Langt om længe

...fik vi oplevet Jonas Kaufmann i Operabio.

Ikke i en Verdi-opera, som billedet - som var det bedste med Creative Common licens, jeg kunne finde på Flickr - kunne antyde, men i Massenets Werther.

Handlingen kan beskrives som ulykkelig kærlighed, ulykkelig kærlighed og endnu mere ulykkelig kærlighed, hvilket ikke kan overraske kendere af Den unge Werthers lidelser. Massenets musik er dejlig, og Jonas Kaufmann fyldte den tragiske rolle fantastisk ud.

Når sandheden skal frem, har vi oplevet Kaufmann én gang før. Det var bare ikke så vellykket. Det var i Wagners Parsifal. Så vidt jeg husker, var vi kommet sent hjem aftenen før. Jeg er ikke så gode venner med Wagner, og da vi så, at Parsifal varede 6 timer, var jeg allerede træt, inden den begyndte. Da Kaufmann så kom på scenen i bare fødder og en påklædning, der til forveksling lignede min mørkeblå pyjamas, bortset fra at den ikke havde bordeaux kanter, var det altså for distraherende. Vi så ikke operaen til ende.

Det kunne ikke falde os ind ikke at se Werther til ende. Allerede inden starten blev jeg enig med min sidemand (af hunkøn) om, at vi i hvert fald fik noget pænt at kigge på. Da operaen var slut, kunne vi igen samstemme, at vores forventninger ikke var blevet skuffede. Og som Dorthe sagde, så kunne også bagerste række høre ham. En sand maskulin diva!