
Vi har glemt den i et par sæsoner, men i år blev det til en god stor portion, så der blev en hel del til fryseren også. Jeg må indrømme, at min andel kun bestod i at købe rødbederne. Dorthe stod for resten af arbejdet. Da jeg kom hjem fra arbejde, stod der bare en gryde dampende og duftende suppe.
Her er OPSKRIFTEN:
500 g rødbeder
250 g gulerødder
200 g selleri (i originalopskriften kålrabi)
1 lille kålhoved
2 løg
5 kartofler
250 g svampe (i originalopskriften 100 g tørrede rørhatte)
salt, peber
4 spsk tomatpure eller 4 middelstore tomater
2 spsk smør eller olie
6 eller 9% creme fraiche (i originalopskriften smetána)
eventuelt citronsaft
- rødbeder, gulerødder, selleri og kartofler renses og skæres i terninger. Smør eller olie varmes op og alle grøntsager undtagen kartoflerne puttes i og småsnurrer over svag varme under tætsluttende låg.
- svampene skæres i småstykker og brunes i fedtstof sammen med de finthakkede løg. Puttes derefter i gryden sammen med kartoflerne (i den oprindelige opskrift skal kartoflerne først i næsten til sidst, men jeg kan nu bedst lide, når de er kogt helt igennem).
- Der tilsættes yderligere et par l vand, salt og peber, og suppen simrer videre.
- Kålhovedet strimles og lægges ned til de næsten møre grøntsager.
- Når kålen er mør, tilsættes tomatpuré eller tomater.
- Når alle grøntsager er møre, er suppen færdig.
- Smages til med cremefraiche og måske citronsaft og serveres dampende varm med et godt brød til.
- OBS: Hvis suppen skal fryses, skal tilsmagningen med creme fraiche og citronsaft vente, til den skal spises.
Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at der - bortset fra peber - hverken er krydderier eller krydderurter i suppen. Måske ville opskriften have set anderledes ud i en nymodens kogebog. Men jeg synes også, at grøntsagerne i sig selv giver smag nok, så yderligere krydring er unødvendig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar