En livsnyder

Alle katte burde selvfølgelig have mulighed for at være livsnydere, og gutten her er det i hvert fald! Det er Zoogin, Lilits eneste søn, der nyder forårssolen i fulde drag.

Han er nu 10 år, men det kan man ikke se på ham. Han er en flot, slank og meget muskuløs kat. Hans ejere siger, at han kan drøne endog meget hurtigt tværs over græsplænen, men det fik vi nu ikke at se i lørdags, hvor vi besøgte ham, for det var vist for varmt.

Det er utrolig dejligt at se, at den killing man tog ansvar for at sætte i verden, trives så godt - tak til Liza og I.C. for det!

Mere musik

Vores sidste symfonikoncert i sæsonen 2009-10 var opførelsen af intet mindre end Brittens War Requiem. Vi er meget glade for Britten, og requiemet var en stor oplevelse. Det er et vældigt værk for orkester, kammerorkester, 3 solister (bl.a. sang Morten Frank Larsen en fantastisk baryton) og stort kor sammensat af en del andre kor.

Det er spændende og grum musik, og den blev meget flot udført, syntes vi. En værdig markering af 65 året for krigens afslutning og en værdig afslutning på vores sæson.

Vi har allerede fået købt billetter til den nye sæson. Mandag stod jeg sammen med en masse andre i kø foran Musikhuset - godt at jeg skulle arbejde sent!

Til alt held var det godt vejr at stå og vente i, indtil Musikhuset og billetsalget åbnede kl. 11. Egentlig synes jeg, det godt denne dag kunne åbne noget tidligere - eller at man kunne åbne for salget en søndag. Det må da være en medvirkende grund til, at gennemsnitsalderen for symfonikoncerternes publikum er så høj. I hvert fald er de gode billetter forbeholdt dem, der kan sætte en mandag formiddag af til at stå og vente.

Vi havde på forhånd sat mange flere krydser i programmet end ved de koncerter, vi faktisk købte billet til, men der skal også være plads til andet, så vi forsøgte at beherske os. Noget af det, vi glæder os mest til, er Mahlers 3., og så er Arvo Pärt til vores store glæde endelig kommet på programmet.

Jeg er en ødeland med en svag karakter!

Hvorfor får man - jeg! - altid lyst til at købe nye sko, når det er forår? Det er alt andet end fornuftigt, for tiden mellem støvler og sandaler er for mig meget kort. Og jeg mangler overhovedet ikke forårssko.

Ikke desto mindre gik det galt i år igen. To gange endda. Egentlig er jeg lidt flov over det.

Men jeg er nu også rigtig glad for mine nye sko fra Art Company. Jeg så modellen i Hamborg, men i en mørkerød farve, som i hvert fald ikke er min farve. Jeg prøvede dem, og de sad bare perfekt, men selv om det holdt hårdt, købte jeg dem ikke. Det hjalp, at der var et par billige, men søde, Rieker, som også passede, og som jeg så "nøjedes" med at købe.

Hjemme igen undersøgte jeg Art Companys hjemmeside for at se, om modellen (der i øvrigt hedder Berlin - prøv lige at se nærmere på sålen!) blev lavet i andre farver, og jo, der var masser af farver. Dog på daværende tidspunkt kun én af farverne i min størrelse, nemlig den orange. Den kan jeg meget bedre bruge, og efter et par dages betænkningstid kunne jeg ikke holde mig i skindet længere. Bare 4 dage efter bestillingen var skoene i hus. Supereffektivt, må jeg sige.

Prøv lige at se nøglevedhænget også. Det var med som en lille gave. I dejlig blød gummi og perfekt til min bilnøgle. Hvordan kan man være så glad for et nøglevedhæng?

Heldigvis er den blåturkise udgave af skoene der ikke mere i min størrelse, og den grå, som jeg også var vildt forelsket i, har vist hele tiden været udsolgt i netbutikken. GODT!

Biler for kvinder

For en månedstid siden var jeg ved at køre galt på vej til arbejde. Ved Fiat-forhandleren på Viborgvej holdt der nemlig en LYSERØD Fiat 500, og jeg havde svært ved at få blikket fra den og tilbage på vejen.

Den holdt der kun et par dage - den blev nok solgt - og jeg nåede ikke at få den foreviget, men det gjorde min veninde Annett.
Af et eksemplar magen til hos en anden forhandler. Uafhængigt af mig havde hun snuppet nogle billeder af den. Tak for lån af billedet, Annett. Den er supersød også med sne på.

Jeg har i mange år ønsket mig en fuchsiafarvet bil og har for 6-7 år siden også set noget i den retning; vist nok en Mazda. På det tidspunkt var vores bil dog ret ny, så det var overhovedet ikke på tale at skifte den ud. Bortset fra den har jeg ikke set noget som helst, der bare tenderede lyserød, pink, fuchsiafarvet - før nu.

Er bilfabrikanterne slet ikke er klar over, hvor stort et køberpotentiale kvinderne udgør? Jeg er sikker på, der er andre end Annett og mig, der kan forelske os i biler i "pigefarver". Nu er der nok ikke nogen bilfabrikanter, der læser min blog, men ellers ville jeg råde dem til at kigge lidt på læbestift- og neglelakfarver. Der er nok at tage af.

Efter påske har jeg igen fået halsgymnastik på vej til arbejde, og nu står der ikke bare én, men to af de lyserøde vidundere.

Er de ikke bare nuttede?

P.S. Jeg tror for resten, sådan en pink firehjulet lille sag ikke bare er for kvinder. Den kunne også være et godt scoretrick for en ung mand. Da jeg var ung, ville jeg i hvert fald have elsket at blive fragtet rundt i sådan én.

Strik og katte

Det er ikke let at strikke med legesyge katte i nærheden. Selv om Lilit er over 12 år, kan hun godt finde på at lege med garn og strikkepinde, og hun har nogle gange bidt garnet over.

På billedet her er det mere fredeligt. Jeg sidder i sofaen med et tæppe over mig. Jeg strikker, og Lilit ligger på mig. Strikkeriet fik dog en brat slutning, da Lilit syntes, at garnnøglet kunne bruges til hovedpude.

Godt at kameraet var inden for rækkevidde, så jeg kunne få foreviget situationen - også selv om lyssætningen var mangelfuld.

Årstidsskift

Det er virkeligt sæsonskift lige nu: Forårsjævndøgn, urene ændret til sommertid, farvel til sne og frost og goddag til lyset.

For os er der også et andet kraftigt skift, for i søndags løb de allersidste vintersportsbegivenheder af stabelen - sikke en masse tid, vi får nu! De sidste skiskydningskonkurrencer foregik i Khanty-Mansiysk i Rusland, og der var masser af sne endnu, og det sneede da også kraftigt under nogen af konkurrencerne.

Og hvad har appelsiner så med det her at gøre? Jo, også appelsinsæsonen er ved at være slut. Jeg er meget glad for appelsiner, når de vel at mærke er både søde, saftige, uden for mange kerner og lette at pille - det sidste er vist bare en ønskedrøm. De bedste appelsiner er enten Navel eller Navelina, og de er allerbedst mellem jul og forår.

I denne sæson har appelsinerne været usædvanligt gode, og jeg er sikker på, de mange appelsiner, jeg har indtaget, har været med til at holde forkølelserne næsten fra døren. Men det lakker mod enden. Jeg har fået de første helt tørre og uinteressante appelsiner.

Åh, forår...

Jeg kunne næsten ikke komme hurtigt nok hjem fra arbejde i dag. Jeg fik fri ved 3-tiden, kørte direkte hjem, snakkede en lille bitte smule med kattene og så: Ud i haven!

Over 10 grader, så er det altså forår, og jeg gik i gang med at fjerne de visne stauder, så man kan se alle de små nye blomster ordentligt. Der er selvfølgelig de uforbederlige erantis, men vores små lysblålilla krokus har også lyst op et godt stykke tid. De er mine favoritter. Det er de blå anemoner også. Både dem, der er løgplanter (eller er det en slags knolde?), men måske især "Kaj Munk anemonen". Begge slags har fået de første blomster.

Jeg konstaterede, at både den store Mrs. Cholmondeley-klematis og en af krukke-klematisserne er i live. Også vores Endless Summer-hortensia har det fint. Blåskæggen, Perovskiaen og krukke-hortensiaen er ikke kommet ud af deres vinterfrakker endnu, så der er stadig noget at være spændt på.

Sidste efterår satte vi en masse nye løg, bl.a. blå krokus i vores kæmpestore græsplæne (2-3 kvadratmeter :-) og de er også kommet rigtig fint. Jeg var offer for et reklamefif, for de var bare MEGET blå på posen. Hjemme igen fandt jeg sorten på nettet og blev klar over, at det vist var de ganske almindelige mørkt blåviolette, som vi også har andre steder i haven. Det forhindrer nu ikke, at de ser rigtig godt ud i græsset.

Til den anden side af huset har vi nogle lyserøde krokus. D.v.s. lyserøde og lyserøde... der er altså mindst et lilla skær. De er lidt sarte og vælter let, men er nu meget fine alligevel. Vi har haft dem nogle år nu, og måske er de begyndt at brede sig lidt. Det må de godt!

Mon ikke der er hornvioler på torvet nu? Lad det blive godt vejr på lørdag, så kan vi nok få plantet de første krukker til. PLEASE!!!

Velkommen sol...

...siger Sarantoya, og det gør jeg også.

Begge katte nyder at sidde på min bogreol med solen lige i masken. Bagefter lægger de sig på sengen eller gulvet, helt strakt ud. For at dampe af, forestiller jeg mig.

Det kribler også i mig i solskinstimerne. Jeg vil gerne ud i haven og få klippet alle de visne planter af, men temperaturen er altså for lav endnu, synes jeg, så jeg har bare rodet en lille bitte smule.

Jeg er spændt på, om alt har overlevet. Godt nok har de sarteste planter været dækket til, men jeg er nu ikke helt sikker på, det har været tilstrækkeligt med den lange kuldeperiode.

Om bare et par dage er det forårsjævndøgn!

Den kunne godt have fortjent en Oscar...

Jeg så Det hvide bånd i søndags, og det var da godt nok en usædvanlig fremragende film.

Inden var jeg ikke helt sikker på, jeg havde lyst til at se filmen, for bedømt på anmeldelserne er det ikke noget hjertevarm film, og det er det heller ikke. Men det er bare en rigtig god og spændende og interessant film. Ond og brutal, men overhovedet ikke udpenslet, for det er nemlig ikke nødvendigt. Det lyder så højtravende og pædagogisk at sige, at den er en vigtig film, men det synes jeg altså, den er. Det er ikke en film, jeg slipper lige med det samme - og det er MEGET sjældent, jeg har det sådan. Huh, den krøb bare ind under huden.

I en af anmeldelserne stod der, at instruktøren Michael Haneke er Europas ondeste instruktør, men det synes jeg ikke er rigtigt. Jeg tror ikke på, at en ond person i den grad kan se ondskabens væsen.

Filmen fik godt nok ikke en Oscar - den er også meget langt fra at være en mainstream-film - men den fik helt fortjent De Gyldne Palmer, så den er absolut ikke uden hæder.

Se den mens den stadig er på plakaten!

Velkommen i klubben

Det er 60+ klubben, det drejer sig om, og det er Dorthe, der blev medlem i onsdags.

Vi havde begge taget en feriedag og tog på en heldagsudflugt til Hamborg. Med tog - hvilket betød hjemmefra kl. 4 om natten, og vi var så hjemme igen 21 timer senere. Man skal vel have noget ud af dagen, når man har fri!

Vi var i Hamborg knap 10 (bumletog hele vejen! men en smuk, smuk tur, hvor vi så dagen blive til dag), og det blev en dag præcis efter vores hoved. Vi startede med at tage til Speicherstadt.

Drak morgenkaffe i det gamle kafferisteri, besøgte et legetøjsmuseum og krydderimuseet og daskede ellers bare rundt og indsnusede atmosfæren - også senere i den gamle Altstadt.

Vi er næsten altid heldige med vejret, når vi tager på udflugt, og det var vi også denne gang. Plusgrader og ikke en dråbe regn, men en del sol. Faktisk var vejret godt nok til havnesejlads, men det nåede vi nu alligevel ikke. Vi må tilbage, når det bliver sommer.

Til gengæld fik vi tid til en god frokost på Cölln's (tak for tippet, Carsten!). Deres Apfelpfannkuchen kan godt anbefales. De så så lækre ud, at jeg straks kastede mig over dem og glemte at fotografere; det fortryder jeg nu.

Lidt shopping nåede vi også, for vores tebutik var vi altså nødt til at besøge. Dorthe fik desuden endnu en miniaturebamse til samlingen, og jeg fik et par forårssko.

En helt igennem tilfredsstillende dag, og vi var ikke en gang særlig bombede i går. 60 er da ingen alder!

BØH!

"Det er skræmmende" - af og til udtalt SKRAMMENDE - er et udsagn, der optræder temmelig tit - danskerne synes at være et noget forskræmt folkefærd.

Første gang, jeg bed mærke i det, var til en konference, hvor en meget ung bibliotekar udtalte, at "det var skræmmende så mange ældre bibliotekarer, der mente, at bøgerne var det vigtigste medie på bibliotekerne". Stakkels unge forskræmte dame! Tænk, at de væmmelige bøh-mænd og ditto kvinder kunne finde på sådan at gå og skræmme hende.

For et par dage siden sagde kommentatoren på Eurosport i en af skihopkonkurrencerne ved OL, at et spring var "skrammende kort" - vi grinede så meget, at vi næsten gik glip af næste spring, og det er vi ellers ikke meget for, for skihop er en af mange favorit vintersportsgrene. Her under OL har vi forsøgt at gøre nat til dag og Åbyhøj til Vancouver. Vores egen vej er i hvert fald i øjeblikket en bedre pukkelpist, men det er nu ikke vores fortjeneste.

Jeg må jo indrømme, at jeg kunne nævne meget, der er mere skræmmende end både konservative bibliotekarer og for korte skihop. Det er mest komisk, men også lidt trist, at det stakkels danske sprog bliver i den grad devalueret og talt med mangel på præcision. Ja, faktisk er det næsten skræmmende :-)

For h......! Det er dyrlægen!

For mange år siden var der en rigtig sjov lille børnefilm, der hed Jacko. Den viste vi mange gange på 16 mm i bibliotekernes børnefilmklubber.

Den handler om en dag i en grå jackos liv. Bl.a. skal den til dyrlægen for - så vidt jeg husker - at få klippet kløerne. Den kører med bussen med sin ejer, og undervejs går det op for Jacko, hvor den er på vej hen. "For helvede! det er dyrlægen", siger den frække papegøje - altid til de små tilskueres store jubel.

Sådan tænkte Lilit og Sarantoya sikkert også, da de i dag skulle til deres årlige tjek og vaccination på Abild Dyreklinik, men det var der nu ingen grund til, for de blev begge "godkendt". Vi synes også, de virker glade og raske, og så vidt vi husker, er det faktisk også et helt år siden, de var der sidst.

Så kattene kom til deres store tilfredshed hurtigt hjem igen, og vi var også glade. Det er godt at vide, at vores guldklumper er sunde og raske - eller i hvert fald ikke har flere skavanker, end vi vidste i forvejen. På billedet er det Sarantoya, der har set sit snit til at give mor Lilit en kærlig vasketur.

Med hensyn til børnefilmen, så har nogle af vores venner lånt den på vores anbefaling, men Jackos ed var ikke mere med. Den må være bortcensureret som politisk ukorrekt - forfejlet hensyntagen, synes jeg. Så sarte er børneører altså ikke.

Godt nytår - igen!

Originally uploaded by cats_in_blue

Så kom vi ind i TIGERENS ÅR.

I år passede det så fint, at vores traditionelle nytårsmiddag kunne afholdes den helt rigtige dato - i lørdags.

Som sædvanligt var det en hyggelig aften med masser af god kinesisk mad. Ærgerligt nok havde jeg ladet min gode appetit blive hjemme (jeg havde vist desværre spist en frikadelle for meget til frokost), men det er jo heller ikke nødvendigt at smage det hele. Jeg fik da både jiaozier (de hedder nok ikke sådan i flertal, men jeg kan altså ikke kinesisk) og desserten babaofan og smagte også på bl.a. en lækker ret med and og mango.

Tak for sidst, Bodil, og et godt tigerår til alle.

Jeg elsker Carmen...

...og det gør de fleste andre nok også.

Jeg har set Carmen på scenen mindst 3 gange, og i dag så vi den i operabio med Elina Garanza og Roberto Alagna i de to store roller som Carmen og Don José. Bedre kan det ikke gøres! Elina er som skabt til femme fatale-rollen, og Roberto er en vidunderlig naiv bondedreng. Ikke underligt det er hans signaturrolle. Men det allerbedste var deres vokale præstationer, de gav både gåsehud og rislen ned ad ryggen.

Som sædvanlig var også alle de andre roller stærkt besat - dog var vi en lillebitte smule skuffede over, at Mariusz Kwiecien, der skulle spille toreadoren, var blevet syg. Kor, orkester og iscenesættelse super - bl.a. var børnekoret bare så godt. Der var vist ikke noget at brokke sig over, og Carmen er altså en fantastisk opera.

Forrige søndag var vi til Strauss' Rosenkavaleren. Jeg har aldrig før set en Strauss-opera og var ret spændt, men det var ikke vores kop te. Der var sikkert ikke noget i vejen med opsætningen, og selveste Reneé Fleming sang i en af de hovedrollerne, men det forhindrede ikke, at vi kedede os så meget (vi faldt begge i søvn flere gange), at vi gik efter et umådeligt langt 1. akt. Jeg er åbenbart ikke til tysk opera. For mange år siden forsøgte jeg at se en Wagner-opera (jeg tror, det var Valkyrien) i Musikhuset. Også den gang faldt jeg i søvn flere gange i 1. akt, og jeg sad på en af balkonerne, så jeg var helt bange for at falde ned. Som sidste søndag gik jeg hjem efter 1. akt.

Næ, må jeg bede om Bizet. På YouTube er der flere fine koncertbrudstykker med Elina Garanza, der synger Carmen. Bl.a. dette, hvor hun synger Habaneraen.

Glædelig kyndelmisse

Sikken da et vejr! Og så er vi vist endda sluppet meget billigt her i Århus i forhold til resten af landet.

Men er det alligevel ikke som om man godt kan mærke, at foråret er på vej? Jeg lod bilen stå hjemme og tog bussen på arbejde. Det betød, at jeg var hjemme lidt senere end normalt, men ALLIGEVEL var det lyst nok til, at jeg kunne nå at tage et par billeder, da jeg kom hjem. Bagefter tog jeg dagens motion: Sneskrabning - og det var så mildt, at jeg ikke behøvede at have handsker på.

Kyndelmisse - flot ord! På jysk hedder det Kjørmes Knud, hvor Knud betyder "knude", fordi 2. februar er den dag, hvor halvdelen af vinteren er gået. Er der virkelig så meget tilbage af vinteren? Nej, det er der heldigvis ikke, hvis man vælger at tro på et af de gamle Kyndelmisse varsler: Hvis det sner Kyndelmisse dag, så kommer foråret tidligt. Et andet varsel, som jeg har fundet på vejrvarsler.dk, siger, at "tirsdag giver vejr til torsdag", så man må lige væbne sig med lidt tålmodighed.

Et sidste varsel: Hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kan holde den 19., så bliver det snart forår - så man må håbe, at de 18 kællinger er nogle svæklinge, for så meget blæste det vist alligevel ikke. Eller var det bare, mens jeg hyggede mig på arbejde?

For resten bør man egentlig spise pandekager Kyndelmisse aften, men det har vi nu ikke købt ind til. I stedet skal vi have fuldkornspasta med pesto og broccoli. Jeg er ellers ikke vild med broccoli, men lige præcis til pasta synes jeg, det smager virkelig godt.

Sarantoyas bedste stund...

...er om morgenen.
Når jeg står op, er hun der som en mis :-) Vi går ned og henter hendes allergimedicin samt en lille smule mad, som hun får på Dorthes værelse. Lilit snorksover bare videre i sin katteseng inde hos mig. Når Sarantoya har spist, møffer hun sig ned til den søvndrukne Lilit.
Efter lidt puffen frem og tilbage falder de begge i søvn, og det, tror jeg, er Sarantoyas allerbedste time. På billedet er det Sarantoya til venstre.
På en kold og mørk morgen kan jeg ikke undgå at blive lidt misundelig...

Parabener

Det er en jungle at undgå mærkelige og måske sundhedsskadelige stoffer i alt muligt.

Når man spørger i butikkerne, får man ikke ret god hjælp. I min lokale Matas i City Vest har jeg et par gange spurgt, om diverse cremer indeholder parabener. Det gør de som regel, men i stedet for at henvise mig til nogle produkter, der er parabenefri, har de fortalt mig, at der næsten ikke findes noget, der ikke indeholder parabener, og "for resten er det overhovedet ikke bevist, at parabener er skadelige". Det er simpelthen så dårlig vejledning, at jeg nu har lagt den forrretning på is.

Jeg har opgivet at holde øje med alt, og da jeg ikke har lyst til udelukkende at bruge Neutral og lignende, koncentrerer jeg mig om to ting: Hormonforstyrrende stoffer og allergifremkaldende duftstoffer - det sidste fordi jeg bor i hus med en allergiker, for selv kan jeg godt lide, at der er en svag duft i min creme.

Jeg bruger ansigtscreme hver dag, og vil gerne have en lækker antirynke creme. Egentlig troede jeg, at jeg havde fundet et par cremer, der opfylder betingelserne, men det er desværre ikke helt rigtigt. Beauté Pacifique-cremen indeholder ganske vist ikke parabener eller parfumer, men den indeholder et suspekt UV-filter. Gad vidst om der findes et ikke-hormonforstyrrende UV-filter - og er det så bare, fordi det ikke er blevet testet endnu?

Dr. Scheller-cremen er i hvert fald fri for de hormonforstyrrende stoffer, men der er vist et par at de mistænkelige parfumer. Øv!

Jeg er i øvrigt også imod dyreforsøg. Der er ingen mening i, at dyr skal lide på grund af menneskers bekvemmelighed og forfængelighed. Man er ikke engang sikker på, at selv om dyr ikke tager skade af et-eller-andet, så er det også uskadeligt for mennesker - og omvendt. Af den grund bruger jeg ALDRIG præparater fra L'Oreal og de firmaer, der er tilknytte L'Oreal: bl.a. Biotherm, Garnier, Lancome, Maybelline, Vichy og Yves Saint Laurent. De har udtalt, at de vil gøre alt for at undgå, at dyreforsøg bliver forbudt i afprøvning af kosmetik. Uanstændigt, synes jeg.

Det er altså ikke let! Måske skulle jeg alligevel gå over til de svanemærkede, men kedelige, mærker.

Links:
Forbrugerrådets side om hormonforstyrrende stoffer
Miljøministeriets side om allergifremkaldende parfumestoffer
Beauté Pacifiques side med fuldstændig indholdsfortegnelse i alle deres produkter. Ros til dem for det - men find lige et andet UV-filter, tak!

Strikkede sjaler

Jeg strikker sjaler i øjeblikket. Med hulmønster. Det er meget lang tid siden, jeg sidst strikkede med hulmønster, men da jeg først fandt ud af opskriften, blev jeg helt pjattet med den, så nu vil jeg strikke flere sjaler efter den opskrift. Det er altså ikke sjalet på billederne.

Selv er jeg ikke så vild med at gå i strik. Det er for varmt, og jeg har en irriterende sart hud (egentlig burde jeg være ægte rødhåret, men jeg er bare blevet begavet med fregnerne og den umulige hud. Den røde hårfarve må jeg få ad kunstig vej), så det er meget sjældent, at jeg ikke synes strik kradser. Men lige præcis sjaler kan jeg godt lide at gå med. De er selvfølgelig ikke så tæt på den bare hud, og de giver en behagelig varme, synes jeg.

Billederne viser mit yndlingssjal, der nok er 25-30 år gammelt. Det er eget design, strikket lige ud af hovedet, og jeg har selv farvet garnet med indigo, så jeg kunne få rigtig mange forskellige nuancer. Der er mindst 7 forskellige blå farver i sjalet - det kan man vist ikke købe sig til i samme garntype. Jeg plantefarvede masser af garner dengang.

For resten kan jeg også godt lide hjemmestrikkede sokker - især i denne tid. Og de må godt være uldne.

Overraskelse

Selv om Øst for Paradis er min yndlingsbiograf, så dur den alligevel ikke til operabio. Der skal en ordentlig stor sal og et super lydanlæg til - og det har de i BioCity.

I går så vi Offenbachs Hoffmanns eventyr. Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet, men under alle omstændigheder var det bedre. Det var også en ualmindelig stærk besætning, både udi sang og i ageren.

Alle var gode, og alle burde egentlig fremhæves, men jeg nøjes med to. Kathleen Kim som den mekaniske dukke Olympia (billedet) var bare så sjov og sang bare så godt. Hun var simpelthen et fund til rollen.

Den store stjerne var selvfølgelig Anna Netrebko som både Stella og Antonia. Egentlig havde Offenbach vist ment, at alle Hoffmanns fire tilbedte skulle synges af den samme, men jeg synes såmænd, det var imponerende nok med to.

Anna Netrebko har simpelthen den smukkeste stemme. Selv om hun er sopran, så er der også en hel masse mørke undertoner, det er helt vidunderligt at høre. På et tidspunkt sang hele det store kor og alle hovedpartierne samtidig, og man kunne hele tiden høre Annas fantastiske stemme gennem det hele. Man var lige ved at få kuldegysninger, så smukt var det.

Bedste foretilling indtil videre i denne sæson. Det sagde jeg også, da vi havde været til Turandot. Det kan da ikke blive ved med at blive bedre og bedre.

Film, film, film

I jule- og nytårsfridagene nåede vi at komme i biografen hele to gange. Begge gange i Øst for Paradis, som "selvfølgelig" er vores yndlingsbiograf. Vi er heldige at have sådan en biograf her i Århus. Uden dens eksistens ville vi ikke komme i biografen nær så tit.

Først så vi Koncerten, en underholdende og sjov menneske/musikfilm. Klassisk musik, altså. Rumænsk-russisk-fransk? Den kan vi godt anbefale.

En uges tid efter så vi The Imaginarium of Dr. Parnassus (dansk titel efterlyses!). En rigtig flot film-film, der udnytter mediets muligheder og med en vedkommende Faust-historie. Den anbefales også.

I efteråret så vi også et par film. Pigen der legede med ilden syntes vi var endnu mere kedsommelig end forgængeren, og vi har ikke i sinde at se den sidste i trilogien - ikke en gang på dvd.

Og den allerbedste Looking for Eric, som minsandten heller ikke er blevet begavet med en dansk titel. Det er Ken Loach - en af de få instruktører, vi kender nu om dage - i ualmindelig mildt humør. Selvfølgelig mangler den sociale indfaldsvinkel ikke, men det gør den gode britiske humor heller ikke. Topkarakter herfra. Man kan vist stadig nå at se den i biografen enkelte steder.