Huh, det er koldt!

Men det har den fordel, at jeg har rig lejlighed til at promenere mine nystrikkede halsedisser/peleriner/kraver.

Den gulbrune er strikket af Araucania Nature Wool. Rullekraven er så stor, at den kan slås os om hovedet og bruges som hue.

Jeg har også strikket en i Rowan Kid Classic, som opskriften er designet til. Der skulle egentlig være en meget lille snoning i ribben. Den lavede jeg i Rowan-udgaven, men havde ikke lige forudset, at den burde være på modsat side af skulderkravens forside - og det stod ikke i opskriften - så den ses kun, når kraven er slået op til hue. På den gulbrune udelod jeg simpelthen snoningen.

Den anden er specielt lavet til en Olars Ulla frakke, jeg købte i efteråret. Frakken er i A-facon, som jeg godt kan lide, med strudhætte (flot, men ubrugelig) og syet af en lækker, tyk uld, men den er lidt et fejlkøb. Bl.a. fordi den er lukket med lynlås fra bunden og helt op i halsen, og der er ikke nogen finesser, der gør, at man ikke kan mærke lynlåsen på halsen. Jeg kan meget bedre lide, at mit overtøj er lukket med knapper.

Jeg kunne selvfølgelig bruge et tørklæde, men jeg synes, en moderne halsedisse er mere velegnet, så jeg strikkede denne af Manos Silk Blend og Indiecita Alpaca - 1 tråd af hver. Manos-garnet er ekstremt lækkert. Det kunne jeg godt tænke mig at strikke mere af.

Sport, sport, sport

Som det er læsere af denne blog bekendt, så er jeg vild med sport. Det vil sige "spectator's sport", som det hedder på udenlandsk - på dansk må det vel være tilskuersport. Jeg må med skam at melde bekende, at jeg ikke dyrker sport selv.

Der er dog en enkelt undtagelse: Jeg kan vældig godt lide at bowle - man kan vel godt kalde bowling en sport? Jeg er overhovedet ikke skrap til det, jeg synes bare, det er sjovt.

I torsdags havde vi igen en fridag - det er ved at blive en vane :-) eller for mit vedkommende en halv fridag. Den blev tilbragt sammen med Dorthes søster og hendes familie, og om aftenen bowlede vi. Jeg var nu noget utilfreds med mit resultat, for jeg fik kun en enkelt strike, og det var endda lidt med snyd, for maskinen havde ikke rejst alle keglerne op fra den forrige deltager, så jeg kunne nøjes med at ramme tre kegler for at få min strike. Så vidt jeg husker, fik jeg mange flere strikes, sidst jeg bowlede, så det går åbenbart tilbage med færdighederne.

Om eftermiddagen så vi Yogi Bear i biografen, og Yogi Bear er altså...nå ja, Yogi Bear. Jeg har en særlig veneration for ham, for jeg kan huske Yogi Bear filmene fra min barndoms fjernsyn. Det var faktisk gennem de film, jeg fik kendskab til Yellowstone nationalparken. Den kunne jeg godt tænke mig at besøge i det virkelige liv.

Filmen var da meget god, men den bliver nu nok ikke årets film for mig. Den har æren lige nu, for det er den eneste, jeg har set indtil videre, når jeg ikke tæller operabio med - og det er ligesom lidt andet.

Mahler i fare

I torsdags var vi igen til symfonikoncert, denne gang med Mahlers store 3. symfoni på programmet.

Det var lige ved, jeg måtte blive hjemme. Jeg har været plaget af vinterens tredje forkølelse (!) og havde bl.a. en irriterende tør hoste. Jeg kan ikke fordrage, at folk tager til koncert, når de hoster vildt, så jeg måtte jo overveje, om det var tilfældet med mig selv.

Torsdag havde vi begge en fridag og skulle egentlig have været på udflugt til en garnforretning, men vi var fornuftige og tog en slapper hjemme i stedet, så jeg hostede ikke så slemt, da vi nærmede os aftenen. Jeg tog en hostestillende pille og bevæbnede mig med Bentasil, og det gik også godt nok. Jeg hostede kun to gange og begge gange ganske lidt.

Mahlers symfonier er altså imponerende, og det gælder også den 3.
STORT orkester, kor, solist, musik, musik, musik i utallige variationer. Man skal godt nok gøre sig umage, hvis man skal kede sig til Mahler.

Det var sjovt, at trombonespiller Jesper Busk Sørensen var hentet "hjem" fra Berlin for at hjælpe i messingblæser-sektionen. Han havde ligesom de fleste andre i orkestret nok at gøre.

Billedet er lånt fra Berlinerfilharmonikernes hjemmeside. Dem håber vi på at komme til at høre, næste gang vi skal til Berlin.

Kaninens år - eller kattens

Glædeligt nytår! I morgen er det nyårsdag efter den kinesiske kalender, og vi går fra oksens år ind i kaninens. Eller harens.

Det er også nytår efter den vietnamesiske kalender, men her går vi ind i kattens år, har min kollega Thanh, der er født i Vietnam, fortalt mig. Hun er endda selv født i kattens år.
Så godt nytår til alle - kinesere, vietnamesere, danskere og alle andre. Måtte det blive et rart og fredeligt kaninens og kattens år!

Billedet tog jeg i søndags i Musikhuset, hvor der var liv og glæde til den kinesiske forårsfest, som denne årlige begivenhed også kaldes.

Jeg - en kartoffel

De her blå handsker bruger jeg, når jeg trænger til at få gang i blodcirkulationen og få fjernet de døde hudceller.

Jeg købte dem i Romulus-badene i Skallerup Klit i efteråret. Da jeg havde været pakket ind i alger, og algerne bagefter var skyllet af, blev de sidste rester fjernet ved hjælp af sådan nogle blå kradse-handsker. Huden var ekstremt blød og glat bagefter, sikkert både på grund af alger og handsker.

Jeg købte altså et par handsker med hjem, og bortset fra farven ligner de præcis de brune handsker, vi bruger om sommeren til at skrabe nye kartofler med. Handskerne var uforskammet dyre i forhold til kartoffelhandskerne, men beløbet kunne trods alt ikke slå mig i rysten.

Så nu leger jeg af og til kartoffel og får fjernet alle de døde hudceller. Jeg har i tidens løb haft diverse andre "redskaber" til at sætte gang i blodcirkulationen i huden - hamphandsker og lignende, men de her er bare bedre. En kartoffelkur kan godt anbefales - og jeg tror sagtens, man kan nøjes med de billige handsker, hvis man kan få fingre i sådan et par.

Sidste sjal i 2010

Det sidste sjal, jeg gjorde færdigt i 2010, var et mørklilla sjal strikket i Lucca Fino.

Det er ikke det letteste sjal, jeg har strikket. Det tog lidt tid, inden jeg havde memoreret mønsteret, men det lykkedes, inden sjalet var færdigt.

Det er foreløbig gået i gavekassen. Selv om jeg synes, det er lækkert, er jeg ved at have sjaler nok.

Jeg bliver nok nødt til snart at strikke noget andet end sjaler, tilbehør og babytøj. Altså et større arbejde så som en trøje eller bluse til mig selv. Jeg ved ikke rigtig, om jeg vover at strikke en ulden trøje. Godt nok er der kommet mange meget lækre garnkvaliteter, men jeg er bange for, jeg stadig synes, det er for varmt at gå med ulden strik.

Men ellers må jeg lave noget i bomuld eller hør eller lignende - det er bare ikke så rart at strikke med som uld, synes jeg. Jeg plejer mere eller mindre at designe mine modeller selv, så det er et lidt større projekt. Lige nu strikker jeg sokker og diverse klædningsstykker til at tage om halsen. Meget overskueligt!

Næsten forår

Nå ja, det er nok at tage munden for fuld, men det var da dejligt vejr i dag! Man skulle være et skarn, hvis man ikke gik ud for at få en mundfuld frisk luft, mens solen var på himlen, når man nu havde tid til det. Så det gjorde jeg - bevæbnet med kameraet.

Birketræerne er så dekorative med de hvide stammer mod den blå himmel.

En enkelt overlevende snemand.

Lige et vejr til at få pudset ruderne. Vores vinduespudser havde også været på besøg i dag, meget velvalgt.

Næsten slut med solen for i dag.
Men månen står snart op, og den er også værd at kigge på, næsten fuld som den er lige nu.

I suppekøkkenet

Vi var i suppekøkkenet i søndags.

Jeg lavede en pureret linsesuppe, som er kommet i fryseren, og Dorthe lavede en indisk rissuppe, som vi tit laver.

Det er en suppe, der er meget tæt i konsistensen, den har næsten mere karakter af en sammenkogt ret end af suppe. Vi synes, den smager godt, den er meget hurtig at lave, og den er god til en dårlig hals, hvilket var aktuelt i søndags. Det er det for resten endnu, men rissuppen er altså spist.

OPSKRIFTEN

2 dl langkornede brune ris

1 stort løg

1 spsk smør

1 spsk olie

2-3 stilke bladselleri

1 stort syrligt æble (gerne Belle de Boskop)

1 spsk god karry

1 spsk mel

1 l bouillon

1 dåse flåede, hakkede tomater

salt, peber

Eventuelt kokosmel eller kokosflager.

Løget pilles og hakkes og svitses sammen med de skyllede ris i fedtstoffet.

Bladselleri og æble skæres i ikke for små stykker og tilsættes. Det er bedst, hvis der en lille smule bid i selleristykkerne og lidt fasthed i æblestykkerne, når suppen er færdig. Man kan også vente med at tilsætte disse to ingredienser, til suppen har simret 5 minutter.

Karryen drysses over, og der røres rundt.

Den varme bouillon hældes over.

Suppen simrer ca. 20 minutter, til risene er møre.

Tilsæt tomater og smag til med salt og peber.

Kan drysses med ristet kokosmel eller kokosflager - det gør vi nu aldrig, men det står i vores opskrift.

Suppen egner sig ikke til frysning, men den er god at tage med til frokost på arbejde næste dag, for den kan godt spise kold, hvis man ikke har mulighed for at varme den op.

Dyrevelfærd

Jeg er ikke hverken vegetar eller fanatiker (ikke ret meget i hvert fald :-) men jeg synes, man skal behandle alle dyr ordentligt, og jeg prøver så vidt muligt selv at agere efter det. Somme tider bliver jeg bare snydt.

Eksempel nummer 1: I denne vinter har jeg været utilfreds med min gamle dyne. Jeg kunne simpelthen ikke holde varmen, så jeg besluttede at investere i en ny, når der blev udsalg. Altså drog jeg til Salling, som tit har gode dyner på udsalg.

Jeg kiggede på adskillige og fandt ud af, hvilken jeg ville have, da jeg i sidste øjeblik kom i tanke om, at jeg selvfølgelig ikke kunne købe en dyne, hvor der var risiko for, at dunene var blevet plukket af ejerfuglen i levende live. Forfra igen! Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at kun Ringsted Dun garanterer, at deres fyld ikke kommer fra levende dyr. De dyner var godt nok ikke på udsalg, men så måtte jeg jo betale prisen.

Jeg blev snydt med det med udsalget, men jeg blev ikke snydt med dynen. Det er en superlækker gåsedunsdyne, og der er ingen problemer med at holde varmen. Eneste problem er, at nu er det ekstra svært at komme ud af fjerene om morgenen.

Eksempel nr. 2: I går aftes var jeg ude at spise sammen med et par veninder. Vi havde bestilt bord på Le Pagnol (Furebys efterfølger). Jeg havde undersøgt deres menukort på nettet og til min tilfredshed konstateret, at der ikke var foie gras involveret.

Da vi kom derind, var menukortet bare blevet skiftet ud i mellemtiden (det menukort, der hang udenfor, var stadig det gamle), og nu var der foie gras i en af hovedretterne. Snydt grønært!

Maden var i øvrigt lækker, selv om vi altså ikke fik det, vi var kommet efter, men jeg syntes, tempoet var lidt for højt. Lørdag aften har man som regel ikke så travlt med at få proppet i hovedet, og jeg tror heller ikke, de kunne nå at servere for endnu et hold gæster ved vores bord. Trods alt er det nok bedre, end hvis der er alt for lang ventetid.

Det er en hyggelig restaurant - ærgerligt med foie gras'en.

Citater om katte #1

Jeg plejer næsten altid at købe en vægkalender på vores decemberbesøg i Flensborg eller Hamborg. Udvalget er kæmpestort, og jeg vælger stort set altid en lækker fotokalender med et af mine yndlingsdyr - ulve, bjørne og hvaler er nogle af de motiver, jeg har i lageret.

Jeg kan nemlig ikke nænne at smide dem ud. Denne gang ville jeg genbruge, hvis jeg havde en liggende, hvor 1. januar var en lørdag, og så måtte det ikke være skudår.

Vist nok 2005 opfyldte kriterierne, men lige præcis det år havde jeg åbenbart ikke gemt. Altså var jeg nødt til at købe en ny.

Jeg faldt for en lidt mindre kalender med sort/hvide kattefotos. Der er kun 2 uger på hvert blad og ud over fotoet er der et citat om katte.

Katten i sneen på det første blad er helt bedårende, synes jeg, og absolut en medvirkende årsag til at jeg besluttede mig for denne kalender. Det er Hemingway, der er ophavsmand til citatet, der i min og Dorthes oversættelse (fra tysk) lyder: Katte opnår uden besvær noget, som helt er nægtet os mennesker: at gå gennem livet uden at støje.

En pakke med blødt og duftende indhold

Heldigvis arbejdede jeg sent i dag, så jeg var hjemme, da pakkeposten kom med en pakke til mig.

Selv om jeg godt vidste, at der var garn, jeg havde bestilt hos Livi Strik, i pakken, var det selvfølgelig alligevel spændende at åbne den.

Egentlig skulle jeg kun have kittet med det store hæklede sjal med navnet Henny. Det har jeg været forelsket i, siden jeg første gang så et billede af det. Da jeg så bestilte det, røg der lidt ekstra på bestillingslisten, nemlig et par nøgler strømpegarn og et bundt sari-silke, som jeg ikke lige nu ved, hvad jeg skal bruge til. Strømpegarnet skal bruges til sokker. Jeg har læst et eller andet sted, at man altid skal have mindst ét par sokker på pindene. Det er jeg måske ikke helt enig i, men faktum er, at jeg kun har et enkelt ubrugt nøgle liggende, så det er ikke det rene frås.

Men der var nu også en overraskelse i pakken, nemlig det fine lille lavendelhjerte, som hele pakken duftede af. Det er altså en god start på dagen at få sådan en pakke.

En fuldfed opera

Det var, hvad vi fik serveret i operabio i dag, da vi så Verdis Don Carlos - og det er altså ment som en stor ros. Carlos er spanske Filip IIs søn, som til venstre ses på et maleri af Velazquez.

Det var en ny opera for os, og helt ærligt kan jeg godt forstå, at det ikke er den opera, der tiest er på turneprogrammet. For det første varer den næsten 5 timer. For det andet er der ikke mindre end 6 meget store og krævende roller. Plus orkester, mindre roller og kor, selvfølgelig. Den opera har simpelthen alt, synes jeg, og det kræver sit operakompagni.

The Mets udgave var fantastisk, og de knap 5 timer var ikke spor for meget Det er så dejlig musik, der er fantastiske arier, vidunderlige duetter og stykker, hvor flere synger sammen (hvad hedder de?) og korpartier. Det vil være uretfærdigt at fremhæve nogen af de medvirkende, for de var allesammen fremragende! Nå ja, det var altså Roberto Alagna i titelpartiet. Billedet er et af mine egne fra dengang, han gav koncert her i Århus.

Det er også en god historie. Den er efter Schillers skuespil med samme navn. Det så vi for en del år siden i en opførelse med det kongelige. Også skuespillet varede omkring 5 timer - og det var til gengæld alt for langt, vi kedede os bravt. Jørgen Reenberg spillede Filip II, og alle de andre medvirkende virkede som dilettanter ved siden af.

Men Verdi var god, og jeg har fået en ny Verdi-yndlingsopera.

Et regnbuefarvet sjal

Dorthes regnbuefarvede sjal blev færdigt for et stykke tid siden, men jeg har først fået det fotograferet nu.

Jeg er utilfreds med billedet, for sjalet er flottere i virkeligheden. Billedet yder ikke de meget lange farveforløb i Kauni-garnet fuld retfærdighed. På billedet ser sjalet stribet ud, i virkeligheden løber farverne meget langsommere over i hinanden. Farverne blev heller ikke korrekte i den skarpe vintersol; for eksempel er den blå farve mere turkis.

Det kunne mit kamera altså ikke klare. Jeg skal vist snart have gjort alvor af at få købt et nyt. For resten kunne jeg da prøve at tage et billede med mit andet kamera.

Der blev en ganske lille smule garn tilbage - lige nok til et par handsker. Der var ikke mere blåt og lilla tilbage, men det var lige meget, for der kunne alligevel ikke være blevet plads til hele farveforløbet i så lille et arbejde. Man kan næsten bedre se, hvordan farverne glider over i hinanden på dette billede.

Er de små pinde ikke sjove? De er perfekte at strikke fingre på. De lå sammen med et par nøgler strømpegarn i strikkekurven, da jeg fik den til min fødselsdag. Jeg havde aldrig set pinde i den størrelse før.

Minder

Bitsjka
Originally uploaded by cats_in_blue

I dag er det nøjagtig 25 år siden, vores første kat blev født.

Bitsjka, Bitser eller Bitseren som vi kaldte hende - i virkeligheden hed hun Bitsjkova - var en helt usædvanlig personlighed. Hun lærte os for alvor, hvad det ville sige at have kat.

Noget af min familie var ikke helt tilfredse med det vanskelige navn. En af mine tanter kaldte hende hele livet Whiskas.

Bitsjka og jeg var sjælesøstre, og vi var meget tæt knyttet til hinanden. Når hun lå på mig på sofaen, lå vi hjerte mod hjerte - så kaldte jeg hende Lille Hjerte. Hver eneste nat sov hun på en pude ved siden af min med min ene arm omkring sig. Det er der ingen af vores andre katte, der har villet.

På billedet er Bitsjka 3 år gammel. Hun var en lidt svagelig kat, og til min store sorg døde hun allerede 11 år gammel. Det er jo mange år siden nu, og nu er der kun de gode minder tilbage. Ydermere har Lilit tillagt sig nogle af de samme særheder som Bitsjka - så som at jeg er den eneste, der du'r. Det føler - og følte - jeg mig selvfølgelig vældig beæret over.

Årets bedste...fodtøj

I betragtning af min passion for sko, bør årets bedste fodtøj med på bloggen, men jeg er ikke helt stolt ved det.

Jeg har købt vist nok 11 par sko og støvler i 2010, men jeg har ikke engang brugt halvdelen af dem, så når det kommer til stykket, ved jeg ikke, hvilke der er årets bedste.


De zebramønstrede Fly-støvler og de olivengrønne El Naturalista, som er de første ikke helt flade sko, jeg har haft i årevis, har jeg i hvert fald brugt, så de får æren.

Det er Sarantoya, der hjalp med fotograferingen, og hun fortrak langt de zebrastribede. De har jo snørebånd!

Måske burde de gode, gamle - slidte og grimme - snowjoggers være årets bedste fodtøj.

Det er i hvert fald dem, jeg går bedst i, når det er glat, og jeg kan også nænne at tage dem på, selv om jeg skal traske i sjap, sne og salt. Man kan ikke rigtig få den slags mere, så jeg håber de holder vinteren over.

GODT NYTÅR til alle!!!

P.S. Mit nytårsfortsæt: At begrænse fodtøjsindkøbet!
P.P.S. Hmmm...jeg har lige fundet et par støvler, som jeg godt kunne tænke mig, på nettet...

Hygge-fødselsdag

TIL LYKKE MED DE 10 ÅR, SARANTOYA

Sarantoya blev 10 år juleaftensdag.

Jeg havde håbet, at hun ville stille til fotografering, men stort set hele dagen hyggede hun sig med mor i kattesengen.

Det er helt sikkert hendes yndlingsbeskæftigelse, og hun er ikke en kat, man kan dirigere til noget.

Altså blev det kun til billeder med hel- eller halvlukkede øjne, men hun er da meget sød alligevel.

Nu er det jul!

Årets bedste...spisested

Måske burde jeg slet ikke skrive om spisesteder, for vi går ikke særlig tit ud at spise, så mit sammenligningsgrundlag er ikke voldsom stort. Når vi gør, foretrækker vi ydermere tit det ret simple, gerne lidt hverdagsagtige, men nu vover jeg altså alligevel at offentliggøre min uforgribelige mening.

Årets bedste

Vores foretrukne spisested i år har været Restaurant Et med det klassiske franske bistrokøkken. Deres fiskesuppe er glimrende, og jeg sætter stor pris på deres andeconfit. Det bedste er dog næsten ostene. Det er et super udvalg, de har, og man betaler efter, hvor mange man kan spise. Smart koncept.

Vi var der også til den særlige bouillabaisse-aften, og nej, hvor smagte det godt, og hvor blev vi mætte. Jeg måtte mod min vilje levne noget af den crepe Suzette, der hørte med som dessert. Det var ellers en god Suzette.

En enkelt anke: De burde lade være med at servere foie gras. Ligegyldigt hvad så er det altså dyrplageri - se her.

Måske skulle jeg gøre alvor af ikke bare selv at undgå foie gras, men også at boycotte de restauranter, hvor man kan få det. Også selv om det så kommer til at gå ud over Et - det ville godt nok ærgre mig lidt.

Billedet er lånt fra Ets hjemmeside, jeg må se at få taget et selv.

De næstbedste:

De næstbedste bliver to udenbys, som jeg har skrevet om på bloggen før: Restaurant Glashuset i Lønstrup og Quedens Gård i Ribe.

Bundskraberen:

Det er desværre af og til, jeg fortryder, at jeg har slået mig ned et sted, men som regel glemmer jeg det hurtigt igen.

Dog kan jeg stadig huske den nærmest uspiselige æggekage, vi fik på Blåvand Kro. Den var styg - også til prisen.

Uden for kategori:

Fakkelgårdens gourmet-køkken. Til særlige lejligheder!

Velkommen tilbage, sol

Dagens længde i dag: 6 timer og 56 minutter. Billedet blev taget i morges, og det var bidende koldt. Hvor føles sommeren dog langt væk. Men det har været vintersolhverv (kl. 00.38 i nat), så nu kan vi lægge nogle minutter på hver dag.

Årets bedste...musikoplevelse

Årets bedste:

må afgjort være koncerten med Nino Machaidze, som vi hørte i maj. Det bliver meget spændende at følge hende i fremtiden.

De næstbedste:

Brittens War Requiem med Århus Symfoniorkester og koncert med Renée Fleming.

Fleming er selvfølgelig et større navn end Machaidze, men hvor Machaidze var til 13 efter den gamle karakterskala, så må Fleming nøjes med et 10-tal. Så vidt jeg husker blev det givet for "den udmærkede, men noget rutineprægede præstation".

Årets nedtur:

At vi ikke så meget som forsøgte at få billetter til Anna Netrebko i Boheme i København.

Vi vidste i lang tid før, hvornår billetterne ville blive sat til salg, men da dagen kom, havde vi glemt alt om det. Det var nemlig lige midt i vores superferie i Blåvand. Da vi efter et par uger kom i tanke om det, var det selvfølgelig for sent. Jeg søgte nogle gange efter billetter på QXL, men uden held. At vi gik glip af noget - hvilket vi sådan set ikke var i tvivl om - kan man se af dagens anmeldelse i Politiken.
Musikhuset må lige tage sig sammen og få hende her til byen!!! Meget gerne i La Traviata, som jeg aldrig har set.