra Århus uden at skulle ekstremt tidligt op. Og næste gang gemmer vi appetitten til pandekageboden.

På det sidste billede fra hjemturen kan man rigtigt se, hvor stor Eriksberg-kranen er. Wow! siger jeg bare.

Det investerede jeg i

Som nævnt kunne jeg ikke helt dy mig på strikkefestivalen:

Her ligger det indkøbte garn på strikkekurvens låg. Der er mest Country Casual fra Karen Noe. Jeg kan godt lide de douce farver, og de modeller, der var strikket af det, var lækre at føle på. Garnet udgår åbenbart, så det var på tilbud. Jeg købte 8 forskellige farver, og jeg aner ikke, hvad det skal bruges til.

Jeg kan jo også godt lide skrappe farver, og det var farverne, jeg faldt for i de to bundter Gepard angora. De skal sikkert bare bruges som effekt.

Endelig er der også et bundt af den lækreste bløde, mellemgrå babykameluld. Beregnet til den sædvanlige babyundertrøje, men den medfølgende opskrift havde en fin variation, som jeg glæder mig til at prøve - men det kan godt ske, det bliver i noget andet garn, og så bliver babykamelulden også til noget andet. Kommer de små babykameler egentlig ikke til at fryse, når man tager deres uld? Jeg får helt dårlig samvittighed.

P.S. Keramik-knapperne fra Buttonmad var slet ikke til at stå for. De er lavet i Sydafrika, og der var bl.a. alle mulige og umulige dyr. Det var MEGET vanskeligt at vælge. Men dem, jeg købte, var der kun et enkelt ark tilbage af - det hjalp på beslutningsprocessen. Sandsynligvis havde sælgeren flere i kufferten :-) Jeg er nødt til at strikke et eller andet specielt til disse knapper.

Strik og snak

Så har jeg prøvet det med - at være til strikkefestival. Det foregik på Fanø i weekenden. Allerede ved færgelejet fredag aften kunne vi se masser af biler fyldt med kvinder, hvoraf en del også promenerede i egne kreationer.

Den lille porcelænsfigur, som vi så i en butik, kunne godt have været logo for festivalen. I hvert fald hvis det faktisk er en Fanø-pige.

Vi er så heldige, at Annett "kender" et sommerhus på Fanø, og så blev vi inviteret med. Vores sommerhus lå i et skønt område i Fanø Bad (ja, det hedder området altså) et par kilometer fra Nordby. Jeg tror nok, det var den strand, hvor jeg blev godt forbrændt, sidste gang jeg var på Fanø - for 45 år siden, da jeg var ung og forfængelig og troede, at jeg burde være solbrændt. Siden er jeg heldigvis blevet klogere.

Bedømt på tilstrømningen var festivalen en stor succes. 6000 kvinder - var der nogen mænd? - skulle der have været. Nogle sagde endda 8000. Og som de kunne snakke. Når man nærmede sig et af de huse, hvor der var en workshop, var der en kvidren og knævren og grinen.

Der var selvfølgelig rig mulighed for at få fyldt garnlageret op. Det trænger mit lager ikke til, men ikke helt overraskende kunne jeg ikke nære mig, og der kom en fyldt pose med hjem. Jeg fik også lidt nye ideer, og det var egentlig det, jeg var mest på udkig efter.

Det mest innovative var norske Duodus modeller. Lavet til høje, åleslanke kvinder, men måske kan det alligevel give inspiration også til vi andre i normal eller rund facon. "Kraven" på billedet kan jo da bruges af alle staturer, og det hele var i hvert fald spændende og flot.


Jeg er nødt til lige at have et billede med fra min søndagsmorgentur. Det var helt vidunderligt at gå i solopgangen og se soldisen lette.

Ditmarsken

Her ses mine fødder i et par badetøfler fra Hotel Berlin i Heide i Ditmarsken, hvor Dorthe havde inviteret familie og venner til ikke-fødselsdags wellness-weekend for godt en uge siden.

Sådan nogle badetøfler er åbenbart standardudstyr på nutidens hoteller. De havde dem også på Fakkelgården, men dengang tog jeg dem ikke med hjem, og det fortrød jeg. Så denne gang huskede jeg det. De er godt nok ca. størrelse 44, men ellers er de rare nok at have på.

Der var også hvide badekåber til alle gæster - nok ikke til at tage med hjem. Det gjorde vi i hvert fald ikke. Det så lækkert ud, når man mødte nogle af de andre i selskabet iført hele udstyret på vej til eller fra wellness. Det var en dejlig weekend - vi var jo også i godt selskab.

Hotellet kan der siges både godt og dårligt om. Wellness-området var dejligt, værelserne var ok, og vores morgenbuffet var absolut fin. Men middag til 30 gæster kunne restauranten tydeligvis ikke håndtere (vi var nødt til at vælge vinen efter, hvad der var nok af - særpræget!), og så havde vi en ubehagelig oplevelse med en særdeles uforskammet manager på hotellet - se Dorthes blog. Altså ikke nogen ubetinget anbefaling til hotellet.

Det er der derimod til området. Marsken var bare spændende, og vi må bestemt tilbage.
Da jeg var barn, hørte jeg St. St. Blichers novelle Telse i radioen, muligvis i en dramatiseret version. Det gjorde et stort indtryk på mig, og siden har jeg læst Telse mange gange; i det hele taget kan jeg godt lide Blichers noveller. Telse foregår i lige præcis det område, vi var i, og for mig gav det faktisk en ekstra dimension.

Jeg må også tilbage for at få taget nogle billeder. Det forsømte jeg på det skammeligste denne gang, og det var bestemt ikke vejrets skyld. Vi sad udendørs på en ølstue i Heide ved midnatstid - uden overtøj og uden at fryse. Men vi var jo også taget sydpå :-)

Fuglekigger

Som nævnt er jeg ikke særlig god til at få øje på og kende de forskellige fugle, men somme tider er der nogle, jeg ikke kan undgå at få øje på.

Det gjaldt en lille fugleflok ved Grenen. Vi kiggede på den i lang tid og tog nogle billeder, men vidste ikke, hvad det var for nogle fugle.

Desværre er fuglebøger og andre naturførere ikke standardudstyr i kommunens sommerhuse, men da Annett kom på besøg, havde hun fuglebøger med. Efter granskning af bøgerne, mente vi, at fuglene på Grenen nok var islandske ryler, og det blev senere bekræftet af Annetts mor, der er fugleekspert.
Det nederste billede af de islandske ryler er Dorthes.

En smuk skumringsaften var vi på fugletur til Jerup Strand, hvor der skulle være masser af fugle, havde vi læst. Det var rigtig nok. Ud over diverse uidentificerede rovfugle og måger så vi i hvert fald masser af præstekraver (de er lette at kende) og vist nok almindelige ryler (billederne). Og flere andre, som vi ikke ved. hvad var.

Vi havde vores kikkerter med og følte os meget amatørornitilogagtige. Hvis man er bare lidt fugleinteresseret, kan vi absolut anbefale Jerup Strand.

Hulsig Hede

Jeg mener selv, at jeg er mest bymenneske, men der er nu alligevel noget natur, der kan tage pippet fra mig. Som regel flade landskaber, har jeg lagt mærke til. Som vadehavet eller Hulsig Hede lige syd for Skagen.


Jeg synes, den er både smuk med de grå klitters grågrønne farver - og da vi var der i august også lyngens lilla - og spændende. Der er en del små søer på Hulsig Hede, og de er helt fantastisk dybblå. Jeg opgav at fotografere dem, for alle vil alligevel tro, at jeg bare havde skruet for meget op for farvemætningen i billedbehandlingen. Men jeg har dem på nethinden!

Faktisk er landskabet ikke så fladt endda. Nogle af klitterne er ganske høje. Der er endnu et par billeder fra Hulsig Hede på Flickr.





Der skulle være en masse forskellige fugle på heden, men vi er vist ikke så gode til at få øje på dem. Derimod så vi en blå sommerfugl, som måske var en ensian blåfugl. Den skulle leve på Hulsig Hede. På den anden side er der så mange blåfugle, og de ligner allesammen hinanden, synes jeg.

Vi så også en lille død muldvarp. Den var så blød, så blød og så ud, som den bare sov.

I galleriland

Gallerierne ligger tæt omkring Skagen, og vi besøgte alle dem, vi kunne nå, og som vi syntes så interessante ud. Og også et par af dem, vi umiddelbart syntes så mindre interessante ud - man kan jo blive overrasket.

Galleri Rasmus, der ligger i Huset Tavi på havnen, er et af dem, vi godt kan lide. Det er så stort og har så mange kunstnere repræsenteret, at der næsten altid er noget, man kan lide.

Vi kan bl.a. godt lide Anders Moseholm. Især hans bybilleder (lille udsnit på fotoet). Han har været årets kunstner i min kommunale kunstforening, men desværre blev jeg ikke ejer af et af hans billeder.

Et nyt bekendtskab var Anne Juul Christophersen. Hendes billeder er sært foruroligende: Hvad er det egentlig, der sker? Mit foto viser kun et lille udsnit af billedet Pathfinders, men kig på hendes hjemmeside, hvor nogle af hendes billeder kan ses i hel "figur" og i de helt korrekte farver.

Selv om jeg normalt ikke er så optaget af landskabs- og naturbilleder, så er Majken á Grømma måske også værd at holde øje med.

Galleri Rasmus' afdeling i Skagen er vist nok lukket for denne sæson, men der er afdelinger andre steder i landet.

I Galleri Molevit, der også ligger i Skagen By, så vi "helt-nede-på-jorden" malerier af Ulla Gammelgaard. Jeg kunne især godt lide det med fårene.

Det er som en illustration til "Ole sad på en knold og sang" - linjen "Fårene står der endnu og glor". Der var faktisk to forskellige udstillinger i Molevit, mens vi var i det nordjyske. Den med Ulla Gammelgaard var den sidste, men der var også noget, vi godt kunne lide på den første. Den, der passede galleriet den dag, var bare ikke særlig venlig, og fotografering var hun i hvert fald ikke begejstret for, så jeg kan ikke mere huske, hvad det var. Sådan kan det gå.

Derimod kan jeg godt huske, hvad der var i Galerie Nielsen Nordstrand. Det var nemlig Bente Marie Kjeldbæk, hvis spansk inspirerede billeder jeg rigtig godt kan lide.

Det var også et sjovt galleri i et nybygget og spændende hus, der - som navnet siger - ligger tæt ved Skagen Nordstrand. Ret fashionabelt - men det var i stor kontrast til vejen derud. Den gik gennem et rodet og grimt industri/erhvervsområde, som det er svært at forestille sig ligger i Skagen. Vi kom til at grine ret meget, da vi så nogle af vejnavnene.

Hr. Nielsen har også gallerier andre steder. Det kunne da godt ske, man kom forbi det i Kolding en gang.

Selv om vi så meget god og spændende kunst, købte vi IKKE noget med hjem.

I fiskeland

Når man tilbringer 2 uger lige syd for Skagen, skulle man være et skarn, hvis man ikke fik spist en masse god fisk.

Vores første fisk fik vi på Brøndums Hotel. Den allerførste dag var jeg oppe i vandtårnet, hvor jeg kunne kigge lige ned i deres have, og det så så hyggeligt ud, at vi valgte at indtage frokosten der. Det var der ingen grund til at fortryde.

Billedet er selvfølgelig taget fra vandtårnet, og neden under er vi blevet bænket og kigger den modsatte vej, mens vi venter på vores mad.
Senere spiste vi adskillige gange på havnen. Vi plejer at være vilde med Pakhusets stjerneskud, så det skulle vi selvfølgelig have igen, men det holdt ikke standarden (kedeligt salatblad med sand i, rejerne ikke så lækre og mange som sædvanligt). Det er lige ved, det var heldigt, for jeg plejer at have meget vanskeligt ved at vælge noget som helst andet - hverken spisested eller menupunkt.

Nu fik vi prøvet nogle af de andre steder. Skagens Fiskerestaurant, der vel er den mest kendte, sprang vi over. Der har vi spist før, og det var ikke specielt godt - bare dyrere. Derimod spiste vi på Havfruen (der så vidt jeg kan finde ud af ikke har nogen hjemmeside) lige ved siden af og på den næste i rækken, nemlig Jollehuset, og de var begge helt fine. Især Havfruens fiskesuppe kan anbefales, men jeg er altså også meget glad for fiskesuppe.

Både Havfruen og Jollehuset er snarere fastfood-steder end restauranter, men det forhindrer ikke, at maden er god. Og når vi er på ferie, sætter vi stor pris på, at spisningen foregår rimeligt kvikt.

En aften fik vi den store fiskebuffet på Bodilles Kro, og den var jeg ikke så begejstret for. Ikke direkte dårligt, men heller ikke særlig interessant. Så var Franks i Sæby meget bedre. Der var vi til en heldigvis ret sen frokost, så vi var blevet dejligt sultne, og det var godt, for der var rigtig meget lækker fisk og mange skaldyr - frisk og hjemmelavet - i deres buffet. Der var IKKE plads til dessert! Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang, vi kommer der forbi.

Det er bare et lille udvalg af Franks fiskebuffet, der ses på tallerknen. Der var en masse andet, bl.a. gode pil-selv rejer og hummere.